Reklame for glidecreme

13 02 2011

Af Nina Søndergaard

Kære mand, er du træt af at få en øm pik bare fordi du er dygtig og bruger kondom? Du vil gerne undgå børn og kønssygdomme, men uha din pik hænger med mulen om morgenen efter en festlig aften? Hjælpen er nær!

Glidecreme! En klat glidecreme på pikken inden man putter kondomet på – og så en klat efter som smørelse (hvilket nu også kan være rigtig rart lige at smøre ud med hånden) –  hjælper gevaldigt. Så er der smørelse på din stakkels pik, som herefter kan klare langt mere friktion.

Kondomer er vidunderlige og giver adgang til de mest fantastiske oplevelser, men fugtbevarende er de nu ikke. Mange kvinder har oplevet at selvom de var nok så liderlige og våde og klar, tørrede fissen ind efter en omgang med en kondomklædt pik, men glidecreme fixer det. Så glidecreme er sandelig ikke kun til analsex.

Personligt synes jeg bedst om siliconebaseret glidecreme, det er ganske vist smådyrt, men drøjt og bestemt pengene værd. Man kan få det på apoteket og i Matas, hvis ikke man er til en tur ned ad Istedgade, hvor man kan få de herligste glidecremer med navne som ”Anos” (med et billede af en mandemås) eller ”Built to fuck” – sidstnævnte er desværre udgået… Alt det med ananassmag, jordbær og mentol og hvad de nu ellers putter i er ikke spor morsomt i mit univers, men hvis det gør noget godt for dig er det jo skønt. Vandbaserede glidecremer klistrer meget hurtigt til og smører ikke nær så længe, men igen, vi er alle forskellige og det kan være det virker bedre for dig.

Nå ja, det kan ikke understreges tit nok: Olie og kondomer kan ikke sammen, alle former for olie æder latexen. Olie ætser ikke ligefrem, men mørner lynhurtigt kondomet og så er man lige vidt med et hullet og laset kondom: Lad være med at bruge olivenolie, babyolie eller vaseline.

Morale: Sørg for at have godt med kondomer i huset og anskaf en glidecreme som du bruger både på dig selv og din partner, før og under samlejet. Mor dig max!





Hvorfor sex er godt

24 07 2010

Af Nina Søndergaard

Ja, det er faktisk ikke så lige til at finde nogle gode videnskabelige begrundelser hvorfor sex er sundt og godt. Selv en neutral til sexpositiv artikel i Wikipedia har tre linjer om de positive effekter sex har på helbredet.

Samme artikel udbreder sig derimod lystigt over 16 linjer i forbindelse med kønssygdomme. Det er naturligvis et væsentlig aspekt ved sex og jeg vil gerne synge kondomers pris (tak for alle de oplevelser jeg har fået takket være de tynde, stærke, billige gummihylstre!), men det er sigende for vores sexfjendske kultur at den gavn og glæde man kan få ved sex så hurtigt kan overståes.

Der er masser af goder at hente ved at have sex, hvis altså man har behov for rationelle begrundelser: Bedre søvn, færre hjerteproblemer, større selvtillid, styrket immunforsvar, øget kalorieforbrænding og det lader endda til at det kan forlænge livet. Eller rettere, seksuelt aktive ældre rapporterer om bedre helbred og lever omkring 6 år længere end dem med middel til ringe helbred.

Er du stadig ikke overbevist, så læs pornodronningen og seksualoplyseren Annie Sprinkles fantastiske 41 anvendelser for sex… Efter den omgang er det bare ud at få noget af det der dejlige sex!





Frihed til kvinder – et løft ud af fattigdom

27 03 2010

Af Nina Søndergaard

Her på bloggen er der en almindelig skepsis overfor alle magthavere, og Søren Pinds selvproklamerede titel af frihedsminister gav mig tårer i øjnene og det var ikke af lykke.

Dog får Pind lidt respekt gennem disse udtalelser om kvinders muligheder for at bestemme selv over deres eget liv, inklusive retten til at kontrollere sin egen fertilitet, citeret i Kristeligt Dagblad 2010.3.27

At give kvinder muligheder for at vælge selv er et meget vigtigt skridt mod større velstand, frihed og lykke. Det gælder for alle mennesker, men mænd anses traditionelt for værende i stand til at træffe egne beslutninger og drenge kommer som regel før piger til mad, lægehjælp og skolegang. Det er uheldigt og giver nogle langtrækkende konsekvenser for velstandsfordelingen.

To arbejdende mennesker er som regel i stand til at tjene mere end én person i arbejde. Succesen med mikrolån viser med al tydelighed dette.

Som Pind og Obaid er inde på bliver kvinder verden over undertrykt af nogle kedelige strukturer og det viser sig fx i trafficking. Et arbejdspapir fra ILO 2008 demonstrerer hvordan kvinder der rejser ud af deres hjemland for at finde arbejde har langt større risiko for at blive offer for tvangsarbejde og trafficking.

Succesfulde migranter har nemlig bedre udgangspunkter i form af højere uddannelse, større og bredere netværk og er forholdsvist bedrestillede end dem der havner i trafficking. Her falder kvinderne ofte igennem, da de mangler visse af de forudsætninger der kan give et heldigt udfald på migrationen.

Altså er det lange seje træk der skal til, før vi kan komme trafficking til livs. Det drejer sig om uddannelse og vækst- og jobskabende tiltag i verdens fattige områder, da fattigdom er hovedårsagen til at mænd og kvinder rejser ud for at søge lykken andetsteds. Andre push-faktorer er diskrimination, korruption, politisk ustabilitet og væbnede konflikter, men de er sekundære i forhold til lav indkomst og arbejdsløshed.

Her rammes kvinderne typisk også hårdere end mændene, da de fyres før mændene og har sværere ved at (gen)vinde fodfæste på arbejdsmarkedet.

Løngabet mellem mænd og kvinder er næsten for tungt at komme ind på her, men en af faktorerne i lønskævheden er kvindernes graviditeter og børnepasningsmuligheder. Og således slutter jeg af med Pind og Obaids ønske om at kvinder verden over selv kan få kontrollen over deres liv og kroppe gennem prævention og fri abort.





Pessar!

20 07 2009

pessar

Af Nina Søndergaard

Disclaimer: Jeg er ikke hyret af en pessar-fabrikant, det er bare en begejstret anmeldelse af en præventionsform.

P-piller har jeg prøvet, pga. uren hud og uregelmæssige menstruationer, det hjalp lidt, men gjorde mig tilgengæld trist. De gav mig sådan en hul fornemmelse og jeg kunne ikke ryste tristessen af mig.

P-ring var en klodset bide-rings lignende ting man kunne sætte op, men både han og jeg kunne mærke den.

Femidomer gav mig et  latteranfald – lidt afsporende for manden, men tingesten mindede mig sådan om en sovepose. Det var såmænd frækt nok at han kunne trænge ’nøgen’ ind, men med så meget plastic ud hængende forneden var det uskønt og usexet.

Nå, hvad så, når man ikke er klar til sterilisation?

Pessar? Op til lægen, få taget mål: Lægen sætter en ring op, der er forskellige størrelser, og dén man ikke kan mærke er den størrelse der passer. Så får man recept på den og går på apoteket. Det skal siges at pessarer er ved at være så sjældne at ikke alle apoteker har pessarer liggende. Det kostede omkring de 500 kroner, fordi man også skal bruge pessarcreme til. Det er en dyr investering, men medmindre éns vægt svinger meget og man misvedligholder det, kan det holde i op til 7 år. Uden andre midler end en klat pessarcreme i ny og næ, altså markant billigere end p-piller i det lange løb. Der stod intet om kompatabiliteten med siliconebaserede glidecremer, men indtil videre er det gået fint.

Bagdelene: Man skal huske det! Det skal helst sættes op med creme lige inden samleje og det kan sagtens gøres ufrækt og uelegant… Planlægningsaspektet kan naturligvis også slå skår i forestillingen om hed sex der spontant opstår midt i opvasken, fordi passionerne blev for stærke. Pessarcremen minder mig om tapetklister og det smager efter sigende ikke godt. (Jeg anvender også kun cremen i frugtbare perioder, men dét er min sag og ikke et råd jeg videregiver). Man kan tydeligt mærke det med fingrene, altså kan det godt hyle nogle ud af den og forhindre optimal håndtering, så det hæmmer éns evne til at sprøjtekomme.

Fordelene: En pik kan ikke mærke det og det kan man heller ikke selv. Det er vidunderligt at der ikke er nogle bivirkninger, andet end at det yder en vis beskyttelse (men overhovedet ikke i nærheden af hvad kondomer gør) mod kønssygdomme, fordi det er livmoderhalsen, der er sart og modtagelig. Det skal kun sættes op én gang, og man kan afbryde samlejet og genoptage det nårsomhelst. (Modsat kondomer der har det med at falde af eller skal skiftes). Og så er der den helt fantastiske ting at det kan bruges under menstruation, så man kan have sex uden at det ligner det stockholmske blodbad. Klart en kæmpe fordel, især hvis man bliver mere lysten af menstruation – og orgasmer er en af de bedste smertestillere.

Desværre er det ikke så udbredt længere. Især unge kvinder fravælger pessaret fordi det kræver at man rører ved sig selv. Mange yngre kvinder synes simpelthen det er for klamt at skulle rage i sin kusse. Vi på bloggen stiller os uforstående overfor denne negative indstilling til egen krop, især når det drejer sig om en del af kroppen der kan skænke os så meget nydelse og glæde. Vi kan kun opfordre til at gøre som vore formødre, tage et spejl, kigge på kussen, opdage at den slet ikke er spor klam og så bestille tid til lægen, så vi får mere sund og beskyttet sex!