Definitionen på porno

8 03 2009

Definitioner i debatten om seksualitet

af Tamiko Taguchi

På vores tredje studiekredsmøde læste vi teksten ”Defining Pornography”, som er et uddrag fra libertarianeren Wendy McElroys bog ”XXX: A Woman’s Right to Pornography” (1995). Teksten er del af hendes kampskrift for pornografi, og i den taler hun om vigtigheden af objektive definitioner i debatten om sex. Hun beskriver bl.a., hvordan radikale feminister (som Andrea Dworkin) i USA har haft held med at definere pornografi som ”vold imod og udnyttelse af kvinder” (det samme gælder prostitution). Den holdning er ikke ualmindelig herhjemme, og stammer bl.a. fra dette feministiske ideophav.

Definitioner, der som denne, baserer sig på subjektive følelser om et emne, er farlige, da de udover at være ekstremt ensidige, implicit bærer en moralsk dom, som det kan være svær at modsige. Man kommer nemlig til at fremstå som et usympatisk menneske, hvis man gør det – der er jo tale om ofre her, og hvem vil være bekendt at træde på nogen, som ligger ned? Disse definitioner får desværre ofte en stor gennemslagskraft i offentligheden – netop pga. sin direkte tale til følelserne og den kollektive forargelse.

Et eksempel herhjemmefra på en slagkraftig definition, som har farvet debatten, i dette tilfælde om sexkøb, er Jens Høvsgaards yndlingsord ”sexslaver” (fra bogen ”SOLGT TIL SEX”, 2007). Uden skelen til statistik og kun med udgangspunkt i sin egen private undersøgelse lykkes det ham at give et billede af, at alle udenlandske prostituerede er ofre for trafficking. Dette virkelighedsfjerne billede satte sig fast i rigtig mange menneskers bevidsthed som fakta.

Et andet eksempel er Kenneth Reinickes udtryk ”at onanere i en andens krop” om det at dyrke sex med en prostitueret – et udtryk, som signalerer en ubehagelig afstumpethed, som de fleste instinktivt får lyst til at tage afstand fra.
Stærke definitioner glider umærkeligt ind i sprog og bevidsthed, og former vore holdninger og moral. De bliver til pejlemærker for, hvad der er rigtigt og forkert, acceptabelt og uacceptabelt. Derfor er det uhyre vigtigt, at vi gør vort bedste for at afgrænse og afdække virkeligheden med de ord, vi bruger, fremfor at fedte dem ind i følelser eller moralske dagsordner.

Wendy Mc Elroys endelige definition af pornografi lyder sådan: den udpenslede kunstneriske skildring af mænd og/eller kvinder som seksuelle væsner. Den siger ikke noget om, hvorvidt pornografi er godt eller dårligt. Den beskriver bredden af området og afgrænser det samtidig skarpt. Definitionen har intet med afsender eller modtagers intention eller reaktion at gøre. At en person tænder på undertøjsreklamer fra Føtex gør ikke reklamen til porno. Derimod vil en beskrivelse af et samleje i en bog være porno, selvom forfatteren måske vil påstå at vedkommende ønskede at bruge samlejet som en protest mod fascisme.

Teksten inspirerede mig til at tænke over definitioner i debatten om seksualitet herhjemme, som jeg synes formidler en moral, jeg ikke kan tilslutte mig. Her er nogle eksempler:

Tingsliggørelse / objektgørelse – bruges negativt om kvinder, der er fremstillet på en måde, som fokuserer på deres seksualitet – f.eks i reklamer, film, blade. Definitionen baserer sig på, at det skulle være et minus for en kvinde at fokusere på sin seksualitet offentligt eller i kommercielt øjemed. Den indeholder det præmis, at en kvinde, der fremstilles som et seksuelt væsen, ikke i andres øjne kan besidde andre kvaliteter, f.eks intelligens. Det ene udelukker åbenbart det andet. Dette er ikke en debat, der finder sted, når det handler om mænd i reklamer o.l.

De unge skal lære sig et realistisk forhold til sex – siges i forbindelse med unges forbrug af porno, som altså skulle give et urealistisk forhold til sex. Men hvem bestemmer, hvad der er realistisk sex? Sex er utroligt meget andet end elskov mellem ægtefæller.  Desuden viser undersøgelser, at de fleste unge kan skelne mellem pornofilm og virkelighed – selvfølgelig. Det er arrogant at antage andet. Unge mennesker tror jo heller ikke de kan flyve, fordi de ser en Superman film.

Pornoficering – som regel af ”det offentlige rum”. Ordet er en kritik af det fænomen, at seksuelle signaler og nøgenhed optræder langt mere i vores omgivelser end tidligere. Kritikken plejer at omfatte kapitalismen eller ”forbrugermentaliteten”, da det som regel drejer sig om sex i reklamer.  Det er indforstået i denne sammenhæng, at pornografien (og dens formodede stereotyper) er negativt, unaturligt og forvrængende, og ødelægger eller fordrejer noget oprindeligt i vores forhold til krop og seksualitet.
Ja, vi er i højere grad er omgivet af seksuelle billeder. Men dem, der frygter eller væmmes ved disse, glemmer muligvis, at denne virkelighed er frugten/konsekvensen af den seksuelle frigørelse og ytringsfrihed, som nogle andre har tilkæmpet sig før vores tid. Friheden til at vise nøgenhed uden at skamme sig og åbenlyst skilte med sex er ikke en selvfølge – særligt for kvinder burde det være en sejr, da vi bestemt ikke altid har måttet have en seksualitet.
At ønske at begrænse den frihed, fordi man synes at nogle mennesker bruger eller fortolker den forkert, eller produktet af den frihed ikke falder i ens smag, er at ville gå baglæns.

En anden side af sagen er, at porno i dag er så mangesidig, at man faktisk ikke kan tale om en særlig stereotyp mainstream. Porno er også bare almindelige mennesker, der har sex på tusind forskellige måder.


Handlinger

Information

9 responses

9 03 2009
Nicolas Barbano

Wendy McElroys definition af pornografi (”the explicit artistic depiction of men and/or women as sexual beings”) er velment men ubrugelig og afslører en begrænset viden om emnet. Dels udelukker den softcore-pornoen, som per definition ikke er ”explicit”. Og dels udelukker den porno, der ikke skildrer mennesker, herunder store mængder af den såkaldte hentai-porno, men også eksempelvis den berømte skulptur fra Pompeji, hvor en satyr har sex med en gedebuk.

9 03 2009
Tamiko

Det har du da fuldstændig ret i, Nicolas – det er nu heller ikke mit indtryk at Wendy er den store forbruger af pornografi. Kunne man måske opdatere definitionen til “the artistic depiction of living beings (and/or objects?) interacting or presenting themselves sexually”?

10 03 2009
ironina

Nu ved vi jo altså ikke om romerne selv definerede deres kunst som ‘pornografisk’. En lykkebringende amulet var fx et smykke udformet som en pik og anbragt på issen (både til mænd og kvinder). Så at VI nu kommer deres kunst, der viser kønsorganer og/eller samlejer i porno-kassen er muligvis en fejl.

Hvad angår softcoren, så tænker jeg at der er mere til sex end just penetration. Så selvom der er ulideligt lange sekvenser med interiør (fordi kvinder gerne vil se blomstervaser under et samleje?), så er sex stadig i centrum.

Men det er interessant, for hvordan får man ellers hold på pornorafien? Helst uden at forfalde til moralske domme.

11 03 2009
Tamiko Taguchi

Jamen Ironina, WME mener jo netop at “Definitionen har intet med afsender eller modtagers intention eller reaktion at gøre.” Så romerne har ikke noget at skulle have sagt i sagen.
Mit seneste forslag er stadig det bedste so far: “the artistic depiction of living beings (and/or objects?) interacting or presenting themselves sexually”
– men jeg ved ikke om objekterne skal med. De kan jo ikke på den måde interagere med hinanden (men måske godt med mennesker).

13 03 2009
Mr IT

“.. presenting themselves sexually” er også en spøjs formulering. Jeg synes det er en helt rigtig, og det nærmeste vi kan komme på sådan en definition, men jeg synes også man bare skal være opmærksom på at hvad der tolkes som værende seksuelt betonet for én person er det ikke nødvendigvis for en anden… Måske forklarer det dermed Romernes og andre antikke folks tendens med at putte pikke og fisser på alting, for de har bare ikke set på det med samme seksuelt (forskrækket) øjne som vi gør idag.

13 03 2009
ironina

Tamiko, du har ret.

Med hensyn til objekterne tænker jeg bare: Jammen, det er jo mennesker i sidste instans der har lavet hentai-pornoen, eller dildoen og det er også beregnet til menneskeligt forbrug, så den synes jeg kører som underliggende præmis. (Ligesom tyngekraften også virker selvom vi ikke nævner den.)

27 03 2009
Nicolas Barbano

Romerne definerede med garanti ikke selv deres kunst som “pornografisk”, for begrebet eksisterede slet ikke dengang. Selve ordet “pornografi” optræder hos den græske forfatter Athenæus fra det andet århundrede, men i en helt anden betydning. Den moderne betydning af ordet opstod først, da man for ca. 200 år siden systematisk begyndte at skjule og forbyde erotisk kunst. Men det lykkedes aldrig lovgiverne at lave en endegyldig, brugbar definition af begrebet, hvilket er en af grundene til, at Danmark for fyrre år siden valgte at legalisere pornografien.

Problemet med at definere pornografi som “the artistic depiction of living beings (and/or objects?) interacting or presenting themselves sexually” er, at så ender man som en Anette Dina Sørensen-type, der kalder hveranden reklame eller musikvideo for pornografisk. Det kan man i princippet godt, for der er seksuelle elementer overalt, hvor der er liv, og det har der altid været, men det er normalt ikke det, vi mener, når vi bruger ordet “pornografi”.

7 02 2010
Provokerende prosex « Prosex-feminisme

[…] Porno er ikke én ting, der er ikke en gang en entydig definition på fænomenet.  Derfor giver det ingen mening at afskrive al porno, ligesom det heller ikke giver […]

21 01 2016
porn

It’s amazing in support of me to have a site, which is good
in favor of my experience. thanks admin

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s




%d bloggers like this: