Af Nina Søndergaard
I Information idag kan man læse et interview om mig og mit valg af livsstil. Nu skal det være slut med at være en kylling, derfor vil jeg gerne fortælle min historie om at fravælge det traditionelle monogame parforhold til fordel for en håndfuld elskere og elskerinder.
Et lidet chok for jer læsere, en stor overvindelse for mig! Jeg er nemlig splittet i en privat jysk person og en larmende seksualpolitiker når jeg hører hvordan heteroer ubekymret fortæller om deres privatliv over frokostbordet: De sidder med deres ringe på fingrene og fortæller lystigt at de var i biografen med deres mand, en utilsløret erotisk forbindelse som ingen løfter øjenbryn over.
Men har jeg lige så meget ret til at fortælle at jeg var i biografen med én af mine elskere og jeg derefter sov i ske med min veninde? Ikke rigtig, for så ville heterokoret straks gå i gang med at homoer også altid skal være så pågående og skilte med deres seksualitet. En heteromand skilter sandelig også med sin seksualitet ved at være dårligt klippet, ildelugtende og have ring på fingeren, men det anderledes skal vel altid peges fingre af i starten.
Jeg ville ønske at det var lidt mere gængs og normalt at være polyamourøs, men jeg kan ikke godt vente på at andre bliver modige før mig. Desuden har seje kvinder også banet vejen for mig, Sus Luder og Pouline Middleton er allerede nævnt og takket her på bloggen.
Ved at læse Catherine M’s seksuelle liv lurede jeg hvordan hun gjorde: Hun lod en bemærkning falde om de andre elskere, når hun tog sig endnu en elsker. I bedste franske stil lod det ikke til at afskrække ret mange… På den måde havde hun ryggen fri – samme fremgangsmåde er der at finde i ”The ethical slut”, men den havde jeg ikke læst på det tidspunkt.
Som læst, så gjort. Det er ikke helt nemt at have du-er-ikke-den-eneste-elsker samtalen, jeg bliver i hvert fald altid nervøs og bange for at blive forladt og miste en god nyfunden elsker. Det er sjældent der er nogen der er blevet skræmte der, men senere er nogle mandlige elskere blevet jaloux og følt sig truede. Andre elskere (alle!) vil bare gerne giftes og have børn, altså forlader de mig til fordel for deres børns kommende moder. Dét er hårdt og tungt, det er prisen for at maxe ud på sin morskab: Smerten ved at blive forladt oplever jeg lidt hyppigere end andre der satser på den eneste ene – hver gang.
Men det er fair nok, jeg har jo andre elskere at trøste mig med og jeg vil ikke stå i vejen for mine næres lykke. Desuden giver min polyamourøse livsstil mig så meget energi, kærlighed, sex og overskud at jeg godt kan tåle det, selvom smerten ved at miste ikke er anderledes for mig end for andre.
Det kan sagtens se ud som om det bare er at fortsætte teenageårenes forvirrede uansvarlighed. For mig føles som et ægte valg med lige så virkelige og til tider smertelige fravalg, som en sand oprigtighed overfor mig selv og min omgangskreds og et klart standpunkt. Jeg glæder mig over de elskere jeg har kendt i mange år nu og håber jeg får endnu flere år i deres gode selskab, jeg glæder mig over de nye der kommer til og som også beriger mit liv.
Jeg kan også høre et forurettet spørgsmål: ”Jamen tror du så slet ikke på kærligheden? På mand og kone?” Jo, det gør jeg da. Jeg er ikke ude på at nedlægge ægteskabet som institution, det er virkelig smukt når to personer finder sammen, vælger hinanden og gør begge til bedre, stærkere og mere hele mennesker.
Min eneste anke er at kærlighedsægteskabet er stadig livets manuskript, defaultsettingen og at nogle derfor blot gifter sig af vane og af manglende mod og fantasi til at tage andre kringlede veje ind i kærligheden. Alt det brok og jammer jeg har hørt på og læst om i forbindelse med det moderne parforhold gør mig i hvert fald kritisk overfor at parforholdet som den sikreste og bedste vej til lykken.
Naturligvis har alting en pris og sine op- og nedture, men selv med forbehold for at mine søde veninder automatisk brokker sig mere over deres kæreste end de roser kæresten overfor mig, så er der stadig meget sorg og ulykke forbundet med parforholdet og de uudtalte forventninger man forsøger at manøvrere rundt i. Dét synes jeg er trist og jeg vil klart opfordre alle, elskende og kærester til at tale mere åbent sammen og finde ud af hvad de vil og ikke vil. Og derfor springer jeg offentligt ud af det polyamourøse skab, så andre kan se at der er mange muligheder for at få kærlighed og nærhed ind i livet.
Alle billeder er fra Anjamation på Flickr.
Prosex-feminisme 
Som Gandhi sagde: “Be the change you want to see in the world.”
Jeg underer mig over, at der ikke er flere der tør?
Fra en monogam gift kvinde som jeg, skal du vide, at jeg ALDRIG er blevet forarget over dit valg og at jeg synes det er stort du springer ud nu med din polykærlighed og især med din ærlighed omkring det.
Knus
Orv, tak Sakena, jeg er helt rørt. Jeg tænkte såmænd også nok at det ikke ville være så slemt endda og indtil videre har folk sgu været meget flinke og hjertevarme.
Og Sakena, din beskrivelse af dit ægteskab tilbage i dagene gjorde mig også helt varm om hjertet og jeg havde det i tankerne da jeg skrev afsnittet om ægteskabet. Jeg kan sagtens forstå at folk vælger dét og ønsker dig og alle andre held og lykke med det smukke projekt.
Mange glade kram tilbage
Kære Nina!
Jeg er dybt beæret over at mit ægteskab har været til inspiration i dit indlæg, tak 🙂
Knus, fra en rørt Sakena
Livet – også kønslivet – kræver mod ikke manuskripter. Og slet ikke manuskripter, de der får alting til at minde om en gennemsnitlig amerikansk romantisk komedie. Det er slet ikke liv, men rutinemæssig gennemspilning af følelserne.
Som mand der er i fast forhold undrer jeg altid over reaktionerne på polygame træk. Hvis man søger noget andet mødes man af to – modsatrettede automatreationer.
“Du er mand og du kan ikke styre dig.” Ens lyster eller trang bliver udlagt deterministisk eller som karakterbrist. Som om der ikke ligger beslutninger og aftaler bag valgene. Og forhandlinger med ægtefællen.
Eller den moralske forargelse: “Det kan du ikke!”
Hvor er den lov der forbyder voksne mennesker at råde over deres eget kønsliv, og træffe egne beslutninger?
Seriel monogami – som flertallet dyrker – er et oxymoron. Hvordan kan man være tro på samlebånd. Og udgive det for anstændighed?
Sidstnævnte begreb er lige så dødt, som den religion der oprindelig stod fadder til det. Og ærlighed omkring at seriel monogami er polygami i en tillempet form er nødvendig, hvis man ikke vil fornærme andres intellekt.
Ha ha, ja! Et smækkys på din pande, Ole Hansen! Den-eneste-ene begrebet bliver vel lige ‘udvandet’ af syv på hinanden følgende kærester som syv på én gang.
Det lader desværre også til at der er en kønnet forskel her. I følge Pouline Middleton fik hun stort set kun positive reaktioner på sin polyamori, hvorimod Peter Jørgsensen fik nogle vrede og forargede reaktioner på sin polyamori. (Som iøvrigt lignede almindelig ubeslutsomhed og fejhed til forveksling).
Måske er det playeren der spøger for polyamourøse mænds vedkommende og får den polyamourøse mand til at fremstå som en buk? Måske er det drømmen om den altid villige kvinde der får den polyamourøse kvinde til at fremstå som en heltinde? Jeg ved det ikke, og uanset hvad er det fjollet, man bliver ikke et moralsk dårligere menneske at have (meget) sex, men mange lader til at tro det og vil derfor gerne skærme sig bag parforholdets paraply.
Godt gået! Indeed, be the change you want to see in the world.
Jeg kan genkende en hel del af min egen historie i din. En forskel jeg umiddelbart finder interessant er at jeg forelsker mig (dog kun ca. en gang hvert femte år) og også føler jalousi. Jeg har dog aldrig oplevet at forelskelse førte til den konklusion at personen ikke måtte dyrke sex med eller have forhold til andre – det ville være ligesom at kræve at han/hun holdt op med at se sine venner eller sagde sit arbejde op: totalt irrelevant for vores indbyrdes forhold. Og også skadeligt for det i længden, fordi man jo ikke får en særligt sund og glad elsker ud af at sætte den slags begrænsninger, men blot sætter personen i et dilemma mellem lysten til det andet og lysten til mig. Det virker for mig som en logisk kortslutning at mene at det er gavnligt for kærligheden, hvis man kræver monopol på den andens sexliv. Men det, mange ikke forstår, er vel at masser af kærlighed avler mere kærlighed – ikke omvendt. Og så tror jeg i øvrigt at mange bare følger instinktet ‘jeg vil ha dig, du skal være hos mig HELE TIDEN’ og ikke anerkender det som noget potentielt sygeligt, men bare benytter sig af de sociale konventioner der findes, som kan tilfredsstille behovet. Det er lidt ironisk at man til tider som polyamourøs støder på anklager om grådighed, når det man gør netop er at give afkald på den uhæmmede tilfredsstillelse af det instinkt. For mig har det krævet lidt selvovervindelse og en del arbejde dybt ned i psyken at holde op med at kræve den andens konstante tilstedeværelse, opmærksomhed og selvopofrelse i den form, man gerne kræver det i parforholdet. Det er monogamien, jeg oplever som ‘teenage-umodenhed’. Det er selvfølgelig fint at være umodne sammen, hvis det er det der fungerer for et par, men det fungerer jo netop sjældent i længden. Hold kæft hvor brokker mange monogame mennesker sig tit over deres følelse af ufrihed og deres kærestes fejl og mangler – eller skaber stort drama over at nogen ikke har fulgt ‘reglerne’. Jeg skulle kun være min kæreste utro et par gange for at indse, at der var et eller andet fundamentalt galt med de regler jeg satte for mig selv, siden jeg ikke kunne overholde dem (nej, alkohol er ingen undskyldning). Det undrer mig til stadighed at det er undtagelsen og ikke reglen at tage sit liv op til revision, når man kan se at der er nogle ting i det der ikke passer sammen.
Mht. jalousi bruger jeg det positivt, som et saligt lille stik i hjertet, der gennem uviljen til at miste eller dele personen minder mig om, hvor meget jeg holder af ham/hende. I små mængder synes jeg at jalousi er et ganske genialt krydderi på tilværelsen. 🙂 Man behøver jo ikke anerkende det som et grundlag for at ændre noget i praksis, ligesom man også godt kan nyde fantasien om at slå nogen man ikke kan lide rigtigt hårdt, uden at skulle føre det ud i livet.
PS. Jeg har en mistanke om at mange aldrig har oplevet reel kærlighed, enten fordi den ikke har været der, eller fordi de ikke forstår at mærke den. Hvis man mener at kærlighed sidder i monogamien, ligesom had sidder i vold eller bandeord og sjov sidder i smilet (ligegyldig hvor falsk det er), tror jeg at det er et tegn på at man indretter sit liv efter formaliteter i stedet for bare at mærke efter, hvad der føles rigtigt. Desværre er denne pointe meget svær for mig at formulere.
Desværre er denne pointe meget svær for mig at formulere.
Efter sigende kunne feminologen Nynne Koch formulere pointen på en måde, der hos kvindelige brevkasseredaktører gav associationer til en vulkan i udbrud.
TAK Cecilie! Det var pæne ord!
Nu skal jeg være lidt forsigtig med at disse jalousien, som kan være en meget kraftig og uafrystelig følelse, og den har jeg været ret heldig at undgå i mit liv. Men. Hvis der er noget der kan få mig op i det røde forsvarsfelt er det antagelsen om at jalousi er en følge af ÆGTE kærlighed og hvis jalousien ikke er til stede, ja så er det ikke rigtig kærlighed.
Se dét er jo den særeste forherligelse af negative, destruktive følelser. Jeg er med på at kærlighed også kan rumme vrede (Sloterdijk), men at kærlighed ligefrem skal defineres af jalousi er så småpikket og ubehageligt at jeg ikke kan få luft. Det er det samme som at sige at du kun kan høre ét stykke musik, elske det første barn, have én livret og én ven, for mere er der sgu ikke plads til.
Jeg var ikke mere end 18 år da jeg læste Ebbe Kløvedals glimrende gendigtning af Den guddommelige Komedie, og det absolute vildeste var at Vergil siger at ‘Guds kærlighed bliver kun større jo flere der er om den’. Nu er jeg ikke religiøs, men jeg forstod instinktivt hvad det var Vergil mente. Senere har jeg læst om den samme glæde ved at dele kærlighed hos Easton og Listz, og selv praktiseret det og kan kun sige: Ja.
Kærligheden er ikke et nulsums-spil der bliver mindre af jo flere der er om buddet, snarere tværtimod.
Hvis der er noget der kan få mig op i det røde forsvarsfelt er det antagelsen om at jalousi er en følge af ÆGTE kærlighed og hvis jalousien ikke er til stede, ja så er det ikke rigtig kærlighed
Formålet med jalousi er at få den udkårnes fulde og udelte opmærksomhed. Man taler også om søskendejalousi.
Jeg har kendt nogle folk der oprigtigt mente at deres kærlighed til mig defineredes af, hvor vrede de blev når jeg gjorde noget, de ikke selv ville have gjort (og som i øvrigt intet havde med dem at gøre). Jo større indignation over mine valg, desto større den påståede kærlighed (jeg mærkede f.eks. rigtig meget ‘kærlighed’ da jeg fortalte om mit arbejde for et par år siden). Det tager jeg kraftigt afstand fra. Jeg kan slet ikke se hvordan det at være aggressiv mod et andet menneske kan misfortolkes som kærlighed. Når jeg elsker nogen, vil jeg være tilfreds (endda lykkelig) når personen har det godt – selv hvis det involverer at være væk fra mig eller på andre måder gå imod ‘mine’ lyster. For mig er kærlighed, at ‘dine’ lyster ER mine lyster – ikke i den forstand at jeg f.eks. har lyst til de samme seksuelle ting, men i den forstand at jeg ikke er tilfreds, før den jeg elsker er tilfreds. Det kan undre mig at kærlighed kan opfattes som diametralt modsatte ting hos forskellige mennesker.
For mig er kærlighed, at ‘dine’ lyster ER mine lyster – ikke i den forstand at jeg f.eks. har lyst til de samme seksuelle ting, men i den forstand at jeg ikke er tilfreds, før den jeg elsker er tilfreds.
Skal det forstås derhen, at du vender den anden kind til ? Eller tugter du den, du elsker ?
Hej Nina!
Respekt til dig og tak for en inspirerende artikel i både Information og artiklen her.
Sikker på, du ikke er alene med dine tankerne og følelserne – og at dit “udspring” giver mange ligesindede fornyet styrke til at tænke ud af kasserne.
De mange, der føler sig presset i denne, alt for ofte, alt for monotome monogami-mani, der enehersker i vores såkaldt “frie” samfund, hvor du kan gøre “hvad du vil”.
En ting er som bekendt tanke – en anden er handling. Dine valg og reaktionerne på det er et godt eksempel på det.
Keep it going!
Apropos fede citatet, så er Oscar Wilde altid god for et af slagsen: “Bigamy is having one wife too many. Monogamy is the same”)
Utroligt, så få alternativer, der findes til det monogame parforhold, når man tænker på alt det, vi som mennesker rummer.
Tak Fred.
Jeg holder især meget af din sidste sætning. Hvis man har fundet et menneske der kan rumme alle éns facetter, så er det jo fantastisk og bestemt værd at kæmpe for. Det er ikke helt sket for mig, og selv når jeg synes det har været tæt på, så er der alligevel noget der mangler – ikke bare for mig, men også for den anden. Men dejligt når folk finder sammen, hvad enten det er for livet eller ej.
Da jeg engang i -80’erne første gang hørte begrebet seriel monogami omtalt, opfattede jeg det som en uhyrlighed. Det indebærer jo evindelige brud i ens kærlighedsliv, brud, som jeg har oplevet som de mest traumatiske hændelser i mit liv, inklusive tab af nære pårørende.
Til-døden-os-skiller-monogami, tja, man kan jo tænke på det gamle ord: hvis man mellem forlovelsen og brylluppet lægger en mønt i en kop (eller skål, forhåbentlig!) hver gang, man har sex, og man efter brylluppet tager en mønt i den samme kop/skål hver gang man har sex, så vil der stadig være penge tilbage ved sølvbrylluppet. Den form for livsstil vil typisk være en stor udfordring for ens sexliv, der hurtigt ender som noget, man må foretage på egen hånd.
Tilbage er den polyamourøse mulighed, der næppe i vores kultur giver anledning til den store moralske forargelse, men til gengæld i praksis er ret problematisk at udleve. Som du fortæller, er dine elskere tilbøjelige til at opfatte det som et midlertidigt arrangement indtil de kan realisere deres drøm om et monogamt forhold med Küche og Kinder. Jeg kan forestille mig, at det er vanskeligt at finde partnere, der er indstillet på til-døden-os-skiller-polygami. Det ville ellers være rart, hvis det kunne realiseres.
Det er ikke let. Livet er ikke for begyndere.
Mange hilsner
Frands
Nemlig, let skal det ikke være. Eller rettere, der er altid en pris, ethvert valg indebærer en ordentlig masse fravalg. Jeg siger ikke at mit liv er let eller eftertragtelsesværdigt, jeg synes personlig godt om det og jeg vil opfordre folk til at være en kende mere bevidste om hvad de vil og ikke bare lalle ind i noget de reelt ikke bryder sig om, hvad enten det er det ene eller andet.
Hvad angår smerten ved brud, så er jeg muligvis forskånet for noget dér, da min forelskelsestærskel er høj: Jeg elsker og holder af, men min kærlighed indledes ikke nødvendigvis med en kemisk storm i min hjerne.
Og hvad kan jeg sige til Küche & Kinder, andet end det er stadig godt nok nemmere at være far? Hvis jeg måtte fravælge børn i ca. 40 timer om ugen og stadig blive betragtet som en god forælder og et godt menneske, så ville børneriet måske forekomme mig lidt mere tillokkende…
Og hvad kan jeg sige til Küche & Kinder, andet end det er stadig godt nok nemmere at være far?
Du kunne
f.eks. bemærke, at den udøvende magt har ansat kvinder, der er udstyret med evner til at afgøre om fædre føler større ansvar
Tak for artiklen og bloggen! – det er fedt for processen at der kommer gode historier ud.
Personligt mod og transparens er altså nogle fine egenskaber 🙂
mange hilsner
Knud
Tusind tak, jeg husker at du er noget skeptisk overfor alt det her med åbne forhold, så det var store ord. Dem tager jeg til mig og sætter op på min mentale amagerhylde!
Jeg har lidt svært ved at skulle definere om jeg er monogam eller polyamourøs, for definitioner har det med at holde fast – og jeg foretrækker at være i proces. Principielt lever jeg i et polyamourøst forhold, vi har bare aldrig været mere end to i det – men hvis energien er til det på et tidspunkt, så er forholdet ikke defineret monogamt. Ligesom du ikke bliver monogam fordi der i en periode kun er en enkelt kæreste 🙂
Tak for spændende artikel og spændende dialog… vil glæde mig til at læse videre her 🙂
Hej Nina
Det er spændende og åbnende at læse interviewet i Information! Det er svært at løsne den monogame kultur – og svært at finde alternativer, uden at blive ensom. Sværere udenfor København, tror jeg! Jeg bor på Djursland, og er flyttet fra en mand, jeg har levet med i sytten år – til manges forargelse (alene dét at flytte). Vi elsker stadig hinanden, men havde svært ved at rumme de sider i hinandens seksualitet, som vi ikke kunne tilfredsstille. Vi er stadig elskere, men jeg vil gerne vide mere om den del af min seksualitet, som har været i dvale i vores samliv, og må virkelig arbejde for ikke at skamme mig over dét.
Jeg synes det liv, du beskriver, du har, med elskere og elskerinder i forskellige relationer, også indbyrdes, lyder ret lykkeligt. Hvordan kommer man i gang? Hvordan kommer man ud over den undertrykkende moralisering, man bliver mødt med, hvis man gerne vil være åben for andre og flere forhold? Flytter til storbyen dur jo ikke som et svar på (kulturel) længere sigt.
Anne Sofie
Kære Anne Sofie Andersen
Tak! Og wow, polyamourøs i provinsen lyder som en udfordring 🙂
Personligt har det været en ret ubesværet proces. Jeg skelner ikke skarpt mellem venner og elskere. Nogle gange har jeg sex med mine venner (det går forbløffende godt og gnidningsløst), nogle gange har jeg ikke sex med mine elskere. En væsentlig forskel er at jeg ikke har en kæreste og jeg bor ikke sammen med nogen. Dermed behøver andre ikke at involveres direkte, og min livsstil er egentlig ret diskret – idet ingen andre ved hvad jeg laver med dem jeg lukker ind i mit hjem.
The Ethical Slut er virkelig en god selvhjælps bog og et godt sted at starte (den er desværre ikke oversat til dansk), men der er også polyamourøse grupper på Facebook. Har lige været til et ‘polymøde’ med masser af søde mennesker. En stor udfordring for rigtig mange er at have en kæreste og så have andre ved siden af. Hvis du skulle være på de københavnske kanter til næste møde skal du være velkommen, det er jeg sikker på.
Og så er der ikke andre gyldne regler end samtale og ærlighed og åbenhed.
Personligt har de mest vrisne kommentarer til mit liv været fra et par (gamle gnavne) mænd inde på information.dk, så jeg har heldigvis ikke fået buksevand eller forargede miner, dermed har jeg ikke gode råd.
Andet end at du skal huske at moral ikke hænger sammen med seksualitet. Du bliver ikke et dårligt menneske af at have sex med mange. Du bliver ikke et bedre moralsk menneske af ikke have sex med mange. Du skal bedømmes på hvad du laver udenfor sengen, om du er en god veninde/datter/mor/kollega, om du er hjælpsom og rummelig (og hvad der nu ellers gør et menneske godt).
Hey Nina
Vi har samme alder, men jeg har i modsætning til dig været i fast forhold siden mine tidlige tyvere. Med dit spring ud af skabet har du sat ord og givet forklaringer på følelser som har plaget mig 5 år: jeg kan blive fuldstændig betaget eller ovenud forelsket i andre piger. Og det er samtidig med at jeg kan være forelsket eller have virkelig dybe følelser for kæresten. Men det går særligt galt når jeg føler en veninde og jeg kunne få rigtig meget ud af hinandens nærvær (det lyder meget rationelt når det forklares sådan, men det er fuldstændig instinktivt eller intuitivt). Senest overvejede jeg at blive hos en rigtig god veninde efter en fest bare for at holde om hende hele natten. Senere, da vi begge var ædru, fandt jeg så ud af at hun gerne ville have haft at det virkelig var sket. Hvilket fyldte mig med skam, skyldfølelse og tvivl og alle mulige andre følelser som hører med i monogamiets/kristne kulturhistories pakke. Jeg har et rigtigt godt forhold til min faste kæreste. Vi har en lang historie sammen. Vi snakker om alt fra pinlige episoder i barndommen til sære seksuelle fantasier. Så jeg føler i hvert fald ikke jeg er en indebrændt, sur heteroman som er dybt ulykkelig (jeg feks. ikke haft seksuelle affærer). Jeg bliver til gengæld ulykkelig i perioder hvor jeg møder piger som kun kommer ‘hertil og ikke længere’, når der åbenlyst er plads til mere. Og selvom kæresten og jeg taler godt sammen, er den stadig enormt tricky at gribe an. Den ville med 100% sikkerhed aldrig blive accepteret. Intimitet og kærlighed er entydigt og eksklusivt for hende.
Det du skal vide er at du er f*ing cool søster. Så enkelt kan det siges. Det er fedt at se du er afklaret, tilfreds og åbenlyst har tænkt og følt meget over din ‘situation’ – i mangel på et bedre ord. Så glem de snævertsynede, indspiste, lettere usoignerede heteromænd med deres trætte påbud:) For mig overser de fuldstændig at det er glade og tilfredse mennesker der kan give mest til deres omverden. Hvilket er et stort element jeg tolker ud af din historie. I samme kontekst lyder beskrivelsen af dit liv ikke båret af egoisme, tværtimod noget jeg ville betegne som virkeligt socialt og ærligt.
Held og lykke udenfor skabet!
Kærlig hilsen
Konrad
Tusind tak, Konrad, det var godt nok pæne ord. Jeg rødmer af glæde og stolthed og vil mægtig gerne gribe dét med at mit liv er virkelig socialt og ærligt. Det føles sådan og det lader til at det er dét der tiltrækningen og grunden til at det kører så smooth: Det er ægte og oprigtigt og uden løgn og bagtanker: Folk slapper af i mit selskab og de skal ikke forestille sig.
Når det er sagt håber jeg godt nok at du og din kæreste kan få åbnet endnu mere op (I er godt på vej!). Journalisten og jeg talte forresten sammen om venskab og forelskelse, hvad det egentlig var for nogle størrelser. Man kunne godt blive betaget af nye venner/veninder, men var det forelskelse? Når man fik optur af et andet menneske, hvad kalder man det så? Og omvendt, er det rimeligt at begrænse den glæde til ét menneske?
Well, tak igen og alt muligt held og lykke til dig og din kæreste!
Kære Nina
Jeg er glad på dine vegne over, at det tilsyneladende er så problemfrit for dig at leve i den stil, du foretrækker. Og jeg er glad for, at der findes kvinder som dig, der er parat til at sætte spørgsmålstegn til heteronormativiteten.
Og så skal du ikke tage dig af, at det for en gammel sur mand er helt udelukket at dele din livsstil. Se mit svar til Konrad.
Hilsen
Frands
Ps.: Og nu med den store leder i weekend-informeren! Det kører for dig.
Hej Konrad
Jeg synes, du sætter tingene på plads med dit indlæg. Sådan som jeg fornemmer det, er polyamouri ikke et moralsk men et praktisk problem. Når først man har den første kæreste, er det næsten totalt umuligt at finde den næste – hvis man spiller med åbne kort. I første omgang skal man være afklaret med den første, og det er totalt sjældent at finde en, der ville finde sig i, at man gik ud og fandt flere. dernæst skal man finde en – eller flere – mens man stadig har den første. Og det tror jeg er lige så umuligt. Herregud, bare det at gå alene på danserestaurant er nok til at forarge damerne. Jeg tror, der findes en særlig søstersolidaritet, som gør det nærmest umuligt at komme nogen vegne i den retning. Se nu ham Assange, der havde to kærester i Sverige. Da de blev klar over, at han havde forbindelse med dem begge to, anklagede de ham for voldtægt og fik ham efterlyst af Interpol.
Og så ville jeg have tilføjet: De sammensnørede gamle mænd af begge køn på information.dk og andre steder kan de fleste vel i givet fald undvære i deres bekendtskabskreds. Men lige nu tænker jeg, at de jo netop personificerer vore egne inderste moralske kvababbelser, som jo ikke er uvæsentlige.
Mange hilsner
Frands
Hey Frands
Det er måske ikke helt klart fra mit indledende indlæg, men det handler ikke om flere kærester. For mig er det et forhold med en ramme hvor nogle specifikke behov dækkes og de to involverede ser hinanden som den eksklusive partner til de behov. Jeg taler om et forhold til en anden person som hverken er det ene eller det andet. Pigerne som jeg har oplevet at ville have mere med, har jeg ikke primært været seksuelt tiltrukket af. Hvilket ikke udelukker at jeg ville have et sex med dem. Det var bare ikke den primære tiltrækning. Hverken fordi jeg ikke fandt dem seksuelt tiltrækkende eller ikke er et seksuelt væsen – for det er jeg. Måske er det fordi jeg allerede er dækket ind på det område at jeg så ud over det seksuelle. Det er vigtigt at nævne for de fleste nok ville afskrive det som en undskyldning for at gå ud og have tilfældige seksuelle affærer. Og det mener jeg absolut ikke det er.
Et eksempel hjælpe måske. Min kæreste forventer f.eks. at jeg er den eneste der holder hendes hånd når vi går i biografen. Hun forbinder det med en stor intimitet. Det gør jeg også i min relation til hende. Fordi jeg holder en anden pige hånd er det ikke ensbetydende med at den er forbundet med intimiteten i vores forhold eller har noget med intimitet at gøre. Jeg ser det ikke som et nulsumsspil. Eller med andre ord, jeg har kærlighed nok til flere:) Hvis min veninde var virkelig nede og jeg bare havde syg lyst til at holde om hende i en time, er det eneste jeg ønsker muligheden for at gøre det uden at føle jeg er utro eller overskrider 52 monogame grænser – eller bare er en meget mærkelig person. Det er nok det dilemma som Ninas spring har stillet mest i perspektiv for mig.
Sagens kerne er, at jeg havde veninder som jeg ville have et mere nært forhold til på mange fronter. Alt fra at holde hænder i biografen over at sove sammen til at give den gas i sengen. Det ville sikkert kræve de samme ingredienser som Nina har nævnt i flere sammenhænge. Altså, at alle parter er indforståede med at der må nusses på tværs af forhold; at forholdet måske skal skaleres tilbage fordi den anden kommer i fast forhold som ikke tillader (min definition af) nære forhold; og at et kæresteforhold ikke er et sæt af eksklusive handlinger. Det sidste er grunden til at jeg mener at Ninas livstil (klamt ord, I know) er eller har potentialet til at være virkelig socialt. Noget som ikke er begænset af monogame normer og hvor flere mennesker får gavn og glæde af hinandens samvær. Måske trænger jeg bare til en udvidet familie:)
Nina er inde på noget af det i hendes ovenstående svar omkring venner. Jeg er helt enig med hende. Er det rimeligt at begrænse sig? Nu er jeg jo i fast forhold så jeg må tilføje ‘hvis det ikke skader andre?’ Det skal jeg tale med kæresten om og måske kan vi sammen prøve os frem.
Jeg er enig med dig omkring de gamle mænd af begge køn og hvad de udtrykker. Det gør også debatten virkelig interessant at følge:)
De bedste hilsner
Konrad
Nina, du må endelig rette hvis jeg har tilskrevet dig noget som ikke passer:)
What Konrad says.
Han er i hvert fald inde på noget af det rigtige når han skriver om det virkeligt sociale. Mine venner er min frihed, min forpligtelse. Måske handler det også om at mit barndomshjem var ret åbent og især min moder opfordrede folk til bare at komme forbi. Det var der heldigvis mange der gjorde, måske har jeg bare omplantet den informelle atmosfære til min seng og sexliv?
Spændene og et meget omdiskuteret emne…..:)
Har lige læst artiklen fra Information og hastede til din blog! Det er en af de bedste og mest forfriskende artikler jeg længe har læst.
Tager virkelig hatten af for dig.
Det er en fin fin fornemmelse at have i sig når man har læst omkring dine tanker, Nina. Tilfældigvis talte jeg om noget af det samme med en veninde; vi har svært ved at leve efter de regler vi ser om os. For mig handler det om at gøre hvad der føles rigtigt, følge begæret og lysten – om det så er en ældre mand, en kvinde eller en ven. Desværre ser jeg mange regler omkring mig, også blandt de unge. Dejligt med nogle nye og modige tanker!
Tusind tak for de dejlige ord, Ida Edel. Jeg håber du har rum til at gøre det der føles rigtigt for dig.
Jeg kan såmænd også blive feminist-bekymret på de unges vegne: Deres seksualundervisning er ofte utilstrækkelig, de får at vide at de ikke må gå udfordrende klædt og de voksne (jeg!) er i det hele taget dybt bekymrede for dem, selvom den overvældende store del er ganske gode og fornuftige mennesker.
De unge er i øvrigt mere tilbøjelige til at se ned på utroskab nuomstunder: http://www.berlingske.dk/danmark/teenagere-tager-afstand-fra-utroskab-men
Det lyder fedt at du ikke længere er en kylling 😉
Jeg håber du kommer til at trives med din nye livsstil.
Hov, jeg glemte lige at sige at jeg også begynder på en ny livsstil – så ønsk mig held og lykke 🙂
[…] jeg syntes det var en god idé og værd at komme ud af det polyamourøse skab, så er der flere grunde. Dels er det jo altid dejligt med endnu flere fæller og venner, the more […]
[…] for sådanne parforhold er fremført før. For eksempel af forfatter Sara Skaarup eller prosexfeministen Nina Søndergaard. Men selvom Kongstad kan have ret i, at måden man bedriver parforhold på er under forvandling, er […]