Historien om ægteskabet

8 10 2010

Af Nina Søndergaard


Som historiker må man gerne være ond og fortælle folk at der muligvis slet ikke var nogen historisk korrekt Jesus, at éns barndoms vidunderligt hvide vintre er en erindringsforskydning og at de gode gamle dage var lede. Her vil jeg briste en illusion om det naturlige ved kærlighedsægteskabet.

1.    Ægteskabet kan knap nok defineres, fordi der er så mange versioner af det i verden.
2.    Tanken om at ægteskabet kun er noget der reelt vedkommer to mennesker er ny.
3.    Tanken om at man kan og ligefrem BØR basere sit ægteskab på kærlighed og forelskelse er endnu nyere.
4.    Det er ikke utænkeligt de gamle romere og grækere havde ret når de mente at forelskelse var en sindssygdom.

Det lader til at mennesker altid har forsøgt at sætte nogle rammer for seksualiteten og reproduktionen, de rammer hedder som regel ægteskab. Og ret meget tættere på en definition på ægteskabet kommer vi nok ikke i dag.

Jamen, det er jo en pagt mellem to mennesker, siger I. Ja, i vores del af verden, men andre steder bliver man rigtig nok gift med én person, men gommens brødre har altså også ret til at gå i seng med bruden. Der er harem og islam tillader en mand at have fire koner, altså kan ægteskab snildt være mellem flere mennesker.

Nå, men så sikrer man hinanden økonomisk da! Ja, igen, her gør vi, men nomadefolk har det ikke nødvendigvis helt på samme måde. For det første er mange analfabeteter, så dét at skrive en ægteskabskontrakt giver ikke megen mening. For det andet har de ligesom ikke så meget jordisk gods at det gør noget: ”Jeg betror dig min 4-personers sofa”? Nej vel…

Nogle steder bor ægteparret ikke sammen, andre steder flytter de ind hos konens mor eller hen til mandens mor. Her bor vi ligefrem sammen FØR vi bliver gift, utænkeligt for bare 100 år siden i bedre kredse.

Tit overgår kvinden til mandens familie, som så har ansvaret for hende, men hun kan også stadig være under sin faders beskyttelse selvom hun er gift. De fleste samfund er patriarkalske, hvilket her vil sige at kvinden ikke har fulde juridiske rettigheder som sin mand, i Danmark fik gifte kvinder først råderet over egen løn i 1880 , gifte kvinder blev myndige i 1899 – altså der kunne de selv bestemme over deres formue, købe hus og sagsøge folk.

Alligevel findes ægteskab i en eller anden form i næsten alle samfund, det eneste kendte samfund der overhovedet ikke anerkender ægteskab er Na folket i Kina, hvor det er bror og søster der bor sammen og tager sig af børnene. Og børnene bliver til når en elsker sniger sig ind i huset om aftenen, bliver der natten over og smutter igen om morgenen.

Ok, det viser også at ægteskab ikke godt kan være en biologisk rodfæstet ting i os, når der er så uendeligt mange måder at gøre det på. Vi vandrede ikke ud af Afrika for en rund million år siden med en ring på fingeren og koloniserede jordkloden. Ægteskabet er en institution der voksede frem bagefter.

Hvorfor så overhovedet gifte sig? For at sikre afkom og svigerfamilie! At ved blive gift har man knyttet et bånd mellem fremmede familier, der nu skal samarbejde. Senere blev ægteskaber også vigtige økonomiske midler: Kongeriger og krige er opstået pga. ægteskaber, folk har arvet guld og grønne skove og ved at splejse sammen kunne to personer købe en gård/starte virksomhed, som reelt var det eneste de havde at falde tilbage på inden velfærdsstaten.

Her har I også lidt af forklaringen på hvorfor stort set alle ægteskaber inden 1750’erne var det vi kalder for arrangerede ægteskaber, hvor brud og gom faktisk ikke kendte hinanden inden de blev gift. Det var alt for stort og vigtigt til at man kunne lade to unge mennesker bestemme selv og de skulle da slet ikke træffe beslutningen når de var forelskede og dermed sindssyge!

Forelskelse var en sindssygdom mente de gamle, englænderne kaldte det for ”cuntsick” og så har vi en idé om hvor højt forelskelse rangerede i l’ancien regime.

For naturligvis kendte de gamle til forelskelse. Nogle af de ældste skriftlige kilder vi har er kærlighedsdigte (nå ja, og lister over hvor mange får og køer man havde!). Hjernescanner man forelskede folk, uanset deres hudfarve, alder, køn eller religion får man stort set det samme billede – som minder lidt om det billede deprimerede mennesker giver… Vi er med andre ord designede til at blive forelskede, for så vil vi gøre en hel masse (åndssvagt) for at vinde vores elskede, parre os lidenskabeligt og få børn. Forelskelse gør at man tænker på det samme hele tiden, mister appetit, kan glo ind i en væg i timevis og glemmer alt muligt – ligesom depression…. Hvis vi så rent faktisk får fingre i den udkårne oversvømmes vores hjerne med belønningshormoner, så vi ER sgu høje og bliver rent faktisk afhængige af det hvæs nærheden af den elskede giver os.

Men, akkurat ligesom depression, så varer det ikke ved. Max 1½ år siger forskerne. Men der burde kvinden også være gravid/have fået første barn, hvilket nok var dét naturen mente med dén omgang.

Den følelsesmæssige rutschebanetur var totalt ugleset tilbage i dagene. Det er først omkring 1750’erne i England at det bedre borgerskab kommer på idé at lade folk gifte sig FORDI de forelskede. Den idé spreder sig som en snebold over kontinentet og klasserne. Tilsidst (tja, ca. i 1920’erne) er kærlighedsægteskabet stort set enerådende. Stort set samtidig stiger skilsmissetallene seriøst i den vestlige verden, idag ender ca. 35 % af alle ægteskaber i Danmark i skilsmisse.

De gamle anede nok at det var lidt luftigt og farligt at basere ægteskabet på forelskelse, men at sige at de dermed var onde og kærlighedsfornægtende er heller ikke rigtigt. Det var bestemt ønskværdigt at de to nygifte kom godt ud af det med hinanden, (måske ligefrem blev forelskede i hinanden) og det var langt de fleste også indstillede på at arbejde for: Kærligheden skulle nok vokse frem. Desuden havde mand og kvinde ofte ikke meget med hinanden at gøre i det daglige og der var ikke nødvendigvis lagt op til at de skulle være bedste venner og betro sig til hinanden, de skulle bare opføre sig ordentligt og tale pænt sammen.

Vi må også huske på at folk dengang ikke var vokset op med romantiske film eller tusindvis af popsange, der hylder forelskelsen, så de havde ikke rigtig ligesom tanken om at møde den eneste ene, gifte sig i et vældigt bryllup og leve lykkeligt til deres dages ende. Det er først en idé der dukker op, ja faktisk i begyndelsen af 1700-tallet i romaner, en genre der lever i bedste velgående i enhver bladkiosk.

Börje Hansson har en tese om før-moderne familiemønstre og hvordan det prægede folk. Dengang voksede børn op uden den samme intensive voksenkontakt som nu, de havde derimod en masse søskende, bedsteforældre, tanter og onkler omkring sig. De legede også friere (indtil de blev fem, måske syv år, så var der dømt arbejde!), ejede ikke ret meget legetøj og pottetræning var sikkert ikke første prioritet i datidens ofte ret klamme hjem.

Hanssons tese er at det giver en anden personlighedsdannelse, en anden mere diffus idé om et jeg, et selv. Man vil højst sandsynligt se sig selv mere som en del af et fællesskab og ikke se sig som verdens centrum, dermed er det også ’nemt nok’ at gifte sig med én man ikke kender. Vedkommende har sikkert samme baggrund som én selv, og har derfor tilsvarende lave forventninger til hvad et ægteskab skal kunne.

Nu lægger et enkelt barn derimod beslag på meget voksentid, især fra moderens side. Barnet får at vide at det er noget særligt og ejer som regel store mængder af legetøj. Det præger ind i voksentiden, for der vil man højst sandsynligt få ejerfornemmelser overfor ens partner/hjem/ejendele og have et stort behov for bekræftelse, noget som én person vil have vanskeligt ved at kunne dække.

I begynder at se et mønster

Det kunne godt se ud som om at vore dages besyngelse af kærlighedsægteskab har en uheldig slagside, en konsekvens som er svær at undgå for rigtig mange mennesker. Forelskelse GÅR over, det bliver dagligdag og til den hverdag har moderne mennesker tårnhøje forventninger.

Omvendt må jeg også skynde mig at sige, at når ægteskaber i dag går godt, så går de nok også bedre end dengang. Mand og kone BETYDER noget for hinanden i en grad som datidens folk næppe ville kunne genkende: Mange blev gift med den første den bedste, om hun var en enke tredive år ældre end en selv eller en sprød ungmø var ikke nødvendigvis så væsentligt. Det vigtige var at man var to – der skulle blive til flere, og at man kunne drive gården og overleve, ikke om man holdt i hånd hver aften. Hvilket leder mig hen til den næstsidste krølle:

Papforældre og bonusbørn er overhovedet ikke en ny opfindelse. Med en gigahøj dødelighed for alle aldersgrupper var der mange papfamilier: Mand og kone gifter sig, hun dør i anden barselsseng. Han gifter sig igen, får et barn med hende og dør. Hun gifter sig igen, han holder længere og har to børn fra et tidligere ægteskab og sammen får de tre børn. Her er der altså otte børn (givet de alle overlevede) i denne tænkte familie, og de fleste er ikke blodsbeslægtede.

Døden gjorde også sit til at skilsmisser ikke var så påkrævede, de fleste ægteskaber varede ikke engang 15 år. Idag kan et ægteskab holde i måske 50 år, helt astronomisk lang tid for før-moderne folk.

Der er ingen morale med dette indlæg, det var bare min måde at protestere mod det ”naturlige” i kærnefamilien. Den er en ny opfindelse som så meget andet.


Handlinger

Information

12 responses

18 10 2010
Sakena

Spændende læsning Nina. Jeg ved sgu heller ikke om en kernefamilie er naturlig.

Men rammerne er vel? Altså den heteronormative ramme, med at man har en far, mor og nogle børn? Uanset hvilke grunde man har til at skabe lige netop det rum, så er det, det rum der er brug for når man vil have udvide sin generation med en ny?

18 10 2010
Nina Søndergaard

Jo jo, det er klart. Jeg er nu heller ikke mere queer end at jeg godt kan acceptere hetero’er og kærnefamilier 😉

Det jeg ville vise var, at familien også har en historie som alt andet og at den historie ikke rækker så forfærdeligt langt tilbage, så alle argumenter om at kærnefamilien er naturlig og evigtbestående er noget fis. For vi kunne lige så godt tage haremmet som idealet eller modellen for det gode familieliv. Der er heller ikke noget naturligt i at definere familie udelukkende som far, mor og børn. Der kunne lige så godt være bedsteforældre og mostre og farbrødre med i den pulje.

Personligt hælder jeg nok til at børn har vældig godt af at være i selskab med en hel masse mennesker og at nutidens ideal om bare at være to om børneopfostring er lige lidt nok. Sådan en form for kollektiv eller storfamilie har mange fordele i mine øjne, men alle familieformer skal være velkomne: Far, far, au pair med mor og mor. Mor med tre børn. Ork, bring ’em on. Jeg er sikker på at voksne mennesker er i stand til at træffe fornuftige valg for dem og deres børn, især nu med så god adgang til både prævention, abort og børnepasningstilbud!

20 10 2010
Sakena

Jamen, helt enig 🙂

Jeg tror faktisk, som du også viser i din artikel, at den lille kernefamilie er utilstrækkelig. Det bliver skidehårdt for folk kun at være 2 voksne og offentligt ansatte til DET HELE.

20 10 2010
Nina Søndergaard

Nemlig. Omvendt mener jeg så heller ikke at børn nødvendigvis tager voldsomt skade af at være længe i institutioner.

PS: Skønt at nogen har læst hele det lange indlæg! Jeg frydes!

21 10 2010
Rolf Rasmussen

Omvendt mener jeg så heller ikke at børn nødvendigvis tager voldsomt skade af at være længe i institutioner.

Sikkert rigtigt. Men man har nu ikke altid indtryk af, at det er ens egne børn, man henter til fyraften.

31 10 2010
Nina Søndergaard
4 11 2010
Linnea

TAK Nina. Jeg åd både bloggen og TEDlinket råt!

21 12 2010
Regnbuefamilier kan få ekstra farver « Prosex-feminisme

[…] vi ser udover livmoderen, så holder naturlighedsargumentet ikke en meter. Som påvist her på bloggen før, er kærnefamilien en ny idé som hverken har tidsmæssig stor eller global […]

18 01 2011
Maria

Laang tid efter alle andre:
Tusind tak for dette historiske rids!
Tak for ideer til forsvar for mine personlige valg. Jeg lever yderst mainstream/aldeles uprovokerende, med det tvist at jeg aldeles nægter at sætte børn i verden, og ikke kan se fidusen ved en kernefamilie, og nøj, hvor jeg skal stå skoleret for det – især overfor perifere bekendtskaber/fremmede.
Og når man som jeg ikke er så skideskarp i de heftige debatter der ret ofte kommer ud af det, er det jo skønt at trække på klogere hoveders overvejelser 🙂
Så tak!

18 01 2011
Nina Søndergaard

Jamen selv tak Maria, det var så lidt. Jeg er kun glad for at kunne folk lidt at tænke over og måske endda være medvirkende til at bibringe lidt historisk perspektiv (enhver historikers ønske).

Det gør mig tilgengæld slukøret at læse at folk synes at de har moralsk ret til at blande sig i (selvvalgt) barnløshed. Om jeg begriber det. Som feminist er det sørgeligt at se at vi har opfundet prævention, frigivet aborten, har gjort store fremskridt indenfor fødselsvidenskaben og fået kvinderne ud på arbejdsmarkedet for derefter at skulle pakke sammen og gå tilbage til kødgryderne og føde børn. Der skal bestemt være plads til de kvinder der ønsker at fokusere på deres børn, ligesom der skal være plads til at fravælge dette.

20 01 2011
Maria

Oh, ja. Det gør også mig lidt træt i længden (kører på 3. åben-omkring-selvvalgt-barnfrihed nu), men kun når jeg ikke er i det gode humør til kamp og provokation. Nu, uden kæreste, er der ikke så mange kommentarer, hvilket egentlig irriterer mig lidt, fordi jeg kan mærke følgende ud af alle porerne på de moralsk indblandende: Der er noget i vejen med en kvinde, der har en mand og ikke vil have børn=hun er mærkelig. Omvendt er det SYND for en kvinde der ingen mand har og når hun siger at hun ikke vil have børn er det bare fordi hun fornægter sine behov, fordi der ikke er nogen mand at dyrke behovene på=hun er én man skal ha’ ondt af.
DET pisser mig af.
Så fordi jeg har fravalgt kæreste er jeg gået fra at være mærkelig MED integritet, til at være en stakkel uden. Hrmpf.
Undskyld at jeg røg helt off topic fra din artikel – men den fik mærkelig><stakkel til at stå lidt klarere i mit hoved.
Således skærpet vil jeg gå ud og provokere lidt 🙂

30 06 2012
Misforhold « Prosex-feminisme

[…] om stunder mener vi at et ægteskab skal være mellem to, og kun to, forelskede personer der har valgt hinanden med hjertet. Det er dejligt og det er en smuk tanke, men som bekendt holder […]

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s




%d bloggers like this: