Porno er kvindefrigørende og unge mennesker burde se mere porno

20 02 2010

Af Nina Søndergaard

Ok, måske ikke helt, men som prosex-feminist er det mig magtpåliggende at komme med en anden fortælling om unge og sex end den der er fremherskende.

Sex er godt og positivt, også for unge mennesker, og det mener jeg at vi bør fortælle dem. For vi stopfodrer især unge piger med advarsler, skrækhistorier og frygt for den farlige seksualitet.


Hvad nu hvis det farlige ved porno var at hele tiden få at vide at det er farligt? Sæt nu, at sex er godt – også på film og billeder, men det dårlige er at have skam- og skyldfølelser og ikke måtte nyde det?

I skolen er seksualundervisningen (det lidt der er) ofte en skræmmekampagne der fortæller de unge hvor syg og gravid og ulykkelig man kan blive af sex. Det er ikke løgn heller, men hvor er de positive historier? Hvor dejligt det er, hvor meget godt en orgasme med en anden person kan afstedkomme i alle mulige henseender?
Bekymringen for de unges ve og vel er stor blandt fremtrædende feminister .

Det er på ingen måde dårligt at være opmærksom på hvordan unge mennesker har det eller nuancere et verdensbillede, men fortællingen om unge og porno er i den grad fastfrosset i at sex er sådan set godt nok (bare man ikke taler om det, har for meget af det med for mange, dyrker det for penge eller viser det i medierne), porno er ondt og feminisme er godt. Og feminisme er lig med en afstandtagen til porno.

Det er så selvfølgeligt at antage at porno er skadeligt, at ikke engang forskere der burde rokke ved myter og automatreaktioner kan sætte sig udover denne ubegrundede idé. I en antologi ”Generation P? Youth, Gender and Pornography” fra 2007 er der ikke én ud af de 19 bidrag der lægger ud med tesen ”porno er godt for unge mennesker” eller ”unge kan godt håndtere porno”. Der er heller ikke ét af de 19 bidrag der ender med at konkludere at porno ER skidt eller at de unge ikke kan håndtere at se porno.
Antologien er meget svingende, og det er fx svært at sætte megen lid til en undersøgelse baseret på 10 unge mænd i alderen 15-16 år. Det er smukt at lade dem få taletid, men det er for lille et sample at konkludere ret meget på.

Det er også sigende at ingen af forskerne går bag om hvorfor pigerne tager afstand fra porno, endsige stiller spørgsmålet ”kan feminisme have skadet pigers opfattelse af porno?”. Mere end 40 % af de adspurgte unge i en stor spørgeskemaundersøgelse mente at porno var nedværdigende for kvinder. Hvor kommer den negativitet fra? Spørgsmålet var nok dukket op, hvis næsten halvdelen af unge mente at klassisk musik var nedværdigende for mænd.

Hvis jeg absolut skal med på bekymringsbølgen, synes jeg at det var trist at læse at de unge savnede at kunne vende sex, følelser og porno med voksne. Det er forvirrende at være ung, og det er synd at de unge bare får at vide at porno er skadeligt og forkert og sex ikke er et samtaleemne.

Det ville være dejligt med mere seksualundervisning i skolen, helst noget der inddrog de unge selv (hvilket giver de bedste resultater) og som videreførte nogle af de ting de unge lærer i andre fag, fx at betragte porno som et stykke fiktion, med de analyseværktøjer der ellers følger med når man arbejder med fiktionsværker.





Provokerende prosex

7 02 2010

 Af Nina Søndergaard

Der er folk der har spurgt mig om hvad der er feministisk i at være for pornografi. Jeg har svaret at pornografi kan være et udtryk for kvindelig lyst, og det er vigtigt at værne om og ikke skubbe det tilbage i soveværelserne.

Men jeg har samtidig også undret mig over at feminisme åbenbart er blevet ensbetydende med en kamp mod pornografi. Og at man faktisk kan slå sig op på at være for sex… Her er mit eget personlige bud på hvad jeg mener pro-sex feminisme er for en størrelse.

Globalt er der nok at tage fat på. Der er lang vej igen når verdens kvinder er overrepræsenterede i statistikker om fattigdom, nød og analfabetisme og kvinders menneskerettigheder mange steder bliver overtrådt groft.

I dette rige hjørne af verden ser jeg mindre problemer, men et af problemerne er angsten og frygten for seksualiteten og dens visuelle udtryk, pornoen. Frygten for pornoen er så stor, at feminisme åbenbart er blevet lig med kampen mod pornoen. I stedet for frigørelse og kvinders rettigheder går meget feminisme ud på at fratage (andre) kvinder retten til at bruge deres krop og seksualitet som de vil.

Det er en feministisk sag for mig at få mere med- og selvbestemmelse til alle kvinder, også på det seksuelle område, og her vil jeg tale for sex og at det er en grundlæggende god og positiv drivkraft i mennesker.

Det er desværre sjældent at høre feminister udtrykke andet end bekymring overfor sex og porno, derfor er jeg prosex feminist, fordi jeg synes der kan være meget godt at hente i porno.

Sex er ikke at sammeligne med pastinakker, som skribent Marianne Eilenberger gjorde det 2009.12.25 i Politiken. Jeg forstår godt hendes skuldertræk overfor at vi kalder os prosex feminister, da de færreste vil kalde sig anti-sex og feminist ikke er en beskyttet titel. Men der er, så vidt Google ved af, ingen foreninger mod pastinakker, men derimod en forening der har til formål at begrænse pornoen i det offentlige rum. Og selvom man kan være allergisk overfor pastinakker og faktisk dø af at spise dem, så er der ingen der aktivt bekæmper pastinakkers udbredelse i det offentlige rum.

 

Eilenberger berører en væsentlig faktor i hele debatten, nemlig at sex ikke behandles på samme måde som alle andre emner. Det er omtrent som med religion, sex er ikke et område vi må spørge til, tale om, analysere, måle på eller have en rationel tilgang til, for så ødelægger vi åbenbart et eller andet væsentligt ved erotikken.

Det vil jeg gerne anfægte, i hvert fald så langt som at man bør kunne tale om sex med sin elskede. Og i følge sexologerne er det stadig et stort problem for mange par, at de ikke taler om sex.

En måde at få sex til at blive ved med at være et myteomspundet felt af menneskelivet er at holde fast i at sex skal være privat og altså et tabuemne som det er bedst at holde for sig selv. En anden måde er at sige at porno er ondt og skadeligt.

Efter pornoens frigivelse undersøgtes om den lettere adgang til pornografisk materiale fik antallet af seksualforbrydelser til at stige. Det gjorde det ikke, der var tværtimod et svagt fald. Der er heller ikke nogle undersøgelser der er i stand til at bevise at børn rent faktisk tager skade af at se på porno, men alligevel fortsætter denne myte.

Her er nogle prosex-feministiske statements om porno:

1. Porno er ikke én ting, der er ikke en gang en entydig definition på fænomenet.  Derfor giver det ingen mening at afskrive al porno, ligesom det heller ikke giver mening at hade alle noveller eller være imod musik.

2. Porno kan være et udtryk for menneskelige (herunder kvindelige!) lyster – og lige så mangfoldig.

3. Som følge af at jeg synes godt om sex mellem to eller flere voksne og samtykkende mennesker, synes jeg også godt om at man kan filme eller fotografere akten, uanset om der er penge involveret eller ej.

4. Porno kan være en god inspirationskilde.

5. Porno kan give tryghed, dels ved at finde ud af at man ikke er den eneste der tænder på denne eller hin specialitet, dels ved at se at kroppe er meget forskellige – og at de bliver bollet!

6. Jeg tror ikke på at folk ser porno som de ikke tænder (bare lidt) på. Langt det meste porno er med mænd og kvinder der har sex, fordi det er mest gængs – også i den virkelige verden.

7. Internettet er en god ting, for nu kan alle finde ud af hvad de tænder på og dyrke deres lyster og finde ligesindede hjemme foran skærmen.

8. Porno er et kunstnerisk udtryk og bør behandles sådan. Jeg er træt af grimme pornoblade og usle persontegninger i pornofilm. Kære pornoproducenter, selvom det har med sex at gøre, så gør jer umage – jeg kan godt lide lækre, gennembearbejdede ting.

9. Porno er et kunstnerisk udtryk, det er fiktion, og bør behandles sådan. Jeg er irriteret over at der sjældent er nogle ordentlige og ubekymrede analyser af porno. Det er som om alt det man lærte i dansk om opbygning af historien, spændingskurver, roller og figurer ryger ud, når det drejer sig om porno.

10. Unge mennesker ved altså godt at porno er fiktion, og det er de færreste der har problemer med at skelne fantasi fra virkelighed, også når de ser på mennesker der har sex. De er blevet stopfodrede med eventyr, lege og Disneyfilm og forstår godt at det ikke er ”rigtigt”.