Kvindekvoter – en skidt idé

22 06 2011

Af Nina Søndergaard

Feminismens mærkesag er åbenbart kvinder med bestyrelsesposter, og holdningen for eller imod kvoter placerer én på det politiske spektrum. Så nu får I så min ydmyge mening, og må selv vurdere om jeg er blåstrømpe, rødstrømpe eller blot en lyslilla sok…

Indlægget kører af to spor. Det ene spor er at selve målet for ligestillingen bare er endnu et mandligt succeskriterium kvinder tager til sig, istedet for at finde på et nyt og mindre historisk kønsbelastet mål for livet. Som fx lykke.

Det andet er at hvis vi anerkender at ligestillingens mål er en bestyrelsespost, så skal vi bare have ro på. De første kvinder blev universitetsuddannede for mindre end 150 år siden. Indenfor de sidste 30-40 år begyndte kvinder for alvor at komme ind på de uddannelser, der traditionelt fører til en bling bestyrelsespost og allerede nu er der ca. 10 % kvinder indenfor et tidligere rent mandsdomineret felt. Det skal nok komme. Allerede nu føler de stakkels mænd og drenge sig jo stærkt truede af de onde kvinder og piger, der slår dem let og ubesværet…

Find på noget nyt

Der er mange skriverier om hvor skidt det er med kvoter på kvinder i bestyrelser, men Anne Sophie Hermannsen er én af dem der kommer tættest på mine argumenter mod tiltaget. Én af grundene er nemlig kvindernes egne præferencer. Det er ca. 20 % af kvinderne i vestlige lande, der vægter karriere højere end børn (20 % vælger hellere børn end arbejdsliv og de resterende vil have en form for balance mellem de to størrelser).

Dermed vil en bestyrelsespost givetvis kun være tiltrækkende for en femtedel af alle kvinder. Og det leder mig hen mod min hovedanke: Det er endnu et mandligt succeskriterie vi tager til os. Det er endnu en omgang maskulinisering af kvinder i ligestillingens hellige navn.

Ligestilling betyder for mig at sætte køn (og stand og hudfarve) lige for loven, myndigheder, sundhedstilbud, uddannelse og arbejdsmarked. Således at det ikke er det temmeligt tilfældigt uddelte køn der er afgørende for om man får lov at komme i skole eller til læge, eller at gammeldags idéer om køn ikke må forhindre folk med lyst og evner til at prøve kræfter med et fag. Nu er kvinder faktisk ligestillede med mænd, kvinder har samme rettigheder som mænd – og har endda fået lidt oveni.

Ligestillingskamp er altså formelt set heldigvis vundet i Danmark. Mentalt er der dog lang vej endnu.

Kvotetilhængerne lader til blot at have stirret sig blinde på hvad der gør en mand succesrig: En bestyrelsespost! Så sådan én må kvinder også have!

Nej, hvad om vi fik nogle andre succeskriterier?

Det omvendte scenarie af ligestillingsprocessen, nemlig at mænd gradvist fik frataget deres rettigheder så de blev ligestillede med kvinder, er svært og kedeligt at forestille sig, men det var vel lige så meget en mulighed: Hvad nu hvis det fineste en person kunne gøre, var at få en masse børn og gå derhjemme og passe dem? Sæt nu at succeskriteriet var at få 10 unger, skulle samfundet så også sætte kvoter på børn, og straffe de familier der kun formåede at presse 8 børn ud?

Nok fjolleri, jeg ville blot prøve at skitsere op at en bestyrelsespost måske ikke er det bedste eller mest originale mål for ligestillingen. Måske skulle vi hellere sige at den der døde mest lykkelig havde vundet? Hvad hvis ligestillingens mål var lykke og at det kunne måles på antallet af smil?

Lykkefølelse er nemlig ikke ret indtægtsafhængig (næsten alle kan være med), når éns indtægt lidt op over mindstelønnen, er det fint. Flere penge derudover giver ikke øget lykke. Lykkehormoner lader også til at udøve deres trylleri ligeligt på mænd, kvinder og børn (kriteriet er lige godt til alle aldre). Følelsen af at det kører og man glemmer sig selv kan komme i arbejde, dans, kunst, leg, meditation, musik, sang, samleje og sport – altså vil vi nok bevæge os mere og blive endnu sundere og mere kærlige.

Slap af

Som sagt, holder vi fast ved at en bestyrelsespost, det er sagen, vil jeg vende den om og sige at det er godt klaret at der allerede nu er en enkelt kvinde i næsten hver en bestyrelse.

Den mentale ligestilling er langsom og den første bølge af kvinder på arbejdsmarkedet var begrænset til få fag, og at kvinden ophørte med at arbejde lige så snart hun blev gift. Det blev efterhånden blødt op, og i dag er der ingen i Danmark der løfter et øjenbryn, hvis en gift kvinde får børn og fortsætter sit arbejde, endda som ingeniør, læge eller mellemleder. Blot syd for grænsen er situationen en anden. Altså skal vi nok komme til at se flere kvinder som chefer eller i bestyrelser.

Hvis der absolut skal gøres noget, så er mentorordninger vist ikke så tovlige endda. Det lader til at mange kvinder ikke bliver tilstrækkeligt opkvalificeret og mange ikke netværker nok, fordi de ikke gider at sidde og drikke fyraftensbajere. Så det måske en god idé at blive guidet af en erfaren person indenfor feltet. Det er nemlig ikke nok bare at have høje karakterer, man skal også lære at manøvrere rundt, kende de rigtige og lære hvor man skal spørge og så videre – meget komplekst.

Men, mentorordninger tager tid, det er en langvarig proces og nogle falder fra, altså er det måske først om fem, ti eller tyve år at det kommer til at batte. Det er dog en langt sundere vej end blot endnu en omgang signalpolitik fra elitefeminister.

Opsummering

Jeg vil foretrække at vi gik væk fra at kun tænke ligestilling som et maskuliniseringsprojekt af kvinder, at vores idéer om succes og det gode liv ikke var så smalle at kun et arbejdsliv der kulminerer i en bestyrelsespost tæller. For det er ikke vejen til lykke og tilfredshed for ret mange, hverken kvinder eller mænd, men for jer det betyder noget for: God vind, må I få flere gode kollegaer af alle køn!





Pressemeddelelse for SlutWalk Copenhagen

3 06 2011

”Hvis ikke en kvinde ønsker at blive overfaldet, skal hun ikke klæde sig udfordrende.”

Denne udtalelse af en politibetjent i Toronto har fået folk over hele verden til at klæde sig af og gå på gaden for at tilbageerobre ordet SLUT og fratage det dets magt. SlutWalks er på kort tid blevet en international bevægelse, og nu kommer den også til Danmark. Vi går med lørdag d. 4. juni kl. 14 fra Rådhuspladsen i København.

Hvis en kvinde udtrykker sin seksualitet på en måde, samfundet ikke billiger, bliver hun kaldt en ‘slut’, en ‘tøjte’ eller en ‘billig luder’. Det er en måde, hvorpå kvindens råderum og ret til at udtrykke sin seksualitet begrænses og kontrolleres. I værste tilfælde bruges dette luderstempel til at retfærdiggøre voldtægt.

SlutWalk Copenhagen går på gaden for at gøre op med luderstemplet og følgerne af det!

Det er IKKE okay at udøve verbal eller fysisk vold mod kvinder, fordi de f.eks. går “utækkeligt” klædt eller har for mange sexpartnere.

En voldtægt er ALDRIG offerets egen skyld. Et nej er et nej, og en kort kjole er ikke et ja. Der er ikke noget, der hedder ”hun lagde selv op til det”.

SlutWalk er et ønske om forandring! Vi vil ændre måden, vi bruger sproget på, måden vi ser kønnene på og måden vi behandler hinanden på.

Vi ønsker, at de yngre generationer af kvinder, mænd og transer skal vide, at de bestemmer over deres egne kroppe og at ingen har ret til at udsætte dem for verbal eller fysisk vold på baggrund af deres seksuelle valg.

Først og fremmest vil SlutWalk mobilisere og nå de mennesker, der ønsker denne forandring, så kampen for den kan fortsætte længere og større end bare d. 4. juni.

Vi er alle nogle billige ludere, vi er alle sammen SLUTS, og vi klæder os, som vi vil! Det kan være UDFORDRENDE, AFSLØRENDE, SKANDALØST, TARVELIGT, UPASSENDE, UTÆKKELIGT, SJOFELT og SMAGLØST, og det kan være noget helt andet. Hvem ved overhovedet, hvordan en SLUT ser ud?

Kvinder, mænd, transer, queers og queens går på gaden for at erobre skældsordene og fjerne deres magt! Gå med!





En udstrakt lillefinger til Pornofrit Miljø og andre pornomodstandere

2 06 2011

Af Nina Søndergaard

 

Kære Pornofrit Miljø og andre pornoskeptikere

 

Nu tror jeg faktisk godt at jeg kan følge jer lidt: I føler jer små og truede af den overvældende strøm af porno, der i jeres øjne har denne undertekst ”Sådan skal I gøre! Køllen i møllen, det er sagen!” Sådan har jeg det med billeder af heteroidyl.

 

Heteronormativititen ser jeg i blade som ”Bryllup” og ”Vi Forældre”. Jeg ser smilende heteropar på reklamebannere på nettet, på bygninger. Medierne lovpriser mand og kvinde i tilfreds tosomhed – og virker det ikke, så er der nu utallige parterapeuter der falbyder deres ydelser for at mænd og kvinder atter kan leve lykkeligt til deres dages ende.

 

Efter at jeg sprang ud af det polyamourøse skab er jeg blevet paranoid og synes at samfundet bare gerne så at jeg kom ind i ægteskabets hellige folder. Jeg hører hvisken af hvor dejligt det er at blive gift, selvom jeg ikke synes jeg har lyst til det. I må høre hvisken af hvor lækkert det er med analsex, selvom I ikke synes I har lyst til det.

 

”Oplevelsen [af god sex] afhænger af, hvad man har lyst til. Hver især må vi mærke indad og finde ud af, hvad vi virkeligt tænder på, men det kræver koncentration, og at man kan udelukke alle udefrakommende tanker.” Det var Jette Hansens mening i Information i 2009, og jeg erklærer mig enig.

 

Jeg ønsker også at vi alle kan finde ro og stilhed til at tune ind på vores egne hjerter, egne kusser og egne behov og ønsker. Det er faktisk kærnen i min kamp. Om man vælger kernefamilien, en regnbuefamilie, sexarbejde, alenehed eller 117 elskere – er underordnet, jeg vil bare gerne have at folk træffer mere reelle og hele valg. Og dermed synger vi faktisk samme sang. I ønsker fred for pornografien og måske et forbud mod at kvinder og mænd deltager i det. Jeg ønsker ro og rum så folk kan dyrke deres pornografiske lyster, både for og bag kameraet, i fred.

 

Det er ok at pornofilm er ude af børne-nå-nøjde. Helt fint at der findes pornofiltre og Kanal København sender ’smuds’ sent. Fint at pornobutikker ikke må være alt for højtråbende i deres skiltning.

 

Men, hvis I synes at pornofilm med voldsom analsex er en opfordring til at I skal efterligne sligt, så synes jeg at romantiske film og reklamer er opfordring til giftermål. Så med hensyn til pornoficeringen af det offentlige rum, er jeg snarere på linje med den mest rabiate venstrefløj der ønsker alle reklamer i byrummet forbudt. Hvis ikke I gider at se på plasticpatter på busser og husmure, så gider jeg heller ikke at glo på besyngelser af forlovelsesringe, samtalekøkkener, tv-apparater og ure som jeg aldrig får råd til.

 

Sandheden er dog at jeg knap lægger mærke til reklamerne, pornobutikker kan jeg også snildt gå forbi uden at ænse dem (det samme gælder violinbyggere, tobakshandlere, iPhonereparatører og dyrehandlere). Det er ganske enkelt ikke interessant for mig, de produkter har jeg ikke behov for. Det er jeg sikker på.

 

Det er staks sværere når det kommer til mit kærlighedsliv. Især nu, hvor folk føler sig berettigede til at have stærkt negative meninger om min livsstil, uopfordret give mig gode råd om at jeg skal få mig nogle børn i en fart og i det hele taget blot afventer at min forlængede teenageforvirring skal lægge sig til fordel for et parcelhus i provinsen med én ægtemand… Det er så skingert et kor at jeg kan have svært ved at høre mig selv, jeg bliver usikker, jeg lader mig forvirre af samfundets lovprisning af ægteskabet som kommer i form af adoptionslove, skattefradrag og stikpiller á la ’savner du ikke nogen at vågne op med?’.

 

Hvis det er den forvirring I synes at porno bringer ind i jeres liv, så kan jeg godt forstå jer.

 

Vi definerer bare frihed forskelligt. I synes det er vigtigt at blive fri for porno. Jeg synes det er vigtigt at give folk frihed til at vælge selv, herunder også muligheden for at blive pornoskuespiller og få filmen vist på storskærm. Jeg så gerne et rummeligt samfund med plads til alle, hvor alle kan få lov til at udtrykke deres glæde, kærlighed og seksualitet. I bør nemlig huske på, at det som I synes er normalt og naturligt, det ligger andre meget fjernt.

 

Disclaimer: Jeg ønsker ikke at hænge nogen (seksuelle praksisser) ud. Det vil være fejlagtigt at tro at jeg er imod heteroseksualitet eller hader kærnefamilier, det er ikke tilfældet.