Kvinder, der er sexede, er i mange år blevet fremstillet som enten dumme eller psykisk syge, i hvert fald ude af stand til at tage vare på sig selv. På den måde er kvindens seksuelle subjekt blevet skrevet ud af den seksuelle fortælling, og kvinden har udelukkende fungeret som objekt for mandens ensidige begær.

Også denne fortælling er det feminismens opgave at gøre op med. Men hvor det i mine øjne ville være et naturligt mål at bevise, at kvinder, der er sexede, ikke er dumme, har man i den traditionelt fremtrædende feminisme forfulgt et andet mål som løsning på problemet: Kvinder må ikke være sexede.

På den måde kan kvinden så tages seriøst af manden (og af andre kvinder), fordi hun ikke længere giver associationer til seksualitet og dermed dumhed, synes logikken at være. Men prisen, der betales, er høj: Kvinden har på den måde måtte afgive retten til sin seksualitet.

Den traditionelle feminisme har altså resigneret og accepteret, at kvindens seksualitet tilhører manden, og kvindens eneste modsvar er at frarøve manden denne ejendom, ikke at påkræve den selv.

Men hvorfor?

Jeg kan forstå, at der har været et behov for at bryde med den snævre fortælling om kvinden som uvildigt sexobjekt. Det har været nødvendigt at illustrere, at kvinder altså kan være andet end smukke og sexede, og dette har sågar nok krævet en kedeldragt og et buzzcut som oprør, men jeg synes, det er på tide, vi smider uniformerne og i stedet viser, at vi kan være sexede på vores egne betingelser.

Hvis vi skræpper op om nedværdigelse, hver gang, der dukker en kavalergang op på tv (uanset konteksten),  fastlåser vi kvinden i dikotomien ’aseksuel og værdig’ kontra ’seksuel og uværdig’. Denne opdeling er  fuldstændig lige så begrænsende og i virkeligheden komplet i tråd med de snævre roller, patriarkatet udstyrede os med i første omgang.

Målet må være, at man som kvinde kan handle i overensstemmelse med sin seksualitet, uden at det skal være på bekostning af social status. Hvis man ikke ønsker eksempelvis at sende seksuelle signaler med sin påklædning, skal man være fri til at fravælge det, ligesom man skal være fri til at vælge det til, hvis man, som jeg eksempelvis gør, føler det som en del af sin seksualitet.

Det er på tide, vi som kvinder tager vores seksualitet tilbage og erklærer, at vi nægter at spille på patriarkatets opkridtede bane, men i stedet  vil tegne vores egen – helt som vi har lyst til at have den.

I anledning af den store tilkomst af nye læsere i disse dage, vil vi her på bloggen bringe en opfordring til dem af jer, der går med en skribent i maven. Vi tager meget gerne imod gæsteindlæg. Du behøver ikke definere dig selv som prosex-feminist; du kan bare gå med nogle tanker om køn, seksualitet og feminisme, som du har lyst til at diskutere med andre.

Vores erklærede mål med denne blog er at skabe mere rum til divergerende holdninger inden for feminisme (deraf feminismer), da vi oplever, at store dele af det feministiske landskab er præget af en ”vær enig eller hod kæft”-stemning, som er dræbende for debat. Vi mener, man godt kan have samme mål, samtidig med, man diskuterer, hvordan man bedst når målet.

Du er altså meget velkommen til at sende os et indlæg samt et par linjer om dig selv. Du kan godt være anonym. Skriv til: prosexfeminisme@gmail.com

I dagens politiken har Camilla Stockmann m.fl. lavet et portæt af nye feministiske bevægelser i skandinavien, med fokus på prosex-feminisme. I artiklen interviewes bl.a. Nina Søndergaard fra nærværende blog.

Artiklen kan læses her: http://politiken.dk/kultur/kunst/article864277.ece

“Vi bør frelse os fra offergørelsen. Jeg synes, det er meget ubehageligt, at man pådutter 50 procent af verdens befolkning at være offer, fordi de har æggestokke og kromosomer, der engang betød, at de blev betegnet som det svage køn.”

- Nina Søndergaard

I Danmark har vi gode forhold som kvinde anno 2009. For 50 år siden, så det anderledes ud. Den gang turde kvinder ikke i samme omfang anmelde voldtægter. Den gang var det måske også lidt ens egen skyld, hvis man blev voldtaget. Politiet var uopdragne og troede ikke på ofrene. Det var hårdt at være ung kvinde i 1950’erne og det er der heldigvis rettet op på. Tak til tidligere feminister og retfærdige mænd for at tage den kamp og give forståelse.

Men kampen siden da har måske medført, at vi kvinder i dag, stadig er lidt ofre pr default. Vi var det undertrykte køn og det mener jeg har givet os en automatisk offer-rolle. Det er automatisk er synd for os; det svage køn, der menstruerer, har kaos-hormoner, føder børn, knokler både på arbejde og passer hjemmet, for nu at sætte det på spidsen.

Det kan godt være vi på papiret har ligestilling, men der er i mine øjne langt igen, førend vore hjerner og vores kultur er tunet ind til det. Både mænd og kvinder, oplever jeg som værende godt forvirrede. Se bare kønsdebatten.

Hvordan kommer vi videre? Mange kvinder og mænd ruller tilbage til fordums tid fremfor at marchere ud i det ukendte. Derfor er der stadig roller,  hvor kvinderne er ofre og de svage (se bare prostitutions-debatten i Danmark), mens manden er den stærke og dermed også gerningsmand.

Jeg ved godt jeg sætter tingene lidt på spidsen her, men vi kvinder må værne om vores forhold og vælge vores kampe med omhu, det er i min optik bedst med så få krige som muligt mod mændene. Derfor bliver jeg sur, når jeg hører om kvinder der misbruger  vores tilkæmpede rettigheder.

Nogle af de kvinder der gør mig rigtig sur, er kvinder der anmelder falske voldtægter. Jeg bruger her tallene fra Danmarks statistik. I 2007 blev der anmeldt:  542 gange for voldtægt. Samme år blev kun 68 mænd dømt for samme forbrydelse. Der er helt sikkert kvinder der lader tiltalen frafalde pga. angst for gerningsmanden, men der er helt sikkert også kvinder der anmelder fordi de kan misbruge situationen.

Mennesker lyver hele tiden og de fleste slipper godt fra det og skader heller ikke så meget med deres små løgne. Men løgne, hvor samfundets myndigheder bliver inddraget, er i min optik meget alvorlige løgne. Dels fordi det koster ressourcer, men også fordi det koster på både mænd og kvinders troværdighed overfor hinanden.  De  kvinder der lyver om voldtægter, ødelægger det for de  der rent faktisk bliver voldtaget. Og de selvsamme kvinder ødelægger også livet for de stakkels mænd der uretmæssigt bliver anklaget som voldtægtsforbrydere og dermed kan risikere at blive sigmatiserede som voldtægts-et-eller-andet i deres lokalsamfund.

Hvilke kvinder er det så der lyver?  ”Det er især de helt unge piger og kvinder, der lever i misbrug, arbejdsløshed eller har psykiske problemer, som bruger den falsk voldtægtsanmeldelse som et nødråb”, fortæller Maj-Britt Elise Martinussen, som er én af forskerne bag om en undersøgelse om falske voldtægter. Dette er et interessant udsagn, fordi det igen fremstiller kvinderne som de svage. Og ja, det er meget svagt at reagere på den måde, men det er også meget forkert. Hvad kan skal man stille op med den slags svage?

I Danmark kan man straffes for at anmelde en falsk voldtægt efter straffelovens § 165. Man kan få en bøde og eller fængsel i op til 6 måneder.  Hvilket egentlig er en mild straf, taget handlingen og perspektivet i betragtningen. Mon en sådan straf skyldes, at vi kvinder stadig er ofre? Selv når vi kvinder gør noget forkert?

Men i England blev Jennifer Day straffet med 2 års fængsel her i juli.  Hun blev dømt med af dommere Ian Graham som sagde at efterforskningen havde spildt £4,000  af skatteydernes penge og 270 politi-timer.

Dommeren tilføjede: ‘The police have put great stores on providing sympathetic treatments of women who make genuine complaints of rape and you abused that.

‘You have undermined and jeopardised the efforts that are being made about the need to treat genuine victims of rape properly, fairly and sympathetically.

‘The offence is in itself a serious one, it has terrible consequences potentially and actually for the victim and wider implications for those women who have genuinely been raped.”

Jeg må indrømme, jeg synes Jennifer Day fik som hun havde fortjent.

Af Nina Søndergaard

Virginia Woolf skrev for 70 år siden om at kvindelige forfattere skulle have penge og plads til at skrive, foruden kunstnerisk frihed.  Det har vi – og kvindelige kunstnere – heldigvis også fået.

Men spørgsmålet er om alle kvinder har et rum for sig selv og om samfundet er villige til at give dem det, hvis kvinderne vil bruge rummet til noget andet end det den rette mening foreskriver.

For hvad med alle de kvinder der enten dækker sig til, smider tøjet for penge eller sælger sex? Der er et kapløb om at begrænse deres udfoldelser med henvisning til mandsdominerede samfund, kommercialiseringen af det offentlige rum, krænkelser af blufærdighed og ligestillingssignaler.

For det grundlæggende, at man den dag i dag stadig ikke tiltror kvinder evnen til at tænke selv og træffe egne valg klinger svært dårligt. Men det er jo kernen i disse forbud. Kvinder er ofre og de er som børn, de skal beskyttes mod de væmmelige mænd, dem selv, fristelser og onde markedskræfter.

Nu skal det ikke lyde som om vi her på bloggen ikke kan kende forskel på en kvinde i burka og en bikini-babe. En væsentlig forskel er fx at burkaer er en kvindedragt. En bikini-babe kan også godt være en mand.

For der findes der både mænd, kvinder og transer indenfor alle grene af sexindustrien. Men i debatten glemmes mændene og de andre køn bekvemt, da de åbenbart har truffet valget selv og derfor ikke kræver indgreb og beskyttelse fra samfundets side.

 Vi vil her citere forkvinden for Kvinder for Frihed, Vibeke Manniche, der til Information 2009.10.30 udtalte:

»Pornografi og tørklæder er to sider af samme sag. Det er luderen og madonnaen. I min konsultation har jeg både unge danske piger, som har prøvet alt for meget, fordi de skal leve op til pornoverdens idealer, og så unge muslimske kvinder, som sidder og skal være kyske. Ingen af dem har en seksualitet som udfolder sig på deres egne præmisser,« siger Vibeke Manniche.

Det er en interessant udtalelse. For det første viser det en temmelig snæver opfattelse af hvad der er passende påklædning for piger og kvinder, de må ikke vise for lidt eller meget. Hvad de selv synes, er der ikke lige plads til at finde ud af.

For det andet er det åbenbart noget skidt, hvis piger ser porno og finder inspiration der. Vi kan ikke se én pornoverden, for der er næsten lige så mange former for porno som der er sexuelle udtryk, fordi mange mennesker har lyst til at se andre have sex eller vise sig mens de selv har sex.

Porno er også mere oplysende end det normalt får credit for. Ved at se porno kan man fx lære at fisser ser uendeligt forskellige ud, at forspil ofte indebærer oralsex og at folk tænder på alle mulige ting, også ting man ikke selv havde tænkt på.

Det kaldes for inspiration og det er en af vores dages bonusser at man ikke selv skal opfinde den dybe tallerken hele tiden, men det er åbenbart en skidt ting når det gælder sex, hvor man selv skal udtænke alting for at det kan blive til den ’gode og rette’ sex.

For det tredje så vil Manniche gerne definere kvindernes egne præmisser. Det er en selvmodsigelse af de helt store: Hun vil skabe det rum hvor i deres seksualitet skal udfolde sig.

Bemærk forresten hvordan danskerne omtales som piger, det skyldes måske et håb fra Manniches side om at de kan vokse op og gøre og klæde sig som hende? Muslimerne er derimod unge kvinder, og i bedste 24-års regel-stil kan man selvfølgelig ikke tiltro dem evne til at træffe egne valg.

Det er selvfølgelig ikke uproblematisk at være teenager, vælge sexindustrien som karrierevej eller vokse op i en forholdsvis patriarkalsk kultur, men vi er meget skeptiske over at fratage mennesker evnen og trangen til at tænke og handle selv.

Det er vores klare overbevisning at folk hele tiden prøver at optimere deres liv indenfor de rammer der nu er, og man hjælper ingen ved at sætte endnu flere begrænsninger og hæmninger op.

Som feminister er vi heller ikke begejstrede når en kvindelig overklasse lige spoler tiden mere end 100 år tilbage. Det eneste nye lille twist at de selv er en del af magthaverne nu, og derfor er i færd med at regulere hvordan de andre kvinder skal klæde sig, hvordan de må indtage byrummet og hvilke erhverv de må vælge. Vi tror på at alle har deres eget valg og det vil vi kæmpe for at de bliver ved med at have.

Det var med stor forventning, at jeg hentede bogen nede hos min  lokale boghandel. Endelig en samfunds-debatterende bog der handlede om noget jeg gad læse, nemlig feminisme/ligestillings-debatten her i DK.

Jeg blev lidt underligt skuffet over at få en bog stukket i hånden der lignede chic-litt (min absolutte hade-genre indenfor både film, gaming og litteratur), men som den eks-folkebibliotekar jeg også er, tænkte jeg at bogen nok vil sælge bedre både i ungdoms og voksen-afdelingen, da mange kvinder har et ømt punkt for klodsede-ups-agtige-kvinder…

Bogen starter med en ganske sigende advarsel: ”Personerne i denne bog er tillagt mere humor, end de besidder i virkeligheden. Det har været nødvendigt for at gennemføre skrivningen”. Oh, hvilken skrivning! Leny Malacinsiy er en fremragende skribent, bogen er hurtig læst og pointerne er skarpe og ikke mindst humoristiske. Med humoren formår Malacinski at skrive om ellers dødssyge situationer og personer. Det er tydeligt at hun er journalist, hendes stil er skarp, pakket ind med chic-litt’ens naive humor. Jeg er fan!

Det er formidlet som var det letbenet underholdning, men hendes bog dybt alvorlig og den bør i den grad diskuteres og blive pensum for alle der interesserer sig for ligestillings-debatten.

Det hele starter den dag Leny opdager at hun er undertrykt og den vil hun ikke finde sig i. Derfor rejser hun land og rige rundt, samtidig med at hun gransker sin indre retfærdighedsfølelse. Kan det passe at vi har det så dårligt som visse feminister påstår? Hen over 8 gode kapitler formår hun at skrive om, feminisme, kønskvoter, ligestilling vs. særbehandling, offerroller, mænd, prostitutionsdebatten, ligeløn og ikke mindst mændenes situation de kommende 50 år.

Værd at nævne er Leny’s kritik af dispensationerne af ligebehandlingssloven, hvor regeringen har givet Københavns Universitet mulighed for at ansætte kvinder med en særlig bonusordning, der udløser mellem 1-3 millioner kr. pr. kvindelige forsker. Som bogen påpeger, giver det mændene ret ringe vilkår til ansættelse. Og man kan spørge sig selv, om det giver det bedste resultat på Københavns Universitet? Derudover er der jo bare tale om bestikkelse på meget højt niveau. Man kan spørge sig selv om bestikkelse er et legitimt redskab til at opnå politiske resultater?

Jeg kunne gå dybere ind min anmeldelse og skrive min mening om dette og hint i bogen. Men mit problem som anmelder er, at jeg længe ikke har læst en bog,  hvor jeg har oplevet at være så rørende enig med en forfatter som ved læsningen af denne bog. Leny Malacinski har i mine øjne begået en helt igennem fantastisk feministisk bog, som jeg mener ALLE kvinder bør læse. Bogen handler om retfærdighed og det er i mine øjne langt vigtigere end at kvinder absolut skal have bestyrelsesposter eller professorater.

Et forbud mod prostitution vil være til gavn for flere ting.

Først og fremmest vil det gavne det kriminelle miljø, der profiterer på, at de prostituerede som konsekvens af en kriminalisering ikke har mulighed for at arbejde, leje lokaler og hyre hjælp inden for lovens rammer.

Det vil gavne politikerne, der kan score billige værdipolitiske point ved at profilere sig i en moralsk sag på bekostning af en marginaliseret gruppe med ringe mulighed for at protestere.

Det vil gavne den kultur-moralske elite, der ikke følelsesmæssigt kan bære, at der findes mennesker, der lever på andre måder end hvordan de dikterer ‘det gode liv’.

Det vil gavne de mange forfattere og filmskabere, der fortsat kan tjene kassen i penge og moralsk valuta ved at masseproducere historien om det ultimative kvindelige offer – den ufrivillige luder – baseret på intet andet end andre forfatteres og filmskaberes skildring af samme.

Det er muligvis også til gavn for befolkningens demokratiske dovenskab, når man ikke behøver bruge energi på at sætte sig ind i forskning og politiske dilemmaer, men kan nøjes med at tage stilling ud fra fordomme.

Men det vil ikke gavne de prostituerede. Det er der intet – hverken undersøgelser eller saglige vurderinger – der tyder på. Tværtimod er det netop de prostituerede, der betaler prisen for de ovenståendes økonomiske, politiske eller moralske profit ved et forbud.

Det er på tide, vi holder op med at dømme ud fra vores egen egoistiske vinding.

Det er på tide, vi lytter til de prostituerede og respekterer dem på deres præmisser frem for at tage den bekvemme vej og presse vores værdier ned over hovedet på dem.

At ville hjælpe andre mennesker på betingelse af, at de kun træffer de valg, man selv ønsker, de skal træffe, er ikke at hjælpe. Det er i bedste fald en måde at støde en befolkningsgruppe fra sig på og i værste fald social blackmailing.

Legaliser sexarbejde som erhverv, giv rettigheder til sexarbejderne og hjælp dem, som beder om hjælp på den måde, de ønsker at blive hjulpet.

Hvis I altså virkelig er interesserede i at hjælpe?

Af Nina Søndergaard

Anmeldelse af kapitel 12 ”Trafficked Persons or Economic Migrants? Bangladeshis in India”,  Nastasha Ahmad i bogen ”Trafficking and Prostitution reconsidered – New Perspectives on Migration, Sex Work and Human Rights” redigeret af Kamala Kempadoo, Sanghera og Pattanaik. Paradigm Publishers Boulder, London 2005.

For IOM, International Organisation for Migration, undersøgte Nastasha Ahmad bangladeshiske traffickede personer i Indien i 2000-2001. Målet var at undersøge hvorfor de kom til Indien, hvad de lavede og hvad deres fremtidsplaner var. 65 migranter, de fleste kvinder, blev interviewet på bordeller, rehabilitationscentre og i slummen i Kolkata, New Delhi og Mumbai.

 
3 ud af de 65 var blevet kidnappede. I øvrigt med hjælp fra familie eller venner. 62 var kommet til Indien frivilligt. Uanset om bangladesherne var tvungne (hvilket de færreste var) eller ej delte de nogle fælles vilkår, altså omtales de under ét for migranter.

 
Næsten alle havde forladt Bangladesh af økonomiske årsager. De fleste havde for lidt jord hjemme i Bangladesh, nogle havde mistet jorden i et mudderskred eller var arbejdsløse. Det generelle uddannelsesniveau var ikke ret højt. Mange kvinder havde mistet deres mand, og at ikke være gift er meget problematisk for kvinder i Bangladesh, altså var det nemmere at begynde et nyt liv i Indien.

 
Efter ankomsten drejede det sig om at finde et sted at bo og et arbejde. Nogle havde allerede ordnet en eller begge dele hjemmefra. Migranterne blev sexarbejdere, hushjælpere (eventuelt i de arabiske lande), kludesamlere, stof dealere, skræddere eller taxachauffører.

Et eksempel: Khadija og hendes mand. De var kommet til Mumbai dagen før interviewet, de havde været i byen otte år tidligere, men var blevet opdagede og sendt tilbage. Nu ville de prøve igen. Khadija arbejdede allerede som rejepiller på det lokale fiskemarked, og ville købe et komfur og stegepande med sin første løn (40 rupee). Hun og manden søgte arbejde (som hushjælp) og skulle ud at se på et værelse.

 
De fleste, 77 % af kvinderne og 64 % af mændene, følte sig ikke begrænsede i deres bevægelsesfrihed. Kun få bekymrede sig om politirazziaer (det indiske politi slår hårdt ned på migranterne og sender dem hjem). Dem der var begrænsede i mobilitet boede på rehabilitationscentre eller på bordeller, hvor bordelejeren tog halvdelen af deres løn.

 
En måde at slå rødder på var at få ID, fx rationskort. To tredjedele havde gennem korrupte embedsmænd fået et rationskort som giver adgang til fx sukker og benzin til fordelagtige priser. 11 var kommet på stemmelisten og 8 havde åbnet en bankkonto, ud af de otte med bankkonto havde fem også rationskort og var kommet på stemmelisten. En del havde giftet sig i Indien.

Undersøgelsen viste at der var to lige store hovedgrupper: Dem der gerne ville blive i Indien. Dem der gerne ville hjem til Bangladesh hvis de kunne få et bedre job der og så en mindre restgruppe der ikke havde bestemt sig. Desuden kan man også skelne mellem dem der tog afsted frivilligt og med et bestemt rejsemål og/eller arbejde for øje, og de tvungne. De utvungne var generelt tilfredse, selvom nogle følte sig snydt på grund af ufuldstændig information før afrejsen.

 
En del af de tvungne var kvinder der havnede i prostitution. Især de yngre sexarbejdere uden børn havde resigneret og var ulykkelige. Cirka halvdelen af de kvinder der gerne ville have et andet arbejde var sexarbejdere, men ti af de tilfredse kvinder var sexarbejdere. Nogle af de utilfredse sexarbejdere ville gerne slå sig ned med deres babus, kunde med hvem de har et særligt forhold.

 
Langt de fleste klarede sig bedre økonomisk set end de ville have gjort hjemme i Bangladesh, de tog ofte arbejde som inderne ikke ønskede, mange sendte penge hjem og bidrog dermed til vækst i både Indien og Bangladesh. De var dog plagede af chikane fra politiet og andre myndigheder.

 IOM så gerne at alle mennesker sikredes ordentlig mad, uddannelse og arbejde for at minimere tilskyndelsen til at migrere. Dernæst at alle migranter, underdokumenterede eller ej, sikres anstændige arbejdsvilkår.

Det er en spændende undersøgelse, selvom den er lovlig lille til at konkludere noget sikkert og repræsentativt på. Det skal også huskes at den er specifik på indisk-bangladeshiske forhold og der er glimt af de store forskelle der er internt i Indien. Det lader til at livet for migranterne i Kolkata var noget nemmere end i hovedstaden New Delhi.

 
Undersøgelsen peger på den uheldige og unyttige klapjagt der drives overalt i verden på migranter. Der vil altid være folk der rejser ud for at søge bedre muligheder (jeg har selv været en af dem, boede i Malmö og arbejdede i København!), og arbejdende mennesker er med til at skabe velstand og velfærd. Den velstand kan formindskes ved elendige arbejdsvilkår og stress. Altså lader en løsning til at være en nemmere procedure for at få (midlertidig) arbejds- og opholdstilladelse.

 
Det gælder også sexarbejdere. Selv med så frisk en vinkel på det komplekse emne migration er, har undersøgelsen alligevel nogle gamle fordomme med i bagagen. Ahmad skriver overrasket om kvinder der tager en aktiv beslutning om at rejse ud for at blive sexarbejdere og at en del af dem er tilfredse med deres arbejde. Rejepilleren Khadija bliver ikke problematiseret i samme grad, selvom hun udfører lavstatusarbejde på hvad der typisk er en kvindearbejdsplads. Vi må respektere migranternes eget ønske og valg, uanset om vi selv ville træffe det valg de foretager.

Billederne er fra http://www.desipapa.com/

Af Nina Søndergaard

 
Blogindlægget her er baseret på mit oplæg på Grundtvigs Højskole Studiekreds, sommeren 2009, tema: Offeret.

Jeg vil forsøge at belyse hvordan det kan være at meget feminisme, nemlig radikal feminismen, ser kvinder som ofre, med højeste potens i den prostituerede kvinde. Her vil jeg tage fat på hvordan radikal feminismen ser på prostitution. Synet er meget udbredt, også langt ud over de venstreorienterede kredse som det stammer fra.
Virginie Despentes (1969 -) som foruden at instruere film og skrive bøger også har været sexarbejder har denne kommentar:

”Den første gang jeg blev ansat i en massageklinik, kom jeg fra et miljø på den yderste venstrefløj hvor jeg altid havde hørt, og troet, at piger der prostituerede sig var ofre, enten ubevidste om det de gjorde eller manipuleret til det, under alle omstændigheder var det ikke ud fra deres eget frie valg. Virkeligheden ude i felten er helt anderledes.

 Den pige der lukkede op for mig på massageklinikken var sort og fik én til at tabe vejret, hun var en af de smukkeste piger jeg har set tæt på. Vanskeligt at få ondt af hende eller føle medlidenhed med sådan en skabning.

Senere lærte jeg hende bedre at kende, hun var lidt yngre end mig, meget bedre socialt integreret, havde allerede arbejdet flere år i branchen, havde forlovet sig med en fyr hun elskede højt, hun havde en god humor og rigtig god musiksmag. Jeg syntes hun virkede solid, arbejdsom og beslutsom.

Klarsynet og tilfreds med sit liv, i modsætning til mig eller de piger jeg kendte. Hun svarede overhovedet ikke til det billede jeg havde af en professionel sexarbejder. Hun var meget efterspurgt og tjente en formue hver dag, store beløb i kontanter som hun samvittighedsfuldt sparede op.”
King kong og kvinden, p. 72.
I følge radikal feminismen lever vi alle in a man’s world eller patriarkatet. Der er en ulighed mellem kønnene, en skævvridning som mænd nyder godt af og kvinder lider under. Mænd har magt og ofte er denne overlegne magtposition så godt banket ind i os, at det forekommer usynligt og naturligt.

Målet er at gøre en ende på den mandlige dominans, om nødvendigt med vold. Et væsentligt skridt er at indse denne skævvridning, at blive bevidstgjort. Det lyder bekendt, og netop radikal feminismen har taget marxismen til sig og erstattet ”arbejder” med kvinde.

Hvis man skulle have glemt sin marxisme, kan jeg lige give et light opkog: Under det kapitalistiske samfund er der to klasser med modsatrettede interesser: Kapitalisterne der udbytter arbejderne.

Arbejderne kan nok betjene produktionmidlerne, redskaber og maskiner, men de ejer dem ikke. Det gør kapitalisterne, der skovler penge ind og kan blive færre og færre, samtidig med at arbejderne bliver flere og flere. Tilsidst vil det ende med revolution og proletariatets dikatur.
Kvinder er altid det udbyttede køn, og her kommer kapitalismekritik ind i billedet, for netop prostitution er simpelthen en destillering af det dårlige magtforhold: Mænd køber adgang til kvindekroppe.

Kvinder sælger sig selv for at få en lille del af mandens penge. Det forekommer for nogle helt naturligt at gøre det, fordi vi også vokser op med bl.a. reklamer, der viser at kvindens formål er at behage mænd, vise kvindekroppen frem for at sælge et produkt.

Mange prostituerede er ofre i mere end en forstand: De er blevet overgrebet som små, de er fattige, de har en anden hudfarve. Radikal feminismen ser prostitution som vold og overgreb mod kvinder, ethvert sexkøb er et udtryk for patriarkatets tromlende magt.
De prostituterede der siger at de ikke føler sig som ofre, lider af falsk bevidsthed. De er simpelthen blevet lullet så godt og grundigt ind i illusionen om deres egen frihed og magt, at de ikke kan se patriarkatet.

 Her går der ofte i hårdknude i debatterne, da falsk bevidsthed er en trumf som er svær at stikke. Jeg vil også skynde mig at sige at der findes venstrefløjsfeminister der tager marxismens idé om at eje og kontrollere produktionsmidlerne til sig, og netop sidder på deres egne produktionsapparat og kæmper for sexarbejderrettigheder.

Så vidt radikal feminismen. Nu vil jeg lige lufte lidt kritik af den, og derefter forsøge at stille andre spørgsmål, for dermed at komme lidt væk fra denne offer-tankegang. Her skal det også siges at jeg her kun forholder mig til den frivilligt indgåede prostitution (som vi kender den i Danmark). Trafficking-problematikken vil jeg ikke gå ind på her.

Når jeg kan forsvare at tale om frivillig prostitution, er det både fordi den er mest udbredt, næsten al prostitution i Danmark foregår uden tvang og fordi netop dette forhold er sværest for radikal feminismen at forholde sig til.
Ved at fokusere så meget på ulighed, synes jeg radikal feminismen får spændt ben for sit eget ligestillingsprojekt.

Det er uheldigt at analysemodellen er så ufleksibel, at der ikke kan indgå kvindelig magt i ligningen, og at mændenes magtposition altid er over kvindens, det burde kunne ændre sig i en given situation eller over tid. Den samme blindhed gør sig gældende overfor mandlige og transkønnede sexarbejdere og kvindelige sexkøbere.

De er rigtig nok ikke mange, men de findes og må og skal med i ligningen. Det er også problematisk at erstatte den frie vilje med en bevidsthed der enten kan være sand (med radikal feminismen) eller falsk (mod radikal feminismen). Og mere overordnet, så er modellen for simpel til at kunne belyse det uhyre komplekse fænomen prostitution er.

 
Vi kunne fx spørge til om det virkelig altid er kvinderne der er ofrene i prostitution? Er det måske egentlig dem der har overtaget, bukserne på, selvom de er nok så nøgne? Det er kvinderne tager beslutningen, pengene og har noget eftertragtet mellem benene. Despentes skriver om at hendes kunder var menneskelige, skrøbelige, ynkelige…

 
Hvis der er problemer, hvilke problemer er der så? Hvis der er noget positivt, hvad er det så? Er den prostituerede måske en slags ”avantgarde” for kvindelig seksualitet, fordi hun gør op med nogle konservative forestillinger om hvad kvindelig seksualitet er eller bør være, og fordi hun gør det på en helt åben og ærlig måde? Og hvis hun er avantgarde, er det så alle prostituerede der er det – eller er der nogen der falder ud i kapitalen og undertrykkelsen afgrund?

Stor tak til Marie Bruvik Heinskou for hjælp, støtte og uvurderlig viden.

Af Nina Søndergaard

Disclaimer: Jeg er ikke hyret af en pessar-fabrikant, det er bare en begejstret anmeldelse af en præventionsform.

P-piller har jeg prøvet, pga. uren hud og uregelmæssige menstruationer, det hjalp lidt, men gjorde mig tilgengæld trist. De gav mig sådan en hul fornemmelse og jeg kunne ikke ryste tristessen af mig.

P-ring var en klodset bide-rings lignende ting man kunne sætte op, men både han og jeg kunne mærke den.

Femidomer gav mig et  latteranfald – lidt afsporende for manden, men tingesten mindede mig sådan om en sovepose. Det var såmænd frækt nok at han kunne trænge ’nøgen’ ind, men med så meget plastic ud hængende forneden var det uskønt og usexet.

Nå, hvad så, når man ikke er klar til sterilisation?

Pessar? Op til lægen, få taget mål: Lægen sætter en ring op, der er forskellige størrelser, og dén man ikke kan mærke er den størrelse der passer. Så får man recept på den og går på apoteket. Det skal siges at pessarer er ved at være så sjældne at ikke alle apoteker har pessarer liggende. Det kostede omkring de 500 kroner, fordi man også skal bruge pessarcreme til. Det er en dyr investering, men medmindre éns vægt svinger meget og man misvedligholder det, kan det holde i op til 7 år. Uden andre midler end en klat pessarcreme i ny og næ, altså markant billigere end p-piller i det lange løb. Der stod intet om kompatabiliteten med siliconebaserede glidecremer, men indtil videre er det gået fint.

Bagdelene: Man skal huske det! Det skal helst sættes op med creme lige inden samleje og det kan sagtens gøres ufrækt og uelegant… Planlægningsaspektet kan naturligvis også slå skår i forestillingen om hed sex der spontant opstår midt i opvasken, fordi passionerne blev for stærke. Pessarcremen minder mig om tapetklister og det smager efter sigende ikke godt. (Jeg anvender også kun cremen i frugtbare perioder, men dét er min sag og ikke et råd jeg videregiver). Man kan tydeligt mærke det med fingrene, altså kan det godt hyle nogle ud af den og forhindre optimal håndtering, så det hæmmer éns evne til at sprøjtekomme.

Fordelene: En pik kan ikke mærke det og det kan man heller ikke selv. Det er vidunderligt at der ikke er nogle bivirkninger, andet end at det yder en vis beskyttelse (men overhovedet ikke i nærheden af hvad kondomer gør) mod kønssygdomme, fordi det er livmoderhalsen, der er sart og modtagelig. Det skal kun sættes op én gang, og man kan afbryde samlejet og genoptage det nårsomhelst. (Modsat kondomer der har det med at falde af eller skal skiftes). Og så er der den helt fantastiske ting at det kan bruges under menstruation, så man kan have sex uden at det ligner det stockholmske blodbad. Klart en kæmpe fordel, især hvis man bliver mere lysten af menstruation – og orgasmer er en af de bedste smertestillere.

Desværre er det ikke så udbredt længere. Især unge kvinder fravælger pessaret fordi det kræver at man rører ved sig selv. Mange yngre kvinder synes simpelthen det er for klamt at skulle rage i sin kusse. Vi på bloggen stiller os uforstående overfor denne negative indstilling til egen krop, især når det drejer sig om en del af kroppen der kan skænke os så meget nydelse og glæde. Vi kan kun opfordre til at gøre som vore formødre, tage et spejl, kigge på kussen, opdage at den slet ikke er spor klam og så bestille tid til lægen, så vi får mere sund og beskyttet sex!