Sne (gæsteindlæg)

8 03 2009

Marie Bruvik Heinskou er Phd-stipendiat på Sociologisk Institut, Københavns Universitet

Jeg går gennem sneen, mine fodspor efterlades mørke og våde. Fodsporenes mørke minder mig om, at den magiske stilhed som omgiver mig, mens jeg går rundt i det snedækkede Stockholm snart vil smelte og forsvinde igen. Jeg har snefnug i mine øjenvipper.
Det er aften. Jeg er alene, og jeg har en snurrende fornemmelse af frihed i min mave. Jeg mærker hvordan mine tanker intensiveres og hvordan jeg går på jagt efter eventyr i et melankolsk lydspor.
Jeg bevæger mig langsomt mod operaen – der står den stolt og lyser i mørket ved den issprængte kanal. Nogle ville måske mene, at operaen er farligt fallisk og arrogant formet, men med sine stearinoplyste vinduer fremstår den tryg og klar til at favne det lille menneske i byen.
Jeg går indenfor, mærker min krøllede billet i min hånd og varmen fra nusset operavelour. Hall’en er bemærkelsesværdig tom. Ganske få har, som jeg, købt billet til forestillingen, og hvad der end måtte være af rester af kulturelitær arrogance får et sørgeligt og forladt skær. Det næsten mennesketomme rum farver mit blik på de få der er kommet og som hist og her forsøger at alliere sig med en statue. De ser forladte og fortabte ud i deres ellers velsiddende kjoler og jakker.

Forsker
Det er ikke mere end et par timer siden, at jeg chokeret vågnede efter at være faldet i søvn under en konference hvor en anerkendt feminist forelæste i sårbarhed. Kvinder blev ikke født sårbare, nej, sårbare det var noget kvinder blev undervejs gennem deres liv og især som forskere, mente hun. Da hun havde fortalt det, mærkede jeg, at søvnen overmandede mig, som jeg sad der midt i en kæmpe sal fyldt med kvindelige forskere med notesblok og spidset blyant. Freudianere ville klart have fortolket min søvn, som en omkuldslående benægtelse.
Jeg vågnede brat – ved ikke hvor længe, jeg havde døset – men med tanken om, at der var noget der var gået min næse forbi. Eftersom feministen stadig var i gang med sårbarhedsforelæsningen og nu påbegyndte en række eksempler (anorektiske kollegaer, upassende spørgsmål og akavede følelser) fik jeg en paranoid fornemmelse af at have overset noget ganske farligt i min tilværelse som kvindelig forsker. Jeg havde jo ikke en oplevelse af at være særlig sårbar – fordi jeg var kvinde. Jeg kiggede mig omkring – alle så bjergtagede ud.
Jeg tog mit tøj og forlod forelæsningen.
Da jeg lukkede døren bag mig, mærkede jeg en betydelig lettelse. Derinde bag den lukkede dør sad de nu – alle de vakte forskere – og sammen oplevede de en fælles og henrykkende følelse af sårbarhed. Herude stod jeg nu, og følte mig opløftet, stærk og ganske sårbart udenfor det store kvindelige fællesskab. Hvilken legitimitet kunne jeg mon påkræve mig nu, hvis jeg ikke a priorisk anså mig sig selv og hele kvindekønnet som sårbart – heller ikke når det gjaldt min egen forsker- identitet? Og var det i det hele taget også rigtigt fornemmet, eller var min lukkede dør fortrængning set i praksis?

Poesi og køn
Jeg finder nu min plads i Stockholms opera. Udsigten er privilegeret her midt på første række. Jeg har hele rækken for mig selv og aner blot konturerne af enkelte andre publikummer spredt rundt i mørket. Varmen beroliger mig. Og hvis jeg tidligere på dagen følte mig sløv, så bliver jeg overraskende skarp. Ind på scenen træder nemlig ni muskuløse mænd i en magtfuld opvisning af det forrige århundredes demaskulinisering af unge drenge i skabelsen af mandlige sopraner. Nacho Duato’s ballet ”Castrati” slår fuldstændigt benene væk under mig. Til høj kirkemusik af Vivaldi toner lyden af kastratsang, og jeg berøres dybt af denne skræmmende og forførende barokke opera, mens de ni mænd både yndefuldt og maskulint danser insisterende i åbne sorte kjoler der minder om flaksende krager eller (kvindelige) præstekjoler – det er queer på højt niveau! Jeg tager mig selv i højlydt at udbryde wow! Maskuliniteten står så lysende og forførende klart her, at jeg et øjeblik bliver i tvivl om, hvornår jeg sidst har oplevet den så poetisk i sit udtryk. Og et splitsekund tager jeg mig selv i at ønske, at jeg kunne få lov at berøre disse ni mænd. Mærke deres kropslige styrke, sikkerhed og potentielle voldsomhed – bare et øjeblik.
Balletten er ikke lang – desværre – og afløses herefter af Frk. Julie – det klassiske stykke af August Strindberg – dog i balletversion. Stykket afslører sig hurtigt, som en advarsel mod mine begyndende fantasier der kredser om de ni smukke mænd som lige har forladt scenen.
Hvor balletten Castrati blot havde en mørk og enkel scenografi, har denne ballet om Frk. Julie et baggrundstæppe af svajende fyrretræsskove, træhuse og kvinder klædt i det jeg kun kan associere med et ældre skandinavisk univers: hvide forklæder, håret sat stramt med knold i nakken og grå kjoler knappet helt op til halsen.
Frk. Julie begynder med, at tjeneren Jean og kokkepigen Kristin tydeligvis er forarget over Grevens datter, frk. Julies, frigjorte forhold til mænd. Kort herefter kommer Julie ind i køkkenet og begynder at lægge an på Jean, selvom hun ved, at han egentlig er Kristins uofficielle forlovede. Da Kristin er gået i seng, begynder Julie og Jean at drikke sammen, og de ender med at dyrke sex på Jeans værelse. Greven kommer hjem næste morgen. Julie er handlingslammet over sin fars pludselige ankomst og beder Jean om at befale hende til at begå selvmord for at undgå en skandale. Jean gør det modvilligt, og balletten ender med, at Julie går ud og skærer halsen over på sig selv. I starten af balletten har Julie den absolutte magt over Jean som hans herre, men mod slutningen er rollerne byttet om og hun vælger døden. Hendes frigjorte seksualitet fører således ikke andet end død og ulykke med sig.
Som ballet fungerer stykket mindre godt, synes jeg, men som en del af hele min dag i Stockholm, kunne det ikke afrunde dagen mere bogstaveligt. Det er som at blive knaldet i hovedet med en forhammer. For ikke nok med at jeg ikke orker at høre fortællingen om den sårbare (forsker)kvinde – jeg kan heller ikke i smug begære ni smukke mænd på en scene uden efterfølgende at blive mindet om, hvad kvindelig seksuel frigjorthed vil føre med sig af død og skam.
Jeg er fanget. Ethvert smuthul, ethvert forsøg fra min side på at skifte fortællespor den dag undergraves. Som var jeg en udspændt elastik, der i et enkelt svips ryger tilbage til et ufrivilligt udgangspunkt – mit køn og min sårbarhed.

Elevatorblik
På vejen hjem gennem Stockholm synes jeg pludseligt, at den frihed, der opstod i det øjeblik jeg lukkede døren til det kvindelige forskerfællesskab tidligere på dagen, er taget fra mig. For det ensomme vakuum, som jeg umiddelbart forsøgte at gebærde mig i, er som mine fodspor i sneen, nu forsvundet. Jeg blafrer blot gennem byen. Og i elevatoren på vej op på mit hotelværelse kigger jeg mig selv i det tavse spejl, og spørger om ikke en kraftfuld og nuanceret feminisme alligevel, ville kunne være en vej til at brede, ikke blot mit eget, men mange kvinders ensomme vakuum ud til et større fælles socialt rum. Kunne en kraftfuld og nuanceret feminisme betone styrken og gøre det muligt at diskutere kvinders forskerkarriere (eller mangel på samme) – uden at tale om problematikken i følelsestermer? Kunne man tale om kønnede problematikker som udfordringer, der kræver strategisk og målrettet indsats – også fra kvinders egen side? Jeg kan bare ikke sætte mig ned og græde og føle-føle mig så kvinde-sårbar. Det ligger ikke til min natur (!).
I stedet må vi se det mytiske uhyre i øjnene: er der et reelt kvinde-problem? Hvis ja, hvordan løser vi det? Og måske et sporskifte i de kønnede fortællinger også kunne materialisere sig i forandringer i praksis?
Kunne vi tale om aktiv kvindelig seksualitet med en ”happy ending”? Kunne vi skabe rum for fortællinger om aktiv kvindelig seksualitet som rummer styrke, nydelse, selvstændighed og selvejerskab? Og kunne dette rum samtidigt give plads til at tematisere seksualitet som røvkedelig, ubehagelig eller ligegyldig uden at det nødvendigvis skal udgøre bevismateriale for at kvinders seksualitet er mere sårbar end mænds?
Jeg håber at ”Feminists_ in_ Space” kan udfylde dette rum og at ”Feminists_ in_ Space” vil give plads til mange og nuancerede syn på feministiske sager!
Det er tiltrængt!


Handlinger

Information

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s




%d bloggers like this: