Historien om en rigtig mand

31 05 2012

Af Nina Søndergaard

”En rigtig mand…” Sådan starter mange damebladsartikler og det er med skrækblandet fascination at jeg læser med, mens jeg tænker på hvad en forkert mand monstro går ud på. Måske er det én med rod i sit lille bitte y-kromosom.

Ofte er det nogle fast utrolige ting der bliver diskuteret, fx om en rigtig mand kan gå med creme eller parfume, om han bør slå brættet ned eller kæve Cava, men folk og fæ må have deres besynderlige præferencer i fred.

Dog må folk ikke lyve eller misbruge historien. Som har fremvist en forbløffende udvikling af kønsrollerne her i Vesten. Her følger et meget groft sammenkog af mere end 1000 års maskulinitetshistorie, som meget gerne måtte gøre alle glade for at vor tids mænd er en flok blødsødne, flæbende, kvindagtige vatarme alle til hobe. Og heldigvis for det!

Vi starter med vikingerne, hvoraf Bjarke kastede sig nærmest nøgen ud i kamp. Han syntes at brynjer var for kujoner og kyllinger. Hans mod blev belønnet med døden. Idag vil det næppe blive betegnet som stort heltemod ikke at tage sikkerhedsudstyr som hjelm og skudsikker vest på i kamp.

BilledeRidderne kunne kun sjældent læse, regne eller skrive. De fleste riddere havde en bordskik der ville få dem smidt ud af McDonalds på studsen. Derudover drak mange som svampe, men kun i øl, vin og mjød, sprutten var ikke kommet til Europa endnu. Det var tv og tjald heller ikke, så det har sikkert været pænt kedeligt at kukkelure på et koldt slot. Et godt liv var et kort liv, bremset af en pil eller et sværd i brystet.

Renæssancemænd var ofte voldspsykopater sammenlignet med vore fredelige standarder. Mange var spritstive dagen lang (brændevinen var kommet til Danmark i 1528) og blev voldelige af al den sprut. Volds- og mordraten var himmelhøj sammenlignet med idag. Mordraten lå på et sted mellem 20 og 50 pr. 100.000 pr. år, idag er mordraten 0,9 i Danmark. Det giver et sted mellem 3 og 7 mord om dagen, mod ikke engang et mord om ugen idag.

Det blev set som positivt at være en hidsig kraftkarl, og eftersom alle havde mindst en spisekniv (men ofte også armbrøster, spyd og sværd) på sig hele tiden, så blev folk stukket ned for et godt (ondt!) ord. Det er der heldigvis ikke mange mænd der gør længere…

BilledeFaderrollen var også en lidt anden. Fx tog ’den tiltalende repræsentant for humanismen’ Anders Sørensen Vedel (1542-1616) tit sine børn ind for at give dem et lag prygl. Særligt på Langfredag blev ungerne banket gule og blå til minde om Kristi lidelser. At unger har fået tæsk dagen lang holdt desværre længe ved, men idag er der næppe mange mænd, selv med nok så mange faldskærmsudspring, knald, krige og drukture bag sig der synes at det er topfedt at banke sine børn.

Billede

Påklædningen var også ganske anderledes flamboyant. Dan Turèll kunne vække opsigt med sin sortlakerede negle, men han ville være druknet i mængden som en kedelig nullermand dengang.

Christian den fjerde, som var meget hetero,  havde flotte perleøreringe, en lang fletning og gik i grelle farver. Naturligvis i silke, hør, fløjl og andre lækre stoffer. Kniplinger og juvelbesatte fingerringe hørte med i lange tider til enhver selvbevidst herres skrud. Ligesom parykker, pudder og lidt læbestift.

Dét fik en ende, hvis vi skal tro forfatteren Alfred de Musset, i 1814.

Billede

Fra da af blev mandsdragten en sørgedragt. Sort, alvorlig og uden dikkedarer. Bevares, skjorteflipperne kan vokse og skrumpe og der kan være fiffige detaljer med knaphullerne, men meget hyl er der ikke i moderne vestlig mandsdragt. Mangen en adelig fra –say- 1700-tallet vil sikkert tro at mænd nuomstunder havde opgivet ævred eller aflagt munkeløfte, eftersom mænd tit render rundt i uformeligt og tristfarvet tøj.

BilledeDét med den personlige hygiejne er et kapitel for sig. I middelalderen var byboere meget renlige og fattige blev ofte givet et bad i badstuerne, fordi det blev set som en nødvendighed ligesom tøj og mad. Det holdt som bekendt op efter Reformationen og en ubehagelig syfilisepidemi, der ansås for at være kædet sammen med alt det baderi.

Så drøjede trehundrede år, hvor mænd (og kvinder og børn) rigtig nok vaskede hænder og tit også ansigtet, men ikke så forfærdelig meget andet. Den første københavnske billige badeanstalt, hvor man også kunne vasket tøj åbnede i 1865.

BilledeBadeværelser blev ikke almindelige i boligbyggeriet før omkring 1930’erne og der var i 2011 stadig 30.000 lejligheder i København uden bad. Alligevel tager de fleste bad flere gange om ugen, og nemme og billige vaskemaskiner og tandbørster har også sikret at alle mænd idag har mulighed for at være dejligt skinnende rene og ikke stinke af gnu, paradontose, bæ, bræk, bål og svedig hest. Uanset om man er tilhænger af den metroseksuelle mands hudpleje og parfume, så er der vidunderligt nok kun få der lugter som rigtige mænd gjorde for bare 200 år siden.

For at opsummere: Rigtige mænd idag er af en helt anden, rarere støbning end i gamle dage. Tak til blødsødenheden for at sive ind overalt og gøre det forkasteligt at banke hustru og unger. Selv soldater er langt mindre krigeriske og har heldigvis aflagt galskaben. De fleste mænd idag kan ikke ride ret godt, men kan tilgengæld både læse og skrive og har fredelige jobs og sysler: Tak!





Mikkels Pik

16 05 2012

En e-boganmeldelse af Nina Søndergaard

Anders Haarh Rasmussen: Mikkels Pik, forlaget Zetland 2012

Mikkels Pik er sjov og klog! Ja, nu taler jeg selvfølgelig om singlen, e-bogen, ikke om den fysiske pik der sidder på ”Mikkel”, en af Rasmussens venner.

Rasmussen er freelancejournalist og har ofte beskæftiget sig med seksuelle emner. Han er desværre en af de meget få journalister der også anvender kildekritik når talen falder noget med ”sex”, det ses også her i Mikkels Pik, der sandelig ikke er den omgang sludder for en sladder meget andet seksuelt stof er.

Med udgangspunkt i at Mikkels pik er flot og aftvinger vennerne beundring og nysgerrighed, udforsker Rasmussen veloplagt hvordan det kan være at de her heterogutter kan beundre og endda røre ved Mikkels pik uden at blive bøsser af den grund.

Vi kommer vidt omkring: Pakistan, victoriatidens London, nutidens sommerhuse i Nordsjælland, Latinamerika og selvfølgelig oldtidens Grækenland. Det er skægt og spændende og Rasmussen er en dygtig formidler af tungt stof. Fx får han lige opsummeret Judith Butler (hvis overlæssede tekster med et skyhøjt lixtal jeg aldrig har læst) på et par linjer. Det er sejt!

Rasmussen diskuterer de meget nære mandevenskaber som florerede her sidst i 1800-tallet, og at mænd i dagens Pakistan snildt kan gå hånd i hånd uden at nogle tænker at de er bøsser og kærester. For mig er der en ret enkel forklaring (sikkert FOR enkel – men modbevis mig endelig) på det fænomen. Nemlig behovet for kropskontakt. Alle mennesker har brug for berøring, det være sig i form af en krammer, aening, samleje eller at gå arm i arm. Og i stærkt kønsopdelte kulturer, så må man ty til hinanden.

H.C. Andersen kælede for sin ven og er skiftevis blevet set som bøsse, aseksuel og som hetero, og der er utallige krumspringsforklaringer på ordet ”kæle”, for HCA kan af folk som Johannes Møllehave sandelig ikke ses som homo. Suk. Hvad nu hvis grænsen mellem venskab, sex og kærlighed slet ikke er så fast endda? Er det virkelig så frygteligt at ligge i ske med sine venner? Ordene ’nært venskab’ antyder også at der ikke er stor afstand mellem parterne, og måske også fysisk nærhed.

Rasmussen skal have tak og ros for at bringe fællesskaber på banen, når vi taler om seksualitet. Meget ofte ses seksualitet som noget der kun angår de to mennesker – og alligevel formår etiketterne homo/hetero at præge alt muligt i livet. Det er noget af det Rasmussen tager fat på, når han undersøger sit mandefællesskab og for min skyld måtte Rasmussen gerne skrive endnu mere om hvad venskaberne betyder for folk og omverdenen.

Hvis jeg har et hjertesuk over Mikkels Pik, så er det at bøsser er, trods al snak om rettigheder, ikke ligefrem er forbilleder. Bøsser er den modpol som de her heterofyre i hvert fald ikke er. Overhovedet. Det er ikke noget særegent for Rasmussens venner, det ved jeg godt, men det er alligevel lidt ærgerligt at der er brug for skræmmebilleder og bussemænd – her altså de bøsser heteromændene sandelig ikke er. Men igen, jeg har heller aldrig forstået heteroseksualitetens selvhad (det må være mærkeligt at rende rundt med et kønsorgan man grundlæggende ikke kan lide).

Det er sådan en god læseoplevelse der venter i Mikkels Pik, at jeg ikke vil spolere ved at give de svar Rasmussen kommer frem til, i stedet vil jeg lige sende et spørgsmål ud i æteren: Er sex altid et magtspil? Ser den der penetrerer virkeligt ned på den vedkommende penetrerer? I så fald er det vel svaret på at kvinder verden over har lang vej endnu til toppen..?