Prosexfeminisme, nu også i radioen

30 11 2010

Af Nina Søndergaard

P1-programmet Agenda var så venlige at invitere mig og Pouline Middleton ind i studiet for at tale om puma eller cougarfænomenet, hvor ældre kvinder gafler sig yngre mænd. Som prosexfeminist er der kun en ting at sige til dét: Ja tak, bare gør det.

Det var vældigt sødt af DR og journalisterne Rosenkrands og Lauridsen at give så entydig positiv omtale af fænomenet, men måske er det lidt hetero og ahistorisk: Nogle yngre mænd er altid gået efter ældre kvinder og en del er blevet gift: Der var måske en gård der skulle drives videre, en enke der skulle trøstes eller penge der skulle deles…

Det omvendte er næsten så klichépræget at jeg knap orker at skrive om at yngre kvinder kan tænde på ældre mænd. Og indenfor homomiljøet er det gængs med stor aldersforskel, omend synet på dét nærmest er blevet negativt i de senere år. Desværre.

Pouline Middleton vil I kunne læse meget mere om, når bloggen snart anmelder hendes bog ”En kvinde tre mænd”. Glæd jer og god lyttefornøjelse indtil da (husk at slå pop-op vindues-blokeringen fra).





Handisex

27 11 2010

Af Nina Søndergaard


Det skal jo ikke bare være brok det hele, derfor bringer vi hermed en uopfordret reklame for Handisex.dk. Det er et firma som hjælper handicappede til at få et sexliv, hvad enten det er gennem undervisning eller sessions. Personerne bag er handicaphjælpere og sexologistuderende som teamer op med forskellige folk som rådgivere, foredragsholdere, sexologer og terapeuter.

 

Det ser umiddelbart ud til at være et rigtig godt projekt og jeg ønsker Handisex og folkene bag alt muligt held og lykke med deres foretagende. Deres brochure fængede mig på biblioteket og deres vidunderlige slogans:

Orgasmer giver lykke!

Orgasme mindsker spasmer!

Orgasme virker afslappende!


-gjorde at jeg var helt solgt. Som prosexfeminist er bolden hermed givet op i håbet om at endnu flere mennesker får det gode og velfungerende sexliv de fortjener.





Mænd bestemmer selv. Kvinder skal styres.

25 11 2010

Af Nina Søndergaard


Det lille y-kromosom som gør fostre til drenge rummer åbenbart også evnen til at tænke og vælge selv, dér sidder den frie vilje.
Sådan må tankegangen være, når velmenende mennesker kan påstå at en prostitueret kvinde har færre valg end en mandlig handicappet.

 

Velmenende folk vil nemlig gerne forbyde købesex, da alle prostituerede i deres øjne ikke selv har valgt det, men er tvunget ud i det af væmmelige bagmænd eller en barsk barndom. Og de velmenende synes ikke at den pris en håndfuld handicappede må betale i form af påtvungen cølibat er for høj.

Debatten raser i skrivende stund (november 2010) i Viborg.
Velmenerne må gå ud fra det radikalfeministiske synspunkt at en mand er altid stærkere end en kvinde. En mand har altid mere magt og en kvinde er altid undertrykt.

 

Også når det er en mand, der er plejekrævende og som har brug for en hel del hjælpemidler for at få sit liv og dagligdag til at fungere. En mand der måske har brug for hjælp til at tisse, få vasket tøj eller blive vendt i sengen er pludselig blevet til et monster, en overgriber og et udtryk for patriarkatets uundslippelige magt.

 

En kvinde der selv er gået derhen, selv har medbragt sexlegetøjet, selv har indrykket annoncen, selv momsregisteret sig, selv har truffet beslutningen om at sexarbejde (måske på baggrund af egne oplevelser i plejesektoren) er altså svagere og langt mere hjælpe- og magtesløs.

 

Den tager vi lige igen: En handicappet mandlig sexkunde er så meget stærkere og mere magtfuld end en kvindelig prostitueret, at købesex skal forbydes og han skal stå til ansvar for at hun engang traf det valg at blive sexarbejder.

 

Hvad behager.

 

Der er intet i vejen med at være handicappet. Eller sextrængende. Eller mand. Eller kvinde. Overhovedet ikke.

 

Min pointe er, at begrundelsen om at skulle frelse kvinder fra den åbenbart frygtelige skæbne det er at være sexarbejder med speciale i handicappede, er mildt sagt på et tyndt grundlag. Præmissen er at kvinder er pr. definition svage og dét i alle sammenhænge og situationer. Det er bare en forenkling af denne verdens kompleksitet som er så langt fra de virkeligheder vi færdes i, at det er falsk og løgn.

 

Måske kunne det endda tænkes at det snarere var den handicappede kunde, der skulle beskyttes af en fuldstændig afkriminalisering og niveaustilling af prostitution, så sexarbejde blev ligestillet med andre kropslige ydelser som fysioterapi eller wellness-massage, hvor forbrugerne er beskyttede mod de værste svindlere og overgribere…

 

Alle mennesker har en seksualitet. Alle voksne mennesker har ret til at forvalte deres egen seksualitet sammen med andre samtykkende voksne. Derfor har handicappede selvfølgelig lov til at købe seksuelle ydelser. Derfor har kvinder og mænd og transpersoner selvfølgelig lov til at blive sexarbejdere. Sex er basal drift i os. Sex kan medføre megen lykke. Det er forkert at fratage andre mennesker deres mulighed for lykke og hvis to eller flere voksne personer finder ud af at have sex er der ikke nogen der skal ødelægge deres mulighed for at få lidt lykke ind i livet.
PS: Eftersom det er så klokkeklart at velmenerne ser alle sexkunder som mænd og overgribere og alle sexarbejdere som kvinder og ofre, så gad jeg ikke at komme ind på min k(n)æphest, nemlig at der findes kvindelige sexkøbere og mandlige sexsælgere. Og jeg orkede slet ikke at påpege hvilken himmelråbende mangel på fantasi de gør sig skyldige i, når de kun betrager verden udfra et heteroseksuelt synspunkt.





Vild og våd videnskabsblog

20 11 2010

Af Nina Søndergaard

Det er med stor fornøjelse at prosexfeministerne kan linke til en nystartet seriøs blog om sex: Seksualitetsbloggen http://www.videnskab.dk – som iøvrigt altid er et besøg værd.





Køn, kend din plads

2 11 2010

Af Nina Søndergaard

Kvinde, din plads er ved kødgryderne. Børn og familie er dit mål, dit livs mening, ikke din karriere.

Mand, din plads er arbejdspladsen. Karrieren er dit mål, ikke tid til familien.

Sådan ser det ud inde i rigtig mange menneskers hoveder i 2010. Jeg vil være en forræderisk feminist og skrive at ligestillingskampen på mange punkter er vundet på de ydre, formelle fronter: Kvinder har lov til at tage en uddannelse, få et arbejde, blive direktører og dommere, forvalte deres egne penge, få børn og beholde dem efter en skilsmisse, gifte sig med en mand eller kvinde, sagsøge og sportstræne. Alt det som tidligere tiders kvinder ikke havde lov til her, og som desværre stadig ikke er muligt for mange af denne verdens kvinder.

Men de indre fronter…

Det er ikke kun mig, der synes vi sidder fast i nogle kedelige forestillinger, men det mentale dynd er klægere end det juridiske:

En rigtig mand arbejder en hel masse og hiver penge hjem til konen, som til gengæld dedikerer sit liv til børnene. Hvis han ikke arbejder er det helt skævt. Hvis han arbejder, men ikke tjener særlig godt er det slemt. Er han hjemmegående husfar er der noget galt. Er han gift med en mand er det heller ikke altid velset. Hvis konen ikke ofrer alt for børnene er hun en dårlig mor. Hvis hun fravælger børnene er hun egoistisk, for så er der ikke nogen til at tørre røv på os når vi bliver gamle. Tjener hun mere end ham, er han sikkert under tøflen… Fortsæt selv.

Jeg gider ikke tale om rengøringsaspektet, for det må folk selv kunne (be)tale sig til rette om og som iøvrigt giver mig en væmmelig fornemmelse, af at vi stadig ikke regner traditionelt kvindearbejde for værdifuldt eller rigtigt arbejde. Næh, jeg vil bare give et par eksempler fra min kreds, hvor forskellige mennesker kommer i konflikt med grænserne for god og passende opførsel for deres respektive køn. Mine ærede læsere kan helt sikkert komme med en række andre eksempler.

Min gode veninde arbejder i sundhedssektoren og blev skilt for nogle år siden. Hvis man kan tale om en nogenlunde behagelig skilsmisse, så var det dét. Hun og ex’en taler fint sammen, bor tæt på hinanden og har et udmærket samarbejde om børnene (på skilsmissetidspunktet henholdsvis 9 og 13). De har en velkørende 9-5 ordning.

Han har dem 9 dage, hun har dem 5. Børnene er glade, forældrene er glade. Omgivelserne er sure.

Især var reaktionerne fra hendes (kvindelige) kolleger så giftige, vrede og hadske (overfor det ’svin af en eksmand’), at min veninde måtte gå til ”psykopeut” for at få tingene til at passe sammen i sit indre. Hun er bare glad for sit arbejde, og hun sørger for så vidt muligt at have fri de dage, hvor hun har børnene, så der er tid til dem.

Morale: Kvinder forventes at ville prioritere børn over alt og i tilfælde af skilsmisse, så er det hendes soleklare moralske ret at få fuld kontrol over ungerne.

En af mine venner arbejder i den finansielle sektor. Han synes sgu det er lidt hårdt. Han holder af sit arbejde, men det er også lige overkanten og der skal ikke ske for meget, når han endelig kommer hjem, for han har brugt sin energi på jobbet. Han spurgte på sit arbejde om der var mulighed for at gå ned på deltid. Dét spørgsmål fes simpelthen ikke ind på lystavlen, det var som om han talte swahili, for han er jo en mand. Tilmed en ugift, barnløs mand. Så hvorfor i alverden han skulle ned på 30 timer stod på ingen måder klart.

Morale: Mænd skal arbejde igennem og forventes at anvende langt størstedelen af deres tid på jobbet.

Og hvad vil jeg sige med det her indlæg? At ingen ligestillingslove, kvoter eller forbud reelt kommer til at fungere efter hensigten sålænge de fleste af os stadig har fuldstændig firkantede idéer om hvordan mænd og kvinder skal gebærde sig i livet.