A choice of one’s own – Om burka, porno og prostitution

Af Nina Søndergaard

Virginia Woolf skrev for 70 år siden om at kvindelige forfattere skulle have penge og plads til at skrive, foruden kunstnerisk frihed.  Det har vi – og kvindelige kunstnere – heldigvis også fået.

Men spørgsmålet er om alle kvinder har et rum for sig selv og om samfundet er villige til at give dem det, hvis kvinderne vil bruge rummet til noget andet end det den rette mening foreskriver.

 

For hvad med alle de kvinder der enten dækker sig til, smider tøjet for penge eller sælger sex? Der er et kapløb om at begrænse deres udfoldelser med henvisning til mandsdominerede samfund, kommercialiseringen af det offentlige rum, krænkelser af blufærdighed og ligestillingssignaler.

For det grundlæggende, at man den dag i dag stadig ikke tiltror kvinder evnen til at tænke selv og træffe egne valg klinger svært dårligt. Men det er jo kernen i disse forbud. Kvinder er ofre og de er som børn, de skal beskyttes mod de væmmelige mænd, dem selv, fristelser og onde markedskræfter.

Nu skal det ikke lyde som om vi her på bloggen ikke kan kende forskel på en kvinde i burka og en bikini-babe. En væsentlig forskel er fx at burkaer er en kvindedragt. En bikini-babe kan også godt være en mand.

For der findes der både mænd, kvinder og transer indenfor alle grene af sexindustrien. Men i debatten glemmes mændene og de andre køn bekvemt, da de åbenbart har truffet valget selv og derfor ikke kræver indgreb og beskyttelse fra samfundets side.

 Vi vil her citere forkvinden for Kvinder for Frihed, Vibeke Manniche, der til Information 2009.10.30 udtalte:

»Pornografi og tørklæder er to sider af samme sag. Det er luderen og madonnaen. I min konsultation har jeg både unge danske piger, som har prøvet alt for meget, fordi de skal leve op til pornoverdens idealer, og så unge muslimske kvinder, som sidder og skal være kyske. Ingen af dem har en seksualitet som udfolder sig på deres egne præmisser,« siger Vibeke Manniche.

Det er en interessant udtalelse. For det første viser det en temmelig snæver opfattelse af hvad der er passende påklædning for piger og kvinder, de må ikke vise for lidt eller meget. Hvad de selv synes, er der ikke lige plads til at finde ud af.

For det andet er det åbenbart noget skidt, hvis piger ser porno og finder inspiration der. Vi kan ikke se én pornoverden, for der er næsten lige så mange former for porno som der er sexuelle udtryk, fordi mange mennesker har lyst til at se andre have sex eller vise sig mens de selv har sex.

Porno er også mere oplysende end det normalt får credit for. Ved at se porno kan man fx lære at fisser ser uendeligt forskellige ud, at forspil ofte indebærer oralsex og at folk tænder på alle mulige ting, også ting man ikke selv havde tænkt på.

Det kaldes for inspiration og det er en af vores dages bonusser at man ikke selv skal opfinde den dybe tallerken hele tiden, men det er åbenbart en skidt ting når det gælder sex, hvor man selv skal udtænke alting for at det kan blive til den ’gode og rette’ sex.

For det tredje så vil Manniche gerne definere kvindernes egne præmisser. Det er en selvmodsigelse af de helt store: Hun vil skabe det rum hvor i deres seksualitet skal udfolde sig.

Bemærk forresten hvordan danskerne omtales som piger, det skyldes måske et håb fra Manniches side om at de kan vokse op og gøre og klæde sig som hende? Muslimerne er derimod unge kvinder, og i bedste 24-års regel-stil kan man selvfølgelig ikke tiltro dem evne til at træffe egne valg.

Det er selvfølgelig ikke uproblematisk at være teenager, vælge sexindustrien som karrierevej eller vokse op i en forholdsvis patriarkalsk kultur, men vi er meget skeptiske over at fratage mennesker evnen og trangen til at tænke og handle selv.

Det er vores klare overbevisning at folk hele tiden prøver at optimere deres liv indenfor de rammer der nu er, og man hjælper ingen ved at sætte endnu flere begrænsninger og hæmninger op.

Som feminister er vi heller ikke begejstrede når en kvindelig overklasse lige spoler tiden mere end 100 år tilbage. Det eneste nye lille twist at de selv er en del af magthaverne nu, og derfor er i færd med at regulere hvordan de andre kvinder skal klæde sig, hvordan de må indtage byrummet og hvilke erhverv de må vælge. Vi tror på at alle har deres eget valg og det vil vi kæmpe for at de bliver ved med at have.

Anmeldelse af Leny Malacinski’s ”Den dag jeg opdagede jeg var undertrykt”

Det var med stor forventning, at jeg hentede bogen nede hos min  lokale boghandel. Endelig en samfunds-debatterende bog der handlede om noget jeg gad læse, nemlig feminisme/ligestillings-debatten her i DK.

Jeg blev lidt underligt skuffet over at få en bog stukket i hånden der lignede chic-litt (min absolutte hade-genre indenfor både film, gaming og litteratur), men som den eks-folkebibliotekar jeg også er, tænkte jeg at bogen nok vil sælge bedre både i ungdoms og voksen-afdelingen, da mange kvinder har et ømt punkt for klodsede-ups-agtige-kvinder…

Bogen starter med en ganske sigende advarsel: ”Personerne i denne bog er tillagt mere humor, end de besidder i virkeligheden. Det har været nødvendigt for at gennemføre skrivningen”. Oh, hvilken skrivning! Leny Malacinsiy er en fremragende skribent, bogen er hurtig læst og pointerne er skarpe og ikke mindst humoristiske. Med humoren formår Malacinski at skrive om ellers dødssyge situationer og personer. Det er tydeligt at hun er journalist, hendes stil er skarp, pakket ind med chic-litt’ens naive humor. Jeg er fan!

Det er formidlet som var det letbenet underholdning, men hendes bog dybt alvorlig og den bør i den grad diskuteres og blive pensum for alle der interesserer sig for ligestillings-debatten.

Det hele starter den dag Leny opdager at hun er undertrykt og den vil hun ikke finde sig i. Derfor rejser hun land og rige rundt, samtidig med at hun gransker sin indre retfærdighedsfølelse. Kan det passe at vi har det så dårligt som visse feminister påstår? Hen over 8 gode kapitler formår hun at skrive om, feminisme, kønskvoter, ligestilling vs. særbehandling, offerroller, mænd, prostitutionsdebatten, ligeløn og ikke mindst mændenes situation de kommende 50 år.

Værd at nævne er Leny’s kritik af dispensationerne af ligebehandlingssloven, hvor regeringen har givet Københavns Universitet mulighed for at ansætte kvinder med en særlig bonusordning, der udløser mellem 1-3 millioner kr. pr. kvindelige forsker. Som bogen påpeger, giver det mændene ret ringe vilkår til ansættelse. Og man kan spørge sig selv, om det giver det bedste resultat på Københavns Universitet? Derudover er der jo bare tale om bestikkelse på meget højt niveau. Man kan spørge sig selv om bestikkelse er et legitimt redskab til at opnå politiske resultater?

Jeg kunne gå dybere ind min anmeldelse og skrive min mening om dette og hint i bogen. Men mit problem som anmelder er, at jeg længe ikke har læst en bog,  hvor jeg har oplevet at være så rørende enig med en forfatter som ved læsningen af denne bog. Leny Malacinski har i mine øjne begået en helt igennem fantastisk feministisk bog, som jeg mener ALLE kvinder bør læse. Bogen handler om retfærdighed og det er i mine øjne langt vigtigere end at kvinder absolut skal have bestyrelsesposter eller professorater.