9 to 5 Days In Porn

25 03 2009

9to5

Af Tamiko Taguchi

Vi har i den feministiske studiekreds talt om, at der er brug for nye og anderledes fortællinger om kvindens, og for den sags skyld mandens,  seksualitet. Det er der bl.a. fordi de mest gængse fortællinger har det med at fastfryse kønnet i nogle bestemte stereotyper, for kvindens vedkommende kunne det være: romantisk, følende, modtagende, omsorgsfuld. Ikke at de nævnte kvaliteter er forkerte eller aseksuelle, men man kan savne alternative kroge at hænge sin seksuelle identitet op på. En dissekering af vanetænkningen omkring kærlighed og køn kan måske føre til mere kreative måder at løse konflikter i privatlivet på og kan være bevidstudvidende for begge køn (vi læste Bronwyn Davies: ”Kvinders Subjektivitet og Feministiske Fortællinger”).

Derfor fandt jeg på at anmelde filmen ”9 to 5 Days In Porn”, som er en række miniportrætter af mænd og kvinder, der arbejder i pornoindustriens Hollywood: San Fernando Valley i Californien.
Filmens kvinder strækker sig fra de handlekraftige og manipulerende pornstars til nogle mere triste typer, som ikke helt synes at have magten over den situation, de har sat sig selv i. I den første kategori finder vi den smukke, naturlige Belladonna, som, trods sin katolske opdragelse, har kastet sig i nydelsesfuld grams i pornoens mørke afkroge, og sammen med sin mand har opbygget et mindre imperium. Hun spiller, caster, instruerer og markedsfører selv sine film og har så vidt jeg kan udlede den fulde kontrol med sit brand. Hendes mand filmer, klipper og producerer, og er udelukkende blevet trukket ind i branchen pga hende. Hendes blide, venlige væsen og aldeles upumpede fremtoning står i kontrast til de billeder, man kan have på nethinden af silikonefyldte solariebrændte Barbiekvinder (ikke et ondt ord om dem), og det samme gør hendes insisteren på at afsøge grænserne for sine mest outrerede perversioner.

Endnu mere intens er den unge upcoming stjerne, Sasha Grey. Hun har ventet med længsel på sin 18 år fødselsdag, hvor hun endelig kunne forfølge sit mål: at revolutionere pornografien og opfattelsen af, hvad kvinder må, kan og tør seksuelt. At dyrke det mest beskidte, perverse sex, hun kan komme i nærheden af, og at blive en stjerne, hvilket hun lykkes med ret hurtigt. Hun har en nærmest intellektuel tilgang til sit projekt, som hun dokumenterer på dagbogsagtig facon, og hun støttes i det private af sin stille og rolige kæreste, som ikke har nogen forbindelse til branchen.

 

I den anden ende af spektret møder vi Audrey Hollander, endnu en ung smuk kvinde, som man aner har kastet sig ud i at spille porno, ikke fordi hun søger sig selv, men fordi hun vil anerkendes af den mand, hun desværre har forelsket sig i og siden gifter sig med. Manden kan man sådan set ikke klandre: han er en rimelig utiltalende, selvfed pornoproducer med rockstar-attitude, og har ikke den store respekt for sin kones meninger eller følelsesliv, men han er ikke uærlig eller på andre måder skummel. Hende kan man derimod godt få lyst til at ruske i, da hun forekommer mere og mere ulykkelig, sølle og alkoholpåvirket som filmen skrider frem. Nej, det er ikke særlig behageligt at være vidne til en pige i Audreys forfatning blive revet rundt foran et kamera af en stor, tatoveret marinesoldat med kvælertags-fetish.

Som en slags meta-tilstedeværelse over de forskellige skæbner hører vi løbende udtalelser fra ex-pornoskuespillerinderne Sharon Mitchell og Nina Hartley. Mitchell lavede pornofilm i 20 år, og var afhængig af heroin. Efter et meget voldsomt overfald besluttede hun sig for at vende pornoen ryggen, og var, som hun selv siger det, meget  tæt på at ende som  ”reformed whore”, pga de mange smertefulde oplevelser hendes livsstil havde ført med sig. I stedet tog hun tyren ved hornene og uddannede hun sig til læge, og driver nu den private klinink AIM, som er et sundhedstilbud rettet mod sexindustrien. Hun og Nina Hartley (pro-sex feministisisk celebrity) rådgiver via oplysningsmateriale mænd og kvinder om faldgruberne i branchen, og Mitchell står for at udstede en stor del af de obligatoriske HIV-test certifikater, som pornoskuespillere jævnligt må tage.

Noget af det interessante, som filmen tematiserer, er de fællesnævnere, der er for disse kvinder, som på den ene eller anden måde drages til eller havner i porno. Nemlig at de fleste i forvejen identificerer sig som misfits og outsidere i de miljøer de kommer fra, f.eks grundet en ”abnorm” seksualitet, eller fordi de føler sig anderledes på andre måder. De drives af en trang til at gøre op med normer, at gå imod strømmen og være unikke og at udforske sig selv og verden. Pornoen er et identitetsprojekt. Med andre ord, og set med den voksne bagklogskabs briller på, er det i pricippet forholdsvis normal ungdomsadfærd – blot med en ekstra tand af vovemod, egotrip, sexhunger eller for nogles vedkommende selvdestruktions-drift.

Hvis ikke pornoens aktører rent faktisk lavede business, kunne man fristes til at se fænomenet som en subkultur på linie med kulturer omkring musik, stil og underholdning. Den ser ud til at mobilisere nogle af de samme følelser af fælleskab, tilhørsforhold, ”os imod systemet” og glimtvis glamour, der gør sig gældende i andre universer, der tiltrækker søgende, rastløse mennesker. Det er også tydeligt, udfra de de sexscener i ”9 to 5 Days”  som går godt, at aktørene leger, griner og fjoller med hinanden under og imellem DPs og cum shots, og man fornemmer den bonus, det hårde fysiske arbejde også må kaste af sig i form af den endorfin-inducerede lethed i sindet, som masser af seksuel aktivitet giver. Men altså også at mange af disse mennesker laver denne form for arbejde, fordi det udover at være velbetalt, er sjovt.

Man kan godt undre sig over, at porno til trods for de gode indtjeningsmuligheder, den lave forekomst af kønssygdomme (lavere end i en alderssvarende ikke-porno-skuespiller kontrolgruppe), og det grundige kendskab, man har mulighed for at tilegne sig om sin egen og andres kroppe, stadig er et område, som rigtig mange ikke ville ønske at deres nærmeste eksperimenterede med (måske kun matchet i bekymrings-faktor af eksperimenteren med stoffer). Jeg ser antipatien som et udtryk for forestillingen om, at en kvinde får uslettelige ar på sjælen af at dyrke sex med for mange mænd. Lige præcis den fortælling om kvinder, synes jeg, er værd at gøre op med. Ganske vist kan man opleve, at man fortryder de valg man tog i sin ungdom, og man kan erkende, at man dengang så på verden lige lovligt sort-hvidt. At det oprør, man mente var revolutionerende, i dag klinger hult og måske ligefrem latterligt. Men det er sådan set vilkårene ved at gå i gennem livet og blive klogere, og vi må alle hver især lære at leve med de valg, vi har taget. At kvinder, som lige præcis har eksperimenteret med seksualiteten, skal tilbydes at blive svøbt i en efterfølgende evighedsoffer-kappe, er ude af proportioner, når vi tænker kvindelig seksualitet som noget mere hårdført, og den unge kvinde som ansvarlig for sine handlinger på linie med den unge mand. Sex kan, for både kvinder og mænd, opleves som noget intimt og privat, som åbner op for det allerinderste i den udkårnes nærvær. Men sex kan lige såvel anvendes i leg, som en ekstremsport, eller et eksperiment med kroppens og sindets formåen.

http://www.9to5-themovie.com/





Bitterfissen

23 03 2009

En anmeldelse af Nina Søndergaard

BitterfissenHvordan skal vi nogen sinde få ligestilling i samfundet, når vi ikke engang kan finde ud af leve ligestillet med den vi elsker? af Maria Sveland, Modtryk, 2008, 241 sider. Oversat fra svensk af Christina W. Bojlén

Sara er 30 år, journalist og bitter mor. Hun flygter fra vinter-Sverige en uge til Tenerife, efterladende mand og barn derhjemme. Undervejs får hun ro til at tænke over sin tilværelse, godt hjulpet på vej af Erica Jongs roman Luft under Vingerne. Plot spoiler alert: Hun vender tilbage til Sverige, mand og barn med en masse nye erkendelser.

Der er allerede skrevet meget om Bitterfissen. Men her et par ord på en feministisk blog. Der er masser af interessante (og rigtige, som i statistisk korrekte) betragtninger i bogen. Ligestilling er der faktisk ikke, selv ikke i Sverige, slet ikke når der kommer børn ind i billedet.

Her vil jeg se Sara som prototypen på den moderne, skandinaviske karrierekvinde, der aldrig har været rigtigt politisk engageret, men alligevel ser uretfærdighed overalt (s. 47). Sara er hvad vi i Danmark vil kalde nypuritansk. I Sverige er hun vist ret gennemsnitlig. Jeg vil her tillade mig at se hende som eksponent for nypuritanerne eller en bestemt form for feminisme – og ikke så meget som en ’rigtig’ person med alle de modsætninger og spændinger vi alle rummer. Persontegningen er tynd og det er kun drypvis at vi får noget at vide om Sara, til gengæld hives utallige referencer til blandt andre Erica Jong og Suzanne Brøgger ind, altså tankegods som vi må antage at mange feminister har stiftet bekendtskab med.

Hun er mildest talt et anstrengende bekendtskab (og et vådt ét, hun græder meget). Ganske vist gør hun klart fra starten at hun er bitter over at være bitter, men det er forstemmende at læse hendes altopslugende krav om kærlighed. Hun vil elskes. Betingelsesløst. Altid. Af alle. Men det er noget mere uklart hvad hun selv har at give. Og det hele bunder selvfølgelig i en trist barndom med en fraværende, drikfældig far og selvopofrende mor.

Sara er bitter over manglen på ligestilling. Det kan jeg også blive ond i sulet over. Men Sara er ude af stand til at se at hun ikke ønsker ligestilling, men at hun får sin vilje hele tiden.

Ligestilling betyder her ikke kun at mænd og kvinder laver lige meget til lige løn, tager sig lige meget af børnene, men også at de oplever og føler ens. Det er for mig at se denne romantiske indstilling til følelseslivet, der gør Saras ligestillingsprojekt umuligt. Det er nemlig ikke nok at manden laver det samme som kvinden, han skal føle det samme. Det er et ufravigeligt krav at han skal dele akkurat den samme mængde smerte og glæde som hun selv. Saras blanke afvisning af at andre kunne formaste sig til at mene og føle noget andet end hende selv giver hende en masse nederlag. Hun er med andre ord per definition sur, forarget og fornærmet hvis ikke alle synes akkurat det samme som hende.

bitterfisse2

Det kommer til udtryk i at Sara på side 25 kan ærgre sig over at mænd ikke tager mere barsel. På side 45, da hun har født og er blevet syg, føler hun sig svigtet på det grusomste af sin mand, der ikke ønsker at overnatte på hospitalet med hende og barnet, men tager hjem i stedet med barnet. Altså, at han tager sig af sin nyfødte dreng er et svigt, et nederlag, en mandlig hån mod hende, der ligger syg på hospitalet. Hverken Sara, andre eller forfatteren borer i dette. Der er kun ét fortællespor, hvor selvmodsigende det end er: Nemlig at mænd er røvhuller og svin, uanset hvad de gør (medmindre de skræller appelsiner, s. 160). Alligevel er Sara ude af stand til at forestille sig at leve alene – eller at tage imod Rositas flirt på Tenerife.

At vi alle skal spejle os fuldstændigt, 100 % og hele tiden, i hinanden gør, at der kun er plads til tosomhed i Saras univers. Ikke at Sara har spekuleret så meget over det, det tager hun for givet – som så meget andet, s. 26. Selv når hun tænker på regnbuefamilier [homoseksuelle familier], så er det som par og par, der får børn sammen, og at børnene faktisk kan trives med denne form for udvidet familie, s. 168. Det er flot af Sara at hun ved at også bøsser og lesbiske kan blive forældre og at hun endda kan acceptere dette. Så er det næsten for meget at forlange, at hun kunne overveje at personerne ikke nødvendigvis ser sig selv som par, men måske som storfamilier, enkeltpersoner eller noget helt tredje. Saras opskrift på et voksenliv er lig med pardannelse, hvor ligestillingen er total på antal kroner og øre, bleskift, latteranfald, orgasmer og følelser.

Under et interview med hendes beundrede Suzanne Brøgger, udtaler Brøgger at hun er taknemmelig. Over at være i live, at der findes ømhed og ingen af hendes elskede var syge eller døende, s. 115. Dét bliver Sara skuffet over. Meget. Men senere, da hun går derfra, føler hun sig storsindet (s. 116), da hun pludselig respekterer Brøggers privatliv og at Brøgger lever med ”alle de modsætningsfyldte følelser som tosomheden indebærer.” (s. 117) Sara forankrer Brøggers følelse af taknemmelighed (enkel glæde over medgang?) i parforholdet. Brøgger omtaler ’elskede’, hvilket kunne henvise til alle hendes (tidligere) elskere, familie, venner, naboer, katte og kanariefugle, men Sara har ikke fantasi til at rumme mere end én elsket. Bemærk også at Sara føler sig large over at kunne respektere at Brøgger ikke føler det samme som hun.

Sara vil gerne eje sit eget liv. Det kommer hun også til på sidste side. På side 232 kommer hun endelig til den erkendelse at hun kan tage ansvar for sit eget liv, og ikke bare følge et lyserødt ideal om lykke som det onde patriarkat har stillet op for hende. Sara har det også ret godt i sin krop, hun er åbenbart smuk, solbrændt og stærk. Hendes seksualdrift fejler heller ingenting og hun havde mange kærester i gymnasiet. Hun opdager ”hvad begrebet luder egentlig dækker over: magten over vores seksualitet. (s. 131)” Det er så langt som hendes forståelsesramme rækker. For hendes krav om aldeles ens afspejlede følelser og kærlighed for alle får hende til at fordømme sexarbejde. Sara bliver dårlig, da hendes mandlige kollega fortæller at han har købt en sexydelse i Thailand for 10 år siden (s. 177-180):

”Men hør lige, jeg er sprøjtende ligeglad med, om du har været utro eller ej. Folk kan for min skyld bolle til både højre og til venstre, men jeg bliver utroligt ubehageligt til mode over at høre, at du har udnyttet fattige thaikvinder, som har måttet prostituere sig selv for at overleve. Hvordan føles det at bolle en, der er nødt til at gøre det for penge, men som ikke selv har spor lyst til det? spurgte jeg ophidset.

– Nu er det jo ikke så enkelt, som at de ikke har lyst…, sagde han, og jeg måtte igen se ham i øjnene for at tjekke, om han lavede grin med mig.” (s. 178)

Det kunne ligne god gammeldags forargelse, men Sara har faktisk gjort som mange sexarbejdere (og andre), nemlig skabt sig et frirum gennem sex. Som 14-årig har hun en kæreste på 21 (dén var ikke gået i dag), han smitter hende med kønsvorter og klamydia, til gengæld bor hun stort set hos ham for at slippe for sin familie. Hun prøver at overleve, og kæresten er det eneste alternativ hun har.

”Det sved og gjorde ondt at have sex med Jens, men det var alligevel bedre end at være i nærheden af min mors og fars fornedrelse. Det var min eneste mulighed for at slippe for deres angst. Sådan var det, selv om jeg ville ønske, at der havde været andre måder at blive voksen på end gennem disse frivillige voldtægter.” (s. 146)

At hun valgte en kæreste frem for kvælende familieliv er åbenbart på ingen måde sammenligneligt med at vælge sexarbejde frem for kvælende fattigdom, så Sara har ikke kvaler med at forbyde andre hvad hun selv har gjort og endda fortæller frejdigt om. Storsindet som hun fyldes af på side 116 har trange kår i resten af bogen, hvor det primært er samfundets og andres skyld at hun er bitter. Hendes enorme krav om uendelig lykke, tilfredsstillelse og kærlighed fylder så meget at hun næsten ikke tør tro en ældre kvindes ord om at man ikke er i stand til at vælge rigtigt hele tiden, men bliver nødt til at lære at leve med at man måske kommer til at vælge forkert en gang i mellem, s. 230.

Saras verden hvor der kun er plads hendes egne følelser, uden at hun skal kunne hænges op på noget, er for mig at se barnlig og ukonstruktiv. Desværre fylder Bitterfissen så meget i bogen, at de glimtvis interessante betragtninger drukner aldeles hendes bitre kærlighedshunger. For dét at mænd stadig har en anden position end kvinder, har Sara egentlig ikke forudsætninger for at analysere, da det hele bunder i at andre (uanset hvem og hvilket køn) til tider føler og gør noget andet end det hun selv gør. Altså er vi kun nær ved at få nogle spændende feministiske vinkler på fx arbejdsgange eller retssager, men Sara evner ikke at træde ud af sin ynkelige barnerolle som den evigt uelskede og danne sig et reelt overblik. Jeg håber at Sveland i næste bog formår at skabe sig en karakter der kan rumme lidt mere end Sara kan, der er nemlig potentiale som bare ikke bliver forløst i kravet om kærlighed nu.





Kvinder, der kæmper

11 03 2009

 

af Eini Carina Grønvold

Søndag d. 8. marts, på Kvindernes Internationale Kampdag, var vi en gruppe kvinder, der gik igennem Vesterbro for at kæmpe for sexarbejderes rettigheder og mod et sexkøbsforbud.

Manifestationen var en historisk begivenhed på dansk grund, da det var første gang, feminister og sexarbejdere demonstrerede for sexarbejderes rettigheder, og det gav hele oplevelsen en særlig aura – finurligt understreget af den sol, der brød igennem sky og regn, da vi indtog Enghave Plads efter 8. Marts-initiativets parade.

For mig personligt var den dag også klimaks på 2-3 heftige uger, hvor en lille gruppe ildsjæle kæmpede intenst for at få manifestationen op og stå. Vi havde hverken tid eller penge, men vi havde en stærk vilje, og det så man beviset på i går.

Da vi havde pakket banneret sammen og sad og fik en nedkølingsøl, havde jeg en følelse af enorm tilfredshed og stolthed. Det var gået rigtig godt. Bedre end man havde turde håbe på med så meget modstand.

Efterfølgende melder tilbageblikket sin ankomst, og hvor handling giver en følelse af kontrol, så er efterrationalisering som et grundvilkår afmægtig. Man føler sig lige pludselig usandsynligt blottet ved at have gået der og gjort sig til og ikke kunne gøre de detaljer, man ihærdigt finder frem fra al succesen, om.

Men hvor jeg dog glæder mig til at stå der til næste år igen!

På Enghave plads holdt jeg en tale. Den kan læses her:

Til at starte med vil jeg spare jer et kort øjeblik for politisk brandtale og ganske enkelt takke hver og en af jer, der er mødt op i dag, for overhovedet at være her.

Tak for det!

Vi er ikke mange, og det kunne man ikke forvente, vi ville være. For det kræver MOD at være her i dag. Det kræver MOD at gøre op med flere tusinde års historier. Historier om kvinden som svag og sårbar. Historier om skamfuld seksualitet og syndefald. Historier om madonnaen og luderen. Historier om horen, skøgen, tøjten som den faldne kvinde, der skal reddes ind på dydens – moralens – smalle sti. Historier om sagesløse kvinder, der bliver begæret og nedlagt og ALDRIG ALDRIG ALDRIG begærer og nedlægger.

En løgn, der siges ofte nok og som ikke afvises og modsvares, kan desværre opnå karakter af en sandhed. En moral, der ophøjes længe nok kan forveksles med et indlysende faktum.

Så hvordan får vi stoppet disse løgne? Hvordan får vi fortalt nye historier, der kan erstatte de gamle? Det gør vi, først og fremmest, ved at stå her i dag.

Få hundrede meter fra hvor vi står nu er en masse mennesker samlet i 8. marts-initiativets demonstration for at forbyde prostitution. Få hundrede meter herfra genfortælles de gamle historier om kvinders sårbarhed endnu en gang.

I mine øjne viser det, at en stor del af kvindebevægelsen er i en sørgelig forfatning. Feminismens navn er blevet taget til gidsel i en sag, der handler om alt andet end det, feminisme BØR handle om.

Det burde være åbenlyst, at der er noget galt, når en feministisk demonstrations hovedtaler er en af tidens mest populære mandlige politikere og demonstrationens formål er at bekæmpe andre kvinders rettigheder.

”Forbyd sexkøb”, siger de. Det skal være den mandlige sexkunde og ikke den kvindelige sexarbejder, der skal stilles til regnskab for usædeligheden.

Men at ulovliggøre sexkøberen ER ultimativt at ulovliggøre sexarbejderen. Den eneste forskel er, at man ikke engang tilkender sexarbejderen ansvarlighed og selvbestemmelse nok til at stille hende til regnskab for sine egne valg. Og dét fordi hun er KVINDE – der er sjovt nok ingen, der hidser sig op over, at mænd sælger sex.

Udover drastisk at forværre sexarbejdernes generelle vilkår, ville netop dén lovgivning også være med til at reproducere en forestilling om, at manden skal beskytte og tage ansvar for kvinden, for kvinden er sårbar og ude af stand til at handle selv.

Det er lige præcis de forestillinger, som det burde være feminismens opgave at slå i tusind stykker.

For kvinder er ikke svage! Vi er stærke, handlende individer, der har ret til bestemme over vores egne kroppe! Der har ret til, som samtykkende voksne, at dyrke sex med hvem vi vil og hvordan vi vil, uanset om der er penge involveret eller ej!

Så hvor er feminismen henne?

Er det fordi, vi kvinder er løbet tør for ting at kæmpe for, at landets største feministiske forsamling kæmper under samme antifeministiske parole for andet år i træk? Det ville visse feminisme-kritikere sikkert sige…

NEJ!

Der ER STADIG en kvindekamp at kæmpe! Hvad vi kæmper for – her – i dag er kvindens frigørelse fra patriarkatets jomfru-ideal!

Vi ønsker at gøre op med forestillingerne om en romantisk, monogam seksualitet som den eneste mulighed for kvinder. Vi vil kæmpe for en kultur, hvor kvinder anerkendes som handlende subjekter med ret til egne tolkninger af det værktøj, der er seksualiteten, og det UDEN for moralske forestillinger om, hvad der er en RIGTIG seksualitet, og hvad der ikke er.

Kampen for sexarbejderes rettigheder er en social kamp, hvor målet er anstændige arbejdsforhold for sexarbejdere, men den kamp er også et symbol for frisættelsen af kvindens seksualitet, og det er derfor, vi står her i feminismens navn i dag!

Tak til Maj Christensen for billeder.





Definitionen på porno

8 03 2009

Definitioner i debatten om seksualitet

af Tamiko Taguchi

På vores tredje studiekredsmøde læste vi teksten ”Defining Pornography”, som er et uddrag fra libertarianeren Wendy McElroys bog ”XXX: A Woman’s Right to Pornography” (1995). Teksten er del af hendes kampskrift for pornografi, og i den taler hun om vigtigheden af objektive definitioner i debatten om sex. Hun beskriver bl.a., hvordan radikale feminister (som Andrea Dworkin) i USA har haft held med at definere pornografi som ”vold imod og udnyttelse af kvinder” (det samme gælder prostitution). Den holdning er ikke ualmindelig herhjemme, og stammer bl.a. fra dette feministiske ideophav.

Definitioner, der som denne, baserer sig på subjektive følelser om et emne, er farlige, da de udover at være ekstremt ensidige, implicit bærer en moralsk dom, som det kan være svær at modsige. Man kommer nemlig til at fremstå som et usympatisk menneske, hvis man gør det – der er jo tale om ofre her, og hvem vil være bekendt at træde på nogen, som ligger ned? Disse definitioner får desværre ofte en stor gennemslagskraft i offentligheden – netop pga. sin direkte tale til følelserne og den kollektive forargelse.

Et eksempel herhjemmefra på en slagkraftig definition, som har farvet debatten, i dette tilfælde om sexkøb, er Jens Høvsgaards yndlingsord ”sexslaver” (fra bogen ”SOLGT TIL SEX”, 2007). Uden skelen til statistik og kun med udgangspunkt i sin egen private undersøgelse lykkes det ham at give et billede af, at alle udenlandske prostituerede er ofre for trafficking. Dette virkelighedsfjerne billede satte sig fast i rigtig mange menneskers bevidsthed som fakta.

Et andet eksempel er Kenneth Reinickes udtryk ”at onanere i en andens krop” om det at dyrke sex med en prostitueret – et udtryk, som signalerer en ubehagelig afstumpethed, som de fleste instinktivt får lyst til at tage afstand fra.
Stærke definitioner glider umærkeligt ind i sprog og bevidsthed, og former vore holdninger og moral. De bliver til pejlemærker for, hvad der er rigtigt og forkert, acceptabelt og uacceptabelt. Derfor er det uhyre vigtigt, at vi gør vort bedste for at afgrænse og afdække virkeligheden med de ord, vi bruger, fremfor at fedte dem ind i følelser eller moralske dagsordner.

Wendy Mc Elroys endelige definition af pornografi lyder sådan: den udpenslede kunstneriske skildring af mænd og/eller kvinder som seksuelle væsner. Den siger ikke noget om, hvorvidt pornografi er godt eller dårligt. Den beskriver bredden af området og afgrænser det samtidig skarpt. Definitionen har intet med afsender eller modtagers intention eller reaktion at gøre. At en person tænder på undertøjsreklamer fra Føtex gør ikke reklamen til porno. Derimod vil en beskrivelse af et samleje i en bog være porno, selvom forfatteren måske vil påstå at vedkommende ønskede at bruge samlejet som en protest mod fascisme.

Teksten inspirerede mig til at tænke over definitioner i debatten om seksualitet herhjemme, som jeg synes formidler en moral, jeg ikke kan tilslutte mig. Her er nogle eksempler:

Tingsliggørelse / objektgørelse – bruges negativt om kvinder, der er fremstillet på en måde, som fokuserer på deres seksualitet – f.eks i reklamer, film, blade. Definitionen baserer sig på, at det skulle være et minus for en kvinde at fokusere på sin seksualitet offentligt eller i kommercielt øjemed. Den indeholder det præmis, at en kvinde, der fremstilles som et seksuelt væsen, ikke i andres øjne kan besidde andre kvaliteter, f.eks intelligens. Det ene udelukker åbenbart det andet. Dette er ikke en debat, der finder sted, når det handler om mænd i reklamer o.l.

De unge skal lære sig et realistisk forhold til sex – siges i forbindelse med unges forbrug af porno, som altså skulle give et urealistisk forhold til sex. Men hvem bestemmer, hvad der er realistisk sex? Sex er utroligt meget andet end elskov mellem ægtefæller.  Desuden viser undersøgelser, at de fleste unge kan skelne mellem pornofilm og virkelighed – selvfølgelig. Det er arrogant at antage andet. Unge mennesker tror jo heller ikke de kan flyve, fordi de ser en Superman film.

Pornoficering – som regel af ”det offentlige rum”. Ordet er en kritik af det fænomen, at seksuelle signaler og nøgenhed optræder langt mere i vores omgivelser end tidligere. Kritikken plejer at omfatte kapitalismen eller ”forbrugermentaliteten”, da det som regel drejer sig om sex i reklamer.  Det er indforstået i denne sammenhæng, at pornografien (og dens formodede stereotyper) er negativt, unaturligt og forvrængende, og ødelægger eller fordrejer noget oprindeligt i vores forhold til krop og seksualitet.
Ja, vi er i højere grad er omgivet af seksuelle billeder. Men dem, der frygter eller væmmes ved disse, glemmer muligvis, at denne virkelighed er frugten/konsekvensen af den seksuelle frigørelse og ytringsfrihed, som nogle andre har tilkæmpet sig før vores tid. Friheden til at vise nøgenhed uden at skamme sig og åbenlyst skilte med sex er ikke en selvfølge – særligt for kvinder burde det være en sejr, da vi bestemt ikke altid har måttet have en seksualitet.
At ønske at begrænse den frihed, fordi man synes at nogle mennesker bruger eller fortolker den forkert, eller produktet af den frihed ikke falder i ens smag, er at ville gå baglæns.

En anden side af sagen er, at porno i dag er så mangesidig, at man faktisk ikke kan tale om en særlig stereotyp mainstream. Porno er også bare almindelige mennesker, der har sex på tusind forskellige måder.





Prostitutionshistorie light

8 03 2009

Prostitutionens historie i kort udgave med fokus på regulering af området

Af Nina Søndergaard

peter-retter-pa-nina2

Det er ikke helt rigtigt at prostitution er verdens ældste erhverv, det er nok snarere en konkurrence mellem pottemagerne, musikerne og bådebyggerne. Men at sælge sex følger tæt i hælene på pengeøkonomi (Ringdal, 1998). Det blev tydeligt for europæerne, da de kom til Stillehavsøerne, der i 1700-tallet ikke havde penge i vores forstand. Økonomien var baseret på byttehandler. Da øerne blev indlemmet i kolonierne og fik pengeøkonomi, så man at prostitution fulgte efter. Nogle af kvinderne kunne se en klar fordel i at sælge sex til de hvide sømænd, hvor de før hen havde gjort det gratis.

Det faktum at sexarbejde som fag ikke forudsætter (men ikke udelukker) en lang uddannelse, stort indskud eller avancerede lokaler og udstyr har været med til at gøre det til et karrierevalg for mange kvinder gennem historien. Kvinder som typisk ikke har/havde helt samme adgang til uddannelse, erhverv eller finanser som mænd, men som også ønsker at forbedre deres situation. (Mænds indgang til prostitution er langt mere dunkelt belyst og udeladt i denne tekst). Det har alt sammen været med til at gøre prostitution svært at udrydde, selvom utallige forsøg er gjort. De to eneste tilfælde der kendes til, hvor komplekse samfund i en periode ikke har haft prostitution, er Kina under revolutionen og Afghanistan under Taliban. Disse samfund repræsenterer også en ekstrem situation for en meget stor del af befolkningen, og erfaringerne derfra er vanskelige at overføre på andre lande.

Mange moderne samfund har forsøgt med forskellige former for regulering af sexarbejdet, da det i mange samfund anses som grimt, forkert, upassende karrierevalg eller skadeligt. En måde at regulere det på er at lade det være et anliggende for staten, som i republikken Romerriget eller Danmark (reelt kun København) 1874-1906. En anden måde at regulere det på er ved at forbyde det, som i Danmark 1906-1999.

I New Zealand, Australien, Holland og Tyskland er prostitution som erhverv lovligt (en proces gennem de seneste 15 år) under visse restriktioner. I de ovennævnte lande er gadeprostitution ikke lovligt, men findes stadigvæk og udgør et problematisk område, da mange gadepiger ikke kan eller vil leve op til de krav, der stilles til at drive sexarbejde. En australsk undersøgelse fra 2007 har påvist at de illegale gadepiger har dårlige vilkår på en lang række områder, men at især vold (fra partnere og kunder i den rækkefølge) udgør en væsentlig risiko for dem. Der er med andre ord en række problemer, der følger i kølvandet på en delvis regulering, da der opstår to cirkler af sexarbejde. Den ene er reguleret og forholdsvis velfungerende med lave rater af vold og kønssygdomme, og har i undersøgelser fra Holland og Australien vist at rumme høj grad af jobtilfredshed og veluddannede kvinder. Den anden cirkel består først og fremmest af sexarbejdere på gaden, de har ofte misbrugsproblemer, en lav grad af uddannelse, er flyttet hjemmefra tidligt og har en historie præget af vold. Tilrejsende sexarbejdere har i landene her en stor risiko for at havne i den illegale del af branchen.

Den new zealandske tilgang til prostitutionsområdet er et markant brud med tidligere forsøg på at regulere branchen, da sexarbejderne selv er blevet inddraget i alle aspekter af lovgivningen. Ganske ligesom mange andre grupper af arbejdere har påvirket arbejdsmiljølovgivningen inden for deres eget felt. De fleste sexarbejdere har udtrykt stor tilfredshed med lovændringen og det har øget trygheden (både faktisk og følt) blandt sexarbejderne. Prostitutionen er ikke steget. Der er dog stadig problemer med stoffer i miljøerne ligesom kontrollen med bordellerne skal skærpes.

En helt anden vej har Sverige taget. Her valgte 2/3 af parlamentet at vedtage sexköpslagen i 1999. Dermed blev det forbudt at købe seksuelle ydelser i Sverige, men det at sælge sex er ikke ulovligt og alle kan sådan set registrere sig som moms- og skattepligtige prostituerede. Det er enestående i verdenshistorien at kriminalisere kunderne. I 2006 udkom der en rapport om lovens virkninger i Sverige, heri kunne det ikke fastlås at prostitutionen som helhed var faldet, selvom gadeprostitution var. Der er ikke mange domsfældelser og politiet kunne heller ikke konkludere at traffickingen var faldet siden 1999. Sexarbejderne rapporterer om større utryghed og hvordan at brugte kondomer kan bruges i efterforskningen af kunderne. Også i Sverige har man problemer (de er ikke blevet mindre siden 1999) med narkotika.

I Danmark har prostitution været lovligt siden 1999, hvilket betyder at alle kan blive moms- og skatteregistrerede som selvstændigt erhvervsdrivende som prostitueret, men man kan ikke blive ansat som sexarbejder, da den danske rufferilov stadig er streng. Den fastslår at alle der forleder, hjælper eller tjener penge på kønslig usædelighed eller bordeldrift kan straffes med op til 4 års fængsel. Det vil sige at sexarbejderne i Danmark reelt ikke må ansætte telefondamer, revisorer eller rengøringsassistenter. Sexarbejderne har heller ikke faglige rettigheder som alle andre arbejdere (undtaget forfattere).

Læs mere:

Nils-Johan Ringdal: Kærlighed til Salg – De prostitueredes verdenshistorie, Tiderne Skifter, 1997.

Charlotte Seib: Health, well-being and sexual violence among female sex workers: A comparative study, ph.d. afhandling juni 2007 fra Queensland University of Technology.

http://www.sexlinien.dk/Default.aspx?ID=4771

http://www.seksualpolitik.dk/new_zealand.html

http://sv.wikipedia.org/wiki/Sexk%C3%B6pslagen





Pretty Exploited Woman A/S (gæsteindlæg)

8 03 2009

Gritt Uldall-Jessen er speciale-studerende, Københavns universitet, hvor hun skriver om tekst i teatret – scenisk tekst, og er dramatiker.

I efteråret 2008 blev manuskriptet til den amerikanske film ”Pretty Woman”(1990) af J. F. Lawton sat op som en teaterforestilling ”Pretty Woman A/S” i en til lejligheden konstrueret boks, der bestod af tre blå containere, på Halmtorvet, Vesterbro. Det var sceneinstruktør Tue Biering og manuskriptforfatter, dramaturg Jeppe Kristensen, der stod bag forestillingen.

Det var en forestilling, der fik en del offentlig opmærksomhed, ikke mindst på grund af – som de to scenekunstnere meldte ud i pressen – at der medvirkede ”ægte prostituerede”. Anmeldelserne af forestillingsbegivenheden var delte. Den fik fx fem stjerner ud af seks i Politiken og blev gjort til årets forestilling af teaterredaktør Monna Dithmer, hvorimod den samme avis’ teateranmelder Per Theil tog skarpt afstand fra den. Teateranmelderen på Dagbladet Information valgte helt at ignorere den. Værestedet ”Reden” var i ”Deadline” og mente, at initiativet var positivt og ville give publikum syn for sagn på temaet prostitution (læs: Problematisere myten om den lykkelige luder). Fra Kunstrådets Scenekunstudvalg, som havde støttet forestillingen med ca. en million kroner, udtalte en repræsentant, at det måtte være en mere komfortabel måde at tjene penge på for de deltagende gadeprostituerede, da de så ”kun” skulle på scenen.

Jeg skal ærligt indrømme, at jeg havde en meget dårlig oplevelse og vil her forsøge at udrede, hvad det var, der efter min mening foregik i forestillingen, for til sidst at stille nogle mulige standpunkter op for og imod og diskutere dem.

Selve stykket var en gennemspilning af udvalgte, centrale scener fra filmmanuskriptet til ”Pretty Woman”, der handler om den gadeprostituerede Vivian Ward, der ved en tilfældighed bliver samlet op af en meget rig forretningsmand, Edward Lewis, som i en forretningssammenhæng har brug for hende til at spille hans kæreste. Der opstår undervejs et romantisk forhold mellem de to. Dette forhold påvirker Vivian Ward, og hun ender med at opgive sit arbejde som prostitueret, ligesom Lewis opgiver sit stenhårde business-image. Der står i beskrivelsen af filmen, fx da DR-TV viste den i julen sidste år, at der er tale om to personer, hvis liv er styret af penge, men at kærlighed får dem til at vælge at leve anderledes.

I denne danske opsætning var der hver aften en casting, hvor en gadeprostitueret blev valgt ud til at optræde i forestillingen som karakteren “Vivian Ward” overfor den professionelle skuespiller Anders Mossling, som spillede karakteren “Edward Lewis”.

Det var en live casting, hvor de fremmødte kvinder sad i en campingvogn, et stykke uden for de containere, hvor scenerummet og publikum var placeret. Publikum kunne følge deres samtale om, hvem der skulle spille med i aften, via live videotransmission på nogle monitorer, der hang under loftet. Det, som afgjorde, hvem der skulle spille med den aften, var tilsyneladende, hvis tur det var. De fik alle et mindre honorar for at sidde i campingvognen til casting, mens betalingen for at medvirke som hovedperson i de halvanden til to timer, forestillingen varede, ifølge et interview med de to producenter svarede til, hvad en gadeprostitueret normalt tager for sit arbejde inden for det aftalte tidsrum.  Selve situationen med betalingen var ikke synlig i forestillingen, men indgåelsen af og afslutningen på handlen kunne følges på monitorerne under loftet. Der var også et æggeur, der ringede, da den aftalte tid, der var købt af den gadeprostituerede, var gået. Denne tidslige faktor blev omtalt flere gange af holdet på scenen. De skulle skynde sig igennem forestillingen, da den gadeprostituerede kun var købt i så og så lang tid. På den måde blev det understreget, at der var tale om et virkeligt køb af tid.

Da forestillingen var totalt udsolgt, var det kun muligt for mig at skaffe en billet til en enkelt forestilling. Jeg var inde at se forestillingen en af de sidste aftener, hvor den spillede.

Op til selve udvælgelsen af den gadeprostituerede, der skulle spille med i stykket, var der en toastmaster (Egill Pálsson) til stede i et sort jakkesæt. Han talte højlydt, med en diktion som en vært i et talkshow. Han opfordrede publikum til at klappe hver gang, han havde sagt noget om eller spurgt publikum om filmen ”Pretty Woman”. Den aften var der mødt fem-seks kvinder op til casting. Kvinderne, der må formodes alle at være gadeprostituerede, blev spurgt af en assistent fra forestillingen, hvordan det gik, og om de havde fundet ud af, hvem der skulle på i aften? De fortalte via nik med hovedet, hvordan de havde det lige nu. En af dem fortalte, at ”hun ikke var bange for at gå til tandlægen”, hvilket hun mente havde at gøre med, at “hun ikke var etnisk dansk” og spurgte videre ”hvornår der var afskedsfest?”. De fleste forblev tavse under udvælgelsen.

Som publikum sad vi bag en glasrude i containeren og betragtede forestillingen. Dette virkede for mig som om man ville konfrontere os som publikum med vores egen voyeur-status?

Denne aften var det en høj kvinde ved navnet Marianne, der skulle på som hovedpersonen. Hun var klædt i sorte bukser, spidse sorte støvler og en sort/hvid mønstret tunika, havde et skulderlangt affarvet hår, var kraftigt sminket med foundation og pudder uden at det kunne dække de mange sår i ansigtet. Hun fik et headset på. Replikkerne til stykket blev sagt via hendes øresnegl, og hun skulle sige dem højt i den rækkefølge, som de lød. Hun fik undervejs nogle rekvisitter eller kostumedele, som skulle hjælpe til at understøtte figuren Vivian, fx da hun i en scene kommer op fra badekaret og har en badekåbe på. Disse kostumedele tog hun på uden på sit eget tøj, og hun tog ikke på noget tidspunkt i forestillingen tøj af eller blottede dele af sin krop. Badekarret var således ikke fyldt op af vand men med hvide kugler. I de scener, hvor hun ligger på sengen, har hun også alt sit tøj på. Dette understøttede for mig at se, at der var tale om symbolske markeringer af handlingen. Dette var med til at give forestillingen en vis distance. Jeg opfattede, at der ikke var tale om, at publikum i traditionel forstand skulle føle og have indlevelse med figuren, men snarere være betragtere af et spil, der pågår, imellem flere fiktionslag og virkelighedslag (jf. ”ægte prostitueret” ).

Der var også en kamerakvinde og en kvindelig skuespiller, der også fungerede som assistent, med på scenen. Begge kvinder fremstod som tynde, velplejede og kropsligt mobile, og adskilte sig derved skarpt fra Marianne. Den mandlige skuespiller fremstod også veloplagt. Han var den agerende, den handlende, den der styrede forløbets gang, hvilket også er tilfældet i det filmiske forlæg.

Marianne virkede som om hun hele tiden var et stykke efter handlingen. Det kan have været som en følge af, at hun fik replikkerne i øresneglen, og at suffløren ikke havde fundet ud af at være på forkant. Hun kan også have været dopet. Hvad nu årsagen har været, så fremstod hun som fysisk svækket. Hun havde en dæmpet, monoton stemmeføring, hvor replikkerne blev sagt på en måde, der ikke understøttede eller levendegjorde karakterens stemninger eller følelser. Denne spillemåde fortsatte hele forestillingen igennem uden variation. Hun var ikke nærværende i spillet og virkede ikke bevidst omkring, hvilken virkning hun afgav som performer. Nu var hun jo heller ikke performer, men det kunne opleves som en pointe i sig selv eller som en slags “kommentar” fra hendes side til forestillingens konstruktion.  Det faktum, at Marianne ikke virkede som om hun var til stede, og at hun virkede fysisk svækket (jf. sårene i ansigtet, den sløve, dæmpede talemåde, en lidt haltende gang etc.) fortalte en anden historie end den, hun var mødt op for at realisere. Man kan spørge, om det var tilsigtet og videre, om det ikke betød et skred i forhold til indholdssiden i det filmiske forlæg? I det filmiske forlæg “vender” magtforholdet, fordi Edward Lewis bliver afhængig af Vivian Wards “spil” som “kæreste”.  Men denne omvending skete ikke i versionen på scenen.

Det var en forestilling, der gjorde brug af manuskript og film som et “readymade”, dvs. forestillingen var en slags demonstrativ reenactment. Marianne, der på denne måde markerede karakteren Vivian Ward, var – som det fremgik af interviews i forbindelse med forestillingen med instruktørerne (jf. ”ægte prostituerede”) også en slags “readymade”. Der pågik en slags mangesidet opvisning af distance – eller fremmedgørelse ? – på scenen, hvilket jeg oplevede som forestillingens kunstneriske intention.

Men var det i den sammenhæng etisk forsvarligt at gøre brug af ”ægte prostituerede” i forestillingen? Var det uetisk og en omgang ”social pornografi”, som Pernille Frahm fra SF betegnede det, eller var det noget helt andet?

Her har jeg opstillet nogle argumenter for og imod stykkets legitimitet og relevans:

Kunne der være tale om, at det var en slags empowerment for de medvirkende gadeprostituerede? Kunne oplevelsen af at indgå i et teaterstykke inspirere til at vælge andre leveformer, tankemåder, såfremt det var et ønske hos de medvirkende gadeprostituerede? Kunne denne performer-erfaring, såfremt der var tale om en succés-oplevelse, stimulere til, at den gadeprostituerede ud fra sig selv ønskede at fortælle, skrive, repræsentere sig og deltage i debatten? Var det ikke korrekt, som ”Reden” og en repræsentant fra Scenekunstudvalget havde gjort opmærksom på, at forestillingen var med til at holde dem væk fra gaden i de par dage, den stod på, hvis det var, hvad de selv var interesseret i? Var det ikke sådan, at der i medierne var opnået en ønskelig effekt: Nemlig at der fandt en debat sted omkring narkoprosti­tution og de narkoprostitueredes kår? De deltagende kvinder fik betaling for at gå på scenen for at markere figuren Vivians handlinger og fremsige karakterens replikker, og derved “performe sig selv”. Var der noget her at indvende ud fra et kapitalkritisk standpunkt: De gadeprostituerede sælger sin medvirken – forestillingen betaler. Var der ikke tale om en gensidig relation, et frit forhold fra begge sider dvs. den gadeprostituerede på den ene side og teaterforestillingen som institution på den anden?

Eller var det, der foregik, en grov udnyttelse af nogle af de dårligst stillede grupper i samfundet, de narkoprostituerede, uden at der var tale om, at deres deltagelse kunne frembringe nogen egentlig forandring i deres liv? Var der tale om, at de narkoprostituerede blev brugt som underholdningsgenstande for et normaldansk teaterpublikum med henholdsvis dårlig samvittighed og snagelyst i andres – i dette tilfælde – usle levevilkår? For var det ikke sådan, at man kom for at se ”giraffen” under dække af, at man kom for at se en teateradaption af et verdensberømt filmmanuskript? De narkoprostituerede fik lov til at komme med i en teater­forestilling, men blev snart sendt tilbage til gaden igen. Kan alting sælges, fx din historie og din identitet? Og er det sådan, at ”Pretty Woman A/S” kan danne forbillede og være trendsættende, så man vil kunne forestille sig, at der vil være andre opførelser af spillefilm som et teaterstykke med inddragelse af virkelige aktører og objekter? Fx hvis der var tale om en krigsfilm, kunne der så medvirke virkelige hjemvendte, traumatiserede og invaliderede soldater fra den Afghanistan-krig, Danmark deltager i? Eller må vi sige: Nå, nej, det er jo – for det meste da – mænd og nationalhelte?

Hvis det egentlige ærinde for fore­stillingen var at bidrage til at stoppe kvindehandel og sige nej til prostitution, som det fremgår af den projekt­beskrivelse og ansøgning, der var sendt bla. til Københavns Kommune, eller hvis forestillingen ville afhjælpe forholdene for de narkoprostituerede, kunne de så gøre dette ved at købe en narkoprostitueret? Er det ikke et paradoks at ville kritisere en handling igennem at foretage den samme handling?

Litteraturforsker Poul Behrendt har skrevet en bog ”Dobbeltkontrakten”(2006), hvor han beskriver, hvordan der i litteratur kan være tale om, at et værk peger på noget virkeligt, indeholder virkelige elementer fx navne, henvisning til virkelige personer etc. men samtidig har som selvforståelse, at der er tale om fiktion. Hvis man ud fra dobbeltkontrakten betragter ”Pretty Woman A/S”, så kan man indvende, at instruktøren, der gør brug af virkelige elementer, nemlig de ”ægte gadeprostituerede”, samtidig peger på, at der er tale om fiktion, ved at lade Marianne kun markere handlingerne i scenerne symbolsk. Så dette dobbelte forhold må man, hvis man argumenterer for, at der er tale om et værk, der gør brug af dobbeltkontrakten, tænke med i en analyse af værket, så man kan afkode det ud fra dets egne, kunstneriske præmisser. Ellers ser man ikke værket, sådan som det er tænkt. Men var der tale om et værk, der gjorde brug af dobbeltkontrakten?

Det, der sker i forestillingen, er – for mig at se – at instruktøren ikke kan skærme for de fortællinger, som den virkelige person har med sig på scenen og fx giver udtryk for igennem sit kropssprog, handlemåder etc. Derigennem opstår der nogle sprækker i den samlede fiktion, hvor der kan være tale om kontrapunktiske fortællinger.

Det oplever jeg i almindelighed som noget positivt.

En virkelig person er ikke skuespiller og kan ikke ”spille” en anden rolle.  En virkelig person har sin historie. Den historie er ikke statisk, men det er ikke nogen fiktion eller rolle, man kan udskifte med en ny eller anden hver aften. Men spørgsmålet for mig er, at hvis personen fx Marianne ikke har spillet en rolle, men har ”været sig selv” og virket ind i en fiktionel ramme, hvordan tager hun så ”rollen” af uden for forestillingen, når der ikke har været tale om en rolle – eller har der været tale om en rolle? Tilførte “rollen” Marianne som person bare lidt af den kraft, som implicit lå i det – banale – filmiske forlæg for figuren – eller var det bare de to timer, som gik?

Jeg er ikke overbevist om, at der var tale om, at vi som publikum skulle indgå en dobbeltkontrakt med forestillingen. Men uanset det mener jeg, at det ikke er etisk forsvarligt at bruge den underklasse, der er undertrykte i virkelig­heden, i en fiktion for middelklassen. Stykket reproducerede for mig at se den samme ”drøm”, som stykket ville gøre op med. Teatret gav en social oprejsning til Marianne i to timer, een aften eller et par aftner, hvis det altså var hendes tur så mange gange?

Det har været planen, at forestillingen skulle på tourné til Bergen, Norge. Men det er ikke blevet til noget alligevel. Man kunne spørge, hvis det var blevet til noget med tournéen, om de medvirkende narkoprostituerede fra Skelbækgade ville have fået del i de rettigheder, som man kan argumentere for, at de burde have, ud fra deres bidrag ved at have medvirket i og derigennem deltaget i en udvikling af forestillingen?

Ville der være tale om delte rettigheder, eller om at der er nogen aktiver fra forestillingen, der kunne være blevet kanaliseret hen til de performere som Marianne eller en institutionel ramme, der kunne forbedre fx de narkoprostitueredes vilkår etc.?

Man kan stille det samme spørgsmål til forestillingen: Hvorfor var der ikke delte rettigheder dvs. at den reelle kapital såvel som den kulturelle kapital blev delt med de medvirkende narkoprostituerede, der legitimerede og realiserede forestillingen? Holdet bag ”Pretty Woman A/S” kunne have valgt at engagere de medvirkende gadeprostituerede i en samskabende produktion?

Forestillingen kom til at oppebære den samme drøm, som i filmen ”Pretty Woman”. Det er en fiktion for middelklassen om, at det kan lykkes for de fattige, hvis de bare gør sig umage. De fattige kan komme til at betjene middelklassens underholdningsbehov, eller som i filmen ”Pretty Woman”, overklassen. Så kan eventyret gå i opfyldelse. Den sociale arv kan brydes.

Instruktørerne og holdets bagvedliggende ønske om at foretage en god gerning i form af dette stykke samvittighedsteater, fremstår ikke gennemtænkt og kom kun dem selv til gode.






Sne (gæsteindlæg)

8 03 2009

Marie Bruvik Heinskou er Phd-stipendiat på Sociologisk Institut, Københavns Universitet

Jeg går gennem sneen, mine fodspor efterlades mørke og våde. Fodsporenes mørke minder mig om, at den magiske stilhed som omgiver mig, mens jeg går rundt i det snedækkede Stockholm snart vil smelte og forsvinde igen. Jeg har snefnug i mine øjenvipper.
Det er aften. Jeg er alene, og jeg har en snurrende fornemmelse af frihed i min mave. Jeg mærker hvordan mine tanker intensiveres og hvordan jeg går på jagt efter eventyr i et melankolsk lydspor.
Jeg bevæger mig langsomt mod operaen – der står den stolt og lyser i mørket ved den issprængte kanal. Nogle ville måske mene, at operaen er farligt fallisk og arrogant formet, men med sine stearinoplyste vinduer fremstår den tryg og klar til at favne det lille menneske i byen.
Jeg går indenfor, mærker min krøllede billet i min hånd og varmen fra nusset operavelour. Hall’en er bemærkelsesværdig tom. Ganske få har, som jeg, købt billet til forestillingen, og hvad der end måtte være af rester af kulturelitær arrogance får et sørgeligt og forladt skær. Det næsten mennesketomme rum farver mit blik på de få der er kommet og som hist og her forsøger at alliere sig med en statue. De ser forladte og fortabte ud i deres ellers velsiddende kjoler og jakker.

Forsker
Det er ikke mere end et par timer siden, at jeg chokeret vågnede efter at være faldet i søvn under en konference hvor en anerkendt feminist forelæste i sårbarhed. Kvinder blev ikke født sårbare, nej, sårbare det var noget kvinder blev undervejs gennem deres liv og især som forskere, mente hun. Da hun havde fortalt det, mærkede jeg, at søvnen overmandede mig, som jeg sad der midt i en kæmpe sal fyldt med kvindelige forskere med notesblok og spidset blyant. Freudianere ville klart have fortolket min søvn, som en omkuldslående benægtelse.
Jeg vågnede brat – ved ikke hvor længe, jeg havde døset – men med tanken om, at der var noget der var gået min næse forbi. Eftersom feministen stadig var i gang med sårbarhedsforelæsningen og nu påbegyndte en række eksempler (anorektiske kollegaer, upassende spørgsmål og akavede følelser) fik jeg en paranoid fornemmelse af at have overset noget ganske farligt i min tilværelse som kvindelig forsker. Jeg havde jo ikke en oplevelse af at være særlig sårbar – fordi jeg var kvinde. Jeg kiggede mig omkring – alle så bjergtagede ud.
Jeg tog mit tøj og forlod forelæsningen.
Da jeg lukkede døren bag mig, mærkede jeg en betydelig lettelse. Derinde bag den lukkede dør sad de nu – alle de vakte forskere – og sammen oplevede de en fælles og henrykkende følelse af sårbarhed. Herude stod jeg nu, og følte mig opløftet, stærk og ganske sårbart udenfor det store kvindelige fællesskab. Hvilken legitimitet kunne jeg mon påkræve mig nu, hvis jeg ikke a priorisk anså mig sig selv og hele kvindekønnet som sårbart – heller ikke når det gjaldt min egen forsker- identitet? Og var det i det hele taget også rigtigt fornemmet, eller var min lukkede dør fortrængning set i praksis?

Poesi og køn
Jeg finder nu min plads i Stockholms opera. Udsigten er privilegeret her midt på første række. Jeg har hele rækken for mig selv og aner blot konturerne af enkelte andre publikummer spredt rundt i mørket. Varmen beroliger mig. Og hvis jeg tidligere på dagen følte mig sløv, så bliver jeg overraskende skarp. Ind på scenen træder nemlig ni muskuløse mænd i en magtfuld opvisning af det forrige århundredes demaskulinisering af unge drenge i skabelsen af mandlige sopraner. Nacho Duato’s ballet ”Castrati” slår fuldstændigt benene væk under mig. Til høj kirkemusik af Vivaldi toner lyden af kastratsang, og jeg berøres dybt af denne skræmmende og forførende barokke opera, mens de ni mænd både yndefuldt og maskulint danser insisterende i åbne sorte kjoler der minder om flaksende krager eller (kvindelige) præstekjoler – det er queer på højt niveau! Jeg tager mig selv i højlydt at udbryde wow! Maskuliniteten står så lysende og forførende klart her, at jeg et øjeblik bliver i tvivl om, hvornår jeg sidst har oplevet den så poetisk i sit udtryk. Og et splitsekund tager jeg mig selv i at ønske, at jeg kunne få lov at berøre disse ni mænd. Mærke deres kropslige styrke, sikkerhed og potentielle voldsomhed – bare et øjeblik.
Balletten er ikke lang – desværre – og afløses herefter af Frk. Julie – det klassiske stykke af August Strindberg – dog i balletversion. Stykket afslører sig hurtigt, som en advarsel mod mine begyndende fantasier der kredser om de ni smukke mænd som lige har forladt scenen.
Hvor balletten Castrati blot havde en mørk og enkel scenografi, har denne ballet om Frk. Julie et baggrundstæppe af svajende fyrretræsskove, træhuse og kvinder klædt i det jeg kun kan associere med et ældre skandinavisk univers: hvide forklæder, håret sat stramt med knold i nakken og grå kjoler knappet helt op til halsen.
Frk. Julie begynder med, at tjeneren Jean og kokkepigen Kristin tydeligvis er forarget over Grevens datter, frk. Julies, frigjorte forhold til mænd. Kort herefter kommer Julie ind i køkkenet og begynder at lægge an på Jean, selvom hun ved, at han egentlig er Kristins uofficielle forlovede. Da Kristin er gået i seng, begynder Julie og Jean at drikke sammen, og de ender med at dyrke sex på Jeans værelse. Greven kommer hjem næste morgen. Julie er handlingslammet over sin fars pludselige ankomst og beder Jean om at befale hende til at begå selvmord for at undgå en skandale. Jean gør det modvilligt, og balletten ender med, at Julie går ud og skærer halsen over på sig selv. I starten af balletten har Julie den absolutte magt over Jean som hans herre, men mod slutningen er rollerne byttet om og hun vælger døden. Hendes frigjorte seksualitet fører således ikke andet end død og ulykke med sig.
Som ballet fungerer stykket mindre godt, synes jeg, men som en del af hele min dag i Stockholm, kunne det ikke afrunde dagen mere bogstaveligt. Det er som at blive knaldet i hovedet med en forhammer. For ikke nok med at jeg ikke orker at høre fortællingen om den sårbare (forsker)kvinde – jeg kan heller ikke i smug begære ni smukke mænd på en scene uden efterfølgende at blive mindet om, hvad kvindelig seksuel frigjorthed vil føre med sig af død og skam.
Jeg er fanget. Ethvert smuthul, ethvert forsøg fra min side på at skifte fortællespor den dag undergraves. Som var jeg en udspændt elastik, der i et enkelt svips ryger tilbage til et ufrivilligt udgangspunkt – mit køn og min sårbarhed.

Elevatorblik
På vejen hjem gennem Stockholm synes jeg pludseligt, at den frihed, der opstod i det øjeblik jeg lukkede døren til det kvindelige forskerfællesskab tidligere på dagen, er taget fra mig. For det ensomme vakuum, som jeg umiddelbart forsøgte at gebærde mig i, er som mine fodspor i sneen, nu forsvundet. Jeg blafrer blot gennem byen. Og i elevatoren på vej op på mit hotelværelse kigger jeg mig selv i det tavse spejl, og spørger om ikke en kraftfuld og nuanceret feminisme alligevel, ville kunne være en vej til at brede, ikke blot mit eget, men mange kvinders ensomme vakuum ud til et større fælles socialt rum. Kunne en kraftfuld og nuanceret feminisme betone styrken og gøre det muligt at diskutere kvinders forskerkarriere (eller mangel på samme) – uden at tale om problematikken i følelsestermer? Kunne man tale om kønnede problematikker som udfordringer, der kræver strategisk og målrettet indsats – også fra kvinders egen side? Jeg kan bare ikke sætte mig ned og græde og føle-føle mig så kvinde-sårbar. Det ligger ikke til min natur (!).
I stedet må vi se det mytiske uhyre i øjnene: er der et reelt kvinde-problem? Hvis ja, hvordan løser vi det? Og måske et sporskifte i de kønnede fortællinger også kunne materialisere sig i forandringer i praksis?
Kunne vi tale om aktiv kvindelig seksualitet med en ”happy ending”? Kunne vi skabe rum for fortællinger om aktiv kvindelig seksualitet som rummer styrke, nydelse, selvstændighed og selvejerskab? Og kunne dette rum samtidigt give plads til at tematisere seksualitet som røvkedelig, ubehagelig eller ligegyldig uden at det nødvendigvis skal udgøre bevismateriale for at kvinders seksualitet er mere sårbar end mænds?
Jeg håber at ”Feminists_ in_ Space” kan udfylde dette rum og at ”Feminists_ in_ Space” vil give plads til mange og nuancerede syn på feministiske sager!
Det er tiltrængt!