Forsvar for sexede dukker

3 04 2011

Af Nina Søndergaard

Det er altid synd for børn og sidste skud på stammen af endeløse bekymringer over børns ve og vel er ”Clawdeen Wolf’s Monster High”, der ligner en Bratz-dukke på en prik, men som i virkeligheden er en varulv og derfor skal barberes hver dag for ikke at blive afsløret blandt mennesker. (Opfindsomt!)

Næsten 78 % af Ekstra Bladets læsere mente (2011.3.10) at de moderne pigedukker giver et forkert billede af skønhed og psykologer, pædagoger og forældre ærgrer sig om kap over hvilket fordærv dukkerne leder ungdommen i.

Nu er det naturligvis dejlig nemt for en barnløs at pege fingre af børneopdragelse, men jeg vil gerne ærgre mig over ærgrelsen! Jeg er lunken ved både selve dukkerne og moden nu til dags og jeg kan såmænd godt forstå hvis lille Emma-Amalie ikke må få g-strengs trusser på i nulte klasse.

Men. Hvorfor er det nu lige at unger gerne må lege med voksen-ting i miniformat, sålænge der ikke er sex i horisonten?

Virkelig meget legetøj er en forberedelse til voksenlivet og der er ikke ret mange mennesker, der alvorligt mener at det er skadeligt for børn at lege med legetøjsbiler (så de kan blive køreskolelærere?), bondegårdsdyr (kommende svineproducenter?) eller ’børnenes postkontor’ (så de kan blive gode borgere der betaler til tiden og husker at komme godt med porto på posten?). Men sex skal altså med vold og magt holdes ude af legen: Små piger må endelig ikke lære at forhøje eller forvalte deres erotiske kapital, men forventes at være komplet aseksuelle væsener indtil deres 15-års fødselsdag?

Jeg er queer nok til at være skeptisk overfor stærkt kønsstereotypt legetøj: At piger får babydukker, så de kan lære at blive gode mødre – drenge får plasticpistoler så de kan lære at blive gode mordere… Men her vender jeg mig imod den komplette disneyficering af barndommen, hvor kønsorganer ikke findes og det sex som vi stort set alle er kommet af, er strengt forbudt. Og her mener jeg selvfølgelig det sex børn selv putter ind i legen, ikke det som pædofile påtvinger børn.

Fra oplysningstiden og frem har der været en stærk bevægelse i borgerskabet om at reservere barndommen til leg, glæde og aseksuel ansvarsløshed. Inden da var barndommen ikke rigtig anset som en helt speciel periode i livet, groft sagt skulle langt de fleste børn arbejde med det de nu evnede så snart de kunne. Børn fik deres del af afstraffelse, disciplinering og blev næppe forskånet for at høre sjofle vitser eller at se mennesker og andre dyr parre sig.

Men alt det blev lavet om, folkeeventyrenes ofte ret utilslørede erotiske karakter blev rensede for sex, og så fik man eventyr til børn. Børn fik særligt tøj på og skulle bruge krudt på at lære og løbe og lege, fremfor at knokle løs på gården, fabrikker eller i miner. Det er jeg selvfølgelig glad for, og det her er ikke bagstræb eller længsel efter de ”gode” gamle dage, men blot en påpegelse af at vi måske er gået lige vidt nok i bestræbelserne på at gøre barndommens land til totalt aseksuelt område.

Hvis vi gerne vil have at vores unger vokser op og bliver hele mennesker, og dermed forhåbentligt også gode kærester for deres kommende partnere, så er det måske ikke helt heldigt at fjerne sex aldeles fra deres mentale kort over verden.

Det kunne være at vi i stedet skulle lade ungerne lege løs med sexede dukker og  legetøjsstetoskoper og i øvrigt fortælle dem om sex og de glæder og farer erotikken byder på, fremfor at bare vrisse ”fy fy skamme, det måååå du ikke!”


Handlinger

Information

11 responses

3 04 2011
Kamilla

Er nu så glad for at min yngste går i en børnehave hvor pædagogerne ikke er bange for såkaldt “frække” ord. Den anden dag stod der følgende på tavlen: “dagens smil: Dreng 1 til dreng 2: “du har en lille tissemand!” dreng 2: “ja, og du har en stor tissemand!” dreng 1: “ja og min far har en kæmpe tissemand med hår på!!!””
Kom bare lige i tanke om citatet fra børnehaven, da jeg læste dit indlæg;-)

4 04 2011
Rasmus F. Andersen

Den relative lethed, hvormed vi omgås sex, er en af de bedste ting ved Danmark – men det kan godt blive (og bliver forhåbentlig) bedre. Let’s talk about sex, baby. Godt indlæg!

5 04 2011
Sexkunden

Det vil være godt hvis vi i større grad kan erstatte forbud og fordømmelse med oplysning og samtale med vores børn, når det drejer sig om emnet sex. Der er vel ingen tvivl om at mange voksnes problemer med sexlivet stammer fra opvækstens miljø.

Der kan fortælles en hel del historier om forældre der sparkede hundene fra hinanden eller smed en spand vand over dem hvis de snusede eller endnu værre slikkede hinanden i bagdelen, mens datteren blev gennet væk fra synet med ord som ‘unaturligt svineri’ af en mor der som barn var udsat for incest uden nogen greb ind og som ung en voldtægt – igen uden nogen greb ind.

Der er heldigvis sket meget siden -60’erne , selvom der er langt endnu før sex i alle kredse er en lige så naturlig ting som sult og tørst.

7 04 2011
Nina Søndergaard

Tak alle sammen, det var rart med støtte og at det ikke nødvendigvis står så grelt til derude.

Jeg læste blot de mange øf over dukkerne og blev træt. Man skulle jo næsten tro at dukkerne var ondskaben selv, og hvis bare man forbød dem, så ville voldtægter, anoreksi, præstationsangst og dårlig selvværd være en saga blot. Det er bestemt muligt at dukkerne ikke hjælper sunde selvbilleder frem i piger, men jeg fik fornemmelsen af at hidsigheden overfor de seksuelle undertoner nærmest er lige så slem.

– En sexolog påpegede at drenge og piger har forskellige legetøjspræferencer, men var enig med mig i at fordømmelsen af alt erotik i barndommens land heller ikke er særlig heldig. Bortset fra at det måske giver flere kunder til sexologen…

7 04 2011
Rane

Genialt, Nina! 😀

Jeg kunne ikke være mere enig. Det er angsten for seksualiteten, der gør sex til noget traumatisk i vores kultur, ikke seksualiteten i sig selv.

30 06 2011
Anna P

Fint indlæg. Som mor er det bestemt heller ikke det sexede ved dukkerne der er mit problem. Det er deres ekstreme dimensioner. Og det er det samme med Barbie.
Og så er der tegnefilmene. Alt i tegnefilmene er kønsstereotypt. Alt handler om, hvordan piger/kviner vil een ting – nemlig at se godt ud – og hvordan drenge vil noget andet – være stærke.

I bratz univers, er der ingen plads til at være sexet på mere end een måde. Du skal være tynd høj og ekstremt feminin. Det er da ikke værd at lære børn.

8 07 2011
Nina Søndergaard

Mange tak.

Nu er jeg jo ikke pædagog, men jeg forholder mig lidt skeptisk til den kraftige identifikation med dukkerne. Jeg forstår godt at du ikke er begejstret for at dine børn skal få idéer om at en kvinde skal ligne Barbie for at være ok, men spørgsmålet er om legetøjet er så normdannende? Der er desværre 1000 andre steder hvor et meget tyndt kropsideal for kvinder bliver forherliget, men jeg tvivler lidt på om dukkerne gør ret meget til eller fra.

Jeg husker fx ikke selv at jeg gerne ville ligne en bil, selvom jeg legede virkeligt meget med biler. Ej heller mindes jeg at vokse op og ønske mig at være en giraf (legede også med zoo-dyr) eller en My Little Pony. Derfor er min bekymring heller ikke så stor over disse dukker, da jeg tror at børnene lægger en eller anden form for distance ind over.

Når det er sagt, så kan jeg kun give dig ret i at det er røvsyge kønsroller der bliver videregivet i mange medier til børn. Prinsesser er besvimende kedelige og prinser lige så. Næ, så hellere noget go’ gammel 70’er feminisme som i “Runes mor er smed” eller bare Pippi Langstrømpe.

10 07 2011
Rolf Rasmussen

Prinsesser er besvimende kedelige og prinser lige så. Næ, så hellere noget go’ gammel 70’er feminisme som i “Runes mor er smed” eller bare Pippi Langstrømpe.

70’er feministerne var heller ikke meget for Askepot. Astrid Lindgrens Pippi Langstrømpe er bemærkelsesværdig derved, at hun aldrig nævner sin mor.

4 10 2011
anna

hallo rolfolort monster high dukkerne er helt uskadelige tag den

4 10 2011
anna

hallo wake up jeg syntes overhovedet ikke de dukker er sexede du er bare smukke seje og tjekkede unge monster piger som ikke kan gøre en flue fortræd og jeg har to af dukkerne og clawdeen wolf og lagoona blue er faktisk mine ynlings.

4 10 2011
anna

hallo wake up jeg syntes overhovedet ikke de dukker er sexede de er bare smukke seje og tjekkede unge monster piger som ikke kan gøre en flue fortræd og jeg har to af dukkerne og clawdeen wolf og lagoona blue er faktisk mine ynlings.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s




%d bloggers like this: