Den feministiske glædesdræber

21 05 2011

Artikelanmeldelse af Nina Søndergaard

Kvinfos fede webmagasin Forum er nu at finde i en ny og mere sprælsk udgave end før. Der faldt jeg over Rikke Juel Madsens begejstrede anmeldelse af Sara Ahmeds bog ”The Promise of Happiness”, forkortet i artiklen “Feminist Killjoys and other willful subjects”. Jeg elsker når mine forestillinger bliver rykket ved: Kan det være fedt at være en forurettet feminist?

Kort fortalt handler det om at det er ok at være hende den sure feminist, der spolerer stemningen omkring et bord ved at pege på kønslige uligheder.

Hvilken mærkelig mekanisme der træder i kraft: Ved at udsige at der er problemer, bliver man selv til et problem. Ved at være en afviger ødelægger man de andres lykke.

Der er ganske faste manuskripter for hvordan man skal performe lykke, fx skal bruden smile’den lykkeligste dag i hendes liv’ og gør hun ikke dét, ja så er det ikke kun hendes egen oplevelse af bryllupet hun ”spolerer”, men alle andres ligeså…

Qua min livsstil og min nørdede og nysgerrige person, der ikke tøver med at stille dumme spørgsmål, så støtter jeg klart dem der tør at sige noget kontroversielt. Jeg tror på samtalens forløsende og forenende kraft, gennem samtale kan vi komme tættere på hinanden og måske endda opnå forståelse. Og som polyamourøs mærker jeg ofte heteronormativiteten og at idéerne om det gode liv stadig er temmeligt fastlåste. Altså er jeg ret positivt stemt overfor de sure kusser.

Men Ahmed formår ikke rigtig at overbevise mig om at surkusseriet er en farbar (morbar!) vej for feminismen, blandt andet fordi artiklen i så høj grad fokuserer på racisme i stedet. Nu er racisme sandelig også værd at beskæftige sig med, påpege og bekæmpe, men når det i så høj grad drejer sig om hudfarve fremfor køn, viser det måske også at kvinder ikke har så meget at være sure over? At det efterhånden i høj grad er os selv der sætter grænserne for det ligestillede paradis

Ahmeds arrigskab baserer sig tilsyneladende også på en antagelse om at pøblen altid vælger noget forkert, og at popularitet er forkasteligt. Det medfører at mindretal altid bliver moralsk bedre end flertallet, og at disse mindretal er i kraft af deres minoritets-status mere intelligente end de dumrianer der ikke har gennemskuet noget endnu.

Ahmed citerer Audre Lorde for at have sagt noget om hvor hurtigt friheden til at være lykkelig, oversættes til friheden til at se bort fra det der kompromitterer ens lykke. Det udstrækkes til en almindelig nærtagenhed og solidaritetsfølelse med denne verdens undertrykte. Det er meget udbredt på venstrefløjen og selve denne evne til konstant depression over andres ulykke og ubehag tolkes som værende selve kendetegnet på det perfekte menneske, der i grænseløs godhed lider sammen med de lidende. Det smager lige stærkt nok for mig af religiøsitet og selvretfærdighed. Desuden har jeg svært ved at se hvordan en villet lidelse skal kunne gavne de ufrivilligt lidende.

Det leder mig hen til det sidste kritikpunkt af Ahmeds projekt: Det er simpelthen ikke konstruktivt nok. Jeg er som nævnt med på at det er godt og vigtigt at stille kritiske spørgsmålstegn. Hun stiller heldigvis også spørgsmålstegn ved om outsiderens vrede altid er rigtig eller retfærdig, men Ahmed ser ikke hvilken potentiel samfundsnedbrydende kraft der kan være i lykke. Hun låser sig fast i at lykke er majoritetens idéer om lykke og overser fuldstændig den lykke et liv som sort, lesbisk og/eller indvandrer kan give.

Dermed er der kun tilbage at kritisere de andres ækle, kvalmende lykke som man åbenbart pr. definition er nægtet adgang til, og som man derfor kan vrisse over i bedste forurettet teenagestil. Ahmed lader desværre til at have glemt hvor provokende en tilfreds outsider er. Jeg taler af egen erfaring her.

Så kære sure brune kusser, blot ved at være glade for det liv I lever, er I med til at vise at der findes andre veje til lykken end tosomhedens motorvej. Dermed mener jeg at I gør mere for at undergrave heteronormativiteten end ved bare at harpe løs på den hvide heterolykke, for hvis jeres liv heller ikke bringer glæde er det såmænd lige så utiltrækkende som villa, vovse og Volvo…





Den lykkelige Luder

3 05 2011

En boganmeldelse af Nina Søndergaard

Xaviera Hollander: Den lykkelige Luder, Forlaget Athene, 1993. Oversat af Jens Peder Agger fra The Happy Hooker, skrevet 1972 i samarbejde med Robin Moore og Yvonne Dunleavy

”Lad endelig være med at tro at jeg er en stakkels lille pige, der er kommet på afveje på grund af en ulykkelig eller fattig barndom. Det modsatte er faktisk tilfældet. Jeg kommer fra et velhavende miljø og voksede op i en kærlig familie.”

Sådan indledes bogen med den flabede titel, hvor den dengang kun 28-årige Hollander, født 1943, fortæller sin historie. Hun taler syv sprog flydende, har boet hist og pist indtil New York blev hendes base. Hun studerede klassisk musik, blev kåret til Hollands dygtigste sekretær og var i et aldeles forfærdeligt og nedslidende heteroforhold i to år.

Efter bruddet trøstede hun sig med sex: ”Hun [Sonia, som hun delte lejlighed med efter bruddet] flygtede fra tilværelsen ved hjælp af en flaske, på samme måde som jeg gjorde det med sex. Om natten drak hun sig selv ind i sin lykkeligere verden, mens jeg kneppede mig ind i min.” (s. 60) Det er hun god til, og får en dag tilbudt kompensation. Hun er chokeret og sender straks pengene videre til sin forældre.

Efter at komme i kontakt med bordelmutter ”Pearl” ser hun en ny verden, er dog stadig sekretær i FN om dagen og knæpper lystigt løs. Det går galt, men hun er en stærk, risikovillig person med sans for forretning og administration og bliver snart selv bordelmutter (med alle de fejl Sus Luder remsede op) for et eksklusivt bordel.

Bogen ender med at hun lader forstå at hun søger andre udfordringer. Man kan nu sagtens komme til at besøge hende idag i Marbella eller Amsterdam, hvor hun driver bed & breakfast og kursusvirksomhed.

Alene på grund af titlen er bogen interessant, da den lykkelige luder ofte bliver brugt af prostitutionsmodstandere som eksempel på en figur der ikke findes, på hykleri, falsk bevidsthed og på patriarkatets magt.

Hollander fremstiller selvfølgelig sexarbejdet i den dyre ende som glamourøst og godt, akkurat som når indehavere af dyre restauranter retfærdiggør en overpris for foder der også består af fedt, æggehvidestof og kulhydrater… Og selve selvbiografiens genre og idé ’jeg er så og så fed, og har gjort så meget godt’ er jo altid lidt tvivlsom. Når det er sagt, er det mindst lige så spændende og medrivende læsning som Belle de Jours bekendelser eller Sus Luders blog.

For der tegner sig et komplekst og modstridende billede af et mangefacetteret menneske.

Hun er intelligent, dannet og rapkæftet, har en veludviklet radar for antisemitisme samtidig med at hendes ophold i apartheidtidens Sydafrika har sat sine spor: At have sex med sorte mænd er en overvindelse. Hendes første erotiske besættelse er en mindre udviklet pige ved navn Helga, hvis mælketunge bryster Hollander får lov at sutte på et kort, kærlighedsfyldt øjeblik mange år senere: ” Blandt alle de seksuelle oplevelser jeg har haft, er denne stadig den jeg sætter højest.” (s. 24)

Midt i alle hendes udskejelser (kvinder, familiemedlemmer, S/M) som hun fortæller om i et vidunderligt roligt, uundskyldende stemmeleje, er der nogle temmeligt konservative træk.

Hun kalder gratis sex for elskov, som man bør have mindst én gang om dagen hvis det er ægte kærlighed, og hun ville ’blive vanvittig, hvis ikke hun har sin klippefaste kæreste og sine forelskelser, da hun er et meget følelsesbetonet menneske’ (s. 253).

Lesbisk sex er ikke optimalt, da der mangler ”en rigtig levende pik”, men kvinders fællesskab og forståelse kan gøre lesbisk kærlighed til noget af det smukkeste på jord. (s. 33).

Samtidig med at hun intet forkert kan se i sexarbejde (s.69), så havde hun intet ønske om at være promiskuøs. ”Jeg ville bestemt have foretrukket en fast ven, som jeg kunne dele alting med og som kunne tage sig af mig. Men af en eller anden grund fandt jeg aldrig nogen der kunne bruges, og da denne periode i mit liv var ved at være forbi, var jeg for alvor træt af mænd i almindelighed.” (s. 35)

Og til trods for at hun er fuld af fordømmende floskler om syge, ynkelige og perverse mennesker, der har anderledes lyster end flertallet, så viser hun stor empati og psykologisk snilde i omgangen med disse kunder.

Hun kan klart placeres sammen med andre sexarbejdere der trives med deres fag: Hendes bagland (kæresten Larry, der er en god, praktisk og bekvemmelig installation i hendes liv) kender til hendes erhverv. Hun er risikovillig, både med hensyn til at investere tid og penge i potentielle kunder, og med sex. Kondomer nævnes først på side 167 (!), hvilket fik det danske forlag til at skrive en disclaimer om at det foregik i sluttresserne, hvor AIDS ikke var opfundet endnu.

Hun er nu ikke sikker på at hun ville blive en god kone (åbenbart en stor ros i starten af 1970’erne), da livet som bordelværtinde er et stort egotrip. ”Jeg nyder at være uafhængig, og for mig er prostitution mere end blot en måde at tjene penge på. For mig er det et kald, og jeg kan lide det.” (s. 171)

Som sexarbejderrettighedsforkæmperske er det også sjovt at læse hendes begrundelser for at det burde være et lovligt erhverv. Det er business-kvinden der taler: Hun er træt af at betale afskyelige summer i bestikkelse af politi, advokater og portnere. Det er unfair at hun ikke kan trække slid fra i skat. Det er besværligt at flytte til en ny adresse hele tiden.

Åh jo, foruden et indblik i en forgangen verden og en spændende kvindes sjæleliv, så er der også nogle gode, saftige sexscener, der nærmest formår at overbevise mig om at hun vitterligt elsker sex…

Bogen (filmatiseret i 1972, en film jeg endnu ikke har set) er konventionelt sat i Times, er fyldt med dødssyge småfejl, men kan i det mindste lånes på biblioteket.





Kan kvinder se?

23 03 2011

Trine Juul: Kan kvinder se – om fremstilingen af kvindeblikket i ældre og nyere nordisk litteratur. Syddansk Universitetsforlag, 2011.

En boganmeldelse af Nina Søndergaard

Min mednørd udbrød ”næ hvor spændende!”, da jeg glædesstrålende fortalte om bogen, der havde inspireret mig til meget mere tænkning om kvinder, syn og blik.

Juul, der er litteraturhistoriker, tager fat på en række nordiske tekster fra 1890’erne og 1990’erne, hvor hun ser på hvordan kvinder ser og ses på. Det er faktisk, når det er allerbedst, forrygende spændende læsning og tankevækkende.

 

Det viser sig nemlig, til Juuls store overraskelse, at kvinder stadig ikke er aktive seersker. Faktisk er de blevet nærsynede, fået grøn stær eller dediceret døde eller blinde i 1990’erne! I 1890’erne var mange kvinder trods alt nysgerrige og brugte ivrigt stanglorgnet og andre synsforstærkere. Det er egentlig lidt nedslående, kvinder har vundet retten til at abortere, arbejde og arve, sagsøge og studere – men ikke se?

Ærgrelser først, fryd bagefter.

Hvorfor Juul ikke klargør sin egen taleposition noget tydeligere er uforståeligt og irriterende i mine (nærsynede, brune) øjne. Det er en af de dejlige ting ved feminismen, at den netop brister objektivitetsboblen og der er lavet masser af lødig feministisk forskning. Men Juul kommer ikke helt ud af skabet, hun mener vist at kvinder bør glo noget mere, kræve blikket tilbage, se! Det kommer jeg frem til ved at sammenstykke at Germaine Greers billedbog Drengen rummer ”et vist frigørende potentiale” (s. 11) med Juuls forbløffelse over de blinde kvinder der hersker i dansk litteratur i 1990’erne.

Min indre seksualpolitiker bliver også noget skeptisk ved hendes værdidomme over de analyserede figurers seksualitet. ”Der findes ikke mange sunde objektrelationer i nordisk fin de siècle-litteratur, til gengæld findes der hobevis af sindrige bestræbelser på at erstatte den såkaldt ’sunde’ og ’voksne’ seksualitet med perversitet og cerebral erotisme.” (s.71, henvisning til fodnote nr. 19) Hm, hvad mener du, Juul? En mand med meget lidt sexlyst bliver kaldt for frigid (s. 102) og en kvinde med (stor?!) sexlyst er ’lettere promiskuøs’ (s. 126). Det tyder på at der findes en norm, men den ekspliciteres aldrig.

Tekstudvalget er også en gåde for mig. Jeg bliver ved med at køre i samme rille, men hvorfor der ikke ofres nogle linjer på at sige lidt om udvælgelsesmetoden begriber jeg ikke. Hvorfor er det kun danske tekster fra 1990’erne der hives frem fra biblioteket, når Juuls udsyn når til Sverige i 1890’erne? Hvilke tekster er fravalgt? Jeg tror sådan set på Juul, men hvis hendes eksempler er de eneste med kvindeblikstema, så står det nok godt skralt til. Jeg håber derfor at hun har overset et par stirrende seje sild.

Bogen er et sprogligt forhindringsløb. Citater oversættes ikke, hvilket jeg personligt synes er trættende og arrogant – men jeg har selvfølgelig også bare traumer fra dengang jeg havde om den franske revolution, og forfatterne ikke holdt sig for gode til at citere flere sider på fransk (som jeg barbar ikke behersker).

Juul har en udstrakt brug af kolon, hvilket er fint, så ved man der kommer noget guf. Men hun har konsekvent lille begyndelsesbogstav efter kolonet, selvom det citerede har stort begyndelses[b]ogstav. [M]eget læseuvenligt, hvis ikke direkte forkert. I det mindste skifter hun ikke skrifttype for hvert citat… Pludselig er der anvendt ibid. på side 62, men ellers ikke. Understregningen i citaterne fattede jeg heller ikke lige hensigten med, og den er under alle omstændigheder ikke konsekvent og derfor forvirrende. Om det er Juuls eller SDU’s skyld ved jeg ikke, men det nedsatte min læseglæde i betragtelig grad at der ikke skrives noget om hvad markeringen gør godt for.

Men! Alle de suk er også fordi jeg synes at Juuls ærinde er supervigtigt og spændende. Det er virkelig interessant at afkode luder/madonna-komplekser, genstandsgørelsen og at kvindelige forfattere ikke lader deres kvindefigurer se. Juul har også givet mig lyst til at genlæse ”En dåres forsvarstale” – nu med et helt nyt blik…





Vulvas forbillede – The story of V

20 03 2011

The story of V- A natural history of female sexuality by Catherine Blackledge
Boganmeldelse af Nina Søndergaard

Ansporet af Mithu “Vulva” Sanyals mange lovprisninger af og henvisninger til, læste jeg “The story of V”, som desværre ikke er oversat til dansk (mit engelske er rimeligt, men jeg var nu alligevel glad for min store ordbog, for jeg anede altså ikke hvad en jernspurv hed på engelsk). Den er fra 2003 og derfor ’gammel’, men det har jo aldrig hindret en historiker i at tage noget op.

Bogen er hvad Vulva gerne ville have været, og især første kapitel har Sanyal skrevet så tæt opad at jeg ikke forstår at Sanyal ikke har fået en sag på halsen i disse smålige copyright-tider. Første kapitel tager fat på de mange myter der handler om kvinders kønsdele og især dens påståede helende kraft. Det er for mig personligt noget af det kedeligste at læse om, og jeg føler mig snydt: At plukke lige netop den myte der passer bedst ind i éns kram er ikke god forskerstil.

Blackledge har en meget personlig fortællerstil og er ikke bleg for at drysse egne erfaringer henover bogen. Hun skriver også i forordet at det var et personligt togt for hende: At få sin vagina tilbage, at vide mere om det mystiske hun havde mellem sine ben. Herligt, så er jeg med på hvad jeg skal forvente! Desværre skriver hun ikke noget om hvad hendes baggrund er (måske stod det på smudsomslaget, som jeg ikke kan se), og det forvirrede mig lidt. Hun er ph.d. i kemi og har været videnskabsjournalist i mange år. Hun har også været vidt omkring i bibliotekernes gemmer og det er de sejeste ting hun har fundet frem til.

Vi kommer med på en anatomisk turné: Hvad har kvindens kønsdele heddet gennem tiden? Hvordan kunne det gå til at klitoris blev glemt og genopdaget? Den synlige del af klitoris er bare en meget lille del af klitten, som har to lange ’ben’ der strækker sig mindst 10 cm ind i kroppen, det faktum blev genopdaget i 2000 og kom i medierne. Hun tager også fat på de misopfattelser der har hersket.

Når videnskabsmænd og anatomer absolut ville tolke deres resultater i et mandligt forbillede, kunne de ikke se klart: Skeden er ikke en omvendt penis, det er snarere sådan at mænd også har en klitoris. Skeden er heller ikke bare et passivt organ der modtager sæd, men et temmelig aktivt og udvælgende organ der screener sæd for de bedste kandidater. Ægget bliver heller ikke gennemboret af en spermie, det er snarere ægget der aktivt opsluger sædcellen.

Og her er det at kæden begynder at sidde lidt løst fast. Jeg vil egentlig ikke betvivle hendes teser, hendes utallige eksempler fra dyreriget er ret gode og overbevisende i mine øjne, men. Der er desværre meget lidt forskning at hægte sig op på, det vil sige at de forskningsresultater hun har fundet frem til, kan sagtens blive modbevist mange gange. Det er tæt på at være lige så biased som at absolut ville se kvinden som en betaversion af manden og tolke æggesækkene som nosser…

Feminisme har også lært mig bedre videnskabsteori, at stille kritiske spørgsmål til egen del og stemme i forskningen, at klargøre egen taleposition og have et kritisk blik på objektiviteten. Men at revurderingen af hunnens rolle i samlejet og undfangelsen udelukkende kom i stand fordi der kom kvindelige forskere på banen, er næsten for meget for mig. Det virker også lidt på mig, som om det blot er en omvendelse af kønsrollerne: Det var for kedeligt for kvinder at acceptere at de blot var passive fartøjer for mandens virile sæd, altså vender vi det helt om, så det blot er manden der leverer et par dråber sæd, som den aktive hun så kan vælge eller vrage.

Jeg siger ikke at det ikke er korrekt, det Blackledge skriver om, men det er for tæt blot at vende verden på hovedet til at jeg overgiver mig 100 %. Den samme skepsis har jeg overfor lighedstegnet mellem kvinder i bestyrelser og succes for ligestilling. Man tager mandlige målestokke og anvender dem på kvinder, hmmm. Hvad med at finde på noget andet? Skal vi absolut tage gamle forestillinger til os?

Når det er sagt, så var det interessante fakta hun fremlagde. Fx at hunnernes orgasmer, hos nærmest alle dyr der er blevet undersøgt – harer, grise, bananfluer, er afgørende for succesrig befrugtning. Med andre ord, hvis hannen ikke kan give hunnen orgasme, har hans gener ikke mange chancer for at komme videre i kapløbet.

Orgasmer kan hos kvinder ligesom løsne den slimprop der ellers sidder i højt oppe i skeden, og gøre slimet gennemtrængeligt for sædcellerne. Dette kan også ske udenfor ægløsning.

Orgasmer i stereo giver langt højere befrugtningsrater end når orgasmerne er forskudt.

Hos mange dyr har promiskuøse hunner højere frugtbarhed end de hunner der kun parrer sig med én han.

Mange dyr kan hælde overskydende sæd fra og gå og gemme på sæd (i otte måneder for visse firbens vedkommende) inden befrugtning.

Jomfruhinder er også noget som marsvin, lamaer og en del hvaler og sæler har. Måske er det en tilpasning til et liv i eller nær vand.

Der er en nær sammenhæng mellem næser og kønsorganer og kvinder bliver mest tiltrukket af mænd, hvis duft afslører at han er genetisk meget forskellig fra hende. Parfumer mistænkes for at sløre dette, men forstærker faktisk denne såkaldte MHC-faktor.
Kussebillederne i bogen måtte ikke trykkes i farver, da farvefotografier af kusser i Japan ville blive opfattet som porno og ville skulle censureres (med den berømte sorte bjælke som kvinder som bekendt har mellem benene), og de amerikanske boghandlere turde bare ikke at binde an med farvebilleder, da de frygtede at bogen ikke ville blive solgt.

Den får fire ud af seks kusser. Hun kommer bedre omkring emnet end Sanyal gjorde, er langt mere stringent og giver langt flere konkrete detaljer (heriblandt en kemisk opskrift på hvad egentlig er i kussesaft, desværre fatter jeg ikke en bjælde af hvad propionske eller iso-caproiske fedtsyrer er). Tilgengæld trækker det fra at hendes sprog er så fyldt med superlativer: Klitoris’ majestætiske krone? Det raske udpluk vækker også min skepsis og hun bevæger sig ud på ret tynd is, når hun tager nogle af de gamle husråd op som vaginal massage eller lotus-snifning som erotisk stimulation. Men tak til hende for at gennemtrawle videnscentrene, det må have været en utaknemmelig opgave og jeg slutter af med at linke til faktisk det eneste ordentlige jeg har kunne finde om kvindelige sprøjteorgasmer, nemlig et Wikipediaopslag (som i parentes bemærket citerer hende).





Vulva – det usynlige køn

9 03 2011

En boganmeldelse af Nina Søndergaard

Vurdering som prosexfeminist: Seks ud af seks kusser og et wow, ja tak!

Vurdering som historiker: Uha…

Sanyal er journalist og er “veloplagt og levende”. Bogen er rock’n’roll og hæsblæsende, fyldt med superseje, stærke, sexede, skarpe sild. Namedroppingen er virkelig fed her og der er mange kvinder jeg skal checke ud efter at have læst bogen. Jeg har fået så meget lyst til at tage endnu et kussebillede i Kussomaten, lave flere kussetryk og skrige ”Kvinde kend din krop!”

Det er SÅ vigtigt at kvinder kender deres egen krop og kussen er stadig tabubelagt, mystisk, uvirkelig og meget lidt undersøgt på trods af dens enorme fascinationskraft.

 

Jeg husker at jeg i biologibogen fik en hel liste over de stoffer der er i sæd, men at få nærmere beskrevet hvad kussesaft egentlig består af var mere dunkelt. Kvindelig ejakulation, sprøjteorgasme, er også noget som seriøse forskere kan betvivle eksistensen af den dag i dag og en søgning på Google, en stor engelsksproget medicindatabase og Det kongelige Bibliotek gav ikke mig nogle hits – dermed ikke at der ikke findes forskning i sprøjteorgasme, men det er sandelig ikke lettilgængeligt i modsætning til forskning i ørevoks (769 hits i pub.med.gov) eller sæd (27249 hits). Der er brug for denne bog – og for at du kære læserinde, undersøger din kusse (igen).

Som kulturhistoriker er min vurdering straks mere lunken. Jeg tvivler ikke på Sanyals omgang med kilderne, hun virker såmænd sanddru og troværdig, men nej hvor er det rodet og springende. Alene den noget lemfældige datering af billederne gør mig nervøs og irriteret. Jeg savner en årstalsliste, en klarere problemformulering, mere konkret guf. Som akademiker vil jeg have ønsket mig epilogen lavet om til en prolog, så jeg vidste at det i høj grad var et personligt projekt og en nysgerrig søgen, snarere end en kulturhistorie skåret til efter akademiske skabeloner – hvad jeg ikke mener den lever op til.

Og som nævnt før er jeg blank overfor metoden. Den sproglige vending er jeg skeptisk overfor, og mener at alle universalistiske fortolkninger udfra to tilfældigt udvalgte sprogs forskelle og ligheder skal tages med et grantræ salt. Cunt -> queen, country, hmmm. Hvordan forholder disse ord sig på telegu, gælisk og uyghur mod swahili?

Der er ingen tvivl om at Sanyal er vældig godt belæst og det er et friskt udvalg hun holder sig, men som jeg undrede mig over i forbindelse med Rösings glimrende Kønnets Katekismus, så er det godt nok alligevel satans som alle kilder går Sanyals ærinde: Nemlig at vise at kvinder besidder styrke, men blev undertrykt af skræmte mænd. Hvordan hun har foretaget det udvalg får vi ikke noget som helst at vide om, men vi kommer godt nok vidt omkring: Veda-tekster, Kathy Acker digte, krimier, Biblen og Riot Grrrl tekster. Hvor blev fx ’min’ victorianske gentleman Walter af? Han har mange sider om kusser, et kussekatalog og blev aldrig træt af at studere kusser.

Indenfor mit fag, historie, man ikke sådan noget og der skal helst gøres rede for hvilke kilder man har brugt og hvordan og hvorfor, og eftersom Sanyal selv kalder det en kulturhistorie var det med mine fagbriller jeg læste den og krøllede mig sammen af flovhed. Dog, hun har ret i at der er meget lidt ordentlig forskning om kussen, så ufatteligt lidt, at jeg tillader mig at se Vulva i samme lys som Philippe Ariès’ banebrydende ”Dødens historie i Vesten”, der i sin første udgave også var et miskmask, upræcist og alt for uldent dateret til at være god stringent historieforskning, men som inspirerede utallige efterfølgere til at afprøve de mange fede idéer, indsigter og indfald der findes i værket.

Vulva bør i mine øjne læses som et kampskrift, for så kan man tilgive Sanyal de alt for lange afsnit om mytologien, det besynderligt påklistrede afsnit om burlesk (smart striptease ja, men ikke nødvendigvis særlig kusse-agtigt eller kusse-afslørende) og den stakåndede hiven-ned-fra-antikvariatets-hylder.

Og tilsidst, oversættelsen er fin, formatet rart, læsevenlig skrift og loyalt omslag (ellers ville jeg have brokket mig over cementeringen af pink som en pigefarve, mage til latterligt vås: At lys i en bestemt bølgelængde skulle harmonere særligt med et menneskeligt kromosom), men kære Tiderne Skifter, kunne I ikke godt have ladet læse korrektur på bogen? Det er faktisk ikke engang stavefejl (for en gangs skyld) der plager bogen, men hed Anita Berber Berger eller Berber (s. 98)? Retlig eller retslig? I min udgave af Poppy Z. Brite er hovedpersonen af hankøn, – det er den slags småting der forvirrer unødigt og som skygger for det ellers gode arbejde.





Sex til salg i storbyen

26 02 2011

Niels Jul Nielsen og Lise Astrup Frandsen: Sex til salg i storbyen – prostitution sidst i 1800-tallet og i nyere tid. Københavns museum, 2010.

Boganmeldelse af Nina Søndergaard

 

”Bogen er udgivet med støtte fra Kulturarvstyrelsen, og Servicestyrelsen. Forskningsprojektet, der ligger til grund for udgivelsen, blev muliggjort af en bevilling fra Kulturarvstyrelsen.” Og så kommer der en klamamse om Servicestyrelsen, Fagområde Prostitution, Kompetencecenter Prostitution og Center Mod Menneskehandel.

Med den baggrund frygtede jeg det værste, men min frygt blev gjort til skamme! Det er virkeligt en sober og neutral fremstilling af prostitutionens historie. De tager ikke stilling til om prostitution skal forbydes eller ej, men har set på praksis: Hvordan prostitutionen er blevet (forsøgt) reguleret, italesat og opfattet i København 1850-1906, i nyere tid (1970-2009) på Vesterbro og i Amsterdam.

De lægger ud med at vise nogle af de standpunkter der typisk blev taget i forbindelse med prostitutionshistorie:

 

Den funktionalistiske prostitutionshistorie hvor grundantagelsen er at prostitution altid vil eksistere, primært på grund af mænds seksuelle behov. Det kobles nogle gange med et ønske om at forbedre de prostitueredes vilkår. Den kritisk feministiske der mener at prostitution er et kulturelt fænomen, et udtryk for foragt for kvinder. Der er andre feminister der mener at prostitution er et frit valg og skal respekteres som sådan af samfundet. Som noget helt nyt er de prostituerede selv begyndt at blande sig i debatten, fx Sus Luder.

Med nogle grundige gennemgange viser de to forskellige gader i København, Magstræde og Helsingørgade, i 1850 og 1906 for at se udviklingen og hvad det betød at der lå mange bordeller der. Det bærer præg af at det er svært at skaffe kildemateriale og vi reelt ikke ved meget om sexarbejde dengang, hverken om praksis eller priser, eller hvad de prostituerede selv mente.
Deres konklusion er dog at københavnerne accepterede prostitutionen og der ikke var noget problem i at bo op ad et bordel, medmindre der var meget ballade. Og at for mange bordeller i en gade var skidt, lige så den til tider meget påtrængende opførsel nogle prostituerede kunne have.

Afsnittet om italesættelsen var vældig spændende. Jeg tror at de har givet akkurat lige mange anslag til ”Fortalere for kriminalisering” (KFUK-Reden, Dorit Otzen, 8. Marts initiativet, Odile Poulsen) som ”Modstandere mod kriminalisering” (SIO, Seksualpolitisk Forum, Feministisk Initiativ). De ser også på udenlandske sammenslutninger af sexarbejdere og hvordan prostitutionen reguleres i forskellige lande. De forskellige former for prostitution er også ret fint beskrevet.

Vesterbro dengang og nu er også interessant. Det virker bestemt som om Vesterbro var et råt sted i 1980’erne med meget høj arbejdsløshed, mange misbrugere og meget og synlig prostitution. Igen er det som historiker påfaldende at se hvilke kilder er der til at belyse den seksuelle del af historien: Næsten ingen! De baserer meget på interviews (med blandt andre Sandra Day), hvilket er det absolut sidste man griber til som historiker fra Københavns Universitet. De viser også at byfornyelsen ikke havde til formål at løse de sociale problemer, men bare at flytte dem (s. 128). Igen: Hvis prostitutionen foregår ubemærket og diskret, brokker de øvrige beboere sig ikke, det er kun når der er larm og ballade at naboerne virkelig føler sig generede af det.

Amsterdams Red Light District og vinduesprostitutionen bliver sammenlignet med prostitutionen i København – Red Light District minder nok meget om Helsingørgade i 1906! Masser af mænd, fulderikker og liv på gaden! De tager fat på at bystyret i Amsterdam pludselig er blevet træt af at ’se fulderikker der urinerer på vores gamle mure hver nat’, s. 152, og har lukket ca. 200 ud af 300 vinduer ned. Også i Amsterdam mener man at problemet med trafficking er blevet større, hvilket delvist modsiges af Mariska Majoor.

”Som vi kender det fra debatten i andre lande, bliver spørgsmålet om accept af prostitution meget nemt sammenblandet med den afstandtagen – som alle deler – fra kriminalitet og kvindeudnyttelse, der i mange tilfælde befinder sig i periferien eller centrum af prostitutionsmiljøerne.” S. 153

Afslutningsvis sammenligner de reguleringen af prostitutionen i Danmark dengang og nu: På nogle punkter var den uhyre detaljerede regulering af den enkelte prostituerede i 1874-1906 effektiv: De gik ikke på gaden, de kom til sundhedskontrol og politiet vidste hvor de var. Men grunden til at disse restriktioner blev indført var kønssygdomme, hvilke ikke blev udryddede. Idag er området langt mere ureguleret, men forfatterne ser at det fungerer på mange punkter overraskende godt (s. 166). De mener at et forbud mod sexkøb er sandsynligt og det vil have samme effekt som i Sverige: Prostitutionen kommer væk fra gaden, men stigmatiserer formodentlig også sexhandel yderligere, s. 168.





101 myter om parforhold der driver os til vanvid

19 01 2011

101 myter om parforhold der driver os til vanvid (om lidt om hvad du kan gøre ved dem). Tim Ray, Beamteam Books, København 2010.

En boganmeldelse

af Nina Søndergaard

Som nysprungen polyamourøs var jeg lidt skeptisk overfor bogen: Nu har jeg kæmpet for retten til IKKE at indgå i parforhold, så orker jeg ikke en bog der besynger parforholdets velsignelser.

Men alle mine forbehold visnede allerede ved læsningen af de første par sider hvor jeg grinede højt af Djævelens opfindelser, hvoraf nummer 4 ”Det er kun kærlighed hvis parforholdet varer for evigt” ramte plet efter diskussionerne på information.dk.

Rays bog handler ganske vist mest om det heteroseksuelle parforhold, men jeg vil alligevel gøre ham til den bedste advokat for polyamourøsitet, homofili, stærke venskaber og alskens kærlighed, når hans budskab hele vejen igennem er at vi alle sammen lever og ånder kærlighed, uanset om vi er sammen med andre eller ej.

Det kan godt lyde religiøst og højtsvævende, men hans mundrette og morsomme facon gjorde hans kærlighedsbudskab letfordøjeligt selv for en sortklædt ateist som mig…

Det er en selvhjælpsbog, først og fremmest henvendt til dem der synes de har problemer, og som sådan er det ikke revolutionerende budskaber der slås fast, men med al den gråd og klage der er selv i vores rige del af verden kan budskaberne heller ikke siges ofte nok. Alt for mange går og er kede af det, ofte over deres partner, tit over dem selv og de helt urimelige forventninger der findes inde i os selv.

Ray tager fat på nogle af de mange myter vi er omringede af som fx: ”De andre par har det meget bedre end os. Den kærlighed og lykke jeg søger, er afhængig af et andet menneske. Mænd og kvinder forstår ikke hinanden. Min partner burde vide hvordan jeg har det.”

 

Han punkterer dem, ofte ved hjælp af sjove hverdagseksempler og giver nogle anvisninger på hvordan man kan håndtere myterne og sit eget liv. Jeg er personligt blank overfor langt størstedelen af alle myterne, men selv jeg kunne genkende tingene og synes såmænd hans bud på at arbejde med sig selv lyder meget rimelige. Altså vil jeg også anbefale 101 myter om parforhold.