Kvindehistorie med kompleksitet

15 09 2021

af Nina Søndergaard

Kvindehistorie (modstykket til mandehistorie), nu med kompleksitet. Det er nemt at fortælle en historie om at førhen var kvinder undertrykte stakler, men så gik det fremad og nu, nu, er der ligestilling. Det er ikke altid helt rigtigt, her følger et par punktnedslag i kvindehistorien.

Kvinder med kniv

Kvinder gik førhen (vist fra vikingetid og indtil ca. 1700) med kniv. Det gjorde alle inden gaflen blev udbredt. Man havde en spids kniv på sig og tog den frem ved spisetid: Man skar en tyk skive brød som fungerede som tallerken, og så skar og stangede man kød og grønt med kniven. Nå ja, de fleste havde også en ske på sig, men kniven blev vist (fore)trukket i pressede situationer, som da en kvinde henne i 1500-tallet blev sur over sin dom. I selve retssalen drog hun sin kniv og stak en mand ned.

Overgrebsmænd er givetvis blevet stukket ned med madkniven. En wannabe voldtægtsforbryder har fået med kniven, og så kom den sag ikke frem for dagen. Voldtægt kunne, indtil 1933, medføre dødsstraf og der er faktisk mænd, der blevet henrettede for voldtægt.

Voldelige kvinder

Samfundet var ubegribelig voldeligt indtil så’n ca, 1750, hvor mere fredelige samværsformer vandt indpas (i takt med at brændevin blev udskiftet med kaffe!). Kvinder stak hinanden lussinger og kom i håndgemæng i kirken – især over rangrækkefølge, skal smedens kone have en finere plads end tømrerens?

I 1693 blev en kvinde dømt for vold mod sin tjenestepige, man måtte godt give éns underordnede en kindhest, men ikke give dem næseblod, give utallige blå mærker og slå så tjenestepigens ‘hoved ophovnede og blev fuld af knuder’.

I 1585 sværdfægtede to mænd. Den enes hustru blev vild af raseri, tog en skovl og gik løs på sin mands modstander, der huggede hendes ene hånd af. Dét lod hun sig ikke standse af i første ombæring og slog løs på ham.

Anders Zorn: Midnat

Stærke kvinder

Førhen var mange kvinder rent faktisk fysisk stærke, i hvert fald de lavere klassers kvindfolk. De fik lige fra barnsben lov til at hente vand, noget af det tungeste arbejde dagligdagen kan byde på. At malke, muge og slæbe foder er heller ikke let. Tøjvask var en temmelig tung omgang og inden barnevognen skulle de små også bæres.

Mange gamle billeder viser kvindelige overklasseløg, der ikke behøvede at udvikle en stærk core eller solide biceps.

Umyndige kvinder med egen virksomhed

Kvinden var formelt set underlagt manden, som biblen fastslog. Men. Dronning Margrethe den første regerede rent faktisk og der var masser af godsejerfruer, der først byggede og siden forvaltede godset. De køber og sælger korn, kvæg og jord, de ansætter og fyrer folk, laver regnskab, betaler skat o.s.v. 

Vallø slot bygget 1580-1586 af fru Mette Rosenkrantz

Faktisk trumfede klasse køn. Indtil 1660 beholdt en adelskvinde sit fødenavn i ægteskabet, komplet med sit våbenskjold og arveret til forældrenes gods. Fik hun ikke børn med sin mand, gik hendes arv tilbage til hendes familie, ikke til mandens.

Lige siden middelalderen har der været masser af ‘sælgekoner’. Restaurationsbranchen har, så langt kilderne rækker, også budt på mange kvinder: Ølkoner, barmutre og bryggersker. 

Kvinder var ofte medhjælpende hustruer i deres mands forretning eller værksted, og selvom hun sådan set skulle være gift igen for at drive virksomheden, var der mange enlige enker der drev virksomhed. I løbet af 1700-tallet kunne en hustru også have egen selvstændig forretning, og altså ikke være ansat af sin mand.

Før næringsfrihedsloven af 1857 var der i København i 1855 levede 9801 kvinder af industri og 1014 levede af handel, henholdsvis 22,6 % og 14,6 % af de industridrivende og handlende. Der var 4.790 syersker, 175 kvindelige modehandlere og 3 mandlige modehandlere. 10 kvindelige bogbindere, 38 kvindelige bagere, 31 kvindelige brændevinsbrændere, 29 kvindelige snedkere, 63 kvindelige skomagere. 69 lærerinder samt 20 kvindelige hjælpelærere.

Kvinder som fødemaskiner

Mjar, nogle var, og dem kan vi også huske. Dels fordi de stod ud fra normen, som i 1800-tallet var to-fire børn, dels fordi de fik jo børn som kunne skrive slægtshistorie om dem. De barnløse kvinder udgjorde  godt 30 % af alle kvinder – 10 % blev aldrig gift og af ægteskaberne var ca. 20 % barnløse.

Dansk gennemsnitsfamilie 1840

Frugtbare kvinder kan i princippet få et barn hvert eller hvert andet år, men det var faktisk kun et fåtal der nåede op på det niveau. I 1737 klagede en økonom (mandlig, selvfølgelig) over at danske kvinder åbenbart brugte ‘skøgemidler’, altså prævention, og undlod dermed at mangfoldiggøre sig og gøre kongen rig på folk… Måske har nogle kvinder gjort som ægypterne og brugt en citronskal som livmoderhætte? Offentlige fruentimmere havde fra 1874 og frem ofte pessar, lavet af gummi.

I hvert fald var en gennemsnitlig dansk husstandsstørrelse 4,25 personer i 1850. Bevares, børnedødeligheden var også forfærdende høj og det er et gennemsnit, dækkende over store individuelle forskelle, men det er stadig kun to-fire børn ikke ti.



Kilder:

Gold, Carol: Women in Business in Early Modern Copenhagen, 1740–1835
Jacobsen, Grethe & Ninna Jørgensen (red.): Kvindernes renæssance og reformation

Kragh-Nielsen, Niels H: Straffet på livet – Henrettelser i Danmark 1537-1892





Barnebrude i Danmark historisk set

26 05 2020

Af Nina Søndergaard

 

Lige nu verserer en sag om det rigtige i at adskille asylpar, hvor konen var under 18 år. Jeg har intet at sige om den konkrete sag, og hverken personen Inger Støjbjerg eller partipolitik har min interesse. Det har derimod de historiske begrundelser som for fortalere for barnebrude kommer med. Det er ikke helt rigtigt at vi hertillands har en lang tradition for barnebrude. Danske Lov fra 1683 forbød ægteskaber for piger under 16 år og drenge under 20 år. Forlovelser, hvor pigen var under 18 år, var blevet forbudte i 1582.

Gennemsnit vielsesalder 1855-1900

Giftealderen i Danmark har gennemsnitligt været ca. 27 år for kvinder og ca. 30 år for mænd. Giftealderen har været stabil, med bittesmå udsving, i mere end 400 år. Når det føles som noget jeg binder folk på ærmet, har det at gøre med at det 1. er et gennemsnit, 2. giftealderen faldt til 24 år i 1960’erne, altså vil mange læsere (eller deres moder) kunne pege på en ung brud. Boligmanglen efter krigen gjorde at mange blev gift og fik børn for at få en lejlighed (og skilt igen i 1970’erne og 80’erne), det trak giftealderen ned.

ægteskabsalder 1960

Giftealder i 1960: Gennemsnitligt lige knap 25 år.

Det er også rigtigt at der var mulighed for at få et kongebrev (afskaffet 2017), hvis én af parterne er under 18 år. I 1990’erne blev der årligt udstedt 200 styks af dem, hvilket vist er forholdsvis højt. De historiske statistikker er lidt uklare på dette punkt, da de nærmest ikke er opgjorte, men ægteskab pr. kongebrev var altså temmelig sjældent, om end forekommende.

ægteskabsalder 1969

Det er også sandt at barnebrude forekom – for omtrent 500 år siden – i de højeste kredse. Margrethe den første blev gift i den sprøde alder af 11 år, og samboende med sin mand fra 14-års alderen. Alligevel var den danske adels giftealder i 1600-tallet 23 år for kvindernes vedkommende, og 32 år for mændenes.

downloadHøj giftealder er globalt og historisk set ret sjældent, og nærmest forbeholdt Skandinavien, England, Skotland, Frankrig og det nordlige Tyskland. Stort set alle andre steder på planeten bliver piger gift kort efter deres første menstruation.

Denne nordvesteuropæiske besynderlighed hænger sammen med at brudeparret bor alene, de flytter som regel sammen et nyt sted fremfor, som cirka alle andre steder, ind til brudgommens familie. Dermed skal parret selv have møbler, sengetøj og gryder (ingen tilfældighed at Ikea er svensk!) – og derfor ser vi også at piger kom ud at tjene > spare op til/selv lave brudeudstyr > gift i en alder af mere end 25 år.

Systemet med høj giftealder medfører en lang række ting, fx:

  • Færre børn, da de fleste kvinder først ’kom i gang’ med moderskabet som 30-årige, ikke som 15-årige.
  • Husstande bestående af en kernefamilie med far, mor og 2-5 børn, og kun meget sjældent en bedsteforælder (2 % af husstandene i 1801 rummede en bedsteforælder), da bedsteforældrene som regel var døde inden de så deres første barnebarn.
  • Lidt mere ligestilling, da langt de fleste kvinder havde lønarbejde, i hvert fald i alderen 15-25, og de forholdsvis få børn (og kæmpehøj dødelighed) gjorde at der simpelthen ikke var ”nok” mænd, man kunne forfordele. Man blev nødt til at give licens til kvinder, så de kunne drive en kro/hotel eller forretning, fordi der ikke har været ret mange voksne at tage af.
  • Skolegang for piger i Danmark fra 1814, fordi det kunne betale sig at lære piger at læse, skrive og regne (noget der først nu er ved at være global standard).

1840

Gennemsnitsfamilien i 1840: Mor, far og 4 børn.

Høj giftealder medfører også særheder, som stort set ikke kendes i den store vide verden, så som gammeljomfruer, spinsters eller skyggetanter. Ca. 10 % af kvinderne blev aldrig gift, hvilket kun hænder for 2-3 ‰ andetsteds. Til gengæld blev enker her ofte gengifte, tit med unge mænd, for at drive gården/værkstedet videre, så enkeafbrænding som i Indien har på ingen måde været gængs her. Faktisk var bruden ældre end brudgommen i næsten hvert femte (18 % i 1880’erne) ægteskab førhen – temmelig usædvanligt andre steder.

Det var den hurtige gennemgang, jeg har et helt foredrag om De modne Mødre, hvor der i øvrigt også er en litteraturliste til dem, der vil nørde mere. Men helt kort: Vi har ikke en lang tradition for barnebrude her i Danmark.