Traditionalister og tudekiks

3 05 2013

Af Nina Søndergaard

 

ThumbnailFamilie: Tvang, tyranni, dovenskab og respektløshed. Det er nogle af de associationer jeg får til ordet, der plejer at omtales i de mest rosenrøde vendinger. Blodets bånd kan i nogles øjne nemlig holde til at alle normale sociale konventioner om høflighed kan kastes over bord: Den anden kan på grund af sin alder, forpligtelse og gener ikke godt løbe væk, og så er der ellers frit slag for modbydeligheder lige fra komplet uforskammede bemærkninger om de mest personlige sager til druk til incest til vold.

 

Når folk, eller rettere sure gamle mænd, brokker sig over sædernes forfald, familiens opløsning og at der ikke længere er respekt for noget (dem!) klynker de i virkeligheden over at skulle bestille noget derhjemme, hvilket de ikke har været vant til.

 

De jamrer over at de ikke længere har hverken domstolenes eller samfundets opbakning til at være de belastende, bankende, buldrende bøller de havde lov til at være førhen. Nu må de hverken slå kone eller børn, og disse uforskammede væsener forventer tilmed en vis høflighed, respekt og interesse for deres person. Tsk tsk.

 

[Ordet familie er latin og betød oprindeligt en hob af tjenere og ordet æt ejendom. Altså en flok tjenere husbonden ejer ligesom sine slaver og husdyr…]

 

slå håndDanske Lov fra 1683 var et knæk for den stolte pater familias tradition hvor kvinder, børn og tyende er husbondens ejendom der kunne disponeres over efter forgodt, eller forilde!, befindende. Næ, forsmædeligt nok sagde loven at husbond ikke måtte bruge egekæppe mod den øvrige husstand, ikke tilføje den varige mén og ikke engang sår. Der var dog heldigvis dødsstraf for at lægge hånd på sine forældre, så chancen for at krapylet gav igen var vel lav.

 

Således stækket i sin autoritet fik husfaderen det næste store knæk i 1921, hvor han ikke længere måtte slå sin hustru eller sit tyende (bemærk sammenstillingen af kone og tjenestefolk).

 

Forfærdelige år henslæbte sig: Kvinder skabte sig mere og mere, gad ikke lave mad, vaske tøj og tog sig endda et arbejde så han ikke længere havde lov at fryde sig over at være eneforsørgeren der havde ret til mad og knald som tak for husly.

 

Endnu et nederlag kom i 1997, hvor han ikke engang måtte slå sine egne BØRN. Ak! Det eneste afløb familiefaderen nu har tilbage er klynk, brok og fnys i stride strømme.

 

images5Det er meget bemærkelsesværdigt at det ofte er mænd der går ind for det frie marked, for at udrette store ting og blive berømte, er mentalt magelige og socialt sløve. De tager deres familie for givet. De er følelsesmæssigt lade, og orker ikke det jävla hyr med at tale pænt, rose sine omgivelser, sætte pris på deres medmennesker, strenge sig an for andre eller blot være ædru og 100 % tilstede. Med sådan en psykosocial slaphed er det selvfølgelig en overvældende overraskelse at konen skrider og ungerne ikke gider at komme på besøg.

 

Der var kun få grænser for hvor dårligt en husbond kunne tillade sig at opføre sig førhen overfor sin familie som han ejede. Dér i familiens skød kunne han slappe af og dermed droppe den høflighed og anstændighed som han var påtvunget i selskab med ligestillede fæller. Den ligestilling kæmpede feministerne også for, så også mænd fik nogle grænser for uhæmmet magtmisbrug på det personlige plan. Og det er dé grænser og krav ronkedorerne brøler over.

 

Robin Williams citatNu kan de ikke længere tæve og voldtage konen, være spritstive dagen lang og svine deres unger til uden at de bliver forladt.

 

Sobre og familieorienterede Kristeligt Dagblad berettede om dem der bryder med familien. Og at der kunne være gode grunde til at voksne børn ikke ønskede at tilbringe tid med forældre, der havde drukket al hygge og venlighed væk. Eller slået dem, voldtaget dem…

Det er i mine øjne en glædelig udvikling: Væk fra falsk familiefølelse som dække over løgn og misbrug, væk fra pligter som blot driver vold og væmmelighed og hen til det hårde, men stærkt berigende og givende, arbejde med at respektere og rose sine nærmeste.