Mere om kærligheden tilbage i dagene

30 10 2010

Af Nina Søndergaard

En anmeldelse af Dorthe Sondrup Andersens ”Guldalder uden forgyldning” og ”Kærlighed i klunketiden – En kavalkade om Danmark 1880-1900”

Alting har en historie og det har ægteskabet, kærligheden og seksualiteten også.

Litteraten Sondrup Andersen har skrevet to underholdende og veloplagte bøger om emnet. Det er ikke tung videnskab vi møder i bøgerne, snarere en kalejdoskopisk gennemgang af datidens skønånder, deres liv, værker og problemer. Hun skriver forrygende flydende og jeg måtte le højt af nogle vidunderlige vendinger.

 

En fordel, i mine øjne, ved den meget lette gennemgang af de mange værker der bliver refereret til, er at det er så langt fra gymnasietidens gennemtrampning af ”Guldhornene” eller ”Stuk”, at man får lyst til at genlæse dem. Nu lidt klogere…

Nå, hendes tese i ”Guldalderen uden forgyldning” er at guldalderen, ca. 1800-1850 rigtig nok var en kulturelt rig periode, men på det personlige og kvindelige plan var det måske slet ikke så sjovt endda.

Med datidens samfundsstruktur, hvor manglen på en velfærdsstat gjorde forsørgelsen af familien meget mere vigtig end idag, var der ofte meget stor aldersforskel på mand og kone. Især i det bedre borgerskab. Manden skulle nemlig have sig en god stilling før han kunne gifte sig. Det kunne tage sin tid at blive professor, men så kunne man også gafle sig en ung kvinde.

Et par eksempler: Kamma Rahbek var 15 år yngre end sin mand, Knud Lyne Rahbek. Hr. Heiberg var 21 år ældre end fru Heiberg. Der er selvfølgelig intet fordækt eller forkert i en stor aldersforskel, Sondrup Andersen ser bare det som endnu en stor forskel de to måtte overkomme, da pigerne levede meget beskyttet og i nogle tilfælde nærmest var funktionelle analfabeter. Mændene var derimod som regel seksuelt erfarne, berejste og belæste. Hun ser også en sammenhæng mellem ungkarlelivet og kreativiteten. Her er Adam Oehlenschläger det klareste eksempel på at ægteskabet og forsørgerpligten drænede ham for inspiration. Hun forsvarer derfor Søren Kierkegaards forlovelsesbrud med Regine Olsen med at han godt havde set hvad der var ham i vente, når han skulle forsørge hende.

Det skal ikke forståes sådan at alle ægteskaber var det rene jammer. Overhovedet ikke, der er masser af eksempler på dyb og inderlig kærlighed og hengivenhed (fx mellem Anders og Sophie Ørsted), men der var klart en struktur der vanskeliggjorde lige vilkår, og kvindernes rolle og verden var meget begrænset.

”Kærlighed i klunketiden” har en tese om at den hæftige fortielse af seksualdriften i 1880-1900 havde ulykkelige konsekvenser for mange. Hun tager afsæt i det spektakulære dobbeltselvmord som Sixten Sparre og Elvira Madigan foranstaltede på Tåsinge i 1889. Hun læser deres død som en protest mod et samfund der ikke levnede plads til kærlighedsforhold baseret på seksuel tiltrækning. Sex var noget smuds man endelig ikke måtte tale om, men som fik sine afløb med prostituerede og gav sig udslag i tårnhøje syfilisrater.

Hun tager os med på en spændende turné i datidens kunstnermiljø, lige fra Studenterforeningen til Café Bernina og kunstnerkolonien i Skagen. Det er belæst Billedblad, og hun gør det rigtig godt. Nogle anmeldere har set hendes udstilling af dobbeltmoralen som ondskabsfuldhed, men jeg ser det nærmere som en understregning af hvor svært det var for datidens mennesker at undslippe disse uheldige strukturer og få det frie kærlighedsliv de besang. Efter endt læsning er det svært ikke at føle en vis taknemmelighed over at nyde godt af de seksuelle revolutioner…





Oplysning om lyst

18 10 2010

Af Nina Søndergaard
I mine kredse kommer vi tit til at sidde at sukke over ungdommen nutildags. Vi synes at det er synd for dem: De bliver bombarderet med porno, men ingen voksne tør at tale med dem om det. De får måske at vide at de skal passe på sig selv og man kan blive frygteligt syg af det der sex, men ingen gider at sige til dem hvor vidunderligt sex kan være. Ak, ak, ak!

Men, der er heldigvis folk der derude som ikke nøjes med at sidde at sukke, men går ud og handler!

Derfor vil vi her på blogggen reklamere for Sexualisterne. Det er en flok unge mennesker der tager ud i det ganske land og fortæller om sex. Lærere og lærerinder, klubbestyrere og kung-fu trænere landet over: Ring til den nærmeste afdeling og hør nærmere.

De er delvist udsprunget af Sex og Samfund som der ofte er blevet linket til her, men S&S fortjener altså også lige et par rosende ord herfra: Sex & Samfund tager sex alvorligt og har nogle af de bedste oplysninger om prævention, abort og følelser. Hjemmesiden er en guldgrube af viden, men man kan også ringe ind med sine spørgsmål på 70 20 22 66.

Landsforeningen  for bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner har en gå-ud-gruppe, som tager ud til skoler og fortæller om dét at være homoseksuel, springe ud, finde kærester, blive mobbet og forelsket – jeg er sikker på at deres team har reddet unge mennesker fra selvmord, for det er så vigtigt at vide, især i den alder hvor horder af hormoner gør én endnu mere forvirret og usikker, at der er nogle derude ligesom én selv.

Jeg vil slutte af med et link til en TED-talk der handler om Thailand: Mr. Condom fortæller den glade historie om hvordan et helt land kan vende en kedelig udvikling med enorm befolkningsstigning og senere AIDS, til et rigere, sundere og lykkeligere samfund. Uden ret meget statslig støtte vel at mærke.

 





Nørrebro Litt er liderlige

8 10 2010

af Nina Søndergaard

Litteraturstederne på Nørrebro er gået sammen for at lave Nørrebro Litt, find det på facen, og der kom Underwood Ink (tak Mia Thiesen) på den gode idé at lave et arrangement om sex i litteraturen, også kaldet Lummer Aften.

Det er mig, Nina Søndergaard, der står for dét arrangement torsdag den 21. oktober 2010 kl. 2000. Det koster gratis, og når man dukker op vil man kunne høre om Walters vilde sex i victoriatiden.

Walter er hovedpersonen i en af de mærkeligste selvbiografier der nogensinde er skrevet. Selvbiografien fyldte 4000 sider (11 bind) og spænder over en 30-40 år i tidsrummet ca.1830-70. Walter bestiller ikke meget andet end at duske rundt, men det gør han også ret godt. Vi får intet at vide om ham ellers, hans arbejde, hobbies, børn eller bøger, men tilgengæld alt om kusserne på de ca. 1500 tjenestepiger/syersker/baronesser/sexarbejdere han nedlægger. Og det er såmænd saftigt nok.

Kom og hør uddrag af ”Mit hemmelige liv”, og få et helt nyt syn på victoriatidens damer der vist slet ikke var så snerpede endda…

Underwood Ink, Ryesgade 30A, 2200 København N. Den enogtyvende oktober. Klokken otte til halv ti. Arrangementet er gratis, men emnet er så svedigt at din hals må fugtes.

 

Se mere på hjemmesiden My Secret Life.





Historien om ægteskabet

8 10 2010

Af Nina Søndergaard


Som historiker må man gerne være ond og fortælle folk at der muligvis slet ikke var nogen historisk korrekt Jesus, at éns barndoms vidunderligt hvide vintre er en erindringsforskydning og at de gode gamle dage var lede. Her vil jeg briste en illusion om det naturlige ved kærlighedsægteskabet.

1.    Ægteskabet kan knap nok defineres, fordi der er så mange versioner af det i verden.
2.    Tanken om at ægteskabet kun er noget der reelt vedkommer to mennesker er ny.
3.    Tanken om at man kan og ligefrem BØR basere sit ægteskab på kærlighed og forelskelse er endnu nyere.
4.    Det er ikke utænkeligt de gamle romere og grækere havde ret når de mente at forelskelse var en sindssygdom.

Det lader til at mennesker altid har forsøgt at sætte nogle rammer for seksualiteten og reproduktionen, de rammer hedder som regel ægteskab. Og ret meget tættere på en definition på ægteskabet kommer vi nok ikke i dag.

Jamen, det er jo en pagt mellem to mennesker, siger I. Ja, i vores del af verden, men andre steder bliver man rigtig nok gift med én person, men gommens brødre har altså også ret til at gå i seng med bruden. Der er harem og islam tillader en mand at have fire koner, altså kan ægteskab snildt være mellem flere mennesker.

Nå, men så sikrer man hinanden økonomisk da! Ja, igen, her gør vi, men nomadefolk har det ikke nødvendigvis helt på samme måde. For det første er mange analfabeteter, så dét at skrive en ægteskabskontrakt giver ikke megen mening. For det andet har de ligesom ikke så meget jordisk gods at det gør noget: ”Jeg betror dig min 4-personers sofa”? Nej vel…

Nogle steder bor ægteparret ikke sammen, andre steder flytter de ind hos konens mor eller hen til mandens mor. Her bor vi ligefrem sammen FØR vi bliver gift, utænkeligt for bare 100 år siden i bedre kredse.

Tit overgår kvinden til mandens familie, som så har ansvaret for hende, men hun kan også stadig være under sin faders beskyttelse selvom hun er gift. De fleste samfund er patriarkalske, hvilket her vil sige at kvinden ikke har fulde juridiske rettigheder som sin mand, i Danmark fik gifte kvinder først råderet over egen løn i 1880 , gifte kvinder blev myndige i 1899 – altså der kunne de selv bestemme over deres formue, købe hus og sagsøge folk.

Alligevel findes ægteskab i en eller anden form i næsten alle samfund, det eneste kendte samfund der overhovedet ikke anerkender ægteskab er Na folket i Kina, hvor det er bror og søster der bor sammen og tager sig af børnene. Og børnene bliver til når en elsker sniger sig ind i huset om aftenen, bliver der natten over og smutter igen om morgenen.

Ok, det viser også at ægteskab ikke godt kan være en biologisk rodfæstet ting i os, når der er så uendeligt mange måder at gøre det på. Vi vandrede ikke ud af Afrika for en rund million år siden med en ring på fingeren og koloniserede jordkloden. Ægteskabet er en institution der voksede frem bagefter.

Hvorfor så overhovedet gifte sig? For at sikre afkom og svigerfamilie! At ved blive gift har man knyttet et bånd mellem fremmede familier, der nu skal samarbejde. Senere blev ægteskaber også vigtige økonomiske midler: Kongeriger og krige er opstået pga. ægteskaber, folk har arvet guld og grønne skove og ved at splejse sammen kunne to personer købe en gård/starte virksomhed, som reelt var det eneste de havde at falde tilbage på inden velfærdsstaten.

Her har I også lidt af forklaringen på hvorfor stort set alle ægteskaber inden 1750’erne var det vi kalder for arrangerede ægteskaber, hvor brud og gom faktisk ikke kendte hinanden inden de blev gift. Det var alt for stort og vigtigt til at man kunne lade to unge mennesker bestemme selv og de skulle da slet ikke træffe beslutningen når de var forelskede og dermed sindssyge!

Forelskelse var en sindssygdom mente de gamle, englænderne kaldte det for ”cuntsick” og så har vi en idé om hvor højt forelskelse rangerede i l’ancien regime.

For naturligvis kendte de gamle til forelskelse. Nogle af de ældste skriftlige kilder vi har er kærlighedsdigte (nå ja, og lister over hvor mange får og køer man havde!). Hjernescanner man forelskede folk, uanset deres hudfarve, alder, køn eller religion får man stort set det samme billede – som minder lidt om det billede deprimerede mennesker giver… Vi er med andre ord designede til at blive forelskede, for så vil vi gøre en hel masse (åndssvagt) for at vinde vores elskede, parre os lidenskabeligt og få børn. Forelskelse gør at man tænker på det samme hele tiden, mister appetit, kan glo ind i en væg i timevis og glemmer alt muligt – ligesom depression…. Hvis vi så rent faktisk får fingre i den udkårne oversvømmes vores hjerne med belønningshormoner, så vi ER sgu høje og bliver rent faktisk afhængige af det hvæs nærheden af den elskede giver os.

Men, akkurat ligesom depression, så varer det ikke ved. Max 1½ år siger forskerne. Men der burde kvinden også være gravid/have fået første barn, hvilket nok var dét naturen mente med dén omgang.

Den følelsesmæssige rutschebanetur var totalt ugleset tilbage i dagene. Det er først omkring 1750’erne i England at det bedre borgerskab kommer på idé at lade folk gifte sig FORDI de forelskede. Den idé spreder sig som en snebold over kontinentet og klasserne. Tilsidst (tja, ca. i 1920’erne) er kærlighedsægteskabet stort set enerådende. Stort set samtidig stiger skilsmissetallene seriøst i den vestlige verden, idag ender ca. 35 % af alle ægteskaber i Danmark i skilsmisse.

De gamle anede nok at det var lidt luftigt og farligt at basere ægteskabet på forelskelse, men at sige at de dermed var onde og kærlighedsfornægtende er heller ikke rigtigt. Det var bestemt ønskværdigt at de to nygifte kom godt ud af det med hinanden, (måske ligefrem blev forelskede i hinanden) og det var langt de fleste også indstillede på at arbejde for: Kærligheden skulle nok vokse frem. Desuden havde mand og kvinde ofte ikke meget med hinanden at gøre i det daglige og der var ikke nødvendigvis lagt op til at de skulle være bedste venner og betro sig til hinanden, de skulle bare opføre sig ordentligt og tale pænt sammen.

Vi må også huske på at folk dengang ikke var vokset op med romantiske film eller tusindvis af popsange, der hylder forelskelsen, så de havde ikke rigtig ligesom tanken om at møde den eneste ene, gifte sig i et vældigt bryllup og leve lykkeligt til deres dages ende. Det er først en idé der dukker op, ja faktisk i begyndelsen af 1700-tallet i romaner, en genre der lever i bedste velgående i enhver bladkiosk.

Börje Hansson har en tese om før-moderne familiemønstre og hvordan det prægede folk. Dengang voksede børn op uden den samme intensive voksenkontakt som nu, de havde derimod en masse søskende, bedsteforældre, tanter og onkler omkring sig. De legede også friere (indtil de blev fem, måske syv år, så var der dømt arbejde!), ejede ikke ret meget legetøj og pottetræning var sikkert ikke første prioritet i datidens ofte ret klamme hjem.

Hanssons tese er at det giver en anden personlighedsdannelse, en anden mere diffus idé om et jeg, et selv. Man vil højst sandsynligt se sig selv mere som en del af et fællesskab og ikke se sig som verdens centrum, dermed er det også ’nemt nok’ at gifte sig med én man ikke kender. Vedkommende har sikkert samme baggrund som én selv, og har derfor tilsvarende lave forventninger til hvad et ægteskab skal kunne.

Nu lægger et enkelt barn derimod beslag på meget voksentid, især fra moderens side. Barnet får at vide at det er noget særligt og ejer som regel store mængder af legetøj. Det præger ind i voksentiden, for der vil man højst sandsynligt få ejerfornemmelser overfor ens partner/hjem/ejendele og have et stort behov for bekræftelse, noget som én person vil have vanskeligt ved at kunne dække.

I begynder at se et mønster

Det kunne godt se ud som om at vore dages besyngelse af kærlighedsægteskab har en uheldig slagside, en konsekvens som er svær at undgå for rigtig mange mennesker. Forelskelse GÅR over, det bliver dagligdag og til den hverdag har moderne mennesker tårnhøje forventninger.

Omvendt må jeg også skynde mig at sige, at når ægteskaber i dag går godt, så går de nok også bedre end dengang. Mand og kone BETYDER noget for hinanden i en grad som datidens folk næppe ville kunne genkende: Mange blev gift med den første den bedste, om hun var en enke tredive år ældre end en selv eller en sprød ungmø var ikke nødvendigvis så væsentligt. Det vigtige var at man var to – der skulle blive til flere, og at man kunne drive gården og overleve, ikke om man holdt i hånd hver aften. Hvilket leder mig hen til den næstsidste krølle:

Papforældre og bonusbørn er overhovedet ikke en ny opfindelse. Med en gigahøj dødelighed for alle aldersgrupper var der mange papfamilier: Mand og kone gifter sig, hun dør i anden barselsseng. Han gifter sig igen, får et barn med hende og dør. Hun gifter sig igen, han holder længere og har to børn fra et tidligere ægteskab og sammen får de tre børn. Her er der altså otte børn (givet de alle overlevede) i denne tænkte familie, og de fleste er ikke blodsbeslægtede.

Døden gjorde også sit til at skilsmisser ikke var så påkrævede, de fleste ægteskaber varede ikke engang 15 år. Idag kan et ægteskab holde i måske 50 år, helt astronomisk lang tid for før-moderne folk.

Der er ingen morale med dette indlæg, det var bare min måde at protestere mod det ”naturlige” i kærnefamilien. Den er en ny opfindelse som så meget andet.





Den monogame mand, det nye offer

3 10 2010

Af Nina Søndergaard
Anmeldelse af ”Kvinden og æblerne – En debatbog om sex, magt og kvinders utroskab” af David Nicosia Longhi

 

På utallige opfordringer anmelder vi her på bloggen ”Kvinden og æblerne” hvor Longhi tager et friskt blik på utroskab, dette besynderlige fænomen: Alle gør det, ingen står ved det og ingen tør sige at de har gjort det. Han tager også fat på kvindernes utroskab, hvilket i og sig er godt og glimrende, men efter endt læsning er det måske bare fordi han er bitter og heteroseksuel. Og fordi det var nemmere at finde ærlige kvinder, der ville åbne op for ham selvom de bliver tilsvinet af ham?

Eller er Longhi bare præget af en old school holdning der siger at kvinder er fristerinder? Forsiden peger i den retning, hvor en lækker blond (naturligvis) kvinde med røde læber, holder et saftigt rødt æble frem, mens en slange snoer sig om hendes arm. Hun bliver tilsyneladende båret frem af mindst seks mandearme. Jo jo, vi er med.

Han skriver at det er en debatbog og der ”findes ingen endegyldige, hardcore videnskabelige værker omkring omfanget af kvinders utroskab”. Det har han givetvis ret i. Men det retfærdiggør ikke at han klipper i citater, så det er videnskabelig uredelighed. Fx gider han ikke at nævne at ”The ethical slut” både kan være en mand, transkønnet eller kvinde og at alle kan være kærester med flere, i Longhis tudende fremstilling bliver det selvfølgelig til at manden blot skal finde sig i at konen boller udenom. Det er simpelthen løgn, hvilket Longhi godt ved  – hvis han altså har læst bogen.

Bogen har bygget op på aldrig klart udtalte præmisser der er som følger:
1.    Det gode forhold er mellem mand og kvinde.
2.    Det forhold er monogamt.
3.    Forholdet skal baseres på gensidig forelskelse og vare evigt (dvs. indtil en af parterne dør).
4.    I et godt forhold skal man sove sammen, i stereo, i en dobbeltseng, hvis  man sover i hver sin seng har man ikke et godt forhold.
5.    Kvinder har mere erotisk kapital end mænd.
6.    Kvindens højere erotiske kapital er moralsk set forkastelig og alle kvinder forvalter deres erotiske kapital fuldstændigt forkert.
7.    Kvinder er onde når de er utro, hvilket alle kvinder jo er.
8.    Mænd er pr. definition monogame og dermed gode.
9.    Mænd kunne aldrig finde på at gå i seng med en anden mands kvinde.
10.     Swingere er syge i hovederne.
11.    Porno er skidt for især unge mænd.
12.     Internettet er skidt for unge mænd, da de små stakler bliver spammet med reklamer om penisforstørrelser – og dermed får de et forskruet forhold til deres pik.
13.    Der skal være forskel på mand og kvinde, forstået på den måde at hun skal være hjælpeløs og pæn, så manden kan føle sig stor og stærk.

Den moderne kvinde vil ”blot trække på skuldrene og sige: ”Mænd kan da rende og hoppe, jeg har alt, hvad jeg har behov for, og har lige nøjagtig IKKE brug for en mand” eller ”Hvad rager det egentlig mig? Mænd kan da bare nosse sig sammen. Det er i hvert fald IKKE mig, den er gal med.” ;-)” [Longhis smiley]

Som skrevet, så gjort. Det har altid undret mig at mange mænd, som ellers lever af kapitalisme og har lært om det frie marked og den usynlige hånd, ikke et eneste øjeblik ser dem selv som et produkt, som vi heteroseksuelle kvinder skal købe. Hvis det var tankegangen, ville vi måske slippe for så urimelige mængder af jammer og klage, en påberåbelse af manden i offerrollen som Longhi strækker til at direkte sammenligne med nazi-hetz mod jøder (p. 117).

Nu har jeg i stil med Longhi også hørt på meget klynk og klage over parforhold og hvordan man dog kan undslippe kærlighedens og sexlivets død, derfor var jeg meget spændt på Longhis forslag til hvordan vi kan få mere kærlighed ind i denne verden.

Dét måtte jeg skyde en hvid pil (pik!) efter. Han svinger sig op til at kritisere maskuliniseringen af kvinder, underforstået at hvis bare kvinder ville skrubbe hjem til kødgryderne og se lækre ud imens (p. 126) ville verden blive et bedre sted. Aha.

Han hegler også swingerklubber, et bud på at holde parforholdet i live, igennem i kapitel 4.

Og hvad værre er, han tager faktisk ikke de interviewedes kvinders begrundelser for deres utroskab alvorligt: De gør det faktisk for at redde deres parforhold og for at få mere kærlighed og overskud. I stedet er der kun forurettede spørgsmål om hvor i alverden kvindernes samvittighed dog bliver af. Her svarer nogle at den har de skam også kvittet! – Ja, hvad skulle de ellers sige? De er jo nogle af de få rå, der rent faktisk indrømmer det, selvom alle, mænd og kvinder, lystigt boller udenom.

Bogens absolut bedste kapitel er nummer 3 ”Kærlighedskemi og den tredje person”, hvor Longhi gennemgår forelskelsens rus, som gør os afhængige – hvilket i høj grad kan forklare hvorfor folk gør noget så forkert, ugleset og skamfuldt.

Nå. Bogen er meget letlæst og skideskæg og veloplagt. Det er også herligt med alle former for DIY og forlaget er selvfølgeligt Longhis eget, hvilket vi her på bloggen hilser velkomment, må forlaget blomstre og sætte flere frugter.

Når nu Kvinden og Æblerne er sådan en snakkende bog, vil jeg runde af med en anekdote fra s-toget: En ung mand og kvinde taler ret højlydt sammen. Han er skidesmart og stor i kæften på sådan en rigtig københawner-agtig måde, ikk’ ’år, hun er mere afdæmpet og har en uplacérlig accent. Hun nævner noget med at hun savner at tale italiensk heroppe, men at hun havde haft et par italienske mandlige venner boende et par dage. Det mindede hende om forskellen mellem italienske og danske mænd:

Med italienere vidste hun godt at de var hende utro, men sådan var det og hun blev også kompenseret i form af smykker og kys og parfume. Hendes danske kærester havde derimod lovet hende guld og grønne skove og evig troskab – NOT! Og det var hun meget forvirret over, sådan noget løgn under en pæn lyshåret facade. Ja faktisk foretrak hun italienere på det punkt, for dét spil kendte hun.

Hendes samtalepartner blev sgu så tavs derefter. For hvad kunne han dog sige til al denne ærlighed om det mest fordækte spil vi kender?