Tak til Sverige og andre sexkøbsmodstandere

21 10 2014

af Nina Søndergaard

Her på bloggen har jeg harpet løs på radikalfeminismen og hvor skidt et forbud mod køb af seksuelle ydelser er og vil være. Nu er det på tide med langt mere positive vendinger, for herfra skal lyde et stort tak!

Feminister mod sexkøbsforbud. Fotograferet af Torben Svane.Tak til Sverige, tak til 8. marts initiativet, KFUK-Reden København, tak til Hanne Helth, Odile Poulsen, Anne-Grethe Bjarup Riis, Anne Rasmussen, Anna Skarhed, Madeleine Leijonhufvud og alle I andre der mener at prostitution er vold mod kvinder, en undertrykkelse og slaveri der skal forbydes og forsvinde fra jordens overflade. Tak! Takket være jer har jeg truffet nogle af mine bedste venner og veninder og fået nogle af de allerbedste, største, sjoveste og kærligste øjeblikke i mit voksenliv.

Det var nemlig modstanden mod de svenske tilstande der fik mig til i 2007 at blive medstifter af netværket Seksualpolitisk Forum. Herigennem har jeg lært masser af herlige mennesker at kende. Blandt andre bloggens medstiftere og meningsdannere, fotografer, homoer, kunstnere, lærere, sadister, skribenter, studerende, swingere, terapeuter – nogle gange i én og samme pragtfulde person!   665534_468045673246254_1200543859_o

Jeg har også truffet nogle skønne, skægge, skarpe, stærke, seje, søde, smukke og spændende sexarbejdere. De har altid været et hyggeligt, godt og inspirerende selskab og haft nogle fascinerende og tankevækkende vinkler på sex, kærlighed, kroppen, kulturen og de tusind andre ting jeg har vendt med dem.

Det er indirekte også Sveriges skyld at jeg overhovedet blev prosexfeminist. Sveriges seksualforskrækkelse fik mig til at sætte mig ind i prostitutionens historie – hvilket blandt andet er blevet omsat til en byvandring. Dét var i hvert fald et ganske uventet og meget dejligt udslag af en dum, hadsk, kvindefjendsk og livsforringende lov, der udelukkende viderefører århundreders sexnegative, patriarkalske syn på kvinder som svage væsner der skal beskyttes mod dem selv.

Tak prostitutionsmodstandere for at have skærpet mit syn på seksualitet og kærlighed, for samtidig med at jeg virkelig har en fest med de mest underskønne, sexede og hjertevarme mennesker, så har jeg også set hvilken seksuel ensomhed der findes. Hvordan mennesker stille sygner hen af hudhunger, angst og isolation på grund af fordomme og fordømmelse. På den dystre baggrund er det endnu mere fantastisk at få lov at opleve så megen lir og latter: Det har været det bedste og mest berigende i mit liv, så mange tusind tak!





Alternativer # 1

7 09 2012

Af Nina Søndergaard

 

Her vil jeg præsentere en person der har valgt en anden vej end tosomhedsmotorvejen. Udvalgt fordi vedkommende netop ikke lever med en kæreste, men som til samfundets forbløffelse har det rigtig godt med ikke at være i parforhold.

Han er anonym, hvilket naturligvis svækker fortællingens styrke, men ønsket om anonymitet viser også at dét ikke at leve i snorlige parforhold stadig er ildeset. Og at sex og forældre ikke er to nemme størrelser – vi er alle et resultat af vore forældres seksualliv, men tanken er ubekvem. Mindst lige så træls som at skulle forklare sit eget erotiske liv overfor sin far eller mor, og jeg respekterer ønsket om at slippe for at forklare sin gamle mor at man suser i swingerklub.

Uanset at vi i vor egen selvforståelse er meget frisindede og afslappede, så skal alle voksne der ikke vælger tosomhed + børn forsvare deres valg. Endda ofte overfor meget kraftige angreb og slet skjult forargelse. Det er ikke altid helt let, især ikke når samfundet flyder over med billeder af lykkelig tosomhed.

Det bankes ind i skallen på alle at det eneste sande, rigtige og gode er at være to. Nu er der heldigvis plads til at to af samme køn kan få del i den glæde tosomheden sandelig også kan give, men det er stadig parforholdet der sigtes efter. Parforholdet som målestokken for succes i livet, endemålet for terapiforløb og som det modus livet skal slutte i.

Så her er en fortælling om hvordan man også kan leve, endda til tider let og lykkeligt. Som inspiration, trøst og glæde.

Bent

Bent er midaldrende og bor alene i hovedstadsområdet. Han drømte som ung om at få en kæreste. Det fik han så. Hun var sød og dejlig, sjov endda også, men det gik ikke. Hvad nu, tænkte Bent. Han havde masser af lyst, men ingen at knalde med. Det købte han sig så til.

”I starten var det hos ganske almindelige prostituterede der solgte helt almindelig sex, men jeg blev altid så nervøs og havde aldrig råd til at købe nok tid. Åh det var noget værre noget. Men så opdagede jeg gangbang!”

Det var bedre! Her var mere tid, mere lyst, mere fest.

”Det var en stor opdagelse. Du må huske på, Nina, at jeg er fra den tid hvor kvinder stadig var uskyldsrene engle. Jeg blev opdraget til at tro at kvinder ikke har lyst, så mit store sexdrive føltes som et overgreb mod de stakkels små kvinder. Men her var der kvinder der både tjente gode penge OG tydeligvis nød at blive gennemknaldet af måske ti mænd på en aften. Her var kvinder fuck meat – og kunne lide det!” Bent har julelys i øjnene og smiler stort.

Og i slutningen af halvfemserne opdagede han swingerklubber. Dem frekventerer han tit. Miljøet tiltaler Bent, masser af nysgerrige og ganske almindelige mennesker der bare gerne vil knalde igennem.

”På en måned vil jeg tro at jeg måske har sex med en 10-12 kvinder. Ikk? Jo, det passer nok meget godt.”

Bent retter på brillerne og ser skeptisk ud, da jeg siger at han nok knæpper mere end mange gifte mænd på hans alder. ”Nå? Jo, det passer måske også fint med det jeg hører i klubberne. Der er mange der ikke får nok sex…”

Bent er sød og velopdragen og stabil. Det har givet ham et godt ry, så han bliver tit inviteret til private arrangementer. Nogle mænd vil fx gerne forkæle deres kone med et gang bang, og Bent stiller glad og gerne op, ligesom han også har været med i en pornofilm. Af indlysende årsager, da jeg ser et klip.

Da jeg spørger ham om han kunne tænke sig et andet liv bliver han stille.

”Næ. Jeg er meget godt tilfreds. Jeg ville godt have haft børn, men sådan blev det ikke. Og nu er jeg jo også legeonkel for et par stykker” siger han med et smil. ”De er skægge! Jeg kan lide mit arbejde, jeg bor godt og ser mine venner og familie. – Og får en masse sex…”





Misforhold

30 06 2012

Af Nina Søndergaard

Når jeg syntes det var en god idé og værd at komme ud af det polyamourøse skab, så er der flere grunde. Dels er det jo altid dejligt med endnu flere fæller og venner, the more the merrier! Dels mener jeg at polyamori kan mane til eftertanke og afføde reflektioner som jeg mener alle burde have over deres eget liv og kærlighed. Om de vælger det ene eller andet er mig ligegyldigt, men hvis jeg har været så heldig at dryppe lidt eftertænksomhed ind i folk, så er min mission fuldført.

Når man ser tingene fra sidelinjen som jeg gør, så er der nogle misforhold der falder i øjnene. Der er en række betingelser vi og samfundet sætter op for vores kærlighedsliv, og de kan være modstridende og ret besværlige at manøvrere rundt i. Her sætter jeg nogle begreber op, som er styrende for vores opfattelse af kærlighed og sætter fokus på at de to størrelser kan konflikte med hinanden.

 

Tosomhedsidealet og virkeligheden

Det har slået mig hvor meget idéen om og fremstillingen af tosomheden fylder i medierne og i hovederne på folk, når virkeligheden desværre ser anderledes ud. Der er stort set kun to glade mennesker i film, reklamer og forsider. Nu kan det måske godt være to glade personer af samme køn, men én glad eller flere glade…?

I virkeligheden lever flere og flere mennesker alene, og 40 % af alle ægteskaber ender med skilsmisse. Det er ikke entydigt skidt at folk nu bliver skilt, fremfor at leve glædesløst eller med vold og misbrug. Men vi har stadig en idé om at voksne mennesker skal have én anden partner, tosomhed er vores default setting og de andre er modpolen og hedder “singler” eller “enlige”.

Der er mange der ikke rigtig kan finde sig til rette med hverken parforholdet eller aleneheden, og har kan polyamorien måske være et bud.

 

Forelskelse og monogami

Nu om stunder mener vi at et ægteskab skal være mellem to, og kun to, forelskede personer der har valgt hinanden med hjertet. Det er dejligt og det er en smuk tanke, men som bekendt holder forelskelsen op på et tidspunkt. Og hvad så?

Kravet om monogami siger at de to skal blive sammen, uden at lukke andre ind. Det kan koste ægteskabet at blive forelsket i en anden. Og hvad så?

Polyamoriens bud på en mulig udgang er at fastholde ægteskabet, men at blive og være forelsket i en tredje, samtidig med at den første tosomhed kører videre. Det er, trods manges forundring faktisk muligt, og det kan være et alternativ til den serielle monogami, hvor hver forelskelse er enden på det gamle forhold og begyndelsen på et nyt.

Forelskelse og livslange forhold

Forelskelser varer, ligesom depressioner, højest halvandet år og oftest kun uger eller måneder. Det ved vi alle sammen godt, men forelskelsens rus af hjernekemiske trylle- og lykkestoffer gør os afhængige og mange søger derfor forelskelsen igen og igen. Denne interne kokainrus hænger meget dårligt sammen med idealet, nej kravet, om livslange forhold.

Den gamle løsning var at nedtone forelskelsen, som man anerkendte eksistensen af, men som slet ikke blev anset som godt og det eneste saliggørende. Det var tilladeligt og endda fint, hvis to gifte personer blev forelskede i hinanden, men intet krav. Det var måske lidt naragtigt at være forelsket, og intet at regne for glæden ved et langt ægteskab. Der gennemsnitligt varede i femten år.

Idag er kravet til de to gifte at de er, eller i hvert fald har været, smaskforelskede. Og de to kan, når de bliver gift i en alder af nogle-og-30 år få mange, mange år sammen.

Det kan være en klaustrofobisk tanke, og mange vælger at blive skilt og opleve nye forelskelser. Ofte med en skygge af skyldfølelse og nederlag over ikke at kunne få de to modstridende krav om evig forelskelse til at hænge sammen med et livsvarigt forhold.

Igen kan polyamorien være et bud på at forelskelser, også i helt andre, kan få plads i livet som tilvalg og et ekstra gode, ikke på bekostning af andre. Den andens glæde kan nemlig også smitte og give medglæde.

Store følelser og skemaer

Den romantiske kærlighed indebærer store følelser, stormfulde højder, ubændighed og foragt for samfundets smålige regler. Det kan derfor komme til at knibe en kende at få denne enorme følelsesfuldhed stoppet ned i de kasser der sandelig også findes til kærligheden.

Her taler jeg ikke bare om at monogamien kun har én kasse, og at man kun kan og skal elske én og ikke flere på samme tid, men om de regler kærlighedsforløb skal følge.

Suzanne Brøggers essay ”Den allersidste tango” i ”Fri os fra kærlighedenkredser om disse regler. Tangoen er som en dødedans siger hun. ”Det er et mekanisk ritual ligesom den romantiske kærlighed, der holder andre mennesker ude.” Hun mente der var regler for kærlighed, og at alle andre fastsatte reglerne.

Et forløb skal være som følger: To mennesker møder hinanden, de skal fatte godhed for hinanden og så skal forelskelsen bygges op.

De skal ud at spise og drikke rødvin, de skal i biografen, de skal kysse og måske også have sex. (Allerede her kan det være så komplekst at det falder til jorden: Må man knalde på første date? Hvem ringer først – endnu en forvirring for homoer, når nu de heller ikke kan sige at det er manden der skal jagte… Hvad skal man spise og hvem skal betale? Hvordan skal man sige til den anden, at vedkommende boller dårligt? Hvorfor vil den anden kun se komedier, når nu man længes efter franske kunstfilm?)

Efter et par måneder skal forældrene have besked, kæresten skal præsenteres for vennerne. Efter endnu et par måneder skal man flytte sammen, og et par et sted i 30’erne skal så have børn. Man skal tage på ferie sammen, men have hver sin arbejdsplads.

For heteroer er der endnu et sæt regler der handler om forvaltningen af køn og kønsroller. Manden skal stadig helst tjene mere, tilgengæld skal kvinden have bløde værdier og tage en lang barsel for at vise at hun ikke vægter sin karriere over sine børn. Kvinder må godt have bukser på og gå uden makeup, men mænd må sandelig ikke gå i nederdel eller tage mascara på på arbejde. Det er også bedst hvis manden ser fodbold, mens hun er ude med sine heteroveninder.

Hvis du grinede, var det måske en Homer Simpson-latter: It’s funny cuz it’s true. Men alle der ikke har passet ned i de fine kasser ved at det kan være ret besværligt ikke at drikke rødvin, ikke at ville bo sammen, men måske have en butik i fællesskab. Det er mærkeligt og måske slet ikke sand kærlighed

Forhold og tavshed

Alt det ovennævnte har en præmis: Stiltiende samtykke. Det ligger implicit. Det ved man da og sådan er det bare.

Der er også axiomer og slogans der hylder tavsheden: Tale er sølv, men tavshed guld. Forhold er private. Man kan snakke tingene ihjel. Den anden behøver ikke at vide alt. Kærligheden er et spil. Det er sundt at holde hemmeligheder for hinanden.

–          Det er også skønt når det bare kører, og det kan jeg unde alle, men nogle gange kører det ikke. Overhovedet ikke. Og så kan det være at en samtale kan om ikke løse problemet, så løsne op. Samtaler kan afstemme forventninger, udrede misforståelser og gøre parterne trygge og frie.

Beskyttelsen af sit privatliv er fuldt forståelig, og mit hippieråd handler heller ikke om at alle skal snakke mere med alle om deres private forhold, men at dækket nogle gange også kommer i vejen for en åbenhed i forholdet. Mange skjuler meget for deres partner af frygt og forlegenhed, og dermed bliver det måske mindre tosomhed end to gange ensomhed.

Den store modstand jeg har mødt mod mere samtale er forunderlig. Det har givetvis noget at gøre med de forskellige erfaringer vi gør os. Jeg har stort set kun møde glæde, varme, frihed, tillid, tryghed og forståelse i mine samtaler. Andre er måske blevet afvist, bange, vrede og sårede. Men tilhængerne af (total) tavshed skylder mig en forklaring på hvordan de fx fik deres arbejde og eventuel lønsforhøjelse – ved at tænke sig til det? Og de skal vise at samtaleterapi overhovedet ikke nytter. For hvis folk har kunnet komme igennem de værste traumer over krig, psykoser og voldtægt gennem samtaler, så tror jeg også at samtale mellem elskende har en chance.





En udstrakt lillefinger til Pornofrit Miljø og andre pornomodstandere

2 06 2011

Af Nina Søndergaard

 

Kære Pornofrit Miljø og andre pornoskeptikere

 

Nu tror jeg faktisk godt at jeg kan følge jer lidt: I føler jer små og truede af den overvældende strøm af porno, der i jeres øjne har denne undertekst ”Sådan skal I gøre! Køllen i møllen, det er sagen!” Sådan har jeg det med billeder af heteroidyl.

 

Heteronormativititen ser jeg i blade som ”Bryllup” og ”Vi Forældre”. Jeg ser smilende heteropar på reklamebannere på nettet, på bygninger. Medierne lovpriser mand og kvinde i tilfreds tosomhed – og virker det ikke, så er der nu utallige parterapeuter der falbyder deres ydelser for at mænd og kvinder atter kan leve lykkeligt til deres dages ende.

 

Efter at jeg sprang ud af det polyamourøse skab er jeg blevet paranoid og synes at samfundet bare gerne så at jeg kom ind i ægteskabets hellige folder. Jeg hører hvisken af hvor dejligt det er at blive gift, selvom jeg ikke synes jeg har lyst til det. I må høre hvisken af hvor lækkert det er med analsex, selvom I ikke synes I har lyst til det.

 

”Oplevelsen [af god sex] afhænger af, hvad man har lyst til. Hver især må vi mærke indad og finde ud af, hvad vi virkeligt tænder på, men det kræver koncentration, og at man kan udelukke alle udefrakommende tanker.” Det var Jette Hansens mening i Information i 2009, og jeg erklærer mig enig.

 

Jeg ønsker også at vi alle kan finde ro og stilhed til at tune ind på vores egne hjerter, egne kusser og egne behov og ønsker. Det er faktisk kærnen i min kamp. Om man vælger kernefamilien, en regnbuefamilie, sexarbejde, alenehed eller 117 elskere – er underordnet, jeg vil bare gerne have at folk træffer mere reelle og hele valg. Og dermed synger vi faktisk samme sang. I ønsker fred for pornografien og måske et forbud mod at kvinder og mænd deltager i det. Jeg ønsker ro og rum så folk kan dyrke deres pornografiske lyster, både for og bag kameraet, i fred.

 

Det er ok at pornofilm er ude af børne-nå-nøjde. Helt fint at der findes pornofiltre og Kanal København sender ’smuds’ sent. Fint at pornobutikker ikke må være alt for højtråbende i deres skiltning.

 

Men, hvis I synes at pornofilm med voldsom analsex er en opfordring til at I skal efterligne sligt, så synes jeg at romantiske film og reklamer er opfordring til giftermål. Så med hensyn til pornoficeringen af det offentlige rum, er jeg snarere på linje med den mest rabiate venstrefløj der ønsker alle reklamer i byrummet forbudt. Hvis ikke I gider at se på plasticpatter på busser og husmure, så gider jeg heller ikke at glo på besyngelser af forlovelsesringe, samtalekøkkener, tv-apparater og ure som jeg aldrig får råd til.

 

Sandheden er dog at jeg knap lægger mærke til reklamerne, pornobutikker kan jeg også snildt gå forbi uden at ænse dem (det samme gælder violinbyggere, tobakshandlere, iPhonereparatører og dyrehandlere). Det er ganske enkelt ikke interessant for mig, de produkter har jeg ikke behov for. Det er jeg sikker på.

 

Det er staks sværere når det kommer til mit kærlighedsliv. Især nu, hvor folk føler sig berettigede til at have stærkt negative meninger om min livsstil, uopfordret give mig gode råd om at jeg skal få mig nogle børn i en fart og i det hele taget blot afventer at min forlængede teenageforvirring skal lægge sig til fordel for et parcelhus i provinsen med én ægtemand… Det er så skingert et kor at jeg kan have svært ved at høre mig selv, jeg bliver usikker, jeg lader mig forvirre af samfundets lovprisning af ægteskabet som kommer i form af adoptionslove, skattefradrag og stikpiller á la ’savner du ikke nogen at vågne op med?’.

 

Hvis det er den forvirring I synes at porno bringer ind i jeres liv, så kan jeg godt forstå jer.

 

Vi definerer bare frihed forskelligt. I synes det er vigtigt at blive fri for porno. Jeg synes det er vigtigt at give folk frihed til at vælge selv, herunder også muligheden for at blive pornoskuespiller og få filmen vist på storskærm. Jeg så gerne et rummeligt samfund med plads til alle, hvor alle kan få lov til at udtrykke deres glæde, kærlighed og seksualitet. I bør nemlig huske på, at det som I synes er normalt og naturligt, det ligger andre meget fjernt.

 

Disclaimer: Jeg ønsker ikke at hænge nogen (seksuelle praksisser) ud. Det vil være fejlagtigt at tro at jeg er imod heteroseksualitet eller hader kærnefamilier, det er ikke tilfældet.





Hyldest til alle Ama’rpi’r

26 04 2011

Af Nina Søndergaard

Tak til alle amagertøser derude. Tak fordi I deler jeres smukke krop så gavmildt med os. Tak fordi I ikke skammer jer over jeres krop. Tak for jeres sexede styrke.

Med amagertøser mener jeg alle kvinder i alderen 12-50, der går i kropsnært tøj og som ofte viser temmelig meget hud. Amagertøs har intet med om man kommer fra Amager eller ej, ej heller har det nødvendigvis noget med socialklasse at gøre. Amagertøser kan stamme fra Amman, Amerika, Abuja, Aceh. Amagertøser fåes i alle hudfarver.

Amagerpiger er ofte stærkt pyntede, har bling smykker, dristige tatoveringer, hår der er gjort en masse ved (ikke nogle naturlige høstakke her), går i imponerende stramme hvide jeans, lige lovlig korte kjoler og har tit tre kilo makeup på.

De er meget populære at pege fingre ad og rakke ned på. Det sker så tit, at der sikkert er nogle læsere der i tvivl om jeg mener denne hyldest, og det gør jeg.

Som prosexfeminist mener jeg at det er deres selvfølgelige ret at klæde og udsmykke sig som de vil. Uanset hvilke bevæggrunde de end bliver skudt i deres højhælede sko.

Som biseksuel kvinde er det mig en stor glæde, nogle gange på sådan en lidt suspekt gammel gris-agtig måde, at se deres vidunderlige kroppe som de stiller til skue og beundring. Her forstår jeg fuldt ud heteromænd: Kvindekroppen er smuk og skøn at skue, og det er dejligt at få lov til det. (Desværre er mange amartøzer ramt af heteroseksualitet og heteronormer, så jeg nøjes bare med at kigge lidt. Diskret).

Nogle af dem slår mig som toppunkterne af kvindelighed: Jeg har som klodset, grim ælling i fodformede sko, praktisk og varmt tøj og med rygsæk på, tit beundret dem når de kom valsende forbi med store øreringe, smarte tasker, usandsynligt høje sko, lækkert hår, pæne lange negle (hvordan gør de det?!) og en duft af pige efter sig.

Men selvglæde, selvtilfredshed og høj erotisk kapital er meget ildeset her. Vi lader til at mene at kvinder ikke bør fixe sine medfødte mangler, stille alt for meget hud til skue eller gøre alt for meget ud af sit udseende.

Og det er jo en kedelig idé. Om man deler min begejstring for amagerpigernes æstetik er underordnet. Pointen er at de er kvinder der meget aktivt og højlydt forvalter deres erotiske kapital – de er stolte af deres krop og er ikke bange for at vise den frem. Den attitude er der desværre alt for lidt af, hvilket er forståeligt, når man ser hvordan amagertøser bliver svinet til.

En typisk indvending er at de blot overtager pornoæstestikken, de hopper med på patriarkatets vogn og gør sig til ”for mændenes skyld”. At meget nutidigt porno er skåret over en Pamela Anderson-læst viser blot at det er populært, intet andet. At popularitet så kan anses som et bevis på lav intelligens er jo blot et surt påfund fra elitært hold…

Naturlighedsargumenterne er næsten for ringe til at jeg gider at gendrive dem her, men nøjes blot med at skrive, at alle personer der ikke er stærkt handicappede vælger noget om deres udseende: Man vælger selv at tage Aldi-bukser på, ikke at skifte brillestel i 10 år, ikke at blive klippet ordentligt, ikke at gå på gaden iført balletskørt og bikinitop. Det er måske grimme, tidsbesparende og trygge valg, men det er valg og dermed udtryk for en vilje og æstetik i ikke mindre grad end amagertøsernes.

Den sidste indvending kan jeg delvis være med på, det er synd hvis ikke hun SELV får noget ud af det eller føler sig veltilpas. Men gør hun det, har jeg intet at indvende. Finten er nemlig det er et feedback-loop: Hun ser tiltrækkende ud: Hun får opmærksomhed, ros og højst sandsynligt sex på grund af sit udseende. Det er dejlige skulderklap (som vi alle har brug for) og det øger selvtilliden og sexetheden og så fremdeles. Det er en positiv spiral jeg under alle at komme ind i, hvad enten de selv vil ligne en amagertøs eller ej…

Min taknemmelighed handler ikke om hvorvidt jeg selv vil gå klædt som dem, eller om den pågældende stil er et eksempel til efterfølgelse, det handler om at amagertøser deler generøst ud af deres skønhed og seksualitet og dét takker jeg dem for.





Den eneste ene – i sengen

15 02 2011

Af gæsteskribent
Vi har her på bloggen modtaget dette indlæg. Vi er bekendt med skribentens identitet.

Jeg indgår for tiden i et forhold, hvor omdrejningspunktet er sex. Han er en dejlig mand, så det er ikke så underligt, jeg overvejer om jeg kan (lade være med at) falde for ham – romantisk forstås.

Men ind imellem tænker jeg over, hvor meget det faktisk har med ham at gøre? Jo, han passer på mange måder ind i den kasse, jeg forestiller mig min forhåbentligt kommende livsledsager bor i. Han er 11 år ældre end mig, afbalanceret, tænksom, har en skøn krop (skøn!) og rører mig med passion. Jeg bliver taget. Jeg bliver spist. Jeg er hans. Og så har han lige lært mig at dyrke analsex – er den eneste nogensinde, der har formået at få mig til at nyde det, tænde på det og bede om mere.

Men mange ting er på spil i et forhold. Romantiske forventninger blander sig med sensualitet, dyrisk rovdrift og fornemmelsen af øjeblikket og evigheden. Ret beset kender jeg jo ikke manden. Jeg har set ham 3 gange og kun første gang snakkede vi om verden og hverdagen. De øvrige gange har vi kun snakket i sengen – og den snak har kun udviklet vores forståelse af hinandens seksualitet. Vi kender hinandens kroppe. Hinandens lyst. Han kan ikke udmatte mig, selvom han prøver og prøver fem gange i træk. Det ved vi. Men vi ved ikke så meget mere om hinanden og relationen mellem os.

Alligevel romantiserer og idealiserer jeg manden. Jeg drømmer om, at han og jeg hører sammen og skal høre sammen altid. Men jeg kender ham jo ikke.

Hvad ansporer mig så?

Efter første nat var jeg forelsket. Jeg var så forelsket! Jeg lå i min seng hele dagen og kunne ikke tænke på andet end ham. Jeg længtes og kunne ikke leve med tanken om, at vi måske ikke skulle være sammen for evigt.

Biologi og hormoner giver det ene svar. Mens han forløses 5 gange, forløses jeg ikke. Jeg får ikke orgasme – jeg tilfredsstilles, men får ikke forløsningen, udløsningen og dermed afløses den urolige lyst ikke af den rolige tilfredshed. Mine hjerne og læner længes stadig, vejrtrækningen forbliver overfladisk og trangen til at blive rørt og begæret varer ved. Jeg vil tættere på ham. Han skal forløse mig. Men han er forløst og må videre.

Længslen efter samhørighed og afslutningen på min søgen efter den anden – ham der skal forstå mig, som han ville forstå sin tvilling – er det andet svar. Angsten for aldrig at finde den anden stikker dybt.

Men er den tredje svar mon, at jeg er opdraget til at søge mandens anerkendelse af min Madonna? Jeg stræber efter at han ser mig. Får øje på mig – hele mig.

Måske drejer længslen efter en mand, 2 børn i forstaden – den længsel, der hos mig er dybfølt – både om hormoner der lader mig drage af mænd, om længslen efter samhørighed eller drømmen om endegyldig forståelse og det lette liv. Et liv hvor mangfoldigheden er pakket væk, så vi kan fremstå pletfri og renskurede og dermed undgå de andre stigmatiserende blik. Men intet menneske er vel konformt i sin reneste, rå form? Vi er vel alle nogle mærkværdige originaler, der forsøger at gøre livet lettere ved at inddele det i kasser og systemer.

Billederne skyldes kunstneren Yeondoo Jung.





Polyamourøs i æteren

24 01 2011

Af Nina Søndergaard

Vita, P1 programmet der interviewer ildsjæle og livskunstnere har også interviewet mig.

Torben Brandt var god til at få mig til at slappe af. Hvis I gider at lytte til det vil I høre min glade stemme og mange øh’er.

I kan høre det her.