Dårlig Samvittighed

29 06 2009

Af Tamiko Taguchi

En af bivirkningerne ved et såkaldt karriereliv er evig dårlig samvittighed. Med karriere, mener jeg altså ikke bare direktører og folk, der driver egen virksomhed. Det er også gennemsnits-lønmodtagere (som mig selv), der kan lide deres arbejde og har en vis grad af ambition omkring det. Dvs en ret stor del af den arbejdende befolkning. P.t. er det mit store projekt at eliminere al dårlig samvittighed fra mit liv. Jeg har nemlig langt om længe erkendt, at det ikke kan bruges til andet end at forårsage en alt for tidligt død af stress. Fremgangsmåden er at tale mig selv til fornuft.

Dårlig samvittighed er ikke et særegent kvindeligt træk, men det forekommer mig, at kvinder lider mere af det end mænd. Det kan have noget at gøre med, at mange kvinder forsøger at gøre alle omkring sig tilfredse (chefer, kolleger, forældre, mand, børn), og det er en opgave, som er dømt til at mislykkes. At dele vores tid optimalt imellem alle de ting, vi ønsker at nå i det daglige, er også et dødsdømt projekt, og dermed bliver samvittighedskvalerne en fast følgesvend. Den største kilde til dårlig samvittighed er ofte børnene. Netop hensynet til børnene er hovedårsagen til, at mange kvinder vælger, eller i hvertfald drømmer om, at gå ned på deltid.

Personligt er jeg nu blevet virkelig træt af at styrte ned i vuggestuen med hjertet oppe i halsen, som gælder det mit barns liv, hvis hun bliver hentet et minut senere end 16.20. Det er ikke rationelt at have det sådan. Ti minutter ekstra brugt på at ankomme til stedet med en rolig entré var nok en bedre investering for alle. Alligevel oplever jeg at drives af en stemme (som jeg slet ikke er enig med), der fortæller mig at institutioner er dårlige for børn, at karriere og penge er usunde idealer, at mit barn lider og jeg er en dårlig mor.

Betragter man sagen nøgternt, er børn i Skandinavien blandt verdens heldigste og mest misundte børn. Mangen et mindre bemidlet barn ville give en hel del for at leve det liv, de fleste danske børn lever: mad i køleskabet, pædagogiske dag-lege-tanter, Playstation og kvalitetstid med mor og far i weekenden. Hvorfor er det så svært for os at være tilfredse med den tryghed og velstand, vi kan tilbyde vore børn, en velstand som bl.a bygger på den tid og energi, vi hver dag putter ind i arbejdsmarkedet?

Noget af forklaringen, har jeg opdaget på det seneste, ligger i, at kvinder er fantastisk gode til at holde hinanden fast i en konstant opmærksomhed på, hvad der er god og dårlig opførsel. Det gør de bl.a ved heletiden at reproducere argumenterne for den dårlige samvittighed og slå hinanden oveni hovedet med dem.  Hvis det ikke er en kritik af denne og hin måde at håndtere sine børn på, så er det hvem der ”aldrig tømmer kontorets opvaskemaskine”, eller hvem der ”ikke bruger toiletbørsten efter toiletbesøg”. Hvor mange gange har man ikke hørt den feminine fordømmelse, når talen falder på karrierefamilier. ”Hvorfor overhovedet få børn, hvis man alligevel ikke har tid til dem?”, lyder konsensus. Svaret er jo i virkeligheden enkelt: de fleste får selvfølgelig børn for at opleve den kærlighed, der er forbundet med det, og for at videreføre vore egne særlige værdier til dem.

Den faktiske tid, vi har med vore børn i dag, er måske mere sparsom end for 100 år siden, men vi bruger tiden fuldstændig anderledes, og er på mange måder tættere på vores børn, end jeg tror, man var dengang. Vi har det sjovere med vores børn. Og vi har langt mere frihed med dem, en frihed, der følger af, at vi har ”fritid”, og endvidere af vores relative økonomiske uafhængighed. Jeg kunne godt tænke mig, at vi i højere grad forstod at sætte pris på vores moderne livsstil, og være stolte af det, vi har skabt – i stedet for at dyrke den tilbage-til-naturen forherligelse, som på mærkelig vis har vundet indpas i vores i-lands mentalitet. Det er en diffus ide om, at det var bedre dengang, vi levede tæt på naturen, hvor kvinderne gik hjemme med deres børn til de skulle starte i skole, hvor al landbrug var bæredygtigt, hvor vi syltede og hæklede og der ikke fandtes noget plastik eller nogle tilsætningsstoffer. Idealet er som sagt diffust, det er et romantisk bluff, for når alt kommer til alt, er det virkelig få mennesker, der ønsker at leve primitivt og uden den komfort og tryghed, vores rigdom giver os. Den komfort og tryghed, som sjovt nok er præcis det, de fleste mennesker i mindre udviklede og industrialiserede lande stræber efter.

Er dårlig samvittighed også en måde at straffe os selv på, fordi noget i os siger, at vi helst skal lide lidt? I hvertfald er det en uskik, som jeg hermed har erklæret blodig krig.


Handlinger

Information

14 responses

24 06 2009
einicarina

“kvinder er fantastisk gode til at holde hinanden fast i en konstant opmærksomhed på, hvad der er god og dårlig opførsel. Det gør de bl.a ved heletiden at reproducere argumenterne for den dårlige samvittighed og slå hinanden oveni hovedet med dem. Hvis det ikke er en kritik af denne og hin måde at håndtere sine børn på, så er det hvem der ”aldrig tømmer kontorets opvaskemaskine”, eller hvem der ”ikke bruger toiletbørsten efter toiletbesøg”.”

Denne tendens har jeg også tænkt meget over. Det hænger også lidt samme med kvindens rolle som “moralens vogter”.
Traditionelt har kvinden jo skulle give stabilitet og orden til mandens udfarende liv, men jeg tror ikke, det hele kan forklares med en patriarkalsk konstruktion.
Kvinder har generelt en meget højt udviklet socialt intelligens og dermed høj bevidsthed om sociale værdier. De ting har de af en eller anden grund enormt svært ved at slukke for. I manges tilfælde virker det som om, det ville være det mest grænseoverskridende kontroltab.
Der er også meget færre kvinder, der leger, end der er mænd. Hvilket jeg også tror har en forbindelse til det sørgelige faktum, at der er markant færre humoristiske kvinder end mænd. Alt skal tages seriøst. Hele tiden.

27 06 2009
Tamiko Taguchi

Moralens vogtere – ja, men handlede det så bare om vigtige moralske spørgsmål (liv/død! had/kærlighed!) kunne det i det mindste være interessant at diskutere. Fremfor den lavpraksis moral der behandler ting som rengøring, arbejdsdeling, spisevaner og hvad kvinder ellers kan finde på at bruge tid på at fordømme – det burde være issues, man evt kunne gemme til sit parforhold..

5 07 2009
Christian

“Noget af forklaringen, har jeg opdaget på det seneste, ligger i, at kvinder er fantastisk gode til at holde hinanden fast i en konstant opmærksomhed på, hvad der er god og dårlig opførsel.”

Ha-ha ..
Ja, se dén er interessant …
Fantastisk formulering!
Det udtrykker utrolig godt, hvad jeg tit oplever, når jeg – jo sådan lidt udefra – iagttager det modsatte køn …

Det sjove er så, at min frustration over kvinders fokus på hinandens opførsel, går i diamentralt modsat retning af din …

Jeg kunne godt tænke mig en kultur og et samfund, hvor det var mere accepteret at drosle NED for karriere, arbejde og forbrug.

Og min oplevelse er, at det i høj grad er kvinderne, der gennem en konstant fokus på at holde hinanden fast på normer og standard (adfærd -påklædning – boligindretning – børnepasning) holder hinanden og dermed også mændene fast i en forbrugsspiral, der er helt ude af proportioner med hvad der er nødvendigt for et godt liv.

Jeg hører tit, om morgenen, grupper af “soccer-mom’s” orientere hinanden om deres ugeskema, fyldt op med dels arbejde, dels spækket til randen med familieforpligtelser og kørsel med børn frem-og-tilbage til diverse sportsaktiviteter ..
Jeg bliver forpustet bare af at høre på dem, og tænker tit, hvor pokker er personen henne inde bag alle de forpligtelser og al denne autoritative jagt på det korrekte liv …
Hvad er det der sker for de der ganske få år før var glade, charmerende, kreative (og yderst tiltrækkende 😉 ) unge kvinder … !??

” … vi i højere grad forstod at sætte pris på vores moderne livsstil, og være stolte af det, vi har skabt – i stedet for at dyrke den tilbage-til-naturen forherligelse, som på mærkelig vis har vundet indpas i vores i-lands mentalitet … ”

Oj-oj-oj .. som det måske fremgår, har jeg en l-i-d-t anden vinkling på tingene.
Det er nu ikke nødvendigvis en ’tilbage-til-naturen-forherligelse’, som du kalder det, der er drivkraften for os, der er involveret i diverse grønne bevægelser …
For mange af os (undertegnede medregnet) handler det om, at vi prioriterer anderledes, fordi det er dét vi har lyst til.
For mig selv vil jeg sige, det handler – blandt meget andet – om en ‘samhørighed-med-naturen’ oplevelse, og en frustration over dét industrilandbruget gør ved landskabet .. og tilsvarende, en glæde ved andre produktionsformer, friske råvarer, lokale særpræg osv. osv.

Nå, det er svært at udtrykke i få ord .. men hvorom alting er, kunne det være spændende med dialoger på tværs af de holdninger …
Man kan sige, at du måske føler dig presset af hvad du ser som en form for ’tilbage-til-naturen’ holdning …
Mens nogle af os andre føler sig presset af en arbejds- og forbrugskultur, der gør det vanskeligt at indrette tilværelsen på andre præmisser … ikke umuligt, men noget af en udfordring ..

Frihed bør også betyde, at kunne vælge arbejde og forbrug fra ..
(i dén betydning, at man kunne arbejde deltids og bruge få mere råderum til egne aktiviteter og aktiviteter med venner og lokalmiljø)

8 07 2009
Tamiko

Tak for kommentar, Christian.

Jeg oplever modsat dig en meget stærk kvindekultur omkring, at det er mere rigtigt at prioritere børn og hjem fremfor arbejde. Men det kommer nok an på, hvor man ser tingene fra.

Jeg vil give dig ret i, at mange kvinder er ekstremt ambitiøse omkring fx et perfekt hjem og fritidsaktiviteter for børnene. Men jeg er slet ikke enig i, at kvinder skulle “holde mænd fast i en forbrugsspiral” med deres ambitioner om Det Perfekte Liv – jeg oplever, at mænd er mindst ligeså materialistiske.

Du skriver videre: “..en forbrugsspiral, der er helt ude af proportioner med hvad der er nødvendigt for et godt liv”, og det synes jeg er provokerende, for du kan vel ikke udtale dig så skråsikkert om, hvad der er nødvendigt for et godt liv? Det vil jeg påstå er fuldstændig individuelt. Hvis jeg f.eks synes at mange penge og masser af nyt tøj er nødvendigt for, at mit liv er godt, så kan du vel ikke med rette fortælle mig, at det forkert?

Når det er sagt, er jeg enig med dig i en betragtning: jeg synes også jeg ser mange familier, der er ved at drukne i weekendarrangementer, hverdagslogistik og frem og tilbage – og mange forhold klarer ikke presset. Men det er VIRKELIG også en kæmpe udfordring at få tingene til at hænge sammen med børn, fuldtidsarbejde + de ekstra ting man gerne vil have i sit liv (venner, resten af familien, og evt også lidt sjov og ballade). Så når du spørger hvor den tidligere så glade og kreative person bag den travle facade er blevet af, så er svaret nok: “han/hun er blevet voksen”.

Tilsidst vil jeg sige, at jeg så sandelig støtter din frihed til samhørighed med naturen og deltidsarbejde – der er ikke noget der. Det skal da bare være på eget ansvar + for egen regning, hvilket du nok også er enig i.

8 07 2009
Christian

Tamiko

“du kan vel ikke udtale dig så skråsikkert om, hvad der er nødvendigt for et godt liv?”

Det var nu heller ikke mit ærinde 😉
Jeg tror jeg tænkte mere overordnet ..
I retning af, at jeg tror, vi i samfundet som helhed kunne opnå stort set samme livskvalitet med et væsentligt lavere forbrug.
Men der vil – og skal – selvfølgelig altid være store individuelle variationer ..

Det handler for mig mere om gensidig inspiration – jeg har det selv ikke specielt godt med dén tendens der er til at moralisere over forbrug.

Den anden vej rundt synes jeg også jeg ser mange, der fremstiller det som om forbrug – på almindeligt vestligt middelklasseniveau – er målet med livet for alle. Og dét vil jeg godt tillade mig at opponere imod!

“Men jeg er slet ikke enig i, at kvinder skulle “holde mænd fast i en forbrugsspiral” med deres ambitioner om Det Perfekte Liv – jeg oplever, at mænd er mindst ligeså materialistiske.”

Jeg er både enig og uenig.
Ja, mænd er mindst lige så materialistiske .. hér var det måske nogle af mine personlige frustrationer der stak hovedet frem ..
Men så alligevel .. jeg læste for et stykke tid siden, at kvinder står for 80% af indkøbene til hjemmet – herunder også f. eks. bil og PC .. netop fordi det hele skal ‘match’e’ stil / designmæssigt ..
Det er lidt tankevækkende …

“Så når du spørger hvor den tidligere så glade og kreative person bag den travle facade er blevet af, så er svaret nok: “han/hun er blevet voksen”. ”

Jotak .. jeg kender en hel del til de udfordringer du nævner .. men spørgsmålet er stadigvæk, om man ikke selv skruer kravene for højt op, og derved mister kontakten til det indre barn …

(Håber ikke jeg vrøvler for meget – jeg synes det er vigtige spørgsmål, derfor ville jeg lige svare .. men det er tæt på sengetid .. 😉 )

11 07 2009
Tamiko

Naturligvis er forbrug ikke nøglen til lykke for alle, og nok sjældent nøglen til lykke alene. Men penge og velstand er jo ikke bare ny bil og samtalekøkken – det er uddannelse, sund mad, hospitaler, rejser, viden, overskud – altså ting som jeg godt synes, man kan sige, ville gøre alle mennesker godt. Det er også det, jeg siger i indlægget – jeg tror de fleste mennesker i samfund, som er fattigere vores, ønsker sig alt det vi har. Og det er jo kun fordi, du allerede har alle disse muligheder, at du kan tillade dig den luksus at ønske dig noget mere simpelt.

22 07 2009
Nina Søndergaard

Jeg tror at en del af vor ulykke er at familieenhederne er blevet for små til at være praktiske. Jeg gider ikke at glorificere gamle dage, der ikke nødvendigvis var en skid spor gode, men jeg tror oprigtig talt at tidligere tiders stordriftsfamilier havde visse fordele: Søskende gav vel en form for fællesskabsfølelse og der var altid en amme/kokkepige/mor at stæse hen til. Og når arbejdet/skolen var derhjemme, har det også lettet logistikken.

Det er på ingen måde for at slå folk der har valgt kærnefamilien i hovedet. Det lader bare til at børn kræver personsopdækning 24/7 i temmeligt mange år, og det er vanskeligt at klare med én eller to voksne. Men nu jeg er selvfølgeligt også farvet af de glade og imponerede beretninger i “The ethical Slut”, hvor en del af deres betænkeligheder ved at flytte flere familier sammen forsvandt som dug fra solen, fordi børnene var mere interesserede i at der altid var en voksen omkring dem, end om at Richard nu var Roger eller Ritas kæreste…

13 08 2009
Camilla

Uha – jeg tror ikke, børn har godt af at blive mandsopdækket 24 timer i døgnet. Denne trang til at sidde og glo på børnene hele tiden mener jeg kommer sig af, at folk bruger for lidt tid sammen med dem, og når de så endelig er sammen, så skal de RIGTIG være sammen. Men det tror jeg ikke svarer til børnenes behov.

Jeg kan på mange måder godt følge din sympati for større “familieenheder”, Nina. Jeg tror også, der er mange fordele.

16 08 2009
Nina Søndergaard

Åh nej, Camilla, jeg mente sandelig heller ikke at man skal vold-nurse børnene eller overvåge alle deres gerninger 24/7, men det er da væsentligt med voksenkontakt. Det er fedt at stæse ud at lege og vide at hjemme venter en omsorgsperson, og det kan bare være vanskeligt hvis man er to personer med fuldtidsarbejde.

Jeg kunne godt forestille mig at vi (igen) får en del tjenestefolk, netop for at aflaste de her praktiske problemer. I min kreds er det blevet populært med at have rengøringsfolk et par timer om ugen og den slags tror jeg vi kommer til at se mere og mere af. Det er nok mere spiseligt end at skulle flytte i kollektiver, baseret på børnestordrift… 🙂

10 09 2009
jeppe4ever

@tamiko

“Men penge og velstand er jo ikke bare ny bil og samtalekøkken – det er uddannelse, sund mad, hospitaler, rejser, viden, overskud”

Det er en meget spændende sondring, du laver hér.

Ny bil og samtalekøkken kræver indiskutabelt både arbejde og fysiske ressourcder (råstoffer).
Men rejser, viden, sund mad og overskud kan man faktisk i ret høj grad give sig selv og hinanden uden om det økonomiske kredsløb – er min fornemmelse / oplevelse.
Det, jeg oplever, er sket – og som jeg er kritisk over for – er at unødigt mange af disse – kulturelle – aktiviteter er blevet ‘slugt’ af oplevelsesøkonomien, frem for at vi har lært os at ‘lege’ os ind i dem – i fritiden.
Mange forventede, at teknologien og velfærdssamfundet (forstået som en mere rimelig fordeling af goderne) ville frigøre os fra arbejde og bunden tid.
Men det modsatte er sket.
Fordi fritidsaktiviteter i større og større grad er blevet en del af økonomien – en del af den ‘bundne tid’.

Uddannelse og hospitaler (sundhedssystemet) ligger i dén forbindelse i et grænseområde ..
Dét er en lang og spændende diskussion ..

10 09 2009
Tamiko

Jeg synes, med al respekt, det er naivt at prøve at skille den mentale/kreative frihed, vi lever med, fra vores økonomiske frihed (hvis man kan sige det sådan). Jeg vil påstå, at det kræver at visse basale behov er dækket, før man begynder at overveje fx at skifte til økologisk mælk + få læst nogle franske digte – den gode gamle behovspyramide.
Og så synes jeg desuden, det er indlysende, at velfungerende uddannelsesinstitutioner og et godt sundhedssystem kun opstår og udvikles, hvis der er penge til det.
Det virker på mig som om, at både du og Christian (som tidligere skrev i denne tråd) betragter penge og økonomi som noget (skidt), der eksisterer udenfor Jer selv, og som man på en eller anden måde kan/bør frigøre sig fra. Og jeg må sige igen, at den holdning kun er mulig, fordi I lever med den rigdom og de valgmuligheder, som I gør.
Penge er et redskab vi bruger, for at gøre det nemmere for os at bytte os til ting – det er ikke noget, som mennesket er offer for. Oplevelsesøkonomien har vi selv skabt – bl.a for ikke at kede os. Hvis man hellere vil kede sig er der bestemt ingen, der stopper en.

11 09 2009
Christian

… hov, undskyld … det var en ‘cookie’ der lige var hoppet ind ,, jeppe4ever og christian den samme (mig) 😉 ….

Jeg vil da lige sige, at jeg selvfølgelig er helt enig i, at, som du skriver,
“det kræver at visse basale behov er dækket, før man begynder at overveje fx at skifte til økologisk mælk”.

“jeg må sige igen, at den holdning kun er mulig, fordi I lever med den rigdom og de valgmuligheder, som I gør.”

Lige en uddybende bemærkning.
Jeg er vokset op under forhold (et arbejderhjem), hvor der ikke var rigdom, men penge og ressourcer nok til et grundlæggende godt liv.
Det er med dét udgangspunkt, jeg forholder mig kritisk til det (jeg oplever som) forbrugshysteri, som præger vores kultur i dag.
Jeg er selv på arbejdsmarkedet og har en god middel indtægt.

Jeg har reelt en god del flere penge end jeg overhovedet kan bruge på mig selv – og jeg både rejser, benytter kulturelle tilbud, lever relativt sundt og alsidig (er meget interesseret i kulinariske glæder, bl. a.).
Jeg kender adskillige, der lever på en ret lav indtægt, og som absolut ikke keder sig .. men har ugen fyldt ud med aktiviteter omkring kultur, sundhed, uddannelse, ….
Mange af de interesser koster faktisk ikke ret meget.

Omkring dét med, at betragte penge og økonomi som noget ‘skidt’ vil jeg sige .. økonomi er ikke noget ‘skidt’ som jeg ser det .. men heller ikke ubetinget noget godt.
Det er en for mig at se alt for ukritisk accept af markedskræfternes dominans, der generer mig – samtidig med, at jeg heller ikke har det for godt med de løsninger, den traditionelle venstrefløj lægger frem.

Det har noget at gøre med, at økonomi og penge har det med at brede sig.
Det er som om vi, for at sikre os at det basale fungerer, er ‘tvunget’ til at lægge en masse af vores grundlæggende ‘frie’ aktiviteter (de kulturelle) ind under økonomien .. og derved – igen – ‘binde’ vores tid.

Penge er et redskab til bytte – javist, men det er som om økonomien lever helt sit eget liv, og på een eller anden led fratager os en masse valgmuligheder uden vi overhovedet bemærker det ..

Det er blot nogle overvejelser .. jeg står på nogle punkter lidt ‘udenfor’ og undrer mig over nogle træk ved vores kultur og livsform, som jeg selv føler mig fanget af, på en dum måde .. (lang historie)

Samtidig oplever jeg, ud fra min dagligdag, tydelige alternativer ..
Hvis jeg virker famlende, er det fordi, det er sq kompliceret ..
(kræver nok mere end kommentar på en blog … 😉 )

Men tak for dine gode spørgsmål ,,

21 09 2009
Camilla

@Christian:

Du taler om, at “frie” aktiviteter bliver lagt ind under økonomien. Det passer ind med Habermas’ mere overordnede analyse, at livsverdenen i vores tid bliver lagt mere og mere ind under systemverdenen. Systemverdenen er dog ikke kun det, du kalder “økonomien” (jeg regner med, du mener markedskræfterne); den omfatter også f.eks. det offentlige system. Altså når børn i dag f.eks. passes af offentlige børneinstitutioner fremfor af deres bedsteforældre, har man rykket børnepasning fra livsverdenen og over i systemverdenen. Det er i vidt omfang godt og praktisk, men det er klart, at jo flere af vores aktiviteter, der foregår i systemverdenen, jo mere magtfuld bliver denne, og tilsvarende bliver livsverdenen mindre betydningsfuld for samfundet. Man kan sige, at det er i systemernes interesse at minimere livsverdenen, så de selv kan vokse. Der ligger en fælde i det, for for de fleste af os har de ting, vi værdsætter højst og dybest set lever for, stadig deres rod i livsverdenen.

Når folk i Danmark er meget bundne af at skulle arbejde meget, skyldes det til dels, at de skal af med en meget stor del af deres indtægt til skattevæsnet igen. En anden del af “skylden” ligger på det overforbrug, der har været moderne i de sidste par årtier, og som private virksomheder som f.eks. banker på forskellige måder har opfordret og forført folk til. Det sidste har nu givet os finanskrisen, og så er det slet ikke sikkert, at mange længere har noget valg i forhold til, om de vil arbejde meget og leve på et højt materielt niveau, eller om de vil skrue ned – for mange vil spørgsmålet blive afgjort med en fyreseddel. Det vil være godt for nogle og skidt for andre.

Og ja, det er muligt, at man ikke gider at tænke over, om mælken skal være økologisk, hvis man ikke er sikker på, om man har råd til næste måltid. Men det er altså lidt en pseudoargumentation. Økologisk produktion af fødevarer er etisk tvivlsomt, eftersom det mindsker mængden af producerede fødevarer betydeligt. Det er ligegyldigt (eller ligefrem godt) for os tykke vesterlændinge, men det er ikke ligemeget for folk i fattige lande med knappe fødevareressourcer. Derudover vil det stadig være de rige lande (nu inklusive Kina og Indien) der foruerener langt mest i mange, mange generationer fremover, uanset hvor stor en del af vores landbrug, vi omlægger til økologi. Den rigdom, der gør en i stand til at tænke på at købe økologisk, har det kostet så meget forurening at skabe, at det altså ikke nytter ret meget at bruge sit overskud på at købe økologisk. Det er nogle helt andre ting, der skal til, hvis vi virkelig står i en så alvorlig krisesitution i forhold til forurening, som det siges.

27 12 2010
Årsopgørelse og sære søgeord « Prosex-feminisme

[…] bloggen? Jo, en søgning på vores respektive navne og ”prosexfeminisme” giver sig selv. Den dårlige samvittighed gav også 51 hits i år. Lene Espersens kavalergang (og nøgen Mette Frederiksen) har givet 20 […]

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s




%d bloggers like this: