Polyamourøs i æteren

24 01 2011

Af Nina Søndergaard

Vita, P1 programmet der interviewer ildsjæle og livskunstnere har også interviewet mig.

Torben Brandt var god til at få mig til at slappe af. Hvis I gider at lytte til det vil I høre min glade stemme og mange øh’er.

I kan høre det her.

 

 





101 myter om parforhold der driver os til vanvid

19 01 2011

101 myter om parforhold der driver os til vanvid (om lidt om hvad du kan gøre ved dem). Tim Ray, Beamteam Books, København 2010.

En boganmeldelse

af Nina Søndergaard

Som nysprungen polyamourøs var jeg lidt skeptisk overfor bogen: Nu har jeg kæmpet for retten til IKKE at indgå i parforhold, så orker jeg ikke en bog der besynger parforholdets velsignelser.

Men alle mine forbehold visnede allerede ved læsningen af de første par sider hvor jeg grinede højt af Djævelens opfindelser, hvoraf nummer 4 ”Det er kun kærlighed hvis parforholdet varer for evigt” ramte plet efter diskussionerne på information.dk.

Rays bog handler ganske vist mest om det heteroseksuelle parforhold, men jeg vil alligevel gøre ham til den bedste advokat for polyamourøsitet, homofili, stærke venskaber og alskens kærlighed, når hans budskab hele vejen igennem er at vi alle sammen lever og ånder kærlighed, uanset om vi er sammen med andre eller ej.

Det kan godt lyde religiøst og højtsvævende, men hans mundrette og morsomme facon gjorde hans kærlighedsbudskab letfordøjeligt selv for en sortklædt ateist som mig…

Det er en selvhjælpsbog, først og fremmest henvendt til dem der synes de har problemer, og som sådan er det ikke revolutionerende budskaber der slås fast, men med al den gråd og klage der er selv i vores rige del af verden kan budskaberne heller ikke siges ofte nok. Alt for mange går og er kede af det, ofte over deres partner, tit over dem selv og de helt urimelige forventninger der findes inde i os selv.

Ray tager fat på nogle af de mange myter vi er omringede af som fx: ”De andre par har det meget bedre end os. Den kærlighed og lykke jeg søger, er afhængig af et andet menneske. Mænd og kvinder forstår ikke hinanden. Min partner burde vide hvordan jeg har det.”

 

Han punkterer dem, ofte ved hjælp af sjove hverdagseksempler og giver nogle anvisninger på hvordan man kan håndtere myterne og sit eget liv. Jeg er personligt blank overfor langt størstedelen af alle myterne, men selv jeg kunne genkende tingene og synes såmænd hans bud på at arbejde med sig selv lyder meget rimelige. Altså vil jeg også anbefale 101 myter om parforhold.





Fravalg er også et valg

16 01 2011

Af Nina Søndergaard

Først en stor og dybt rørt tak til alle jer der tilkendegav jeres støtte i min springe-ud-af-skabet proces! Det har godt nok været overvældende og hjertevarmende. Og det er lige præcis det der gør at jeg ikke vil ind at gemme mig i skabet igen, tak! Hvis min historie har inspireret bare ét menneske til at tale med sin elskede om hvordan de kan åbne op, så er min mission fuldført: Jeg er ikke ude på at omvende, men på at åbne op for dem der tumler med nogle af de samme tanker.

Alligevel vil jeg menneskeligt nok grave lidt i de få forbehold jeg reelt er blevet mødt med, for at præcisere og imødegå beskyldninger fremsat på forkert grundlag.

1.    Mit fravalg af kæreste og bofælle er et helt reelt, velgennemtænkt fravalg, ikke en mellemstation mellem to kærester. At andre stræber efter en kæreste er glimrende, det er deres valg og ønske, ikke mit.

2.    Jeg kræver at blive anerkendt for der hvor jeg er nu, også selvom jeg skulle få lyst til andre ting fremover: Velmenende mennesker har sagt til mig at jeg endelig ikke må lægge mig fast på at være polyamourøs, bare fordi jeg har sagt offentligt at jeg er det.

Tak tak, jeg er godt klar over at livet er omskifteligt, og måske vil jeg en dag giftes og have børn (I skal nok blive inviteret med til brylluppet), men siger samme personer til nygifte der træder ud af kirken: Nu har I to godt nok sagt ja til hinanden for Gud og samfundet, men det er nok bare en fase og skal I få lyst til noget andet, så skal I endelig bare gøre det? Nej vel, det ville være frækt og respektløst at gå ud fra at de to ikke har tænkt sig om da de giftede sig, også selvom der er stor risiko for at de går fra hinanden.

3.    Min beslutning om at ville have flere elskere bunder retteligt i et ønske om mere morskab i mit liv. Det kan gerne tolkes som skrigende uansvarlighed, hvis dét at have det sjovt et par gange om ugen er lig med letsindighed.

Men det er sandelig ikke ensbetydende med at jeg ikke kender til ansvar og tung, pålagt kærlighed. Jeg orker ikke at give den fulde historie, men vil nøjes med at sige at to meget syge forældre har forpligtet mere end noget andet i mit liv og jeg finder mig simpelthen ikke i at mit fravalg af livspartner ses som en forfløjen ansvarsfralæggelse. (Det omvendte ville være at jeg mente at alle ægtefolk havde giftet sig for at få en byrde i livet, ligeså ukorrekt og absurd antaget).

4.    Fremtidssikring – flere kommentatorer har småligt forudsagt min kommende ensomhed, som bestemt er et muligt udfald af min livsstil. Den har jeg naturligvis selv tænkt over, men alene på grund af antallet af mennesker i mit liv forekommer det mig sært at ét menneske skulle være en bedre ensomhedsforhindrer end mange.

Tilmed har jeg skrevet testamente og ved godt jeg engang skal. Mange af de mest vokale modstandere jeg har mødt har ikke engang gjort dette (og en del af dem havde endda børn!), og med så kort en tidshorisont fra deres side er det svært at se hvad de har at skulle have sagt om mit liv og min fremtid. Og igen, alle kan blive forladt, alle kan miste. Ensomheden er et grundvilkår for alle mennesker, jeg vælger blot at have flere end én omkring mig.

5.    Mine venner er min selvvalgte familie, mine venner er mine støtter, mine kilder til styrke og kærlighed og alt godt her i livet, det kan ikke understreges nok. Tak til jer!

Jeg er ganske almindelig og lever et aldeles upåfaldende liv, men skal jeg fremhæve ét punkt hvorved mit liv adskiller sig fra mange andre nogle-og-trediveåriges er det mine venner. Dem har jeg mange af, mange gode og nære, mange gode og lidt fjernere. For ved ikke at have en kæreste, fjernsyn og børn har jeg også tid til vennepleje.

Mine venner skal i lige så høj grad vælge mig, som jeg skal vælge dem (det er ligesom en væsentlig forskel på venner og familie), og det koster naturligvis. Det er min ’trædemølle’, for min livsstil ville ikke på nogen måde give mening hvis ikke jeg havde mine vidunderlige venner – andre investerer deres tid og energi i ét menneske, jeg investerer i mange. At have mange venner er et stort gode i livet, og flere og flere undersøgelser viser at venner holder én i live længere, sund, rask og depressionsfri.

For mig er skellet mellem venner og elskere ikke skarpt, det går frem og tilbage – akkurat som i andre kærlighedsforhold, og mine venskaber udvikler sig selvfølgelig også, og det er naturligvis en enestående og speciel følelse at se min barndomsveninde, ligesom det også er skønt at se bekendtskaber af nyere dato.

6.    Barnløsheden. Først må jeg udtrykke feministisk forundring over at folk føler frihed til at dømme om noget så privat, dét er i sig selv i uhyre grad krænkende og respektløst (har jeg sagt noget om deres børn?!).

For det andet er barnløshed altså ikke et nyt, forkælet fænomen, tværtimod. Det er nu kun 10 % af en kvindelig årgang der IKKE får børn, mod 25 % i årgangene omkring 1900. Med bedre økonomiske muligheder kan kvinder nu fravælge ægteskabet og tilmed få børn udenfor ægteskabet, de trods alt gode pasningsmuligheder muliggør også at kvinder kan bibeholde en plads på arbejdsmarkedet, selvom de vælger at få børn. Alt sammen noget der ikke godt kunne lade sig gøre for almindelige mennesker i 1900.

For det tredje så har jeg ikke endegyldigt besluttet mig, men indtil videre har det ikke forekommet mig tillokkende på noget plan at skulle have børn. Skulle jeg få trangen til at bringe børn ind i mit liv, ved jeg også at der findes mange andre veje til børn end at stifte kærnefamilie: Jeg kan hægte mig på andres familier, jeg kan omskole mig til pædagog, jeg kan blive børnehjemsforstanderinde et sted i Afrika – jeg behøver ikke at vælge en mand/kone, hus og dobbeltarbejde (sidstnævnte er herligt for dem der vil dét!).

7.    En gentagelse: Jeg springer ud af skabet for at vise andre måder og muligheder for kærligheden end det monogame kærlighedsægteskab, som bestemt kan være smukt og dejligt, men som på ingen måde kan siges at være den sikre vej til lykken, noget naturligt eller have oldgammel hævd. De få rå der har hævdet dette (især i kommentarsporet på information.dk) har uden at vide eller villet det bestyrket mig i at stå frem som polyamourøs.

Min ’måde’ at være polyamourøs på er én ud af uendeligt mange: Dét det drejer sig om er ærlighed. Det er ærligheden og åbenheden (og viljen til dette) der adskiller polyamourøs kærlighed fra ganske almindelig utroskab. Mange polyamourøse er gift og har børn, nogle har to kærester, nogle har slet ingen – der er ikke én opskrift på polyamourøsitet, det er kun hvad folk selv finder frem til af arrangementer for dem selv og deres nære.





At springe ud af det polyamourøse skab

14 01 2011

Af Nina Søndergaard

I Information idag kan man læse et interview om mig og mit valg af livsstil. Nu skal det være slut med at være en kylling, derfor vil jeg gerne fortælle min historie om at fravælge det traditionelle monogame parforhold til fordel for en håndfuld elskere og elskerinder.

Et lidet chok for jer læsere, en stor overvindelse for mig! Jeg er nemlig splittet i en privat jysk person og en larmende seksualpolitiker når jeg hører hvordan heteroer ubekymret fortæller om deres privatliv over frokostbordet: De sidder med deres ringe på fingrene og fortæller lystigt at de var i biografen med deres mand, en utilsløret erotisk forbindelse som ingen løfter øjenbryn over.

Men har jeg lige så meget ret til at fortælle at jeg var i biografen med én af mine elskere og jeg derefter sov i ske med min veninde? Ikke rigtig, for så ville heterokoret straks gå i gang med at homoer også altid skal være så pågående og skilte med deres seksualitet. En heteromand  skilter sandelig også med sin seksualitet ved at være dårligt klippet, ildelugtende og have ring på fingeren, men det anderledes skal vel altid peges fingre af i starten.

Jeg ville ønske at det var lidt mere gængs og normalt at være polyamourøs, men jeg kan ikke godt vente på at andre bliver modige før mig. Desuden har seje kvinder også banet vejen for mig, Sus Luder og Pouline Middleton er allerede nævnt og takket her på bloggen.

Ved at læse Catherine M’s seksuelle liv lurede jeg hvordan hun gjorde: Hun lod en bemærkning falde om de andre elskere, når hun tog sig endnu en elsker. I bedste franske stil lod det ikke til at afskrække ret mange… På den måde havde hun ryggen fri – samme fremgangsmåde er der at finde i ”The ethical slut”, men den havde jeg ikke læst på det tidspunkt.

Som læst, så gjort. Det er ikke helt nemt at have du-er-ikke-den-eneste-elsker samtalen, jeg bliver i hvert fald altid nervøs og bange for at blive forladt og miste en god nyfunden elsker. Det er sjældent der er nogen der er blevet skræmte der, men senere er nogle mandlige elskere blevet jaloux og følt sig truede. Andre elskere (alle!) vil bare gerne giftes og have børn, altså forlader de mig til fordel for deres børns kommende moder. Dét er hårdt og tungt, det er prisen for at maxe ud på sin morskab: Smerten ved at blive forladt oplever jeg lidt hyppigere end andre der satser på den eneste ene – hver gang.

Men det er fair nok, jeg har jo andre elskere at trøste mig med og jeg vil ikke stå i vejen for mine næres lykke. Desuden giver min polyamourøse livsstil mig så meget energi, kærlighed, sex og overskud at jeg godt kan tåle det, selvom smerten ved at miste ikke er anderledes for mig end for andre.

Det kan sagtens se ud som om det bare er at fortsætte teenageårenes forvirrede uansvarlighed. For mig føles som et ægte valg med lige så virkelige og til tider smertelige fravalg, som en sand oprigtighed overfor mig selv og min omgangskreds og et klart standpunkt. Jeg glæder mig over de elskere jeg har kendt i mange år nu og håber jeg får endnu flere år i deres gode selskab, jeg glæder mig over de nye der kommer til og som også beriger mit liv.

Jeg kan også høre et forurettet spørgsmål: ”Jamen tror du så slet ikke på kærligheden? På mand og kone?” Jo, det gør jeg da. Jeg er ikke ude på at nedlægge ægteskabet som institution, det er virkelig smukt når to personer finder sammen, vælger hinanden og gør begge til bedre, stærkere og mere hele mennesker.

Min eneste anke er at kærlighedsægteskabet er stadig livets manuskript, defaultsettingen og at nogle derfor blot gifter sig af vane og af manglende mod og fantasi til at tage andre kringlede veje ind i kærligheden. Alt det brok og jammer jeg har hørt på og læst om i forbindelse med det moderne parforhold gør mig i hvert fald kritisk overfor at parforholdet som den sikreste og bedste vej til lykken.

Naturligvis har alting en pris og sine op- og nedture, men selv med forbehold for at mine søde veninder automatisk brokker sig mere over deres kæreste end de roser kæresten overfor mig, så er der stadig meget sorg og ulykke forbundet med parforholdet og de uudtalte forventninger man forsøger at manøvrere rundt i. Dét synes jeg er trist og jeg vil klart opfordre alle, elskende og kærester til at tale mere åbent sammen og finde ud af hvad de vil og ikke vil. Og derfor springer jeg offentligt ud af det polyamourøse skab, så andre kan se at der er mange muligheder for at få kærlighed og nærhed ind i livet.

Alle billeder er fra Anjamation på Flickr.





Reklame for Kristeligt Dagblads erotik-tema

12 01 2011

Af Nina Søndergaard

 

Inden jeg går i gang med uddybningen af manifestet vil jeg lige gøre reklame for Kristeligt Dagblad, en overset avis, hvis fine temaer om vanskelige emner som blandt andet psykiatri og  abort bestemt er værd at læse uanset religiøs overbevisning. Også erotikken får en fin behandling, selvom jeg ikke nødvendigvis er særlig enig med de udtrykte holdninger. Men læs selv og bedøm: http://www.kristeligt-dagblad.dk/erotik





Prosexfeministisk manifest

7 01 2011

Af Nina Søndergaard

I stil med feminister før mig har jeg skrevet dette prosexfeministiske manifest. Det er mit eget personlige bud på hvad prosexfeminisme er for en størrelse, og dermed er der sikkert mange prosexfeminister, provokatører og principryttere der vil være uenige med mig – det skal de og I være velkomne til at være. Det er mit stille håb at kunne være med til at klare tanken for én og anden, eventuelt under alenlange kommentarer der måske også tvinger mig til at prøve at være endnu skarpere og bedre.

Men i alle fald, her er det. Mange vil sikkert mene at det indlysende sandheder og banaliteter (så er jeg i det mindste ikke alene!), men jeg synes at denne position mangler i debatten. Det feministiske rum i Danmark har ikke rigtig haft en prosexfeministisk stemme før nu, derfor vil jeg oplade min røst.

Alle punkter vil blive uddybet i kommende indlæg.

•    Voksne mennesker har en egen fri vilje og er i stand til at træffe deres egne valg.
•    Alle mennesker har et værd og umistelige rettigheder som mennesker.
•    Kvinder vælger selv – samfundets opgave er at gøre hende i stand til dette.
•    Voksne mennesker har ret til at bestemme over deres egen krop, seksualitet og reproduktion.
•    Alle har ret til fri og ordentlig oplysning om alt hvad der vedrører deres eget liv.
•    Du har ansvaret for dit eget liv, deri indgår pligten til at være tydelig i sin kommunikation.
•    Kønnene er lige meget værd.
•    Kønnet er et eksistentiale, et faktum der har både biologiske og kulturelle rødder.
•    Vi er alle forskellige.
•    Alle mennesker har behov for kærlighed og kropskontakt.
•    Al voksen og samtykkende sex er i orden og lige meget værd.
•    Moral hænger ikke sammen med seksualitet.
•    Alt kan forandre sig, også din seksualitet.
•    Ting kan se meget anderledes ud end de føles indefra.
•    Fantasier er fantasier.
•    Sex er godt.
•    Vi lever i et frygtbaseret samfund og det er skidt.
•    Sex er et fænomen som bør undersøges og diskuteres på fornuftige præmisser.





Tvang er kvinder. Straf er mænd.

4 01 2011

Af Nina Søndergaard
Overskriften er en udtalelse fra lektor, ph.d. og cand.psych. fra Center for Rusmiddelforskning på Aarhus Universitet Mads Uffe Pedersen som har forsket i hvordan teenagere bruger rusmidler. Han har fundet frem til at der er nogle forskelle i hvordan drenge og piger tager stoffer og hvordan de derefter bliver mødt i behandlingssystemet. Det kan du læse mere om i den spændende artikel fra Kvinfo, men jeg vil tage fat på den tendens han udpeger og som før er behandlet her på bloggen.

Mænd stilles ansvar for deres handlinger, kvinder skal styres og kontrolles, fordi de ikke kan tage rigtigt vare på dem selv. Pedersens eksempler kredser om at kvinder blev (bliver?) tvangsbehandlet, mænd bliver straffet. Når mænd træder udenfor reglerne og rammerne for det gode liv, så bliver de dømt af retssystemet, fordi mænd burde vide bedre og forventes at stå til ansvar for egne handlinger. Når kvinder ikke opfører sig pænt, så bliver de tvangsbehandlet ind det gode liv, da en fængselsstraf åbenbart er for barsk for en kvinde og hun sikkert ikke ved bedre.

Nu skal jeg på ingen måde glorificere det ofte meget hårde liv som folk der møder ’systemet’ lever, men deres forbrydelser mod det gode liv er en interessant pejling af hvad det er vi som samfund stadig har af idéer, forventninger, regler og normer, ofte ganske ubevidst.

Det gode liv for en kvinde i 2011 er at blive født ind i en hvid, dansk kærnefamilie der fodrer hende med usprøjtet mad, stimulerer hende og sætter hendes liv i centrum. Så skal hun i en børnehave – helst en skovbørnehave, så hun kommer ud i den frie natur og ikke bliver spoleret af byens fordærv og forurening. I skole og lære at tage ansvar for egen læring. I gymnasiet, på universitetet og derefter et godt job der munder ud i en bestyrelsespost.

I mellemtiden er hun blevet gift med en mand hun elsker højt og fået 2 børn som hun dedikerer sin tid til. Hun har indtaget sund, økologisk mad, i voksenalderen god kaffe og enkelte glas rødvin. Hun holder sin krop ved lige gennem moderat løb, dans, yoga eller svømning. Hun er monogam, dyrker ikke analsex og klæder sig passende, ikke for usselt, ikke for udfordrende.

Det er selvfølgelig sat på spidsen, alligevel kan jeg se 1000 tegn på at denne forestilling lever i bedste velgående. Min beskrivelse kunne forresten godt tolkes ironisk, hvilket på ingen måde er meningen, alle skal have lov til at finde deres egen opskrift på det gode liv og ligner det ovennævnte er det dejligt. Men det er klart at der ikke er plads til alt for meget slinger i valsen og der er masser af faldgruber, især i voksentilværelsen. (Børn er jo prisgivne deres forældres idéer om det gode liv).

Her vil jeg selvfølgelig forsvare kvinders ret til at vælge at sexarbejde, noget der stadig i den grad strider imod opfattelsen af det gode kvindeliv.

En kvindes lykke afhænger ikke nødvendigvis af en ægtemand eller kun at blive penetreret af kærester (én ad gangen!). En kvinde kan fint opnå lykke ved at dele ud af sin krop. Det er der velmenende folk der ikke er enig med mig i, de vil forbyde sexkøb som man har gjort det i Sverige og Norge. Ikke for at straffe kvinderne, men for at hjælpe dem ind på det rette spor. Straffet bliver kun mændene, de grimme sexkøbere der udnytter svage kvinder og burde tage ansvaret for hendes liv og velbefindende.