Trafficking eller drømmen om et bedre liv

6 09 2009

Af Nina Søndergaard

1594510970_cf150Anmeldelse af kapitel 12 ”Trafficked Persons or Economic Migrants? Bangladeshis in India”,  Nastasha Ahmad i bogen ”Trafficking and Prostitution reconsidered – New Perspectives on Migration, Sex Work and Human Rights” redigeret af Kamala Kempadoo, Sanghera og Pattanaik. Paradigm Publishers Boulder, London 2005.

For IOM, International Organisation for Migration, undersøgte Nastasha Ahmad bangladeshiske traffickede personer i Indien i 2000-2001. Målet var at undersøge hvorfor de kom til Indien, hvad de lavede og hvad deres fremtidsplaner var. 65 migranter, de fleste kvinder, blev interviewet på bordeller, rehabilitationscentre og i slummen i Kolkata, New Delhi og Mumbai.

 
3 ud af de 65 var blevet kidnappede. I øvrigt med hjælp fra familie eller venner. 62 var kommet til Indien frivilligt. Uanset om bangladesherne var tvungne (hvilket de færreste var) eller ej delte de nogle fælles vilkår, altså omtales de under ét for migranter.

 
Næsten alle havde forladt Bangladesh af økonomiske årsager. De fleste havde for lidt jord hjemme i Bangladesh, nogle havde mistet jorden i et mudderskred eller var arbejdsløse. Det generelle uddannelsesniveau var ikke ret højt. Mange kvinder havde mistet deres mand, og at ikke være gift er meget problematisk for kvinder i Bangladesh, altså var det nemmere at begynde et nyt liv i Indien.

 
Efter ankomsten drejede det sig om at finde et sted at bo og et arbejde. Nogle havde allerede ordnet en eller begge dele hjemmefra. Migranterne blev sexarbejdere, hushjælpere (eventuelt i de arabiske lande), kludesamlere, stof dealere, skræddere eller taxachauffører.

 

small2Et eksempel: Khadija og hendes mand. De var kommet til Mumbai dagen før interviewet, de havde været i byen otte år tidligere, men var blevet opdagede og sendt tilbage. Nu ville de prøve igen. Khadija arbejdede allerede som rejepiller på det lokale fiskemarked, og ville købe et komfur og stegepande med sin første løn (40 rupee). Hun og manden søgte arbejde (som hushjælp) og skulle ud at se på et værelse.

 
De fleste, 77 % af kvinderne og 64 % af mændene, følte sig ikke begrænsede i deres bevægelsesfrihed. Kun få bekymrede sig om politirazziaer (det indiske politi slår hårdt ned på migranterne og sender dem hjem). Dem der var begrænsede i mobilitet boede på rehabilitationscentre eller på bordeller, hvor bordelejeren tog halvdelen af deres løn.

 
En måde at slå rødder på var at få ID, fx rationskort. To tredjedele havde gennem korrupte embedsmænd fået et rationskort som giver adgang til fx sukker og benzin til fordelagtige priser. 11 var kommet på stemmelisten og 8 havde åbnet en bankkonto, ud af de otte med bankkonto havde fem også rationskort og var kommet på stemmelisten. En del havde giftet sig i Indien.

 

Undersøgelsen viste at der var to lige store hovedgrupper: Dem der gerne ville blive i Indien. Dem der gerne ville hjem til Bangladesh hvis de kunne få et bedre job der og så en mindre restgruppe der ikke havde bestemt sig. Desuden kan man også skelne mellem dem der tog afsted frivilligt og med et bestemt rejsemål og/eller arbejde for øje, og de tvungne. De utvungne var generelt tilfredse, selvom nogle følte sig snydt på grund af ufuldstændig information før afrejsen.

 
tn_photo_7En del af de tvungne var kvinder der havnede i prostitution. Især de yngre sexarbejdere uden børn havde resigneret og var ulykkelige. Cirka halvdelen af de kvinder der gerne ville have et andet arbejde var sexarbejdere, men ti af de tilfredse kvinder var sexarbejdere. Nogle af de utilfredse sexarbejdere ville gerne slå sig ned med deres babus, kunde med hvem de har et særligt forhold.

 
Langt de fleste klarede sig bedre økonomisk set end de ville have gjort hjemme i Bangladesh, de tog ofte arbejde som inderne ikke ønskede, mange sendte penge hjem og bidrog dermed til vækst i både Indien og Bangladesh. De var dog plagede af chikane fra politiet og andre myndigheder.

 

 IOM så gerne at alle mennesker sikredes ordentlig mad, uddannelse og arbejde for at minimere tilskyndelsen til at migrere. Dernæst at alle migranter, underdokumenterede eller ej, sikres anstændige arbejdsvilkår.

small1

Det er en spændende undersøgelse, selvom den er lovlig lille til at konkludere noget sikkert og repræsentativt på. Det skal også huskes at den er specifik på indisk-bangladeshiske forhold og der er glimt af de store forskelle der er internt i Indien. Det lader til at livet for migranterne i Kolkata var noget nemmere end i hovedstaden New Delhi.

 
Undersøgelsen peger på den uheldige og unyttige klapjagt der drives overalt i verden på migranter. Der vil altid være folk der rejser ud for at søge bedre muligheder (jeg har selv været en af dem, boede i Malmö og arbejdede i København!), og arbejdende mennesker er med til at skabe velstand og velfærd. Den velstand kan formindskes ved elendige arbejdsvilkår og stress. Altså lader en løsning til at være en nemmere procedure for at få (midlertidig) arbejds- og opholdstilladelse.

 
Det gælder også sexarbejdere. Selv med så frisk en vinkel på det komplekse emne migration er, har undersøgelsen alligevel nogle gamle fordomme med i bagagen. Ahmad skriver overrasket om kvinder der tager en aktiv beslutning om at rejse ud for at blive sexarbejdere og at en del af dem er tilfredse med deres arbejde. Rejepilleren Khadija bliver ikke problematiseret i samme grad, selvom hun udfører lavstatusarbejde på hvad der typisk er en kvindearbejdsplads. Vi må respektere migranternes eget ønske og valg, uanset om vi selv ville træffe det valg de foretager.

Billederne er fra http://www.desipapa.com/