Anmeldelse af Himlen under Jorden

28 08 2016

Af Nina Søndergaard

 

Niels Lyngsø: Himlen under Jorden, Gyldendal 2016, roman

 

Himlen under JordenPlottet er lige til at få gymnasiale mareridt af at skulle gengive: Hovedpersonen leder efter Bartmaan (Bartvrouw!). Samtidig leder hendes halvbroder efter hovedpersonen. Det foregår i Paris’ undergrund, i Schweiz, i Skovlunde, i 2009 og 1965, 1985. Det er omtrent lige så snirklet som de underjordiske gange der bliver beskrevet smukt i bogen.

Det handler om kvinder, kollektiver, sex, sidespring, skam, samkønnede forhold og S/M. Og mere til!

Når man som jeg mestendels læser faglitteratur er det dejligt at bogen er så nørdet. Man bliver klogere af at læse den, det meste er skam sandt som i det-mener-videnskaben-på-nuværende-tidspunkt-er-rigtigt.

Det er godt og opbyggeligt, for Lyngsø har tydeligvis noget på hjerte. Det er en moralsk bog, han vil fortælle os noget, oplyse og opløfte os og ikke blot komme med mere eller mindre slatne, banale hverdagsbetragtninger der ikke rokker ved noget. Det monolitiske monogame parforhold får nogle gevaldige slag. Demonteringen af tosomheden er ikke komplet eller kærlighedsforladt, der er nok af tvetydigheder at tænke over.

Persongalleriet er mindst lige så kringlet og komplekst som katakomberne. Her er noget for næsten enhver, uanset hudfarve, køn eller seksualitet. Den kvindelige hovedperson er en antropolog af arabisk afstamning, hun dyrker parkour, snaver mænd og kvinder i gulvet og er en storbysnob der holder af stilheden. Men hey andet kunne dårligt passe: Hendes fader er en dansk ingeniør, komplet med børnehadende ordenssans, snorlige skilning, mangelfulde sociale og sproglige kompetencer, men med en dragende, kølig mystik og storslået evne til at dominere. Sådan! Kompleksiteten folder sig lige så langsomt ud, altså får læseren tid til at tro på personerne.

Den er fængende og tankevækkende og har givet mig uventet lyst til at se mere på hulemalerier: Anbefalet!

 





At knække selvtillidsnødden

26 08 2014

En boganmeldelse af Katty Kay & Claire Shipman: The Confidence Code – the science and art of self-assurance – what women should know. Harper business, 2014.

 

af Nina Søndergaard, direktør i Nørd Tours

 

pink-matters-c-suite-women-leadership-infographic1De to journalister havde under deres arbejdet med Womenomics stødt på et mærkeligt fænomen: Masser af kompetente kvinder, men meget kvinder på topposter. Hvad var det der holdt kvinderne tilbage? Ikke glasloft (slet ikke nævnt), ikke kvinders anderledes prioriteringer, ikke en intelligensmæssig forskel. Men mangel på selvtillid er deres svar.

Bogen er en journalistisk undersøgelsesrejse: Hvad er selvtillid overhovedet? Hvor finder man kvindelig selvtillid henne? Hvem har selvtillid? Hvad fremmer og hæmmer den fortrøstningsfulde tro på sig selv?

De stykker svar sammen fra neurologer, yogaeksperter, ledende kvinder, sociologer, hjerneforskere og basketballspillere.

Den deprimerende virkelighed er at selvom kvinder er i overtal på mange af verdens universiteter, så drøjer det gevaldigt med at få de mange veluddannede damer til at omsætte det til lederstillinger. Forhindringerne er mangfoldige.

 

Indre benspænd:

Kvindelige chefer vil hellere være vellidte end respekterede. Kvinder scorer lavere i tests hvis de skal skrive deres køn før deres navn. Er der et overtal af mænd til et møde taler kvinder 75 % mindre, hvilket er skidt, for så viser de ikke at de har tænkt over sagen og fremstår som samtykkende nikkedukker. Kvinder der ses som fede og grimme kommer ikke nær så ofte i gymnasiet som smukke, slanke (men fede drenge kommer på gymnasiet i samme grad som de slanke). Kvinder svarer ikke på nær så mange spørgsmål i tests som mænd og får et tilsvarende lavere resultat, men når de svarer er kønsforskellen marginal.

 

Og så er der de ydre forhindringer:

Der er stadig lande hvor kvinder ikke må færdes frit. Manglende uddannelse, prævention og børnepasningsmuligheder rammer også kvinder uforholdsmæssigt hårdt. Fordomme om kompetente kvinder skorter det heller ikke på. Her kan jeg minde om at Berlusconi i 2011 kaldte Tysklands forbundskansler Angela Merkel for en ‘ukneppelig flæskerøv’. Når en ex-statsminister kalder et andet statsoverhoved den slags, så er barren sat lavt, Marianer-grav langt nede.

072414123237_Wright_PhotoGeneralmajor Jessica Wright mødte en overordnet der straks gav sig til at fortælle hende om hvor lidt han brød sig om kvinder i militæret. Hvortil hun svarede “Sergeant Minski, nu har du en mulighed for at komme over dét.” Minski fik selvfølgelig respekt for Wright og de to er venner – en rap replik hjælper!

Kay og Shipman drysser i fin, amerikansk, opmuntrende stil gode råd og tricks til at knække selvtillidsnødden. Selvtillid er faktisk vigtigere end reelle kompetencer, og både mænd og kvinder lader sig gerne lede af naturligt fortrøstningsfulde personer, snarere end de teknisk set bedst kvalificerede. Kvinder mangler ikke kompetencer, blot selvtillid.

Meget kort vil jeg her ridse deres råd op: Vær flink mod dig selv. Slap af. Vær dig selv. Husk at om 100 år er alting glemt. Lær af dine fejltagelser (ingen af dem medførte verdens undergang). Diskuter med dine negative tanker, sæt dem i perspektiv. Vær nærværende, lad være med at tænke derudaf og flytte fokus fra der hvor du er. Dyrk (hold)sport. Undgå at udelukke opdrage din pige til at være god, stille og føjelig, men ros hende for hendes gerninger (snarere end hendes væsen), opmuntr forsøg og fejltagelser der fører til mestring. Og ved at beherske noget -tegning, matematik, basketball hvad som helst – får man selvtillid. Det er ikke nemt, men bestemt ladsiggørligt.





Mikkels Pik

16 05 2012

En e-boganmeldelse af Nina Søndergaard

Anders Haarh Rasmussen: Mikkels Pik, forlaget Zetland 2012

Mikkels Pik er sjov og klog! Ja, nu taler jeg selvfølgelig om singlen, e-bogen, ikke om den fysiske pik der sidder på ”Mikkel”, en af Rasmussens venner.

Rasmussen er freelancejournalist og har ofte beskæftiget sig med seksuelle emner. Han er desværre en af de meget få journalister der også anvender kildekritik når talen falder noget med ”sex”, det ses også her i Mikkels Pik, der sandelig ikke er den omgang sludder for en sladder meget andet seksuelt stof er.

Med udgangspunkt i at Mikkels pik er flot og aftvinger vennerne beundring og nysgerrighed, udforsker Rasmussen veloplagt hvordan det kan være at de her heterogutter kan beundre og endda røre ved Mikkels pik uden at blive bøsser af den grund.

Vi kommer vidt omkring: Pakistan, victoriatidens London, nutidens sommerhuse i Nordsjælland, Latinamerika og selvfølgelig oldtidens Grækenland. Det er skægt og spændende og Rasmussen er en dygtig formidler af tungt stof. Fx får han lige opsummeret Judith Butler (hvis overlæssede tekster med et skyhøjt lixtal jeg aldrig har læst) på et par linjer. Det er sejt!

Rasmussen diskuterer de meget nære mandevenskaber som florerede her sidst i 1800-tallet, og at mænd i dagens Pakistan snildt kan gå hånd i hånd uden at nogle tænker at de er bøsser og kærester. For mig er der en ret enkel forklaring (sikkert FOR enkel – men modbevis mig endelig) på det fænomen. Nemlig behovet for kropskontakt. Alle mennesker har brug for berøring, det være sig i form af en krammer, aening, samleje eller at gå arm i arm. Og i stærkt kønsopdelte kulturer, så må man ty til hinanden.

H.C. Andersen kælede for sin ven og er skiftevis blevet set som bøsse, aseksuel og som hetero, og der er utallige krumspringsforklaringer på ordet ”kæle”, for HCA kan af folk som Johannes Møllehave sandelig ikke ses som homo. Suk. Hvad nu hvis grænsen mellem venskab, sex og kærlighed slet ikke er så fast endda? Er det virkelig så frygteligt at ligge i ske med sine venner? Ordene ’nært venskab’ antyder også at der ikke er stor afstand mellem parterne, og måske også fysisk nærhed.

Rasmussen skal have tak og ros for at bringe fællesskaber på banen, når vi taler om seksualitet. Meget ofte ses seksualitet som noget der kun angår de to mennesker – og alligevel formår etiketterne homo/hetero at præge alt muligt i livet. Det er noget af det Rasmussen tager fat på, når han undersøger sit mandefællesskab og for min skyld måtte Rasmussen gerne skrive endnu mere om hvad venskaberne betyder for folk og omverdenen.

Hvis jeg har et hjertesuk over Mikkels Pik, så er det at bøsser er, trods al snak om rettigheder, ikke ligefrem er forbilleder. Bøsser er den modpol som de her heterofyre i hvert fald ikke er. Overhovedet. Det er ikke noget særegent for Rasmussens venner, det ved jeg godt, men det er alligevel lidt ærgerligt at der er brug for skræmmebilleder og bussemænd – her altså de bøsser heteromændene sandelig ikke er. Men igen, jeg har heller aldrig forstået heteroseksualitetens selvhad (det må være mærkeligt at rende rundt med et kønsorgan man grundlæggende ikke kan lide).

Det er sådan en god læseoplevelse der venter i Mikkels Pik, at jeg ikke vil spolere ved at give de svar Rasmussen kommer frem til, i stedet vil jeg lige sende et spørgsmål ud i æteren: Er sex altid et magtspil? Ser den der penetrerer virkeligt ned på den vedkommende penetrerer? I så fald er det vel svaret på at kvinder verden over har lang vej endnu til toppen..?





Dansk Porno

19 04 2012

En boganmeldelse af Jon Nordström: Dansk porno/Danish Porn – a book about porn, made with love. Nordstroms, 2012.

 

Af Nina Søndergaard

 

Dansk porno: 100 års historie om synd, skrevet af de sødeste mennesker på det bedste papir. Sådan skriver Nordstrøm selv om kompilationen om dansk pornografi, udgivet på hans eget forlag.

Værket er drevet af stor kærlighed og fascination og det er smukt og forfriskende. Porno og kærlighed sættes desværre oftest op som hinandens modsætninger, hvilket bogen er én stor modbevisning af. Kærlighed til Kvinden, kusser, sex og livet går igen på stort set hver side. Hvad kvinderne selv har tænkt står dog hen i det uvisse, da ingen pornomodeller kommer til orde og alle indlæg er skrevet af mænd.

 

 

Bogen er først og fremmest en billedbog, hvis trykmetode Nordstrøm vist selv har været med til at udvikle. Dét ses. Billederne står knivskarpt og smukt, så selv billeder af bogopslag og breve emmer af nærvær. Tidsafgrænsningen er lidt sløret, men perioden sådan cirka fra 1880 til 1975 er dækket, med hovedvægt på 1950-70. Tiden efter 1975 har tilsyneladende ikke været så spændende, eller også er det som så mange har jamret over, at kommercialiseringen efter 1975 har forfladiget alt det kunstneriske i pornografien.

 

 

Og kunst det er det, meget af materialet i bogen er af vældig høj æstestisk kvalitet. Nogle af os blev skuffede og overraskede over at Herman Bangs Håbløse Slægter var så utugtig at han røg i spjældet. Bang blev knaldet på skildringen af ’hæseblæsende Eftermiddage’, hvor den unge William Høg åbenbart stønner i samleje med den ældre grevinde Hatzfeldt. Dét var for meget for det fine København i 1880. Fotografierne lader dog intet af nutidens porno at ønske i fremvisning af fisser…

 

 

Den fascination af gammeldags porno går igen i hele bogen, som har kapitler om pornohistorie, Røde Kai, film og ornepigen Bodil. Det er springende punktslag i en enormt omfattende historie. Meget kan genfindes i andre værker, og opsætningen gør det lidt vanskeligt at holde koncentrationen: Fx side 171, nederst ”Det førte til en sand syndflod [nøgne damer, Ole Eges reklamebrev, fotografen Freddy Weiss på pornooptagelse, smuk ung kvinde med spæde bryster og hår på fissen] af pornoblade og –film, samt etableringen af en decideret porno-industri, der hurtigt blev domineret af Topsy og Color Climax. (side 177)”

 

 

Det er dog kun en bogorm som mig der kan småøffe lidt over det, alt i alt er det en smuk og skøn bog, der er en god introduktion til personer som Mary Willumsen og Ole Ege, og til emnet pornohistorie som sådan. Dem der ikke gider alt det læseri kan nøjes med at nyde de fantastiske fotografier.





Kærlighedskontrakten

26 09 2011

 

En boganmeldelse af Kærlighedskontrakten af Sara Skaarup

 

Af Nina Søndergaard

 

Topkarakter

Bogen får syv hjerter, tolv, 100!

Kærlighedskontrakten er en selvhjælpsbog til dem der gerne vil åbne deres forhold, og få mere kærlighed, glæde og erotik ind i tosomheden. Her forklares det roligt og afdæmpet hvad polyamori er, hvordan nogle par griber åbningen an og hvad nogle af faldgruberne er. Skaarup er en glimrende rejsefører og viser nogle veje ind i en kærlighedsform som kunne være flere forundt. Det gør hun både med teori, eksempler og anvisninger.

Det er både lavpraktisk og konkret – uden at blive kvalmt eller kvælende. Og teoretisk og overordnet – uden at blive belærende, tørt eller højtflyvende. Det er dybtfølt alvor i en verden af pop og alene af dén grund stærkt anbefalelsesværdig.

Målgruppen er heteropar, måske med børn. Men homoer er også velkomne i Skaarups rare kønsneutrale omtale af ’din partner’. Målgruppen tilhører A-holdet med arbejde, hus, bil og passende travlt. Det er ofte mennesker der vil have meget ud af tilværelsen, og som er villige til at arbejde for det. Og arbejde det skal man, hvis man vil det åbne forhold. Skaarup sammenligner selv forholdsformen med fysisk træning eller arbejde, og belønningen er uendelige mængder kærlighed og glæde, der måske har bedre muligheder for at bestå i mere end de berømte syv år et moderne, serielt monogamt forhold varer.

Skaarups guide er fantastisk og så rummelig, at jeg føler mig sikker på at selv ’overbeviste monogame’ kan få udbytte af den. For som Peter siger i bogen, er friheden og viden om den mulige åbning måske mere vigtig end selve det konkrete udbytte.

 

Medglæde

Åbne forhold er både meget krævende og givende. Meget handler om selverkendelse og kommunikation og følger man ”opskriften”, så bliver man givetvis et bedre menneske uanset seksuel orientering, alder, hudfarve, køn eller livsforhold.

Der er nogle af tingene jeg vil tage til mig, og i andre følte jeg mig stærkt bekræftet, hvilket jeg godt må sige: Hvis man lever sandt og ærligt og i nogenlunde overensstemmelse med sine behov og idealer, så lever man godt, smukt, stærkt og ægte. Det lyder skrækkeligt i en hurtig tid fyldt med pop, jagt på autencitet og nærvær. Jeg fik tårer i øjnene flere steder, fordi det ramte dybt og stærkt. Skaarup formår at skrive om selve kærnen i livet med ro og afklarethed, og så er det jo op til læseren selv at gribe dagen.

At vælge den polyamourøse vej er at forpligte sig til et meget ansvarsbevidst liv. Det forøges selvfølgelig kun af børn, men også uden børn (eller partner eller elskere/elskerinder) er det et liv i ærlighed og kærlighed – og uden de manuskripter og guidelines der for automatheteroer i monogame ’normale’ forhold. Det er hårdt arbejde og usikkert, men måske får man belønning i form af så meget kærlighed og kraft at man kunne drive et kraftværk.

Både bogen her, og alle de polyamourøse jeg har mødt, kredser om begreber som vækst og glæde. Som blandt andet kommer gennem fokus. Skaarup siger faktisk nej og lad være rigtig mange steder. Det er noget helt andet end forvirret flirten og hæsblæsende omkringknalden. Her skal man turde sige farvel til nogle trygge, faste forestillinger om det rigtige liv og parforhold. Skaarup er ikke politisk og mener klart at kærligheden er privat, men alligevel er der noget omkring hvor åben man kan, vil og tør være omkring sit åbne forhold. Et par af eksemplerne viser for mig, at der sandelig er lang vej endnu før vi som samfund er helt så frisindede som vi tror.

Måske handler noget af stivsindet om misundelse, det er i hvert fald en tanke jeg har svært ved at slippe. Det omvendte af misundelse og jalousi er nemlig medglæde, et smukt ord som jeg straks har suget til mig.

Medglæde er når man bliver glad på sin partners vegne, og det lyder måske pudsigt for monogamt indstillede mennesker, men der er utroligt meget glæde og lykke at hente i at se sin partner glad – også når vedkommende er glad for en anden eller har fået et godt knald af en anden. Håndteret med tillid  øger og styrker det blot kærligheden.

 

Hjertesuk over formen

Kære Gyldendal, tak fordi I udgav bogen og dermed gav mig og mange andre mulighed for at læse de kloge ord. Det er det vigtigste og muligvis indirekte medvirkende til mere kærlighed og en bedre verden.

Men det er alligevel træls at I som forlag ikke giver jeres produkter den sidste overhaling. Fair nok at det er en paperback, men derfor skal papirfibrene stadig arbejde med, ikke mod bogryggen (hvilket gør den svær at åbne). Side 128 bliver efterfulgt af side 113-128, igen. På side 65 er der en henvisning til et kapitel ”Ret og rimeligt side xx”. Forfatteren kan selvfølgelig ikke vide præcist hvilket sidetal dét kapitel kommer til at få, og I/i har ikke gidet at sætte det korrekte tal ind.

De lysegrå helsider med myter fungerer ikke, i mine øjne, optimalt i et oktavformat, sort/hvidt og uden illustrationer. Det er noget der hører hjemme i såkaldte coffetable-books, og virker  noget meningsforstyrrende. Meningsforstyrrende er også de (heldigvis) få satsfejl som manglende orddelingog andre skønhedsfelj.

Det er trist at se i enhver bog, som koster mange ressourcer fra idé i forfatterens hovede til slutprodukt i læserens hænder: En bog der beriger. Her gør det ekstra ondt, fordi den er alvorlig og handler om noget af dét der kan gøre allermest ondt og godt, og så er der dømt meningsforhindringsløb henover fejlindsatte sider og andet. Det er simpelthen sjusk og under Gyldendals standard.





Den feministiske glædesdræber

21 05 2011

Artikelanmeldelse af Nina Søndergaard

Kvinfos fede webmagasin Forum er nu at finde i en ny og mere sprælsk udgave end før. Der faldt jeg over Rikke Juel Madsens begejstrede anmeldelse af Sara Ahmeds bog ”The Promise of Happiness”, forkortet i artiklen “Feminist Killjoys and other willful subjects”. Jeg elsker når mine forestillinger bliver rykket ved: Kan det være fedt at være en forurettet feminist?

Kort fortalt handler det om at det er ok at være hende den sure feminist, der spolerer stemningen omkring et bord ved at pege på kønslige uligheder.

Hvilken mærkelig mekanisme der træder i kraft: Ved at udsige at der er problemer, bliver man selv til et problem. Ved at være en afviger ødelægger man de andres lykke.

Der er ganske faste manuskripter for hvordan man skal performe lykke, fx skal bruden smile’den lykkeligste dag i hendes liv’ og gør hun ikke dét, ja så er det ikke kun hendes egen oplevelse af bryllupet hun ”spolerer”, men alle andres ligeså…

Qua min livsstil og min nørdede og nysgerrige person, der ikke tøver med at stille dumme spørgsmål, så støtter jeg klart dem der tør at sige noget kontroversielt. Jeg tror på samtalens forløsende og forenende kraft, gennem samtale kan vi komme tættere på hinanden og måske endda opnå forståelse. Og som polyamourøs mærker jeg ofte heteronormativiteten og at idéerne om det gode liv stadig er temmeligt fastlåste. Altså er jeg ret positivt stemt overfor de sure kusser.

Men Ahmed formår ikke rigtig at overbevise mig om at surkusseriet er en farbar (morbar!) vej for feminismen, blandt andet fordi artiklen i så høj grad fokuserer på racisme i stedet. Nu er racisme sandelig også værd at beskæftige sig med, påpege og bekæmpe, men når det i så høj grad drejer sig om hudfarve fremfor køn, viser det måske også at kvinder ikke har så meget at være sure over? At det efterhånden i høj grad er os selv der sætter grænserne for det ligestillede paradis

Ahmeds arrigskab baserer sig tilsyneladende også på en antagelse om at pøblen altid vælger noget forkert, og at popularitet er forkasteligt. Det medfører at mindretal altid bliver moralsk bedre end flertallet, og at disse mindretal er i kraft af deres minoritets-status mere intelligente end de dumrianer der ikke har gennemskuet noget endnu.

Ahmed citerer Audre Lorde for at have sagt noget om hvor hurtigt friheden til at være lykkelig, oversættes til friheden til at se bort fra det der kompromitterer ens lykke. Det udstrækkes til en almindelig nærtagenhed og solidaritetsfølelse med denne verdens undertrykte. Det er meget udbredt på venstrefløjen og selve denne evne til konstant depression over andres ulykke og ubehag tolkes som værende selve kendetegnet på det perfekte menneske, der i grænseløs godhed lider sammen med de lidende. Det smager lige stærkt nok for mig af religiøsitet og selvretfærdighed. Desuden har jeg svært ved at se hvordan en villet lidelse skal kunne gavne de ufrivilligt lidende.

Det leder mig hen til det sidste kritikpunkt af Ahmeds projekt: Det er simpelthen ikke konstruktivt nok. Jeg er som nævnt med på at det er godt og vigtigt at stille kritiske spørgsmålstegn. Hun stiller heldigvis også spørgsmålstegn ved om outsiderens vrede altid er rigtig eller retfærdig, men Ahmed ser ikke hvilken potentiel samfundsnedbrydende kraft der kan være i lykke. Hun låser sig fast i at lykke er majoritetens idéer om lykke og overser fuldstændig den lykke et liv som sort, lesbisk og/eller indvandrer kan give.

Dermed er der kun tilbage at kritisere de andres ækle, kvalmende lykke som man åbenbart pr. definition er nægtet adgang til, og som man derfor kan vrisse over i bedste forurettet teenagestil. Ahmed lader desværre til at have glemt hvor provokende en tilfreds outsider er. Jeg taler af egen erfaring her.

Så kære sure brune kusser, blot ved at være glade for det liv I lever, er I med til at vise at der findes andre veje til lykken end tosomhedens motorvej. Dermed mener jeg at I gør mere for at undergrave heteronormativiteten end ved bare at harpe løs på den hvide heterolykke, for hvis jeres liv heller ikke bringer glæde er det såmænd lige så utiltrækkende som villa, vovse og Volvo…





Den lykkelige Luder

3 05 2011

En boganmeldelse af Nina Søndergaard

Xaviera Hollander: Den lykkelige Luder, Forlaget Athene, 1993. Oversat af Jens Peder Agger fra The Happy Hooker, skrevet 1972 i samarbejde med Robin Moore og Yvonne Dunleavy

”Lad endelig være med at tro at jeg er en stakkels lille pige, der er kommet på afveje på grund af en ulykkelig eller fattig barndom. Det modsatte er faktisk tilfældet. Jeg kommer fra et velhavende miljø og voksede op i en kærlig familie.”

Sådan indledes bogen med den flabede titel, hvor den dengang kun 28-årige Hollander, født 1943, fortæller sin historie. Hun taler syv sprog flydende, har boet hist og pist indtil New York blev hendes base. Hun studerede klassisk musik, blev kåret til Hollands dygtigste sekretær og var i et aldeles forfærdeligt og nedslidende heteroforhold i to år.

Efter bruddet trøstede hun sig med sex: ”Hun [Sonia, som hun delte lejlighed med efter bruddet] flygtede fra tilværelsen ved hjælp af en flaske, på samme måde som jeg gjorde det med sex. Om natten drak hun sig selv ind i sin lykkeligere verden, mens jeg kneppede mig ind i min.” (s. 60) Det er hun god til, og får en dag tilbudt kompensation. Hun er chokeret og sender straks pengene videre til sin forældre.

Efter at komme i kontakt med bordelmutter ”Pearl” ser hun en ny verden, er dog stadig sekretær i FN om dagen og knæpper lystigt løs. Det går galt, men hun er en stærk, risikovillig person med sans for forretning og administration og bliver snart selv bordelmutter (med alle de fejl Sus Luder remsede op) for et eksklusivt bordel.

Bogen ender med at hun lader forstå at hun søger andre udfordringer. Man kan nu sagtens komme til at besøge hende idag i Marbella eller Amsterdam, hvor hun driver bed & breakfast og kursusvirksomhed.

Alene på grund af titlen er bogen interessant, da den lykkelige luder ofte bliver brugt af prostitutionsmodstandere som eksempel på en figur der ikke findes, på hykleri, falsk bevidsthed og på patriarkatets magt.

Hollander fremstiller selvfølgelig sexarbejdet i den dyre ende som glamourøst og godt, akkurat som når indehavere af dyre restauranter retfærdiggør en overpris for foder der også består af fedt, æggehvidestof og kulhydrater… Og selve selvbiografiens genre og idé ’jeg er så og så fed, og har gjort så meget godt’ er jo altid lidt tvivlsom. Når det er sagt, er det mindst lige så spændende og medrivende læsning som Belle de Jours bekendelser eller Sus Luders blog.

For der tegner sig et komplekst og modstridende billede af et mangefacetteret menneske.

Hun er intelligent, dannet og rapkæftet, har en veludviklet radar for antisemitisme samtidig med at hendes ophold i apartheidtidens Sydafrika har sat sine spor: At have sex med sorte mænd er en overvindelse. Hendes første erotiske besættelse er en mindre udviklet pige ved navn Helga, hvis mælketunge bryster Hollander får lov at sutte på et kort, kærlighedsfyldt øjeblik mange år senere: ” Blandt alle de seksuelle oplevelser jeg har haft, er denne stadig den jeg sætter højest.” (s. 24)

Midt i alle hendes udskejelser (kvinder, familiemedlemmer, S/M) som hun fortæller om i et vidunderligt roligt, uundskyldende stemmeleje, er der nogle temmeligt konservative træk.

Hun kalder gratis sex for elskov, som man bør have mindst én gang om dagen hvis det er ægte kærlighed, og hun ville ’blive vanvittig, hvis ikke hun har sin klippefaste kæreste og sine forelskelser, da hun er et meget følelsesbetonet menneske’ (s. 253).

Lesbisk sex er ikke optimalt, da der mangler ”en rigtig levende pik”, men kvinders fællesskab og forståelse kan gøre lesbisk kærlighed til noget af det smukkeste på jord. (s. 33).

Samtidig med at hun intet forkert kan se i sexarbejde (s.69), så havde hun intet ønske om at være promiskuøs. ”Jeg ville bestemt have foretrukket en fast ven, som jeg kunne dele alting med og som kunne tage sig af mig. Men af en eller anden grund fandt jeg aldrig nogen der kunne bruges, og da denne periode i mit liv var ved at være forbi, var jeg for alvor træt af mænd i almindelighed.” (s. 35)

Og til trods for at hun er fuld af fordømmende floskler om syge, ynkelige og perverse mennesker, der har anderledes lyster end flertallet, så viser hun stor empati og psykologisk snilde i omgangen med disse kunder.

Hun kan klart placeres sammen med andre sexarbejdere der trives med deres fag: Hendes bagland (kæresten Larry, der er en god, praktisk og bekvemmelig installation i hendes liv) kender til hendes erhverv. Hun er risikovillig, både med hensyn til at investere tid og penge i potentielle kunder, og med sex. Kondomer nævnes først på side 167 (!), hvilket fik det danske forlag til at skrive en disclaimer om at det foregik i sluttresserne, hvor AIDS ikke var opfundet endnu.

Hun er nu ikke sikker på at hun ville blive en god kone (åbenbart en stor ros i starten af 1970’erne), da livet som bordelværtinde er et stort egotrip. ”Jeg nyder at være uafhængig, og for mig er prostitution mere end blot en måde at tjene penge på. For mig er det et kald, og jeg kan lide det.” (s. 171)

Som sexarbejderrettighedsforkæmperske er det også sjovt at læse hendes begrundelser for at det burde være et lovligt erhverv. Det er business-kvinden der taler: Hun er træt af at betale afskyelige summer i bestikkelse af politi, advokater og portnere. Det er unfair at hun ikke kan trække slid fra i skat. Det er besværligt at flytte til en ny adresse hele tiden.

Åh jo, foruden et indblik i en forgangen verden og en spændende kvindes sjæleliv, så er der også nogle gode, saftige sexscener, der nærmest formår at overbevise mig om at hun vitterligt elsker sex…

Bogen (filmatiseret i 1972, en film jeg endnu ikke har set) er konventionelt sat i Times, er fyldt med dødssyge småfejl, men kan i det mindste lånes på biblioteket.