Kvinder er ikke dumme, fordi de er sexede

Kvinder, der er sexede, er i mange år blevet fremstillet som enten dumme eller psykisk syge, i hvert fald ude af stand til at tage vare på sig selv. På den måde er kvindens seksuelle subjekt blevet skrevet ud af den seksuelle fortælling, og kvinden har udelukkende fungeret som objekt for mandens ensidige begær.

Også denne fortælling er det feminismens opgave at gøre op med. Men hvor det i mine øjne ville være et naturligt mål at bevise, at kvinder, der er sexede, ikke er dumme, har man i den traditionelt fremtrædende feminisme forfulgt et andet mål som løsning på problemet: Kvinder må ikke være sexede.

På den måde kan kvinden så tages seriøst af manden (og af andre kvinder), fordi hun ikke længere giver associationer til seksualitet og dermed dumhed, synes logikken at være. Men prisen, der betales, er høj: Kvinden har på den måde måtte afgive retten til sin seksualitet.

Den traditionelle feminisme har altså resigneret og accepteret, at kvindens seksualitet tilhører manden, og kvindens eneste modsvar er at frarøve manden denne ejendom, ikke at påkræve den selv.

Men hvorfor?

Jeg kan forstå, at der har været et behov for at bryde med den snævre fortælling om kvinden som uvildigt sexobjekt. Det har været nødvendigt at illustrere, at kvinder altså kan være andet end smukke og sexede, og dette har sågar nok krævet en kedeldragt og et buzzcut som oprør, men jeg synes, det er på tide, vi smider uniformerne og i stedet viser, at vi kan være sexede på vores egne betingelser.

Hvis vi skræpper op om nedværdigelse, hver gang, der dukker en kavalergang op på tv (uanset konteksten),  fastlåser vi kvinden i dikotomien ’aseksuel og værdig’ kontra ’seksuel og uværdig’. Denne opdeling er  fuldstændig lige så begrænsende og i virkeligheden komplet i tråd med de snævre roller, patriarkatet udstyrede os med i første omgang.

Målet må være, at man som kvinde kan handle i overensstemmelse med sin seksualitet, uden at det skal være på bekostning af social status. Hvis man ikke ønsker eksempelvis at sende seksuelle signaler med sin påklædning, skal man være fri til at fravælge det, ligesom man skal være fri til at vælge det til, hvis man, som jeg eksempelvis gør, føler det som en del af sin seksualitet.

Det er på tide, vi som kvinder tager vores seksualitet tilbage og erklærer, at vi nægter at spille på patriarkatets opkridtede bane, men i stedet  vil tegne vores egen – helt som vi har lyst til at have den.

En opfordring

I anledning af den store tilkomst af nye læsere i disse dage, vil vi her på bloggen bringe en opfordring til dem af jer, der går med en skribent i maven. Vi tager meget gerne imod gæsteindlæg. Du behøver ikke definere dig selv som prosex-feminist; du kan bare gå med nogle tanker om køn, seksualitet og feminisme, som du har lyst til at diskutere med andre.

Vores erklærede mål med denne blog er at skabe mere rum til divergerende holdninger inden for feminisme (deraf feminismer), da vi oplever, at store dele af det feministiske landskab er præget af en ”vær enig eller hod kæft”-stemning, som er dræbende for debat. Vi mener, man godt kan have samme mål, samtidig med, man diskuterer, hvordan man bedst når målet.

Du er altså meget velkommen til at sende os et indlæg samt et par linjer om dig selv. Du kan godt være anonym. Skriv til: prosexfeminisme@gmail.com

“Feminister elsker da sex” – en artikel om prosex-feminisme

I dagens politiken har Camilla Stockmann m.fl. lavet et portæt af nye feministiske bevægelser i skandinavien, med fokus på prosex-feminisme. I artiklen interviewes bl.a. Nina Søndergaard fra nærværende blog.

Artiklen kan læses her: http://politiken.dk/kultur/kunst/article864277.ece

“Vi bør frelse os fra offergørelsen. Jeg synes, det er meget ubehageligt, at man pådutter 50 procent af verdens befolkning at være offer, fordi de har æggestokke og kromosomer, der engang betød, at de blev betegnet som det svage køn.”

- Nina Søndergaard

To skridt frem og et tilbage…

I Danmark har vi gode forhold som kvinde anno 2009. For 50 år siden, så det anderledes ud. Den gang turde kvinder ikke i samme omfang anmelde voldtægter. Den gang var det måske også lidt ens egen skyld, hvis man blev voldtaget. Politiet var uopdragne og troede ikke på ofrene. Det var hårdt at være ung kvinde i 1950’erne og det er der heldigvis rettet op på. Tak til tidligere feminister og retfærdige mænd for at tage den kamp og give forståelse.

Men kampen siden da har måske medført, at vi kvinder i dag, stadig er lidt ofre pr default. Vi var det undertrykte køn og det mener jeg har givet os en automatisk offer-rolle. Det er automatisk er synd for os; det svage køn, der menstruerer, har kaos-hormoner, føder børn, knokler både på arbejde og passer hjemmet, for nu at sætte det på spidsen.

Det kan godt være vi på papiret har ligestilling, men der er i mine øjne langt igen, førend vore hjerner og vores kultur er tunet ind til det. Både mænd og kvinder, oplever jeg som værende godt forvirrede. Se bare kønsdebatten.

Hvordan kommer vi videre? Mange kvinder og mænd ruller tilbage til fordums tid fremfor at marchere ud i det ukendte. Derfor er der stadig roller,  hvor kvinderne er ofre og de svage (se bare prostitutions-debatten i Danmark), mens manden er den stærke og dermed også gerningsmand.

Jeg ved godt jeg sætter tingene lidt på spidsen her, men vi kvinder må værne om vores forhold og vælge vores kampe med omhu, det er i min optik bedst med så få krige som muligt mod mændene. Derfor bliver jeg sur, når jeg hører om kvinder der misbruger  vores tilkæmpede rettigheder.

Nogle af de kvinder der gør mig rigtig sur, er kvinder der anmelder falske voldtægter. Jeg bruger her tallene fra Danmarks statistik. I 2007 blev der anmeldt:  542 gange for voldtægt. Samme år blev kun 68 mænd dømt for samme forbrydelse. Der er helt sikkert kvinder der lader tiltalen frafalde pga. angst for gerningsmanden, men der er helt sikkert også kvinder der anmelder fordi de kan misbruge situationen.

Mennesker lyver hele tiden og de fleste slipper godt fra det og skader heller ikke så meget med deres små løgne. Men løgne, hvor samfundets myndigheder bliver inddraget, er i min optik meget alvorlige løgne. Dels fordi det koster ressourcer, men også fordi det koster på både mænd og kvinders troværdighed overfor hinanden.  De  kvinder der lyver om voldtægter, ødelægger det for de  der rent faktisk bliver voldtaget. Og de selvsamme kvinder ødelægger også livet for de stakkels mænd der uretmæssigt bliver anklaget som voldtægtsforbrydere og dermed kan risikere at blive sigmatiserede som voldtægts-et-eller-andet i deres lokalsamfund.

Hvilke kvinder er det så der lyver?  ”Det er især de helt unge piger og kvinder, der lever i misbrug, arbejdsløshed eller har psykiske problemer, som bruger den falsk voldtægtsanmeldelse som et nødråb”, fortæller Maj-Britt Elise Martinussen, som er én af forskerne bag om en undersøgelse om falske voldtægter. Dette er et interessant udsagn, fordi det igen fremstiller kvinderne som de svage. Og ja, det er meget svagt at reagere på den måde, men det er også meget forkert. Hvad kan skal man stille op med den slags svage?

I Danmark kan man straffes for at anmelde en falsk voldtægt efter straffelovens § 165. Man kan få en bøde og eller fængsel i op til 6 måneder.  Hvilket egentlig er en mild straf, taget handlingen og perspektivet i betragtningen. Mon en sådan straf skyldes, at vi kvinder stadig er ofre? Selv når vi kvinder gør noget forkert?

Men i England blev Jennifer Day straffet med 2 års fængsel her i juli.  Hun blev dømt med af dommere Ian Graham som sagde at efterforskningen havde spildt £4,000  af skatteydernes penge og 270 politi-timer.

Dommeren tilføjede: ‘The police have put great stores on providing sympathetic treatments of women who make genuine complaints of rape and you abused that.

‘You have undermined and jeopardised the efforts that are being made about the need to treat genuine victims of rape properly, fairly and sympathetically.

‘The offence is in itself a serious one, it has terrible consequences potentially and actually for the victim and wider implications for those women who have genuinely been raped.”

Jeg må indrømme, jeg synes Jennifer Day fik som hun havde fortjent.