Den eneste ene – i sengen

15 02 2011

Af gæsteskribent
Vi har her på bloggen modtaget dette indlæg. Vi er bekendt med skribentens identitet.

Jeg indgår for tiden i et forhold, hvor omdrejningspunktet er sex. Han er en dejlig mand, så det er ikke så underligt, jeg overvejer om jeg kan (lade være med at) falde for ham – romantisk forstås.

Men ind imellem tænker jeg over, hvor meget det faktisk har med ham at gøre? Jo, han passer på mange måder ind i den kasse, jeg forestiller mig min forhåbentligt kommende livsledsager bor i. Han er 11 år ældre end mig, afbalanceret, tænksom, har en skøn krop (skøn!) og rører mig med passion. Jeg bliver taget. Jeg bliver spist. Jeg er hans. Og så har han lige lært mig at dyrke analsex – er den eneste nogensinde, der har formået at få mig til at nyde det, tænde på det og bede om mere.

Men mange ting er på spil i et forhold. Romantiske forventninger blander sig med sensualitet, dyrisk rovdrift og fornemmelsen af øjeblikket og evigheden. Ret beset kender jeg jo ikke manden. Jeg har set ham 3 gange og kun første gang snakkede vi om verden og hverdagen. De øvrige gange har vi kun snakket i sengen – og den snak har kun udviklet vores forståelse af hinandens seksualitet. Vi kender hinandens kroppe. Hinandens lyst. Han kan ikke udmatte mig, selvom han prøver og prøver fem gange i træk. Det ved vi. Men vi ved ikke så meget mere om hinanden og relationen mellem os.

Alligevel romantiserer og idealiserer jeg manden. Jeg drømmer om, at han og jeg hører sammen og skal høre sammen altid. Men jeg kender ham jo ikke.

Hvad ansporer mig så?

Efter første nat var jeg forelsket. Jeg var så forelsket! Jeg lå i min seng hele dagen og kunne ikke tænke på andet end ham. Jeg længtes og kunne ikke leve med tanken om, at vi måske ikke skulle være sammen for evigt.

Biologi og hormoner giver det ene svar. Mens han forløses 5 gange, forløses jeg ikke. Jeg får ikke orgasme – jeg tilfredsstilles, men får ikke forløsningen, udløsningen og dermed afløses den urolige lyst ikke af den rolige tilfredshed. Mine hjerne og læner længes stadig, vejrtrækningen forbliver overfladisk og trangen til at blive rørt og begæret varer ved. Jeg vil tættere på ham. Han skal forløse mig. Men han er forløst og må videre.

Længslen efter samhørighed og afslutningen på min søgen efter den anden – ham der skal forstå mig, som han ville forstå sin tvilling – er det andet svar. Angsten for aldrig at finde den anden stikker dybt.

Men er den tredje svar mon, at jeg er opdraget til at søge mandens anerkendelse af min Madonna? Jeg stræber efter at han ser mig. Får øje på mig – hele mig.

Måske drejer længslen efter en mand, 2 børn i forstaden – den længsel, der hos mig er dybfølt – både om hormoner der lader mig drage af mænd, om længslen efter samhørighed eller drømmen om endegyldig forståelse og det lette liv. Et liv hvor mangfoldigheden er pakket væk, så vi kan fremstå pletfri og renskurede og dermed undgå de andre stigmatiserende blik. Men intet menneske er vel konformt i sin reneste, rå form? Vi er vel alle nogle mærkværdige originaler, der forsøger at gøre livet lettere ved at inddele det i kasser og systemer.

Billederne skyldes kunstneren Yeondoo Jung.





Maskebal á la Eyes Wide Shut

1 05 2010

Af Frøken Fikseret
Så har jeg været til maskebal i en anden klub, og det var fedt!

Det viser sig at være en klub der er helliget par, god gammeldags konebytte og gruppesex. Der var nok omkring 13-15 par og bare tre singlefyre. Jeg var vist den eneste singlepige, men det generede mig ikke det fjerneste, især når kønsbalancen var så fin. Det med maskerne var ikke populært særlig længe ad gangen, de kommer jo i vejen når man boller.

Klubben ligger i en meget eksklusiv ejendom, der er højt til loftet, og stuk deroppe. De smukke omgivelser og masketemaet gav en særlig atmosfære, men når alt kommer til alt så var det jo stadig mennesker der kopulerede på kryds og tværs. Det var også meget lækkert, at alle var fuldt påklædt indtil de sprang på hinanden, enkelte beholdt faktisk det meste af tøjet på mens de bollede.

Jeg ankom omkring kl. 22 og blev vist rundt af en lille vaks sag i en sort aftenkjole, og hun gik usikkert i sine høje sko. Der var to mindre “legestuer” og så en stue, med et legeområde på en indskudt mezzanin i den rummelige stue.

Jeg faldt i høflig snak med et par og en amerikaner som på det tidspunkt var den eneste singlefyr, jeg kunne øjne. Der blev sludret næsten to timer. Herefter slog værten på gonggongen og bekendtgjorde, at alle ventede på hinanden, og at vi ikke skulle holde os tilbage.

Så forsvandt der straks et par par, mens jeg blev siddende med amerikaneren. Umiddelbart var jeg ikke interesseret, men da vi kom til at snakke sammen, viste han sig at være ret fin. Han havde humor og var brydetræner. Uhm. Jeg har altid drømt om at knalde en muskelmand.


Han havde ikke været i klub før, så vi gik rundt for at se hvad der skete. Vi kom ind på et værelse hvor førnævnte par var godt i gang: de lå i missionærstilling, og han slikkede fisse på en anden kvinde der lå i forlængelse af hans egen. Denne kvinde suttede så sin kærestes pik. Amerikaneren og jeg blev kun et par minutter, det var ikke så behageligt at være tilskuer, da der var alt for lidt plads rundt om sengen at stå på.

Det at tilskuerne står op, bryder jeg mig som udgangspunkt slet ikke om. For det første kan man ikke rigtig se publikum i øjnene når man ligger nede på sengen, man ser dem nok snarere i navlen. For det andet er det som om de er hævet over en, og det kan godt virke en anelse truende. Altså, tilskuerne ned i øjenhøjde, tak!

Nå, men så kom Amerikaneren og jeg til sagen, og det var godt nok en glædelig overraskelse! Han kyssede rigtig godt og vi blev ret hurtigt ret liderlige, vi kunne næsten ikke få tøjet af hurtigt nok.

Amerikaneren var en meget passende blanding af stærk og voldsom, han flåede mig rundt til min udelte nydelse. Så slikkede han mig i syv lange og syv brede, dernæst fik jeg pik. Han kneppede, slikkede og kneppede indtil jeg rystede og bad om nåde.

Undervejs stønnede jeg højt, grinede og klynkede (skreg muligvis også) til stor fornøjelse for vores skiftende publikum (tror alle fik et kig på freakshowet, eftersom vi larmede mest, startede blandt de første og sluttede sidst).

Det var kanon.





Den moderne kvinde

28 01 2010

Af gæsteskribent

Den moderne kvinde er som oftest veluddannet. Hun er enten i parforhold eller single, helst i parforhold. Hun er meget social og dygtig og af de fleste anset for stærk. Hun taler meget og har mange meninger.

Uanset om hun er i et parforhold eller er single har hun ikke sluttet fred med mænd; hun kan ikke affinde sig med mænd, som de er mænd; hun kan ikke finde plads i sit sind til en forankret bevidst forståelse af fænomenet mand. Mænd er altid konfliktstof, primært ift. deres såkaldt iboende natur, men også en smule ift. interaktionen mellem mand og kvinde.

Mænd er potentielt dårlige eller forkerte mænd og det handler om at finde den rigtige mand. Der er grundlæggende noget i vejen med manden, enten den enkelte mand eller mænd generelt eller samfundets kønsroller. Dette hænger sammen med hendes manglende bevidsthed om sig selv, som kvinde og især som menneske, for Den Moderne Kvinde fokuserer kompulsivt og rigidt på kønsopdelinger og kønsforståelser og stort set ikke på mennesket og det menneskelige.

Den moderne kvinde opfatter sig selv som selvbevidst og seksuel frigjort. Hun er løsningsorienteret ift. sit parforhold eller sin singletilværelse, fordi hun er fast besluttet på lykke. Derfor oplever hun, at både hendes selv og hendes veninder er frigjorte og kan dele oplevelser fra soveværelset og snakke åbent om dildoer og følelser. Men den moderne kvinde onanerer ikke, for enten kan hun ikke finde ud af det, eller også orker hun det ikke.

Hun konnoterer selvtilfredsstillelsesfænomenet som mandligt og naturligt for mænd og ikke ligeså naturligt for kvinder. Tværtimod er det netop naturligt at piger og kvinder onanerer i mindre grad; hvilket både den unge moderne kvinde/pige og mand/dreng bliver fortalt igen og igen.

Den moderne kvinde vil have det bedste sexliv, intet mindre. Og det må være muligt; det kan ikke passe, når det ikke sker. Det kan ikke passe at hun selv eller hendes veninder skal nøjes med mindre end det bedste, for hun fortjener det, og det gør hun alene i kraft af sin identitet som moderne kvinde.

Og det må og skal hendes mand forstå. Når sexlivet er vanskeligt og besværligt melder frustrationen sig med omgående fokus på parforholdsrelationen, for det er helt implicit, at både årsag og løsning må findes her. Hun er løsningsorienteret og parat til at gøre en masse og anser dette for en meget moden holdning. Men nu orker hun slet ikke at onanere, for hun har jo travlt med at tilegne sig viden om parforholdsmekanismer osv. Den moderne kvinde forventer et godt sexliv udelukkende på grundlag af Det Gode Parforhold, dvs. noget udelukkende relationelt.

Den moderne kvinde begynder, når hun bliver parat til moderskabet, at ophøje formering til noget ubeskriveligt, noget fantastisk og helligt og transcendent i tilværelsen; det er den ultimative opgave og oplevelse, som overflødiggør alle andre refleksioner over livet (ikke fordi hun hidtil har haft særlig mange af disse på andre niveauer end hverdagstanker på baggrund af bl.a. kønsspecifikke kulturprodukter). Alle andre meninger, holdninger, betragtninger, tanker, ideer eller undersøgelser om moderskabet forkastes totalt og aldeles, og kvindens subjektive oplevelse får en altoverskyggende sandhedsværdi.

Netop den subjektive oplevelse bliver altafgørende og en slags altomsluttende Grand Theory of Life. Før har hun uden tøven haft holdninger til fattigdom, politik, krig, ligestilling, økologisk landbrug og kulturelle tilbud uden førstehåndskendskab til nogen af tingene, endsige akademisk eller empirisk indsigt. Men med Moderskabet indtræder en total ontologisk omvæltning i hendes sind: alle tanker devalueres ud over den hellige Subjektive Oplevelse.

Med Moderskabet bliver hun pludselig bevidst om sig selv, sin identitet, sin menneskelighed. Det hele kommer bag på hende. Det at være menneske er en kæmpe overraskelse. Det fremmedgjorte og distancerede forhold hun har haft til sin egen krop bliver udfordret brutalt og hendes løsning er at kaste sig svælgende ind i oplevelsen med mulighed for mere eller mindre hensigtsmæssige udfald, og det vigtigste bliver ophøjelsen af Den Subjektive Oplevelse og devalueringen af alle andre forståelser.

Hun svælger i fødselsoplevelsen og udstiller den i det sociale fællesskab for dermed at få det placeret uden for sig selv; hun placerer alle oplevelserne i venindegruppens net af fællesskabshistorier.

Historien om at formere sig bliver gjort til noget særligt, noget ubeskriveligt, noget for indviede, noget ekstraordinært for mennesket. Det mest udbredte og mest normale, grundlæggende menneskelige fænomen, der netop ikke er noget særligt, bliver ophøjet og mystificeret.

Moderskabet giver Den Moderne Kvinde en mulighed for mening, og hun sulter desperat efter denne mulighed. Det giver hende en stor lettelse, og meningsspørgsmålet i alle andre sammenhænge bliver totalt ligegyldige overfor meningen med livet i relation til Moderskabet. Alle andre refleksioner over livet udgår fra denne altomsluttende grundlæggende præmis for meningen med livet; Moderskabet. Således behøver hun i bund og grund ikke forholde sig til andet end Moderskabet.

Den moderne kvinde evner ikke selvkritik, men hun forsøger på det i en fejlslagen intellektualiseret pseudoform. Hun må bruge meget energi på at beskytte sig imod at se på sig selv i et grundigt lys, bl.a. gennem utallige spejlende redskaber (veninder, målgruppespecifikke kulturprodukter og andre stærkt kønsspecifikke sociale redskaber).

Den moderne kvinde er praktisk set meget energisk og arbejdsom og målrettet. Eksistentielt og åndeligt er hun doven og bange.





Let’s talk about sex

26 01 2010

Af gæsteskribent

Mine veninder siger ofte til mig: ”jeg ved, jeg kan sige det til dig, men ellers ville jeg holde min mund lukket med dette emne.” Derefter åbnes der op for alle meninger og anskuelser om ofte sex og samliv.  Til hverdag har de en indre censur. Der er skuet så meget ned for ytringsfriheden, at termometeret siger minus to.

De emner der kommer på banen, når de taler til mig, er hvor mange mænd de har haft sex med og om det var god eller dårlig sex osv. Dette er emner man ofte skal være varsom med, at diskutere med f.eks. sin mandlige partner.

Det kan skabe jalousi og misundelse over de forrige sexpartnere.
Hvis man kaster sig ud i lignede diskussioner med kvinder, er de ofte ikke meget bedre. Det er helt i orden, man ikke er jomfru, men har man været sammen med flere end omkring en håndfuld og taler man åbent om det, så skaber det forargelse og misbilligelse. Man bliver straks brændemærket lige i panden og får et så kraftigt skub, at man flyver ud af det gode selskab, for aldrig at vende tilbage.

Derfor synes jeg det dejligt befriende, at der er skab et frirum her på siden, hvor man kan tale frit fra alle organer og direkte fra den inderste del af hjernen. Jeg kan straks mærke hvordan alle sex spændetrøjerne skæres fri og falder til jorden.  Dette glæder mig enormt.

Dette er et område som er meget vigtigt for mig, og jeg arbejder da også selv på, at åbne op for den ”seksuelle ytringsfrihed”. Det gør jeg via en hjemmeside, hvis overordnede formål er, at der skal være plads til alle seksualiteter og vi prøver at skabe et fri rum, hvor man kan diskutere sex og samliv og komme i kontakt med ligesindede. Så tak for at videreføre et seksuelt frirum og kæmpe for den seksuelle ytringsfrihed.
Mange Hilsner Terapeuten





Prinsessen og playstationen

3 04 2009

             

– Eller hvordan det indre kan konflikte med det ydre
af Inge Muurmand Jessen

Situationen: Sen aften, dansegulvet fyldt, musikken høj. Vi er et sted i København – weekenden, hvor alle skejer ud, er fulde, cool, trendy, har masken på og iscenesætter sig selv.

Jeg har gjort det, som jeg tit gør: Taget den fine kjole på. Normalt er jeg til daglig den dovne gråspurv – frysende om morgenen vælter jeg rundt i lejligheden og ifører mig, hvad jeg kan finde – puffer fjerene op og prøver at holde varmen. Det kan blive til nogle lidt crazy kombinationer nogle gange, men mestendels er det ikke imponerende. Jeg når sjældent det med makeup – desuden kommer det også til at se herrens ud hvis det regner, og da jeg aldrig følger med på DMIs hjemmeside, opdager jeg først, at det siler ned, når jeg er nået ud til den våde cykelsaddel.

Nå men, her står jeg så i mit festskrud. Når hverdagen ikke kan tilføres glimmer pga. tidsmangel og pragmatismens herredømme, så må man jo råde bod til festen i weekenden!

Jeg har den store blå kjole på og masser af de smykker på som jeg altid glemmer at bruge, men som der knytter sig så mange minder til. Hvis ham dér spørger…eller mangler noget at spørge om…så kan han jo altid sige: ”Sikken et smukt smykke du har om halsen”…Så kunne jeg begynde at fortælle om den rejse til Mellemøsten, hvor jeg købte det. Hvor dejligt det var, hvor speciel den verden var. Menneskene, aftenbrisen. Den røde sol på sandstenssøjlerne i templet, som vi gik forbi om morgenen. Mine længsler, drømme. Alle de gode ting, som var fanget i lige præcis dét sølvsmykke.

Uha, mange muligheder – jo mere pynt, jo finere dame – des mere at snakke om, hvem ved? Fortælle ud fra. Jeg vil være den smukke dronning i aften. Hende der er lidt cool – hende der betragter på afstand. Jeg ser smukkest ud når jeg ikke smiler, det ser man nemt. Alle de billeder af mig, hvor jeg smiler, ser jeg fjollet og halvlam ud. Nææ, vi skal være kølige. Ikke overstrømmende, ikke overivrige. Det er dér det altid går galt.

Fast besluttet var jeg altså ved aftenens begyndelse om ikke at begå min klassiske fejl. Som den amerikanske komiker Chris Rock har sagt det: At ende i ”the friend zone!” Han jokede naturligvis ud fra sine erfaringer som mand. Mon han nogensinde har tænkt på at også uheldige kvinder kan ende dér? Kvinder som higer efter det feminine i dem selv, men som aldrig har lært det. Som ikke har haft søsteren, som i bedste Jane Austen-stil flettede håret på hende inden sengetid. Hvor veninden aldrig har sagt ”rød er din farve.” Som aldrig har lært at spille kostbar.

Eller set nødvendigheden i det. Måske før nu.

Jeg er en lille pige inderst inde. Som bare ønsker det hele var simplere. Jeg har en drøm hvor vi sætter os op på hver vores My Little Pony med regnbuevinger og går på opdagelse i den gyldne have over skyerne. Hvor vi finder de hemmelige stier og overdækkede kløfter og bygger hule. Jeg kan ikke skjule min begejstring, min iver, når jeg finder spændende nye indtryk. Og det er min fejl.

prinsesse

Illustration: Inge Muurmand Jessen

I min paralyserende frygt, når det går op for mig, at jeg virker overivrig, skifter jeg emne. Hmmm, jeg kan måske redde med coolness: Hvad interesserer ham? Han er IT-fyr…computere er da vildt spændende! Fortæller om barndommen i min fars værksted, hvor han reparerer gamle fjernsyn. Sløjfefangeren i en VHS-maskine – og ja, Betamax var da meget bedre, ikke??

Jeg sad og spillede de gamle adventure-spil på min brors Amiga – når jeg da måtte låne den. Uha, den nostalgiske glæde over den simple grafik men gennemtænkte plots! Jeg bliver overvældet af fryd.

Nej, nej, nej. Overivrig – overnørdet! Fyrene gider ikke nørdede piger –eller jooo, men ikke som den eneste ene. Som kæresten over dem alle, som de ser op til, beundrer. Man bliver lillesøsteren, hende man kan spille spil med, lege med. Se film med. Men invitere ud på fin middag, danse dansen i måneskin, skrive længselsfulde breve til? Det tror jeg ikke, desværre.

Hvad skal jeg gøre? Jeg trådte mine barnesko i et mandligt univers fyldt med Star Wars-figurer og min brors aflagte fløjlsbukser, som jeg fik lov at arve. Jeg kunne alligevel ikke lide at gå i kjole – hvorfor mon? Jeg søgte alternativerne i rollespillernes drengerøvsunivers, hvor jeg helst spillede mandlige roller (jeg ville da ikke være tøsen på holdet…det var nemmere at være ”one of the guys”, hvis man spillede en rolle, der var som deres). Jeg spillede brætspil med dem, lyttede til Primus og Cypress Hill sammen med dem. Gik på samme ungkarle-beskidte lokummer som dem. Senere fik jeg at vide, at de vistnok havde prøvet at score mig dengang. Men jeg opdagede jo ingenting, jeg var så naiv.

Og det er jo spørgsmålet: Er det mig, som ikke kan se? Se tilnærmelserne nu…forstå den danske fyrs måde at se på mig på, kommunikere på? At når han siger: ”Fuck mand, den kjole, dér! Skal du til bryllup?!”, betyder det i virkeligheden, at han synes jeg er sød?

Eller er det mig der ikke kan finde ud af at spille spillet. At være den passive lille søde pige? Den bly viol med øjnene vendt mod gulvet. Som ikke svarer, medmindre jeg bliver spurgt. Ahhh, hende kunne jeg godt tænke mig at være nogle gange. Og han kunne tage min hånd og sige ”Kom her” og tage mig med udenfor og sige, at jeg så sød ud….

Men det gør de jo bare ikke…eller?

Eller også når de det ikke, førend de er ramt af en talestrøm, af mange nysgerrige spørgsmål…af en analyse, af en dyb etnografisk beskrivelse af det absurde sted vi begge er havnet. De når ikke engang at give mig hånden, førend jeg har overmandet dem med ord. Men hvis jeg lod som om og var stille. Så ville jeg ikke kunne gøre det længe. På et eller andet tidspunkt ville ivrigheden overmande mig.

Vi hyggede os bare så meget – dengang jeg var én af drengene. Det gør jeg stadig med de få af dem, som er tilbage, når vi endelig mødes. Snakker om spil: computerspil, rollespil…DVD-film i den bedste udgave med den bedste kvalitet med det mest finurlige plot. De har ikke ændret sig meget – for mig. Jeg har måske ændret mig meget – mener jeg selv.

Jeg kunne ikke blive én af deres kærester. Der er vi for forskellige og for beslægtede. Er vi bror og søster? Eller er vi brødre og de ser ikke mit køn længere? På en måde ser jeg det sidste som en stor ære. At være én af dem. Ikke at blive bedømt på min overflade mere. Jeg er lige så doven som dem, lige så impulsiv efter at få min umiddelbare lyst styret – spil og sodavand og salte lakridser…må man godt det som kvinde?

Gid det bliver sådan også til jobsamtalen, når jeg er færdig med min uddannelse. De kigger på mig: Ung kvinde, omkring de 30. Ingen børn. ”Er du gift?” Nææ, jeg har ikke mødt den helt rigtige endnu. Ved ikke engang om jeg skal ha’ børn, eller hvad. Hvornår kan vi snakke om sjove programmer i fjernsynet eller computerspil? Eller at jeg tegner og godt kan lide hård rock. Kan vi ikke bonde på den måde jeg gør med mine drengerøvsvenner? Jeg er jo ligesom dig, hr. personalechef. Hvorfor kan vi ikke lege?

Jeg har det pæne tøj på til samtalen, mon ikke? Man kan ikke se min kærlighed til ”Monkey Island”-spillene, eller ”Pick of Destiny” på det. Du tror vi ikke har noget at snakke om. Du tror, jeg om kort tid kun kan snakke om baby og børnehave. Men jeg er ikke sådan!

Se, det er sådanne tanker, der frustrerer mig. Og tanken om aldrig at blive inviteret ud på dansegulvet af de søde fyre. De søde, men også i særlig grad de alvorlige fyre. Dem som tager et forhold seriøst, som ved at det er en ”two-way street”, hvor man yder for også at nyde. Hvor begge er kreative og finde på. Hvor vi kæmper og finder på nye lege, hvis det bliver for trivielt det hele.

Men mine kærester sidder tit i sofaen og spiller spil sammen med mig. De foretrækker pizza og film i stedet for en romantisk aften i teatret. Interesserne går forud alt andet. Og hvordan kan jeg blive sur over det? Jeg er jo én af dem. Men jeg ville også være en anden…bare lidt.





Pretty Exploited Woman A/S (gæsteindlæg)

8 03 2009

Gritt Uldall-Jessen er speciale-studerende, Københavns universitet, hvor hun skriver om tekst i teatret – scenisk tekst, og er dramatiker.

I efteråret 2008 blev manuskriptet til den amerikanske film ”Pretty Woman”(1990) af J. F. Lawton sat op som en teaterforestilling ”Pretty Woman A/S” i en til lejligheden konstrueret boks, der bestod af tre blå containere, på Halmtorvet, Vesterbro. Det var sceneinstruktør Tue Biering og manuskriptforfatter, dramaturg Jeppe Kristensen, der stod bag forestillingen.

Det var en forestilling, der fik en del offentlig opmærksomhed, ikke mindst på grund af – som de to scenekunstnere meldte ud i pressen – at der medvirkede ”ægte prostituerede”. Anmeldelserne af forestillingsbegivenheden var delte. Den fik fx fem stjerner ud af seks i Politiken og blev gjort til årets forestilling af teaterredaktør Monna Dithmer, hvorimod den samme avis’ teateranmelder Per Theil tog skarpt afstand fra den. Teateranmelderen på Dagbladet Information valgte helt at ignorere den. Værestedet ”Reden” var i ”Deadline” og mente, at initiativet var positivt og ville give publikum syn for sagn på temaet prostitution (læs: Problematisere myten om den lykkelige luder). Fra Kunstrådets Scenekunstudvalg, som havde støttet forestillingen med ca. en million kroner, udtalte en repræsentant, at det måtte være en mere komfortabel måde at tjene penge på for de deltagende gadeprostituerede, da de så ”kun” skulle på scenen.

Jeg skal ærligt indrømme, at jeg havde en meget dårlig oplevelse og vil her forsøge at udrede, hvad det var, der efter min mening foregik i forestillingen, for til sidst at stille nogle mulige standpunkter op for og imod og diskutere dem.

Selve stykket var en gennemspilning af udvalgte, centrale scener fra filmmanuskriptet til ”Pretty Woman”, der handler om den gadeprostituerede Vivian Ward, der ved en tilfældighed bliver samlet op af en meget rig forretningsmand, Edward Lewis, som i en forretningssammenhæng har brug for hende til at spille hans kæreste. Der opstår undervejs et romantisk forhold mellem de to. Dette forhold påvirker Vivian Ward, og hun ender med at opgive sit arbejde som prostitueret, ligesom Lewis opgiver sit stenhårde business-image. Der står i beskrivelsen af filmen, fx da DR-TV viste den i julen sidste år, at der er tale om to personer, hvis liv er styret af penge, men at kærlighed får dem til at vælge at leve anderledes.

I denne danske opsætning var der hver aften en casting, hvor en gadeprostitueret blev valgt ud til at optræde i forestillingen som karakteren “Vivian Ward” overfor den professionelle skuespiller Anders Mossling, som spillede karakteren “Edward Lewis”.

Det var en live casting, hvor de fremmødte kvinder sad i en campingvogn, et stykke uden for de containere, hvor scenerummet og publikum var placeret. Publikum kunne følge deres samtale om, hvem der skulle spille med i aften, via live videotransmission på nogle monitorer, der hang under loftet. Det, som afgjorde, hvem der skulle spille med den aften, var tilsyneladende, hvis tur det var. De fik alle et mindre honorar for at sidde i campingvognen til casting, mens betalingen for at medvirke som hovedperson i de halvanden til to timer, forestillingen varede, ifølge et interview med de to producenter svarede til, hvad en gadeprostitueret normalt tager for sit arbejde inden for det aftalte tidsrum.  Selve situationen med betalingen var ikke synlig i forestillingen, men indgåelsen af og afslutningen på handlen kunne følges på monitorerne under loftet. Der var også et æggeur, der ringede, da den aftalte tid, der var købt af den gadeprostituerede, var gået. Denne tidslige faktor blev omtalt flere gange af holdet på scenen. De skulle skynde sig igennem forestillingen, da den gadeprostituerede kun var købt i så og så lang tid. På den måde blev det understreget, at der var tale om et virkeligt køb af tid.

Da forestillingen var totalt udsolgt, var det kun muligt for mig at skaffe en billet til en enkelt forestilling. Jeg var inde at se forestillingen en af de sidste aftener, hvor den spillede.

Op til selve udvælgelsen af den gadeprostituerede, der skulle spille med i stykket, var der en toastmaster (Egill Pálsson) til stede i et sort jakkesæt. Han talte højlydt, med en diktion som en vært i et talkshow. Han opfordrede publikum til at klappe hver gang, han havde sagt noget om eller spurgt publikum om filmen ”Pretty Woman”. Den aften var der mødt fem-seks kvinder op til casting. Kvinderne, der må formodes alle at være gadeprostituerede, blev spurgt af en assistent fra forestillingen, hvordan det gik, og om de havde fundet ud af, hvem der skulle på i aften? De fortalte via nik med hovedet, hvordan de havde det lige nu. En af dem fortalte, at ”hun ikke var bange for at gå til tandlægen”, hvilket hun mente havde at gøre med, at “hun ikke var etnisk dansk” og spurgte videre ”hvornår der var afskedsfest?”. De fleste forblev tavse under udvælgelsen.

Som publikum sad vi bag en glasrude i containeren og betragtede forestillingen. Dette virkede for mig som om man ville konfrontere os som publikum med vores egen voyeur-status?

Denne aften var det en høj kvinde ved navnet Marianne, der skulle på som hovedpersonen. Hun var klædt i sorte bukser, spidse sorte støvler og en sort/hvid mønstret tunika, havde et skulderlangt affarvet hår, var kraftigt sminket med foundation og pudder uden at det kunne dække de mange sår i ansigtet. Hun fik et headset på. Replikkerne til stykket blev sagt via hendes øresnegl, og hun skulle sige dem højt i den rækkefølge, som de lød. Hun fik undervejs nogle rekvisitter eller kostumedele, som skulle hjælpe til at understøtte figuren Vivian, fx da hun i en scene kommer op fra badekaret og har en badekåbe på. Disse kostumedele tog hun på uden på sit eget tøj, og hun tog ikke på noget tidspunkt i forestillingen tøj af eller blottede dele af sin krop. Badekarret var således ikke fyldt op af vand men med hvide kugler. I de scener, hvor hun ligger på sengen, har hun også alt sit tøj på. Dette understøttede for mig at se, at der var tale om symbolske markeringer af handlingen. Dette var med til at give forestillingen en vis distance. Jeg opfattede, at der ikke var tale om, at publikum i traditionel forstand skulle føle og have indlevelse med figuren, men snarere være betragtere af et spil, der pågår, imellem flere fiktionslag og virkelighedslag (jf. ”ægte prostitueret” ).

Der var også en kamerakvinde og en kvindelig skuespiller, der også fungerede som assistent, med på scenen. Begge kvinder fremstod som tynde, velplejede og kropsligt mobile, og adskilte sig derved skarpt fra Marianne. Den mandlige skuespiller fremstod også veloplagt. Han var den agerende, den handlende, den der styrede forløbets gang, hvilket også er tilfældet i det filmiske forlæg.

Marianne virkede som om hun hele tiden var et stykke efter handlingen. Det kan have været som en følge af, at hun fik replikkerne i øresneglen, og at suffløren ikke havde fundet ud af at være på forkant. Hun kan også have været dopet. Hvad nu årsagen har været, så fremstod hun som fysisk svækket. Hun havde en dæmpet, monoton stemmeføring, hvor replikkerne blev sagt på en måde, der ikke understøttede eller levendegjorde karakterens stemninger eller følelser. Denne spillemåde fortsatte hele forestillingen igennem uden variation. Hun var ikke nærværende i spillet og virkede ikke bevidst omkring, hvilken virkning hun afgav som performer. Nu var hun jo heller ikke performer, men det kunne opleves som en pointe i sig selv eller som en slags “kommentar” fra hendes side til forestillingens konstruktion.  Det faktum, at Marianne ikke virkede som om hun var til stede, og at hun virkede fysisk svækket (jf. sårene i ansigtet, den sløve, dæmpede talemåde, en lidt haltende gang etc.) fortalte en anden historie end den, hun var mødt op for at realisere. Man kan spørge, om det var tilsigtet og videre, om det ikke betød et skred i forhold til indholdssiden i det filmiske forlæg? I det filmiske forlæg “vender” magtforholdet, fordi Edward Lewis bliver afhængig af Vivian Wards “spil” som “kæreste”.  Men denne omvending skete ikke i versionen på scenen.

Det var en forestilling, der gjorde brug af manuskript og film som et “readymade”, dvs. forestillingen var en slags demonstrativ reenactment. Marianne, der på denne måde markerede karakteren Vivian Ward, var – som det fremgik af interviews i forbindelse med forestillingen med instruktørerne (jf. ”ægte prostituerede”) også en slags “readymade”. Der pågik en slags mangesidet opvisning af distance – eller fremmedgørelse ? – på scenen, hvilket jeg oplevede som forestillingens kunstneriske intention.

Men var det i den sammenhæng etisk forsvarligt at gøre brug af ”ægte prostituerede” i forestillingen? Var det uetisk og en omgang ”social pornografi”, som Pernille Frahm fra SF betegnede det, eller var det noget helt andet?

Her har jeg opstillet nogle argumenter for og imod stykkets legitimitet og relevans:

Kunne der være tale om, at det var en slags empowerment for de medvirkende gadeprostituerede? Kunne oplevelsen af at indgå i et teaterstykke inspirere til at vælge andre leveformer, tankemåder, såfremt det var et ønske hos de medvirkende gadeprostituerede? Kunne denne performer-erfaring, såfremt der var tale om en succés-oplevelse, stimulere til, at den gadeprostituerede ud fra sig selv ønskede at fortælle, skrive, repræsentere sig og deltage i debatten? Var det ikke korrekt, som ”Reden” og en repræsentant fra Scenekunstudvalget havde gjort opmærksom på, at forestillingen var med til at holde dem væk fra gaden i de par dage, den stod på, hvis det var, hvad de selv var interesseret i? Var det ikke sådan, at der i medierne var opnået en ønskelig effekt: Nemlig at der fandt en debat sted omkring narkoprosti­tution og de narkoprostitueredes kår? De deltagende kvinder fik betaling for at gå på scenen for at markere figuren Vivians handlinger og fremsige karakterens replikker, og derved “performe sig selv”. Var der noget her at indvende ud fra et kapitalkritisk standpunkt: De gadeprostituerede sælger sin medvirken – forestillingen betaler. Var der ikke tale om en gensidig relation, et frit forhold fra begge sider dvs. den gadeprostituerede på den ene side og teaterforestillingen som institution på den anden?

Eller var det, der foregik, en grov udnyttelse af nogle af de dårligst stillede grupper i samfundet, de narkoprostituerede, uden at der var tale om, at deres deltagelse kunne frembringe nogen egentlig forandring i deres liv? Var der tale om, at de narkoprostituerede blev brugt som underholdningsgenstande for et normaldansk teaterpublikum med henholdsvis dårlig samvittighed og snagelyst i andres – i dette tilfælde – usle levevilkår? For var det ikke sådan, at man kom for at se ”giraffen” under dække af, at man kom for at se en teateradaption af et verdensberømt filmmanuskript? De narkoprostituerede fik lov til at komme med i en teater­forestilling, men blev snart sendt tilbage til gaden igen. Kan alting sælges, fx din historie og din identitet? Og er det sådan, at ”Pretty Woman A/S” kan danne forbillede og være trendsættende, så man vil kunne forestille sig, at der vil være andre opførelser af spillefilm som et teaterstykke med inddragelse af virkelige aktører og objekter? Fx hvis der var tale om en krigsfilm, kunne der så medvirke virkelige hjemvendte, traumatiserede og invaliderede soldater fra den Afghanistan-krig, Danmark deltager i? Eller må vi sige: Nå, nej, det er jo – for det meste da – mænd og nationalhelte?

Hvis det egentlige ærinde for fore­stillingen var at bidrage til at stoppe kvindehandel og sige nej til prostitution, som det fremgår af den projekt­beskrivelse og ansøgning, der var sendt bla. til Københavns Kommune, eller hvis forestillingen ville afhjælpe forholdene for de narkoprostituerede, kunne de så gøre dette ved at købe en narkoprostitueret? Er det ikke et paradoks at ville kritisere en handling igennem at foretage den samme handling?

Litteraturforsker Poul Behrendt har skrevet en bog ”Dobbeltkontrakten”(2006), hvor han beskriver, hvordan der i litteratur kan være tale om, at et værk peger på noget virkeligt, indeholder virkelige elementer fx navne, henvisning til virkelige personer etc. men samtidig har som selvforståelse, at der er tale om fiktion. Hvis man ud fra dobbeltkontrakten betragter ”Pretty Woman A/S”, så kan man indvende, at instruktøren, der gør brug af virkelige elementer, nemlig de ”ægte gadeprostituerede”, samtidig peger på, at der er tale om fiktion, ved at lade Marianne kun markere handlingerne i scenerne symbolsk. Så dette dobbelte forhold må man, hvis man argumenterer for, at der er tale om et værk, der gør brug af dobbeltkontrakten, tænke med i en analyse af værket, så man kan afkode det ud fra dets egne, kunstneriske præmisser. Ellers ser man ikke værket, sådan som det er tænkt. Men var der tale om et værk, der gjorde brug af dobbeltkontrakten?

Det, der sker i forestillingen, er – for mig at se – at instruktøren ikke kan skærme for de fortællinger, som den virkelige person har med sig på scenen og fx giver udtryk for igennem sit kropssprog, handlemåder etc. Derigennem opstår der nogle sprækker i den samlede fiktion, hvor der kan være tale om kontrapunktiske fortællinger.

Det oplever jeg i almindelighed som noget positivt.

En virkelig person er ikke skuespiller og kan ikke ”spille” en anden rolle.  En virkelig person har sin historie. Den historie er ikke statisk, men det er ikke nogen fiktion eller rolle, man kan udskifte med en ny eller anden hver aften. Men spørgsmålet for mig er, at hvis personen fx Marianne ikke har spillet en rolle, men har ”været sig selv” og virket ind i en fiktionel ramme, hvordan tager hun så ”rollen” af uden for forestillingen, når der ikke har været tale om en rolle – eller har der været tale om en rolle? Tilførte “rollen” Marianne som person bare lidt af den kraft, som implicit lå i det – banale – filmiske forlæg for figuren – eller var det bare de to timer, som gik?

Jeg er ikke overbevist om, at der var tale om, at vi som publikum skulle indgå en dobbeltkontrakt med forestillingen. Men uanset det mener jeg, at det ikke er etisk forsvarligt at bruge den underklasse, der er undertrykte i virkelig­heden, i en fiktion for middelklassen. Stykket reproducerede for mig at se den samme ”drøm”, som stykket ville gøre op med. Teatret gav en social oprejsning til Marianne i to timer, een aften eller et par aftner, hvis det altså var hendes tur så mange gange?

Det har været planen, at forestillingen skulle på tourné til Bergen, Norge. Men det er ikke blevet til noget alligevel. Man kunne spørge, hvis det var blevet til noget med tournéen, om de medvirkende narkoprostituerede fra Skelbækgade ville have fået del i de rettigheder, som man kan argumentere for, at de burde have, ud fra deres bidrag ved at have medvirket i og derigennem deltaget i en udvikling af forestillingen?

Ville der være tale om delte rettigheder, eller om at der er nogen aktiver fra forestillingen, der kunne være blevet kanaliseret hen til de performere som Marianne eller en institutionel ramme, der kunne forbedre fx de narkoprostitueredes vilkår etc.?

Man kan stille det samme spørgsmål til forestillingen: Hvorfor var der ikke delte rettigheder dvs. at den reelle kapital såvel som den kulturelle kapital blev delt med de medvirkende narkoprostituerede, der legitimerede og realiserede forestillingen? Holdet bag ”Pretty Woman A/S” kunne have valgt at engagere de medvirkende gadeprostituerede i en samskabende produktion?

Forestillingen kom til at oppebære den samme drøm, som i filmen ”Pretty Woman”. Det er en fiktion for middelklassen om, at det kan lykkes for de fattige, hvis de bare gør sig umage. De fattige kan komme til at betjene middelklassens underholdningsbehov, eller som i filmen ”Pretty Woman”, overklassen. Så kan eventyret gå i opfyldelse. Den sociale arv kan brydes.

Instruktørerne og holdets bagvedliggende ønske om at foretage en god gerning i form af dette stykke samvittighedsteater, fremstår ikke gennemtænkt og kom kun dem selv til gode.






Sne (gæsteindlæg)

8 03 2009

Marie Bruvik Heinskou er Phd-stipendiat på Sociologisk Institut, Københavns Universitet

Jeg går gennem sneen, mine fodspor efterlades mørke og våde. Fodsporenes mørke minder mig om, at den magiske stilhed som omgiver mig, mens jeg går rundt i det snedækkede Stockholm snart vil smelte og forsvinde igen. Jeg har snefnug i mine øjenvipper.
Det er aften. Jeg er alene, og jeg har en snurrende fornemmelse af frihed i min mave. Jeg mærker hvordan mine tanker intensiveres og hvordan jeg går på jagt efter eventyr i et melankolsk lydspor.
Jeg bevæger mig langsomt mod operaen – der står den stolt og lyser i mørket ved den issprængte kanal. Nogle ville måske mene, at operaen er farligt fallisk og arrogant formet, men med sine stearinoplyste vinduer fremstår den tryg og klar til at favne det lille menneske i byen.
Jeg går indenfor, mærker min krøllede billet i min hånd og varmen fra nusset operavelour. Hall’en er bemærkelsesværdig tom. Ganske få har, som jeg, købt billet til forestillingen, og hvad der end måtte være af rester af kulturelitær arrogance får et sørgeligt og forladt skær. Det næsten mennesketomme rum farver mit blik på de få der er kommet og som hist og her forsøger at alliere sig med en statue. De ser forladte og fortabte ud i deres ellers velsiddende kjoler og jakker.

Forsker
Det er ikke mere end et par timer siden, at jeg chokeret vågnede efter at være faldet i søvn under en konference hvor en anerkendt feminist forelæste i sårbarhed. Kvinder blev ikke født sårbare, nej, sårbare det var noget kvinder blev undervejs gennem deres liv og især som forskere, mente hun. Da hun havde fortalt det, mærkede jeg, at søvnen overmandede mig, som jeg sad der midt i en kæmpe sal fyldt med kvindelige forskere med notesblok og spidset blyant. Freudianere ville klart have fortolket min søvn, som en omkuldslående benægtelse.
Jeg vågnede brat – ved ikke hvor længe, jeg havde døset – men med tanken om, at der var noget der var gået min næse forbi. Eftersom feministen stadig var i gang med sårbarhedsforelæsningen og nu påbegyndte en række eksempler (anorektiske kollegaer, upassende spørgsmål og akavede følelser) fik jeg en paranoid fornemmelse af at have overset noget ganske farligt i min tilværelse som kvindelig forsker. Jeg havde jo ikke en oplevelse af at være særlig sårbar – fordi jeg var kvinde. Jeg kiggede mig omkring – alle så bjergtagede ud.
Jeg tog mit tøj og forlod forelæsningen.
Da jeg lukkede døren bag mig, mærkede jeg en betydelig lettelse. Derinde bag den lukkede dør sad de nu – alle de vakte forskere – og sammen oplevede de en fælles og henrykkende følelse af sårbarhed. Herude stod jeg nu, og følte mig opløftet, stærk og ganske sårbart udenfor det store kvindelige fællesskab. Hvilken legitimitet kunne jeg mon påkræve mig nu, hvis jeg ikke a priorisk anså mig sig selv og hele kvindekønnet som sårbart – heller ikke når det gjaldt min egen forsker- identitet? Og var det i det hele taget også rigtigt fornemmet, eller var min lukkede dør fortrængning set i praksis?

Poesi og køn
Jeg finder nu min plads i Stockholms opera. Udsigten er privilegeret her midt på første række. Jeg har hele rækken for mig selv og aner blot konturerne af enkelte andre publikummer spredt rundt i mørket. Varmen beroliger mig. Og hvis jeg tidligere på dagen følte mig sløv, så bliver jeg overraskende skarp. Ind på scenen træder nemlig ni muskuløse mænd i en magtfuld opvisning af det forrige århundredes demaskulinisering af unge drenge i skabelsen af mandlige sopraner. Nacho Duato’s ballet ”Castrati” slår fuldstændigt benene væk under mig. Til høj kirkemusik af Vivaldi toner lyden af kastratsang, og jeg berøres dybt af denne skræmmende og forførende barokke opera, mens de ni mænd både yndefuldt og maskulint danser insisterende i åbne sorte kjoler der minder om flaksende krager eller (kvindelige) præstekjoler – det er queer på højt niveau! Jeg tager mig selv i højlydt at udbryde wow! Maskuliniteten står så lysende og forførende klart her, at jeg et øjeblik bliver i tvivl om, hvornår jeg sidst har oplevet den så poetisk i sit udtryk. Og et splitsekund tager jeg mig selv i at ønske, at jeg kunne få lov at berøre disse ni mænd. Mærke deres kropslige styrke, sikkerhed og potentielle voldsomhed – bare et øjeblik.
Balletten er ikke lang – desværre – og afløses herefter af Frk. Julie – det klassiske stykke af August Strindberg – dog i balletversion. Stykket afslører sig hurtigt, som en advarsel mod mine begyndende fantasier der kredser om de ni smukke mænd som lige har forladt scenen.
Hvor balletten Castrati blot havde en mørk og enkel scenografi, har denne ballet om Frk. Julie et baggrundstæppe af svajende fyrretræsskove, træhuse og kvinder klædt i det jeg kun kan associere med et ældre skandinavisk univers: hvide forklæder, håret sat stramt med knold i nakken og grå kjoler knappet helt op til halsen.
Frk. Julie begynder med, at tjeneren Jean og kokkepigen Kristin tydeligvis er forarget over Grevens datter, frk. Julies, frigjorte forhold til mænd. Kort herefter kommer Julie ind i køkkenet og begynder at lægge an på Jean, selvom hun ved, at han egentlig er Kristins uofficielle forlovede. Da Kristin er gået i seng, begynder Julie og Jean at drikke sammen, og de ender med at dyrke sex på Jeans værelse. Greven kommer hjem næste morgen. Julie er handlingslammet over sin fars pludselige ankomst og beder Jean om at befale hende til at begå selvmord for at undgå en skandale. Jean gør det modvilligt, og balletten ender med, at Julie går ud og skærer halsen over på sig selv. I starten af balletten har Julie den absolutte magt over Jean som hans herre, men mod slutningen er rollerne byttet om og hun vælger døden. Hendes frigjorte seksualitet fører således ikke andet end død og ulykke med sig.
Som ballet fungerer stykket mindre godt, synes jeg, men som en del af hele min dag i Stockholm, kunne det ikke afrunde dagen mere bogstaveligt. Det er som at blive knaldet i hovedet med en forhammer. For ikke nok med at jeg ikke orker at høre fortællingen om den sårbare (forsker)kvinde – jeg kan heller ikke i smug begære ni smukke mænd på en scene uden efterfølgende at blive mindet om, hvad kvindelig seksuel frigjorthed vil føre med sig af død og skam.
Jeg er fanget. Ethvert smuthul, ethvert forsøg fra min side på at skifte fortællespor den dag undergraves. Som var jeg en udspændt elastik, der i et enkelt svips ryger tilbage til et ufrivilligt udgangspunkt – mit køn og min sårbarhed.

Elevatorblik
På vejen hjem gennem Stockholm synes jeg pludseligt, at den frihed, der opstod i det øjeblik jeg lukkede døren til det kvindelige forskerfællesskab tidligere på dagen, er taget fra mig. For det ensomme vakuum, som jeg umiddelbart forsøgte at gebærde mig i, er som mine fodspor i sneen, nu forsvundet. Jeg blafrer blot gennem byen. Og i elevatoren på vej op på mit hotelværelse kigger jeg mig selv i det tavse spejl, og spørger om ikke en kraftfuld og nuanceret feminisme alligevel, ville kunne være en vej til at brede, ikke blot mit eget, men mange kvinders ensomme vakuum ud til et større fælles socialt rum. Kunne en kraftfuld og nuanceret feminisme betone styrken og gøre det muligt at diskutere kvinders forskerkarriere (eller mangel på samme) – uden at tale om problematikken i følelsestermer? Kunne man tale om kønnede problematikker som udfordringer, der kræver strategisk og målrettet indsats – også fra kvinders egen side? Jeg kan bare ikke sætte mig ned og græde og føle-føle mig så kvinde-sårbar. Det ligger ikke til min natur (!).
I stedet må vi se det mytiske uhyre i øjnene: er der et reelt kvinde-problem? Hvis ja, hvordan løser vi det? Og måske et sporskifte i de kønnede fortællinger også kunne materialisere sig i forandringer i praksis?
Kunne vi tale om aktiv kvindelig seksualitet med en ”happy ending”? Kunne vi skabe rum for fortællinger om aktiv kvindelig seksualitet som rummer styrke, nydelse, selvstændighed og selvejerskab? Og kunne dette rum samtidigt give plads til at tematisere seksualitet som røvkedelig, ubehagelig eller ligegyldig uden at det nødvendigvis skal udgøre bevismateriale for at kvinders seksualitet er mere sårbar end mænds?
Jeg håber at ”Feminists_ in_ Space” kan udfylde dette rum og at ”Feminists_ in_ Space” vil give plads til mange og nuancerede syn på feministiske sager!
Det er tiltrængt!