Kvindernes kampdag fylder 100 år og bloggen ét

1 03 2010

DEMONSTRATION 8. MARTS – SEXARBEJDERRETTIGHEDER NU!

Igen i år går feminister og sexarbejdere på gaden for at kræve rettigheder til sexarbejdere, og for at forsvare kvinders suveræne ret til selvbestemmelse.

”For os er kampen for sexarbejderes rettigheder en feministisk kamp,” udtaler Eini Carina Grønvold, talsperson for ”Feministisk Initiativ”, som har taget initiativ til demonstrationen.
”Restriktive love og kriminalisering af sexarbejde bidrager til diskrimination, stigmatisering og overgreb på sexarbejdere. Rettigheder og anerkendelsen af sexarbejde som arbejde øger sexarbejdernes selvbestemmelse og magt over deres eget liv,” understreger hun og fortsætter:
”Det er et feministisk grundprincip at kæmpe for kvinders ret til at bestemme over deres egne kroppe. Det princip vil vi – igen i år – fastholde ved at demonstrere for sexarbejderes rettigheder den 8. marts, Kvindernes Internationale Kampdag.”
Sexarbejdernes Interesse-Organisation (SIO) støtter op om initiativet:
“Sexarbejderne har ikke samme faglige og sociale rettigheder som alle andre mennesker i dette land. Det mener vi er et helt basalt krav, og derfor støtter vi op om demonstrationen og går med på gaden for at kræve de rettigheder,” udtaler Susanne Møller fra SIO, Sexarbejdernes Interesse Organisation.

Praktisk info:
Demonstrationen afgår fra Halmtorvet kl 16.30 og går gennem Vesterbro til ???. Der vil være taler undervejs.
Demonstrationen er forbeholdt lesbiske, bi- og heteroseksuelle kvinder samt transpersoner.

Arrangører: Feministisk Initiativ og Enhedslistens Queerudvalg. Demonstrationen er støttet af SIO, P:AK, Libertære Socialister og prosexfeminisme.dk

For mere information, kontakt:
Eini Carina Grønvold, talsperson for Feministisk Initiativ. Tlf. 42 48 37 77 eller mail feministiskinitiativ@gmail.com
Susanne Møller, talsperson for SIO. Tlf. 501 501 60 eller mail kontakt@s-i-o.dk

PAROLER VED DEMONSTRATIONEN FOR SEXARBEJDERES RETTIGHEDER 8. MARTS 2010:

STOP KRIMINALISERINGEN AF SEXARBEJDE
Restriktive love og kriminalisering af sexarbejde bidrager til diskrimination og stigmatisering af- og overgreb på – sexarbejdere. Det tvinger os til at gå under jorden og samarbejde med organiserede kriminelle, hvilket gør os sårbare overfor udnyttelse og overgreb.

SEXARBEJDE ANERKENDT SOM ARBEJDE
Manglende arbejdsrettigheder gør os sårbare overfor overgreb og medfører dårlige arbejdsvilkår. Sexarbejde er sex under samtykke. Sex uden samtykke er ikke sexarbejde, men voldtægt, seksuelt overgreb eller sexslaveri.

RETTEN TIL SELVBESTEMMELSE OVER EGEN KROP
Vi forlanger retten til at bruge vores egne kroppe til alle formål, vi ikke finder skadelige. Vi forlanger retten til at tage del i seksuelle relationer med personer af alle køn og alle etniciteter, uanset om der er penge involveret eller ej.

RETTEN TIL MOBILITET
Vi kræver retten til sexarbejdere til at bevæge sig i og mellem lande for at søge arbejde og bopæl efter eget valg. Restriktive immigrationslove og kriminalisering af sexarbejde forstærker diskriminationen, volden og udnyttelsen af sexarbejdere, og især migrante sexarbejdere.

RETTEN TIL AT BLIVE HØRT
Vi forlanger at blive inkluderet og hørt, hvor end vores arbejds- og livsbetingelser bliver diskuteret og fastlagt.

Besøg også Facebook-gruppen


Handlinger

Information

7 responses

2 03 2010
sissel

Hvorfor er demonstrationen forbeholdt lesbiske, bi- og heteroseksuelle kvinder samt transpersoner? Jeg synes umiddelbart det virker ret skævt at kræve lige rettigheder i samfundet for prostituerede (som jo også kan være, og er, mænd) og så samtidig udelukke halvdelen af det samfund i at bakke op om projektet. Man vil gerne signalere at prostitution er fino, men samtidig forhindrer man den altoverskyggende majoritet af brugerne fra at støtte op om det signal?

2 03 2010
Nina Søndergaard

Det er spørgsmål vi også har stillet os selv. Jeg vil sige så meget som at der ikke er intern enighed om separatismen og at det nok kommer til at foregå anderledes til næste år. Men dine gode kommentarer går vi videre med.

2 03 2010
sissel

OK. Og forresten tillykke til jeres blog 🙂

3 03 2010
Eini Carina Grønvold

Arrangør-gruppen til dette arrangement har haft mange og lange overvejelser og diskussioner om hvorfor denne demo nødvendigvis må være separatistisk.
De to vigtigeste argumenter er:
1. at det er 8.marts – der er feminister i gruppen der ikke går på kompromis med separatisme denne ene dag på året.
2. Det er kun kvindelige sexarbejdere der anses for at være uegnede til at tage selvstændige valg, og det vil vi give et utvetydigt modsvar på.

Vi overvejede at lægge demonstrationen på 3.marts, som er en international dag for sexarbejderes rettigheder, men vi tvivlede på om vi kunne mønstre en demonstration der var massiv nok til at blive set, hørt og omtalt.
8.marts har 100 års dag i år, og bl.a også af denne grund mente vi at det gav større mulighed for omtale, hvis demoen blev afviklet denne dag.
Og så fordi sexkøbsforbudsfolk marcherer på dagen, får bred dækning i pressen, og det skulle de ikke have uimodsagt.

Vi vil på ingen måde udelukke nogen fra at støtte sexarbejdernes kamp for rettigheder, og vi håber at kunne få nok tilkendegivelser fra forskellige til, at vi næste år kan lave en stor, ikke-separatistisk demonstration d. 3.marts.

3 03 2010
Systemma

“Det er kun kvindelige sexarbejdere der anses for at være uegnede til at tage selvstændige valg”

Hvordan ved I det? Der tales jo stort set ikke om mandlige sexarbejdere. Generelt tror jeg ikke, det er et emne, folk har tænkt over. Jeg er bestemt ikke sikker på, at man ikke i en eventuel fremtidig debat om mandlige sexarbejdere ville møde det synspunkt, at de er uegnede til at træffe selvstændige valg.

Det siges, at der er flere mænd end kvinder, der har solgt sex (til andre mænd, of course), og dette emne er vel også relevant at fremføre (mere) for os, der interesserer os for sexarbejderes rettigheder? Når denne gruppe overses, er det vel blandt andet vores fejl?

Jeg synes selvfølgelig, det er enormt ærgerligt, at demonstrationen i år igen bliver separatistisk (altså bortset fra at de fleste transkønnede rent fysiologisk stadig er mænd:)), men håber, at den kan rive sig løs af separatist-kløerne næste år.

Held og lykke med demonstrationen.

4 03 2010
Nina Søndergaard

Nej, netop, de mandlige sexarbejdere er helt glemt og udeladt af debatten. Jeg vil meget gerne se et debatindlæg/læserbrev der ønsker et sexkøbsforbud med den begrundelse at det er synd for de mandlige prostituerede.

Derimod er der masser af røster der mener at prostitution er vold mod kvinder. Fx http://www.kvindehusetkoldingkrisecenter.dk/prostitution.htm

Det ærgrer min indre feminist i den grad at blive italesat som et offer pga. mit køn, og at sexkøbsloven lægger ansvaret for kvindens liv over i hænderne på manden. Han er den eneste der bliver straffet for sin ugerning, at købe sex, hvorimod kvinden (i Sverige og Norge) jo ikke kan straffes for at sælge sex.

Jeg vil henvise til indlægget om radikal feminisme, hvor jeg også tager fat på de mandlige sexarbejdere, men det er et område der er forsket meget lidt i, desværre. Efter nogle søgninger på Out & About.dk og Pridenews.dk lader det heller ikke til at homomiljøet har særlig meget fokus på sexarbejdere, hverken mænd eller kvinder.

5 03 2010
Eini Carina Grønvold

Det er vigtigt for os at understrege, at det ikke er fordi, vi har noget imod mænd eller ønsker at udelukke dem fra sexarbejderkampen. Der er naturligvis også mandlige sexarbejdere, der berøres af diskrimination og kriminalisering.

Men modstanderne retter udelukkende deres hetzkampagner mod kvindelige sexarbejdere (og dermed kvinder i almindelighed), som om kvinder er en slags særligt sarte mennesker uden evne til at beslutte og tale for sig selv. Det ønsker vi på kvindernes internationale kampdag at demonstrere imod ved at sende et klart signal om, at vi som kvinder kan gå på gaden og tale for os selv.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s




%d bloggers like this: