Spørgsmål til Manu Sareen og Ud med bagmændene

23 11 2011

Af Nina Søndergaard

Nu vil jeg lege spørgerunde i Folketinget. Skulle nogle, politikere eller andre, få trang til rent faktisk at stille hr. Sareen et eller flere af nedenstående spørgsmål, står spørgsmålene frit til rådighed for dette. Jeg tager udgangspunkt i  Ud med bagmændene.

 

 

 

  1. Hvorfor ønsker ligestillingsministeren at brede kampagnen ud til prostitution mere generelt?  Hvorfor sammenblandes de alvorlige forbrydelser trafficking og slaveri atter med sexarbejde?
  2. Hvorfor gør ligestillingsministeren (hverken denne eller de foregående) ikke noget ved den voldsomme uligeløn der hersker i sexbranchen? Kvinder tjener ofte 3-4 gange så meget som mændene, en lønforskel der ville skabe ramaskrig i alle andre brancher.
  3. Hvor har hr. Sareen set de ”voldsomme fysiske skader” i prostitutionsbranchen? Servicestyrelsen måtte i 2010 sukkende opgive jagten på slidgigt i knæ og kæber i rapporten om prostitution på massageklinikker, og kunne ikke fastslå nogen sammenhæng mellem sexarbejde og ringe fysisk helbred.
  4. Hvorfor er det en ligestillingsminister der er frontfigur i en kampagne, der retteligt burde høre under Beskæftigelsesministeriet?
  5. Hvorfor ytrer en ligestillingsminister sig om arbejdssikkerhed? Hvorfor belægger hr. Sareen ikke sine påstande med nogle tal? Eventuelt sammenlignet med den stigning i arbejdsulykker der er set i Danmark i de sidste 10 år.
  6. Hvorfor er det så meget værre at købe sex end at få reklamer? Et af eksemplerne i kampagnematerialet handler om en reklameomdeler der blev groft udnyttet: Uendeligt lange arbejdsdage, ussel mad, søvnberøvelse og tilbageholdelse af løn. Men vi ser ingen kampagne der skal få folk til at sætte ”Reklamer Nej Tak” skilte op – som ville gøre reklameomdelere overflødige, så vi ikke længere fik slige historier.
  7. Hvordan kan hr. Sareen støtte kampen for kirkelige vielser for homoseksuelle, når samme minister ønsker at begrænse især kvindelige sexarbejderes seksuelle frihed ved ikke at være afklaret om et sexkøbsforbud?
  8. Hvorfor får især kvindelige sexarbejdere en særstilling i kampagnen Ud med Bagmændene? Hvorfor får de ikke bare samme arbejdsrettigheder som alle andre? Hvorfor fastholder en ligestillingsminister et forældet billede af kvinder som det svage køn, der kræver særrettigheder og omsorgsfuld beskyttelse?
  9. Har ligestillingsministeren bedre idéer til fattigdomsbekæmpelse, som er den egentlige årsag til miseren, end blot at være forarget over fordyrende mellemled?
  10. Hvorfor anvender ligestillingsministeren ikke et kønsneutralt sprog? Bagmænd i sexbranchen er jo hyppigt bagkvinder.

Disse spørgsmål har jeg gået og undret mig over. Det er trist at der stadig sættes lighedstegn mellem menneskehandel og sexarbejde. Der er ingen tvivl om at det desværre foregår, men som feminist er det vanskeligt at frigøre sig fra tanken om at grov udnyttelse og tvangsarbejde kun er sexet og saftigt, når det er kvinder i sexindustrien det går ud over.

Kvinder, de små stakkels viljesvage pus, skal frelses, hvorimod mænd kan få lov at træffe egne dårlige valg og knokle røven ud af bukserne i al ubemærkethed. Men regeringernes indsats mod trafficking er også rettet mod kvindelige sexarbejdere, ikke mandlige byggearbejdere.

Det er fx ikke klima-, energi og bygningsminister Martin Lidegaard, der er i spidsen for kampagnen for at få folk til at holde op med at benytte sig af polske håndværkere i byggebranchen. Det er ikke ham der siger ’jeg kunne godt tænke mig at vi kom derhen hvor det blev totalt latterligt at få en ny carport’.

Nuancerne der rent faktisk ER i kampagnen drukner aldeles i larmen fra hr. Sareens scooter ned ad Istedgade. Jeg kan ikke helt ryste tanken af mig at vi endnu en gang mest af alt er ude på at pudse glorie og smide grimme mennesker ud af landet, snarere end rent faktisk hjælpe folk med at få et nyt og bedre liv: Mænd kan være lige så uheldige som kvinder og alle former for tvang og udnyttelse skal stoppes, uanset hvilken branche det foregår i.





Retten til at købe et andet menneske

15 11 2011

Af Nina Søndergaard

 

Forbudsfløjen stiller ofte det spørgsmål om hvordan det kan være en ret at købe sex. Det vil jeg gerne forsøge at besvare, men for at de samme personer ikke blot skal få kasteskyts imod mig og sige at jeg støtter misbrug og tvang, bliver svaret i flere led. Jeg håber at du vil læse med – argumenterne er som altid til fri afbenyttelse.

Svaret er kapitalisme og frihed. Og behændigt skjult i det retoriske spørgsmål om dét at købe sex kan være en ret, er modspørgsmålet ”er det en ret at sælge sex?”. Ja, selvfølgelig.

 

Kapitalisme

Det er kærnen i kapitalismen, at den er kreativ  og at man derfor kan sælge alt muligt, både varer og ydelser. Folk lever af at sælge korn, fordi der er nogle der gerne vil købe det. Det samme kan siges om teaterbilletter, tevarmere, tekster til reklamer, til hjemmesider og som kunst. Nogle folk lever af at være dygtige administratorer – og at de ligger inde med en masse værdifuld viden.

Der er kort sagt ingen grænser for hvad der kan sælges – hvis der er et behov for det. Her vil marxister naturligvis protestere mod fremmedgørelsen og at alting bliver til en vare, noget der i deres øjne forråer folk.

Det er muligt, men de må forsøge at forklare hvordan det kan være at lige præcis sex skal pilles ud af pengestrømmen, når nu salget og købet af vand, mad, husly, tøj, musik, viden, kunst og kommunikation ikke i samme grad vækker vrede. Det er alt sammen grundlæggende behov for stort set hele menneskeheden. Personligt forringer det ikke min nydelse af Mozarts musik eller Thorvaldsens skulpturer  at deres værker blev bestilt og betalt af hovedrige folk. En orgasme kan gøre underværker, også selvom den er købt.

En del af disse spørgere nyder forresten selv godt af kapitalismens frugter, ved fx at have et velbetalt arbejde, bo i flotte huse, køre i store biler, rejse eller ytre sig i private medier. Det er et paradox at det ofte er de mest pengeligeglade personer der støtter kampen for sexarbejderrettigheder…

Et modsvar til kapitalismens knusende tandhjul er ”End Demand”, og altså at gøre en endekøbesexbehovet. Det er lidt af en opgave at stille sig selv, da sex er en temmelig basal drift og grundlæggende for næsten alle komplekse dyr (der vist endnu ikke har opfundet skyld og skam over dette).  Allerede derfor er opgaven næsten dømt til fiasko.

Der er dog heldigvis nogle nye røster, der også mere konstruktivt går ind og foreslår andre tiltag for at dække sexbehovet, i stedet for blot at fratage uden at erstatte med noget andet. At disse personer oprigtigt ikke forstår at der kan findes både sælgere og købere af sex, der tænder på netop salgsaspektet i transaktionen er en anden sag. Det er også uklart hvorfor der skal opfindes andre former for seksualterapeuter, når nu mange sexarbejdere i forvejen gør et glimrende stykke arbejde.

 

Frihed

Friheden er en nødvendighed for at folk kan gøre det de er bedst til eller helst vil.

Nogle vælger sig en rig ægtefælle at hægte sig på, andre at lave smykker, suppegryder eller supercomputere. Eller at sælge sex. Andre åbner en kiosk og sælger smøger og slik.

Du behøver ikke at bifalde de forskellige valg, men anerkend blot at folk er forskellige og anderledes end dig selv. Dét er frihed, og sexarbejdere har krav på akkurat samme rettigheder, friheder og pligter som alle andre. Det er i alle fald mindre frihed at fratage folk netop muligheden for at sælge sex.





Feminists in Space

2 11 2011

Af Nina Søndergaard

 

Det er med stor glæde at jeg kan reklamere for en festival af samme navn – og ånd – som denne blogs forgænger. Fra den 9. til den 13. november i år er der feministisk kunstfestival i Warehouse9 i Kødbyen i København. Enkeltdagsbilletter 50 DKR, hele molevitten for 200 DKR.





Ægteskabet som legaliseret prostitution

1 11 2011

Af Nina Søndergaard

 

En del af de personer der stiller spørgsmålet om retten til sexkøb er gifte kvinder. I god gammel 70’er stil vil jeg sige at giftermål er statsanerkendt, legaliseret prostitution.

Især hvis den ene part, stadig ofte manden, tjener flere penge end den anden. Som regel går det jo fint, men der kan også være pression og økonomisk tvang i et ægteskab, og netop det juridisk bindende ved ægteskabet kan få folk til at blive hængende længere end sundt er.

Det er en væsentlig og fastholdende faktor, at der er høj social status forbundet med ægteskabet , og at lade den anden trælle på jobbet er lig med lettjente penge. Disse penge kan omsættes som flere behageligheder som et stort hus, bil, rejser og luksusvarer. Ægteskab giver ofte også en fællesskabsfølelse og samhørighed som mange mennesker bliver afhængige af.

Ægteskabet er et frit valg

Når det gælder så alvorlige sager som ægteskab, så synes stort set alle mennesker, uanset religiøse eller politiske synspunkter, at det står folk frit for at træffe den beslutning (eventuelt i samråd med venner og familie). I alle fald er der ikke rigtig nogen, bortset fra et par germanske  herskere   der har været ivrige efter at lade staten bestemme hvem der må giftes med hvem.

Der er heller ikke ret mange mennesker, der spørger seriøst ind til hvordan det kan være at folk 1) vælger at gifte sig, 2) hvordan de vælger deres livspartner. Hvis jeg spurgte ind til hvilke overgreb og ensrettende forestillinger kommende ægtefolk havde været underlagt i deres barndom, så ville jeg ikke blive taget alvorligt. Ikke destomindre er den motivgranskning noget som stadig ses i forhold til sexarbejdere, og deres valg af arbejde.

 

Retten til ægteskab

Vi antager at voksne selv kan træffe beslutninger om hvilke relationer de vil indgå i, herunder vælge en livspartner. Retten til at gifte sig er en væsentlig frihedsbestanddel, noget som homoer verden over kæmper for.

 

Retten til at blive gift, og på anden måde vælge forhold, er ikke en pligt, det er en mulighed, et tilvalg. Det er også noget der er længere oppe i behovspyramiden end vand og mad, altså kan man sagtens have et godt liv som ugift – forudsat at man selv har valgt det. Giftermål bør være en mulighed for alle voksne, ligesom den samme frihedsgrad skal udstrækkes til at omfatte valget af sexarbejde: Kortvarige relationer med penge som omdrejningspunkt.

Ret bliver ofte forvekslet med pligt, men også med norm og ønsket og statusgivende adfærd. En ret kan sammenlignes med en dør man kan åbne og gå ind ad, man behøver ikke at gøre det, men muligheden er der.

Et eksempel kunne være retten til at sagsøge, noget som danske kvinder først fik i 1857. Så sjovt er det heller ikke at have en retssag kørende, men det er en god ret at have og man er betragteligt dårligere stillet uden den mulighed. (Noget både sexkøbere og sexsælgere altså er afskåret fra, sådan som det er nu. Dermed er der mere eller mindre frit løb for skurkagtigheder og svindel).

 

Er andres uheld dit uheld?

 Modstandere af prostitution vil ofte fremhæve tvang og trafficking i sexindustrien. Det er uomtvisteligt at der også foregår ubehageligheder der, men spørgsmålet er om det er begrundelse for at forbyde hele branchen og dermed stensikkert forhindre lovlighed og regelmæssighed på området. I så fald burde samme begrundelse bruges at forbyde ægteskaber på grund af tvangsægteskaber.

Tvangsægteskaber foregår trods alle gode intentioner stadig, også i Danmark. Det er et åbent spørgsmål om hvor meget afsmitning disse uheldige og ulykkelige ægteskaber har på andre, frivilligt indgåede ægteskaber.

På samme måde som godt gifte personer ikke føler at deres personlige relation tilsværtes af andre gifte personers uheld, må sexarbejdere gerne mene at deres eget arbejde ikke besudles af sager om trafficking og at det i det hele taget er fjernt fra deres verden.

Jeg ser ingen forskel på retten til at gifte sig eller retten til at sexarbejde. Begge dele er ligegyldige absurditeter, hvis ikke der er to  eller flere mennesker om det. Det er grundstenen i ligestillingen og respekten for mennesker, at voksne, non-psykotiske mennesker uanset køn, hudfarve, fysiske handicaps og trosforestillinger kan træffe egne valg og selv sige ja og nej til andre mennesker.