Køn, kend din plads

2 11 2010

Af Nina Søndergaard

Kvinde, din plads er ved kødgryderne. Børn og familie er dit mål, dit livs mening, ikke din karriere.

Mand, din plads er arbejdspladsen. Karrieren er dit mål, ikke tid til familien.

Sådan ser det ud inde i rigtig mange menneskers hoveder i 2010. Jeg vil være en forræderisk feminist og skrive at ligestillingskampen på mange punkter er vundet på de ydre, formelle fronter: Kvinder har lov til at tage en uddannelse, få et arbejde, blive direktører og dommere, forvalte deres egne penge, få børn og beholde dem efter en skilsmisse, gifte sig med en mand eller kvinde, sagsøge og sportstræne. Alt det som tidligere tiders kvinder ikke havde lov til her, og som desværre stadig ikke er muligt for mange af denne verdens kvinder.

Men de indre fronter…

Det er ikke kun mig, der synes vi sidder fast i nogle kedelige forestillinger, men det mentale dynd er klægere end det juridiske:

En rigtig mand arbejder en hel masse og hiver penge hjem til konen, som til gengæld dedikerer sit liv til børnene. Hvis han ikke arbejder er det helt skævt. Hvis han arbejder, men ikke tjener særlig godt er det slemt. Er han hjemmegående husfar er der noget galt. Er han gift med en mand er det heller ikke altid velset. Hvis konen ikke ofrer alt for børnene er hun en dårlig mor. Hvis hun fravælger børnene er hun egoistisk, for så er der ikke nogen til at tørre røv på os når vi bliver gamle. Tjener hun mere end ham, er han sikkert under tøflen… Fortsæt selv.

Jeg gider ikke tale om rengøringsaspektet, for det må folk selv kunne (be)tale sig til rette om og som iøvrigt giver mig en væmmelig fornemmelse, af at vi stadig ikke regner traditionelt kvindearbejde for værdifuldt eller rigtigt arbejde. Næh, jeg vil bare give et par eksempler fra min kreds, hvor forskellige mennesker kommer i konflikt med grænserne for god og passende opførsel for deres respektive køn. Mine ærede læsere kan helt sikkert komme med en række andre eksempler.

Min gode veninde arbejder i sundhedssektoren og blev skilt for nogle år siden. Hvis man kan tale om en nogenlunde behagelig skilsmisse, så var det dét. Hun og ex’en taler fint sammen, bor tæt på hinanden og har et udmærket samarbejde om børnene (på skilsmissetidspunktet henholdsvis 9 og 13). De har en velkørende 9-5 ordning.

Han har dem 9 dage, hun har dem 5. Børnene er glade, forældrene er glade. Omgivelserne er sure.

Især var reaktionerne fra hendes (kvindelige) kolleger så giftige, vrede og hadske (overfor det ’svin af en eksmand’), at min veninde måtte gå til ”psykopeut” for at få tingene til at passe sammen i sit indre. Hun er bare glad for sit arbejde, og hun sørger for så vidt muligt at have fri de dage, hvor hun har børnene, så der er tid til dem.

Morale: Kvinder forventes at ville prioritere børn over alt og i tilfælde af skilsmisse, så er det hendes soleklare moralske ret at få fuld kontrol over ungerne.

En af mine venner arbejder i den finansielle sektor. Han synes sgu det er lidt hårdt. Han holder af sit arbejde, men det er også lige overkanten og der skal ikke ske for meget, når han endelig kommer hjem, for han har brugt sin energi på jobbet. Han spurgte på sit arbejde om der var mulighed for at gå ned på deltid. Dét spørgsmål fes simpelthen ikke ind på lystavlen, det var som om han talte swahili, for han er jo en mand. Tilmed en ugift, barnløs mand. Så hvorfor i alverden han skulle ned på 30 timer stod på ingen måder klart.

Morale: Mænd skal arbejde igennem og forventes at anvende langt størstedelen af deres tid på jobbet.

Og hvad vil jeg sige med det her indlæg? At ingen ligestillingslove, kvoter eller forbud reelt kommer til at fungere efter hensigten sålænge de fleste af os stadig har fuldstændig firkantede idéer om hvordan mænd og kvinder skal gebærde sig i livet.


Handlinger

Information

3 responses

3 11 2010
Sakena

hahaha – det er fandeme typisk!

Jeg tror det skyldes gammeldags biologi. Mænd provider og kvinder er smukke og føder/opdrager børn. De klassiske roller er bare svære for begge køn at give slip på, de er jo så bekvemme at blive i for begge køn. At bryde med dem, kræver jo at vi er åndligt frigjorte, der er vist lang vej endnu …

Betryggende er det dog, at vi har LOV til at være anderledes og langsomt sker det vel? ….selvom jeg bekymret ser på hvordan små piger (helt frivilligt?) stadig helst vil lege prinsesser og drenge riddere eller starwars…

3 11 2010
Nina Søndergaard

Ja jo, jeg var også ved at bringe Catherine ‘erotisk kapital’ Hakim ind i billedet igen, for hun har undersøgt at ca. 20 % af de engelske kvinder vil prioritere børn over karriere, 20 % vil prioritere karriere over familie og de resterende 60 % vil gerne opnå en balance mellem de to. Mænd prioriterer lidt mere entydigt karriere over familie.

Men især min venindes oplevelse var rystende bare at høre om. Tænk sig, her er to mennesker der afbryder et samliv, men som får børnedelen til at fungere godt og så skal hun svines til for ikke at ville være ‘fuldtidsmor’. Det er helt galt, og sålænge så mange tænker sådan, behøver vi ikke at sige at det er samfundets skyld eller indføre kvoter eller tale om glasloft.

16 11 2010
Sakena

hørt hørt!

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s




%d bloggers like this: