Spørgsmål til Manu Sareen og Ud med bagmændene

Af Nina Søndergaard

Nu vil jeg lege spørgerunde i Folketinget. Skulle nogle, politikere eller andre, få trang til rent faktisk at stille hr. Sareen et eller flere af nedenstående spørgsmål, står spørgsmålene frit til rådighed for dette. Jeg tager udgangspunkt i  Ud med bagmændene.

 

 

 

1. Hvorfor ønsker ligestillingsministeren at brede kampagnen ud til prostitution mere generelt?  Hvorfor sammenblandes de alvorlige forbrydelser trafficking og slaveri atter med sexarbejde?
2. Hvorfor gør ligestillingsministeren (hverken denne eller de foregående) ikke noget ved den voldsomme uligeløn der hersker i sexbranchen? Kvinder tjener ofte 3-4 gange så meget som mændene, en lønforskel der ville skabe ramaskrig i alle andre brancher.
3. Hvor har hr. Sareen set de ”voldsomme fysiske skader” i prostitutionsbranchen? Servicestyrelsen måtte i 2010 sukkende opgive jagten på slidgigt i knæ og kæber i rapporten om prostitution på massageklinikker, og kunne ikke fastslå nogen sammenhæng mellem sexarbejde og ringe fysisk helbred.
4. Hvorfor er det en ligestillingsminister der er frontfigur i en kampagne, der retteligt burde høre under Beskæftigelsesministeriet?
5. Hvorfor ytrer en ligestillingsminister sig om arbejdssikkerhed? Hvorfor belægger hr. Sareen ikke sine påstande med nogle tal? Eventuelt sammenlignet med den stigning i arbejdsulykker der er set i Danmark i de sidste 10 år.
6. Hvorfor er det så meget værre at købe sex end at få reklamer? Et af eksemplerne i kampagnematerialet handler om en reklameomdeler der blev groft udnyttet: Uendeligt lange arbejdsdage, ussel mad, søvnberøvelse og tilbageholdelse af løn. Men vi ser ingen kampagne der skal få folk til at sætte ”Reklamer Nej Tak” skilte op – som ville gøre reklameomdelere overflødige, så vi ikke længere fik slige historier.
7. Hvordan kan hr. Sareen støtte kampen for kirkelige vielser for homoseksuelle, når samme minister ønsker at begrænse især kvindelige sexarbejderes seksuelle frihed ved ikke at være afklaret om et sexkøbsforbud?
8. Hvorfor får især kvindelige sexarbejdere en særstilling i kampagnen Ud med Bagmændene? Hvorfor får de ikke bare samme arbejdsrettigheder som alle andre? Hvorfor fastholder en ligestillingsminister et forældet billede af kvinder som det svage køn, der kræver særrettigheder og omsorgsfuld beskyttelse?
9. Har ligestillingsministeren bedre idéer til fattigdomsbekæmpelse, som er den egentlige årsag til miseren, end blot at være forarget over fordyrende mellemled?
10. Hvorfor anvender ligestillingsministeren ikke et kønsneutralt sprog? Bagmænd i sexbranchen er jo hyppigt bagkvinder.

Disse spørgsmål har jeg gået og undret mig over. Det er trist at der stadig sættes lighedstegn mellem menneskehandel og sexarbejde. Der er ingen tvivl om at det desværre foregår, men som feminist er det vanskeligt at frigøre sig fra tanken om at grov udnyttelse og tvangsarbejde kun er sexet og saftigt, når det er kvinder i sexindustrien det går ud over.

Kvinder, de små stakkels viljesvage pus, skal frelses, hvorimod mænd kan få lov at træffe egne dårlige valg og knokle røven ud af bukserne i al ubemærkethed. Men regeringernes indsats mod trafficking er også rettet mod kvindelige sexarbejdere, ikke mandlige byggearbejdere.

Det er fx ikke klima-, energi og bygningsminister Martin Lidegaard, der er i spidsen for kampagnen for at få folk til at holde op med at benytte sig af polske håndværkere i byggebranchen. Det er ikke ham der siger ’jeg kunne godt tænke mig at vi kom derhen hvor det blev totalt latterligt at få en ny carport’.

Nuancerne der rent faktisk ER i kampagnen drukner aldeles i larmen fra hr. Sareens scooter ned ad Istedgade. Jeg kan ikke helt ryste tanken af mig at vi endnu en gang mest af alt er ude på at pudse glorie og smide grimme mennesker ud af landet, snarere end rent faktisk hjælpe folk med at få et nyt og bedre liv: Mænd kan være lige så uheldige som kvinder og alle former for tvang og udnyttelse skal stoppes, uanset hvilken branche det foregår i.

Ægteskabet som legaliseret prostitution

Af Nina Søndergaard

 

En del af de personer der stiller spørgsmålet om retten til sexkøb er gifte kvinder. I god gammel 70’er stil vil jeg sige at giftermål er statsanerkendt, legaliseret prostitution.

Især hvis den ene part, stadig ofte manden, tjener flere penge end den anden. Som regel går det jo fint, men der kan også være pression og økonomisk tvang i et ægteskab, og netop det juridisk bindende ved ægteskabet kan få folk til at blive hængende længere end sundt er.

Det er en væsentlig og fastholdende faktor, at der er høj social status forbundet med ægteskabet , og at lade den anden trælle på jobbet er lig med lettjente penge. Disse penge kan omsættes som flere behageligheder som et stort hus, bil, rejser og luksusvarer. Ægteskab giver ofte også en fællesskabsfølelse og samhørighed som mange mennesker bliver afhængige af.

Ægteskabet er et frit valg

Når det gælder så alvorlige sager som ægteskab, så synes stort set alle mennesker, uanset religiøse eller politiske synspunkter, at det står folk frit for at træffe den beslutning (eventuelt i samråd med venner og familie). I alle fald er der ikke rigtig nogen, bortset fra et par germanske  herskere   der har været ivrige efter at lade staten bestemme hvem der må giftes med hvem.

Der er heller ikke ret mange mennesker, der spørger seriøst ind til hvordan det kan være at folk 1) vælger at gifte sig, 2) hvordan de vælger deres livspartner. Hvis jeg spurgte ind til hvilke overgreb og ensrettende forestillinger kommende ægtefolk havde været underlagt i deres barndom, så ville jeg ikke blive taget alvorligt. Ikke destomindre er den motivgranskning noget som stadig ses i forhold til sexarbejdere, og deres valg af arbejde.

 

Retten til ægteskab

Vi antager at voksne selv kan træffe beslutninger om hvilke relationer de vil indgå i, herunder vælge en livspartner. Retten til at gifte sig er en væsentlig frihedsbestanddel, noget som homoer verden over kæmper for.

 

Retten til at blive gift, og på anden måde vælge forhold, er ikke en pligt, det er en mulighed, et tilvalg. Det er også noget der er længere oppe i behovspyramiden end vand og mad, altså kan man sagtens have et godt liv som ugift – forudsat at man selv har valgt det. Giftermål bør være en mulighed for alle voksne, ligesom den samme frihedsgrad skal udstrækkes til at omfatte valget af sexarbejde: Kortvarige relationer med penge som omdrejningspunkt.

Ret bliver ofte forvekslet med pligt, men også med norm og ønsket og statusgivende adfærd. En ret kan sammenlignes med en dør man kan åbne og gå ind ad, man behøver ikke at gøre det, men muligheden er der.

Et eksempel kunne være retten til at sagsøge, noget som danske kvinder først fik i 1857. Så sjovt er det heller ikke at have en retssag kørende, men det er en god ret at have og man er betragteligt dårligere stillet uden den mulighed. (Noget både sexkøbere og sexsælgere altså er afskåret fra, sådan som det er nu. Dermed er der mere eller mindre frit løb for skurkagtigheder og svindel).

 

Er andres uheld dit uheld?

 Modstandere af prostitution vil ofte fremhæve tvang og trafficking i sexindustrien. Det er uomtvisteligt at der også foregår ubehageligheder der, men spørgsmålet er om det er begrundelse for at forbyde hele branchen og dermed stensikkert forhindre lovlighed og regelmæssighed på området. I så fald burde samme begrundelse bruges at forbyde ægteskaber på grund af tvangsægteskaber.

Tvangsægteskaber foregår trods alle gode intentioner stadig, også i Danmark. Det er et åbent spørgsmål om hvor meget afsmitning disse uheldige og ulykkelige ægteskaber har på andre, frivilligt indgåede ægteskaber.

På samme måde som godt gifte personer ikke føler at deres personlige relation tilsværtes af andre gifte personers uheld, må sexarbejdere gerne mene at deres eget arbejde ikke besudles af sager om trafficking og at det i det hele taget er fjernt fra deres verden.

Jeg ser ingen forskel på retten til at gifte sig eller retten til at sexarbejde. Begge dele er ligegyldige absurditeter, hvis ikke der er to  eller flere mennesker om det. Det er grundstenen i ligestillingen og respekten for mennesker, at voksne, non-psykotiske mennesker uanset køn, hudfarve, fysiske handicaps og trosforestillinger kan træffe egne valg og selv sige ja og nej til andre mennesker.

Det gode ved at sexarbejde

Af Nina Søndergaard

Nu har jeg læst en del om sexarbejde og har også talt med et par sexarbejdere, hvilket forresten altid har beriget og moret mig meget – tak til jer! Og for at være med til at nuancere det ultrasorte billede der stadig males af sexarbejde vil jeg her remse noget af det potentielt positive ved prostitution op.

Det er selvfølgelig ikke den endegyldige sandhed for alle, eller noget der føles lige stærkt for alle hver dag på arbejde, men det er ikke desto mindre noget af det jeg har fanget hen ad vejen. Som alle andre menneskelige relationer, så byder sexarbejde  også på et hav af forskellige oplevelser, både gode og dårlige, og hvis vi ikke anerkender at der kan findes noget godt i sexarbejde, afskærer vi os fra at overhovedet at kunne begynde at forstå sexarbejdere.

Selvtillid. Sexarbejde kan forøge selvtilliden: Folk vil betale for at komme i nærheden af sexarbejderens krop og meget ofte følger der komplimenter med købet af ydelsen. Komplimenterne går ikke kun på udseendet eller sex-evnerne, men også ofte mere generel ros og glæde ved sexarbejderens væsen og gøren og laden. Og selvtillid er jo nærmest roden til alt godt, det giver ro, glæde, tillid, varme og stolthed, som virker som både som magnet og i feedback-loop, da selvtillid er tiltrækkende og rart og øger andres selvtillid.

Overgrebsbearbejdelse. Sexarbejde kan hjælpe med til at bearbejde overgreb – Virginie Despentes som det fremmeste exempel på en kvinde der overvandt sin psykiske nedtur efter en voldtægt ved at sexarbejde: Pludselig havde hun magt og hendes kusse var guld værd. Det var hende der satte dagsordenen ved de seksuelle møder med hendes kunder, hendes krop spredte glæde.

Forhandlingsevner. Sexarbejde kan gøre den enkelte sexarbejder til en god forhandler(ske): Hvor er grænserne, hvad skal der ske, hvem må hvad, hvor lang tid må processen vare? Forhandlingerne er ofte ikke blot at opremse en række en række forbud og grænser, men også at finde kundens ønsker, tanker og fantasier frem fra et tykt dække af skam.

Grænsekendelse. Sexarbejde kan hjælpe sexarbejderen til at lære sine egne grænser at kende og at forsvare sig selv. Den svenske feminist Petra Östergren underviser i selvforsvar og har haft en del kvindelige sexarbejdere som elever. De er, modsat mediebilledet, ofte de bedste til at sætte de psykiske grænser og tit meget gode til at stå fast på deres ret og rum.

Kropsglæde. Sexarbejde kan være med til at gøre sexarbejderen glad for sin krop og seksualitet: Den krop der måske har ærgret indehaversken er nu penge værd, attraktiv og attråværdig. De fleste kunder vil fx også med stor entusiasme slikke fisse (en god orgasmekilde for mange kvinder) og dermed glæde sexarbejderen.

Sundhed. Sexarbejde kan være god motion! Sex styrker immunforsvaret og får pulsen op. Orgasmer er guld værd for helbredet. Og med så mange skiftende partnere kan de færreste (ingen!) sexarbejdere opretholde de behagelige romantiske og dødfarlige forestillinger om kønssygdomme. ’Vi behøver ikke at bruge kondom, for han/hun er jo meget sød’ er en rar tanke som mange ikke-sexarbejdere fastholder, til tider med triste følger. En tidligere gadepige så sig selv som seksualoplyser når hun traf kunder der havde det svært med kondomer: Hun vejledte dem og har givetvis forhindret en hel del ulykke og sygdom gennem sit sexarbejde.

 

Samvær. Nogle sexarbejdere kan få gode kolleger og venner gennem sexarbejde, især på bordeller. Det lader til at folk der boller sammen, holder sammen. At frigøre sig fra samfundets forestillinger om seksualitet og køn kan også gøre andre former for socialt samkvem mere afslappet, frit og morsomt.

 

Som sagt, det er blot muligheder og måske’er, men de er ikke mindre sande eller sandsynlige af at andre sexarbejdere har haft anderledes oplevelser eller fordi mange sviner sex, sexarbejde og sexarbejdere til.

Argumenter mod kriminalisering af prostitution

 

Af Nina Søndergaard

 

Overskrifterne er et argument for at prostitution skal forbydes, brødteksten er begrundelser for at det meget voldsomme indgreb i menneskers frihed og selvforvaltning som en kriminalisering er, ikke er en farbar vej. At den enkelte person kan synes og føle at prostitution er skidt, er ganske i orden, det er ikke det samme som at ville smide folk i fængsel for det.

 

 

Forbuddet skal følges op med sociale indsatser.

Der behøver ikke at være et forbud for at være hjælp. Det er ikke forbudt at spille fodbold og vi forventer at blive lappet sammen af lægerne, hvis vi går i stykker under en fodboldkamp. Det er muligt at hjælpe alkoholikere til at blive tørlagte uden at forbyde alkohol. Derfor er tiltagenes rækkefølge meget mistænkelig.

 

Et frit samfund bør ikke give folk friheden til at gå i hundene.

Præmissen om at sexarbejde naturnødvendigt medfører død og destruktion er ikke på plads, da prostitution ikke er bevist skadeligt i sig selv, men problemet er langt større. Vi bliver nødt til at stole på at voksne, myndige, normaltbegavede og non-psykotiske mennesker kan træffe egne valg, undgå de værste farer og mærke deres egne grænser, uden at samfundet skal forbyde alt muligt der potentielt kan være skadeligt.

Arbejde kan medføre skader, både som i arbejdsulykker og som i stress og nedsat energi, der går udover hjemmefronten. Løsningen er ikke at forbyde alle former for arbejde.

Børn kan medføre skader, både ved selve fødslen, der stadig er meget farlig for både mor og barn, ved høre- eller løfteskader eller ved at uforvarende ødelægge ægteskaber. Løsningen er ikke at forbyde folk at få børn.

Hobbies kan medføre skader, både ved uheld og nedslidning (fx skulderskader af strikning). Løsningen er ikke at folk ikke må gå til pileflet, spille trompet eller samle modelfly.

Dermed behøver vi slet ikke at inddrage alkoholikere og andre der meget tydeligt skader sig selv, vi kan bare sige at folk også kan ødelægge sig selv gennem almindeligheder som kontorarbejde eller ved at stå på ski – eller alt mulig andet, der er acceptabelt og ikke umiddelbart skidt.

 

Stort set alle prostituerede er blevet misbrugte som børn, og skal derfor ikke have lov til at sexarbejde.

Det er altid behageligt at kunne afskrive andres uforståelige gerninger med en ”god” forklaring, som fx en rå barndom.

De undersøgelser der viser at en stor del af sexarbejderne har været udsat for seksuelle krænkelser i barndommen, er ofte fejlbehæftede. Fx er definitionen af seksuelt overgreb tit mere elastisk end godt er, dernæst er mange undersøgelser af prostitution biased af at have en overvægt af gadepiger, der udgør et fåtal af det samlede antal sexarbejdere. Og mange gadepiger har desværre belastede baggrunde.

Selvom det skulle være godtgjort at hver en sexarbejder skulle være blevet groft krænket i barndommen, så mangler der stadig en begrundelse for at skulle straffe en voksen for at have været offer for en forbrydelse som barn.

Det er kun fordi sexarbejde har med sex at gøre, og at de fleste sexarbejdere er kvinder (som anses for at være som børn, og dermed havende behov for særregler for at kunne forvalte deres eget voksenliv), at denne ugyldige slutning drages. Havde man spurgt dørmænd om de havde fået et par på kassen som børn, så ville mange måske svare ja, men ingen finder på at forbyde dørmænd i at søge jobbet, der har høj risiko for vold. – Eller folk i at gå i byen, blive berusede og dermed mere aggressive, hvilket ofte går ud over dørmænd.

Det er en dobbelt straf, udgrænsning og stakkelsgørelse af de sexarbejdere der rent faktisk er blevet overgrebne som børn, at ville kriminalisere deres voksenvalg. Det vil heller ikke være med til at afhjælpe det egentlige problem, nemlig at overgrebene mod børnene finder sted. For at forhindre dét skal der andre tiltag til end blot endnu en lov og endnu en straf.

Argumenter mod kriminalisering af prostitution

 

Af Nina Søndergaard

 

I Prostitution er skadeligt og skal derfor forbydes.

Nej. Det største problem for sexarbejdere i Danmark er stigmatisering, altså at omverdenen ikke accepterer sexarbejde som netop et arbejde. Der er ingen som helst beviser for at sexarbejde er fysisk skadeligt, nærmest tværtimod.

Når det kan se anderledes ud, skyldes det i høj grad de meget synlige stofbrugende sexarbejdere på gaden, som ofte har en del andre problemer.

Sexarbejdere kan dog benytte sig af en såkaldt coping-strategi der hedder disassociation, hvor de lader som om de ikke ”er der”, mens de har sex med en kunde. Det er i længden ikke særlig godt for sexarbejderen, der kan få problemer med at mærke sig selv og sine grænser. Det er dog et åbent spørgsmål om ikke mange andre arbejdere har gjort det samme når de lagde mursten ovenpå mursten, pakkede pakninger i papkasser eller skiftede ble. Det er kun i forbindelse med sex og sexarbejde at man 1) overhovedet finder på at spørge 2) anser disassociation så negativt.

 

II Prostitution er skadeligt og skal derfor forbydes.

Selvom prostitution ikke kan påvises at være skadeligt i sig selv, så kan nogle mennesker godt tage skade af at sexarbejde. Især er samfundets fordømmelse et stort problem for alle sexarbejdere. Det er et vilkår der adskiller sexarbejde fra stort set alle andre jobs, da samfundet ikke ser ned på blomsterbindere, direktører, fiskehandlere, klassiske arkæologer eller tømrere.

Dermed er der heller ikke mange undersøgelser, hvor man har spurgt grønthandlere og snedkere om de har taget psykisk skade af at lange æbler over disken eller høvle lægter, selvom det er akkurat lige så sandsynligt som at en sexarbejder får det skidt af at sexarbejde. Ja, faktisk viser en undersøgelse fra 2007 foretaget af FTF, at 20 % af medlemmerne syntes at deres job var for følelsesmæssigt belastende, men ingen forslår at forbyde ældrepleje eller administration.

Det er i allerhøjeste grad samfundets negative syn på sexarbejde, der er et problem for sexarbejdere – og det vil komme endnu mere tydeligt til udtryk af et forbud, om det er mod at købe eller sælge sex.

 

III Prostitution er skadeligt og skal derfor forbydes.

Selvom det var skadeligt, hvad ingen ordentlige og redelige undersøgelser endnu har formået at vise, så er der stadig det problem at der er masser af andre erhverv som virkeligt, uomtvisteligt er skadelige og direkte livsforkortende, men som accepteres og endda omfattes af arbejdsmiljølove der afhjælper nogle af de allerværste gener og ulykker.

Det er meget farligt at arbejde på boreplatforme eller byggepladser. Løsningen er at iværksætte sikkerhedsforanstaltninger, ikke at forbyde borebisser at søge jobbet eller at forbyde alle nybyggerier.

Selvom selve produktionen af biler, cigaretter eller stole ikke nødvendigvis er skadelig i sig selv, så er slutproduktet farligt (cigaretter) eller kan være det (biler kan forurene og køre folk ned og stole kan opfordre til stillesiddende arbejde som er skidt i længden). Ingen finder på at forbyde salg af biler eller lænestole af den grund.

 

IV Prostitution er skadeligt og skal derfor forbydes.

Prostitution er ligesom alle andre mellemmenneskelige fænomener komplekst, modsatrettet og mangefacetteret, altså vil det kunne medføre både glæde og ulykke. Akkurat ligesom ægteskaber.

Mange er ulykkeligt gift og det kan være vanskeligt at komme ud af et ægteskab. Det lader også til at især kvinder kan få store problemer gennem ægteskab: Risiko for at blive myrdet af sin mand, stor risiko for partnervold, og for kvinder er der ikke mange ekstra leveår at hente gennem ægteskab (modsat gifte mænd der lever længere end ungkarle), måske snarere tværtimod.

Men at forbyde folk at gifte sig falder ingen ind.

Argumenter mod kriminalisering af prostitution

Af Nina Søndergaard

Et sexkøbsforbud vil være en sejr for ligestillingen.

Nej, det vil tværtimod være et tilbageskridt, da ligestilling går ud på at stille kønnene lige og give dem lige muligheder. Ikke at fratage det ene eller andet køn en erhvervmulighed.

Enhver begrænsning af kvinders ret til selvbestemmelse og selvforvaltning med henvisning til hendes køn, skal afvises som det magtbegærlige udtryk for patriarkalsk tankegang det er, uanset om det bliver udtrykt af andre kvinder.

En kriminalisering af især mandlige sexkunder, er også at vælte ansvar for kvinder over på mænd. En mand bliver i kraft af sit køn og deraf ”overlegne magtposition” pludselig gjort ansvarlig for det valg sexarbejderen selv traf, og den mandlige kunde forventes at vide bedre om sælgerens tarv end den sexarbejdende kvinde selv gør.

Førhen skulle kvinder også beskyttes mod de farer og ulemper et erhvervsarbejde kunne medføre, og holdes inde i det trygge hjem. Det var også for at aflaste kvinder for besværet med formueforvaltning, at kvinder tidligere ikke selv kunne åbne en bankkonto, købe fast ejendom eller på anden vis bestemme over sine penge.

 

Man afholdt også kvinder fra at løbe marathonløb, da man mente at livmoderen kunne falde ud under langdistanceløb. Det har vist sig ikke at holde stik, og der er faktisk en del kvinder der er ret gode til at løbe temmelig langt. Dette eksempel skulle også gerne vise at få retten til at prøve kræfter med noget er ikke det samme som pligten til at gøre det.

Forskellen på datidens velmenende, men grimme, uheldige og komplet unødvendige beskyttelse af kvinder, det såkaldte svage køn, og nutidens er den samme.

 

At forbyde prostitution er at sende et vigtigt signal, vi accepterer jo heller ikke børnearbejde, vel?

Allerede inden vi kommer til at signalpolitik er et onde, er det vigtigt at påpege at sexarbejde er noget der foregår mellem og foretages af voksne, myndige mennesker.

I Danmark og en del andre lande er det ulovligt at købe sex af personer under 18 år (§ 223), hvilket er godt. Efter politiets skøn er der stort set heller ikke, hvis overhovedet noget, børneprostitution i Danmark.

Derfor skal alle sammenligninger og paralleller med kvinder og børn afvises som det vås det er.

Den form for misforstået beskyttelse af kvinder bunder i et grimt kvindesyn, hvor kvinder anses for at være som børn: Ufærdige, uselvstændige væsener der har brug for samfundets beskyttelse og særregler for at leve.

Man skal aldrig lade sig narre af at det nu om stunder ofte er kvinder der fremfører sætninger, hvori sammenligninger med børnebeskyttelse og prostitution indgår. De vil naturligvis selv have sig frabedt at blive sammenlignet med børn der ikke kan tage vare på sig selv, da disse kvinder mener at de kan træffe egne beslutninger.

Disse kvinder har inkorpereret mandssamfundets idealer og tror dermed at de har en fri vilje. De kvinder der ikke vælger som dem, anses for ikke at have en fri vilje og skal derfor tvinges ind på den rette vej – der ikke omfatter salg af sex.

Den lykkelige Luder

En boganmeldelse af Nina Søndergaard

Xaviera Hollander: Den lykkelige Luder, Forlaget Athene, 1993. Oversat af Jens Peder Agger fra The Happy Hooker, skrevet 1972 i samarbejde med Robin Moore og Yvonne Dunleavy

”Lad endelig være med at tro at jeg er en stakkels lille pige, der er kommet på afveje på grund af en ulykkelig eller fattig barndom. Det modsatte er faktisk tilfældet. Jeg kommer fra et velhavende miljø og voksede op i en kærlig familie.”

Sådan indledes bogen med den flabede titel, hvor den dengang kun 28-årige Hollander, født 1943, fortæller sin historie. Hun taler syv sprog flydende, har boet hist og pist indtil New York blev hendes base. Hun studerede klassisk musik, blev kåret til Hollands dygtigste sekretær og var i et aldeles forfærdeligt og nedslidende heteroforhold i to år.

Efter bruddet trøstede hun sig med sex: ”Hun [Sonia, som hun delte lejlighed med efter bruddet] flygtede fra tilværelsen ved hjælp af en flaske, på samme måde som jeg gjorde det med sex. Om natten drak hun sig selv ind i sin lykkeligere verden, mens jeg kneppede mig ind i min.” (s. 60) Det er hun god til, og får en dag tilbudt kompensation. Hun er chokeret og sender straks pengene videre til sin forældre.

Efter at komme i kontakt med bordelmutter ”Pearl” ser hun en ny verden, er dog stadig sekretær i FN om dagen og knæpper lystigt løs. Det går galt, men hun er en stærk, risikovillig person med sans for forretning og administration og bliver snart selv bordelmutter (med alle de fejl Sus Luder remsede op) for et eksklusivt bordel.

Bogen ender med at hun lader forstå at hun søger andre udfordringer. Man kan nu sagtens komme til at besøge hende idag i Marbella eller Amsterdam, hvor hun driver bed & breakfast og kursusvirksomhed.

Alene på grund af titlen er bogen interessant, da den lykkelige luder ofte bliver brugt af prostitutionsmodstandere som eksempel på en figur der ikke findes, på hykleri, falsk bevidsthed og på patriarkatets magt.

Hollander fremstiller selvfølgelig sexarbejdet i den dyre ende som glamourøst og godt, akkurat som når indehavere af dyre restauranter retfærdiggør en overpris for foder der også består af fedt, æggehvidestof og kulhydrater… Og selve selvbiografiens genre og idé ’jeg er så og så fed, og har gjort så meget godt’ er jo altid lidt tvivlsom. Når det er sagt, er det mindst lige så spændende og medrivende læsning som Belle de Jours bekendelser eller Sus Luders blog.

For der tegner sig et komplekst og modstridende billede af et mangefacetteret menneske.

Hun er intelligent, dannet og rapkæftet, har en veludviklet radar for antisemitisme samtidig med at hendes ophold i apartheidtidens Sydafrika har sat sine spor: At have sex med sorte mænd er en overvindelse. Hendes første erotiske besættelse er en mindre udviklet pige ved navn Helga, hvis mælketunge bryster Hollander får lov at sutte på et kort, kærlighedsfyldt øjeblik mange år senere: ” Blandt alle de seksuelle oplevelser jeg har haft, er denne stadig den jeg sætter højest.” (s. 24)

Midt i alle hendes udskejelser (kvinder, familiemedlemmer, S/M) som hun fortæller om i et vidunderligt roligt, uundskyldende stemmeleje, er der nogle temmeligt konservative træk.

Hun kalder gratis sex for elskov, som man bør have mindst én gang om dagen hvis det er ægte kærlighed, og hun ville ’blive vanvittig, hvis ikke hun har sin klippefaste kæreste og sine forelskelser, da hun er et meget følelsesbetonet menneske’ (s. 253).

Lesbisk sex er ikke optimalt, da der mangler ”en rigtig levende pik”, men kvinders fællesskab og forståelse kan gøre lesbisk kærlighed til noget af det smukkeste på jord. (s. 33).

Samtidig med at hun intet forkert kan se i sexarbejde (s.69), så havde hun intet ønske om at være promiskuøs. ”Jeg ville bestemt have foretrukket en fast ven, som jeg kunne dele alting med og som kunne tage sig af mig. Men af en eller anden grund fandt jeg aldrig nogen der kunne bruges, og da denne periode i mit liv var ved at være forbi, var jeg for alvor træt af mænd i almindelighed.” (s. 35)

Og til trods for at hun er fuld af fordømmende floskler om syge, ynkelige og perverse mennesker, der har anderledes lyster end flertallet, så viser hun stor empati og psykologisk snilde i omgangen med disse kunder.

Hun kan klart placeres sammen med andre sexarbejdere der trives med deres fag: Hendes bagland (kæresten Larry, der er en god, praktisk og bekvemmelig installation i hendes liv) kender til hendes erhverv. Hun er risikovillig, både med hensyn til at investere tid og penge i potentielle kunder, og med sex. Kondomer nævnes først på side 167 (!), hvilket fik det danske forlag til at skrive en disclaimer om at det foregik i sluttresserne, hvor AIDS ikke var opfundet endnu.

Hun er nu ikke sikker på at hun ville blive en god kone (åbenbart en stor ros i starten af 1970’erne), da livet som bordelværtinde er et stort egotrip. ”Jeg nyder at være uafhængig, og for mig er prostitution mere end blot en måde at tjene penge på. For mig er det et kald, og jeg kan lide det.” (s. 171)

Som sexarbejderrettighedsforkæmperske er det også sjovt at læse hendes begrundelser for at det burde være et lovligt erhverv. Det er business-kvinden der taler: Hun er træt af at betale afskyelige summer i bestikkelse af politi, advokater og portnere. Det er unfair at hun ikke kan trække slid fra i skat. Det er besværligt at flytte til en ny adresse hele tiden.

Åh jo, foruden et indblik i en forgangen verden og en spændende kvindes sjæleliv, så er der også nogle gode, saftige sexscener, der nærmest formår at overbevise mig om at hun vitterligt elsker sex…

Bogen (filmatiseret i 1972, en film jeg endnu ikke har set) er konventionelt sat i Times, er fyldt med dødssyge småfejl, men kan i det mindste lånes på biblioteket.

Hvordan det gik til at Sverige blev sexkøbslovens hjemland

Af Nina Søndergaard

”De er skøre de svenskere” kunne Obelix have sagt. Og have ret. Fair nok at Sverige eksperimenterede med som det første land i verden at forbyde køb, men ikke salg, af seksuelle ydelser. Det var ikke sket før, altså var der ingen erfaringer med det, men hvordan Sverige kan blive ved med at forsvare loven, på trods af dens mange og helt åbenlyse uheldige og direkte skadelige konsekvenser, er svært begribeligt. Forklaringerne kan muligvis findes i selve den svenske mentalitet:

Foruden radikal feministisk tankegang, der foreskriver at mænd altid er mere magtfulde end kvinder plus en rest af kristent ubehag ved sex og andre kødelige lyster, så er der også en svensk konsensus-kultur, en konfliktskyhed, en lighedslængsel og en tillidsfuld tro på at staten altid vil én det bedste. De sidste fire elementer anser jeg som værende vigtige for at forstå fastholdelsen af sexkøbsloven.

Ved at følge diskussionen om sexkøbsloven i Sverige og sammenholde det med etnologiprofessor Åke Dauns spændende bog ”Svensk mentalitet” har jeg set hvilke mønstre og mekanismer der gør sig gældende, når svenske magthavere fastholder loven til trods for utallige protester.

Meget af Dauns arbejde går på at vise hvor stille svenskerne er og opfatter sig selv som værende. De siger meget lidt, finnerne er de eneste der synes at svenskere snakker for meget!, og holder mest af ro og tavshed. For at opnå dette vil de gå temmelig langt, som fx at udvandre fra en diskussion og bifalde en diskussions ophør, selvom der ikke opnåedes enighed eller resultater (s. 99).

Også Herbert Tingsten skrev i 1940 om den ro der prægede det svenske parlament i modsætning til det franske, hvor taleren bliver afbrudt, jublet og buh’et ad. Tingsten mindedes heller ikke et eneste tilfælde af at taletiden blev brugt på at obstruere et lovforslag (s. 108). Det er selvfølgelig prisværdigt at der ikke opstår skyderier eller håndgemæng blandt folkevalgte, men det er et helt reelt problem for vidensdelingen og beslutningsgrundlaget at der ikke er plads til dissens, for på denne måde kommer kun idéer ’alle’ i forvejen er enige om frem.

Lighedslængslen er meget stærk i Sverige, og ikke engang to procent af de adspurgte svenske unge ønskede en høj social anseelse (s. 128). Excentrikere anses heller ikke positivt som i England. Kombineret med at svenskere ofte skelner meget skarpt mellem privatsfæren og arbejdslivet, og har meget lidt samvær med ’fremmede’, som ikke er familie, nære venner eller folk i foreningen, kan det være med til at forklare at svenskere har forholdsvist let ved at lukke af for folk der ikke ligner dem selv. I dette tilfælde sexsælgere og sexkøbere, som på hver deres måde bliver lige udgrænsede af det gode fællesskab og samfundet.

De socialdemokratiske idéer har, i følge Daun, haft længere tid end i noget andet land til at rodfæste sig, her ”ikke mindst overbevisningen om at de ”kollektivt”, d.v.s. centralt, af myndigheder trufne beslutninger, sikrer den mest retfærdige orden.” (s. 159) Eksempler på planlægningstroen er den vidtberømte svenske byplanlægning, statsdrevne børnehaver og Systembolaget. Det er jo ikke alt sammen lige skidt og menneskefjendsk, altså vil der givet være en større del af befolkningen i Sverige der vil godtage love og påbud ovenfra end fx her eller i Sydamerika.

Det turde være tydeligt at ovennævnte faktorer må være i spil, når landets ledende personer kan give kritikere ret i at der ikke findes overvældende mange beviser i rapporten om sexkøbslovens virkninger, men at det sandelig heller ikke er dét det handler om. Et helt samfund er indrettet på konsensus og enighed, hvor uenighed eller besværlige synspunkter hellere forties end diskuteres. Man slipper på den måde rigtig nok for en masse argumenteren og parlamenteren (s. 158), men risikoen er mindre selvstændighed og større konformitet (s. 170), hvis ikke direkte totalitære ansatser (s. 160, diskuteret allerede i Dagens Nyheter i 1982). Kantede synspunkter (som at sexarbejde er ok) og fleksibilitet (ophæv forbuddet) er i hvert fald ikke ønskede elementer i det svenske tankesæt.

Daun gør meget ud af at den svenske læser ikke må føle sig stødt af den ofte meget negative vurdering udlændinge har af svenskere. Han gør også meget ud af at fortælle at der naturligvis er store forskelle, og at man sagtens kan finde en italiener med ’svenske’ træk, men at der er nogle rammer en given kultur sætter op, indenfor hvilke folk forsøger at finde sig til rette. Og jeg tilslutter mig ham og siger at det er samfundets skyld, snarere end den enkelte svenskers. Det ændrer bare ikke på at sexkøbsloven har så negative konsekvenser at den burde ophæves snarest muligt, hvis man virkeligt havde tænkt sig at redde de mest udsatte sexarbejdere i Sverige.

Og just som jeg skrev denne artikel havde Svenska Dagbladet en leder, hvor der blev stillet spørgsmålstegn ved at ville straffe sex mellem voksne, samtykkende mennesker med et år i fængsel, en straf mordere i Sverige kan tildeles… Der er lys for enden af tunnellen?

Jeg har anvendt anden udgaven. Åke Daun: Svensk mentalitet – Ett jämförande perspektiv. Rabén Prisma, 1989, 1994. ISBN 91 518 2642 9

Prostitution i Vesten de sidste 150 år – et prosexfeministisk vue

Af Nina Søndergaard

Blogindlægget er en let omarbejdet udgave af det foredrag jeg holdt på sexarbejderrettighedsfestivallens første dag.

Jeg er ikke ekspert i prostitutionshistorie, men takket været andres forskning kan jeg give et ganske kort rids. For nogle af fænomenerne er med os den dag i dag. Det handler om kontrol og det temmeligt tvetydige forhold myndighederne længe har haft til sexarbejde, der er blevet set som et nødvendigt onde, endnu en indtægtskilde, det mest foragtede og fordækte… Her et citat fra en englænder:

Da jeg blev rask, druknede jeg mine sorger i kvindeligt selskab, og jeg havde i den periode mange af de kønne luddere, som jeg havde kendt, før jeg rejste fra England. Jeg er i dyb taknemmelighedsgæld til deres klasse, og jeg siger igen, hvad jeg mener at have sagt et andet sted – at de har været min tilflugt i sorgen, en aldrig fejlende lindring i al min elendighed, og de har reddet mig fra at drikke, spille, eller måske endnu værre skæbner. Jeg skal aldrig kaste med sten efter dem, og heller ikke tale nedsættende om eller til dem.

De er for en stor del, hvad samfundet har gjort dem til, og samfundet benytter dem, nyder dem og elsker dem endda. Alligevel er det det samme samfund, der fornægter dem, hånligt afviser dem, bander og svovler over dem, endda mens det frekventerer og fornøjer sig med dem. Kort sagt behandler samfundet dem rystende dårligt i de fleste, kristne lande og mere i det protestantiske England end i noget andet land jeg kender. (MHL 1966, VI: 65)

Ordene er fra 1894 og er ”Walters”, han var en victoriansk gentlemand der efter eget udsagn havde ca. 1500 sexpartnere i løbet af de fyrre år hans erotiske selvbiografi dækker. Mange af hans veninder var sexarbejdere, og selvom han var udmærket klar over at de nok ikke gad at gå i seng med ham, hvis ikke de fik penge for det, så fratrak det på ingen måde deres værd i hans øjne. Men han var nu også en usædvanlig mand.

Dét han blandt andet, foruden almindelig stigmatisering og dobbeltmoral, hentyder til er Contagious Diseases Acts fra 1862. Der kunne politiet få lov at arrestere en prostitueret i visse havne- og militærbyer (det blev senere udvidet til at gælde det meste af England), og hvis det viste sig at hun havde en kønssygdom, smide hende i et Lock hospital – sygehus med speciale i spedalskhed og kønssygdomme.

Baggrunden for denne lov var at syfilis og gonorré var uhyre udbredte. Syfilis er lumsk, fordi den kan gemme sig i kroppen i mange år. Det er en bacille (Treponema pallidum, opdaget i 1905) der forårsager sygdommen der kan give udslet, hovedpine, dybe sår, knoglelidelser, nyre- og leverlidelser og sindssygdom. Foruden at håret kan falde af og tunge og svælg kan blive affekteret. Indtil 1909 var der ingen egentlig effektiv behandling.

Gonorré er en smitsom urinvejsinfektion der først og fremmest smitter ved samleje. Nogle gange går den over af sig selv, men man ”pisser glasskår” og der er udflåd (dryppert). Andre gange kan det udvikle sig til ledbetændelser, blindende øjenbetændelser og alvorlige underlivsbetændelser der ofte medfører ufrugtbarhed. Først efter anden verdenskrig og penicillin fik man en kur til gonorrén.

I England var op mod 290 ud af 1000 soldater og militærpersoner smittede. Det var et helt reelt problem at magthaverne ikke kunne forvente at landet kunne forsvares, hvis næsten 30 % af styrkerne var syge. Derfor prøvede de at dæmme op for epidemien ved at slå ned på knudepunkterne for seksuel trafik: Luderne.

Idéen kom fra Frankrig, hvor Napoleon i 1804, som den første statsleder, havde indført officiel indskrivning af prostituterede og offentlige bordeller – som skulle ejes af en kvinde. Bordellerne skulle være diskrete og i 1810 var 180 af dem i Paris. Sexarbejderne skulle også have to ugentlige lægecheck.

Baggrunden var den samme som England, og situationen var lidt mere presserende for Napoleon for de franske krige havde været meget dyre i mænd. Mere end en million mænd mistede livet i revolutions- og napoleonskrigene (1792 1804-15). Dernæst mener jeg at Napoleon skulle vise at han fik styr på sagerne (han indførte også husnumre i Paris, ulige numre på den ene side, lige på den anden). Ved at regulere sexarbejde viste han også at han kunne tæmme drifter og var dermed en stor hersker. Her fik han også cementeret af kvinder var farlige og at kvindearbejde helst skulle foregå indendørs og ude af syne.

De offentlige bordeller var lovlige indtil 1946, hvor en ex-sexarbejder (Marthe Richard 1889-1982) fik kendt dem ulovlige. Prostitution er sådan set lovligt i Frankrig i dag, men ikke med mindreårige og man må ikke reklamere med det. Desuden er bordeldrift ulovligt.

I Danmark tog man nogle af de samme skridt, for i 1815 udsendte kong Frederik VI et uofficielt politiregulativ, hvor sexarbejdere kunne få et månedligt check for kønssygdomme. Hvis hun var smittet var behandlingen gratis, så der var altså lidt gulerod. Først i 1863 blev det officielt lov – og så blev tilsynet lidt hyppigere.

Fra 1874 til 1906 havde vi lovlig, statsreguleret prostitution i Danmark. Kvinderne skulle have en slags uniform på og der var regler for hvor og hvornår sexarbejderne måtte færdes i København. Sexarbejderne måtte ikke bo sammen med andre sexarbejdere, børn eller kærester. I 1901 blev det ulovligt at drive bordel og i 1906 blev prostitution (atter) ulovligt.

Prostitution var ulovligt i Danmark indtil 1999. Begrundelsen var at magthaverne ønskede at den enkelte sexarbejder skulle turde at anmelde et overgreb, overfald eller voldtægt. Den side af strategien er sådan set også lykkedes, og det har hjulpet rigtig meget at en voldtægtsforbryder nu ikke længere får rabat for at voldtage en luder. Bordeldrift er stadig ulovligt.

Hvis vi ser til andre lande kan jeg lige hurtigt skitsere op at Tyskland er et stort land! Og at de enkelte byer og stater har haft meget forskellige tiltage til sexarbejde. I Østtyskland (1945-90) var prostitution forbudt, som i alle andre østlande, og eksisterede officielt ikke. I Bayern krævede man obligatoriske tests af sexarbejdere fra 1987-2002, hvor det viste sig at kun 2,5 % af de prostituerede havde en kønssygdom, langt lavere end normalbefolkningen.

Fra 2002 kunne prostituerede få en almindelig arbejdstilladelse, men det har nu ikke hjulpet meget på de problemer der ofte er i kølvandet på prostitution. Bordellerne har i øvrigt også levet en usikker tilværelse, nogle gange måtte de godt være der, andre gange ikke. Köln lavede i 2004 en dediceret prostitutionsafgift, bl.a. for at begrænse sexarbejde, skatten indbragte byen 828.000 Euro i 2006.

I Holland var prostituerede som regel enten henvist til at bo og arbejde udenfor byen eller i specielle distrikter. Napoleonshærene hærgede i 1810 og der kom samme foranstaltninger som vi har hørt om før. I 1911 blev det forbudt at drive bordel og leve af prostitution alene, men prostitution som sådan var lovligt. I løbet af 1950’erne begyndte myndigheder og politi at slappe lidt af (som med hash) og prostitution blev anerkendt som erhverv i 1988. Bl.a. som følge af pression fra Den røde Tråd, stiftet i 1985, af sexarbejdere. En undersøgelse fra 1999 viste at 78 % af de adspurgte hollændere mente at sexarbejde var et erhverv som alle andre.

Det har været svært for mig at finde noget ordentligt om de svenske forhold fra før 1999! Det har fuldstændig overskygget alt sexarbejde inden da! Men det lader til at lokale myndigheder måtte kontrollere prostitution fra 1833. I 1847 blev prostitution forbudt, men reguleret og tolereret af polis og myndigheder. En kønssygdom fik kvinden direkte på hospital.
Et fællestræk for lovgivningen var at holde prostitution nede og diskret. Sexarbejderne måtte godt være der, hvis bare de ikke larmede eller gjorde for meget væsen ud af sig. Det var også med udgangspunkt i den ret aggressive markedsføring de nigerianske sexarbejdere på Karl Johan – Oslos svar på Strøget – udviste at Norge i 2009 forbød køb af sexuelle ydelser. Også herhjemme tolereres bordeller fint, hvis der ikke er larm og ballade.

En lille, men ofte overset konkret faktor er kondomet.

Kondomer er en oldgammel opfindelse, men de var i århundreder meget dyre, svære at få fat på og noget besværlige at anvende. Dyretarm eller silke var populære materialer, men eftersom elastikken ikke var opfundet endnu, måtte man fastgøre kondomer ved at binde en snor om roden af pikken. I 1855 kom det første gummikondom på markedet, det var tykt som en cykelslange og kunne bruges igen og igen. Det var først og fremmest et præventionsmiddel brugt af par som naturligvis fordømt som sådan. I 1920’erne kom de første latex-kondomer (tynde og til engangsbrug!)  frem. Med billige, lettilgængelige kondomer forsvandt behovet og undskyldningen for at skulle kontrollere sexarbejderne.

Et par afsluttende prosexfeministiske bemærkninger. Et standardargument fra radikalfeministisk side er at hvis ikke man kan se at prostitution er det tydeligste bevis på samfundets skæve magtstrukturer. (De mener jo at kvinder ALTID er undertrykte, og aldrig i højere potens end når hun sælger ”sin krop” til mænds fornøjelse), så forherliger man prostitution. Med andre ord: Er man i stand til at se bare en gnist af kompleksitet, også i prostitution, er man en fjende og blind.

Well, som historiker vil jeg på ingen måde forherlige prostitution og slet ikke den version vi havde i Danmark i 1874-1906, hvor kvinderne virkeligt var underlagt nogle kedelige bestemmelser og begrænsninger. Der vil jeg selvfølgelig også spørge til hvor frit og reelt et valg det var. Men. Det gælder for stort set alle erhverv og livsvilkår dengang. Den sociale mobilitet var i århundrede meget ringe, men om det var mere ufedt at blive kontrolleret af politiet i en storby end af sladdertanter og familie i en landsby er et åbent spørgsmål. Var nogen af datidens jobs sjove? Givende? Og hvad ønskede folk selv? Der er desværre ikke rigtig nogle sexarbejdere, der har sagt så meget om det til at vi kan udtale os om det.

Her i vores, fede, rige del af verden i dag, hvor sult og sultedøden heldigvis ikke længere er en trussel, er der for mig at se ingen som helst tvivl om at sexarbejde kan være et helt reelt valg. Sexarbejderen bestemmer selv sin arbejdstid, sine ydelser og bestemmer suverænt over hvem han eller hun siger ja til.  Uanset hvilke feministiske floskler man pakker et prostitutionsforbud ind med, er det såmænd bare foragt for kvinder og deres selvbestemmelsesret, sexforskrækkelse og god gammeldags kvindeundertrykkelse.

Tvang er kvinder. Straf er mænd.

Af Nina Søndergaard
Overskriften er en udtalelse fra lektor, ph.d. og cand.psych. fra Center for Rusmiddelforskning på Aarhus Universitet Mads Uffe Pedersen som har forsket i hvordan teenagere bruger rusmidler. Han har fundet frem til at der er nogle forskelle i hvordan drenge og piger tager stoffer og hvordan de derefter bliver mødt i behandlingssystemet. Det kan du læse mere om i den spændende artikel fra Kvinfo, men jeg vil tage fat på den tendens han udpeger og som før er behandlet her på bloggen.

Mænd stilles ansvar for deres handlinger, kvinder skal styres og kontrolles, fordi de ikke kan tage rigtigt vare på dem selv. Pedersens eksempler kredser om at kvinder blev (bliver?) tvangsbehandlet, mænd bliver straffet. Når mænd træder udenfor reglerne og rammerne for det gode liv, så bliver de dømt af retssystemet, fordi mænd burde vide bedre og forventes at stå til ansvar for egne handlinger. Når kvinder ikke opfører sig pænt, så bliver de tvangsbehandlet ind det gode liv, da en fængselsstraf åbenbart er for barsk for en kvinde og hun sikkert ikke ved bedre.

Nu skal jeg på ingen måde glorificere det ofte meget hårde liv som folk der møder ’systemet’ lever, men deres forbrydelser mod det gode liv er en interessant pejling af hvad det er vi som samfund stadig har af idéer, forventninger, regler og normer, ofte ganske ubevidst.

Det gode liv for en kvinde i 2011 er at blive født ind i en hvid, dansk kærnefamilie der fodrer hende med usprøjtet mad, stimulerer hende og sætter hendes liv i centrum. Så skal hun i en børnehave – helst en skovbørnehave, så hun kommer ud i den frie natur og ikke bliver spoleret af byens fordærv og forurening. I skole og lære at tage ansvar for egen læring. I gymnasiet, på universitetet og derefter et godt job der munder ud i en bestyrelsespost.

I mellemtiden er hun blevet gift med en mand hun elsker højt og fået 2 børn som hun dedikerer sin tid til. Hun har indtaget sund, økologisk mad, i voksenalderen god kaffe og enkelte glas rødvin. Hun holder sin krop ved lige gennem moderat løb, dans, yoga eller svømning. Hun er monogam, dyrker ikke analsex og klæder sig passende, ikke for usselt, ikke for udfordrende.

Det er selvfølgelig sat på spidsen, alligevel kan jeg se 1000 tegn på at denne forestilling lever i bedste velgående. Min beskrivelse kunne forresten godt tolkes ironisk, hvilket på ingen måde er meningen, alle skal have lov til at finde deres egen opskrift på det gode liv og ligner det ovennævnte er det dejligt. Men det er klart at der ikke er plads til alt for meget slinger i valsen og der er masser af faldgruber, især i voksentilværelsen. (Børn er jo prisgivne deres forældres idéer om det gode liv).

Her vil jeg selvfølgelig forsvare kvinders ret til at vælge at sexarbejde, noget der stadig i den grad strider imod opfattelsen af det gode kvindeliv.

En kvindes lykke afhænger ikke nødvendigvis af en ægtemand eller kun at blive penetreret af kærester (én ad gangen!). En kvinde kan fint opnå lykke ved at dele ud af sin krop. Det er der velmenende folk der ikke er enig med mig i, de vil forbyde sexkøb som man har gjort det i Sverige og Norge. Ikke for at straffe kvinderne, men for at hjælpe dem ind på det rette spor. Straffet bliver kun mændene, de grimme sexkøbere der udnytter svage kvinder og burde tage ansvaret for hendes liv og velbefindende.