Skam, skyld og en sexnegativ kultur

7 03 2012

Af Nina Søndergaard

Det lysner langsomt for et mere sexpositivt samfund, hvor flere og flere tager deres seksuelle problemer alvorligt og gør noget ved det ved fx at gå på orgasmekursus, læse vejledninger eller opsøger sexologer. Det er en dejlig udvikling som jeg kun kan bifalde. Alligevel er der et stykke vej endnu før jeg synes at jeg kan nedlægge min selvbestaltede titel som prosexfeminist. Her følger et par eksempler:

Skam på film

Shame” – Skam – er titlen på den meget anmelderroste film, hvor vi følger en succesfuld mand der knepper sig vej gennem tilværelsen i New York. Mange udløsninger, men ingen forløsning. Instruktøren ville gerne vise hvordan den seksuelle frihed kan være et fængsel, og filmen er baseret på megen research om sexafhængighed.

Jeg frygtede en langt mere tonstung moralisering om at hvis man knalder uden kærlighed, så bliver man tom og hul og dør ensom og forladt. Helt så tampetrist er filmen heldigvis ikke, der også er spændende ved at vise meget krop og sex uden at det bliver porno (her er mening med at vise hud!). Godt også at se lystne kvinder, der ikke nødvendigvis straffes med døden eller det der er værre. For mig viser filmen en mand hvis  problem er at knytte sig til nogen som helst, han har det fx stramt med sin lillesøster. Men historien om et distanceret menneske kunne også være fortalt under en anden overskrift end ordet ”skam” og kredse om andre problematikker end omkringknalden.

Kunne man forestille sig en film om musik(afhængige) der hed ”Skam”? En film om fransk madkunst, stilladsarbejdere eller astma med overskriften ”Skam”? Næppe.

Skyld og skam i svømmeren

Også den nøgne krop i omklædningsrummet kan i dag problematiseres og gøres til noget seksuelt og DERMED skamfuldt og skidt. Tilsyneladende er der kvinder der har det så dårligt med deres krop og lyst, at de kan føle sig krænkede af at være nøgne i nærheden af en 7-årig dreng.

Ulrik Frost har her skrevet et glimrende forsvar for nøgenhed og en hyldest til den frie, fede, legende, struttende, rynkede nøgne krop der kan bruges til alt muligt dejligt og nydelsesfuldt. Hvis man altså tør.

Skyld og skam foran skærmen

Forbrug af pornografisk materiale kan sandelig også give skyldfølelser, selv for unge, seksuelt uerfarne mennesker. Især unge piger kan blive kede af se porno, og føler sig ofte beskidte efter at have set porno. Hvor kommer denne skam fra? Hvem indoktrinerer automatskam over at se pirrende materiale?

Radikalfeminister og andre har i forståelig vrede over karikerede kvindeportrætter i pornoen, ukonstruktivt udgydt ækel lede over stort set alle former for lystafbildning og erotisk betonede billeder af kvindekroppen.

Det er vel nok ærgerligt at en ellers berettiget kritik af nogle meget kedelige stereotyper og skabeloner smider baben ud med badevandet.

Pornoforbrugere får ikke blot stillet deres lyster af at se porno, de får også inspiration og beroligelse og får set hvor sjovt, spændende, smukt og spraglet sex kan være. (Da jeg søgte efter dokumentation fik jeg kun resultater for de fordele der ville være at holde op med at se porno. Sigende).

Og at sige at én type sex, nemlig den absolut private, tosomme, romantiske sex, pr. definition altid er bedre end alle andre typer frivilligt indgået voksensex er ødelæggende for både fantasier, parforhold, selvfølelser og mangfoldigheden.

Skyld og skam over sex

Der er kritiske røster overfor sexponeringen. Nogle feminister ser det som meget negativt at der nu er vejledninger om bedre blow jobs og positive omtaler af analsex. Jeg kan selvfølgelig kun være enig i at begge (alle!) parter skal have lyst til at udfolde sig seksuelt sammen, men derudover er det i mine øjne kun heldigt at det nu er nemt at finde gode guides til at blive endnu bedre.

Jeg synes også det er glimrende at der findes vejledninger i hvordan man tapetserer, skifter dæk, laver bearnaise sauce eller back up på computeren.

De bekymrede lader til at forveksle ønsket om at blive bedre med ønsket om at blive som alle andre og accepteret. De foruroligede har tilsyneladende heller ikke forstået at guides til bedre blowjobs blot er muligheder, ikke krav og pligter. Nu kan vi bedre aflure andres kneb og fif, men ingen gør-det-selv guide har endnu formået at tvinge den interesserede til rent faktisk at eftergøre tingene og prøve fiduserne.

Stolthed over sex

Hvorfor er det skidt at være god til at sutte pik? Hvordan kan det være at der skal hældes skyld og beskæmmelse henover lyst og gode elskerevner? Hvor er det dårlige i at ønske at forbedre den sex man har med sig selv eller sin partner?

Vi opfatter det som helt normalt og i orden hvis folk gerne vil blive bedre til at spille tennis eller tværfløjte, og det er ingen skam at sige at man er god til at bage kage, lave årsregnskaber eller lægge fliser. Men ingen, bortset fra festlige swingere og sexarbejdere, siger højt at de er gode fisseslikkere. I teorien om erotisk kapital er punktet om seksuelle færdigheder kun dunkelt belyst, da der hverken er gode undersøgelser af fænomenet og folk enten ikke tør at sige noget om deres evner i sengen eller forfalder til skrydende tomt praleri.

Øvelse gør mester, men sexnegative attituder er helt givet med til at forhindre at flere får et endnu bedre sexliv, da det lynhurtigt kan vendes til noget skidt at man har øvet sig og prøvet meget. For at blive en god golfspiller skal man øve sig, se en masse golf, snakke om golf, tænke på det, tage til turneringer – og stå ved at det er dét man vil. Noget som de færreste tør når det drejer sig om sex, for det er forbundet med skam og med at være et afstumpet menneske (tilbage til start).





The Naked Feminist, 2004

10 05 2009

Det er vanskeligt at få blogget midt i dette liv, som det meste af tiden handler om alt muligt andet end refleksioner over feminisme og seksualitet. Jeg har længe gået og fiflet med tanker om et indlæg omkring hele ideen om Patriarkatet, men det lader vente på sig, primært fordi læsningen af de bøger, der ligger ved siden af min seng, går så uendelig langsomt.

Lidt anden inspiration får jeg dog ind i mellem, og jeg vil her i hast gribe chancen for at anbefale en utrolig god dokumentar, jeg så i går. Den hedder The Naked Feminist (af Louisa Achille, 2004), og er bygget op omkring interviews med en række amerikanske pornoskuespillerinder, som hver i sær har en vision omkring det, de fortager sig. De fandt sammen i midt-firserne i en slags feministisk støttegruppe, som de kaldte Club 90 (Annie Sprinkle, Veronica Vera, Gloria Leonard, Veronica Hart, Candida Royalle, Kelly Nichols and Sue Nero). Filmen er oplysende og overraskende, og den tegner et billede af nogle utrolig spændende og stærke kvinder. Bør ses, hvad enten man er for eller i mod pornografi!





9 to 5 Days In Porn

25 03 2009

9to5

Af Tamiko Taguchi

Vi har i den feministiske studiekreds talt om, at der er brug for nye og anderledes fortællinger om kvindens, og for den sags skyld mandens,  seksualitet. Det er der bl.a. fordi de mest gængse fortællinger har det med at fastfryse kønnet i nogle bestemte stereotyper, for kvindens vedkommende kunne det være: romantisk, følende, modtagende, omsorgsfuld. Ikke at de nævnte kvaliteter er forkerte eller aseksuelle, men man kan savne alternative kroge at hænge sin seksuelle identitet op på. En dissekering af vanetænkningen omkring kærlighed og køn kan måske føre til mere kreative måder at løse konflikter i privatlivet på og kan være bevidstudvidende for begge køn (vi læste Bronwyn Davies: ”Kvinders Subjektivitet og Feministiske Fortællinger”).

Derfor fandt jeg på at anmelde filmen ”9 to 5 Days In Porn”, som er en række miniportrætter af mænd og kvinder, der arbejder i pornoindustriens Hollywood: San Fernando Valley i Californien.
Filmens kvinder strækker sig fra de handlekraftige og manipulerende pornstars til nogle mere triste typer, som ikke helt synes at have magten over den situation, de har sat sig selv i. I den første kategori finder vi den smukke, naturlige Belladonna, som, trods sin katolske opdragelse, har kastet sig i nydelsesfuld grams i pornoens mørke afkroge, og sammen med sin mand har opbygget et mindre imperium. Hun spiller, caster, instruerer og markedsfører selv sine film og har så vidt jeg kan udlede den fulde kontrol med sit brand. Hendes mand filmer, klipper og producerer, og er udelukkende blevet trukket ind i branchen pga hende. Hendes blide, venlige væsen og aldeles upumpede fremtoning står i kontrast til de billeder, man kan have på nethinden af silikonefyldte solariebrændte Barbiekvinder (ikke et ondt ord om dem), og det samme gør hendes insisteren på at afsøge grænserne for sine mest outrerede perversioner.

Endnu mere intens er den unge upcoming stjerne, Sasha Grey. Hun har ventet med længsel på sin 18 år fødselsdag, hvor hun endelig kunne forfølge sit mål: at revolutionere pornografien og opfattelsen af, hvad kvinder må, kan og tør seksuelt. At dyrke det mest beskidte, perverse sex, hun kan komme i nærheden af, og at blive en stjerne, hvilket hun lykkes med ret hurtigt. Hun har en nærmest intellektuel tilgang til sit projekt, som hun dokumenterer på dagbogsagtig facon, og hun støttes i det private af sin stille og rolige kæreste, som ikke har nogen forbindelse til branchen.

 

I den anden ende af spektret møder vi Audrey Hollander, endnu en ung smuk kvinde, som man aner har kastet sig ud i at spille porno, ikke fordi hun søger sig selv, men fordi hun vil anerkendes af den mand, hun desværre har forelsket sig i og siden gifter sig med. Manden kan man sådan set ikke klandre: han er en rimelig utiltalende, selvfed pornoproducer med rockstar-attitude, og har ikke den store respekt for sin kones meninger eller følelsesliv, men han er ikke uærlig eller på andre måder skummel. Hende kan man derimod godt få lyst til at ruske i, da hun forekommer mere og mere ulykkelig, sølle og alkoholpåvirket som filmen skrider frem. Nej, det er ikke særlig behageligt at være vidne til en pige i Audreys forfatning blive revet rundt foran et kamera af en stor, tatoveret marinesoldat med kvælertags-fetish.

Som en slags meta-tilstedeværelse over de forskellige skæbner hører vi løbende udtalelser fra ex-pornoskuespillerinderne Sharon Mitchell og Nina Hartley. Mitchell lavede pornofilm i 20 år, og var afhængig af heroin. Efter et meget voldsomt overfald besluttede hun sig for at vende pornoen ryggen, og var, som hun selv siger det, meget  tæt på at ende som  ”reformed whore”, pga de mange smertefulde oplevelser hendes livsstil havde ført med sig. I stedet tog hun tyren ved hornene og uddannede hun sig til læge, og driver nu den private klinink AIM, som er et sundhedstilbud rettet mod sexindustrien. Hun og Nina Hartley (pro-sex feministisisk celebrity) rådgiver via oplysningsmateriale mænd og kvinder om faldgruberne i branchen, og Mitchell står for at udstede en stor del af de obligatoriske HIV-test certifikater, som pornoskuespillere jævnligt må tage.

Noget af det interessante, som filmen tematiserer, er de fællesnævnere, der er for disse kvinder, som på den ene eller anden måde drages til eller havner i porno. Nemlig at de fleste i forvejen identificerer sig som misfits og outsidere i de miljøer de kommer fra, f.eks grundet en ”abnorm” seksualitet, eller fordi de føler sig anderledes på andre måder. De drives af en trang til at gøre op med normer, at gå imod strømmen og være unikke og at udforske sig selv og verden. Pornoen er et identitetsprojekt. Med andre ord, og set med den voksne bagklogskabs briller på, er det i pricippet forholdsvis normal ungdomsadfærd – blot med en ekstra tand af vovemod, egotrip, sexhunger eller for nogles vedkommende selvdestruktions-drift.

Hvis ikke pornoens aktører rent faktisk lavede business, kunne man fristes til at se fænomenet som en subkultur på linie med kulturer omkring musik, stil og underholdning. Den ser ud til at mobilisere nogle af de samme følelser af fælleskab, tilhørsforhold, ”os imod systemet” og glimtvis glamour, der gør sig gældende i andre universer, der tiltrækker søgende, rastløse mennesker. Det er også tydeligt, udfra de de sexscener i ”9 to 5 Days”  som går godt, at aktørene leger, griner og fjoller med hinanden under og imellem DPs og cum shots, og man fornemmer den bonus, det hårde fysiske arbejde også må kaste af sig i form af den endorfin-inducerede lethed i sindet, som masser af seksuel aktivitet giver. Men altså også at mange af disse mennesker laver denne form for arbejde, fordi det udover at være velbetalt, er sjovt.

Man kan godt undre sig over, at porno til trods for de gode indtjeningsmuligheder, den lave forekomst af kønssygdomme (lavere end i en alderssvarende ikke-porno-skuespiller kontrolgruppe), og det grundige kendskab, man har mulighed for at tilegne sig om sin egen og andres kroppe, stadig er et område, som rigtig mange ikke ville ønske at deres nærmeste eksperimenterede med (måske kun matchet i bekymrings-faktor af eksperimenteren med stoffer). Jeg ser antipatien som et udtryk for forestillingen om, at en kvinde får uslettelige ar på sjælen af at dyrke sex med for mange mænd. Lige præcis den fortælling om kvinder, synes jeg, er værd at gøre op med. Ganske vist kan man opleve, at man fortryder de valg man tog i sin ungdom, og man kan erkende, at man dengang så på verden lige lovligt sort-hvidt. At det oprør, man mente var revolutionerende, i dag klinger hult og måske ligefrem latterligt. Men det er sådan set vilkårene ved at gå i gennem livet og blive klogere, og vi må alle hver især lære at leve med de valg, vi har taget. At kvinder, som lige præcis har eksperimenteret med seksualiteten, skal tilbydes at blive svøbt i en efterfølgende evighedsoffer-kappe, er ude af proportioner, når vi tænker kvindelig seksualitet som noget mere hårdført, og den unge kvinde som ansvarlig for sine handlinger på linie med den unge mand. Sex kan, for både kvinder og mænd, opleves som noget intimt og privat, som åbner op for det allerinderste i den udkårnes nærvær. Men sex kan lige såvel anvendes i leg, som en ekstremsport, eller et eksperiment med kroppens og sindets formåen.

http://www.9to5-themovie.com/