Kvinder er ikke dumme, fordi de er sexede

Kvinder, der er sexede, er i mange år blevet fremstillet som enten dumme eller psykisk syge, i hvert fald ude af stand til at tage vare på sig selv. På den måde er kvindens seksuelle subjekt blevet skrevet ud af den seksuelle fortælling, og kvinden har udelukkende fungeret som objekt for mandens ensidige begær.

Også denne fortælling er det feminismens opgave at gøre op med. Men hvor det i mine øjne ville være et naturligt mål at bevise, at kvinder, der er sexede, ikke er dumme, har man i den traditionelt fremtrædende feminisme forfulgt et andet mål som løsning på problemet: Kvinder må ikke være sexede.

På den måde kan kvinden så tages seriøst af manden (og af andre kvinder), fordi hun ikke længere giver associationer til seksualitet og dermed dumhed, synes logikken at være. Men prisen, der betales, er høj: Kvinden har på den måde måtte afgive retten til sin seksualitet.

Den traditionelle feminisme har altså resigneret og accepteret, at kvindens seksualitet tilhører manden, og kvindens eneste modsvar er at frarøve manden denne ejendom, ikke at påkræve den selv.

Men hvorfor?

Jeg kan forstå, at der har været et behov for at bryde med den snævre fortælling om kvinden som uvildigt sexobjekt. Det har været nødvendigt at illustrere, at kvinder altså kan være andet end smukke og sexede, og dette har sågar nok krævet en kedeldragt og et buzzcut som oprør, men jeg synes, det er på tide, vi smider uniformerne og i stedet viser, at vi kan være sexede på vores egne betingelser.

Hvis vi skræpper op om nedværdigelse, hver gang, der dukker en kavalergang op på tv (uanset konteksten),  fastlåser vi kvinden i dikotomien ’aseksuel og værdig’ kontra ’seksuel og uværdig’. Denne opdeling er  fuldstændig lige så begrænsende og i virkeligheden komplet i tråd med de snævre roller, patriarkatet udstyrede os med i første omgang.

Målet må være, at man som kvinde kan handle i overensstemmelse med sin seksualitet, uden at det skal være på bekostning af social status. Hvis man ikke ønsker eksempelvis at sende seksuelle signaler med sin påklædning, skal man være fri til at fravælge det, ligesom man skal være fri til at vælge det til, hvis man, som jeg eksempelvis gør, føler det som en del af sin seksualitet.

Det er på tide, vi som kvinder tager vores seksualitet tilbage og erklærer, at vi nægter at spille på patriarkatets opkridtede bane, men i stedet  vil tegne vores egen – helt som vi har lyst til at have den.

En opfordring

I anledning af den store tilkomst af nye læsere i disse dage, vil vi her på bloggen bringe en opfordring til dem af jer, der går med en skribent i maven. Vi tager meget gerne imod gæsteindlæg. Du behøver ikke definere dig selv som prosex-feminist; du kan bare gå med nogle tanker om køn, seksualitet og feminisme, som du har lyst til at diskutere med andre.

Vores erklærede mål med denne blog er at skabe mere rum til divergerende holdninger inden for feminisme (deraf feminismer), da vi oplever, at store dele af det feministiske landskab er præget af en ”vær enig eller hod kæft”-stemning, som er dræbende for debat. Vi mener, man godt kan have samme mål, samtidig med, man diskuterer, hvordan man bedst når målet.

Du er altså meget velkommen til at sende os et indlæg samt et par linjer om dig selv. Du kan godt være anonym. Skriv til: prosexfeminisme@gmail.com

“Feminister elsker da sex” – en artikel om prosex-feminisme

I dagens politiken har Camilla Stockmann m.fl. lavet et portæt af nye feministiske bevægelser i skandinavien, med fokus på prosex-feminisme. I artiklen interviewes bl.a. Nina Søndergaard fra nærværende blog.

Artiklen kan læses her: http://politiken.dk/kultur/kunst/article864277.ece

“Vi bør frelse os fra offergørelsen. Jeg synes, det er meget ubehageligt, at man pådutter 50 procent af verdens befolkning at være offer, fordi de har æggestokke og kromosomer, der engang betød, at de blev betegnet som det svage køn.”

- Nina Søndergaard

To skridt frem og et tilbage…

I Danmark har vi gode forhold som kvinde anno 2009. For 50 år siden, så det anderledes ud. Den gang turde kvinder ikke i samme omfang anmelde voldtægter. Den gang var det måske også lidt ens egen skyld, hvis man blev voldtaget. Politiet var uopdragne og troede ikke på ofrene. Det var hårdt at være ung kvinde i 1950’erne og det er der heldigvis rettet op på. Tak til tidligere feminister og retfærdige mænd for at tage den kamp og give forståelse.

Men kampen siden da har måske medført, at vi kvinder i dag, stadig er lidt ofre pr default. Vi var det undertrykte køn og det mener jeg har givet os en automatisk offer-rolle. Det er automatisk er synd for os; det svage køn, der menstruerer, har kaos-hormoner, føder børn, knokler både på arbejde og passer hjemmet, for nu at sætte det på spidsen.

Det kan godt være vi på papiret har ligestilling, men der er i mine øjne langt igen, førend vore hjerner og vores kultur er tunet ind til det. Både mænd og kvinder, oplever jeg som værende godt forvirrede. Se bare kønsdebatten.

Hvordan kommer vi videre? Mange kvinder og mænd ruller tilbage til fordums tid fremfor at marchere ud i det ukendte. Derfor er der stadig roller,  hvor kvinderne er ofre og de svage (se bare prostitutions-debatten i Danmark), mens manden er den stærke og dermed også gerningsmand.

Jeg ved godt jeg sætter tingene lidt på spidsen her, men vi kvinder må værne om vores forhold og vælge vores kampe med omhu, det er i min optik bedst med så få krige som muligt mod mændene. Derfor bliver jeg sur, når jeg hører om kvinder der misbruger  vores tilkæmpede rettigheder.

Nogle af de kvinder der gør mig rigtig sur, er kvinder der anmelder falske voldtægter. Jeg bruger her tallene fra Danmarks statistik. I 2007 blev der anmeldt:  542 gange for voldtægt. Samme år blev kun 68 mænd dømt for samme forbrydelse. Der er helt sikkert kvinder der lader tiltalen frafalde pga. angst for gerningsmanden, men der er helt sikkert også kvinder der anmelder fordi de kan misbruge situationen.

Mennesker lyver hele tiden og de fleste slipper godt fra det og skader heller ikke så meget med deres små løgne. Men løgne, hvor samfundets myndigheder bliver inddraget, er i min optik meget alvorlige løgne. Dels fordi det koster ressourcer, men også fordi det koster på både mænd og kvinders troværdighed overfor hinanden.  De  kvinder der lyver om voldtægter, ødelægger det for de  der rent faktisk bliver voldtaget. Og de selvsamme kvinder ødelægger også livet for de stakkels mænd der uretmæssigt bliver anklaget som voldtægtsforbrydere og dermed kan risikere at blive sigmatiserede som voldtægts-et-eller-andet i deres lokalsamfund.

Hvilke kvinder er det så der lyver?  ”Det er især de helt unge piger og kvinder, der lever i misbrug, arbejdsløshed eller har psykiske problemer, som bruger den falsk voldtægtsanmeldelse som et nødråb”, fortæller Maj-Britt Elise Martinussen, som er én af forskerne bag om en undersøgelse om falske voldtægter. Dette er et interessant udsagn, fordi det igen fremstiller kvinderne som de svage. Og ja, det er meget svagt at reagere på den måde, men det er også meget forkert. Hvad kan skal man stille op med den slags svage?

I Danmark kan man straffes for at anmelde en falsk voldtægt efter straffelovens § 165. Man kan få en bøde og eller fængsel i op til 6 måneder.  Hvilket egentlig er en mild straf, taget handlingen og perspektivet i betragtningen. Mon en sådan straf skyldes, at vi kvinder stadig er ofre? Selv når vi kvinder gør noget forkert?

Men i England blev Jennifer Day straffet med 2 års fængsel her i juli.  Hun blev dømt med af dommere Ian Graham som sagde at efterforskningen havde spildt £4,000  af skatteydernes penge og 270 politi-timer.

Dommeren tilføjede: ‘The police have put great stores on providing sympathetic treatments of women who make genuine complaints of rape and you abused that.

‘You have undermined and jeopardised the efforts that are being made about the need to treat genuine victims of rape properly, fairly and sympathetically.

‘The offence is in itself a serious one, it has terrible consequences potentially and actually for the victim and wider implications for those women who have genuinely been raped.”

Jeg må indrømme, jeg synes Jennifer Day fik som hun havde fortjent.

A choice of one’s own – Om burka, porno og prostitution

Af Nina Søndergaard

Virginia Woolf skrev for 70 år siden om at kvindelige forfattere skulle have penge og plads til at skrive, foruden kunstnerisk frihed.  Det har vi – og kvindelige kunstnere – heldigvis også fået.

Men spørgsmålet er om alle kvinder har et rum for sig selv og om samfundet er villige til at give dem det, hvis kvinderne vil bruge rummet til noget andet end det den rette mening foreskriver.

 

For hvad med alle de kvinder der enten dækker sig til, smider tøjet for penge eller sælger sex? Der er et kapløb om at begrænse deres udfoldelser med henvisning til mandsdominerede samfund, kommercialiseringen af det offentlige rum, krænkelser af blufærdighed og ligestillingssignaler.

For det grundlæggende, at man den dag i dag stadig ikke tiltror kvinder evnen til at tænke selv og træffe egne valg klinger svært dårligt. Men det er jo kernen i disse forbud. Kvinder er ofre og de er som børn, de skal beskyttes mod de væmmelige mænd, dem selv, fristelser og onde markedskræfter.

Nu skal det ikke lyde som om vi her på bloggen ikke kan kende forskel på en kvinde i burka og en bikini-babe. En væsentlig forskel er fx at burkaer er en kvindedragt. En bikini-babe kan også godt være en mand.

For der findes der både mænd, kvinder og transer indenfor alle grene af sexindustrien. Men i debatten glemmes mændene og de andre køn bekvemt, da de åbenbart har truffet valget selv og derfor ikke kræver indgreb og beskyttelse fra samfundets side.

 Vi vil her citere forkvinden for Kvinder for Frihed, Vibeke Manniche, der til Information 2009.10.30 udtalte:

»Pornografi og tørklæder er to sider af samme sag. Det er luderen og madonnaen. I min konsultation har jeg både unge danske piger, som har prøvet alt for meget, fordi de skal leve op til pornoverdens idealer, og så unge muslimske kvinder, som sidder og skal være kyske. Ingen af dem har en seksualitet som udfolder sig på deres egne præmisser,« siger Vibeke Manniche.

Det er en interessant udtalelse. For det første viser det en temmelig snæver opfattelse af hvad der er passende påklædning for piger og kvinder, de må ikke vise for lidt eller meget. Hvad de selv synes, er der ikke lige plads til at finde ud af.

For det andet er det åbenbart noget skidt, hvis piger ser porno og finder inspiration der. Vi kan ikke se én pornoverden, for der er næsten lige så mange former for porno som der er sexuelle udtryk, fordi mange mennesker har lyst til at se andre have sex eller vise sig mens de selv har sex.

Porno er også mere oplysende end det normalt får credit for. Ved at se porno kan man fx lære at fisser ser uendeligt forskellige ud, at forspil ofte indebærer oralsex og at folk tænder på alle mulige ting, også ting man ikke selv havde tænkt på.

Det kaldes for inspiration og det er en af vores dages bonusser at man ikke selv skal opfinde den dybe tallerken hele tiden, men det er åbenbart en skidt ting når det gælder sex, hvor man selv skal udtænke alting for at det kan blive til den ’gode og rette’ sex.

For det tredje så vil Manniche gerne definere kvindernes egne præmisser. Det er en selvmodsigelse af de helt store: Hun vil skabe det rum hvor i deres seksualitet skal udfolde sig.

Bemærk forresten hvordan danskerne omtales som piger, det skyldes måske et håb fra Manniches side om at de kan vokse op og gøre og klæde sig som hende? Muslimerne er derimod unge kvinder, og i bedste 24-års regel-stil kan man selvfølgelig ikke tiltro dem evne til at træffe egne valg.

Det er selvfølgelig ikke uproblematisk at være teenager, vælge sexindustrien som karrierevej eller vokse op i en forholdsvis patriarkalsk kultur, men vi er meget skeptiske over at fratage mennesker evnen og trangen til at tænke og handle selv.

Det er vores klare overbevisning at folk hele tiden prøver at optimere deres liv indenfor de rammer der nu er, og man hjælper ingen ved at sætte endnu flere begrænsninger og hæmninger op.

Som feminister er vi heller ikke begejstrede når en kvindelig overklasse lige spoler tiden mere end 100 år tilbage. Det eneste nye lille twist at de selv er en del af magthaverne nu, og derfor er i færd med at regulere hvordan de andre kvinder skal klæde sig, hvordan de må indtage byrummet og hvilke erhverv de må vælge. Vi tror på at alle har deres eget valg og det vil vi kæmpe for at de bliver ved med at have.

Et forbud gavner

Et forbud mod prostitution vil være til gavn for flere ting.

Først og fremmest vil det gavne det kriminelle miljø, der profiterer på, at de prostituerede som konsekvens af en kriminalisering ikke har mulighed for at arbejde, leje lokaler og hyre hjælp inden for lovens rammer.

Det vil gavne politikerne, der kan score billige værdipolitiske point ved at profilere sig i en moralsk sag på bekostning af en marginaliseret gruppe med ringe mulighed for at protestere.

Det vil gavne den kultur-moralske elite, der ikke følelsesmæssigt kan bære, at der findes mennesker, der lever på andre måder end hvordan de dikterer ‘det gode liv’.

Det vil gavne de mange forfattere og filmskabere, der fortsat kan tjene kassen i penge og moralsk valuta ved at masseproducere historien om det ultimative kvindelige offer – den ufrivillige luder – baseret på intet andet end andre forfatteres og filmskaberes skildring af samme.

Det er muligvis også til gavn for befolkningens demokratiske dovenskab, når man ikke behøver bruge energi på at sætte sig ind i forskning og politiske dilemmaer, men kan nøjes med at tage stilling ud fra fordomme.

Men det vil ikke gavne de prostituerede. Det er der intet – hverken undersøgelser eller saglige vurderinger – der tyder på. Tværtimod er det netop de prostituerede, der betaler prisen for de ovenståendes økonomiske, politiske eller moralske profit ved et forbud.

Det er på tide, vi holder op med at dømme ud fra vores egen egoistiske vinding.

Det er på tide, vi lytter til de prostituerede og respekterer dem på deres præmisser frem for at tage den bekvemme vej og presse vores værdier ned over hovedet på dem.

At ville hjælpe andre mennesker på betingelse af, at de kun træffer de valg, man selv ønsker, de skal træffe, er ikke at hjælpe. Det er i bedste fald en måde at støde en befolkningsgruppe fra sig på og i værste fald social blackmailing.

Legaliser sexarbejde som erhverv, giv rettigheder til sexarbejderne og hjælp dem, som beder om hjælp på den måde, de ønsker at blive hjulpet.

Hvis I altså virkelig er interesserede i at hjælpe?

Hvad er det, de vil?

af Eini Carina Grønvold

Debatten om kriminalisering af købesex har kørt intenst i nogle år efterhånden. Stærke kræfter på dele af venstrefløjen i samarbejde med kristne organisationer arbejder med en indædt dedikation efter at få gennemført et svensk forbud i Danmark.

Senest har Mette Frederiksen og Marianne Jelved meldt ud, at de ønsker at gennemføre et forbud, hvis der kommer et regeringsskifte.

Det på trods af, at der ikke er så stor enighed om dette i deres bagland, som de ønsker at signalere. Læs mere her og her.

Hvad der slår mig, er, at der ikke rigtig er nogen, der ved, hvorfor de ønsker dette forbud.

Der er ingen undersøgelser, der viser, at et forbud gavner hverken de prostituerede eller modvirker de urimelige vilkår for kvinder i trafficking. De alt for få saglige vurderinger og undersøgelser, der er foretaget om emnet, viser faktisk det modsatte. Politiet i Sverige har bl.a. udtalt, at prostitutionen er gået mere under jorden, hvilket har besværliggjort deres arbejde, efter lovens indførelse i Sverige.

De prostituerede selv udtrykker heller ikke noget ønske om at få forbudt deres erhverv. Tværtimod gør Sexarbejdernes Interesseorganisation det gang på gang meget klart, at der skal rettigheder og legalisering til, hvis man ønsker at hjælpe dem.

Der er ikke engang et ønske om forbud hos befolkningen. Meningsmåling på meningsmåling viser varierende grader af et flertal imod sexkøbsforbud.

Så hvad er det, de vil?

Voldtægt, nej tak

af Nina Søndergaard
Jeg er rasende over at jeg går alene hjem fra byen. Rasende fordi jeg er den eneste gående kvinde. Når jeg endelig ser en kvinde på gaden om natten, er hun enten godt gemt i en flok, på vej ud af en taxa eller susende på sin cykel.  Det her handler ikke om at score i byen, det handler om overhovedet at gå i byen. For hver aften er der musik der ikke bliver hørt, latter der ikke bliver grinet, potentielle kærester der ikke kysser, alt sammen fordi man blev hjemme. Det kan ikke passe at kvinder lader sig skræmme af truslen om voldtægt, og derfor bliver hjemme. ”Det eneste vi har at frygte er frygten selv” som præsident Roosevelt sagde i 1932. Han havde ret.

Hvis man slår op i Statistisk Årbog under forbrydelser, er det tydeligt at der er forskel på mænd og kvinder. Det er næsten kun kvinder der bliver voldtaget, 469 ud af 499 voldtægtsofre i 2005 var kvinder. Og det er næsten kun mænd der voldtager (eller sigtes for det), 240 ud af 241 anklagede for voldtægt der kom for retten i 2005 var mænd. Men 11.784 mænd blev i 2007 udsat for vold (som regel også begået af mænd). Det er mere end 2 ud af 1000. Antallet af voldtægtsofre er snarere 1 ud af 100.000.

Tallene er svære at håndtere. Der er masser af voldtægter og overfald der ikke anmeldes, men alligevel er tallene tydelige: Det er langt farligere for mænd at færdes ude i byen, mange bliver slået ned af ukendte. Mange voldtægter begås af venner, bekendte og kærester… Alligevel er det kvinderne der frygter en bytur (og især turen hjem), og mændene der glade går ud og hjem. Vi skal alle sammen passe på hinanden, så vi kan få det sjovest muligt. Altså vil jeg opfordre dig og alle andre kvinder til at skubbe frygten til side og gå ud.

Selv i dag kører bekymringskarrusellen derudaf. I ”Kvinde kend din krop” fra 2001, var der følgende formaninger for at forebygge voldtægt: ”Sørg for at følges med andre, når du går i byen eller på øde steder. Drik dig ikke mere fuld, end at du kan bevare overblikket. Stol på dine instinkter og sig fra i tide. Gå ikke med fremmede hjem.” Det første og sidste skrotter vi: Gå alene hjem, lad ikke frygten hæmme dig. Gå med fremmede med hjem, hvis du gør dine grænser klare: Du skal fortælle om hvad du vil – inden I begynder. Hvis du har det svært med at snakke om sex med en fremmed eller ikke aner hvor dine grænser er, fordi du er for fuld, så lad være og få et telefonnummer som du bruger når du er ædru. Altså var de to råd i midten gode nok. Du har et ansvar overfor dig selv, og det er svært at tage på sig når man er spritstiv.

Den første udgave af ”Kvinde kend din krop” fra 1975 var mere bramfri og gav mere brugbare råd. Det anbefaledes nemlig at skrige op, kradse, sparke, bide og slå. For at forstærke effekten af en lille kvindehånd skrev forfatterne at man skulle bruge alt hvad man kunne komme i nærheden af. En blyant i halsen kan sætte en stopper for selv den største voldtægtsmand. Men at tage dine stiletter af og dunke løs med hælen er heller ikke at foragte. Peberspray og hårlak kan også bruges, men kan ikke anbefales, da de kan give en falsk fornemmelse af tryghed og kan nemt vendes mod dig selv.

Det er vigtigt at huske på at du har ret til at forsvare dig selv. Det er så groft et overgreb, at du højst sandsynligt ikke vil blive straffet selvom du kommer til at slå voldtægtsmanden lidt ihjel. Skulle din kamp ikke nytte, vil det trøste dig at vide, at du står stærkere i en eventuel retssag hvis du har kæmpet så I begge to ligner en trafikulykke, og at du har lettere ved at komme over voldtægten end dem der ikke kæmpede. Det sker uhyre sjældent at en kvinde bliver dræbt ved en voldtægt, og du har så meget at vinde ved at kæmpe at jeg kun kan anbefale det.

Sig ja til nattelivet, mor dig så meget du kan, lad ikke frygten forhindre dig i at leve dine ønsker ud. Allerede den beslutning kan gøre at du ser mere selvsikker ud og det har også betydning. Hvis du har det godt med dig selv og slentrer selvsikkert hjem, er det endnu mere usandsynligt at en skurk vil forgribe sig på dig. Skulle du alligevel opleve en voldtægtsmand, så skrig op og strit imod, alt hvad du kan. Det skal anmeldes, selvom det er hårdt. Du må endelig ikke vaske dig inden! Det er beviser som politiet skal bruge. Foruden alt det med den gratis advokat, som du har ret til og rådgivningen, så husk at du ikke er alene og det aldrig er din skyld. Tal om det. Og husk på at du godt kan komme over det, så du igen kan komme ud og more dig og helt selv vælge om du vil gå alene eller med fremmede hjem.
http://www.joan-soestrene.dk/
http://www.voldtaegt.dk/welcome.php
http://www.sikkerflirt.dk/frame.html

The Naked Feminist, 2004

Det er vanskeligt at få blogget midt i dette liv, som det meste af tiden handler om alt muligt andet end refleksioner over feminisme og seksualitet. Jeg har længe gået og fiflet med tanker om et indlæg omkring hele ideen om Patriarkatet, men det lader vente på sig, primært fordi læsningen af de bøger, der ligger ved siden af min seng, går så uendelig langsomt.

Lidt anden inspiration får jeg dog ind i mellem, og jeg vil her i hast gribe chancen for at anbefale en utrolig god dokumentar, jeg så i går. Den hedder The Naked Feminist (af Louisa Achille, 2004), og er bygget op omkring interviews med en række amerikanske pornoskuespillerinder, som hver i sær har en vision omkring det, de fortager sig. De fandt sammen i midt-firserne i en slags feministisk støttegruppe, som de kaldte Club 90 (Annie Sprinkle, Veronica Vera, Gloria Leonard, Veronica Hart, Candida Royalle, Kelly Nichols and Sue Nero). Filmen er oplysende og overraskende, og den tegner et billede af nogle utrolig spændende og stærke kvinder. Bør ses, hvad enten man er for eller i mod pornografi!

Legaliser prostitution! Tak!

Af Sakena Ali

En voksen kvinde der vælger at sælge sin krop for penge er i mine øjne mere ærlig end en kvinde der sælger sin sjæl til en rig mand for ægteskab.

En prostitueret har kontant afregning ved kasse 1, i modsætning til så mange andre kvinders fordækte julelege med mænd. (Her vil jeg tale om prostituerede kvinder og deres mandlige kunder, vel vidende at der også findes mandlige prostituerede og kvindelige købere. De udelades her for nemheds skyld).
Jeg mener at det er en privatsag, hvem man har sex med og hvorfor.  Derfor mener jeg at prostitution bør legaliseres.

Set fra en rationel vinkel, kan jeg ikke se hvad der galt med prostitution: Nogen sælger en ydelse, andre har brug for. Køb og salg mellem voksne mennesker, der ganske frivilligt slår en handel af. Det kan jeg ikke kræve forbudt, bare fordi jeg synes, det for mig personligt, vil være en usmagelig måde at have sex på.
For indrømmet, jeg kunne ikke være prostitueret, jeg er en af de der føle-føle kvinder der synes at sex og kærlighed er så godt som det samme. Men jeg ved at der findes kvinder der er anderledes end mig. Kvinder der skiller tingene ad. Nogen kvinder kan godt bolle med nogen for cool cash. De klarer sig fint, hvis det ikke lige var for alle de andres løftede pegefingre, stigmatisering og skatteopkrævninger uden rettigheder…
Jeg ved også der findes nogen andre kvinder, som jeg rent personligt finder mere usmagelige, nemlig kvinderne der ikke har sex med kæresten, fordi opvasken ikke er taget… Jeg mener, er der noget der klarer opvasken er det da et godt knald inden… men altså sådan er vi kvinder så forskellige… og det er ikke min pligt at blande mig. Derfor mener jeg at så længe det er lovligt at nægte sin kæreste sex pga. f.eks. opvasken, bør det også være lovligt at gøre det omvendte, at give fissen bort for nogle kontanter.

Mange kvinder handler nemlig med fissen og mange mænd har indordnet sig, så hvorfor ikke tillade alle serviceydelser der inkluderer kroppen? Mener, ansigtsbehandlinger, fysioterapi og massage er lovlige.  Det må være op til den enkelte, hvordan og hvorledes der handles.

Kvinden er ikke et offer for noget andet end sin egne bevidste handlinger. De psykologiske baggrunde, kan jeg ikke tage mig af – det er den prostitueredes privatsag, hvorfor vedkommende er prostitueret. I det hele taget er de psykologiske baggrunde for hvorfor nogen er akademiker, bibliotekar, forfatter, fotograf, grafiker, gold-digger, kunstner, læge, model, murer, skuespiller, skolelærer eller sygeplejerske mig evigt ligegyldige, det er i mine øjne en privatsag, ligesom religion også er det.

Jeg har derudover bemærket at en af de beregninger man tit glemmer i hele prostitutionsdebatten, er at der er tale om et forholdsvist lukrativt erhverv. Kvinder i den branche kan komme til at tjene langt mere end hvad gennemsnitlige kvinder tjener. På en studietur til Amsterdam, hvor de prostituerede har langt bedre forhold end herhjemme, fik jeg at vide, at en kvinde der arbejder fuld tid i Red Light District, kan tjene omkring 80.000 kr. om måneden før skat. Det giver da stof til eftertanke. Der er da ikke mange andre ”kvinde-fag”, hvor man kan tjene så meget. Om nogen…

En legalisering af prostitution vil også medføre et bedre samfund. Vi vil have meget lettere ved at opdage trafficking, da en legalisering vil medføre en større gennemsigtighed af miljøet og politiet vil kunne udføre bedre opklaring i stedet for at famle i det mørke der eksisterer nu.

Giv kvinderne rettigheder i stedet for at stigmatisere dem og så alligevel kræve skat af dem.  Dét er da hyklerisk.

Jeg tager hatten af for alle de prostituerede der gider og synes de fortjener en a-kasse og fagforening som alle andre arbejdende mennesker. Lad os blive civiliserede og give dem lige rettigheder.