Historien om en rigtig mand

Af Nina Søndergaard

”En rigtig mand…” Sådan starter mange damebladsartikler og det er med skrækblandet fascination at jeg læser med, mens jeg tænker på hvad en forkert mand monstro går ud på. Måske er det én med rod i sit lille bitte y-kromosom.

Ofte er det nogle fast utrolige ting der bliver diskuteret, fx om en rigtig mand kan gå med creme eller parfume, om han bør slå brættet ned eller kæve Cava, men folk og fæ må have deres besynderlige præferencer i fred.

Dog må folk ikke lyve eller misbruge historien. Som har fremvist en forbløffende udvikling af kønsrollerne her i Vesten. Her følger et meget groft sammenkog af mere end 1000 års maskulinitetshistorie, som meget gerne måtte gøre alle glade for at vor tids mænd er en flok blødsødne, flæbende, kvindagtige vatarme alle til hobe. Og heldigvis for det!

Vi starter med vikingerne, hvoraf Bjarke kastede sig nærmest nøgen ud i kamp. Han syntes at brynjer var for kujoner og kyllinger. Hans mod blev belønnet med døden. Idag vil det næppe blive betegnet som stort heltemod ikke at tage sikkerhedsudstyr som hjelm og skudsikker vest på i kamp.

Ridderne kunne kun sjældent læse, regne eller skrive. De fleste riddere havde en bordskik der ville få dem smidt ud af McDonalds på studsen. Derudover drak mange som svampe, men kun i øl, vin og mjød, sprutten var ikke kommet til Europa endnu. Det var tv og tjald heller ikke, så det har sikkert været pænt kedeligt at kukkelure på et koldt slot. Et godt liv var et kort liv, bremset af en pil eller et sværd i brystet.

Renæssancemænd var ofte voldspsykopater sammenlignet med vore fredelige standarder. Mange var spritstive dagen lang (brændevinen var kommet til Danmark i 1528) og blev voldelige af al den sprut. Volds- og mordraten var himmelhøj sammenlignet med idag. Mordraten lå på et sted mellem 20 og 50 pr. 100.000 pr. år, idag er mordraten 0,9 i Danmark. Det giver et sted mellem 3 og 7 mord om dagen, mod ikke engang et mord om ugen idag.

Det blev set som positivt at være en hidsig kraftkarl, og eftersom alle havde mindst en spisekniv (men ofte også armbrøster, spyd og sværd) på sig hele tiden, så blev folk stukket ned for et godt (ondt!) ord. Det er der heldigvis ikke mange mænd der gør længere…

Faderrollen var også en lidt anden. Fx tog ’den tiltalende repræsentant for humanismen’ Anders Sørensen Vedel (1542-1616) tit sine børn ind for at give dem et lag prygl. Særligt på Langfredag blev ungerne banket gule og blå til minde om Kristi lidelser. At unger har fået tæsk dagen lang holdt desværre længe ved, men idag er der næppe mange mænd, selv med nok så mange faldskærmsudspring, knald, krige og drukture bag sig der synes at det er topfedt at banke sine børn.

Påklædningen var også ganske anderledes flamboyant. Dan Turèll kunne vække opsigt med sin sortlakerede negle, men han ville være druknet i mængden som en kedelig nullermand dengang.

Christian den fjerde, som var meget hetero,  havde flotte perleøreringe, en lang fletning og gik i grelle farver. Naturligvis i silke, hør, fløjl og andre lækre stoffer. Kniplinger og juvelbesatte fingerringe hørte med i lange tider til enhver selvbevidst herres skrud. Ligesom parykker, pudder og lidt læbestift.

Dét fik en ende, hvis vi skal tro forfatteren Alfred de Musset, i 1814.

Fra da af blev mandsdragten en sørgedragt. Sort, alvorlig og uden dikkedarer. Bevares, skjorteflipperne kan vokse og skrumpe og der kan være fiffige detaljer med knaphullerne, men meget hyl er der ikke i moderne vestlig mandsdragt. Mangen en adelig fra –say- 1700-tallet vil sikkert tro at mænd nuomstunder havde opgivet ævred eller aflagt munkeløfte, eftersom mænd tit render rundt i uformeligt og tristfarvet tøj.

Dét med den personlige hygiejne er et kapitel for sig. I middelalderen var byboere meget renlige og fattige blev ofte givet et bad i badstuerne, fordi det blev set som en nødvendighed ligesom tøj og mad. Det holdt som bekendt op efter Reformationen og en ubehagelig syfilisepidemi, der ansås for at være kædet sammen med alt det baderi.

Så drøjede trehundrede år, hvor mænd (og kvinder og børn) rigtig nok vaskede hænder og tit også ansigtet, men ikke så forfærdelig meget andet. Den første københavnske billige badeanstalt, hvor man også kunne vasket tøj åbnede i 1865.

Badeværelser blev ikke almindelige i boligbyggeriet før omkring 1930’erne og der var i 2011 stadig 30.000 lejligheder i København uden bad. Alligevel tager de fleste bad flere gange om ugen, og nemme og billige vaskemaskiner og tandbørster har også sikret at alle mænd idag har mulighed for at være dejligt skinnende rene og ikke stinke af gnu, paradontose, bæ, bræk, bål og svedig hest. Uanset om man er tilhænger af den metroseksuelle mands hudpleje og parfume, så er der vidunderligt nok kun få der lugter som rigtige mænd gjorde for bare 200 år siden.

For at opsummere: Rigtige mænd idag er af en helt anden, rarere støbning end i gamle dage. Tak til blødsødenheden for at sive ind overalt og gøre det forkasteligt at banke hustru og unger. Selv soldater er langt mindre krigeriske og har heldigvis aflagt galskaben. De fleste mænd idag kan ikke ride ret godt, men kan tilgengæld både læse og skrive og har fredelige jobs og sysler: Tak!

Mikkels Pik

En e-boganmeldelse af Nina Søndergaard

Anders Haarh Rasmussen: Mikkels Pik, forlaget Zetland 2012

Mikkels Pik er sjov og klog! Ja, nu taler jeg selvfølgelig om singlen, e-bogen, ikke om den fysiske pik der sidder på ”Mikkel”, en af Rasmussens venner.

Rasmussen er freelancejournalist og har ofte beskæftiget sig med seksuelle emner. Han er desværre en af de meget få journalister der også anvender kildekritik når talen falder noget med ”sex”, det ses også her i Mikkels Pik, der sandelig ikke er den omgang sludder for en sladder meget andet seksuelt stof er.

Med udgangspunkt i at Mikkels pik er flot og aftvinger vennerne beundring og nysgerrighed, udforsker Rasmussen veloplagt hvordan det kan være at de her heterogutter kan beundre og endda røre ved Mikkels pik uden at blive bøsser af den grund.

Vi kommer vidt omkring: Pakistan, victoriatidens London, nutidens sommerhuse i Nordsjælland, Latinamerika og selvfølgelig oldtidens Grækenland. Det er skægt og spændende og Rasmussen er en dygtig formidler af tungt stof. Fx får han lige opsummeret Judith Butler (hvis overlæssede tekster med et skyhøjt lixtal jeg aldrig har læst) på et par linjer. Det er sejt!

Rasmussen diskuterer de meget nære mandevenskaber som florerede her sidst i 1800-tallet, og at mænd i dagens Pakistan snildt kan gå hånd i hånd uden at nogle tænker at de er bøsser og kærester. For mig er der en ret enkel forklaring (sikkert FOR enkel – men modbevis mig endelig) på det fænomen. Nemlig behovet for kropskontakt. Alle mennesker har brug for berøring, det være sig i form af en krammer, aening, samleje eller at gå arm i arm. Og i stærkt kønsopdelte kulturer, så må man ty til hinanden.

H.C. Andersen kælede for sin ven og er skiftevis blevet set som bøsse, aseksuel og som hetero, og der er utallige krumspringsforklaringer på ordet ”kæle”, for HCA kan af folk som Johannes Møllehave sandelig ikke ses som homo. Suk. Hvad nu hvis grænsen mellem venskab, sex og kærlighed slet ikke er så fast endda? Er det virkelig så frygteligt at ligge i ske med sine venner? Ordene ’nært venskab’ antyder også at der ikke er stor afstand mellem parterne, og måske også fysisk nærhed.

Rasmussen skal have tak og ros for at bringe fællesskaber på banen, når vi taler om seksualitet. Meget ofte ses seksualitet som noget der kun angår de to mennesker – og alligevel formår etiketterne homo/hetero at præge alt muligt i livet. Det er noget af det Rasmussen tager fat på, når han undersøger sit mandefællesskab og for min skyld måtte Rasmussen gerne skrive endnu mere om hvad venskaberne betyder for folk og omverdenen.

Hvis jeg har et hjertesuk over Mikkels Pik, så er det at bøsser er, trods al snak om rettigheder, ikke ligefrem er forbilleder. Bøsser er den modpol som de her heterofyre i hvert fald ikke er. Overhovedet. Det er ikke noget særegent for Rasmussens venner, det ved jeg godt, men det er alligevel lidt ærgerligt at der er brug for skræmmebilleder og bussemænd – her altså de bøsser heteromændene sandelig ikke er. Men igen, jeg har heller aldrig forstået heteroseksualitetens selvhad (det må være mærkeligt at rende rundt med et kønsorgan man grundlæggende ikke kan lide).

Det er sådan en god læseoplevelse der venter i Mikkels Pik, at jeg ikke vil spolere ved at give de svar Rasmussen kommer frem til, i stedet vil jeg lige sende et spørgsmål ud i æteren: Er sex altid et magtspil? Ser den der penetrerer virkeligt ned på den vedkommende penetrerer? I så fald er det vel svaret på at kvinder verden over har lang vej endnu til toppen..?

Dansk Porno

En boganmeldelse af Jon Nordström: Dansk porno/Danish Porn – a book about porn, made with love. Nordstroms, 2012.

 

Af Nina Søndergaard

 

Dansk porno: 100 års historie om synd, skrevet af de sødeste mennesker på det bedste papir. Sådan skriver Nordstrøm selv om kompilationen om dansk pornografi, udgivet på hans eget forlag.

Værket er drevet af stor kærlighed og fascination og det er smukt og forfriskende. Porno og kærlighed sættes desværre oftest op som hinandens modsætninger, hvilket bogen er én stor modbevisning af. Kærlighed til Kvinden, kusser, sex og livet går igen på stort set hver side. Hvad kvinderne selv har tænkt står dog hen i det uvisse, da ingen pornomodeller kommer til orde og alle indlæg er skrevet af mænd.

 

 

Bogen er først og fremmest en billedbog, hvis trykmetode Nordstrøm vist selv har været med til at udvikle. Dét ses. Billederne står knivskarpt og smukt, så selv billeder af bogopslag og breve emmer af nærvær. Tidsafgrænsningen er lidt sløret, men perioden sådan cirka fra 1880 til 1975 er dækket, med hovedvægt på 1950-70. Tiden efter 1975 har tilsyneladende ikke været så spændende, eller også er det som så mange har jamret over, at kommercialiseringen efter 1975 har forfladiget alt det kunstneriske i pornografien.

 

 

Og kunst det er det, meget af materialet i bogen er af vældig høj æstestisk kvalitet. Nogle af os blev skuffede og overraskede over at Herman Bangs Håbløse Slægter var så utugtig at han røg i spjældet. Bang blev knaldet på skildringen af ’hæseblæsende Eftermiddage’, hvor den unge William Høg åbenbart stønner i samleje med den ældre grevinde Hatzfeldt. Dét var for meget for det fine København i 1880. Fotografierne lader dog intet af nutidens porno at ønske i fremvisning af fisser…

 

 

Den fascination af gammeldags porno går igen i hele bogen, som har kapitler om pornohistorie, Røde Kai, film og ornepigen Bodil. Det er springende punktslag i en enormt omfattende historie. Meget kan genfindes i andre værker, og opsætningen gør det lidt vanskeligt at holde koncentrationen: Fx side 171, nederst ”Det førte til en sand syndflod [nøgne damer, Ole Eges reklamebrev, fotografen Freddy Weiss på pornooptagelse, smuk ung kvinde med spæde bryster og hår på fissen] af pornoblade og –film, samt etableringen af en decideret porno-industri, der hurtigt blev domineret af Topsy og Color Climax. (side 177)”

 

 

Det er dog kun en bogorm som mig der kan småøffe lidt over det, alt i alt er det en smuk og skøn bog, der er en god introduktion til personer som Mary Willumsen og Ole Ege, og til emnet pornohistorie som sådan. Dem der ikke gider alt det læseri kan nøjes med at nyde de fantastiske fotografier.

Rejekællinger og rappe replikker

Af Nina Søndergaard

 

Næste gang du får sexistisk lort som ”Har du skaft i weekenden”, så svar ”Ja, din mor kom lige forbi med påspændingsdildoen og gav mig en god omgang.” Det skulle gerne lukke røven på modstanderen og gøre spørgeren knap så k(n)æphøj. Du kan også se listen nedenunder (kom gerne med egne raplikker) for inspiration til andre hurtige svar og modkommentarer til hjernedøde ytringer, der kører på dit udseende eller seksualliv.

 

 

Sexchikane og svar

En stor undersøgelse lavet i HK viste at hver tiende HK’er har været udsat for sexchikane på jobbet, men der er ikke mere end 10 sexchikanesager om året.

Det er fint at der er lovgivning på området og at den ansatte kan få støtte af fx en fagforening. Som kun kunne strække sig til at fastslå at sexchikane selvfølgelig ikke er den krænkedes egen skyld, og at påklædningen ikke skal kunne udløse trælse bemærkninger. Naturligvis ikke. Dog sender vi alle signaler med påklædningen, og der er ingen tvivl om at dét at ligne Lisbeth Salander, det piercede punkpindsvin, eller en blid poptøs giver forskellige modtagerreaktioner.

 

Den pæne pige

Den dybereliggende grund til at vi overhovedet kan få så mange tilfælde af sexchikane er bl.a. den pæne pige. Den pæne pige svarer ikke igen, hun er korrekt, klæder sig fint og smagfuldt på, hun er alt andet end vulgær (ja, hun har knap nok en seksualdrift), hun ordner alt til punkt og prikke og siger aldrig nej. Den pæne pige har ofte store problemer med at finde sig selv når hun bare forsøger at leve op til andres forestillinger. Den pæne pige kan dårligt sætte sig igennem og i respekt, hun når sjældent til tops og hun føler sig ofte slidt, hul, krænket og trådt på.

Der er masser af problemer forbundet med den pæne pige, og der er heldigvis kommet fokus på at komme hende til livs med selvhjælpsbøger, kurser og andet. Jeg siger selvfølgelig heller ikke at min opfordring til at svare igen løser hverken den pæne piges helt grundlæggende selvværdsproblem, fixer en patriarkalsk magtstruktur eller en sexnegativ kultur, hvor kommentarer om sex pr. automatik ses som krænkende for en persons værdighed. Men det er et godt sted at starte! For det tit den nemmeste, skæggeste, hurtigste måde at komme ovenpå igen i magtkampen.

Og (verbal) sexchikane handler om magt – som den pæne pige ikke tør at tage eller anvende. Hun er et nemt bytte: Hun klapper bare i og koger indvendigt af skam og vrede, men siger ikke engang noget til chefen eller fagforeningen. Den tavshedsstrategi kan give bagslag og standser meget sjældent et kvaj.

Rapkæftethed, rejekællinger og riposter

Et kvikt svar er guld værd: Det lukker i 10 ud af 10 tilfælde kæften på modstanderen. Det giver street cred, selvtillid og selvtilfredshed. Det er sjovt og uvoldeligt og en glimrende markering af grænser. Kort sagt, at svare igen kan svare sig!

Det grimme sprog kan læres. Jeg har været heldig at både have et (efter danske standarder) vulkanisk temperament og en fader der oplærte mig i drilningens kunst. Han mente, med rette, at jeg var en utålelig, sart pivegøj der skulle hærdes. Derfor gav han sig til at drille mig indtil jeg fattede pointen og svarede igen. Pludselig var det ikke så sjovt længere at komme med kvikke bemærkninger, for jeg gav igen og lidt til. Men han anerkendte at kuren havde virket og at han var blevet overgået af sin lærling, enhver læremesters drøm.

Vi har alle fantaseret om det kvikke svar. ”Hvis bare jeg havde sagt…” kan vi tænke mange mange tabte timer efter en episode. Den bitre ærgelse kan undgåes hvis man prøver og øver. Det kræver selvfølgelig mod, men det mod betaler sig. At give igen giver selvtillid, og hvis det lykkes, så griner hans kammerater også af dit svar og så har han tabt.

Der er så stor chokeffekt i at en (smuk, ung, velklædt, lækker) kvinde svarer igen, at der i 98 % af tilfældene ikke er brug for mere. For at lande den, især på en arbejdsplads, så vil jeg opfordre til at du runder af med at sige, helt roligt, til krænkeren at vedkommende aldrig skal sige sådan noget lort mere, og at du ikke finder sig i det. Eventuelt at du går videre med det, hvis vedkommende gør det igen. Så skulle der ikke være noget at tage fejl af, og du har markeret grænsen og tydeliggjort at det var forkert af krænkeren.

Non-verbale svar: Bøvser

Hvis du kan bøvse på kommando, så er der meget fred og salighed at hente derfra. Hvis en klammert råber ”Fisse!” i hovedet på en smuk kvinde som svarer med et ordentligt ræb, så er diskussionen også lukket.

Kvikke svar, en vejledning

”- Har du fået skaft i weekenden?”

Den søde og sexpositive: ”Ja, det har jeg og det var dejligt, tak. Han knaldede mig hele natten og fik mig til at komme igen og igen. (Kort pause. Stilhed). Du kan læse bøger om hvordan man gør.” Hvis det leveres med et oprigtigt smil, så bliver stemningen mærkelig. Spørgeren har nemlig højst sandsynligt ikke fået fisse hverken i denne eller de foregående 34 weekender og kan næppe give kvinder orgasme, for så vil han ikke spørge så hjernedødt.

Den homofobe: ”Ja, næsten lige så meget som du har. Jeg skulle hilse fra ham og sige at du har et dejligt stramt røvhul, han roste også dine piksutningsevner.”

”- Hold kæft du har store patter!”

”Ja tak, det har du også, men du skulle nok overveje en bedre bh, for dine hænger lidt.”

”- God røøøøøv!”

”Tak! Desværre kan jeg vist ikke sige tak i lige måde.”

”- Fuck du har grimme patter.”

”Ja, men jeg kan forstå på din mor at du har en lille, mærkelig skæv og slatten pik der ikke rigtig kan bruges til noget. Det er hun ret skuffet over.”

”- Skal du ikke vise mere af dine patter?”

”Skal du ikke få din røv til at holde op med at stinke sådan?”

Skam, skyld og en sexnegativ kultur

Af Nina Søndergaard

Det lysner langsomt for et mere sexpositivt samfund, hvor flere og flere tager deres seksuelle problemer alvorligt og gør noget ved det ved fx at gå på orgasmekursus, læse vejledninger eller opsøger sexologer. Det er en dejlig udvikling som jeg kun kan bifalde. Alligevel er der et stykke vej endnu før jeg synes at jeg kan nedlægge min selvbestaltede titel som prosexfeminist. Her følger et par eksempler:

Skam på film

”Shame” – Skam – er titlen på den meget anmelderroste film, hvor vi følger en succesfuld mand der knepper sig vej gennem tilværelsen i New York. Mange udløsninger, men ingen forløsning. Instruktøren ville gerne vise hvordan den seksuelle frihed kan være et fængsel, og filmen er baseret på megen research om sexafhængighed.

Jeg frygtede en langt mere tonstung moralisering om at hvis man knalder uden kærlighed, så bliver man tom og hul og dør ensom og forladt. Helt så tampetrist er filmen heldigvis ikke, der også er spændende ved at vise meget krop og sex uden at det bliver porno (her er mening med at vise hud!). Godt også at se lystne kvinder, der ikke nødvendigvis straffes med døden eller det der er værre. For mig viser filmen en mand hvis  problem er at knytte sig til nogen som helst, han har det fx stramt med sin lillesøster. Men historien om et distanceret menneske kunne også være fortalt under en anden overskrift end ordet ”skam” og kredse om andre problematikker end omkringknalden.

Kunne man forestille sig en film om musik(afhængige) der hed ”Skam”? En film om fransk madkunst, stilladsarbejdere eller astma med overskriften ”Skam”? Næppe.

Skyld og skam i svømmeren

Også den nøgne krop i omklædningsrummet kan i dag problematiseres og gøres til noget seksuelt og DERMED skamfuldt og skidt. Tilsyneladende er der kvinder der har det så dårligt med deres krop og lyst, at de kan føle sig krænkede af at være nøgne i nærheden af en 7-årig dreng.

Ulrik Frost har her skrevet et glimrende forsvar for nøgenhed og en hyldest til den frie, fede, legende, struttende, rynkede nøgne krop der kan bruges til alt muligt dejligt og nydelsesfuldt. Hvis man altså tør.

Skyld og skam foran skærmen

Forbrug af pornografisk materiale kan sandelig også give skyldfølelser, selv for unge, seksuelt uerfarne mennesker. Især unge piger kan blive kede af se porno, og føler sig ofte beskidte efter at have set porno. Hvor kommer denne skam fra? Hvem indoktrinerer automatskam over at se pirrende materiale?

Radikalfeminister og andre har i forståelig vrede over karikerede kvindeportrætter i pornoen, ukonstruktivt udgydt ækel lede over stort set alle former for lystafbildning og erotisk betonede billeder af kvindekroppen.

Det er vel nok ærgerligt at en ellers berettiget kritik af nogle meget kedelige stereotyper og skabeloner smider baben ud med badevandet.

Pornoforbrugere får ikke blot stillet deres lyster af at se porno, de får også inspiration og beroligelse og får set hvor sjovt, spændende, smukt og spraglet sex kan være. (Da jeg søgte efter dokumentation fik jeg kun resultater for de fordele der ville være at holde op med at se porno. Sigende).

Og at sige at én type sex, nemlig den absolut private, tosomme, romantiske sex, pr. definition altid er bedre end alle andre typer frivilligt indgået voksensex er ødelæggende for både fantasier, parforhold, selvfølelser og mangfoldigheden.

Skyld og skam over sex

Der er kritiske røster overfor sexponeringen. Nogle feminister ser det som meget negativt at der nu er vejledninger om bedre blow jobs og positive omtaler af analsex. Jeg kan selvfølgelig kun være enig i at begge (alle!) parter skal have lyst til at udfolde sig seksuelt sammen, men derudover er det i mine øjne kun heldigt at det nu er nemt at finde gode guides til at blive endnu bedre.

Jeg synes også det er glimrende at der findes vejledninger i hvordan man tapetserer, skifter dæk, laver bearnaise sauce eller back up på computeren.

De bekymrede lader til at forveksle ønsket om at blive bedre med ønsket om at blive som alle andre og accepteret. De foruroligede har tilsyneladende heller ikke forstået at guides til bedre blowjobs blot er muligheder, ikke krav og pligter. Nu kan vi bedre aflure andres kneb og fif, men ingen gør-det-selv guide har endnu formået at tvinge den interesserede til rent faktisk at eftergøre tingene og prøve fiduserne.

Stolthed over sex

Hvorfor er det skidt at være god til at sutte pik? Hvordan kan det være at der skal hældes skyld og beskæmmelse henover lyst og gode elskerevner? Hvor er det dårlige i at ønske at forbedre den sex man har med sig selv eller sin partner?

Vi opfatter det som helt normalt og i orden hvis folk gerne vil blive bedre til at spille tennis eller tværfløjte, og det er ingen skam at sige at man er god til at bage kage, lave årsregnskaber eller lægge fliser. Men ingen, bortset fra festlige swingere og sexarbejdere, siger højt at de er gode fisseslikkere. I teorien om erotisk kapital er punktet om seksuelle færdigheder kun dunkelt belyst, da der hverken er gode undersøgelser af fænomenet og folk enten ikke tør at sige noget om deres evner i sengen eller forfalder til skrydende tomt praleri.

Øvelse gør mester, men sexnegative attituder er helt givet med til at forhindre at flere får et endnu bedre sexliv, da det lynhurtigt kan vendes til noget skidt at man har øvet sig og prøvet meget. For at blive en god golfspiller skal man øve sig, se en masse golf, snakke om golf, tænke på det, tage til turneringer – og stå ved at det er dét man vil. Noget som de færreste tør når det drejer sig om sex, for det er forbundet med skam og med at være et afstumpet menneske (tilbage til start).

Luderloppemarked

Af Nina Søndergaard

Lørdag den 3. marts er der luderloppemarked i Løngangsstræde 21C. Fra kl 12 til 17 har du mulighed for at slå et smut forbi fra Strøget for at købe brugt tøj og andre gode sager.

Det er velgørenhed til fordel for Sexarbejdernes Interesseorganisations arbejde, så alt overskuddet går til SiO.

Der er optræden og bluesmusik på Mojo Blues Bar, hvor du også kan møde nogle sexarbejdere (og en enkelt prosexfeminist) og få en snak.

Regnbuemennesker for kærlighed

Af Nina Søndergaard

Mens vi venter på at verden bliver et mere behageligt, afslappet og tolerant sted at være og elske i, kan vi passende lære at forsvare os mod de røvhuller der mener at have patent på den rette form for kærlighed. Mads Ananda Lodahl viser selvforsvarstricks i Ungeren, i 2400 i København 2012.01.10 fra 1700 og to timer frem. Det er for queers og der vil være kropskontakt -  og god stemning. Læs mere på Modkraft. Vel mødt.

Spørgsmål til Manu Sareen og Ud med bagmændene

Af Nina Søndergaard

Nu vil jeg lege spørgerunde i Folketinget. Skulle nogle, politikere eller andre, få trang til rent faktisk at stille hr. Sareen et eller flere af nedenstående spørgsmål, står spørgsmålene frit til rådighed for dette. Jeg tager udgangspunkt i  Ud med bagmændene.

 

 

 

1. Hvorfor ønsker ligestillingsministeren at brede kampagnen ud til prostitution mere generelt?  Hvorfor sammenblandes de alvorlige forbrydelser trafficking og slaveri atter med sexarbejde?
2. Hvorfor gør ligestillingsministeren (hverken denne eller de foregående) ikke noget ved den voldsomme uligeløn der hersker i sexbranchen? Kvinder tjener ofte 3-4 gange så meget som mændene, en lønforskel der ville skabe ramaskrig i alle andre brancher.
3. Hvor har hr. Sareen set de ”voldsomme fysiske skader” i prostitutionsbranchen? Servicestyrelsen måtte i 2010 sukkende opgive jagten på slidgigt i knæ og kæber i rapporten om prostitution på massageklinikker, og kunne ikke fastslå nogen sammenhæng mellem sexarbejde og ringe fysisk helbred.
4. Hvorfor er det en ligestillingsminister der er frontfigur i en kampagne, der retteligt burde høre under Beskæftigelsesministeriet?
5. Hvorfor ytrer en ligestillingsminister sig om arbejdssikkerhed? Hvorfor belægger hr. Sareen ikke sine påstande med nogle tal? Eventuelt sammenlignet med den stigning i arbejdsulykker der er set i Danmark i de sidste 10 år.
6. Hvorfor er det så meget værre at købe sex end at få reklamer? Et af eksemplerne i kampagnematerialet handler om en reklameomdeler der blev groft udnyttet: Uendeligt lange arbejdsdage, ussel mad, søvnberøvelse og tilbageholdelse af løn. Men vi ser ingen kampagne der skal få folk til at sætte ”Reklamer Nej Tak” skilte op – som ville gøre reklameomdelere overflødige, så vi ikke længere fik slige historier.
7. Hvordan kan hr. Sareen støtte kampen for kirkelige vielser for homoseksuelle, når samme minister ønsker at begrænse især kvindelige sexarbejderes seksuelle frihed ved ikke at være afklaret om et sexkøbsforbud?
8. Hvorfor får især kvindelige sexarbejdere en særstilling i kampagnen Ud med Bagmændene? Hvorfor får de ikke bare samme arbejdsrettigheder som alle andre? Hvorfor fastholder en ligestillingsminister et forældet billede af kvinder som det svage køn, der kræver særrettigheder og omsorgsfuld beskyttelse?
9. Har ligestillingsministeren bedre idéer til fattigdomsbekæmpelse, som er den egentlige årsag til miseren, end blot at være forarget over fordyrende mellemled?
10. Hvorfor anvender ligestillingsministeren ikke et kønsneutralt sprog? Bagmænd i sexbranchen er jo hyppigt bagkvinder.

Disse spørgsmål har jeg gået og undret mig over. Det er trist at der stadig sættes lighedstegn mellem menneskehandel og sexarbejde. Der er ingen tvivl om at det desværre foregår, men som feminist er det vanskeligt at frigøre sig fra tanken om at grov udnyttelse og tvangsarbejde kun er sexet og saftigt, når det er kvinder i sexindustrien det går ud over.

Kvinder, de små stakkels viljesvage pus, skal frelses, hvorimod mænd kan få lov at træffe egne dårlige valg og knokle røven ud af bukserne i al ubemærkethed. Men regeringernes indsats mod trafficking er også rettet mod kvindelige sexarbejdere, ikke mandlige byggearbejdere.

Det er fx ikke klima-, energi og bygningsminister Martin Lidegaard, der er i spidsen for kampagnen for at få folk til at holde op med at benytte sig af polske håndværkere i byggebranchen. Det er ikke ham der siger ’jeg kunne godt tænke mig at vi kom derhen hvor det blev totalt latterligt at få en ny carport’.

Nuancerne der rent faktisk ER i kampagnen drukner aldeles i larmen fra hr. Sareens scooter ned ad Istedgade. Jeg kan ikke helt ryste tanken af mig at vi endnu en gang mest af alt er ude på at pudse glorie og smide grimme mennesker ud af landet, snarere end rent faktisk hjælpe folk med at få et nyt og bedre liv: Mænd kan være lige så uheldige som kvinder og alle former for tvang og udnyttelse skal stoppes, uanset hvilken branche det foregår i.

Retten til at købe et andet menneske

Af Nina Søndergaard

 

Forbudsfløjen stiller ofte det spørgsmål om hvordan det kan være en ret at købe sex. Det vil jeg gerne forsøge at besvare, men for at de samme personer ikke blot skal få kasteskyts imod mig og sige at jeg støtter misbrug og tvang, bliver svaret i flere led. Jeg håber at du vil læse med – argumenterne er som altid til fri afbenyttelse.

Svaret er kapitalisme og frihed. Og behændigt skjult i det retoriske spørgsmål om dét at købe sex kan være en ret, er modspørgsmålet ”er det en ret at sælge sex?”. Ja, selvfølgelig.

 

Kapitalisme

Det er kærnen i kapitalismen, at den er kreativ  og at man derfor kan sælge alt muligt, både varer og ydelser. Folk lever af at sælge korn, fordi der er nogle der gerne vil købe det. Det samme kan siges om teaterbilletter, tevarmere, tekster til reklamer, til hjemmesider og som kunst. Nogle folk lever af at være dygtige administratorer – og at de ligger inde med en masse værdifuld viden.

Der er kort sagt ingen grænser for hvad der kan sælges – hvis der er et behov for det. Her vil marxister naturligvis protestere mod fremmedgørelsen og at alting bliver til en vare, noget der i deres øjne forråer folk.

Det er muligt, men de må forsøge at forklare hvordan det kan være at lige præcis sex skal pilles ud af pengestrømmen, når nu salget og købet af vand, mad, husly, tøj, musik, viden, kunst og kommunikation ikke i samme grad vækker vrede. Det er alt sammen grundlæggende behov for stort set hele menneskeheden. Personligt forringer det ikke min nydelse af Mozarts musik eller Thorvaldsens skulpturer  at deres værker blev bestilt og betalt af hovedrige folk. En orgasme kan gøre underværker, også selvom den er købt.

En del af disse spørgere nyder forresten selv godt af kapitalismens frugter, ved fx at have et velbetalt arbejde, bo i flotte huse, køre i store biler, rejse eller ytre sig i private medier. Det er et paradox at det ofte er de mest pengeligeglade personer der støtter kampen for sexarbejderrettigheder…

Et modsvar til kapitalismens knusende tandhjul er ”End Demand”, og altså at gøre en ende på købesexbehovet. Det er lidt af en opgave at stille sig selv, da sex er en temmelig basal drift og grundlæggende for næsten alle komplekse dyr (der vist endnu ikke har opfundet skyld og skam over dette).  Allerede derfor er opgaven næsten dømt til fiasko.

Der er dog heldigvis nogle nye røster, der også mere konstruktivt går ind og foreslår andre tiltag for at dække sexbehovet, i stedet for blot at fratage uden at erstatte med noget andet. At disse personer oprigtigt ikke forstår at der kan findes både sælgere og købere af sex, der tænder på netop salgsaspektet i transaktionen er en anden sag. Det er også uklart hvorfor der skal opfindes andre former for seksualterapeuter, når nu mange sexarbejdere i forvejen gør et glimrende stykke arbejde.

 

Frihed

Friheden er en nødvendighed for at folk kan gøre det de er bedst til eller helst vil.

Nogle vælger sig en rig ægtefælle at hægte sig på, andre at lave smykker, suppegryder eller supercomputere. Eller at sælge sex. Andre åbner en kiosk og sælger smøger og slik.

Du behøver ikke at bifalde de forskellige valg, men anerkend blot at folk er forskellige og anderledes end dig selv. Dét er frihed, og sexarbejdere har krav på akkurat samme rettigheder, friheder og pligter som alle andre. Det er i alle fald mindre frihed at fratage folk netop muligheden for at sælge sex.

Feminists in Space

Af Nina Søndergaard

 

Det er med stor glæde at jeg kan reklamere for en festival af samme navn – og ånd – som denne blogs forgænger. Fra den 9. til den 13. november i år er der feministisk kunstfestival i Warehouse9 i Kødbyen i København. Enkeltdagsbilletter 50 DKR, hele molevitten for 200 DKR.