Dement var tørstig – fik en stikpille i stedet

6 03 2011

Af Nina Søndergaard

Overskriften KUNNE have været Ekstra Bladets der havde afsløret endnu en omgang umenneskelig behandling på et af landets plejehjem. I stedet var DR’s overskrift at ”Plejehjemsbeboere får piller mod seksualdriften”. I Tønder og Sønderborg giver man, ganske vist i samråd med læger og pårørende, beroligende medicin til demente der er seksuelt frustrerede og lægger an eller endda hånd på personalet.

Inden jeg tager fat på de mere konkrete aspekter af sagen, ser jeg overordnet på det her som endnu en afstandtagen til seksualdriften. Der har været et stort ramaskrig over at ældre har fået lov til at gå med en lortefyldt ble i et døgn eller mere, selvom vi almindeligvis ikke taler om afføring, erkender alle at det er forkert og uværdigt at der ikke bliver taget hånd om det, hvis skideren selv har problemer. Forargelsen er også stor (og retfærdig i mine øjne) over at ældre, hospitalspatienter og fanger får den usleste, fadeste og kedeligste kost.

Men sex er simpelthen for grimt at tale og tage hånd om. Og hvis normalsamfundet ikke bryder sig om personen eller vedkommendes lyster, ja så kan man da bare fratage dem mulighederne og/eller lysterne. Piger blev sendt til De Kellerske Anstalter bl.a. for at bolle omkring, især hvis pigen var lidt dum eller balstyrig (ADHD i vore dage). Det tager vi afstand fra i dag og gør akkurat det samme, bare lidt mere diskret.

Københavns kommune har jo med københavner-kodekset været helt klare i mælet: Sex er noget gris og et område af livet som plejere ikke må hjælpe med. En plejer må gerne hjælpe med at tørre røv, løfte drikkeglas, få en bruger til psykolog eller præst, men uha da om man skal tage sig af det der sex. Hvis ikke en person ikke kan finde ud af at indordne sig i et ægteskab og klare griseriet selv, så var det bare ærgreligt for vedkommende. Og hvis ikke personens sexlyst blot visner af sig selv – som man åbenbart håber – så hjælper man gerne glemslen på vej med piller og ikke en spiller.

Rygdækning: Jeg forstår godt at den enkelte plejer ikke gider at blive lagt an på af en bruger, jeg forstår såmænd også godt at det kan være vanskeligt at forholde sig til at en olding eller éns gamle moder har seksuelle behov. Det er, så vidt jeg ved, heller ikke noget der undervises meget i på hverken pædagog-, sygeplejerske- eller SOSU-uddannelserne og det er i hvert fald ikke noget som samfundet taler om.

 

For mig at se vil det også være helt rimeligt at en plejer kan sige nej til at formidle kontakt til fx en sexarbejder, ligesom man har lov at sige nej til at spise (svine)kød eller deltage i gudstjenester. Men at sige at INGEN plejere må hjælpe en bruger til et bedre sexualliv, det er simpelthen forkert. Både overfor brugeren der dermed er afskåret fra at få et fuldt og helt liv, men også overfor en plejer der egentlig gerne vil hjælpe og gøre godt.

Uanset at det kan være ubehageligt, må vi se i øjnene at sexlysten er en ganske naturlig drift der følger os livet igennem, ganske som sult, tørst, anerkendelsestrang, samtalebehov og alle de andre drifter der sørger for at holde os i live og til ilden. Og drifter kan måske kvæles ved hjælp af piller, men de slås ikke ihjel og de bliver sandelig ikke tilfredstillet: ”Også i Tønder Kommune får enkelte plejehjembeboere beroligende piller, hvis en borger er forpint af seksuel frustration:” – Forestil dig at det er DIG der får en pille mod din sult, samtaletrang eller seksualdrift….


Handlinger

Information

10 responses

7 03 2011
BrainOnFire

Jeg kan se problematikken … Men vil hermed tilføje, at det langt fra er alle områder inden for sektoren, at personalet er taktilsky.
Jeg må også rette dit udsagn om, hvorvidt der på uddannelsesstederne bliver undervist i seksualvejledning. – Det gør der!
Flere områder/steder arbejder personalet sammen med seksualterapeuter og enkelte steder bliver personalet instrueret i selv at “afhjælpe” disse almindelige behov for nærvær.
Ikke via en pille, men ved fysisk at hjælpe til og guide. Problemer kan selvfølgelig opstå hvis personalet ikke er afklaret med sin rolle. Men langt de fleste steder er der en “seksualpolitik” … og en terapeut eller “glædes- kvinde eller mand” man tilkalder efter behov.

For mig at se er det at skyde gråsskurve med kanoner…
Men what the fu** overskriften sælger.

7 03 2011
Nina Søndergaard

Jeg vedgår mig gerne at overskriften er saftigere end virkeligheden, heldigvis. Jeg er også klar over at ikke alle plejehjem og omsorgsinstitutioner medicinerer sig ud af problemerne, og jeg er heller ikke ude på at hænge det enkelte plejehjem ud.

Du misforstår mig m.h.t. uddannelserne, jeg ved AT der NU er sexualundervisning på skemaet, men at det, så vidt jeg er orienteret, er ret nyt og ikke noget der fylder vanvittigt meget, men det er naturligvis muligt at jeg har taget fejl og at jeg er farvet af de suk jeg har hørt fra bl.a. underviserne selv på nogle af uddannelsesstederne.

Når jeg stadig mener at mit indlæg har en berettigelse, skyldes det at samfundet stadig overhovedet ikke kan forholde sig køligt og nøgternt til sex og seksualitet, hvilket jeg ser som et kæmpe problem, der har utallige uheldige udslag – som fx at rigtig mange mennesker i Danmark er vildt overmedicinerede for at dæmpe dem og deres drifter. Noget som jeg håber der kunne tages hånd på en anden facon.

7 03 2011
BrainOnFire

På mit undervisningsted fik vi undervisning om seksualitet, emnet var valgt på lige fod med fx. sorg og kriser.

Seksualitet fylder meget for mennesket i al almindelighed og selvfølgelig også for grupper af mennesker med udviklingshæmning og lign. På mit arbejdssted har vi uddannede fagpersoner der via dialog og kurser underviser os andre.
Det er ikke tabu og er (på min arbejdsplads og mange andre) ikke noget der skal mediciners.

Seksualitet er ikke et “fy-ord” inden for min faggruppe. Tværtimod bliver der lagt mange ressourcer ind for at den enkelte får sine behov dækket.

Men jeg tror der er langt mellem de steder der forsøger at medicinere beboerne til nedsat seksualitet….

7 03 2011
LilleQ

Seksualvejledning er inden for mit fag en efteruddannelse man kan tage eller noget noget seksualvejleder-kusus/temadag den enkle institution tilbyder sit personale.
Seksualiteten og at vejlede omkring seksualitet er ikke på skemaet i min uddannelse, da jeg gik der og jeg tvivler på det er kommet på skemaet med de nedskæringer der har været siden jeg forlod uddannelsesstedet.

Jeg har til nu kun arbejdet på en institution hvor man tog seksualiteten alvorlig, hvor den daglige omsorg indeholdt en vågen opmærksomhed på hele den enkles fysiske som psykiske tilstand og behov, herunder seksuelle . Individuelle handleplaner, daglige rutiner for den enkle blev ligeledes tilrettelagt med blik på at inkludere seksuelle behov.
Bla en dagsrutine der betød at vedkommende kom tidligere op om morgenen således vedkommende havde SIN tid til at onanere i morgenbadet.

Opmærksomheden på og pladsen til seksualiteten og dens behov havde dokumenterbar betydning for mange ting: Mindre vold og andet rettet mod personalet, kraftig nedskæring i behvoet for psykopharmica, meget mindre selvskadende adfærd af alle former, mange færre udslag af udadrettet adfærd.

At være opmærksom på at seksualiteten ikke kun er onani/ samleje og udløsning – men i lige så høj grad er at blive holdt af og om, at være noget for nogen, at kunne give og modtage ligeværdigt, kropsbevidsthed accept af og væren i egen krop og vigtigst af alt at der er gensidig tillid og tryghed.

Alle andre steder jeg har arbejdet har seksualiteten ringe kår. Den er absolut og enevældigt underlagt ledelsens samt i højere grad personalets syn på seksualitet og dermed også på de mennesker de har med at gøre og prioriteres meget lavt.
Der oplever jeg en meget tydelig forskelsbehandling af kønnene – kvinderne får knus, holdes i hånd, tilbydes og gives masser af kærtegn og kys på kind, mændene er ulækre, de lugter, er klamme og gramser (sig selv og/eller andre) er sexistiske og potentielle overgribere og afvises eller ignoreres i stor stil på deres grundlæggende behov for og forsøg på basal fysisk kontakt – og det værste er at der ikke rigtig er nogen forskel i synet på kønnene, om det er de helt unge mennesker, fysisk/psykisk handicappede, gadelevende forsumpede misbrugere, senhjerneskadede.

Og en anden ting, det er uendeligt tragisk at når der så kommer noget fokus på seksualiteten, så bliver det en nærmest mekaniseret syn på seksualiteten hvor det handler om at give en udløsning (på recept?) og samtidig negligeres de behov som er så meget vigtigere for seksualiteten.

Når man tænker på at fx et (1) liggesår koster samfundet over 200.000 kr er det skræmmende at tænke på at der pt nedskæres så meget at der visse steder ikke er personaledækning nok til at forebygge liggesår, ved noget så basalt som stillingsændringer, leje ændringer ov. når det er så grelt så er fokus på seksualiteten altså også pænt gået fløjten på trods af stedernes seksualpolitik… Der hvor jeg arbejder er nedskæringerne således at der bla ses på hvad der kan fjernes fra de enkle borgeres individuelle handleplaner fordi stedet ikke længere kan levere ydelsen/de tilbud – dvs sige helt konkrete forringelser af deres dagligdag, medindflydelse og tiden til at handle aktivt og være selvhjulpen med støtte bliver væsentlig forringet. Der er ikke længere personale til at vente på at Jensen selv tager sit bad/sit tøj på/spiser selv/ går selv/ betaler sine regninger/foretager sine telefonopkald med støtte fra personalet.

Man kunne i den grad ønske der langt oftere og uden forvarsel kom tilsyn på stederne med fx fokus på om der leves op til politikker og individuelle handleplaner. For der er stor forskel på og meget stor fri tolkning på steders politikker og hvordan de selv vælger at leve op til dem.

7 03 2011
Nina Søndergaard

Tak LilleQ for dine kommentarer! De har i høj grad åbnet mine øjne for den parallelverden som mange lever i, men som ‘normalsamfundet’ har meget ringe føling med.

Der blæser heldigvis nye vinde, jeg læste fx om “Gentle teaching”, hvor plejere krammer, holder i hånd og kysser med brugerne, ganske som man ville gøre med personer man er glad for i sin fritid:
http://www.socialpaedagogen.dk/da/Arkiv/2011/05-2011/Gentle-teaching-Kaerlighed-i-arbejdstiden.aspx

Når det er sagt, vil jeg blot glæde mig over mit og mine næres gode helbred og satse på at der sker en lille revolution indenfor omsorgssektoren inden jeg/vi får rigtig meget brug for den…

7 03 2011
BrainOnFire

LilleQ … Det undrer mig at du mener der skelnes mellem kønnene på den måde, som du har beskrevet…
At kvinderne får mere fysisk kærlighed end mændene …

På mit arbejdssted arbejder vi udfra Gentle teaching. Vi giver omsorg/nærvær via øjnene, hænderne, tonefaldet, kropssproget … Verbalt og nonverbalt.
Vi viser, at vi holder af beboerne. At vi acceptere dem som de er – der de er… Uanset om det er mænd eller kvinder.

Vi krammer, nusser, kysser(ikke på munden) viser via Gentle teaching at beboerne er betydningsfulde, at vi holder af dem – præcist som de er.

Kærlighed er ordet… kærlighed der giver tryghed…

Uanset hvor meget der skæres ned på området – er der ikke for lidt tid til at bruge Gentle teaching.

Det handler for mig om en grundfølelse vi giver vores beboere…
“Du er værd at elske …”

8 03 2011
LilleQ

Branie og Nina.

Jeg kender godt Gentle Teaching, min første arbejdsplads som nyuddanet var på en institution hvor Gentle Teaching var udgangspunktet for alt fra ledelsesform og til den faglige tilgang til hver enkel borger,. Og er netop som Branie nævner med fokus på at kærligheden giver tryghed.

Gentle Teaching har i høj grad præget mig som menneske og som fagperson.

Og det var med det menneskesyn, det blik på hvad kærligheden gør, hvor helt basal og universel den er for at trygheden kan eksistere og være fundamentET udvikling bygges på…også den udvikling som mere virker som stilstand, fordi stilstand netop så ikke er afvikling eller destruktiv.

Desværre er Gentle Teaching ikke accepteret eller anerkendt vidt og bredt. Mange steder rynkes der på næsen af faglighed og kærlighed i samme sætning, at kærlighed ikke er faglighed, at kærlighed giver man sin kæreste eller sine børn og faglighed er kærlighedsløst og professionelt. Hvilket jeg har oplevet de efterhånden mange forskellige steder og med forskellige brugere/borgere jeg siden har arbejdet…det betyder ikke at kolleger ikke har holdt af beboere, men det er ikke noget der anerkendes som et fagligt element og derfor er der ikke rigtig noget fokus på hvad man kan bruge det til fagligt.

Og mange institutioner har ikke specialuddannet personale der kan videreuddanne/konsulteres omkring bla seksualiteten.. ofte er institutionerne små og der skal søges ekstern konsulent bistand/supervision/vejledning og så skeles der kraftigt til økonomien.

Desværre har jeg de andre steder oplevet tidligt svigtede/ udsat for forskellige overgreb store drenge/unge teenagere higende efter fysisk kontakt og omsorg, tryghed og tillid, blive afvist af personale, blive forhindret i at opsøge kontakt med jævnaldrende piger. Der snakkes i personalegrupperne om de unge drenge som om de er potentielle seksualforbrydere pga deres adfærd, endda har jeg oplevet en blive advaret (truet) med loven og med politianmeldelse for seksuelle overgreb/pædofili.

Jeg har oplevet at man i personalegrupper omtaler mændene, (handicappede fysisk som psykisk/misbrugende gadesovere) som ulækre, lugtende og perverse. Fordi de, mændene, har opsøgt nærhed omsorg og fysisk kontakt med personale eller medbeboere, eller helt simpelt fordi de i kedsomhed, afmagt, angst o.l. onanerer. Jeg har oplevet og undret mig højlydt over at se personale daske mænd over fingrene for at få dem til at stoppe, klæde dem på så de ikke selv kan stikke hånden ned i bukser eller lyne op. Alene for at forhindre dem i at onanere ofte med den begrundelse at sådan noget svineri skal vi ikke have i fællesrummene… at bede vedkommende tage hjem til sig selv, hjælpe vedkommende hjem i egen stue eller undre sig over hvorfor vedkommende er så konstant fokuseret på sine kønsdele, virker fjern for mange af de kolleger jeg har haft.

Samtidig har jeg på selvsamme arbejdspladser oplevet at de helt unge piger trøstes med kram, gives masser af knus, lyttes til kærestesorger og advares mod de unge jævnaldrende og måske endda bruge loven som forstærkende advarsels middel al a hvis du kærester seksuelt med ham ER det overgreb han gør mod dig så er han pædofil.

Jo, det sker.. ikke alle unge drenge med svigt og overgreb i bagagen er selvskrevne til at blive overgribere og pædofile.. men de anses sådan af mange, stadigvæk. Desværre. Ikke alle piger er nødvendigvis ofre for pædofile og overgribere fordi de er på et børnehjem/ungdomshjem.

Ligeledes har jeg på steder oplevet at kvindelige borgere som i høj grad er opsøgende på fysisk kontakt gives den.. også når den rykker helt tæt på og bliver grænseoverskridende som fx forsøg på at kysse personale på munden. Man griner ad det og giver interne råd til at give knus og kys på kind og hvordan man samtidig undgår at vedkommende rammer ens mund. Man syntes de er sjove, kære dejlige og friske og man snakker måske endda om at anskaffe sexlegetøj så kvinderne kan få behovet styret. Man lader kvinden kommentere mændene omkring sig ud fra en personlig lækkerhedsskala, de stoppes ikke/sjældent hvis de gramser på mændene.
Jeg har oplevet en kvindelig misbrugende gadesover meget aktivt og helt tydeligt opsøge mændene for at forhandle med dem, hun havde noget de ville have nærhed/sex de kunne skaffe noget hun manglede stoffer/alkohol grundet en skade der forhindrede hende i at komme langt nok omkring. Man talte om at beskytte hende for overgreb, man ignorerede langt hen ad vejen at hun var den opsøgende i retning ad åbne døren ind til sin bolig, kalde på mændene eller kravle over til dem i deres boliger..og man havde uendelig svært ved at hun afviste de forsøg på redning og beskyttelse der blev besluttet i personalegruppen hun havde brug for.

Det er ikke fordi det her svigt er noget jeg har oplevet dagligt, men ofte nok til at jeg har undret mig og bragt dem op til møder… og oplevet at handlingerne i nogen grad er grundet afmagt og andre gange fordi…
Fordi, sådan plejer… har altid været sådan…

Og så bliver det tungt at videregive den der grundfølelse “Du er værd at elske”..ikke fordi jeg ikke gør det, for jeg kan jo se hvad det gør ved hver enkelte jeg har kontakt med… Men det er lidt som at starte forfra igen og igen, hver gang især når jeg fornemmer på en kollega at jeg “modarbejder” vedkommende eller stiller undringsspørgsmål som ikke rigtigt gør meget andet end lande på referat til personalemøder.

Selvfølgelig er jeg ikke the only hero de steder, men jeg oplever flere personale grupper være dybt splittede holdningsmæssigt omkring beboere kontakten/omsorgen og dermed seksualiteten, hvilket kommer til udtryk i udførelsen af arbejdet/kontakten med de enkle borgere.

Jeg ved godt jeg tegner et ret skarpt billede og et ikke særligt kønt billede. Det jeg beskriver er heldigvis ikke hverdag. Men det er noget der sker, ofte nok.

Jeg ville ønske at Gentle Teaching kom på skemaet rigtig mange steder på mange forskellige uddannelses institutioner… jeg kunne endda fristes til at ønske det på en eller anden måde blev et mere anerkendt menneskesyn i det store generelle. Fordi jeg ved, hvor meget det rykker for den enkle, hvor meget mere værdi den enkle føler for sig bare ved at vide “jeg er elsket … og jeg elsker…” Hvor meget bedre så mange mennesker ville have det. Hvor lidt der i grunden skal til.

Kærlighed

8 03 2011
Nina Søndergaard

Det er forstemmende læsning, men tak for dine indspark! Det er meget oplysende.

Som feminist er det meget interessant at læse om forskelsbehandlingen af kønnenes tilgang til erotikken. Det ærgrer mig i den grad at mænds seksualitet bliver dæmoniseret og, med et udtryk fra Pia Struck, vederstyggeliggjort. Omvendt er det sært at kvinders kropslighed gerne må udtrykkes forholdsvis frit – så længe hun altså ikke går i seng med for mange eller for penge! Hm, der er lang vej til ligestillingen, forstået som en lige nøgtern tilgang til kønnenes ligeberettigede ret til en seksualitet og liv.

7 03 2011
Thore Bonobeau

Godt at vide, at billedet er måske ikke helt så mørkt, som Nina har tegnet det. Der findes altså engagerede mennesker og institutioner på dette område. Så er det bare spørgsmålet, hvor udviklingen er på vej hen, om mere til den lyse eller mere den mørke side, som hedder fornægtelsen af livets stærkeste kraft : seksualiteten . Det gælder her i dette tilfælde især for ældre mennesker ( for den sags skyld også for yngre…med alt dette pædofili hysteri), men tendensen peger fortiden generelt nok lidt mere i den mørke retning, synes jeg. Prostitutionsdebatten er jo også præget af denne fornægtelse.
Men til allersidst vil naturen nok alligevel bane sig sin vej, og en dag vil vi få det syndige paradis her på jorden :-)) Det kan kun vare et par århundrede endnu.

”I don´t know what the question is, but sex is definetly the answer” (Woody Allen).

8 03 2011
Sexkunden

Tak for et meget vedkommende indlæg.

Det er nok beboerens generelle adfærd der er årsagen til at man medicinerer, og de nævnte steder har man måske i journalen så direkte nævnt at der også er en uacceptabel seksuel adfærd – den seksuelle adfærd er bare en del af det samlede billede – håber jeg.

I min hverdag omgåes jeg meget ældre- også plejekrævende ældre, det er mit indtryk at ikke så få steder er personaleresourcerne i dag så små at man er nødt til at medicinere sig til ro i beboergruppen.
De ældre oplever at personalet er stressede og ikke har tid nok til at opfylde den enkelte ældres behov for pleje og omsorg. Denne mangel på opmærksomhed giver stor frustration hos mange ældre, en frustration som sagtens vise sig i agressiv og voldelig adfærd. Hvis den gamle Jens så oven i købet har taget frækt på unge Lisette – ja, så er der jo kun een vej – beroligende medicin.

Jeg bliver harm når jeg opleve at ældres behov tilsidesættes – jeg ved godt vi ikke har resourcer til alt, men det kan ikke være rigtigt at man har retningslinier på en pasningsinstitution der forbyder personalet at formidle en fuldt lovlig serviceydelse, det koster kun en opringning. Husk at et plejehjem er den plejekrævende persons hjem og personalet er denne persons forlængede arm i de tilfælde den ældre ikke selv magter opgaven, og så må det være ligemeget om det er at skifte en ble, eller ringe efter en prostitueret – begge dele må være en serviceydelse den plejekrævende har krav på.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s




%d bloggers like this: