Tak til Sverige og andre sexkøbsmodstandere

21 10 2014

af Nina Søndergaard

Her på bloggen har jeg harpet løs på radikalfeminismen og hvor skidt et forbud mod køb af seksuelle ydelser er og vil være. Nu er det på tide med langt mere positive vendinger, for herfra skal lyde et stort tak!

Feminister mod sexkøbsforbud. Fotograferet af Torben Svane.Tak til Sverige, tak til 8. marts initiativet, KFUK-Reden København, tak til Hanne Helth, Odile Poulsen, Anne-Grethe Bjarup Riis, Anne Rasmussen, Anna Skarhed, Madeleine Leijonhufvud og alle I andre der mener at prostitution er vold mod kvinder, en undertrykkelse og slaveri der skal forbydes og forsvinde fra jordens overflade. Tak! Takket være jer har jeg truffet nogle af mine bedste venner og veninder og fået nogle af de allerbedste, største, sjoveste og kærligste øjeblikke i mit voksenliv.

Det var nemlig modstanden mod de svenske tilstande der fik mig til i 2007 at blive medstifter af netværket Seksualpolitisk Forum. Herigennem har jeg lært masser af herlige mennesker at kende. Blandt andre bloggens medstiftere og meningsdannere, fotografer, homoer, kunstnere, lærere, sadister, skribenter, studerende, swingere, terapeuter – nogle gange i én og samme pragtfulde person!   665534_468045673246254_1200543859_o

Jeg har også truffet nogle skønne, skægge, skarpe, stærke, seje, søde, smukke og spændende sexarbejdere. De har altid været et hyggeligt, godt og inspirerende selskab og haft nogle fascinerende og tankevækkende vinkler på sex, kærlighed, kroppen, kulturen og de tusind andre ting jeg har vendt med dem.

Det er indirekte også Sveriges skyld at jeg overhovedet blev prosexfeminist. Sveriges seksualforskrækkelse fik mig til at sætte mig ind i prostitutionens historie – hvilket blandt andet er blevet omsat til en byvandring. Dét var i hvert fald et ganske uventet og meget dejligt udslag af en dum, hadsk, kvindefjendsk og livsforringende lov, der udelukkende viderefører århundreders sexnegative, patriarkalske syn på kvinder som svage væsner der skal beskyttes mod dem selv.

Tak prostitutionsmodstandere for at have skærpet mit syn på seksualitet og kærlighed, for samtidig med at jeg virkelig har en fest med de mest underskønne, sexede og hjertevarme mennesker, så har jeg også set hvilken seksuel ensomhed der findes. Hvordan mennesker stille sygner hen af hudhunger, angst og isolation på grund af fordomme og fordømmelse. På den dystre baggrund er det endnu mere fantastisk at få lov at opleve så megen lir og latter: Det har været det bedste og mest berigende i mit liv, så mange tusind tak!





Alternativer # 1

7 09 2012

Af Nina Søndergaard

 

Her vil jeg præsentere en person der har valgt en anden vej end tosomhedsmotorvejen. Udvalgt fordi vedkommende netop ikke lever med en kæreste, men som til samfundets forbløffelse har det rigtig godt med ikke at være i parforhold.

Han er anonym, hvilket naturligvis svækker fortællingens styrke, men ønsket om anonymitet viser også at dét ikke at leve i snorlige parforhold stadig er ildeset. Og at sex og forældre ikke er to nemme størrelser – vi er alle et resultat af vore forældres seksualliv, men tanken er ubekvem. Mindst lige så træls som at skulle forklare sit eget erotiske liv overfor sin far eller mor, og jeg respekterer ønsket om at slippe for at forklare sin gamle mor at man suser i swingerklub.

Uanset at vi i vor egen selvforståelse er meget frisindede og afslappede, så skal alle voksne der ikke vælger tosomhed + børn forsvare deres valg. Endda ofte overfor meget kraftige angreb og slet skjult forargelse. Det er ikke altid helt let, især ikke når samfundet flyder over med billeder af lykkelig tosomhed.

Det bankes ind i skallen på alle at det eneste sande, rigtige og gode er at være to. Nu er der heldigvis plads til at to af samme køn kan få del i den glæde tosomheden sandelig også kan give, men det er stadig parforholdet der sigtes efter. Parforholdet som målestokken for succes i livet, endemålet for terapiforløb og som det modus livet skal slutte i.

Så her er en fortælling om hvordan man også kan leve, endda til tider let og lykkeligt. Som inspiration, trøst og glæde.

Bent

Bent er midaldrende og bor alene i hovedstadsområdet. Han drømte som ung om at få en kæreste. Det fik han så. Hun var sød og dejlig, sjov endda også, men det gik ikke. Hvad nu, tænkte Bent. Han havde masser af lyst, men ingen at knalde med. Det købte han sig så til.

”I starten var det hos ganske almindelige prostituterede der solgte helt almindelig sex, men jeg blev altid så nervøs og havde aldrig råd til at købe nok tid. Åh det var noget værre noget. Men så opdagede jeg gangbang!”

Det var bedre! Her var mere tid, mere lyst, mere fest.

”Det var en stor opdagelse. Du må huske på, Nina, at jeg er fra den tid hvor kvinder stadig var uskyldsrene engle. Jeg blev opdraget til at tro at kvinder ikke har lyst, så mit store sexdrive føltes som et overgreb mod de stakkels små kvinder. Men her var der kvinder der både tjente gode penge OG tydeligvis nød at blive gennemknaldet af måske ti mænd på en aften. Her var kvinder fuck meat – og kunne lide det!” Bent har julelys i øjnene og smiler stort.

Og i slutningen af halvfemserne opdagede han swingerklubber. Dem frekventerer han tit. Miljøet tiltaler Bent, masser af nysgerrige og ganske almindelige mennesker der bare gerne vil knalde igennem.

”På en måned vil jeg tro at jeg måske har sex med en 10-12 kvinder. Ikk? Jo, det passer nok meget godt.”

Bent retter på brillerne og ser skeptisk ud, da jeg siger at han nok knæpper mere end mange gifte mænd på hans alder. ”Nå? Jo, det passer måske også fint med det jeg hører i klubberne. Der er mange der ikke får nok sex…”

Bent er sød og velopdragen og stabil. Det har givet ham et godt ry, så han bliver tit inviteret til private arrangementer. Nogle mænd vil fx gerne forkæle deres kone med et gang bang, og Bent stiller glad og gerne op, ligesom han også har været med i en pornofilm. Af indlysende årsager, da jeg ser et klip.

Da jeg spørger ham om han kunne tænke sig et andet liv bliver han stille.

”Næ. Jeg er meget godt tilfreds. Jeg ville godt have haft børn, men sådan blev det ikke. Og nu er jeg jo også legeonkel for et par stykker” siger han med et smil. ”De er skægge! Jeg kan lide mit arbejde, jeg bor godt og ser mine venner og familie. – Og får en masse sex…”





Misforhold

30 06 2012

Af Nina Søndergaard

Når jeg syntes det var en god idé og værd at komme ud af det polyamourøse skab, så er der flere grunde. Dels er det jo altid dejligt med endnu flere fæller og venner, the more the merrier! Dels mener jeg at polyamori kan mane til eftertanke og afføde reflektioner som jeg mener alle burde have over deres eget liv og kærlighed. Om de vælger det ene eller andet er mig ligegyldigt, men hvis jeg har været så heldig at dryppe lidt eftertænksomhed ind i folk, så er min mission fuldført.

Når man ser tingene fra sidelinjen som jeg gør, så er der nogle misforhold der falder i øjnene. Der er en række betingelser vi og samfundet sætter op for vores kærlighedsliv, og de kan være modstridende og ret besværlige at manøvrere rundt i. Her sætter jeg nogle begreber op, som er styrende for vores opfattelse af kærlighed og sætter fokus på at de to størrelser kan konflikte med hinanden.

 

Tosomhedsidealet og virkeligheden

Det har slået mig hvor meget idéen om og fremstillingen af tosomheden fylder i medierne og i hovederne på folk, når virkeligheden desværre ser anderledes ud. Der er stort set kun to glade mennesker i film, reklamer og forsider. Nu kan det måske godt være to glade personer af samme køn, men én glad eller flere glade…?

I virkeligheden lever flere og flere mennesker alene, og 40 % af alle ægteskaber ender med skilsmisse. Det er ikke entydigt skidt at folk nu bliver skilt, fremfor at leve glædesløst eller med vold og misbrug. Men vi har stadig en idé om at voksne mennesker skal have én anden partner, tosomhed er vores default setting og de andre er modpolen og hedder “singler” eller “enlige”.

Der er mange der ikke rigtig kan finde sig til rette med hverken parforholdet eller aleneheden, og har kan polyamorien måske være et bud.

 

Forelskelse og monogami

Nu om stunder mener vi at et ægteskab skal være mellem to, og kun to, forelskede personer der har valgt hinanden med hjertet. Det er dejligt og det er en smuk tanke, men som bekendt holder forelskelsen op på et tidspunkt. Og hvad så?

Kravet om monogami siger at de to skal blive sammen, uden at lukke andre ind. Det kan koste ægteskabet at blive forelsket i en anden. Og hvad så?

Polyamoriens bud på en mulig udgang er at fastholde ægteskabet, men at blive og være forelsket i en tredje, samtidig med at den første tosomhed kører videre. Det er, trods manges forundring faktisk muligt, og det kan være et alternativ til den serielle monogami, hvor hver forelskelse er enden på det gamle forhold og begyndelsen på et nyt.

Forelskelse og livslange forhold

Forelskelser varer, ligesom depressioner, højest halvandet år og oftest kun uger eller måneder. Det ved vi alle sammen godt, men forelskelsens rus af hjernekemiske trylle- og lykkestoffer gør os afhængige og mange søger derfor forelskelsen igen og igen. Denne interne kokainrus hænger meget dårligt sammen med idealet, nej kravet, om livslange forhold.

Den gamle løsning var at nedtone forelskelsen, som man anerkendte eksistensen af, men som slet ikke blev anset som godt og det eneste saliggørende. Det var tilladeligt og endda fint, hvis to gifte personer blev forelskede i hinanden, men intet krav. Det var måske lidt naragtigt at være forelsket, og intet at regne for glæden ved et langt ægteskab. Der gennemsnitligt varede i femten år.

Idag er kravet til de to gifte at de er, eller i hvert fald har været, smaskforelskede. Og de to kan, når de bliver gift i en alder af nogle-og-30 år få mange, mange år sammen.

Det kan være en klaustrofobisk tanke, og mange vælger at blive skilt og opleve nye forelskelser. Ofte med en skygge af skyldfølelse og nederlag over ikke at kunne få de to modstridende krav om evig forelskelse til at hænge sammen med et livsvarigt forhold.

Igen kan polyamorien være et bud på at forelskelser, også i helt andre, kan få plads i livet som tilvalg og et ekstra gode, ikke på bekostning af andre. Den andens glæde kan nemlig også smitte og give medglæde.

Store følelser og skemaer

Den romantiske kærlighed indebærer store følelser, stormfulde højder, ubændighed og foragt for samfundets smålige regler. Det kan derfor komme til at knibe en kende at få denne enorme følelsesfuldhed stoppet ned i de kasser der sandelig også findes til kærligheden.

Her taler jeg ikke bare om at monogamien kun har én kasse, og at man kun kan og skal elske én og ikke flere på samme tid, men om de regler kærlighedsforløb skal følge.

Suzanne Brøggers essay ”Den allersidste tango” i ”Fri os fra kærlighedenkredser om disse regler. Tangoen er som en dødedans siger hun. ”Det er et mekanisk ritual ligesom den romantiske kærlighed, der holder andre mennesker ude.” Hun mente der var regler for kærlighed, og at alle andre fastsatte reglerne.

Et forløb skal være som følger: To mennesker møder hinanden, de skal fatte godhed for hinanden og så skal forelskelsen bygges op.

De skal ud at spise og drikke rødvin, de skal i biografen, de skal kysse og måske også have sex. (Allerede her kan det være så komplekst at det falder til jorden: Må man knalde på første date? Hvem ringer først – endnu en forvirring for homoer, når nu de heller ikke kan sige at det er manden der skal jagte… Hvad skal man spise og hvem skal betale? Hvordan skal man sige til den anden, at vedkommende boller dårligt? Hvorfor vil den anden kun se komedier, når nu man længes efter franske kunstfilm?)

Efter et par måneder skal forældrene have besked, kæresten skal præsenteres for vennerne. Efter endnu et par måneder skal man flytte sammen, og et par et sted i 30’erne skal så have børn. Man skal tage på ferie sammen, men have hver sin arbejdsplads.

For heteroer er der endnu et sæt regler der handler om forvaltningen af køn og kønsroller. Manden skal stadig helst tjene mere, tilgengæld skal kvinden have bløde værdier og tage en lang barsel for at vise at hun ikke vægter sin karriere over sine børn. Kvinder må godt have bukser på og gå uden makeup, men mænd må sandelig ikke gå i nederdel eller tage mascara på på arbejde. Det er også bedst hvis manden ser fodbold, mens hun er ude med sine heteroveninder.

Hvis du grinede, var det måske en Homer Simpson-latter: It’s funny cuz it’s true. Men alle der ikke har passet ned i de fine kasser ved at det kan være ret besværligt ikke at drikke rødvin, ikke at ville bo sammen, men måske have en butik i fællesskab. Det er mærkeligt og måske slet ikke sand kærlighed

Forhold og tavshed

Alt det ovennævnte har en præmis: Stiltiende samtykke. Det ligger implicit. Det ved man da og sådan er det bare.

Der er også axiomer og slogans der hylder tavsheden: Tale er sølv, men tavshed guld. Forhold er private. Man kan snakke tingene ihjel. Den anden behøver ikke at vide alt. Kærligheden er et spil. Det er sundt at holde hemmeligheder for hinanden.

–          Det er også skønt når det bare kører, og det kan jeg unde alle, men nogle gange kører det ikke. Overhovedet ikke. Og så kan det være at en samtale kan om ikke løse problemet, så løsne op. Samtaler kan afstemme forventninger, udrede misforståelser og gøre parterne trygge og frie.

Beskyttelsen af sit privatliv er fuldt forståelig, og mit hippieråd handler heller ikke om at alle skal snakke mere med alle om deres private forhold, men at dækket nogle gange også kommer i vejen for en åbenhed i forholdet. Mange skjuler meget for deres partner af frygt og forlegenhed, og dermed bliver det måske mindre tosomhed end to gange ensomhed.

Den store modstand jeg har mødt mod mere samtale er forunderlig. Det har givetvis noget at gøre med de forskellige erfaringer vi gør os. Jeg har stort set kun møde glæde, varme, frihed, tillid, tryghed og forståelse i mine samtaler. Andre er måske blevet afvist, bange, vrede og sårede. Men tilhængerne af (total) tavshed skylder mig en forklaring på hvordan de fx fik deres arbejde og eventuel lønsforhøjelse – ved at tænke sig til det? Og de skal vise at samtaleterapi overhovedet ikke nytter. For hvis folk har kunnet komme igennem de værste traumer over krig, psykoser og voldtægt gennem samtaler, så tror jeg også at samtale mellem elskende har en chance.





En udstrakt lillefinger til Pornofrit Miljø og andre pornomodstandere

2 06 2011

Af Nina Søndergaard

 

Kære Pornofrit Miljø og andre pornoskeptikere

 

Nu tror jeg faktisk godt at jeg kan følge jer lidt: I føler jer små og truede af den overvældende strøm af porno, der i jeres øjne har denne undertekst ”Sådan skal I gøre! Køllen i møllen, det er sagen!” Sådan har jeg det med billeder af heteroidyl.

 

Heteronormativititen ser jeg i blade som ”Bryllup” og ”Vi Forældre”. Jeg ser smilende heteropar på reklamebannere på nettet, på bygninger. Medierne lovpriser mand og kvinde i tilfreds tosomhed – og virker det ikke, så er der nu utallige parterapeuter der falbyder deres ydelser for at mænd og kvinder atter kan leve lykkeligt til deres dages ende.

 

Efter at jeg sprang ud af det polyamourøse skab er jeg blevet paranoid og synes at samfundet bare gerne så at jeg kom ind i ægteskabets hellige folder. Jeg hører hvisken af hvor dejligt det er at blive gift, selvom jeg ikke synes jeg har lyst til det. I må høre hvisken af hvor lækkert det er med analsex, selvom I ikke synes I har lyst til det.

 

”Oplevelsen [af god sex] afhænger af, hvad man har lyst til. Hver især må vi mærke indad og finde ud af, hvad vi virkeligt tænder på, men det kræver koncentration, og at man kan udelukke alle udefrakommende tanker.” Det var Jette Hansens mening i Information i 2009, og jeg erklærer mig enig.

 

Jeg ønsker også at vi alle kan finde ro og stilhed til at tune ind på vores egne hjerter, egne kusser og egne behov og ønsker. Det er faktisk kærnen i min kamp. Om man vælger kernefamilien, en regnbuefamilie, sexarbejde, alenehed eller 117 elskere – er underordnet, jeg vil bare gerne have at folk træffer mere reelle og hele valg. Og dermed synger vi faktisk samme sang. I ønsker fred for pornografien og måske et forbud mod at kvinder og mænd deltager i det. Jeg ønsker ro og rum så folk kan dyrke deres pornografiske lyster, både for og bag kameraet, i fred.

 

Det er ok at pornofilm er ude af børne-nå-nøjde. Helt fint at der findes pornofiltre og Kanal København sender ’smuds’ sent. Fint at pornobutikker ikke må være alt for højtråbende i deres skiltning.

 

Men, hvis I synes at pornofilm med voldsom analsex er en opfordring til at I skal efterligne sligt, så synes jeg at romantiske film og reklamer er opfordring til giftermål. Så med hensyn til pornoficeringen af det offentlige rum, er jeg snarere på linje med den mest rabiate venstrefløj der ønsker alle reklamer i byrummet forbudt. Hvis ikke I gider at se på plasticpatter på busser og husmure, så gider jeg heller ikke at glo på besyngelser af forlovelsesringe, samtalekøkkener, tv-apparater og ure som jeg aldrig får råd til.

 

Sandheden er dog at jeg knap lægger mærke til reklamerne, pornobutikker kan jeg også snildt gå forbi uden at ænse dem (det samme gælder violinbyggere, tobakshandlere, iPhonereparatører og dyrehandlere). Det er ganske enkelt ikke interessant for mig, de produkter har jeg ikke behov for. Det er jeg sikker på.

 

Det er staks sværere når det kommer til mit kærlighedsliv. Især nu, hvor folk føler sig berettigede til at have stærkt negative meninger om min livsstil, uopfordret give mig gode råd om at jeg skal få mig nogle børn i en fart og i det hele taget blot afventer at min forlængede teenageforvirring skal lægge sig til fordel for et parcelhus i provinsen med én ægtemand… Det er så skingert et kor at jeg kan have svært ved at høre mig selv, jeg bliver usikker, jeg lader mig forvirre af samfundets lovprisning af ægteskabet som kommer i form af adoptionslove, skattefradrag og stikpiller á la ’savner du ikke nogen at vågne op med?’.

 

Hvis det er den forvirring I synes at porno bringer ind i jeres liv, så kan jeg godt forstå jer.

 

Vi definerer bare frihed forskelligt. I synes det er vigtigt at blive fri for porno. Jeg synes det er vigtigt at give folk frihed til at vælge selv, herunder også muligheden for at blive pornoskuespiller og få filmen vist på storskærm. Jeg så gerne et rummeligt samfund med plads til alle, hvor alle kan få lov til at udtrykke deres glæde, kærlighed og seksualitet. I bør nemlig huske på, at det som I synes er normalt og naturligt, det ligger andre meget fjernt.

 

Disclaimer: Jeg ønsker ikke at hænge nogen (seksuelle praksisser) ud. Det vil være fejlagtigt at tro at jeg er imod heteroseksualitet eller hader kærnefamilier, det er ikke tilfældet.





Hyldest til alle Ama’rpi’r

26 04 2011

Af Nina Søndergaard

Tak til alle amagertøser derude. Tak fordi I deler jeres smukke krop så gavmildt med os. Tak fordi I ikke skammer jer over jeres krop. Tak for jeres sexede styrke.

Med amagertøser mener jeg alle kvinder i alderen 12-50, der går i kropsnært tøj og som ofte viser temmelig meget hud. Amagertøs har intet med om man kommer fra Amager eller ej, ej heller har det nødvendigvis noget med socialklasse at gøre. Amagertøser kan stamme fra Amman, Amerika, Abuja, Aceh. Amagertøser fåes i alle hudfarver.

Amagerpiger er ofte stærkt pyntede, har bling smykker, dristige tatoveringer, hår der er gjort en masse ved (ikke nogle naturlige høstakke her), går i imponerende stramme hvide jeans, lige lovlig korte kjoler og har tit tre kilo makeup på.

De er meget populære at pege fingre ad og rakke ned på. Det sker så tit, at der sikkert er nogle læsere der i tvivl om jeg mener denne hyldest, og det gør jeg.

Som prosexfeminist mener jeg at det er deres selvfølgelige ret at klæde og udsmykke sig som de vil. Uanset hvilke bevæggrunde de end bliver skudt i deres højhælede sko.

Som biseksuel kvinde er det mig en stor glæde, nogle gange på sådan en lidt suspekt gammel gris-agtig måde, at se deres vidunderlige kroppe som de stiller til skue og beundring. Her forstår jeg fuldt ud heteromænd: Kvindekroppen er smuk og skøn at skue, og det er dejligt at få lov til det. (Desværre er mange amartøzer ramt af heteroseksualitet og heteronormer, så jeg nøjes bare med at kigge lidt. Diskret).

Nogle af dem slår mig som toppunkterne af kvindelighed: Jeg har som klodset, grim ælling i fodformede sko, praktisk og varmt tøj og med rygsæk på, tit beundret dem når de kom valsende forbi med store øreringe, smarte tasker, usandsynligt høje sko, lækkert hår, pæne lange negle (hvordan gør de det?!) og en duft af pige efter sig.

Men selvglæde, selvtilfredshed og høj erotisk kapital er meget ildeset her. Vi lader til at mene at kvinder ikke bør fixe sine medfødte mangler, stille alt for meget hud til skue eller gøre alt for meget ud af sit udseende.

Og det er jo en kedelig idé. Om man deler min begejstring for amagerpigernes æstetik er underordnet. Pointen er at de er kvinder der meget aktivt og højlydt forvalter deres erotiske kapital – de er stolte af deres krop og er ikke bange for at vise den frem. Den attitude er der desværre alt for lidt af, hvilket er forståeligt, når man ser hvordan amagertøser bliver svinet til.

En typisk indvending er at de blot overtager pornoæstestikken, de hopper med på patriarkatets vogn og gør sig til ”for mændenes skyld”. At meget nutidigt porno er skåret over en Pamela Anderson-læst viser blot at det er populært, intet andet. At popularitet så kan anses som et bevis på lav intelligens er jo blot et surt påfund fra elitært hold…

Naturlighedsargumenterne er næsten for ringe til at jeg gider at gendrive dem her, men nøjes blot med at skrive, at alle personer der ikke er stærkt handicappede vælger noget om deres udseende: Man vælger selv at tage Aldi-bukser på, ikke at skifte brillestel i 10 år, ikke at blive klippet ordentligt, ikke at gå på gaden iført balletskørt og bikinitop. Det er måske grimme, tidsbesparende og trygge valg, men det er valg og dermed udtryk for en vilje og æstetik i ikke mindre grad end amagertøsernes.

Den sidste indvending kan jeg delvis være med på, det er synd hvis ikke hun SELV får noget ud af det eller føler sig veltilpas. Men gør hun det, har jeg intet at indvende. Finten er nemlig det er et feedback-loop: Hun ser tiltrækkende ud: Hun får opmærksomhed, ros og højst sandsynligt sex på grund af sit udseende. Det er dejlige skulderklap (som vi alle har brug for) og det øger selvtilliden og sexetheden og så fremdeles. Det er en positiv spiral jeg under alle at komme ind i, hvad enten de selv vil ligne en amagertøs eller ej…

Min taknemmelighed handler ikke om hvorvidt jeg selv vil gå klædt som dem, eller om den pågældende stil er et eksempel til efterfølgelse, det handler om at amagertøser deler generøst ud af deres skønhed og seksualitet og dét takker jeg dem for.





Den eneste ene – i sengen

15 02 2011

Af gæsteskribent
Vi har her på bloggen modtaget dette indlæg. Vi er bekendt med skribentens identitet.

Jeg indgår for tiden i et forhold, hvor omdrejningspunktet er sex. Han er en dejlig mand, så det er ikke så underligt, jeg overvejer om jeg kan (lade være med at) falde for ham – romantisk forstås.

Men ind imellem tænker jeg over, hvor meget det faktisk har med ham at gøre? Jo, han passer på mange måder ind i den kasse, jeg forestiller mig min forhåbentligt kommende livsledsager bor i. Han er 11 år ældre end mig, afbalanceret, tænksom, har en skøn krop (skøn!) og rører mig med passion. Jeg bliver taget. Jeg bliver spist. Jeg er hans. Og så har han lige lært mig at dyrke analsex – er den eneste nogensinde, der har formået at få mig til at nyde det, tænde på det og bede om mere.

Men mange ting er på spil i et forhold. Romantiske forventninger blander sig med sensualitet, dyrisk rovdrift og fornemmelsen af øjeblikket og evigheden. Ret beset kender jeg jo ikke manden. Jeg har set ham 3 gange og kun første gang snakkede vi om verden og hverdagen. De øvrige gange har vi kun snakket i sengen – og den snak har kun udviklet vores forståelse af hinandens seksualitet. Vi kender hinandens kroppe. Hinandens lyst. Han kan ikke udmatte mig, selvom han prøver og prøver fem gange i træk. Det ved vi. Men vi ved ikke så meget mere om hinanden og relationen mellem os.

Alligevel romantiserer og idealiserer jeg manden. Jeg drømmer om, at han og jeg hører sammen og skal høre sammen altid. Men jeg kender ham jo ikke.

Hvad ansporer mig så?

Efter første nat var jeg forelsket. Jeg var så forelsket! Jeg lå i min seng hele dagen og kunne ikke tænke på andet end ham. Jeg længtes og kunne ikke leve med tanken om, at vi måske ikke skulle være sammen for evigt.

Biologi og hormoner giver det ene svar. Mens han forløses 5 gange, forløses jeg ikke. Jeg får ikke orgasme – jeg tilfredsstilles, men får ikke forløsningen, udløsningen og dermed afløses den urolige lyst ikke af den rolige tilfredshed. Mine hjerne og læner længes stadig, vejrtrækningen forbliver overfladisk og trangen til at blive rørt og begæret varer ved. Jeg vil tættere på ham. Han skal forløse mig. Men han er forløst og må videre.

Længslen efter samhørighed og afslutningen på min søgen efter den anden – ham der skal forstå mig, som han ville forstå sin tvilling – er det andet svar. Angsten for aldrig at finde den anden stikker dybt.

Men er den tredje svar mon, at jeg er opdraget til at søge mandens anerkendelse af min Madonna? Jeg stræber efter at han ser mig. Får øje på mig – hele mig.

Måske drejer længslen efter en mand, 2 børn i forstaden – den længsel, der hos mig er dybfølt – både om hormoner der lader mig drage af mænd, om længslen efter samhørighed eller drømmen om endegyldig forståelse og det lette liv. Et liv hvor mangfoldigheden er pakket væk, så vi kan fremstå pletfri og renskurede og dermed undgå de andre stigmatiserende blik. Men intet menneske er vel konformt i sin reneste, rå form? Vi er vel alle nogle mærkværdige originaler, der forsøger at gøre livet lettere ved at inddele det i kasser og systemer.

Billederne skyldes kunstneren Yeondoo Jung.





Polyamourøs i æteren

24 01 2011

Af Nina Søndergaard

Vita, P1 programmet der interviewer ildsjæle og livskunstnere har også interviewet mig.

Torben Brandt var god til at få mig til at slappe af. Hvis I gider at lytte til det vil I høre min glade stemme og mange øh’er.

I kan høre det her.

 

 





Fravalg er også et valg

16 01 2011

Af Nina Søndergaard

Først en stor og dybt rørt tak til alle jer der tilkendegav jeres støtte i min springe-ud-af-skabet proces! Det har godt nok været overvældende og hjertevarmende. Og det er lige præcis det der gør at jeg ikke vil ind at gemme mig i skabet igen, tak! Hvis min historie har inspireret bare ét menneske til at tale med sin elskede om hvordan de kan åbne op, så er min mission fuldført: Jeg er ikke ude på at omvende, men på at åbne op for dem der tumler med nogle af de samme tanker.

Alligevel vil jeg menneskeligt nok grave lidt i de få forbehold jeg reelt er blevet mødt med, for at præcisere og imødegå beskyldninger fremsat på forkert grundlag.

1.    Mit fravalg af kæreste og bofælle er et helt reelt, velgennemtænkt fravalg, ikke en mellemstation mellem to kærester. At andre stræber efter en kæreste er glimrende, det er deres valg og ønske, ikke mit.

2.    Jeg kræver at blive anerkendt for der hvor jeg er nu, også selvom jeg skulle få lyst til andre ting fremover: Velmenende mennesker har sagt til mig at jeg endelig ikke må lægge mig fast på at være polyamourøs, bare fordi jeg har sagt offentligt at jeg er det.

Tak tak, jeg er godt klar over at livet er omskifteligt, og måske vil jeg en dag giftes og have børn (I skal nok blive inviteret med til brylluppet), men siger samme personer til nygifte der træder ud af kirken: Nu har I to godt nok sagt ja til hinanden for Gud og samfundet, men det er nok bare en fase og skal I få lyst til noget andet, så skal I endelig bare gøre det? Nej vel, det ville være frækt og respektløst at gå ud fra at de to ikke har tænkt sig om da de giftede sig, også selvom der er stor risiko for at de går fra hinanden.

3.    Min beslutning om at ville have flere elskere bunder retteligt i et ønske om mere morskab i mit liv. Det kan gerne tolkes som skrigende uansvarlighed, hvis dét at have det sjovt et par gange om ugen er lig med letsindighed.

Men det er sandelig ikke ensbetydende med at jeg ikke kender til ansvar og tung, pålagt kærlighed. Jeg orker ikke at give den fulde historie, men vil nøjes med at sige at to meget syge forældre har forpligtet mere end noget andet i mit liv og jeg finder mig simpelthen ikke i at mit fravalg af livspartner ses som en forfløjen ansvarsfralæggelse. (Det omvendte ville være at jeg mente at alle ægtefolk havde giftet sig for at få en byrde i livet, ligeså ukorrekt og absurd antaget).

4.    Fremtidssikring – flere kommentatorer har småligt forudsagt min kommende ensomhed, som bestemt er et muligt udfald af min livsstil. Den har jeg naturligvis selv tænkt over, men alene på grund af antallet af mennesker i mit liv forekommer det mig sært at ét menneske skulle være en bedre ensomhedsforhindrer end mange.

Tilmed har jeg skrevet testamente og ved godt jeg engang skal. Mange af de mest vokale modstandere jeg har mødt har ikke engang gjort dette (og en del af dem havde endda børn!), og med så kort en tidshorisont fra deres side er det svært at se hvad de har at skulle have sagt om mit liv og min fremtid. Og igen, alle kan blive forladt, alle kan miste. Ensomheden er et grundvilkår for alle mennesker, jeg vælger blot at have flere end én omkring mig.

5.    Mine venner er min selvvalgte familie, mine venner er mine støtter, mine kilder til styrke og kærlighed og alt godt her i livet, det kan ikke understreges nok. Tak til jer!

Jeg er ganske almindelig og lever et aldeles upåfaldende liv, men skal jeg fremhæve ét punkt hvorved mit liv adskiller sig fra mange andre nogle-og-trediveåriges er det mine venner. Dem har jeg mange af, mange gode og nære, mange gode og lidt fjernere. For ved ikke at have en kæreste, fjernsyn og børn har jeg også tid til vennepleje.

Mine venner skal i lige så høj grad vælge mig, som jeg skal vælge dem (det er ligesom en væsentlig forskel på venner og familie), og det koster naturligvis. Det er min ’trædemølle’, for min livsstil ville ikke på nogen måde give mening hvis ikke jeg havde mine vidunderlige venner – andre investerer deres tid og energi i ét menneske, jeg investerer i mange. At have mange venner er et stort gode i livet, og flere og flere undersøgelser viser at venner holder én i live længere, sund, rask og depressionsfri.

For mig er skellet mellem venner og elskere ikke skarpt, det går frem og tilbage – akkurat som i andre kærlighedsforhold, og mine venskaber udvikler sig selvfølgelig også, og det er naturligvis en enestående og speciel følelse at se min barndomsveninde, ligesom det også er skønt at se bekendtskaber af nyere dato.

6.    Barnløsheden. Først må jeg udtrykke feministisk forundring over at folk føler frihed til at dømme om noget så privat, dét er i sig selv i uhyre grad krænkende og respektløst (har jeg sagt noget om deres børn?!).

For det andet er barnløshed altså ikke et nyt, forkælet fænomen, tværtimod. Det er nu kun 10 % af en kvindelig årgang der IKKE får børn, mod 25 % i årgangene omkring 1900. Med bedre økonomiske muligheder kan kvinder nu fravælge ægteskabet og tilmed få børn udenfor ægteskabet, de trods alt gode pasningsmuligheder muliggør også at kvinder kan bibeholde en plads på arbejdsmarkedet, selvom de vælger at få børn. Alt sammen noget der ikke godt kunne lade sig gøre for almindelige mennesker i 1900.

For det tredje så har jeg ikke endegyldigt besluttet mig, men indtil videre har det ikke forekommet mig tillokkende på noget plan at skulle have børn. Skulle jeg få trangen til at bringe børn ind i mit liv, ved jeg også at der findes mange andre veje til børn end at stifte kærnefamilie: Jeg kan hægte mig på andres familier, jeg kan omskole mig til pædagog, jeg kan blive børnehjemsforstanderinde et sted i Afrika – jeg behøver ikke at vælge en mand/kone, hus og dobbeltarbejde (sidstnævnte er herligt for dem der vil dét!).

7.    En gentagelse: Jeg springer ud af skabet for at vise andre måder og muligheder for kærligheden end det monogame kærlighedsægteskab, som bestemt kan være smukt og dejligt, men som på ingen måde kan siges at være den sikre vej til lykken, noget naturligt eller have oldgammel hævd. De få rå der har hævdet dette (især i kommentarsporet på information.dk) har uden at vide eller villet det bestyrket mig i at stå frem som polyamourøs.

Min ’måde’ at være polyamourøs på er én ud af uendeligt mange: Dét det drejer sig om er ærlighed. Det er ærligheden og åbenheden (og viljen til dette) der adskiller polyamourøs kærlighed fra ganske almindelig utroskab. Mange polyamourøse er gift og har børn, nogle har to kærester, nogle har slet ingen – der er ikke én opskrift på polyamourøsitet, det er kun hvad folk selv finder frem til af arrangementer for dem selv og deres nære.





At springe ud af det polyamourøse skab

14 01 2011

Af Nina Søndergaard

I Information idag kan man læse et interview om mig og mit valg af livsstil. Nu skal det være slut med at være en kylling, derfor vil jeg gerne fortælle min historie om at fravælge det traditionelle monogame parforhold til fordel for en håndfuld elskere og elskerinder.

Et lidet chok for jer læsere, en stor overvindelse for mig! Jeg er nemlig splittet i en privat jysk person og en larmende seksualpolitiker når jeg hører hvordan heteroer ubekymret fortæller om deres privatliv over frokostbordet: De sidder med deres ringe på fingrene og fortæller lystigt at de var i biografen med deres mand, en utilsløret erotisk forbindelse som ingen løfter øjenbryn over.

Men har jeg lige så meget ret til at fortælle at jeg var i biografen med én af mine elskere og jeg derefter sov i ske med min veninde? Ikke rigtig, for så ville heterokoret straks gå i gang med at homoer også altid skal være så pågående og skilte med deres seksualitet. En heteromand  skilter sandelig også med sin seksualitet ved at være dårligt klippet, ildelugtende og have ring på fingeren, men det anderledes skal vel altid peges fingre af i starten.

Jeg ville ønske at det var lidt mere gængs og normalt at være polyamourøs, men jeg kan ikke godt vente på at andre bliver modige før mig. Desuden har seje kvinder også banet vejen for mig, Sus Luder og Pouline Middleton er allerede nævnt og takket her på bloggen.

Ved at læse Catherine M’s seksuelle liv lurede jeg hvordan hun gjorde: Hun lod en bemærkning falde om de andre elskere, når hun tog sig endnu en elsker. I bedste franske stil lod det ikke til at afskrække ret mange… På den måde havde hun ryggen fri – samme fremgangsmåde er der at finde i ”The ethical slut”, men den havde jeg ikke læst på det tidspunkt.

Som læst, så gjort. Det er ikke helt nemt at have du-er-ikke-den-eneste-elsker samtalen, jeg bliver i hvert fald altid nervøs og bange for at blive forladt og miste en god nyfunden elsker. Det er sjældent der er nogen der er blevet skræmte der, men senere er nogle mandlige elskere blevet jaloux og følt sig truede. Andre elskere (alle!) vil bare gerne giftes og have børn, altså forlader de mig til fordel for deres børns kommende moder. Dét er hårdt og tungt, det er prisen for at maxe ud på sin morskab: Smerten ved at blive forladt oplever jeg lidt hyppigere end andre der satser på den eneste ene – hver gang.

Men det er fair nok, jeg har jo andre elskere at trøste mig med og jeg vil ikke stå i vejen for mine næres lykke. Desuden giver min polyamourøse livsstil mig så meget energi, kærlighed, sex og overskud at jeg godt kan tåle det, selvom smerten ved at miste ikke er anderledes for mig end for andre.

Det kan sagtens se ud som om det bare er at fortsætte teenageårenes forvirrede uansvarlighed. For mig føles som et ægte valg med lige så virkelige og til tider smertelige fravalg, som en sand oprigtighed overfor mig selv og min omgangskreds og et klart standpunkt. Jeg glæder mig over de elskere jeg har kendt i mange år nu og håber jeg får endnu flere år i deres gode selskab, jeg glæder mig over de nye der kommer til og som også beriger mit liv.

Jeg kan også høre et forurettet spørgsmål: ”Jamen tror du så slet ikke på kærligheden? På mand og kone?” Jo, det gør jeg da. Jeg er ikke ude på at nedlægge ægteskabet som institution, det er virkelig smukt når to personer finder sammen, vælger hinanden og gør begge til bedre, stærkere og mere hele mennesker.

Min eneste anke er at kærlighedsægteskabet er stadig livets manuskript, defaultsettingen og at nogle derfor blot gifter sig af vane og af manglende mod og fantasi til at tage andre kringlede veje ind i kærligheden. Alt det brok og jammer jeg har hørt på og læst om i forbindelse med det moderne parforhold gør mig i hvert fald kritisk overfor at parforholdet som den sikreste og bedste vej til lykken.

Naturligvis har alting en pris og sine op- og nedture, men selv med forbehold for at mine søde veninder automatisk brokker sig mere over deres kæreste end de roser kæresten overfor mig, så er der stadig meget sorg og ulykke forbundet med parforholdet og de uudtalte forventninger man forsøger at manøvrere rundt i. Dét synes jeg er trist og jeg vil klart opfordre alle, elskende og kærester til at tale mere åbent sammen og finde ud af hvad de vil og ikke vil. Og derfor springer jeg offentligt ud af det polyamourøse skab, så andre kan se at der er mange muligheder for at få kærlighed og nærhed ind i livet.

Alle billeder er fra Anjamation på Flickr.





Køn, kend din plads

2 11 2010

Af Nina Søndergaard

Kvinde, din plads er ved kødgryderne. Børn og familie er dit mål, dit livs mening, ikke din karriere.

Mand, din plads er arbejdspladsen. Karrieren er dit mål, ikke tid til familien.

Sådan ser det ud inde i rigtig mange menneskers hoveder i 2010. Jeg vil være en forræderisk feminist og skrive at ligestillingskampen på mange punkter er vundet på de ydre, formelle fronter: Kvinder har lov til at tage en uddannelse, få et arbejde, blive direktører og dommere, forvalte deres egne penge, få børn og beholde dem efter en skilsmisse, gifte sig med en mand eller kvinde, sagsøge og sportstræne. Alt det som tidligere tiders kvinder ikke havde lov til her, og som desværre stadig ikke er muligt for mange af denne verdens kvinder.

Men de indre fronter…

Det er ikke kun mig, der synes vi sidder fast i nogle kedelige forestillinger, men det mentale dynd er klægere end det juridiske:

En rigtig mand arbejder en hel masse og hiver penge hjem til konen, som til gengæld dedikerer sit liv til børnene. Hvis han ikke arbejder er det helt skævt. Hvis han arbejder, men ikke tjener særlig godt er det slemt. Er han hjemmegående husfar er der noget galt. Er han gift med en mand er det heller ikke altid velset. Hvis konen ikke ofrer alt for børnene er hun en dårlig mor. Hvis hun fravælger børnene er hun egoistisk, for så er der ikke nogen til at tørre røv på os når vi bliver gamle. Tjener hun mere end ham, er han sikkert under tøflen… Fortsæt selv.

Jeg gider ikke tale om rengøringsaspektet, for det må folk selv kunne (be)tale sig til rette om og som iøvrigt giver mig en væmmelig fornemmelse, af at vi stadig ikke regner traditionelt kvindearbejde for værdifuldt eller rigtigt arbejde. Næh, jeg vil bare give et par eksempler fra min kreds, hvor forskellige mennesker kommer i konflikt med grænserne for god og passende opførsel for deres respektive køn. Mine ærede læsere kan helt sikkert komme med en række andre eksempler.

Min gode veninde arbejder i sundhedssektoren og blev skilt for nogle år siden. Hvis man kan tale om en nogenlunde behagelig skilsmisse, så var det dét. Hun og ex’en taler fint sammen, bor tæt på hinanden og har et udmærket samarbejde om børnene (på skilsmissetidspunktet henholdsvis 9 og 13). De har en velkørende 9-5 ordning.

Han har dem 9 dage, hun har dem 5. Børnene er glade, forældrene er glade. Omgivelserne er sure.

Især var reaktionerne fra hendes (kvindelige) kolleger så giftige, vrede og hadske (overfor det ’svin af en eksmand’), at min veninde måtte gå til ”psykopeut” for at få tingene til at passe sammen i sit indre. Hun er bare glad for sit arbejde, og hun sørger for så vidt muligt at have fri de dage, hvor hun har børnene, så der er tid til dem.

Morale: Kvinder forventes at ville prioritere børn over alt og i tilfælde af skilsmisse, så er det hendes soleklare moralske ret at få fuld kontrol over ungerne.

En af mine venner arbejder i den finansielle sektor. Han synes sgu det er lidt hårdt. Han holder af sit arbejde, men det er også lige overkanten og der skal ikke ske for meget, når han endelig kommer hjem, for han har brugt sin energi på jobbet. Han spurgte på sit arbejde om der var mulighed for at gå ned på deltid. Dét spørgsmål fes simpelthen ikke ind på lystavlen, det var som om han talte swahili, for han er jo en mand. Tilmed en ugift, barnløs mand. Så hvorfor i alverden han skulle ned på 30 timer stod på ingen måder klart.

Morale: Mænd skal arbejde igennem og forventes at anvende langt størstedelen af deres tid på jobbet.

Og hvad vil jeg sige med det her indlæg? At ingen ligestillingslove, kvoter eller forbud reelt kommer til at fungere efter hensigten sålænge de fleste af os stadig har fuldstændig firkantede idéer om hvordan mænd og kvinder skal gebærde sig i livet.