Pretty Exploited Woman A/S (gæsteindlæg)

8 03 2009

Gritt Uldall-Jessen er speciale-studerende, Københavns universitet, hvor hun skriver om tekst i teatret – scenisk tekst, og er dramatiker.

I efteråret 2008 blev manuskriptet til den amerikanske film ”Pretty Woman”(1990) af J. F. Lawton sat op som en teaterforestilling ”Pretty Woman A/S” i en til lejligheden konstrueret boks, der bestod af tre blå containere, på Halmtorvet, Vesterbro. Det var sceneinstruktør Tue Biering og manuskriptforfatter, dramaturg Jeppe Kristensen, der stod bag forestillingen.

Det var en forestilling, der fik en del offentlig opmærksomhed, ikke mindst på grund af – som de to scenekunstnere meldte ud i pressen – at der medvirkede ”ægte prostituerede”. Anmeldelserne af forestillingsbegivenheden var delte. Den fik fx fem stjerner ud af seks i Politiken og blev gjort til årets forestilling af teaterredaktør Monna Dithmer, hvorimod den samme avis’ teateranmelder Per Theil tog skarpt afstand fra den. Teateranmelderen på Dagbladet Information valgte helt at ignorere den. Værestedet ”Reden” var i ”Deadline” og mente, at initiativet var positivt og ville give publikum syn for sagn på temaet prostitution (læs: Problematisere myten om den lykkelige luder). Fra Kunstrådets Scenekunstudvalg, som havde støttet forestillingen med ca. en million kroner, udtalte en repræsentant, at det måtte være en mere komfortabel måde at tjene penge på for de deltagende gadeprostituerede, da de så ”kun” skulle på scenen.

Jeg skal ærligt indrømme, at jeg havde en meget dårlig oplevelse og vil her forsøge at udrede, hvad det var, der efter min mening foregik i forestillingen, for til sidst at stille nogle mulige standpunkter op for og imod og diskutere dem.

Selve stykket var en gennemspilning af udvalgte, centrale scener fra filmmanuskriptet til ”Pretty Woman”, der handler om den gadeprostituerede Vivian Ward, der ved en tilfældighed bliver samlet op af en meget rig forretningsmand, Edward Lewis, som i en forretningssammenhæng har brug for hende til at spille hans kæreste. Der opstår undervejs et romantisk forhold mellem de to. Dette forhold påvirker Vivian Ward, og hun ender med at opgive sit arbejde som prostitueret, ligesom Lewis opgiver sit stenhårde business-image. Der står i beskrivelsen af filmen, fx da DR-TV viste den i julen sidste år, at der er tale om to personer, hvis liv er styret af penge, men at kærlighed får dem til at vælge at leve anderledes.

I denne danske opsætning var der hver aften en casting, hvor en gadeprostitueret blev valgt ud til at optræde i forestillingen som karakteren “Vivian Ward” overfor den professionelle skuespiller Anders Mossling, som spillede karakteren “Edward Lewis”.

Det var en live casting, hvor de fremmødte kvinder sad i en campingvogn, et stykke uden for de containere, hvor scenerummet og publikum var placeret. Publikum kunne følge deres samtale om, hvem der skulle spille med i aften, via live videotransmission på nogle monitorer, der hang under loftet. Det, som afgjorde, hvem der skulle spille med den aften, var tilsyneladende, hvis tur det var. De fik alle et mindre honorar for at sidde i campingvognen til casting, mens betalingen for at medvirke som hovedperson i de halvanden til to timer, forestillingen varede, ifølge et interview med de to producenter svarede til, hvad en gadeprostitueret normalt tager for sit arbejde inden for det aftalte tidsrum.  Selve situationen med betalingen var ikke synlig i forestillingen, men indgåelsen af og afslutningen på handlen kunne følges på monitorerne under loftet. Der var også et æggeur, der ringede, da den aftalte tid, der var købt af den gadeprostituerede, var gået. Denne tidslige faktor blev omtalt flere gange af holdet på scenen. De skulle skynde sig igennem forestillingen, da den gadeprostituerede kun var købt i så og så lang tid. På den måde blev det understreget, at der var tale om et virkeligt køb af tid.

Da forestillingen var totalt udsolgt, var det kun muligt for mig at skaffe en billet til en enkelt forestilling. Jeg var inde at se forestillingen en af de sidste aftener, hvor den spillede.

Op til selve udvælgelsen af den gadeprostituerede, der skulle spille med i stykket, var der en toastmaster (Egill Pálsson) til stede i et sort jakkesæt. Han talte højlydt, med en diktion som en vært i et talkshow. Han opfordrede publikum til at klappe hver gang, han havde sagt noget om eller spurgt publikum om filmen ”Pretty Woman”. Den aften var der mødt fem-seks kvinder op til casting. Kvinderne, der må formodes alle at være gadeprostituerede, blev spurgt af en assistent fra forestillingen, hvordan det gik, og om de havde fundet ud af, hvem der skulle på i aften? De fortalte via nik med hovedet, hvordan de havde det lige nu. En af dem fortalte, at ”hun ikke var bange for at gå til tandlægen”, hvilket hun mente havde at gøre med, at “hun ikke var etnisk dansk” og spurgte videre ”hvornår der var afskedsfest?”. De fleste forblev tavse under udvælgelsen.

Som publikum sad vi bag en glasrude i containeren og betragtede forestillingen. Dette virkede for mig som om man ville konfrontere os som publikum med vores egen voyeur-status?

Denne aften var det en høj kvinde ved navnet Marianne, der skulle på som hovedpersonen. Hun var klædt i sorte bukser, spidse sorte støvler og en sort/hvid mønstret tunika, havde et skulderlangt affarvet hår, var kraftigt sminket med foundation og pudder uden at det kunne dække de mange sår i ansigtet. Hun fik et headset på. Replikkerne til stykket blev sagt via hendes øresnegl, og hun skulle sige dem højt i den rækkefølge, som de lød. Hun fik undervejs nogle rekvisitter eller kostumedele, som skulle hjælpe til at understøtte figuren Vivian, fx da hun i en scene kommer op fra badekaret og har en badekåbe på. Disse kostumedele tog hun på uden på sit eget tøj, og hun tog ikke på noget tidspunkt i forestillingen tøj af eller blottede dele af sin krop. Badekarret var således ikke fyldt op af vand men med hvide kugler. I de scener, hvor hun ligger på sengen, har hun også alt sit tøj på. Dette understøttede for mig at se, at der var tale om symbolske markeringer af handlingen. Dette var med til at give forestillingen en vis distance. Jeg opfattede, at der ikke var tale om, at publikum i traditionel forstand skulle føle og have indlevelse med figuren, men snarere være betragtere af et spil, der pågår, imellem flere fiktionslag og virkelighedslag (jf. ”ægte prostitueret” ).

Der var også en kamerakvinde og en kvindelig skuespiller, der også fungerede som assistent, med på scenen. Begge kvinder fremstod som tynde, velplejede og kropsligt mobile, og adskilte sig derved skarpt fra Marianne. Den mandlige skuespiller fremstod også veloplagt. Han var den agerende, den handlende, den der styrede forløbets gang, hvilket også er tilfældet i det filmiske forlæg.

Marianne virkede som om hun hele tiden var et stykke efter handlingen. Det kan have været som en følge af, at hun fik replikkerne i øresneglen, og at suffløren ikke havde fundet ud af at være på forkant. Hun kan også have været dopet. Hvad nu årsagen har været, så fremstod hun som fysisk svækket. Hun havde en dæmpet, monoton stemmeføring, hvor replikkerne blev sagt på en måde, der ikke understøttede eller levendegjorde karakterens stemninger eller følelser. Denne spillemåde fortsatte hele forestillingen igennem uden variation. Hun var ikke nærværende i spillet og virkede ikke bevidst omkring, hvilken virkning hun afgav som performer. Nu var hun jo heller ikke performer, men det kunne opleves som en pointe i sig selv eller som en slags “kommentar” fra hendes side til forestillingens konstruktion.  Det faktum, at Marianne ikke virkede som om hun var til stede, og at hun virkede fysisk svækket (jf. sårene i ansigtet, den sløve, dæmpede talemåde, en lidt haltende gang etc.) fortalte en anden historie end den, hun var mødt op for at realisere. Man kan spørge, om det var tilsigtet og videre, om det ikke betød et skred i forhold til indholdssiden i det filmiske forlæg? I det filmiske forlæg “vender” magtforholdet, fordi Edward Lewis bliver afhængig af Vivian Wards “spil” som “kæreste”.  Men denne omvending skete ikke i versionen på scenen.

Det var en forestilling, der gjorde brug af manuskript og film som et “readymade”, dvs. forestillingen var en slags demonstrativ reenactment. Marianne, der på denne måde markerede karakteren Vivian Ward, var – som det fremgik af interviews i forbindelse med forestillingen med instruktørerne (jf. ”ægte prostituerede”) også en slags “readymade”. Der pågik en slags mangesidet opvisning af distance – eller fremmedgørelse ? – på scenen, hvilket jeg oplevede som forestillingens kunstneriske intention.

Men var det i den sammenhæng etisk forsvarligt at gøre brug af ”ægte prostituerede” i forestillingen? Var det uetisk og en omgang ”social pornografi”, som Pernille Frahm fra SF betegnede det, eller var det noget helt andet?

Her har jeg opstillet nogle argumenter for og imod stykkets legitimitet og relevans:

Kunne der være tale om, at det var en slags empowerment for de medvirkende gadeprostituerede? Kunne oplevelsen af at indgå i et teaterstykke inspirere til at vælge andre leveformer, tankemåder, såfremt det var et ønske hos de medvirkende gadeprostituerede? Kunne denne performer-erfaring, såfremt der var tale om en succés-oplevelse, stimulere til, at den gadeprostituerede ud fra sig selv ønskede at fortælle, skrive, repræsentere sig og deltage i debatten? Var det ikke korrekt, som ”Reden” og en repræsentant fra Scenekunstudvalget havde gjort opmærksom på, at forestillingen var med til at holde dem væk fra gaden i de par dage, den stod på, hvis det var, hvad de selv var interesseret i? Var det ikke sådan, at der i medierne var opnået en ønskelig effekt: Nemlig at der fandt en debat sted omkring narkoprosti­tution og de narkoprostitueredes kår? De deltagende kvinder fik betaling for at gå på scenen for at markere figuren Vivians handlinger og fremsige karakterens replikker, og derved “performe sig selv”. Var der noget her at indvende ud fra et kapitalkritisk standpunkt: De gadeprostituerede sælger sin medvirken – forestillingen betaler. Var der ikke tale om en gensidig relation, et frit forhold fra begge sider dvs. den gadeprostituerede på den ene side og teaterforestillingen som institution på den anden?

Eller var det, der foregik, en grov udnyttelse af nogle af de dårligst stillede grupper i samfundet, de narkoprostituerede, uden at der var tale om, at deres deltagelse kunne frembringe nogen egentlig forandring i deres liv? Var der tale om, at de narkoprostituerede blev brugt som underholdningsgenstande for et normaldansk teaterpublikum med henholdsvis dårlig samvittighed og snagelyst i andres – i dette tilfælde – usle levevilkår? For var det ikke sådan, at man kom for at se ”giraffen” under dække af, at man kom for at se en teateradaption af et verdensberømt filmmanuskript? De narkoprostituerede fik lov til at komme med i en teater­forestilling, men blev snart sendt tilbage til gaden igen. Kan alting sælges, fx din historie og din identitet? Og er det sådan, at ”Pretty Woman A/S” kan danne forbillede og være trendsættende, så man vil kunne forestille sig, at der vil være andre opførelser af spillefilm som et teaterstykke med inddragelse af virkelige aktører og objekter? Fx hvis der var tale om en krigsfilm, kunne der så medvirke virkelige hjemvendte, traumatiserede og invaliderede soldater fra den Afghanistan-krig, Danmark deltager i? Eller må vi sige: Nå, nej, det er jo – for det meste da – mænd og nationalhelte?

Hvis det egentlige ærinde for fore­stillingen var at bidrage til at stoppe kvindehandel og sige nej til prostitution, som det fremgår af den projekt­beskrivelse og ansøgning, der var sendt bla. til Københavns Kommune, eller hvis forestillingen ville afhjælpe forholdene for de narkoprostituerede, kunne de så gøre dette ved at købe en narkoprostitueret? Er det ikke et paradoks at ville kritisere en handling igennem at foretage den samme handling?

Litteraturforsker Poul Behrendt har skrevet en bog ”Dobbeltkontrakten”(2006), hvor han beskriver, hvordan der i litteratur kan være tale om, at et værk peger på noget virkeligt, indeholder virkelige elementer fx navne, henvisning til virkelige personer etc. men samtidig har som selvforståelse, at der er tale om fiktion. Hvis man ud fra dobbeltkontrakten betragter ”Pretty Woman A/S”, så kan man indvende, at instruktøren, der gør brug af virkelige elementer, nemlig de ”ægte gadeprostituerede”, samtidig peger på, at der er tale om fiktion, ved at lade Marianne kun markere handlingerne i scenerne symbolsk. Så dette dobbelte forhold må man, hvis man argumenterer for, at der er tale om et værk, der gør brug af dobbeltkontrakten, tænke med i en analyse af værket, så man kan afkode det ud fra dets egne, kunstneriske præmisser. Ellers ser man ikke værket, sådan som det er tænkt. Men var der tale om et værk, der gjorde brug af dobbeltkontrakten?

Det, der sker i forestillingen, er – for mig at se – at instruktøren ikke kan skærme for de fortællinger, som den virkelige person har med sig på scenen og fx giver udtryk for igennem sit kropssprog, handlemåder etc. Derigennem opstår der nogle sprækker i den samlede fiktion, hvor der kan være tale om kontrapunktiske fortællinger.

Det oplever jeg i almindelighed som noget positivt.

En virkelig person er ikke skuespiller og kan ikke ”spille” en anden rolle.  En virkelig person har sin historie. Den historie er ikke statisk, men det er ikke nogen fiktion eller rolle, man kan udskifte med en ny eller anden hver aften. Men spørgsmålet for mig er, at hvis personen fx Marianne ikke har spillet en rolle, men har ”været sig selv” og virket ind i en fiktionel ramme, hvordan tager hun så ”rollen” af uden for forestillingen, når der ikke har været tale om en rolle – eller har der været tale om en rolle? Tilførte “rollen” Marianne som person bare lidt af den kraft, som implicit lå i det – banale – filmiske forlæg for figuren – eller var det bare de to timer, som gik?

Jeg er ikke overbevist om, at der var tale om, at vi som publikum skulle indgå en dobbeltkontrakt med forestillingen. Men uanset det mener jeg, at det ikke er etisk forsvarligt at bruge den underklasse, der er undertrykte i virkelig­heden, i en fiktion for middelklassen. Stykket reproducerede for mig at se den samme ”drøm”, som stykket ville gøre op med. Teatret gav en social oprejsning til Marianne i to timer, een aften eller et par aftner, hvis det altså var hendes tur så mange gange?

Det har været planen, at forestillingen skulle på tourné til Bergen, Norge. Men det er ikke blevet til noget alligevel. Man kunne spørge, hvis det var blevet til noget med tournéen, om de medvirkende narkoprostituerede fra Skelbækgade ville have fået del i de rettigheder, som man kan argumentere for, at de burde have, ud fra deres bidrag ved at have medvirket i og derigennem deltaget i en udvikling af forestillingen?

Ville der være tale om delte rettigheder, eller om at der er nogen aktiver fra forestillingen, der kunne være blevet kanaliseret hen til de performere som Marianne eller en institutionel ramme, der kunne forbedre fx de narkoprostitueredes vilkår etc.?

Man kan stille det samme spørgsmål til forestillingen: Hvorfor var der ikke delte rettigheder dvs. at den reelle kapital såvel som den kulturelle kapital blev delt med de medvirkende narkoprostituerede, der legitimerede og realiserede forestillingen? Holdet bag ”Pretty Woman A/S” kunne have valgt at engagere de medvirkende gadeprostituerede i en samskabende produktion?

Forestillingen kom til at oppebære den samme drøm, som i filmen ”Pretty Woman”. Det er en fiktion for middelklassen om, at det kan lykkes for de fattige, hvis de bare gør sig umage. De fattige kan komme til at betjene middelklassens underholdningsbehov, eller som i filmen ”Pretty Woman”, overklassen. Så kan eventyret gå i opfyldelse. Den sociale arv kan brydes.

Instruktørerne og holdets bagvedliggende ønske om at foretage en god gerning i form af dette stykke samvittighedsteater, fremstår ikke gennemtænkt og kom kun dem selv til gode.



Handlinger

Information

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s




%d bloggers like this: