Årsopgørelse og sære søgeord

27 12 2010

Af Nina Søndergaard
Ligesom alle andre medier og meningsdannere vil jeg også takke for året der gik: Tak tavse læsere, tak for knotne kommentatorer M/K, tak til mine tre medfisser, tak for støtten, tak for gode inputs. Fjender, forbudfløjspersoner, modstandere, kritikere, jeg savner jer! Jeg forstår ikke hvorfor jeg i dén grad bliver aet med håret? Tør I ikke brokke jer over mine fejlfortolkninger? Er jeg dum at høre på? Er det fordi jeg ikke er sexarbejder at I ikke sviner mig til? Eller gider I bare ikke? Jeg håber meget at indgå i dialog med jer næste år.

Og så til opgørelsen: Det går langsomt fremad for besøgstallet for bloggen, det er dejligt! Det er trods alt et meget lille bitte hjørne af internettet, det er dansksproget, et tørt emne og meget få rigtigt saftige detaljer, derfor er det en overraskelse for mig at der er så mange der lige klikker forbi. Og hvordan finder de frem til bloggen?
Jo, en søgning på vores respektive navne og ”prosexfeminisme” giver sig selv. Den dårlige samvittighed gav også 51 hits i år. Lene Espersens kavalergang (og nøgen Mette Frederiksen) har givet 20 besøgende, selvom vi slet ikke har kommenteret på dem. Burkaporno har også ledt 14 folk til vor blog – og jeg tror sgu de er blevet skuffede…

Mit indlæg om pessaret gav også trukket en del, hvilket glæder mig meget, for jeg kunne ikke finde ret meget om det dengang og slet ikke nogle ordentlige brugeranmeldelser: Håber flere derude har genopdaget denne glimrende og desværre glemte præventionsform.

Georgia O’Keefe nøgenbilleder har også flere gange været anvendt som søgeterm og det giver ikke meget mening for hende har vi ikke skrevet om, men det gør ”hvordan får man en kvinde til at komme”, ”ægteskabets historie”, ”fremvisning af kusse”, ”åbne forhold” og ”er det farligt at se porno” (nej, lille skat, det er ikke skadeligt at se porno, se og spil du bare løs) tilgengæld.

Og så er der søgninger der gør mig noget så nysgerrig, og hvor jeg pludselig får lyst til at spørge søgeren om vedkommende fandt hvad han/hun ledte efter: Porno gummistøvler, gående mænd, nøgne kvinder hjem, toiletbørste definition, Tintin porno, verdens ældste menneske, lær at tegne øjne og min yndlings: Tyskland fetish forklæder. Dét er meget spændende og pirrende for tanken, om søgeren havde tyskere iført forklæde in mente, eller om forklæde-fetishen er meget udbredt i Tyskland, hmmm…
Læsere kan begynde at glæde sig til mine prosexfeministiske bud, en form for manifest der gerne skulle klargøre mit udgangspunkt (og forhåbentlig medføre en masse diskussion). Men det er ikke alt hvad 2011 kommer til at byde på, næ nej, vi samles under den røde paraply i marts til sexarbejder demo og en festival med sexarbejde som tema. Der er vil være film, oplæg og oplysning. Det hele sluttes selvfølgelig af med fest og farver. Jeg håber meget I vil være med!





Regnbuefamilier kan få ekstra farver

21 12 2010

Af Nina Søndergaard

Mørkemænd og –kvinder har altid syntes at det var forkert at overlade ansvaret for reproduktionen til mennesker: Kondomer, p-piller, abort og kunstig befrugtning har altid været udskældte af dem der tror på højere magter, dels fordi ovennævnte giver ansvaret til folk selv, dels fordi sex bliver sjovere og for megen latter er farligt for magthavere.

Homoer har altid været lidt på sidelinjen i de her debatter, men også lesbiske kvinder kæmpede for retten til fri abort selvom det ikke rigtig var så aktuelt for dem selv, alene fordi de mente at kvinder selv skulle bestemme over egne kroppe.

I kølvandet på inseminationsteknikker, registrerede partnerskaber og almindelig accept af at en lykkelig barndom ikke nødvendigvis findes i kærnefamilien er der kommet flere og flere regnbuefamilier til. Homofædre har (haft) nogle udfordringer: Finde en kvinde der vil lægge krop til barnet, få juridisk ret til (at se) barnet og mindst, men ikke mindst, deres egne forestillinger om hvad mænd og kvinder kan og skal. Bare fordi livsstilen er avantgarde er holdningen bagved ikke nødvendigvis: Mange mener stadig at kvinder er naturligt bedre forældre end mænd og kan give mest af det som børn behøver.

Nu kan homopar heldigvis adoptere børn, og måske kan bøssepar engang også blive stolte fædre begge to. Det er nemlig lykkedes at få levende museunger med arveanlæg fra to fædre ud af et forsøg med at lave kønsceller ud af almindelige celler. Spændende!

Det kan man læse mere om på Etisk Råds hjemmeside, og et af medlemmerne ønsker mere debat om hele denne IVF-teknik, også kaldet reagensglasbørn.

I debatten bliver der ofte trukket på ”det naturlige” som et argument. Det er på mange måder et skidt argument, for det bliver udstrukket til at omfatte mere end det rent fysiologiske, for selvfølgelig er den naturlige måde at reproducere på en parring mellem en han og en hun. Medmindre man er en bakterie, bladlus, firben eller daphnie hvor jomfrufødsler eller kloning (celledeling) er udbredt. Jeg tror personligt også på at undfangelser uden hjælp giver stærkest afkom og vi måske avler på sterilitet ved at anvende IVF-metoder. Men det er bare min mening som sagtens kan vise sig at være helt forkert.

Når vi ser udover livmoderen, så holder naturlighedsargumentet ikke en meter. Som påvist her på bloggen før, er kærnefamilien en ny idé som hverken har tidsmæssig stor eller global udstrækning.

Det er nok naturligt at mænd og kvinder ønsker at parre sig, men alt derudover er sociale konstruktioner og om børn får mad og kærlighed fra én eller mange mødre (fædre, bedsteforældre, tanter, søskende, naboer) er underordnet. At de sociale konstruktioner kan være så udbredte at de føles naturlige, er en anden sag. Én familieform er normalen (men ikke nødvendigvis god), og selvfølgelig vil alle der falder udenfor den kategori være unormale (men ikke nødvendigvis dårlige), og naturligvis vil et barn gerne være som alle andre. Altså kan unger blive mobbet med sine to fædre. Eller røde hår. Strittænder. Undervægt. OG SÅ VIDERE.

Naturlighedsargumentet holder heller ikke, når det bliver fremført af personer der ikke mener at vi selv må være herre over liv og død. Jo. Det er et af de menneskelige kendetegn at vi ved vi skal dø, at vi har et længere tidsperspektiv end andre dyr og vi må selv bestemme hvornår festen skal slutte eller om den overhovedet skal gå igang.

Desuden leger alle Gud: Vi tager medicin, vi bor i huse, kører med sikkerhedssele og har tøj på. Alt sammen noget som andre dyr ikke gør så meget i. Men især medicinen er en væsentlig faktor: Den forhindrer hver dag mange dødsfald og fjerner en masse forhindringer for fri udfoldelse. Det kan jeg kun bifalde, for selvom der også ville være mennesker uden læger eller piller, så ville livet blive kortere, mere smertefuldt, ubehageligt og forkrøblet uden.

Men så er spørgsmålene som Etisk Råd forsøger at besvare: Hvor langt skal vi gå? Skal vi tillade alle tekniske fremskridt fri udfoldelse? Har det nogle konsekvenser for samfundet at vi i den grad kan manipulere naturen? Kan vi tillade at nogen får gavn af teknologiske landvindinger, men holder andre udenfor?

Den er svær og jeg opfordrer alle læsere til at gruble med, men fri mig for naturligheden!





Herskerteknikker – se en luders undertrykkelse

15 12 2010

Af Nina Søndergaard

Udtrykket fik jeg fra Maria Marcus’ ” Min egen rødstrømpe-ABC”, hvor jeg troede at forfatteren til ”Den frygtelige sandhed: en brugsbog om kvinder og masokisme” ville forklare S/M teknikker. Istedet tager hun fat på Berit Ås, en norsk feminist der analyserede ”fem herskerteknikker, som benyttes af mandssamfundets mænd for at magten over kvinderne:”

Kvinder gøres usynlige. Kvinder gøres til grin. Kvinder får ikke information. Kvinder straffes dobbelt. Kvinder påføres skyld og skam. (Marcus: Min egen rødstrømpe-ABC, s. 89).

Halløjsa der faldt brikker på plads! Tak til Marcus og Ås for at vise hvad man nok havde anet ved elitefeministernes korstog mod sexarbejde, men her tager vi den lige i slow motion, hvor kvinder er udskiftet med sexarbejdere:

Sexarbejdere gøres usynlige. Som påvist før her på bloggen vil Dansk Kvindesamfund ikke have Sexarbejdernes Interesse Organisation med ved forhandlingsbordet, sexarbejdernes egne fortællinger udelades og overhøres på det groveste, SIO affejes som en minoritet, SIOs medlemmer inviteres ikke med til høringer om prostitution, når DR laver en dokumentar der viser at sexarbejde kan være andet end jammer og udnyttelse går koret i gang med tilsvining af DR, der ’svigter deres public service forpligtelse ved at give et rosenrødt billede af prostitution.’

Sexarbejdere gøres til grin. Ok, den passer faktisk ikke, de bliver snarere stakkelsgjort og ynket, uanset hvor stærke de end er.

Nu, 2010.12.18, hvor Sus Luder har frisket min hukommelse op vil jeg tilføje en rettelse. Sexarbejdere gøres faktisk til grin, især hvis de forsøger at blande sig i den debat der vedrører dem og deres liv, uden at ville stå frem med deres borgerlige identitet. Sus Luder har selv, utrolig modigt og flot, stået frem med ansigt, men inden da fik hun selvfølgelig også høvl for at ville undgå at hendes børn fik luderstigmataet på sig.

 

 

Sexarbejdere får ikke information. Igen, den er heller ikke helt i skabet, da vi trods alt lever i et informationssamfund, men mange af de samme mekanismer som i punkt 1 kører videre.

Sexarbejdere straffes dobbelt. ”Hvis hun er politisk aktiv, svigter hun familien. Hvis hun ikke er det, svigter hun sin opgave i samfundet.” Hvis hun er en ”lykkelig luder” skal hun straffes for at være glad for sex, for mænd, for sit arbejde, for at vende samfundets normer ryggen.

Hvis hun er en ”ulykkelig luder” hjælper samfundet hende med at sparke hende hjem igen, ynke hende, tilbyde hende psykologsamtaler – men ingen revalidering, for sexarbejde er ikke et anerkendt erhverv, altså er der ikke megen reel hjælp at tilbyde hende. Og at få hjælp fra det offentlige som sexarbejder medfører naturligvis at omsorgsfulde personer er forpligtede af loven til at forsøge at overtale vedkommende til at ophøre med at være prostitueret, uanset hvordan sexarbejderen ellers selv har det og hvad vedkommende søger hjælp for.

Sexarbejdere påføres skyld og skam. Når SIO taler sexarbejdernes sag er den typiske reaktion at de blot er en lille gruppe af ressourcestærke kvinder, der blot vil mele egen kage og som er ligeglade med traffickingofre og tvungne kvinder. Nogle går så vidt som til at melde ud at sexarbejdere er direkte uegnede som forældre, og at deres børn skal tvangsfjernes for ikke at blive besmittede med den skadelige indflydelse der åbenbart emmer ud af sexarbejderen. Nå ja, foruden det samfundsnedbrydende og ægteskabsskadelige element som sexarbejde i sig selv er.

I er med, men bemærk det nye og skræmmende, langt de fleste udøvere af de nymodens herskerteknikker er kvinder. Der tilmed bryster sig af at være moralsk overlegne kvinder end dem der ikke ønsker at forbyde sexarbejde. Vi må håbe at Marcus har ret i sin trøst ”Der er bare det ved herskerteknikkerne, at de er kun effektive, så længe de virker i det skjulte. Har man én gang fået øje på dem, mister de deres kraft.”





Min egen rødstrømpe-ABC

10 12 2010

Maria Marcus: Min egen rødstrømpe-ABC, Politikens Forlag 2010.

En boganmeldelse af Nina Søndergaard

Bogen er til Lena, sikkert Marcus’ barnebarn der spurgte til bedstes tid: ”Hvorfor hed I rødstrømper? Gik I alle sammen med partisantørklæder? Hvad slags mad spiste I? Var det sjovt at kæmpe mod mændene?” Det satte Marcus igang med erindringsspejlet og resultatet er blevet en meget personlig, lærerig, morsom og nøgtern ABC som jeg slugte med stor fornøjelse.

Basisgrupper, happenings, Kvinde kend din krop, lilla ble, mandssamfund, smilestrejke. De ord og mange flere er der gode forklaringer til. Marcus formår at forklare komplicerede emner og fremmedord på en behagelig facon, så læseren føler sig tryg. Store piger (fra 12 år?), nysgerrige feminister, historieinteresserede, venner, fjender og veteraner kan være med, da Marcus er vældig afbalanceret i sin fremstilling af emnerne. Ofte stiller hun de samme spørgsmål som de gjorde dengang og spørger dermed læseren selv om vi er kommet videre.

Noget af dét der slog mig var hvor meget kvinderne skulle modarbejde, hvilket massivt pres for at være konform, sød og samarbejdsvillig der tilsyneladende herskede på alle planer af samfundet så sent som i 1960’erne. En kvinde skulle være serviceminded, smilende, kvik på fingrene og se godt ud imens – og et klem på bryster eller baller fra en mandlig kollega, ja det var da bare naturligt og eftertragtelsesværdigt. Hvad?! Så forstår man bedre hvorfor kvinderne havde brug for at skabe egne rum og udelukke mænd, der tog styringen som de var vant til fra alle andre sammenhænge; klippe hovedhåret kort; tage på spejlfri Femø-lejr; besætte Kvindehuse og etablere egne fagforeninger.

Marcus viser også hvor givende det kunne være at indgå i disse rene kvindefællesskaber og vende sine frustrationer og hverdagsproblemer med andre der også sad i samme suppedas.

 

At det store findes i det små og at det private er politisk. Der er en helt speciel nerve i ”Snakkegrupper”, ”Runde” og ”Privat/politisk” som viser hvor meget Marcus (og mange andre) har fået ud af samværet med andre kvinder og at kunne drøfte alt mellem himmel og jord. Som medlem (eller rettere udenlem) af en feministisk læsegruppe og andre herlige kvindefællesskaber kan jeg kun sige: Ja, nemlig! Det kan kun anbefales at etablere flere af den slags grupper, så endnu flere mennesker kan bryde ud af ensomheden og hente styrke hos andre. Indtil den ærede læser kommer så langt, så er Rødstrømpe ABC varmt anbefalet.





En mand tre kvinder

6 12 2010

En mand tre kvinder af Peter Jørgensen, Zebra Productions, Lyngby 2010.

En boganmeldelse af Nina Søndergaard

Resumé af det lidt handling der er i denne dagsbogsroman (spoiler alert): Inspireret af et forlist ægteskab og Pouline Middletons/Elizabeths projekt med at finde tre personer til at dække sine behov, går 48-årige Christian i krig med at netdate tre kvindetyper som han altid har været tiltrukket af i sit liv: Den eksotiske, Soulmaten, Den friske og lidt vilde.

Efter nogle stævnemøder der ikke førte til mere, træffer han den tyve år yngre Sabine og det er sand og gengældt kærlighed. Der går cirka ti sekunder, så har Christian installeret Sabine i sin lejlighed. Sabine har studeret i Argentina, hvor hendes smukke veninde Judy også kommer fra. Judy crasher på Christians sofa, og det kommer hans ex, Liva – endda med datter, også til.

Christian har det perle lige så kort det varer med tre ½ skønne kvinder i hans enorme ungkarlehybel. Han har sex med dem alle (men det læser vi nu ikke direkte, han slukker ligesom lyset), men har dårlig samvittighed over ikke at sige det til Sabine. Sabine og Liva tager ellers fuglen på ham ved at bilde ham ind at Sabine blot er hans lejer, men selvfølgelig ved kvinderne godt hvordan det hænger sammen. Stor er Christians overraskelse og sorg også da Judy rejser videre. Liva finder et job i Århus og flytter ud. Det hele ender med at han overvejer at gifte sig med Sabine og avle med hende, men inden vi når så langt flytter hun ud af hans lejlighed og bogen slutter.

Som Oscar Wilde sagde ”Jeg er den eneste person jeg har lyst til at vide alt om”, og det randt mig i hu mange gange under læsningen af de 271 sider. Jeg er ikke Christian, endsige én af Christians gode venner – som tydeligvis heller ikke gad at høre på for langstrakte beskrivelser og forklaringer af Christians hverdag, drømme, måde at pudse motorcykel på eller hvornår han jogger om søerne. Det er det samme problem som beskrevet i den direkte forgænger, model og inspiration: En kvinde tre mænd – der er simpelthen luget for lidt ud i teksten.

Når det er sagt, så kunne jeg bedre følge Christians projekt, som var mere åbent og letflydende end Elizabeths meget fasttømrede idéer om at ingen af hendes mænd måtte brede sig ud over sin dertilindrettede kasse. Måske lidt uretfærdigt overfor Elizabeth og hendes barndom præget af misstemning og alkoholisme, men Christians livsglæde og gode minder fra sit ægteskab var også mere i min smag end Elizabeths meget bitre og grådfyldte opgør med fortiden.

Der er også mere traditionel ud-og-hjem handling i fortællingen, men langt færre og mindre skarpe analyser af ægteskabets problemer nutildags. Christian virker i det hele taget på denne anmelder ikke alt for skarp. De første point tabte han på beskrivelsen af ”Soulmaten”: ”Vores liv er ment til at blive gamle sammen, fordi vi er soulmates (s. 19).” Anglicismer gå hjem! ”Det er meningen at vi to skal blive gamle sammen, fordi vi er sjælefrænder.” Det var dét du mente, Christian/Peter. Og de næste point raslede ned da han brokker sig over at mange kvinder der svarer på hans profil ikke kan stave/har styr på grammatiken/ikke har læst korrektur på svaret (s. 39-40), og så klodser han selv i det på side 51 ”Exeptionelt velformuleret.” Flot at Christian kan finde ud af biords-t’et, men exceptionelt er med c.

Christian glæder sig over at kunne vende verdenssituationen med sine venner og nu også veninder, men undrer sig over om der overhovedet bliver talt i de små hjem (s. 208). Det samme har jeg også undret mig over, og hans begejstring over at møde kloge kvinder er så enorm at jeg får mistanken om at kvinder virkelig går og skjuler deres intelligens overfor mænd. Christians damer lyder søde, smukke og opvakte, men ikke mere end kvinderne i mine kredse. Nå. Christian er selv hele tiden en kylling og fortæller ikke Sabine hvem han egentlig går og knalder. Og ikke ét eneste sekund får han mistanken om at Sabine også udnytter sin alenetid i selskab med andre. Hvis hun gjorde, ville Christian såmænd nok blive sur og slå op som han gjorde med Karla, en gift kvinde, hvis forbrydelse var at hun løj. Men i mine øjne ikke mere eller mindre end Christian selv gør fra start til slut.

Jeg kunne afslutte sidste anmeldelse i en oprigtig positiv tone, selvom begge bøger falder langt fra min personlige smag, men ikke denne gang. Christian/Peter gør ikke op med noget, hans ménage á trois er bygget på fortielser fra hans side (men kvinderne virker kvikkere end han gør, så mon ikke de har vidst alt om hinandens eskapader?), han er ude af stand til at tænke klart og rykker rundt på Sabine som et andet møbel, der får lov til at bebo hans lejlighed i en måned, men alligevel vil han gerne giftes og have børn med hende.

Jeg kan til nød rose ham for at have prøvet og for at være klar nok til at skrive at han ”sad i en situation, som jeg nok havde ønsket mig, men overhovedet ikke kunne overskue konsekvenserne af. (s.189-190)” Men at have taget mig med på så omstændelig en rejse og derefter ende så tæt på det hellige ægteskab er simpelthen for skuffende for mig.





En kvinde tre mænd

4 12 2010

En kvinde tre mænd – en roman af Pouline Middleton, Zebra Productions, Lyngby 2010.

En boganmeldelse af Nina Søndergaard

Romanen, i dagbogsform, handler om 42-årige Elizabeth, der som så mange andre på hendes alder har været igennem helvede af elendige forhold og ensomhed. Hun beslutter sig for at gøre op med sine og samfundets mønstre ved at lave en kontaktannonce på nettet, ikke efter den eneste ene, men efter tre mænd: En til at tale med, en til at have sex med, en til at ordne praktisk hus- og havearbejde.

Det går overraskende godt, men vejen dertil er lang og stenet. Hendes strenge far er ikke begejstret, men prøver dog at være konstruktiv og sætter hende på en date med Frederik Kærestepotentiale. Hendes omgangskreds er heller ikke overvældende positivt stemt, men de fleste giver hende ret i at parforholdsmodellen ikke kaster så meget lykke af sig som håbet. Undervejs møder hun en masse mænd som hun forsøger at passe ned i sin tremands-model.

Det er et vældig spændende projekt Elizabeth/Pouline har sig og jeg støtter hende fuldt ud i hendes kamp for mere lykke. Det er uhyre prisværdigt at ville give sin 12-årige datter et andet forbillede for kærlighedslivet end den romantiske, monogame to-personers model som Hollywood fodrer os med. Det er også meget modigt at bruge sig selv og stå frem med en anden idé til kærligheden, som der tydeligvis er tænkt meget over. Bogen er fyldt med stærke eftertænksomme analyser af de enorme problemer ægteskabet har idag.

Når det er sagt, så må jeg sige at jeg er enig med og glad for indholdet, ikke formen.

Jeg læser ikke gerne moderne dansk litteratur, fordi den meget nære beskrivelse af hverdagsting ikke løfter og beriger mig. Den danske dagligdag kender jeg og deler, så jeg ser personligt ikke fidusen i at ligefrem skulle læse om at drikke kaffe, sende en mail eller tage gummistøvler på. Men det er nu bare min smag som Middleton altså ikke lige rammer.

Det er herligt at se foretagsomhed, og Zebra Productions er Middletons eget selskab og forlag (held og lykke, du iværksætterkvinde!), men alle enpersonsforetagender er i fare for at blive indforståede med sig selv og får ofte ikke nok input. Her tænker jeg på at En kvinde tre mænd vil vel rigeligt på én gang, der er både debatindlæg, dagbogsdrømmerier, dialoger, mindetaler og barndomsminder, noget som redaktører på store forlag givetvis ville have luget ud i.

Der veksles også mellem afsnit med højt lix-tal og talesprog: ”Jeg ringede fluks for at finde ud af , hvor hun liiiige er kommet fra, men han tog ikke telefonen.” s. 147. Lige med fire i’er virker ikke overbevisende på mig.

Det forvirrer mig også lidt at hovedpersonen virker så tæt på Middleton selv. Rigtig mange detaljer stemmer overens med Elizabeth og Pouline, og eftersom Middleton har valgt at stå offentligt frem med sit livsprojekt forstår jeg ikke hvorfor hun bruger romanformen, som jeg ikke mener hun udnytter til fulde.

Analyserne af de udfordringer moderne mennesker står overfor på kærlighedsfronten, er skarpe og jeg sad og nikkede anerkendende til mange af meningerne. Dog slog det mig at Elizabeths omgangskreds måske ligner Elizabeth for meget til at kunne give reelle friske input, og træder en person lidt ved siden af normerne for forventet opførsel får vedkommende prædikatet ”sær”. Det var forstemmende at ønsket om at bryde ud af hamsterhjulet åbenbart ikke rækker længere end til at fordømme den mindste gnist af skævhed hos andre.

Personligt var det også en tort at læse om hvordan Elizabeth logrer for mandlig opmærksomhed, men det er igen bare min smag (samme ubehag får jeg også ved at læse Nynnes eller Bridget Jones’ dagbog): Der er lang vej endnu for kvindelig frigørelse, en problematik Elizabeth forsøger at smyge sig udenom ved at give en psykologisk/biologistisk forklaring på at kvinder skam naturnødvendigt behøver mandlig opmærksomhed (s. 101-102).

De sidste grynt handler om sexscenerne. De kunne gerne have været mere saftige for min skyld, men det jeg vil kritisere er den manglende omtale af kondomer. Middleton er ellers ikke bleg for at skrive temmelig detaljeret og med produktnavns nævnelse, så hvorfor hun ikke skriver at hun rullede et stykke gummi (eller rettere et Thin fra RFSU) på sin elskers ”dirrende lanse” begriber jeg ikke. Som glad anmelder af ”The ethical slut” kan jeg kun bifalde promiskuøsitet og polyamourøs levestil, men det kræver at man passer på sig selv og hinanden, og da bogen udtrykkeligt er skrevet med hendes datter in mente mener jeg at det grænser til uansvarlighed at undlade kønssygdomme fra ligningen. For som det står nu kunne en ubefæstet sjæl godt tro at bare man går i seng med rige, hvide nordsjællændere, så behøver man ingen kondomer…

Og til slut: Elizabeth siger på side 156 om kvindens seksualitet: ”Hun skal, så tidligt som muligt efter hun er blevet 18 år, lære sig selv at kende seksuelt. Det vil sige at udforske sit eget begær og sin krop.” Hvad? Én ting er at højne den seksuelle lavalder med tre år, men at en pige ikke engang må onanere før hun er blevet atten?! Alle sad og ruskede tremmer hvis mindreårig solosex var ulovligt! Det peger på det meget alvorlige problem vi har i samfundet: At børn og unges seksualitet er blevet så betændt og tabubelagt at en romanforfatter føler sig nødsaget til at henlægge seksuel nysgerrighed til myndighedsalderen. Meget nedslående.

Med sådan en gang kritik vil jeg fuldstændig utvetydigt rose Middleton for hendes livsprojekt, det er enormt modigt og prisværdigt at stå frem med en anden model end tosomheden. Jeg håber virkeligt at hun får succes med sit foretagende og at andre måske kan lære af hendes klarsyn og ærlighed, da de uudtalte forventninger og indestængte længsler lader til at stå i vejen for megen kærlighed og lykke.