Mordukken

6 08 2011

Af Nina Søndergaard

Modviljen mod de sexede og tynde dukker er stor. Og for at bloggen her ikke blot skal være brok over brok, har jeg tegnet en mordukke. Det er mit bud på et konstruktivt modspil til pigedukker der tilsyneladende sætter griller i hovedet på piger.

Mordukken viser kvinder som de ser ud, mordukken er sød og naturlig og går ikke op i mode, makeup eller drengefjas. Mordukken er offentligt ansat, gift, har fået to børn og god til at give tryghed. Hun viser at det er de indre, ikke de ydre kvaliteter, der tæller.

Eftersom jeg ikke har kontrakt med Mattel eller andre legetøjsfabrikanter er udgaven en påklædningsdukke, lige til at printe ud, klistre på pap, farvelægge, klippe ud og lege med. Det er gratis, freeware og uden copyright, så del endelig ud, og tilføj gerne tilbehør.

Kommer du i kontakt med en producent, så sig til. Mordukken skal laves i sminkeresistent materiale og gerne af gummi eller andet elastisk materiale, så hun kan få bredere og smallere hofter alt efter om ferien har været for god eller slankekuren holdes.

Selve dukken har pagehår, krymmelet på undersiden af hendes overarme er blodsprængninger. Hun har som rigtige mødre strækmærker på maven og lårene, og hendes brystvorter er suttet lidt ud af form. Hun er en naturlig kvinde og barberer sig selvfølgelig ikke, imodsætning til de stygge Barbie- og Bratzdukker. Jeg har givet hende et havesæt, et joggingsæt og et praktisk regnslag med gummistøvler med.

Tilbehør udover det her viste kunne være en christianiacykel, til Øko-Østerbro modellen. Provins-Pia kunne derimod gerne få en indkøbsvogn med økonomiske storkøb.

Det lykkedes mig ikke at finde frem til eksisterende moderdukker og jeg har lidt på fornemmelsen at det kke bliver den store succes, men jeg har heller aldrig været bange for at tage fejl.

Mordukken er tænkt som en morsom modvægt til Barbie- og Bratzdukkerne og er et ondskabsfuldt destillat af danske mødre. Enhver lighed med en rigtig, levende eller afdød kvinde er tilfældig og ikke tilsigtet.


Handlinger

Information

23 responses

7 08 2011
LilleQ

Hende der sad model til din dukke har jeg haft som kollega/… kæft hun var anstrengende morder-jord-lig i hendes fine blomstrede/batik jordfarvede tøj, hendes følelser for noget var sandheden og den eneste gyldige sandhed ifølge hende. Hun kunne eddermame blive en stram sur kusse hvis man ignorerede hendes “følelser for sandheden” og fulgte sund fornuft i en sag eller bare oplyste om fakta og fulgte dem. Så visnede alt liv omkring os i hendes kussesure em af indestængt vrede der eddikesyresurt blev helt ud over os en efter en, når hun så sit snit til at hævne sig …

Får helt kuldegys af det… så jeg tror jeg takker naj tak for hende, tror det vil give for mange mareridt…. vælger klart ammedukken, den vil min lille niece også kunne lege med når hun kommer på besøg uden at risikere livslange angstneuroser og ptsd lignende diagnoser😀

7 08 2011
LilleQ

Gad egentlig vide hvad fashion week chp vil sige til din mordukke?

7 08 2011
Nina Søndergaard

Fniiis. Modepolitiet ville anholde hende. Alene bøllehatten er en forbrydelse mod menneskehedens æstetik. Jeg var dog flink ikke at overdrive de indhak man får i flæsket af trusser eller stramme elastikker i sokkerne… Hov. Jeg glemte at tegne nogle ordentlige mormortrusser til hende!

Men din beskrivelse af at din niece ville vælge noget andet at lege med viser for mig også at bekymringen over legetøj er både overdrevet og ikke helt præcis. Jeg vil i hvert fald stille spørgsmålstegn ved om alle børn identificerer sig med deres legetøj, ser op til det eller vil være som det. Det er muligt at My Little Pony gav mig inspiration til ti år senere at få regnbuefarvet hår, men jeg mindes altså ikke at jeg ønskede at være en plastichest da jeg var 7.

7 08 2011
LilleQ

Heller ikke jeg, hverken lego-klodser, sorte plastik heste, cykeldukke med “led” ben, eller alle de ting jeg åbnede og ødelagde for at hitte ud af hvordan de virkede, som walk-man, stort vækkeur, kasettebåndoptager. Jeg har heller ikke haft de store drømme om at blive et sminkehovede, selv om jeg havde et. Ej heller sandbunken jeg og vennerne gravede dybe gange, veje og tuneller, byggede huse og borge på og kørte ræs med bilerne på har jeg haft drømme om at blive…

Jeg syntes det er lavt (og direkte dumt) at påstå børn har så lidt hjerne at de er uden evne til at skille virkelighed fra fantasi eller at de identificerer sig med deres legetøj.. jeg har aldrig identificeret mig med sandkassen

Jeg kan slet ikke mindes jeg identificerede mig med mit legetøj, jeg legede med det og efterlignede i stor stil hvad jeg oplevede omkring mig… om det var at lege gravid, og have en dukke under blusen og så føde den ud gennem blusen liggende som jeg så de gjorde på tv, amme, lege voksne og “bolle” og ligge oven på hinanden eller hvad det nu var “far mor og børn” legen gik ud på…

Jeg identificerede mig med personer. Fra bøger, på film, dem jeg kendte omkring mig ældre end mig og som behandlede mig som et ligeværdigt menneske og ikke som dum/mindreværd selv om de var ældre/klogere/ osv end jeg. Jeg så op til dem og drømte om at blive som dem, altså de ting jeg syntes om… Om de var detektiver, sygeplejersker, beridere, politimænd, pædagoger, spejderledere, mænd, kvinder, drenge, piger, soltater, Silas, En af de 5, eller for den sags skyld troldepus så var det deres værdier og væren jeg identificerede mig med. Og jeg vidste godt at de var fantasi væsener, men de ting de stod for, deres værdier kunne jeg lide… og så den der hvide pind, drømte jeg om at finde, opfinde eller noget lignende.

Og sådan er det også med min niece… hun ved godt en dukke er en dukke.. men derfor behandler hun den godt og aber efter os andre. Hun leger og opdager verden og evaluerer og reflekterer over de opdagelser hun gør sig i sin leg

8 08 2011
Nina Søndergaard

Ha ha, ja! Du lader til at kende mere til pædagogik end jeg, men jeg nikker ivrigt. Det er kun når sex og død kommer ind i børnebilledet, at der sker kortslutninger.

De selvsamme forældre der gladeligt viser ungerne talende, påklædte dyr, animationsfilm med levendegjorte biler og affaldskompressorer og fortæller eventyr hvori prinsessens bedste egenskab er at være søvnig bekymrer sig over at en dråbe sex får børnenes verden til at ramle? Jeg ved da ikke om ungerne tager skade af Barbie, men det forekommer mig rigtig mystisk at det kun er de dukker vi skal diskutere.

8 08 2011
LilleQ

Det er sgu da også mystisk.. hvis barbie, brats, ammedukker o.l. er farlige så er lego, brandbiler, sølvpilen, spiderman og sanskassen også farlige.

Men vi kan da godt diskuterer hvad der er så forfærdeligt farligt ved sandkasser, hvilken del af børns identitet sandkasser ødelægger og permanent ændre på, på en måde at børn som voksne lider under sandkassesyndromer…

Og døden er altså heller ikke farlig. Jeg overlevede fint min biologiske far døde da jeg var 5. Men jeg var også heldig at have en mor der kunne tale med mig om det, dele sorgen og glæderne med mig og kunne tåle alle mine spørgsmål og formåede at svare på dem ud fra hvor jeg var.

Tabuiseringen og myterne og de underlige angstprægede forsøg på at forhindre børn i at kende livets nok mest elementære elementer; at skabe liv og afslutningen på liv. Skader i den grad børn langt mere end virkeligheden kan og forhindre dem i at opvokse i trygge rammer.

Voksne burde komme på “Læs/lær og forstå” kursus; sex, livet, kærligheden og døden. Basis kursus for absolut begyndere…

10 08 2011
Nina Søndergaard

Legetøjsforsker Jørn Martin Steenhold: ”Når piger leger med plysdyr eller Barbie, relaterer de sig til det. De leger, at de er Barbies veninde, eller at de er mor til plysdyret. Når drenge leger med legetøj, identificerer de sig derimod med det. Leger de med Batman, er de selv Brian-Batman,” forklarer han.
http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/428134:Danmark–Nye-koensroller-praeger-legetoejsreklamer?all=1

Aha! Tak hr. Steenhold! For det første forklarer det hvorfor piger næppe gider at pleje deres mor(dukke), eller ligefrem blive veninder med én der er 30-40 år ældre end dem selv. For andet er det tydeligvis drengene der bliver besynderlige i sindet af at identificere sig med en 4,5 cm hærdebred plastfigur der kan klikkes på knoprede overflader. Typisk at vi blot bekymrer os over pigernes leg og seksualitet…

10 08 2011
LilleQ

årh pis oss. Så er det der det gik galt for mig. Jeg havde ikke en Barbie dukke, “kun” en arvet Daisy dukke😀

hmm gad så vide om ham Jørn mener det er farligere at relatere sig til end at identificere sig til sit legetøj? Og at det at relatere sig til sit legetøj skader seksualiteten, mens det at identificere sig ikke gør… underlig verden der.

10 08 2011
Nina Søndergaard

Jeg tror ikke hr. Steenholdt mener at det er problematisk at drengene ser sig selv som en superhelt i legen. Men det er blot mit gæt. Som du selv er inde på så er det en LEG. Ufatteligt så let betydningsbærende ord bliver glemt i disse debatter.

10 08 2011
soltøsen

Jeg sidder her og læser om moderdukken. Og på en måde føler jeg mig ramt lidt i hjertehulen. For jeg ligner hende🙂 På flere måder. Jeg er meget moderlig, selvom jeg ingen børn har. Jeg har brede hofter og står røv, men går dog ikke i mormortrusser. Jeg er tit klædt pratisk på og har både blodsprængninger og poser under armene. Jeg elsker mine gummistøvler og at have hænderne i jorden ude i haven.

Men…… jeg har langt hår sådan at min kæreste kan få ordentlig fat i det når vi elsker. Langt hår som kan sættes op i hestehale, når jeg skal have latexhætten på, den der passer til den røde gummigag. Jeg går næsten aldrig med trusser og er glatbarberet.
Inden for mit univers, Det Sorte, findes der i rig mængde, de kvinder som ligner pinup’n. Man kan meget hurtigt få mindreværdskomplekser, når man gentagne gange læser på div. bdsm grupper, hvordan mændene roser deres flotte billeder, hvor korsettet og hofteholderne får dem til at ligne den “perfekte” tøs.
De er “smukke”, “velformede” …. ifølge hvilke normer?

Vores verden er fyldt med visuelle illusioner, vi tror at man bliver lykkeligere af at se ud på en speciel, generationsforankret, medie bestemt ensformig måde. Vi har glemt, at det er det indre der tæller, at sjælen og ens bevidsthed, ikke kroppen, der diktere hvem man er.

Jeg er en fyldig kvinde. Min kæreste elsker mine kvindelige former. Man kan godt være en mordukke, samtidig med at man er sexet og feminin; samtidig med at man er moderne og impulsiv; uden at man af den grund sidder fast i generastioners stive holdninger til hvordan man skal se ud for at være “en rigtig kvinde”.

soltøsen🙂

10 08 2011
Nina Søndergaard

Åh kære Soltøsen, jeg er glad for den lille smiley bag, for du ved godt at mordukken er for sjov. Hun ligner alle og ingen.

Der er heller ikke en skid i vejen med at gå i praktisk tøj eller undlade sminke, men omvendt er man jo heller ikke et skidt menneske, hvis man putter øjenskygge på eller tager sexet undertøj på. Og det er jo dét modstanderne af Barbie siger: Pigerne skal IKKE lære at der kan være noget godt i at være slank og smart, for det ender blot i anorexi, tomhjernede gæs der ikke bestiller andet end at bolle og være ondskabsfulde og ligge under for kapitalismen…

Når det er sagt, så jeg da gerne flere forskellige typer dukker i alskens hudfarver, flere børnebøger med mor, mor og børn, flere store kvinder der turde være ved deres erotiske udstråling, flere reklamer med smukke mennesker der lige mangler et øje eller ben… Jeg så gerne mere mangfoldighed og ikke bare automatbrok over sex.

10 08 2011
Jette

Uanset hvad, så er det er faktum at et stigende antal piger får spise forstyrrelser af den ene eller anden art, både her til lands og andre steder.

De er næppe født med tendensen, så et eller andet sted har de det fra og jeg hilser sgu mor dukken velkommen. Lad hende indgå i samlingen sammen med de andre, så vi kan vise ungerne at mennesker er forskellige og at der ikke er nogen fast opskrift på, hvordan en rigtig krop ser ud.

(og skyd så ligsamtidig den hob af designerbøsser der dikterer mode for pre-pubertelle drengekroppe og kalder det kvindetøj🙂

11 08 2011
Nina Søndergaard

Ha, ja, Jette, det er sandt at der er mange homoseksuelle mænd i tøjbranchen. De gør givetvis deres til at gøre kvindeidealet lige lovlig tyndt, men jeg tror lige så meget på at kvinder viser magt med deres krop – overfor dem selv og overfor andre kvinder.

Ved at sulte sig viser man standhaftighed, selvkontrol, tugtelse og rygrad i en overflodsverden. Man giver andre damer baghjul ved at kunne holde sig fra kage og chokolade, så er det mindre vigtigt at mange heteromænd ikke bryder sig om éns knoklede figur.

Og selvom jeg ikke ligefrem er ved at besvime af begejstring over de dumme dukker, Barbie og Bratz, så tror jeg måske at de udøver begrænset skade i forhold til fx de hysteriske spis-nu-sundt-for-pokker kampagner der kører. Jeg tror at det er mindst lige så skadeligt at skrige til folk at de SKAL spise mindst 600 g grønt om dagen, helst ikke for meget frugt, for ikke at udvikle kræft og dø i en tidlig alder. Det tror jeg påvirker de unge kvinder mindst lige så meget som dukkerne. Derudover er det desværre en skæv verden vi lever i: På trods af sultkatastrofen i Østafrika er hver ottende på planeten overvægtig. Det er ekstremt og det kommer der ekstreme reaktioner på, og jeg har desværre ingen løsninger på dette.

23 08 2011
Sakena

Jeg tror næppe piger får spiseforstyrrelser pga deres LEGETØJ, de får det fra deres ansvarsfralæggende forældre, der hellere vil give alle andre end dem selv skylden for deres døtres spiseforstyrrelser.

Jeg er pissetræt af der hele tiden skydes med skarpt mod alt der er fantasistimulerende: mode, legetøj, computerspil, livsstilsblade mv.

Nu må forældrene til de syge børn, TAGE ANSVAR!!!!

24 08 2011
Nina Søndergaard

Ok, Sakena, det er måske også lidt hårdt for de stakkels forældre der har et sygt barn, men ja, en anelse mindre pegen ud på alle andre vil nok være klædeligt.

Det er jo temmelig komplekst og næppe blot legetøjets skyld, men vi får se om jeg får en anklage for at bidrage til fedmeepidemien ved at have tegnet en overvægtig kvinde.

29 08 2011
Anna

Som spiseforstyrret vil jeg gerne lige slå fast, at hverken forældre, legetøjsfabrikanter (ej heller voksenlegetøj) eller modebranchen er skyld i, at kvindemennesker som jeg udvikler vores forstyrrelser. Der kan muligvis være tale om medvirkende faktorer – ligesom en bodega er det for alkoholikeren – men ikke en decideret skyld; og jo, vi fødes skam med visse genetiske betingelser for den form afhængighed, som en spiseforstyrrelse er.

29 08 2011
Nina Søndergaard

Tak Anna. Det er stærkt at vedkende sig spiseforstyrrelse. Du sammenligner din lidelse med afhængighed, kan du uddybe det en smule?

2 09 2011
Sakena

Nu var mit indlæg møntet på børn med spiseforstyrrelser.

3 09 2011
Anna

Jeg var også et spiseforstyrret barn engang, Sakena.

5 09 2011
Sakena

Ja og jeg vil stadig mene, at forældre (dine, mine og alle andres forældre) har et medansvar for deres børns spiseforstyrrelser.
Jeg vil ikke gå yderligere ind i diskussionen om spiseforstyrrelser fordi jeg af erfaring ved, at det på nettet hurtig kan gå galt ud i misforståelser. Så derfor vil jeg bare sige, at vi må enes om at være uenige.
I al fordragelighed🙂

Sakena

30 08 2011
Anna

Nina: Det er ganske almindeligt at indsætte en spiseforstyrrelse i et afhængighedsperspektiv, når man kigger på nyere forskning, men vi er desværre stadig en smule bagefter på det punkt i DK.

Som ved de almindeligt kendte afhængigheder opstår spiseforstyrrelsen af andre årsager, end den fortsættes -> vi hyggede os indledende med at spise (drikke, spille, ryge fjolletobak), som tiden gik, blev det en trøst (ro, normalitet, følelsesudledning eksempelvis).

Efterhånden får handlingen en stemningsændrende funktion, og både fysisk og psykisk afhængighed opstår, og der er ikke den store forskel de forskellige afhængigheder imellem – hverken fysisk eller psykisk – kun socialt, hvor den spiseforstyrrede er et offer og alkoholikeren (ludomanden, den pornoafhængige, stofmisbrugeren etc.) er en taber.

Vi er afhængige af et fokus på mad, af sult, af opkast, af døsighed etc. – uden disse er vi usikre, rystende og alene. Vi bliver heller aldrig raske, men vi kan opnå en “inaktiv” tilstand.

Vores valg er afhængighed er det eneste, vi kan bebrejde omgivelserne – ikke afhængigheden som sådan. Var jeg ikke opvokset i en veluddannet og “samtalende” familie havde min afhængighed sikkert været en anden, men jeg vil vædde min bare røv på, at den ville ha’ været der. Sådan er jeg.

Anna

30 08 2011
Nina Søndergaard

Hvor er det sejt! Tak for dit svar!

Jeg er givetvis ikke den eneste der blev klogere af at du tog dig tid til at svare. Og der kan man bare se. Det lader til at der altid er en anden grund end den man havde troet.

Som feminist kan jeg ikke lade være med at spekulere på hvad i alverden der er så tiltrækkende ved offerrollen: den stakkels tvungne & ulykkelige luder, den mediepåvirkede unge kvinde der sulter sig… Er det samfundets billede af kvinder som engle der sidder i vejen?

I alle fald, tak for dit tankevækkende svar. Det er det fedeste der er kommet ud af at drille de bekymrede med en bredrøvet påklædningsdukke…

31 08 2011
Anna

Nina: Det var da så lidt.

Mht. offerrollen så kan jeg jo kun tale for mig selv. Den var tiltrækkende for mig, da jeg var yngre, fordi det var den eneste måde, hvorpå jeg kunne vise andre, at jeg ikke havde det godt – jeg lignede nemlig ikke en, der havde det ad helvede til. Jeg fik høje karakterer, havde masser af venner, var social og havde en dejlig familie, så pippede jeg om, at jeg var ked af det, havde det ikke større effekt end et kram og klap på skulderen. Jeg klarede mig jo tydeligvis fint.

Ved at blive tynd, sløv og fjern blev jeg sårbar – en sårbarhed, der kunne ses. På min egen blog har jeg flere gange påpeget, at vi som samfund har behov for opdragelse, der kan få os til at forstå sammenhængen mellem de forskellige afhængigheder – som vi ser pigen, der er afhængig af at føle sult, skal vi se den madafhængige, som vi i dag ynder at kalde svag, fordi hun ikke kan lade være med at høvle burgere ind 4 gange om dagen. Som vi ser alkoholikeren, skal vi se den pornoafhængige etc.

Afhængige har selvfølgelig individuelle personligheder, men de har en fælles måde at kommunikere deres manglende evne til at håndtere den verden, de nu engang er sat i – og det gør de ved at påbegynde deres (vores) uheldige og farlige adfærd. At adfærden så fortsættes, fordi den fysiske afhængighed kicker ind, er en anden og meget forværrende konsekvens.

Der skal ikke sættes lighedstegn mellem offerrolledyrkelse og afhængighed, men fælles for begge er dog en uselvstændighed og manglende evne til at håndtere verden fornuftigt. Jeg tror ikke, at samfundsbebrejdelse er vejen frem, men derimod viden, som kan hjælpe os til at sætte ind langt tidligere. Du nævner den ulykkelige luder (lad os sige, at hun rent faktisk er ulykkelig) – jeg vil tro, at hun valgte “ludervejen” i et forsøg på at indsætte sig en rolle, som samfundsmæssigt set er behæftet med ynk og svaghed.

Ved at møde “ludervejen” (undskyld udtrykket – det er grimt!) med respekt og tildele den en ny forståelsesramme, som blandt andet Susanne Møller er eminent til, fjerner vi langsomt gevinsten for den offerrollesøgende ved erhvervet. Når du ikke længere er et offer, fordi du sælger seksuelle ydelser, kan du ikke bruge det som en platform, hvorfra du viser din sårbarhed – og det samme gør sig gældende for afhængigheder. Væk med skam, ynk og offerrolletildeling – den gevinst skal væk (for det kan desværre være en gevinst).

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s




%d bloggers like this: