Vulvas forbillede – The story of V

20 03 2011

The story of V- A natural history of female sexuality by Catherine Blackledge
Boganmeldelse af Nina Søndergaard

Ansporet af Mithu “Vulva” Sanyals mange lovprisninger af og henvisninger til, læste jeg “The story of V”, som desværre ikke er oversat til dansk (mit engelske er rimeligt, men jeg var nu alligevel glad for min store ordbog, for jeg anede altså ikke hvad en jernspurv hed på engelsk). Den er fra 2003 og derfor ’gammel’, men det har jo aldrig hindret en historiker i at tage noget op.

Bogen er hvad Vulva gerne ville have været, og især første kapitel har Sanyal skrevet så tæt opad at jeg ikke forstår at Sanyal ikke har fået en sag på halsen i disse smålige copyright-tider. Første kapitel tager fat på de mange myter der handler om kvinders kønsdele og især dens påståede helende kraft. Det er for mig personligt noget af det kedeligste at læse om, og jeg føler mig snydt: At plukke lige netop den myte der passer bedst ind i éns kram er ikke god forskerstil.

Blackledge har en meget personlig fortællerstil og er ikke bleg for at drysse egne erfaringer henover bogen. Hun skriver også i forordet at det var et personligt togt for hende: At få sin vagina tilbage, at vide mere om det mystiske hun havde mellem sine ben. Herligt, så er jeg med på hvad jeg skal forvente! Desværre skriver hun ikke noget om hvad hendes baggrund er (måske stod det på smudsomslaget, som jeg ikke kan se), og det forvirrede mig lidt. Hun er ph.d. i kemi og har været videnskabsjournalist i mange år. Hun har også været vidt omkring i bibliotekernes gemmer og det er de sejeste ting hun har fundet frem til.

Vi kommer med på en anatomisk turné: Hvad har kvindens kønsdele heddet gennem tiden? Hvordan kunne det gå til at klitoris blev glemt og genopdaget? Den synlige del af klitoris er bare en meget lille del af klitten, som har to lange ’ben’ der strækker sig mindst 10 cm ind i kroppen, det faktum blev genopdaget i 2000 og kom i medierne. Hun tager også fat på de misopfattelser der har hersket.

Når videnskabsmænd og anatomer absolut ville tolke deres resultater i et mandligt forbillede, kunne de ikke se klart: Skeden er ikke en omvendt penis, det er snarere sådan at mænd også har en klitoris. Skeden er heller ikke bare et passivt organ der modtager sæd, men et temmelig aktivt og udvælgende organ der screener sæd for de bedste kandidater. Ægget bliver heller ikke gennemboret af en spermie, det er snarere ægget der aktivt opsluger sædcellen.

Og her er det at kæden begynder at sidde lidt løst fast. Jeg vil egentlig ikke betvivle hendes teser, hendes utallige eksempler fra dyreriget er ret gode og overbevisende i mine øjne, men. Der er desværre meget lidt forskning at hægte sig op på, det vil sige at de forskningsresultater hun har fundet frem til, kan sagtens blive modbevist mange gange. Det er tæt på at være lige så biased som at absolut ville se kvinden som en betaversion af manden og tolke æggesækkene som nosser…

Feminisme har også lært mig bedre videnskabsteori, at stille kritiske spørgsmål til egen del og stemme i forskningen, at klargøre egen taleposition og have et kritisk blik på objektiviteten. Men at revurderingen af hunnens rolle i samlejet og undfangelsen udelukkende kom i stand fordi der kom kvindelige forskere på banen, er næsten for meget for mig. Det virker også lidt på mig, som om det blot er en omvendelse af kønsrollerne: Det var for kedeligt for kvinder at acceptere at de blot var passive fartøjer for mandens virile sæd, altså vender vi det helt om, så det blot er manden der leverer et par dråber sæd, som den aktive hun så kan vælge eller vrage.

Jeg siger ikke at det ikke er korrekt, det Blackledge skriver om, men det er for tæt blot at vende verden på hovedet til at jeg overgiver mig 100 %. Den samme skepsis har jeg overfor lighedstegnet mellem kvinder i bestyrelser og succes for ligestilling. Man tager mandlige målestokke og anvender dem på kvinder, hmmm. Hvad med at finde på noget andet? Skal vi absolut tage gamle forestillinger til os?

Når det er sagt, så var det interessante fakta hun fremlagde. Fx at hunnernes orgasmer, hos nærmest alle dyr der er blevet undersøgt – harer, grise, bananfluer, er afgørende for succesrig befrugtning. Med andre ord, hvis hannen ikke kan give hunnen orgasme, har hans gener ikke mange chancer for at komme videre i kapløbet.

Orgasmer kan hos kvinder ligesom løsne den slimprop der ellers sidder i højt oppe i skeden, og gøre slimet gennemtrængeligt for sædcellerne. Dette kan også ske udenfor ægløsning.

Orgasmer i stereo giver langt højere befrugtningsrater end når orgasmerne er forskudt.

Hos mange dyr har promiskuøse hunner højere frugtbarhed end de hunner der kun parrer sig med én han.

Mange dyr kan hælde overskydende sæd fra og gå og gemme på sæd (i otte måneder for visse firbens vedkommende) inden befrugtning.

Jomfruhinder er også noget som marsvin, lamaer og en del hvaler og sæler har. Måske er det en tilpasning til et liv i eller nær vand.

Der er en nær sammenhæng mellem næser og kønsorganer og kvinder bliver mest tiltrukket af mænd, hvis duft afslører at han er genetisk meget forskellig fra hende. Parfumer mistænkes for at sløre dette, men forstærker faktisk denne såkaldte MHC-faktor.
Kussebillederne i bogen måtte ikke trykkes i farver, da farvefotografier af kusser i Japan ville blive opfattet som porno og ville skulle censureres (med den berømte sorte bjælke som kvinder som bekendt har mellem benene), og de amerikanske boghandlere turde bare ikke at binde an med farvebilleder, da de frygtede at bogen ikke ville blive solgt.

Den får fire ud af seks kusser. Hun kommer bedre omkring emnet end Sanyal gjorde, er langt mere stringent og giver langt flere konkrete detaljer (heriblandt en kemisk opskrift på hvad egentlig er i kussesaft, desværre fatter jeg ikke en bjælde af hvad propionske eller iso-caproiske fedtsyrer er). Tilgengæld trækker det fra at hendes sprog er så fyldt med superlativer: Klitoris’ majestætiske krone? Det raske udpluk vækker også min skepsis og hun bevæger sig ud på ret tynd is, når hun tager nogle af de gamle husråd op som vaginal massage eller lotus-snifning som erotisk stimulation. Men tak til hende for at gennemtrawle videnscentrene, det må have været en utaknemmelig opgave og jeg slutter af med at linke til faktisk det eneste ordentlige jeg har kunne finde om kvindelige sprøjteorgasmer, nemlig et Wikipediaopslag (som i parentes bemærket citerer hende).





Vulva – det usynlige køn

9 03 2011

En boganmeldelse af Nina Søndergaard

Vurdering som prosexfeminist: Seks ud af seks kusser og et wow, ja tak!

Vurdering som historiker: Uha…

Sanyal er journalist og er “veloplagt og levende”. Bogen er rock’n’roll og hæsblæsende, fyldt med superseje, stærke, sexede, skarpe sild. Namedroppingen er virkelig fed her og der er mange kvinder jeg skal checke ud efter at have læst bogen. Jeg har fået så meget lyst til at tage endnu et kussebillede i Kussomaten, lave flere kussetryk og skrige ”Kvinde kend din krop!”

Det er SÅ vigtigt at kvinder kender deres egen krop og kussen er stadig tabubelagt, mystisk, uvirkelig og meget lidt undersøgt på trods af dens enorme fascinationskraft.

 

Jeg husker at jeg i biologibogen fik en hel liste over de stoffer der er i sæd, men at få nærmere beskrevet hvad kussesaft egentlig består af var mere dunkelt. Kvindelig ejakulation, sprøjteorgasme, er også noget som seriøse forskere kan betvivle eksistensen af den dag i dag og en søgning på Google, en stor engelsksproget medicindatabase og Det kongelige Bibliotek gav ikke mig nogle hits – dermed ikke at der ikke findes forskning i sprøjteorgasme, men det er sandelig ikke lettilgængeligt i modsætning til forskning i ørevoks (769 hits i pub.med.gov) eller sæd (27249 hits). Der er brug for denne bog – og for at du kære læserinde, undersøger din kusse (igen).

Som kulturhistoriker er min vurdering straks mere lunken. Jeg tvivler ikke på Sanyals omgang med kilderne, hun virker såmænd sanddru og troværdig, men nej hvor er det rodet og springende. Alene den noget lemfældige datering af billederne gør mig nervøs og irriteret. Jeg savner en årstalsliste, en klarere problemformulering, mere konkret guf. Som akademiker vil jeg have ønsket mig epilogen lavet om til en prolog, så jeg vidste at det i høj grad var et personligt projekt og en nysgerrig søgen, snarere end en kulturhistorie skåret til efter akademiske skabeloner – hvad jeg ikke mener den lever op til.

Og som nævnt før er jeg blank overfor metoden. Den sproglige vending er jeg skeptisk overfor, og mener at alle universalistiske fortolkninger udfra to tilfældigt udvalgte sprogs forskelle og ligheder skal tages med et grantræ salt. Cunt -> queen, country, hmmm. Hvordan forholder disse ord sig på telegu, gælisk og uyghur mod swahili?

Der er ingen tvivl om at Sanyal er vældig godt belæst og det er et friskt udvalg hun holder sig, men som jeg undrede mig over i forbindelse med Rösings glimrende Kønnets Katekismus, så er det godt nok alligevel satans som alle kilder går Sanyals ærinde: Nemlig at vise at kvinder besidder styrke, men blev undertrykt af skræmte mænd. Hvordan hun har foretaget det udvalg får vi ikke noget som helst at vide om, men vi kommer godt nok vidt omkring: Veda-tekster, Kathy Acker digte, krimier, Biblen og Riot Grrrl tekster. Hvor blev fx ’min’ victorianske gentleman Walter af? Han har mange sider om kusser, et kussekatalog og blev aldrig træt af at studere kusser.

Indenfor mit fag, historie, man ikke sådan noget og der skal helst gøres rede for hvilke kilder man har brugt og hvordan og hvorfor, og eftersom Sanyal selv kalder det en kulturhistorie var det med mine fagbriller jeg læste den og krøllede mig sammen af flovhed. Dog, hun har ret i at der er meget lidt ordentlig forskning om kussen, så ufatteligt lidt, at jeg tillader mig at se Vulva i samme lys som Philippe Ariès’ banebrydende ”Dødens historie i Vesten”, der i sin første udgave også var et miskmask, upræcist og alt for uldent dateret til at være god stringent historieforskning, men som inspirerede utallige efterfølgere til at afprøve de mange fede idéer, indsigter og indfald der findes i værket.

Vulva bør i mine øjne læses som et kampskrift, for så kan man tilgive Sanyal de alt for lange afsnit om mytologien, det besynderligt påklistrede afsnit om burlesk (smart striptease ja, men ikke nødvendigvis særlig kusse-agtigt eller kusse-afslørende) og den stakåndede hiven-ned-fra-antikvariatets-hylder.

Og tilsidst, oversættelsen er fin, formatet rart, læsevenlig skrift og loyalt omslag (ellers ville jeg have brokket mig over cementeringen af pink som en pigefarve, mage til latterligt vås: At lys i en bestemt bølgelængde skulle harmonere særligt med et menneskeligt kromosom), men kære Tiderne Skifter, kunne I ikke godt have ladet læse korrektur på bogen? Det er faktisk ikke engang stavefejl (for en gangs skyld) der plager bogen, men hed Anita Berber Berger eller Berber (s. 98)? Retlig eller retslig? I min udgave af Poppy Z. Brite er hovedpersonen af hankøn, – det er den slags småting der forvirrer unødigt og som skygger for det ellers gode arbejde.





Sex til salg i storbyen

26 02 2011

Niels Jul Nielsen og Lise Astrup Frandsen: Sex til salg i storbyen – prostitution sidst i 1800-tallet og i nyere tid. Københavns museum, 2010.

Boganmeldelse af Nina Søndergaard

 

”Bogen er udgivet med støtte fra Kulturarvstyrelsen, og Servicestyrelsen. Forskningsprojektet, der ligger til grund for udgivelsen, blev muliggjort af en bevilling fra Kulturarvstyrelsen.” Og så kommer der en klamamse om Servicestyrelsen, Fagområde Prostitution, Kompetencecenter Prostitution og Center Mod Menneskehandel.

Med den baggrund frygtede jeg det værste, men min frygt blev gjort til skamme! Det er virkeligt en sober og neutral fremstilling af prostitutionens historie. De tager ikke stilling til om prostitution skal forbydes eller ej, men har set på praksis: Hvordan prostitutionen er blevet (forsøgt) reguleret, italesat og opfattet i København 1850-1906, i nyere tid (1970-2009) på Vesterbro og i Amsterdam.

De lægger ud med at vise nogle af de standpunkter der typisk blev taget i forbindelse med prostitutionshistorie:

 

Den funktionalistiske prostitutionshistorie hvor grundantagelsen er at prostitution altid vil eksistere, primært på grund af mænds seksuelle behov. Det kobles nogle gange med et ønske om at forbedre de prostitueredes vilkår. Den kritisk feministiske der mener at prostitution er et kulturelt fænomen, et udtryk for foragt for kvinder. Der er andre feminister der mener at prostitution er et frit valg og skal respekteres som sådan af samfundet. Som noget helt nyt er de prostituerede selv begyndt at blande sig i debatten, fx Sus Luder.

Med nogle grundige gennemgange viser de to forskellige gader i København, Magstræde og Helsingørgade, i 1850 og 1906 for at se udviklingen og hvad det betød at der lå mange bordeller der. Det bærer præg af at det er svært at skaffe kildemateriale og vi reelt ikke ved meget om sexarbejde dengang, hverken om praksis eller priser, eller hvad de prostituerede selv mente.
Deres konklusion er dog at københavnerne accepterede prostitutionen og der ikke var noget problem i at bo op ad et bordel, medmindre der var meget ballade. Og at for mange bordeller i en gade var skidt, lige så den til tider meget påtrængende opførsel nogle prostituerede kunne have.

Afsnittet om italesættelsen var vældig spændende. Jeg tror at de har givet akkurat lige mange anslag til ”Fortalere for kriminalisering” (KFUK-Reden, Dorit Otzen, 8. Marts initiativet, Odile Poulsen) som ”Modstandere mod kriminalisering” (SIO, Seksualpolitisk Forum, Feministisk Initiativ). De ser også på udenlandske sammenslutninger af sexarbejdere og hvordan prostitutionen reguleres i forskellige lande. De forskellige former for prostitution er også ret fint beskrevet.

Vesterbro dengang og nu er også interessant. Det virker bestemt som om Vesterbro var et råt sted i 1980’erne med meget høj arbejdsløshed, mange misbrugere og meget og synlig prostitution. Igen er det som historiker påfaldende at se hvilke kilder er der til at belyse den seksuelle del af historien: Næsten ingen! De baserer meget på interviews (med blandt andre Sandra Day), hvilket er det absolut sidste man griber til som historiker fra Københavns Universitet. De viser også at byfornyelsen ikke havde til formål at løse de sociale problemer, men bare at flytte dem (s. 128). Igen: Hvis prostitutionen foregår ubemærket og diskret, brokker de øvrige beboere sig ikke, det er kun når der er larm og ballade at naboerne virkelig føler sig generede af det.

Amsterdams Red Light District og vinduesprostitutionen bliver sammenlignet med prostitutionen i København – Red Light District minder nok meget om Helsingørgade i 1906! Masser af mænd, fulderikker og liv på gaden! De tager fat på at bystyret i Amsterdam pludselig er blevet træt af at ’se fulderikker der urinerer på vores gamle mure hver nat’, s. 152, og har lukket ca. 200 ud af 300 vinduer ned. Også i Amsterdam mener man at problemet med trafficking er blevet større, hvilket delvist modsiges af Mariska Majoor.

”Som vi kender det fra debatten i andre lande, bliver spørgsmålet om accept af prostitution meget nemt sammenblandet med den afstandtagen – som alle deler – fra kriminalitet og kvindeudnyttelse, der i mange tilfælde befinder sig i periferien eller centrum af prostitutionsmiljøerne.” S. 153

Afslutningsvis sammenligner de reguleringen af prostitutionen i Danmark dengang og nu: På nogle punkter var den uhyre detaljerede regulering af den enkelte prostituerede i 1874-1906 effektiv: De gik ikke på gaden, de kom til sundhedskontrol og politiet vidste hvor de var. Men grunden til at disse restriktioner blev indført var kønssygdomme, hvilke ikke blev udryddede. Idag er området langt mere ureguleret, men forfatterne ser at det fungerer på mange punkter overraskende godt (s. 166). De mener at et forbud mod sexkøb er sandsynligt og det vil have samme effekt som i Sverige: Prostitutionen kommer væk fra gaden, men stigmatiserer formodentlig også sexhandel yderligere, s. 168.





101 myter om parforhold der driver os til vanvid

19 01 2011

101 myter om parforhold der driver os til vanvid (om lidt om hvad du kan gøre ved dem). Tim Ray, Beamteam Books, København 2010.

En boganmeldelse

af Nina Søndergaard

Som nysprungen polyamourøs var jeg lidt skeptisk overfor bogen: Nu har jeg kæmpet for retten til IKKE at indgå i parforhold, så orker jeg ikke en bog der besynger parforholdets velsignelser.

Men alle mine forbehold visnede allerede ved læsningen af de første par sider hvor jeg grinede højt af Djævelens opfindelser, hvoraf nummer 4 ”Det er kun kærlighed hvis parforholdet varer for evigt” ramte plet efter diskussionerne på information.dk.

Rays bog handler ganske vist mest om det heteroseksuelle parforhold, men jeg vil alligevel gøre ham til den bedste advokat for polyamourøsitet, homofili, stærke venskaber og alskens kærlighed, når hans budskab hele vejen igennem er at vi alle sammen lever og ånder kærlighed, uanset om vi er sammen med andre eller ej.

Det kan godt lyde religiøst og højtsvævende, men hans mundrette og morsomme facon gjorde hans kærlighedsbudskab letfordøjeligt selv for en sortklædt ateist som mig…

Det er en selvhjælpsbog, først og fremmest henvendt til dem der synes de har problemer, og som sådan er det ikke revolutionerende budskaber der slås fast, men med al den gråd og klage der er selv i vores rige del af verden kan budskaberne heller ikke siges ofte nok. Alt for mange går og er kede af det, ofte over deres partner, tit over dem selv og de helt urimelige forventninger der findes inde i os selv.

Ray tager fat på nogle af de mange myter vi er omringede af som fx: ”De andre par har det meget bedre end os. Den kærlighed og lykke jeg søger, er afhængig af et andet menneske. Mænd og kvinder forstår ikke hinanden. Min partner burde vide hvordan jeg har det.”

 

Han punkterer dem, ofte ved hjælp af sjove hverdagseksempler og giver nogle anvisninger på hvordan man kan håndtere myterne og sit eget liv. Jeg er personligt blank overfor langt størstedelen af alle myterne, men selv jeg kunne genkende tingene og synes såmænd hans bud på at arbejde med sig selv lyder meget rimelige. Altså vil jeg også anbefale 101 myter om parforhold.





Min egen rødstrømpe-ABC

10 12 2010

Maria Marcus: Min egen rødstrømpe-ABC, Politikens Forlag 2010.

En boganmeldelse af Nina Søndergaard

Bogen er til Lena, sikkert Marcus’ barnebarn der spurgte til bedstes tid: ”Hvorfor hed I rødstrømper? Gik I alle sammen med partisantørklæder? Hvad slags mad spiste I? Var det sjovt at kæmpe mod mændene?” Det satte Marcus igang med erindringsspejlet og resultatet er blevet en meget personlig, lærerig, morsom og nøgtern ABC som jeg slugte med stor fornøjelse.

Basisgrupper, happenings, Kvinde kend din krop, lilla ble, mandssamfund, smilestrejke. De ord og mange flere er der gode forklaringer til. Marcus formår at forklare komplicerede emner og fremmedord på en behagelig facon, så læseren føler sig tryg. Store piger (fra 12 år?), nysgerrige feminister, historieinteresserede, venner, fjender og veteraner kan være med, da Marcus er vældig afbalanceret i sin fremstilling af emnerne. Ofte stiller hun de samme spørgsmål som de gjorde dengang og spørger dermed læseren selv om vi er kommet videre.

Noget af dét der slog mig var hvor meget kvinderne skulle modarbejde, hvilket massivt pres for at være konform, sød og samarbejdsvillig der tilsyneladende herskede på alle planer af samfundet så sent som i 1960’erne. En kvinde skulle være serviceminded, smilende, kvik på fingrene og se godt ud imens – og et klem på bryster eller baller fra en mandlig kollega, ja det var da bare naturligt og eftertragtelsesværdigt. Hvad?! Så forstår man bedre hvorfor kvinderne havde brug for at skabe egne rum og udelukke mænd, der tog styringen som de var vant til fra alle andre sammenhænge; klippe hovedhåret kort; tage på spejlfri Femø-lejr; besætte Kvindehuse og etablere egne fagforeninger.

Marcus viser også hvor givende det kunne være at indgå i disse rene kvindefællesskaber og vende sine frustrationer og hverdagsproblemer med andre der også sad i samme suppedas.

 

At det store findes i det små og at det private er politisk. Der er en helt speciel nerve i ”Snakkegrupper”, ”Runde” og ”Privat/politisk” som viser hvor meget Marcus (og mange andre) har fået ud af samværet med andre kvinder og at kunne drøfte alt mellem himmel og jord. Som medlem (eller rettere udenlem) af en feministisk læsegruppe og andre herlige kvindefællesskaber kan jeg kun sige: Ja, nemlig! Det kan kun anbefales at etablere flere af den slags grupper, så endnu flere mennesker kan bryde ud af ensomheden og hente styrke hos andre. Indtil den ærede læser kommer så langt, så er Rødstrømpe ABC varmt anbefalet.





En mand tre kvinder

6 12 2010

En mand tre kvinder af Peter Jørgensen, Zebra Productions, Lyngby 2010.

En boganmeldelse af Nina Søndergaard

Resumé af det lidt handling der er i denne dagsbogsroman (spoiler alert): Inspireret af et forlist ægteskab og Pouline Middletons/Elizabeths projekt med at finde tre personer til at dække sine behov, går 48-årige Christian i krig med at netdate tre kvindetyper som han altid har været tiltrukket af i sit liv: Den eksotiske, Soulmaten, Den friske og lidt vilde.

Efter nogle stævnemøder der ikke førte til mere, træffer han den tyve år yngre Sabine og det er sand og gengældt kærlighed. Der går cirka ti sekunder, så har Christian installeret Sabine i sin lejlighed. Sabine har studeret i Argentina, hvor hendes smukke veninde Judy også kommer fra. Judy crasher på Christians sofa, og det kommer hans ex, Liva – endda med datter, også til.

Christian har det perle lige så kort det varer med tre ½ skønne kvinder i hans enorme ungkarlehybel. Han har sex med dem alle (men det læser vi nu ikke direkte, han slukker ligesom lyset), men har dårlig samvittighed over ikke at sige det til Sabine. Sabine og Liva tager ellers fuglen på ham ved at bilde ham ind at Sabine blot er hans lejer, men selvfølgelig ved kvinderne godt hvordan det hænger sammen. Stor er Christians overraskelse og sorg også da Judy rejser videre. Liva finder et job i Århus og flytter ud. Det hele ender med at han overvejer at gifte sig med Sabine og avle med hende, men inden vi når så langt flytter hun ud af hans lejlighed og bogen slutter.

Som Oscar Wilde sagde ”Jeg er den eneste person jeg har lyst til at vide alt om”, og det randt mig i hu mange gange under læsningen af de 271 sider. Jeg er ikke Christian, endsige én af Christians gode venner – som tydeligvis heller ikke gad at høre på for langstrakte beskrivelser og forklaringer af Christians hverdag, drømme, måde at pudse motorcykel på eller hvornår han jogger om søerne. Det er det samme problem som beskrevet i den direkte forgænger, model og inspiration: En kvinde tre mænd – der er simpelthen luget for lidt ud i teksten.

Når det er sagt, så kunne jeg bedre følge Christians projekt, som var mere åbent og letflydende end Elizabeths meget fasttømrede idéer om at ingen af hendes mænd måtte brede sig ud over sin dertilindrettede kasse. Måske lidt uretfærdigt overfor Elizabeth og hendes barndom præget af misstemning og alkoholisme, men Christians livsglæde og gode minder fra sit ægteskab var også mere i min smag end Elizabeths meget bitre og grådfyldte opgør med fortiden.

Der er også mere traditionel ud-og-hjem handling i fortællingen, men langt færre og mindre skarpe analyser af ægteskabets problemer nutildags. Christian virker i det hele taget på denne anmelder ikke alt for skarp. De første point tabte han på beskrivelsen af ”Soulmaten”: ”Vores liv er ment til at blive gamle sammen, fordi vi er soulmates (s. 19).” Anglicismer gå hjem! ”Det er meningen at vi to skal blive gamle sammen, fordi vi er sjælefrænder.” Det var dét du mente, Christian/Peter. Og de næste point raslede ned da han brokker sig over at mange kvinder der svarer på hans profil ikke kan stave/har styr på grammatiken/ikke har læst korrektur på svaret (s. 39-40), og så klodser han selv i det på side 51 ”Exeptionelt velformuleret.” Flot at Christian kan finde ud af biords-t’et, men exceptionelt er med c.

Christian glæder sig over at kunne vende verdenssituationen med sine venner og nu også veninder, men undrer sig over om der overhovedet bliver talt i de små hjem (s. 208). Det samme har jeg også undret mig over, og hans begejstring over at møde kloge kvinder er så enorm at jeg får mistanken om at kvinder virkelig går og skjuler deres intelligens overfor mænd. Christians damer lyder søde, smukke og opvakte, men ikke mere end kvinderne i mine kredse. Nå. Christian er selv hele tiden en kylling og fortæller ikke Sabine hvem han egentlig går og knalder. Og ikke ét eneste sekund får han mistanken om at Sabine også udnytter sin alenetid i selskab med andre. Hvis hun gjorde, ville Christian såmænd nok blive sur og slå op som han gjorde med Karla, en gift kvinde, hvis forbrydelse var at hun løj. Men i mine øjne ikke mere eller mindre end Christian selv gør fra start til slut.

Jeg kunne afslutte sidste anmeldelse i en oprigtig positiv tone, selvom begge bøger falder langt fra min personlige smag, men ikke denne gang. Christian/Peter gør ikke op med noget, hans ménage á trois er bygget på fortielser fra hans side (men kvinderne virker kvikkere end han gør, så mon ikke de har vidst alt om hinandens eskapader?), han er ude af stand til at tænke klart og rykker rundt på Sabine som et andet møbel, der får lov til at bebo hans lejlighed i en måned, men alligevel vil han gerne giftes og have børn med hende.

Jeg kan til nød rose ham for at have prøvet og for at være klar nok til at skrive at han ”sad i en situation, som jeg nok havde ønsket mig, men overhovedet ikke kunne overskue konsekvenserne af. (s.189-190)” Men at have taget mig med på så omstændelig en rejse og derefter ende så tæt på det hellige ægteskab er simpelthen for skuffende for mig.





En kvinde tre mænd

4 12 2010

En kvinde tre mænd – en roman af Pouline Middleton, Zebra Productions, Lyngby 2010.

En boganmeldelse af Nina Søndergaard

Romanen, i dagbogsform, handler om 42-årige Elizabeth, der som så mange andre på hendes alder har været igennem helvede af elendige forhold og ensomhed. Hun beslutter sig for at gøre op med sine og samfundets mønstre ved at lave en kontaktannonce på nettet, ikke efter den eneste ene, men efter tre mænd: En til at tale med, en til at have sex med, en til at ordne praktisk hus- og havearbejde.

Det går overraskende godt, men vejen dertil er lang og stenet. Hendes strenge far er ikke begejstret, men prøver dog at være konstruktiv og sætter hende på en date med Frederik Kærestepotentiale. Hendes omgangskreds er heller ikke overvældende positivt stemt, men de fleste giver hende ret i at parforholdsmodellen ikke kaster så meget lykke af sig som håbet. Undervejs møder hun en masse mænd som hun forsøger at passe ned i sin tremands-model.

Det er et vældig spændende projekt Elizabeth/Pouline har sig og jeg støtter hende fuldt ud i hendes kamp for mere lykke. Det er uhyre prisværdigt at ville give sin 12-årige datter et andet forbillede for kærlighedslivet end den romantiske, monogame to-personers model som Hollywood fodrer os med. Det er også meget modigt at bruge sig selv og stå frem med en anden idé til kærligheden, som der tydeligvis er tænkt meget over. Bogen er fyldt med stærke eftertænksomme analyser af de enorme problemer ægteskabet har idag.

Når det er sagt, så må jeg sige at jeg er enig med og glad for indholdet, ikke formen.

Jeg læser ikke gerne moderne dansk litteratur, fordi den meget nære beskrivelse af hverdagsting ikke løfter og beriger mig. Den danske dagligdag kender jeg og deler, så jeg ser personligt ikke fidusen i at ligefrem skulle læse om at drikke kaffe, sende en mail eller tage gummistøvler på. Men det er nu bare min smag som Middleton altså ikke lige rammer.

Det er herligt at se foretagsomhed, og Zebra Productions er Middletons eget selskab og forlag (held og lykke, du iværksætterkvinde!), men alle enpersonsforetagender er i fare for at blive indforståede med sig selv og får ofte ikke nok input. Her tænker jeg på at En kvinde tre mænd vil vel rigeligt på én gang, der er både debatindlæg, dagbogsdrømmerier, dialoger, mindetaler og barndomsminder, noget som redaktører på store forlag givetvis ville have luget ud i.

Der veksles også mellem afsnit med højt lix-tal og talesprog: ”Jeg ringede fluks for at finde ud af , hvor hun liiiige er kommet fra, men han tog ikke telefonen.” s. 147. Lige med fire i’er virker ikke overbevisende på mig.

Det forvirrer mig også lidt at hovedpersonen virker så tæt på Middleton selv. Rigtig mange detaljer stemmer overens med Elizabeth og Pouline, og eftersom Middleton har valgt at stå offentligt frem med sit livsprojekt forstår jeg ikke hvorfor hun bruger romanformen, som jeg ikke mener hun udnytter til fulde.

Analyserne af de udfordringer moderne mennesker står overfor på kærlighedsfronten, er skarpe og jeg sad og nikkede anerkendende til mange af meningerne. Dog slog det mig at Elizabeths omgangskreds måske ligner Elizabeth for meget til at kunne give reelle friske input, og træder en person lidt ved siden af normerne for forventet opførsel får vedkommende prædikatet ”sær”. Det var forstemmende at ønsket om at bryde ud af hamsterhjulet åbenbart ikke rækker længere end til at fordømme den mindste gnist af skævhed hos andre.

Personligt var det også en tort at læse om hvordan Elizabeth logrer for mandlig opmærksomhed, men det er igen bare min smag (samme ubehag får jeg også ved at læse Nynnes eller Bridget Jones’ dagbog): Der er lang vej endnu for kvindelig frigørelse, en problematik Elizabeth forsøger at smyge sig udenom ved at give en psykologisk/biologistisk forklaring på at kvinder skam naturnødvendigt behøver mandlig opmærksomhed (s. 101-102).

De sidste grynt handler om sexscenerne. De kunne gerne have været mere saftige for min skyld, men det jeg vil kritisere er den manglende omtale af kondomer. Middleton er ellers ikke bleg for at skrive temmelig detaljeret og med produktnavns nævnelse, så hvorfor hun ikke skriver at hun rullede et stykke gummi (eller rettere et Thin fra RFSU) på sin elskers ”dirrende lanse” begriber jeg ikke. Som glad anmelder af ”The ethical slut” kan jeg kun bifalde promiskuøsitet og polyamourøs levestil, men det kræver at man passer på sig selv og hinanden, og da bogen udtrykkeligt er skrevet med hendes datter in mente mener jeg at det grænser til uansvarlighed at undlade kønssygdomme fra ligningen. For som det står nu kunne en ubefæstet sjæl godt tro at bare man går i seng med rige, hvide nordsjællændere, så behøver man ingen kondomer…

Og til slut: Elizabeth siger på side 156 om kvindens seksualitet: ”Hun skal, så tidligt som muligt efter hun er blevet 18 år, lære sig selv at kende seksuelt. Det vil sige at udforske sit eget begær og sin krop.” Hvad? Én ting er at højne den seksuelle lavalder med tre år, men at en pige ikke engang må onanere før hun er blevet atten?! Alle sad og ruskede tremmer hvis mindreårig solosex var ulovligt! Det peger på det meget alvorlige problem vi har i samfundet: At børn og unges seksualitet er blevet så betændt og tabubelagt at en romanforfatter føler sig nødsaget til at henlægge seksuel nysgerrighed til myndighedsalderen. Meget nedslående.

Med sådan en gang kritik vil jeg fuldstændig utvetydigt rose Middleton for hendes livsprojekt, det er enormt modigt og prisværdigt at stå frem med en anden model end tosomheden. Jeg håber virkeligt at hun får succes med sit foretagende og at andre måske kan lære af hendes klarsyn og ærlighed, da de uudtalte forventninger og indestængte længsler lader til at stå i vejen for megen kærlighed og lykke.





Mere om kærligheden tilbage i dagene

30 10 2010

Af Nina Søndergaard

En anmeldelse af Dorthe Sondrup Andersens ”Guldalder uden forgyldning” og ”Kærlighed i klunketiden – En kavalkade om Danmark 1880-1900”

Alting har en historie og det har ægteskabet, kærligheden og seksualiteten også.

Litteraten Sondrup Andersen har skrevet to underholdende og veloplagte bøger om emnet. Det er ikke tung videnskab vi møder i bøgerne, snarere en kalejdoskopisk gennemgang af datidens skønånder, deres liv, værker og problemer. Hun skriver forrygende flydende og jeg måtte le højt af nogle vidunderlige vendinger.

 

En fordel, i mine øjne, ved den meget lette gennemgang af de mange værker der bliver refereret til, er at det er så langt fra gymnasietidens gennemtrampning af ”Guldhornene” eller ”Stuk”, at man får lyst til at genlæse dem. Nu lidt klogere…

Nå, hendes tese i ”Guldalderen uden forgyldning” er at guldalderen, ca. 1800-1850 rigtig nok var en kulturelt rig periode, men på det personlige og kvindelige plan var det måske slet ikke så sjovt endda.

Med datidens samfundsstruktur, hvor manglen på en velfærdsstat gjorde forsørgelsen af familien meget mere vigtig end idag, var der ofte meget stor aldersforskel på mand og kone. Især i det bedre borgerskab. Manden skulle nemlig have sig en god stilling før han kunne gifte sig. Det kunne tage sin tid at blive professor, men så kunne man også gafle sig en ung kvinde.

Et par eksempler: Kamma Rahbek var 15 år yngre end sin mand, Knud Lyne Rahbek. Hr. Heiberg var 21 år ældre end fru Heiberg. Der er selvfølgelig intet fordækt eller forkert i en stor aldersforskel, Sondrup Andersen ser bare det som endnu en stor forskel de to måtte overkomme, da pigerne levede meget beskyttet og i nogle tilfælde nærmest var funktionelle analfabeter. Mændene var derimod som regel seksuelt erfarne, berejste og belæste. Hun ser også en sammenhæng mellem ungkarlelivet og kreativiteten. Her er Adam Oehlenschläger det klareste eksempel på at ægteskabet og forsørgerpligten drænede ham for inspiration. Hun forsvarer derfor Søren Kierkegaards forlovelsesbrud med Regine Olsen med at han godt havde set hvad der var ham i vente, når han skulle forsørge hende.

Det skal ikke forståes sådan at alle ægteskaber var det rene jammer. Overhovedet ikke, der er masser af eksempler på dyb og inderlig kærlighed og hengivenhed (fx mellem Anders og Sophie Ørsted), men der var klart en struktur der vanskeliggjorde lige vilkår, og kvindernes rolle og verden var meget begrænset.

”Kærlighed i klunketiden” har en tese om at den hæftige fortielse af seksualdriften i 1880-1900 havde ulykkelige konsekvenser for mange. Hun tager afsæt i det spektakulære dobbeltselvmord som Sixten Sparre og Elvira Madigan foranstaltede på Tåsinge i 1889. Hun læser deres død som en protest mod et samfund der ikke levnede plads til kærlighedsforhold baseret på seksuel tiltrækning. Sex var noget smuds man endelig ikke måtte tale om, men som fik sine afløb med prostituerede og gav sig udslag i tårnhøje syfilisrater.

Hun tager os med på en spændende turné i datidens kunstnermiljø, lige fra Studenterforeningen til Café Bernina og kunstnerkolonien i Skagen. Det er belæst Billedblad, og hun gør det rigtig godt. Nogle anmeldere har set hendes udstilling af dobbeltmoralen som ondskabsfuldhed, men jeg ser det nærmere som en understregning af hvor svært det var for datidens mennesker at undslippe disse uheldige strukturer og få det frie kærlighedsliv de besang. Efter endt læsning er det svært ikke at føle en vis taknemmelighed over at nyde godt af de seksuelle revolutioner…





Den monogame mand, det nye offer

3 10 2010

Af Nina Søndergaard
Anmeldelse af ”Kvinden og æblerne – En debatbog om sex, magt og kvinders utroskab” af David Nicosia Longhi

 

På utallige opfordringer anmelder vi her på bloggen ”Kvinden og æblerne” hvor Longhi tager et friskt blik på utroskab, dette besynderlige fænomen: Alle gør det, ingen står ved det og ingen tør sige at de har gjort det. Han tager også fat på kvindernes utroskab, hvilket i og sig er godt og glimrende, men efter endt læsning er det måske bare fordi han er bitter og heteroseksuel. Og fordi det var nemmere at finde ærlige kvinder, der ville åbne op for ham selvom de bliver tilsvinet af ham?

Eller er Longhi bare præget af en old school holdning der siger at kvinder er fristerinder? Forsiden peger i den retning, hvor en lækker blond (naturligvis) kvinde med røde læber, holder et saftigt rødt æble frem, mens en slange snoer sig om hendes arm. Hun bliver tilsyneladende båret frem af mindst seks mandearme. Jo jo, vi er med.

Han skriver at det er en debatbog og der ”findes ingen endegyldige, hardcore videnskabelige værker omkring omfanget af kvinders utroskab”. Det har han givetvis ret i. Men det retfærdiggør ikke at han klipper i citater, så det er videnskabelig uredelighed. Fx gider han ikke at nævne at ”The ethical slut” både kan være en mand, transkønnet eller kvinde og at alle kan være kærester med flere, i Longhis tudende fremstilling bliver det selvfølgelig til at manden blot skal finde sig i at konen boller udenom. Det er simpelthen løgn, hvilket Longhi godt ved  – hvis han altså har læst bogen.

Bogen har bygget op på aldrig klart udtalte præmisser der er som følger:
1.    Det gode forhold er mellem mand og kvinde.
2.    Det forhold er monogamt.
3.    Forholdet skal baseres på gensidig forelskelse og vare evigt (dvs. indtil en af parterne dør).
4.    I et godt forhold skal man sove sammen, i stereo, i en dobbeltseng, hvis  man sover i hver sin seng har man ikke et godt forhold.
5.    Kvinder har mere erotisk kapital end mænd.
6.    Kvindens højere erotiske kapital er moralsk set forkastelig og alle kvinder forvalter deres erotiske kapital fuldstændigt forkert.
7.    Kvinder er onde når de er utro, hvilket alle kvinder jo er.
8.    Mænd er pr. definition monogame og dermed gode.
9.    Mænd kunne aldrig finde på at gå i seng med en anden mands kvinde.
10.     Swingere er syge i hovederne.
11.    Porno er skidt for især unge mænd.
12.     Internettet er skidt for unge mænd, da de små stakler bliver spammet med reklamer om penisforstørrelser – og dermed får de et forskruet forhold til deres pik.
13.    Der skal være forskel på mand og kvinde, forstået på den måde at hun skal være hjælpeløs og pæn, så manden kan føle sig stor og stærk.

Den moderne kvinde vil ”blot trække på skuldrene og sige: ”Mænd kan da rende og hoppe, jeg har alt, hvad jeg har behov for, og har lige nøjagtig IKKE brug for en mand” eller ”Hvad rager det egentlig mig? Mænd kan da bare nosse sig sammen. Det er i hvert fald IKKE mig, den er gal med.” ;-)” [Longhis smiley]

Som skrevet, så gjort. Det har altid undret mig at mange mænd, som ellers lever af kapitalisme og har lært om det frie marked og den usynlige hånd, ikke et eneste øjeblik ser dem selv som et produkt, som vi heteroseksuelle kvinder skal købe. Hvis det var tankegangen, ville vi måske slippe for så urimelige mængder af jammer og klage, en påberåbelse af manden i offerrollen som Longhi strækker til at direkte sammenligne med nazi-hetz mod jøder (p. 117).

Nu har jeg i stil med Longhi også hørt på meget klynk og klage over parforhold og hvordan man dog kan undslippe kærlighedens og sexlivets død, derfor var jeg meget spændt på Longhis forslag til hvordan vi kan få mere kærlighed ind i denne verden.

Dét måtte jeg skyde en hvid pil (pik!) efter. Han svinger sig op til at kritisere maskuliniseringen af kvinder, underforstået at hvis bare kvinder ville skrubbe hjem til kødgryderne og se lækre ud imens (p. 126) ville verden blive et bedre sted. Aha.

Han hegler også swingerklubber, et bud på at holde parforholdet i live, igennem i kapitel 4.

Og hvad værre er, han tager faktisk ikke de interviewedes kvinders begrundelser for deres utroskab alvorligt: De gør det faktisk for at redde deres parforhold og for at få mere kærlighed og overskud. I stedet er der kun forurettede spørgsmål om hvor i alverden kvindernes samvittighed dog bliver af. Her svarer nogle at den har de skam også kvittet! – Ja, hvad skulle de ellers sige? De er jo nogle af de få rå, der rent faktisk indrømmer det, selvom alle, mænd og kvinder, lystigt boller udenom.

Bogens absolut bedste kapitel er nummer 3 ”Kærlighedskemi og den tredje person”, hvor Longhi gennemgår forelskelsens rus, som gør os afhængige – hvilket i høj grad kan forklare hvorfor folk gør noget så forkert, ugleset og skamfuldt.

Nå. Bogen er meget letlæst og skideskæg og veloplagt. Det er også herligt med alle former for DIY og forlaget er selvfølgeligt Longhis eget, hvilket vi her på bloggen hilser velkomment, må forlaget blomstre og sætte flere frugter.

Når nu Kvinden og Æblerne er sådan en snakkende bog, vil jeg runde af med en anekdote fra s-toget: En ung mand og kvinde taler ret højlydt sammen. Han er skidesmart og stor i kæften på sådan en rigtig københawner-agtig måde, ikk’ ’år, hun er mere afdæmpet og har en uplacérlig accent. Hun nævner noget med at hun savner at tale italiensk heroppe, men at hun havde haft et par italienske mandlige venner boende et par dage. Det mindede hende om forskellen mellem italienske og danske mænd:

Med italienere vidste hun godt at de var hende utro, men sådan var det og hun blev også kompenseret i form af smykker og kys og parfume. Hendes danske kærester havde derimod lovet hende guld og grønne skove og evig troskab – NOT! Og det var hun meget forvirret over, sådan noget løgn under en pæn lyshåret facade. Ja faktisk foretrak hun italienere på det punkt, for dét spil kendte hun.

Hendes samtalepartner blev sgu så tavs derefter. For hvad kunne han dog sige til al denne ærlighed om det mest fordækte spil vi kender?





Kønnets katekismus – eller at lære at tælle til to

2 09 2010

af Nina Søndergaard
Historikere må gerne komme med gamle nyheder, og det gør jeg så her ved en anmeldelse af Lilian Munk Rösings bog fra 2005: Kønnets katekismus.

Rösing er litteraturforsker og skriver jævnligt til bl.a. Information og Politiken om køn. Måske er det hendes daglige omgang med verdenslitteraturen der gør hende til sådan en god forfatterinde, men alene på grund af det klare sprog og den forståelige opbygning der hjælper læseren med ud i kønnets krinkelkroge er Kønnets katekismus værd at læse. Ikke kun måden hun siger det på er spændende, også dét hun siger er interessant.

Hendes udgangspunkt er at kønnet er hvad hun kalder for et eksistentiale, et helt grundlæggende livsvilkår. For begge køn. Det lyder selvindlysende og plat, men faktisk har mænd knap nok et køn og er kun sjældent bevidste om det. Det bliver ekstra tydeligt indenfor forskningen, hvor det mandlige er normalen, udgangspunktet og kvinden en afviger.

For mig er kernen den samtale mellem Simone de Beauvoir havde med en mandlig filosof-kollega, hvor han siger ’De mener det og det fordi De er kvinde’, hvor hun kun mente at kunne svare ’Jeg mener det fordi det er sandt’og dermed ”udslætte sin subjektivitet”. Svaret ’og De mener det modsatte fordi De er mand’ var ikke en mulighed.

Rösing foreslår at svaret kunne have været ’det er muligt at min mening er påvirket af mit køn, hvordan? Og hvordan påvirker dit køn din mening?’ For så er det nemlig ikke en krig mellem kønnene, der for ofte bliver til modstandere i en magtkamp, men en udveksling og en berigelse for begge køn. Og dét er grundtesen for bogen: Det at være menneske betyder at man må forholde sig til sit køn og ikke blot fornægte det og se det som et fængsel for den frie menneskelige udfoldelse.

Bogen vil forsøge at ”tænke kønnet i kærlighedens frem for magtens navn” og i ”eksistensens frem for i biologiens navn”. Hun forsøger med andre ord at give feminismen flere nuancer, hvilket er et prisværdigt mål i mine øjne. Hendes idé om ligestilling går ud fra ”at det faktum at der findes to køn, bør være synligt og medstrukturerende overalt.”
Eksemplerne og argumenterne bliver hentet alle steder fra, fra nyfeminister, queer-teori, biologien, franske filosoffer og Strindberg. Det er Rösings gave at kunne viderebringe nogle af de rigtig tunge drenge M/K på så letflydende måde at man opsluges som af en god roman.

Når det så er sagt, så havde jeg personligt nogle udfordringer med denne bugnende kurv af eksempler – for det er lige godt pokkers som de alle stryger Rösing med hårene, og hun redegør ikke for hvordan hun har udvalgt lige netop det og det citat, noget en historiker ikke godt kunne slippe afsted med.

Også den påståede universialitet kombineret med psykoanalyse og ’den sproglige vending’ skurrer: Giver det mening at tale om moder-binding i en kultur hvor man har mange mødre? Giver de elegante franske indsigter mening på grønlandsk eller telegu? Men, det er bare et par bittesmå suk fra en kvinde, der kommer fra en helt anden fagtradition. Det spolerer i hvert fald ikke min glæde ved Kønnets katekismus som bestemt anbefales på det varmeste herfra.