Nedsat dømmekraft

24 03 2011

Reklameindlæg af Nina Søndergaard

Jeg har altid været en stor fan af bloggeren The Human Stain, som med sit talknuseri og sine skarpe analyser har afdækket fx KFUK-Redens talfusk og givet andre bud på migranternes situation. Det sidste udfolder han nu på sin nye blog:  http://nedsatdoemmekraft.dk/

Det er anbefalelsesværdig læsning.





Kan kvinder se?

23 03 2011

Trine Juul: Kan kvinder se – om fremstilingen af kvindeblikket i ældre og nyere nordisk litteratur. Syddansk Universitetsforlag, 2011.

En boganmeldelse af Nina Søndergaard

Min mednørd udbrød ”næ hvor spændende!”, da jeg glædesstrålende fortalte om bogen, der havde inspireret mig til meget mere tænkning om kvinder, syn og blik.

Juul, der er litteraturhistoriker, tager fat på en række nordiske tekster fra 1890’erne og 1990’erne, hvor hun ser på hvordan kvinder ser og ses på. Det er faktisk, når det er allerbedst, forrygende spændende læsning og tankevækkende.

 

Det viser sig nemlig, til Juuls store overraskelse, at kvinder stadig ikke er aktive seersker. Faktisk er de blevet nærsynede, fået grøn stær eller dediceret døde eller blinde i 1990’erne! I 1890’erne var mange kvinder trods alt nysgerrige og brugte ivrigt stanglorgnet og andre synsforstærkere. Det er egentlig lidt nedslående, kvinder har vundet retten til at abortere, arbejde og arve, sagsøge og studere – men ikke se?

Ærgrelser først, fryd bagefter.

Hvorfor Juul ikke klargør sin egen taleposition noget tydeligere er uforståeligt og irriterende i mine (nærsynede, brune) øjne. Det er en af de dejlige ting ved feminismen, at den netop brister objektivitetsboblen og der er lavet masser af lødig feministisk forskning. Men Juul kommer ikke helt ud af skabet, hun mener vist at kvinder bør glo noget mere, kræve blikket tilbage, se! Det kommer jeg frem til ved at sammenstykke at Germaine Greers billedbog Drengen rummer ”et vist frigørende potentiale” (s. 11) med Juuls forbløffelse over de blinde kvinder der hersker i dansk litteratur i 1990’erne.

Min indre seksualpolitiker bliver også noget skeptisk ved hendes værdidomme over de analyserede figurers seksualitet. ”Der findes ikke mange sunde objektrelationer i nordisk fin de siècle-litteratur, til gengæld findes der hobevis af sindrige bestræbelser på at erstatte den såkaldt ’sunde’ og ’voksne’ seksualitet med perversitet og cerebral erotisme.” (s.71, henvisning til fodnote nr. 19) Hm, hvad mener du, Juul? En mand med meget lidt sexlyst bliver kaldt for frigid (s. 102) og en kvinde med (stor?!) sexlyst er ’lettere promiskuøs’ (s. 126). Det tyder på at der findes en norm, men den ekspliciteres aldrig.

Tekstudvalget er også en gåde for mig. Jeg bliver ved med at køre i samme rille, men hvorfor der ikke ofres nogle linjer på at sige lidt om udvælgelsesmetoden begriber jeg ikke. Hvorfor er det kun danske tekster fra 1990’erne der hives frem fra biblioteket, når Juuls udsyn når til Sverige i 1890’erne? Hvilke tekster er fravalgt? Jeg tror sådan set på Juul, men hvis hendes eksempler er de eneste med kvindeblikstema, så står det nok godt skralt til. Jeg håber derfor at hun har overset et par stirrende seje sild.

Bogen er et sprogligt forhindringsløb. Citater oversættes ikke, hvilket jeg personligt synes er trættende og arrogant – men jeg har selvfølgelig også bare traumer fra dengang jeg havde om den franske revolution, og forfatterne ikke holdt sig for gode til at citere flere sider på fransk (som jeg barbar ikke behersker).

Juul har en udstrakt brug af kolon, hvilket er fint, så ved man der kommer noget guf. Men hun har konsekvent lille begyndelsesbogstav efter kolonet, selvom det citerede har stort begyndelses[b]ogstav. [M]eget læseuvenligt, hvis ikke direkte forkert. I det mindste skifter hun ikke skrifttype for hvert citat… Pludselig er der anvendt ibid. på side 62, men ellers ikke. Understregningen i citaterne fattede jeg heller ikke lige hensigten med, og den er under alle omstændigheder ikke konsekvent og derfor forvirrende. Om det er Juuls eller SDU’s skyld ved jeg ikke, men det nedsatte min læseglæde i betragtelig grad at der ikke skrives noget om hvad markeringen gør godt for.

Men! Alle de suk er også fordi jeg synes at Juuls ærinde er supervigtigt og spændende. Det er virkelig interessant at afkode luder/madonna-komplekser, genstandsgørelsen og at kvindelige forfattere ikke lader deres kvindefigurer se. Juul har også givet mig lyst til at genlæse ”En dåres forsvarstale” – nu med et helt nyt blik…





Vulvas forbillede – The story of V

20 03 2011

The story of V- A natural history of female sexuality by Catherine Blackledge
Boganmeldelse af Nina Søndergaard

Ansporet af Mithu “Vulva” Sanyals mange lovprisninger af og henvisninger til, læste jeg “The story of V”, som desværre ikke er oversat til dansk (mit engelske er rimeligt, men jeg var nu alligevel glad for min store ordbog, for jeg anede altså ikke hvad en jernspurv hed på engelsk). Den er fra 2003 og derfor ’gammel’, men det har jo aldrig hindret en historiker i at tage noget op.

Bogen er hvad Vulva gerne ville have været, og især første kapitel har Sanyal skrevet så tæt opad at jeg ikke forstår at Sanyal ikke har fået en sag på halsen i disse smålige copyright-tider. Første kapitel tager fat på de mange myter der handler om kvinders kønsdele og især dens påståede helende kraft. Det er for mig personligt noget af det kedeligste at læse om, og jeg føler mig snydt: At plukke lige netop den myte der passer bedst ind i éns kram er ikke god forskerstil.

Blackledge har en meget personlig fortællerstil og er ikke bleg for at drysse egne erfaringer henover bogen. Hun skriver også i forordet at det var et personligt togt for hende: At få sin vagina tilbage, at vide mere om det mystiske hun havde mellem sine ben. Herligt, så er jeg med på hvad jeg skal forvente! Desværre skriver hun ikke noget om hvad hendes baggrund er (måske stod det på smudsomslaget, som jeg ikke kan se), og det forvirrede mig lidt. Hun er ph.d. i kemi og har været videnskabsjournalist i mange år. Hun har også været vidt omkring i bibliotekernes gemmer og det er de sejeste ting hun har fundet frem til.

Vi kommer med på en anatomisk turné: Hvad har kvindens kønsdele heddet gennem tiden? Hvordan kunne det gå til at klitoris blev glemt og genopdaget? Den synlige del af klitoris er bare en meget lille del af klitten, som har to lange ’ben’ der strækker sig mindst 10 cm ind i kroppen, det faktum blev genopdaget i 2000 og kom i medierne. Hun tager også fat på de misopfattelser der har hersket.

Når videnskabsmænd og anatomer absolut ville tolke deres resultater i et mandligt forbillede, kunne de ikke se klart: Skeden er ikke en omvendt penis, det er snarere sådan at mænd også har en klitoris. Skeden er heller ikke bare et passivt organ der modtager sæd, men et temmelig aktivt og udvælgende organ der screener sæd for de bedste kandidater. Ægget bliver heller ikke gennemboret af en spermie, det er snarere ægget der aktivt opsluger sædcellen.

Og her er det at kæden begynder at sidde lidt løst fast. Jeg vil egentlig ikke betvivle hendes teser, hendes utallige eksempler fra dyreriget er ret gode og overbevisende i mine øjne, men. Der er desværre meget lidt forskning at hægte sig op på, det vil sige at de forskningsresultater hun har fundet frem til, kan sagtens blive modbevist mange gange. Det er tæt på at være lige så biased som at absolut ville se kvinden som en betaversion af manden og tolke æggesækkene som nosser…

Feminisme har også lært mig bedre videnskabsteori, at stille kritiske spørgsmål til egen del og stemme i forskningen, at klargøre egen taleposition og have et kritisk blik på objektiviteten. Men at revurderingen af hunnens rolle i samlejet og undfangelsen udelukkende kom i stand fordi der kom kvindelige forskere på banen, er næsten for meget for mig. Det virker også lidt på mig, som om det blot er en omvendelse af kønsrollerne: Det var for kedeligt for kvinder at acceptere at de blot var passive fartøjer for mandens virile sæd, altså vender vi det helt om, så det blot er manden der leverer et par dråber sæd, som den aktive hun så kan vælge eller vrage.

Jeg siger ikke at det ikke er korrekt, det Blackledge skriver om, men det er for tæt blot at vende verden på hovedet til at jeg overgiver mig 100 %. Den samme skepsis har jeg overfor lighedstegnet mellem kvinder i bestyrelser og succes for ligestilling. Man tager mandlige målestokke og anvender dem på kvinder, hmmm. Hvad med at finde på noget andet? Skal vi absolut tage gamle forestillinger til os?

Når det er sagt, så var det interessante fakta hun fremlagde. Fx at hunnernes orgasmer, hos nærmest alle dyr der er blevet undersøgt – harer, grise, bananfluer, er afgørende for succesrig befrugtning. Med andre ord, hvis hannen ikke kan give hunnen orgasme, har hans gener ikke mange chancer for at komme videre i kapløbet.

Orgasmer kan hos kvinder ligesom løsne den slimprop der ellers sidder i højt oppe i skeden, og gøre slimet gennemtrængeligt for sædcellerne. Dette kan også ske udenfor ægløsning.

Orgasmer i stereo giver langt højere befrugtningsrater end når orgasmerne er forskudt.

Hos mange dyr har promiskuøse hunner højere frugtbarhed end de hunner der kun parrer sig med én han.

Mange dyr kan hælde overskydende sæd fra og gå og gemme på sæd (i otte måneder for visse firbens vedkommende) inden befrugtning.

Jomfruhinder er også noget som marsvin, lamaer og en del hvaler og sæler har. Måske er det en tilpasning til et liv i eller nær vand.

Der er en nær sammenhæng mellem næser og kønsorganer og kvinder bliver mest tiltrukket af mænd, hvis duft afslører at han er genetisk meget forskellig fra hende. Parfumer mistænkes for at sløre dette, men forstærker faktisk denne såkaldte MHC-faktor.
Kussebillederne i bogen måtte ikke trykkes i farver, da farvefotografier af kusser i Japan ville blive opfattet som porno og ville skulle censureres (med den berømte sorte bjælke som kvinder som bekendt har mellem benene), og de amerikanske boghandlere turde bare ikke at binde an med farvebilleder, da de frygtede at bogen ikke ville blive solgt.

Den får fire ud af seks kusser. Hun kommer bedre omkring emnet end Sanyal gjorde, er langt mere stringent og giver langt flere konkrete detaljer (heriblandt en kemisk opskrift på hvad egentlig er i kussesaft, desværre fatter jeg ikke en bjælde af hvad propionske eller iso-caproiske fedtsyrer er). Tilgengæld trækker det fra at hendes sprog er så fyldt med superlativer: Klitoris’ majestætiske krone? Det raske udpluk vækker også min skepsis og hun bevæger sig ud på ret tynd is, når hun tager nogle af de gamle husråd op som vaginal massage eller lotus-snifning som erotisk stimulation. Men tak til hende for at gennemtrawle videnscentrene, det må have været en utaknemmelig opgave og jeg slutter af med at linke til faktisk det eneste ordentlige jeg har kunne finde om kvindelige sprøjteorgasmer, nemlig et Wikipediaopslag (som i parentes bemærket citerer hende).





Hvordan det gik til at Sverige blev sexkøbslovens hjemland

13 03 2011

Af Nina Søndergaard

”De er skøre de svenskere” kunne Obelix have sagt. Og have ret. Fair nok at Sverige eksperimenterede med som det første land i verden at forbyde køb, men ikke salg, af seksuelle ydelser. Det var ikke sket før, altså var der ingen erfaringer med det, men hvordan Sverige kan blive ved med at forsvare loven, på trods af dens mange og helt åbenlyse uheldige og direkte skadelige konsekvenser, er svært begribeligt. Forklaringerne kan muligvis findes i selve den svenske mentalitet:

Foruden radikal feministisk tankegang, der foreskriver at mænd altid er mere magtfulde end kvinder plus en rest af kristent ubehag ved sex og andre kødelige lyster, så er der også en svensk konsensus-kultur, en konfliktskyhed, en lighedslængsel og en tillidsfuld tro på at staten altid vil én det bedste. De sidste fire elementer anser jeg som værende vigtige for at forstå fastholdelsen af sexkøbsloven.

Ved at følge diskussionen om sexkøbsloven i Sverige og sammenholde det med etnologiprofessor Åke Dauns spændende bog ”Svensk mentalitet” har jeg set hvilke mønstre og mekanismer der gør sig gældende, når svenske magthavere fastholder loven til trods for utallige protester.

Meget af Dauns arbejde går på at vise hvor stille svenskerne er og opfatter sig selv som værende. De siger meget lidt, finnerne er de eneste der synes at svenskere snakker for meget!, og holder mest af ro og tavshed. For at opnå dette vil de gå temmelig langt, som fx at udvandre fra en diskussion og bifalde en diskussions ophør, selvom der ikke opnåedes enighed eller resultater (s. 99).

Også Herbert Tingsten skrev i 1940 om den ro der prægede det svenske parlament i modsætning til det franske, hvor taleren bliver afbrudt, jublet og buh’et ad. Tingsten mindedes heller ikke et eneste tilfælde af at taletiden blev brugt på at obstruere et lovforslag (s. 108). Det er selvfølgelig prisværdigt at der ikke opstår skyderier eller håndgemæng blandt folkevalgte, men det er et helt reelt problem for vidensdelingen og beslutningsgrundlaget at der ikke er plads til dissens, for på denne måde kommer kun idéer ’alle’ i forvejen er enige om frem.

Lighedslængslen er meget stærk i Sverige, og ikke engang to procent af de adspurgte svenske unge ønskede en høj social anseelse (s. 128). Excentrikere anses heller ikke positivt som i England. Kombineret med at svenskere ofte skelner meget skarpt mellem privatsfæren og arbejdslivet, og har meget lidt samvær med ’fremmede’, som ikke er familie, nære venner eller folk i foreningen, kan det være med til at forklare at svenskere har forholdsvist let ved at lukke af for folk der ikke ligner dem selv. I dette tilfælde sexsælgere og sexkøbere, som på hver deres måde bliver lige udgrænsede af det gode fællesskab og samfundet.

De socialdemokratiske idéer har, i følge Daun, haft længere tid end i noget andet land til at rodfæste sig, her ”ikke mindst overbevisningen om at de ”kollektivt”, d.v.s. centralt, af myndigheder trufne beslutninger, sikrer den mest retfærdige orden.” (s. 159) Eksempler på planlægningstroen er den vidtberømte svenske byplanlægning, statsdrevne børnehaver og Systembolaget. Det er jo ikke alt sammen lige skidt og menneskefjendsk, altså vil der givet være en større del af befolkningen i Sverige der vil godtage love og påbud ovenfra end fx her eller i Sydamerika.

Det turde være tydeligt at ovennævnte faktorer må være i spil, når landets ledende personer kan give kritikere ret i at der ikke findes overvældende mange beviser i rapporten om sexkøbslovens virkninger, men at det sandelig heller ikke er dét det handler om. Et helt samfund er indrettet på konsensus og enighed, hvor uenighed eller besværlige synspunkter hellere forties end diskuteres. Man slipper på den måde rigtig nok for en masse argumenteren og parlamenteren (s. 158), men risikoen er mindre selvstændighed og større konformitet (s. 170), hvis ikke direkte totalitære ansatser (s. 160, diskuteret allerede i Dagens Nyheter i 1982). Kantede synspunkter (som at sexarbejde er ok) og fleksibilitet (ophæv forbuddet) er i hvert fald ikke ønskede elementer i det svenske tankesæt.

Daun gør meget ud af at den svenske læser ikke må føle sig stødt af den ofte meget negative vurdering udlændinge har af svenskere. Han gør også meget ud af at fortælle at der naturligvis er store forskelle, og at man sagtens kan finde en italiener med ’svenske’ træk, men at der er nogle rammer en given kultur sætter op, indenfor hvilke folk forsøger at finde sig til rette. Og jeg tilslutter mig ham og siger at det er samfundets skyld, snarere end den enkelte svenskers. Det ændrer bare ikke på at sexkøbsloven har så negative konsekvenser at den burde ophæves snarest muligt, hvis man virkeligt havde tænkt sig at redde de mest udsatte sexarbejdere i Sverige.

Og just som jeg skrev denne artikel havde Svenska Dagbladet en leder, hvor der blev stillet spørgsmålstegn ved at ville straffe sex mellem voksne, samtykkende mennesker med et år i fængsel, en straf mordere i Sverige kan tildeles… Der er lys for enden af tunnellen?

Jeg har anvendt anden udgaven. Åke Daun: Svensk mentalitet – Ett jämförande perspektiv. Rabén Prisma, 1989, 1994. ISBN 91 518 2642 9





Spørgsmål om nøgenhed

12 03 2011

Af en anonym, identiteten er bloggen bekendt, har vi fået følgende gode spørgsmål med omdrejningpunkt omkring mode, nøgenhed og erotik for kvinder. Kvinder, til tasterne og giv jeres besyv med:

Er nøgenhed i et modeblad ikke et paradoks?

Det er oftest kvinder der køber disse blade, hvad får kvinder ud af billederne (nogen ville påstå dårligt selvværd)?

Mode er kendt for at ville prøve at provokere, men vi bliver jo ikke provokerede af nøgenhed længere, eller hvad?

Hænger mode og kunstfoto sammen for at hive moden op på et mere intellektuelt niveau, ved at ligestille den med kunsten?

For mange i dag er det dokumenterede liv = et meningsfuldt liv, hvordan ville forskellige kvinder ønske at blive fotograferet i en erotisk sammenhæng?

Når kvinder  iscenesætter sig selv, hvad ønsker de så at dække til og hvad for dele af deres krop er de gladest for at vise frem?

Hvilke  rekvisitter ville kvinder have med på et erotisk billede (stor buket blomster, fjerboa, ynglings undertøj osv)?

Er nøgenhed den måde kvinder føler sig mest sexede på?





Vulva – det usynlige køn

9 03 2011

En boganmeldelse af Nina Søndergaard

Vurdering som prosexfeminist: Seks ud af seks kusser og et wow, ja tak!

Vurdering som historiker: Uha…

Sanyal er journalist og er “veloplagt og levende”. Bogen er rock’n’roll og hæsblæsende, fyldt med superseje, stærke, sexede, skarpe sild. Namedroppingen er virkelig fed her og der er mange kvinder jeg skal checke ud efter at have læst bogen. Jeg har fået så meget lyst til at tage endnu et kussebillede i Kussomaten, lave flere kussetryk og skrige ”Kvinde kend din krop!”

Det er SÅ vigtigt at kvinder kender deres egen krop og kussen er stadig tabubelagt, mystisk, uvirkelig og meget lidt undersøgt på trods af dens enorme fascinationskraft.

 

Jeg husker at jeg i biologibogen fik en hel liste over de stoffer der er i sæd, men at få nærmere beskrevet hvad kussesaft egentlig består af var mere dunkelt. Kvindelig ejakulation, sprøjteorgasme, er også noget som seriøse forskere kan betvivle eksistensen af den dag i dag og en søgning på Google, en stor engelsksproget medicindatabase og Det kongelige Bibliotek gav ikke mig nogle hits – dermed ikke at der ikke findes forskning i sprøjteorgasme, men det er sandelig ikke lettilgængeligt i modsætning til forskning i ørevoks (769 hits i pub.med.gov) eller sæd (27249 hits). Der er brug for denne bog – og for at du kære læserinde, undersøger din kusse (igen).

Som kulturhistoriker er min vurdering straks mere lunken. Jeg tvivler ikke på Sanyals omgang med kilderne, hun virker såmænd sanddru og troværdig, men nej hvor er det rodet og springende. Alene den noget lemfældige datering af billederne gør mig nervøs og irriteret. Jeg savner en årstalsliste, en klarere problemformulering, mere konkret guf. Som akademiker vil jeg have ønsket mig epilogen lavet om til en prolog, så jeg vidste at det i høj grad var et personligt projekt og en nysgerrig søgen, snarere end en kulturhistorie skåret til efter akademiske skabeloner – hvad jeg ikke mener den lever op til.

Og som nævnt før er jeg blank overfor metoden. Den sproglige vending er jeg skeptisk overfor, og mener at alle universalistiske fortolkninger udfra to tilfældigt udvalgte sprogs forskelle og ligheder skal tages med et grantræ salt. Cunt -> queen, country, hmmm. Hvordan forholder disse ord sig på telegu, gælisk og uyghur mod swahili?

Der er ingen tvivl om at Sanyal er vældig godt belæst og det er et friskt udvalg hun holder sig, men som jeg undrede mig over i forbindelse med Rösings glimrende Kønnets Katekismus, så er det godt nok alligevel satans som alle kilder går Sanyals ærinde: Nemlig at vise at kvinder besidder styrke, men blev undertrykt af skræmte mænd. Hvordan hun har foretaget det udvalg får vi ikke noget som helst at vide om, men vi kommer godt nok vidt omkring: Veda-tekster, Kathy Acker digte, krimier, Biblen og Riot Grrrl tekster. Hvor blev fx ’min’ victorianske gentleman Walter af? Han har mange sider om kusser, et kussekatalog og blev aldrig træt af at studere kusser.

Indenfor mit fag, historie, man ikke sådan noget og der skal helst gøres rede for hvilke kilder man har brugt og hvordan og hvorfor, og eftersom Sanyal selv kalder det en kulturhistorie var det med mine fagbriller jeg læste den og krøllede mig sammen af flovhed. Dog, hun har ret i at der er meget lidt ordentlig forskning om kussen, så ufatteligt lidt, at jeg tillader mig at se Vulva i samme lys som Philippe Ariès’ banebrydende ”Dødens historie i Vesten”, der i sin første udgave også var et miskmask, upræcist og alt for uldent dateret til at være god stringent historieforskning, men som inspirerede utallige efterfølgere til at afprøve de mange fede idéer, indsigter og indfald der findes i værket.

Vulva bør i mine øjne læses som et kampskrift, for så kan man tilgive Sanyal de alt for lange afsnit om mytologien, det besynderligt påklistrede afsnit om burlesk (smart striptease ja, men ikke nødvendigvis særlig kusse-agtigt eller kusse-afslørende) og den stakåndede hiven-ned-fra-antikvariatets-hylder.

Og tilsidst, oversættelsen er fin, formatet rart, læsevenlig skrift og loyalt omslag (ellers ville jeg have brokket mig over cementeringen af pink som en pigefarve, mage til latterligt vås: At lys i en bestemt bølgelængde skulle harmonere særligt med et menneskeligt kromosom), men kære Tiderne Skifter, kunne I ikke godt have ladet læse korrektur på bogen? Det er faktisk ikke engang stavefejl (for en gangs skyld) der plager bogen, men hed Anita Berber Berger eller Berber (s. 98)? Retlig eller retslig? I min udgave af Poppy Z. Brite er hovedpersonen af hankøn, – det er den slags småting der forvirrer unødigt og som skygger for det ellers gode arbejde.





Dement var tørstig – fik en stikpille i stedet

6 03 2011

Af Nina Søndergaard

Overskriften KUNNE have været Ekstra Bladets der havde afsløret endnu en omgang umenneskelig behandling på et af landets plejehjem. I stedet var DR’s overskrift at ”Plejehjemsbeboere får piller mod seksualdriften”. I Tønder og Sønderborg giver man, ganske vist i samråd med læger og pårørende, beroligende medicin til demente der er seksuelt frustrerede og lægger an eller endda hånd på personalet.

Inden jeg tager fat på de mere konkrete aspekter af sagen, ser jeg overordnet på det her som endnu en afstandtagen til seksualdriften. Der har været et stort ramaskrig over at ældre har fået lov til at gå med en lortefyldt ble i et døgn eller mere, selvom vi almindeligvis ikke taler om afføring, erkender alle at det er forkert og uværdigt at der ikke bliver taget hånd om det, hvis skideren selv har problemer. Forargelsen er også stor (og retfærdig i mine øjne) over at ældre, hospitalspatienter og fanger får den usleste, fadeste og kedeligste kost.

Men sex er simpelthen for grimt at tale og tage hånd om. Og hvis normalsamfundet ikke bryder sig om personen eller vedkommendes lyster, ja så kan man da bare fratage dem mulighederne og/eller lysterne. Piger blev sendt til De Kellerske Anstalter bl.a. for at bolle omkring, især hvis pigen var lidt dum eller balstyrig (ADHD i vore dage). Det tager vi afstand fra i dag og gør akkurat det samme, bare lidt mere diskret.

Københavns kommune har jo med københavner-kodekset været helt klare i mælet: Sex er noget gris og et område af livet som plejere ikke må hjælpe med. En plejer må gerne hjælpe med at tørre røv, løfte drikkeglas, få en bruger til psykolog eller præst, men uha da om man skal tage sig af det der sex. Hvis ikke en person ikke kan finde ud af at indordne sig i et ægteskab og klare griseriet selv, så var det bare ærgreligt for vedkommende. Og hvis ikke personens sexlyst blot visner af sig selv – som man åbenbart håber – så hjælper man gerne glemslen på vej med piller og ikke en spiller.

Rygdækning: Jeg forstår godt at den enkelte plejer ikke gider at blive lagt an på af en bruger, jeg forstår såmænd også godt at det kan være vanskeligt at forholde sig til at en olding eller éns gamle moder har seksuelle behov. Det er, så vidt jeg ved, heller ikke noget der undervises meget i på hverken pædagog-, sygeplejerske- eller SOSU-uddannelserne og det er i hvert fald ikke noget som samfundet taler om.

 

For mig at se vil det også være helt rimeligt at en plejer kan sige nej til at formidle kontakt til fx en sexarbejder, ligesom man har lov at sige nej til at spise (svine)kød eller deltage i gudstjenester. Men at sige at INGEN plejere må hjælpe en bruger til et bedre sexualliv, det er simpelthen forkert. Både overfor brugeren der dermed er afskåret fra at få et fuldt og helt liv, men også overfor en plejer der egentlig gerne vil hjælpe og gøre godt.

Uanset at det kan være ubehageligt, må vi se i øjnene at sexlysten er en ganske naturlig drift der følger os livet igennem, ganske som sult, tørst, anerkendelsestrang, samtalebehov og alle de andre drifter der sørger for at holde os i live og til ilden. Og drifter kan måske kvæles ved hjælp af piller, men de slås ikke ihjel og de bliver sandelig ikke tilfredstillet: ”Også i Tønder Kommune får enkelte plejehjembeboere beroligende piller, hvis en borger er forpint af seksuel frustration:” – Forestil dig at det er DIG der får en pille mod din sult, samtaletrang eller seksualdrift….