Nej og nødværge

3 07 2017

Af Nina Søndergaard

 

Som såkaldt prosexfeminist anser jeg sex som en positiv drivkraft, en kilde til stor glæde, lykke, bedre helbred, større forståelse af sig selv og andre, mere samhørighed og alt muligt andet godt i livet. Når det er ønsket, villet og samtykket fra alle parters side. Uønsket sex er forfærdeligt i en mørk skala fra afrysteligt ubehageligt til et livsødelæggende traume.

Sex og lyst er komplicerede sager, men et nej er et nej og skal altid respekteres. Udsagt ulyst = stop. Sig nej, sig fra, hvis ikke du vil mere. Det nej skal muligvis bakkes op af mere hårdtslående argumenter end du plejer at bruge. For liderlighed kan godt gøre ellers klare hjerner omtågede og ja, der findes faktisk så dumme mennesker derude, at de ikke fanger dine høfligt afvisende signaler. Dit nej må godt suppleres med eventuel vold for at stoppe overfaldet.

§13. Handlinger foretagne i nødværge er straffri, for så vidt de har været nødvendige for at modstå eller afværge et påbegyndt eller overhængende uretmæssigt angreb og ikke åbenbart går ud over, hvad der under hensyn til angrebets farlighed, angriberens person og det angrebne retsgodes betydning er forsvarligt.

Stk. 2. Overskrider nogen grænserne for lovligt nødværge, bliver han dog straffri, hvis overskridelsen er rimeligt begrundet i den ved angrebet fremkaldte skræk eller ophidselse.

Førsteudgaven af Kvinde Kend Din Krop fra 1975 har glimrende råd til hvad man kan gøre, også som lille spinkel kvinde overfor et stort dumt lokum, der vil have mere end du vil give. At gå til selvforsvar eller blot have kendskab til afværgende manøvrer, kan være ret gavnligt for éns selvtillid, så det er værd at overveje om man vil afsætte tid til at overvinde sin naturligt indpodede frygt for at skade andre.

Slutteligt vil jeg sige som Det kriminalpræventive Råd, at du ikke bør lade frygten styre og formindske dit liv: Sig og suk ja, nyd dig selv og andre. Mere kærlighed til alle!





Forsvar for fri abort

28 01 2017

Af Nina Søndergaard

Bagstræberiske mørkemænd forsøger at skrue tiden tilbage til de gode gamle dage, hvor kvinder var lydige fødemaskiner ved at forhindre eller umulig- eller besværliggøre adgang til sikker, fri abort. Dertil bruger de tit det perfide argument med at livet er helligt, at abort er mord og at de i hvert fald ikke er mordere. Dét skal imødegåes.

Det er for nemt og for tyndt at bryste sig af at man ikke er barnemorder (især som mand!), når man heller ikke rører en finger for alle de uønskede børn, der desværre stadig sættes i verden. Om livet starter ved undfangelsen, efter 7 eller 22 uger er ikke så vigtigt som de 18 år der følger efter fødslen.

Dé år har bare at være gode, trygge og kærlige, fyldt med omsorg, god mad, leg, latter og støtte. De år bør være fri for angst, misrøgt, usikkerhed, tæsk, smerte, sygdom og utrøstelighed som de stakkels uønskede ungers liv alt for tit er fyldt med.

Det er ualmindeligt ringe at søge overlegenhed gennem udeladelse: Hver morgen tiljubler jeg også mig selv fordi jeg ikke er bankrøver og jeg går stolt ud på gaden, fordi jeg ikke har skudt ét eneste næsehorn! Det bibelske bud om at ikke begære min nabos okse har jeg også overholdt til punkt og prikke, hver dag, hele mit liv, da jeg aldrig tændt på den ko min nabo forresten ikke ejer. Jeg er god!
Alle har mulighed for at gøre noget ved give et lille bidrag til kampen for et bedre liv for alle ved at støtte Sex & Samfund ved at sende en SMS med teksten “RET” til 1919, det giver 20 kroner til rettighedsarbejde.





Anmeldelse af Himlen under Jorden

28 08 2016

Af Nina Søndergaard

 

Niels Lyngsø: Himlen under Jorden, Gyldendal 2016, roman

 

Himlen under JordenPlottet er lige til at få gymnasiale mareridt af at skulle gengive: Hovedpersonen leder efter Bartmaan (Bartvrouw!). Samtidig leder hendes halvbroder efter hovedpersonen. Det foregår i Paris’ undergrund, i Schweiz, i Skovlunde, i 2009 og 1965, 1985. Det er omtrent lige så snirklet som de underjordiske gange der bliver beskrevet smukt i bogen.

Det handler om kvinder, kollektiver, sex, sidespring, skam, samkønnede forhold og S/M. Og mere til!

Når man som jeg mestendels læser faglitteratur er det dejligt at bogen er så nørdet. Man bliver klogere af at læse den, det meste er skam sandt som i det-mener-videnskaben-på-nuværende-tidspunkt-er-rigtigt.

Det er godt og opbyggeligt, for Lyngsø har tydeligvis noget på hjerte. Det er en moralsk bog, han vil fortælle os noget, oplyse og opløfte os og ikke blot komme med mere eller mindre slatne, banale hverdagsbetragtninger der ikke rokker ved noget. Det monolitiske monogame parforhold får nogle gevaldige slag. Demonteringen af tosomheden er ikke komplet eller kærlighedsforladt, der er nok af tvetydigheder at tænke over.

Persongalleriet er mindst lige så kringlet og komplekst som katakomberne. Her er noget for næsten enhver, uanset hudfarve, køn eller seksualitet. Den kvindelige hovedperson er en antropolog af arabisk afstamning, hun dyrker parkour, snaver mænd og kvinder i gulvet og er en storbysnob der holder af stilheden. Men hey andet kunne dårligt passe: Hendes fader er en dansk ingeniør, komplet med børnehadende ordenssans, snorlige skilning, mangelfulde sociale og sproglige kompetencer, men med en dragende, kølig mystik og storslået evne til at dominere. Sådan! Kompleksiteten folder sig lige så langsomt ud, altså får læseren tid til at tro på personerne.

Den er fængende og tankevækkende og har givet mig uventet lyst til at se mere på hulemalerier: Anbefalet!

 





Svensk apartheid, nej tak

10 07 2016

Af Nina Søndergaard

 

I kølvandet på befølingssagerneflere festivaller i Sverige, fremkom to komplet galt afmarcherede forslag til at løse problemet med at piger i hobetal blev gramset på.

 

Den ene idé var at pigerne skulle have et armbånd på: “Tafsa inte” stod der på de 2 kvadratcentimeter stof, og så ville armbåndsbærerinden være i fred.

 

Den anden idé var at indføre kønsadskillelse på festivallerne.

 

Problemerne med disse to tiltag er legio, her vil jeg gennemgå de væsentligste fejlslutninger:

 

  • Fra retssystemets og politiets side er det en alvorlig fejl at lade stå til: Beføling er en krænkelse, hvor den befølte ikke har sagt ja tak og givet samtykke. Det er med andre ord en forbrydelse med en krænker og et offer, akkurat ligesom et tyveri er det.
  • Det er stærkt problematisk at forskyde grænsen for samtykke: Reelt set signalerer det svenske magtapparat at en pige/kvinde giver samtykke til sex i det sekund hun træder udenfor sin dør – men selv samme samfund har brugt årevis på at efterforske mordet på Olof Palme, selvom han gik på gaden gav han jo ikke samtykke til at blive myrdet.
  • Tiltagene viser at illusionen om lighed for loven er væk. En persons straf udmåles ikke på basis af gerninger og tilregnelighed, men hudfarve og køn. Signalet er tydeligt: Kvinder er frit bytte og i øvrigt uønskede ressourcedræn i det offentlige rum, når nu nogle af dem ligefrem kræver den politibeskyttelse de har ret til. Det er sexisme. Omvendt kan mørklødede mænd slippe afsted med klokkeklare lovovertrædelser, fordi polisen er ræd for at blive kaldt racister, at de med vilje ikke retsforfølger forbrydere – som så leende kan fortsætte hvad alle ved er ugerninger. Det er racisme.
  • Et armbånd mod overgreb? Hvad er det for en overtroisk tankegang der ligger til grund for statens tyen til magi? Hvad om politiet ikke bare udleverede en snor til folk, der frygtede at blive slået ned eller bestjålet? Olof Palme kunne sandelig godt have brugt et “döda inte” armbånd.
  • Lidt voodoo og et tryllearmbånd fratager desværre ikke politiet dets opgave med at beskytte borgerne mod forbrydere og kriminalitet, uanset at det sikkert både kan være hårdt og træls arbejde. Sygeplejersker skal jo også pleje tilskadekomne, uanset om den forulykkede havde hjelm på eller ej (hjelme gavner dog noget mere end et fjollet stykke snor).
  • En rædselsfuld implikation af at tro på, at et armbånd afværger ondt, er at et stykke vævet stof medfører højere moral. Piger med armbåndet er gode piger, piger mænd ikke bare må gramse løs på, men respektere på grund af de 17 cm stof hun har om en ekstremitet. Piger uden armbåndet er dårlige piger, piger mænd må beføle og givetvis også voldtage, fordi hun har jo ikke taget mærket på, der viser hendes menneskeværd.
  • Kombinationen af, at et hunkønsvæsen er frit bytte udenfor hjemmets fire vægge og at hun skal tage et stykke stof på, for at blive anerkendt som det selvstændige væsen hun er, er patriarkatets kontrol af hunner. Det er en tilbagerulning af århundredes kamp for kvindefrigørelse, som jeg må minde om, gik og går ud på blandt andet følgende: En kvinde må færdes som hun vil, gå klædt som hun vil, sige ja og nej til sex som hun vil, blive beskyttet af loven – anmelde, føre retssag og modtage straf på lige fod med mænd – og more sig akkurat som mænd har gjort og gør.
  • Svensk signallovgivning er ikke noget jeg bryder mig om, men hvis Sverige mener ligestilling alvorligt og vil detailstyre kønskvoter overalt, er det uhyre vigtigt at vise at piger og drenge i alle aldre har lige ret til det offentlige rum, gader, veje, pladser så længe de ikke generer andre. Det giver ingen mening at en kvinde har lov at sidde i bestyrelse, på baggrund af sit køn alene, hvis hun skal finde sig i at blive begramset hele vejen hen til mødelokalet.

 

Hvad mener jeg der bør gøres: Tilbage til gammeldags forståelse af en retsstat hvor borgerne færdes frit, uanset køn, hudfarve, tro, seksuelle orientering, formuenhed, handicap og andre ydre omstændigheder. Der skal være de i fred, indtil de siger ja tak til det modsatte. Dem der ikke fatter dét og krænker andre skal arresteres og retsforfølges, uanset køn, hudfarve, tro, seksuelle orientering, formuenhed, handicap og andre ydre omstændigheder.
Indtil den fascistoide politistat kommer på moralsk ret kurs igen, er der desværre kun at opfordre piger og kvinder til at lære selvforsvar og trodse mørkets kræfter og tage ud og feste igennem og ikke lade sig tryne af et fjendtlig samfund.   





Slut Walk 2016

9 06 2016

Slutwalk

 

Vi vil tage ordet “slut” tilbage! Gå med i Slutwalk og giv en glimmerindsmurt finger til victimblaming, slutshaming og sexistisk dobbeltmoral! SlutWalk er en fejring af retten til vores egen krop: Ingen skal fortælle os hvordan vi skal klæde os eller opføre os for at ‘fortjene’ respekt for vores egne grænser!

Til SlutWalk 11. Juni fejrer vi:
✖ Selvstændighed. Det er vores egne kroppe! Vi bestemmer selv hvordan vi klæder os, om vi har sex, med hvem og med hvor mange.
✖ Skamløshed. Vi nægter at skamme os! Vi forkaster luder-stigmaet og fejrer den skamløse seksualitet.
✖ Lyst. Vi står stolt ved vores seksualitet! Uanset om den er slutty, tarvelig, vanilla, pervers eller aseksuel.

Til SlutWalk 11. Juni protesterer vi mod:
✖ Voldtægt og seksuelle overgreb. Vores påklædning, alkoholindtag, seksuelle præferencer og adfærd er aldrig en undskyldning!
✖ Victim-blaming. Det er aldrig din skyld. Skammen og ansvaret ligger hos dén, der voldtager eller krænker.
✖ Slut-shaming. Det er undertrykkende, indskrænket og krænkende at udskamme og nedgøre folk for deres udtryk, sexpartnere, identitet eller seksuelle praksis.

SlutWalk er for alle! Du kan gå med som gruppe eller enkeltperson, tage dine egne bannere med eller male et sammen med os andre på dagen, så længe dine budskaber ikke er sexistiske, homofobiske, transfobiske, racistiske eller slutshamer andre deltagere.
Klæd dig ud eller kom som du er. Vi sørger for glimmerguns og svedig musik!

Vi starter på Christiansborg Slutsplads kl 12, går over Regnbuepladsen og til Ørstedsparken, hvor vi slutter af med picnic og musik.

SlutWalk er organiseret af en blandet gruppe af aktivister, feminister, queers og sluts fra København. Vi har alle forskellige grunde til at gå med – og der er plads til dem alle! Vi glæder os til at se dig 11. Juni!

Besøg os på http://killjoy.dk/slutwalk





Biologi og ligestilling

3 02 2016

af Nina Søndergaard

 

I debatten om juridisk abort er der fremkommet et interessant synspunkt, fx fra Lisa Holmfjord, forkvinde for Dansk Kvindesamfund. Nemlig at graviditet og fødsel er i sagens natur så kønsligt ulige, at det ikke nytter at tale om endsige kræve (retslig) ligestilling på området.

Jeg har stadig ikke en knivskarp mening om emnet, men min indre retoriker og historiker studser meget over argumentet. Især fordi det kan komme fra folk på venstrefløjen, der som regel mener at mennesket er formbart og at samfundet kan indrettes så vi bliver bedre mennesker, ja endda overvinder vores biologiske natur aldeles. Men åbenbart ikke når visse kvinder finder deres særrettigheder trådt for nær.

Hvornår har biologiske forskelle sidst været et gangbart argument for non-intervention og status quo? Jeg er nærsynet og bruger derfor briller – der synsmæssigt ligestiller mig med normaltseende. Jeg er en lidt spinkel kvinde og dermed ikke så høj, tung og stærk som min mandlige partner, men det var altså i 1921 at hans ret til at slå mig – fordi jeg som kvinde stod under ham i værdihierarkiet – forsvandt.

Tager vi argumentet om at naturen har altid ret, og derfor ikke skal pilles ved, for gode varer, kan man dermed gå hen til nærmeste kørestolsbruger, klaske vedkommende på ryggen, sige “det er jo unaturligt du har hjul under dig!”, hive kørestolen væk og lade personen kravle hjem. Som biologien jo foreskriver at lamme skal. Nej vel? Her vil vi godt rette op på de skodkort naturen kan give os. De fleste af os får medicin, tager godt med tøj på for at beskytte os mod kulde og undlader at myrde løs selvom vi bliver hidsige. Alt sammen “naturstridigt”.

Førhen mente man at kvinden, som det svage køn, skulle beskyttes mod lønarbejde (der ville spolere hendes svage hjerne og helbred) og løb (hendes livmoder ville falde ud). Det var dengang selvklare biologiske fakta – som tiden har gjort til skamme. Blandt andet på grund af tapper feministisk kamp, som også har sikret kvinder prævention og reproduktive rettigheder – der åbenbart ikke skal deles med manden fordi han har en anden biologi?
Igen, jeg er meget i tvivl, men argumentet om at biologi er lig med skæbne holder ikke. Hverken dengang eller nu.





Juridisk abort og ufrivilligt faderskab

2 02 2016

Af Nina Søndergaard

Debatten om juridisk abort, mandens ret til at fraskrive sig især økonomisk ansvar for sit kommende barn, er blusset op. Spændende diskussion, og jeg har ikke taget klar stilling til sagen, men blot påpege at det blandt andet belyser mænds elendige præventionsmuligheder og reproduktive rettigheder.

Mænd har i dag usle tre en halv præventionsmuligheder: Afholdenhed, kondom, sterilisation – og så det afbrudte samleje. Kvinder har også de tre, plus p-piller, minipiller, pessar, kobberspiral, hormonspiral, p-stav, p-ring, p-plaster, p-sprøjte, femidom og hvis uheldet er ude, fortrydelsespiller, kirurgisk og medicinsk abort. 16-3 til kvinder. (Plus at det er hende, der kan få kunstig befrugtning).

Det får mig til at konkludere at mænds efterspørgsel på selv at styre sin avl ikke ligefrem er overvældende. Nogle af de ufrivillige fædre var så glade for at få fisse, at tanken om at sætte et kondom på ikke faldt dem ind. Med atten års konsekvens til følge.

Tidligere, når kvinders liderlighed har overvældet dem og de blev gravide, har samfundet straffet dem ved udstøde og fordømme dem eller endda slået dem ihjel. Det var først i takt med bedre prævention, at det generelle syn på dem ændredes til medlidenhed.

Det ses også i debatten: På den ene side, er der der dem der lader til at synes at mænd har rigeligt med få-ikke-børn-metoder, og som derfor er fordømmende overfor forslaget, og på den anden side dem, der ikke synes at der er nok mandemuligheder for at undgå graviditet, og som derfor har medlidenhed med de ufrivillige fædre.

 
Kondom er godt (kære mand: størrelsen betyder noget, så tjek forskellige kondomstørrelser ud og så hjælper glidecreme, vand- eller siliconebaseret, meget, også for din følelse). Og p-piller til mænd et stort savn. Det bør også være op til manden i parforhold at kunne bestemme hvor mange børn hvornår og med hvem, han vil have, så p-piller til mænd, nu.





Retten til liv – studier i selvretfærdighed og svigt

26 03 2015

af Nina Søndergaard

Retten til Liv er en forening, der er imod fri abort. Foreningen vil følgende:

  • forsvare de ufødtes enestående værdi og ukrænkelige ret til livet
  • kæmpe imod dansk lovgivning, der tillader drab på ufødte
  • arbejde for bedre støtte til den gravide, der står i en sårbar situation
  • hjælpe kvinder, som lider efter en abort

Foreningen har ikke til formål at hjælpe de fødte børn. 3 ud af 4 formål drejer sig om de ufødte børn, og punkt 4 handler om at trøste dem der ikke satte et barn i verden. Det er der behov for, og det er vitterligt al ære værd at støtte kvinder i en svær situation, men det er ikke noget der gavner de børn der allerede findes.

Så snart kvinderne har født, lader Retten til Liv dem sejle i egen sø. Det er fostre og gravide (der skal besnakkes til at føde), der er i fokus. Ikke babyer, børn, mødre og fædre. Foreningens kunstaktioner handler kun om at henlede opmærksomheden på det forkerte og forkastelige i provokeret/fri abort, ikke om at hjælpe fødte børn til et bedre liv.

Retten til Liv lader til blot at se på kvantitet og ikke kvalitet.

Foreningen har ingen konstruktive forslag til hvad der skal ske efter de ni måneder med et uønsket barn i maven – udover at give det bort. Efter at have kastet skyldfølelse i hovedet på kvinder, der får eller overvejer abort, behøver medlemmerne ikke at gøre mere.

At medlemmerne dog godt ved at det ikke er nok blot at overleve 40 uger i livmoderen, ses af denne sætning: “Tænk hvis alle, som den gravide kvinde møder, står klar til at hjælpe hende og hendes barn!” Alle er naturligvis alle andre end lige foreningens medlemmer, for foreningen tilbyder hverken godnatlæsning, børnepasning, udflugter for udsatte børn eller kurser i konflikthåndtering i familier.

Medlemmerne opfordres ikke engang til at blive plejeforældre, voksenvenner, pædagoger, lærere eller sundhedsplejersker – kort sagt at arbejde med de børn, der nu engang findes og hjælpe dem til at få et godt liv. Der er heller ingen vejledning om at adoptere børn, kun brok over at der er sket et fald i antallet af bortadoptioner i de seneste år, men det er selvfølgelig også ulige meget lettere at etiske på andres vegne end at selv skulle forpligte sig i mindst 18 år på at opfostre børn.

Det er en typisk konservativ tilgang til abort. Komikeren George Carlin sagde det klart: ‘Konservative er besatte af det ufødte barn, men lige så man er født så er man overladt til sig selv. Ingen børnehave, ingen skole, ingen skolemad, ingen lektiehjælp eller noget som helst. Lige indtil du bliver 18! Så kan du komme i militæret og blive kanonføde! Så er du spændende igen for de konservative!’

Retten til Liv opfatter tydeligvis sig selv som en interesseforening i stil med Landsforeningen Naboer til Kæmpevindmøller eller Landsforeningen mod Sommertid. Det er modstand og et stort “nej tak” der er i højsædet. Et nej, der naturligvis er et tegn på moralsk overlegenhed i forhold til fosterdræbernes forkvaklede ‘frihed og uafhængighed af sit afkom’.

End ikke det tiende og pengegriske bud på, hvad man selv kan gøre, rækker udover Retten til Livs selvcentrering og dårlig-samvittighedsindgydende virke. “Retten til Liv har brug for penge, så vi fortsat kan trykke materialer, afholde arrangementer, drive Abortlinien, have de nødvendige ansatte, være synlige på diverse stævner, sommerlejre o.l.” Ikke noget med at støtte Mødrehjælpen, LEV landsforeningen for udviklingshæmmede mennesker og pårørende, Dansk Handicap Forbund, Red Barnet eller andre organisationer der rent faktisk har med fødte, levende, plejekrævende, skrøbelige og virkelige børn at gøre. Næ, det er kun ressourcer til Retten til Liv der tæller.

Retten til Liv formår hist og her at være tæt på at stille gode og relevante spørgsmål om hvordan vi som samfund forholder os til børn, livsskabelse, graviditet og mennesker der på den ene og anden måde falder udenfor “normalen”. Men så længe foreningen ikke på nogen måde forbedrer fødte børns vilkår, er foreningen selv med til at skabe og opretholde betingelserne for provokeret abort. Retten til Liv fremmer ikke et samfund, der kan rumme børneliv, handicap og afvigelser, for Retten til Liv handler ikke om det gode liv efter fødslen, kun flere liv uanset hvor besværede, ensomme, korte, kærlighedsløse, smerteplagede og usle de end måtte være.





Foredrag: Kærlighed – Frihed – Lidenskab

6 03 2015

1907576_10153282222342697_7942801664641980562_n

To en halv times inspirerende foredrag om at smide fordomme, hæmninger – og tøjet.
Nina og Niels deler ud af deres egne oplevelser og historier, og giver jer et kærligt puf og konkrete værktøjer, så du, forhåbentlig, tør være – og gøre! – alt det du drømmer om!

18. marts kl. 19 på Byens Bogcafé. Medbring kontanter til at købe kaffe/kage og andet mundgodt.

Kun adgang når du/I har billet(er) som kan købes her. Foredraget koster 149 kroner, og kræver tilmelding.
http://www.andtalk.dk/shop/produkter/foredrag-kaerlighed-frihed-lidenskab/





Uagtsom voldtægt nej tak

11 12 2014

af Nina Søndergaard

 

Begrebet “uagtsom voldtægt” diskuteres igen og SF ser på muligheden for at indføre denne paragraf i straffeloven for at få fældet flere voldtægtsforbrydere.

 

Det er virkeligt prisværdigt at ville øge retfærdigheden og retssikkerheden for voldtægtsofre, men blot at lave endnu flere love med det eksplicitte formål at smide flere i fængsel i op til 8 år, er for mig at se ikke vejen frem.

 

Istedet vil jeg foreslå mere selvforsvar. Piger og kvinder skal vide, at de har ret til at gøre hvad de end kan, for at modsætte sig en voldtægt. Det hedder nødværge. At slå sig fra kan muligvis forhindre voldtægten, men selv i de begrædelige tilfælde hvor voldtægten alligevel fuldbyrdes, vil voldtægtsofret 1) stå bedre i en retssag pga. de fysiske mærker efter kampen, 2) have bedre chancer for at komme sig psykisk.

 

Der er ofte en størrelsesforskel på mænd og kvinder, hvilket han som den største og stærkeste vil forsøge at udnytte i en voldtægt. Det giver det kvindelige voldtægtsoffer en paradoksal fordel i nødværge: Hun må bruge AL sin kraft og magt og hvad hun end kan finde af våben for at standse stodderen: Skrige, sparke, skubbe, jage en blyant, en nøgle eller en stilethæl i hans øjne, pik eller halspulsåre. Hun kan med fordel gå efter halsen, for selvom han er nok så stor skal han have ilt, så en slukket ilttilførsel stopper alle.

 

Selvforsvar og viden om at hun må gøre alt, og her menes virkelig alt, for at forsvare sig, er efter min mening bedre bud. Det kan give den enkelte mere selvsikkerhed at vide hun kan og må forsvare sig. Kombineret med mere nænsom og respektfuld behandling af voldtægtsanmeldere, end hvad der lader til at være gængs i dag, tror jeg er vejen frem.

 

Drenge og mænd skal have genopfrisket at en pige/kvinde må sige nej når som helst i forholdet, forførelsen og samlejet, og det nej skal respekteres. Når hun ikke vil mere, er legen slut og det er ikke sjovt og sexet længere. Hun må gå klædt som hun vil, flirte, kysse og knalde hvem som helst hun har lyst til. Det er hendes krop og jeres sam-leje. Hvis ikke det er selvindlysende klart for en dreng eller mand, kan han måske overveje hvordan det vil være hvis en kæmpestor mand synes han var en hottie, der lige skulle bolles uanset hvad, og som syntes at han havde “spillet op til sex” ved at gå i jeans.

 

Problemparagraf

En tilføjelsesparagraf om uagtsom voldtægt løser næppe problemet. Voldtægt af en bevidstløs person er selvfølgelig allerede strengt forbudt. Drugrapes forekommer desværre stadigvæk, men er ulovlige og strafbare. (Det samme er usømmelig omgang med lig. Det er dybt forkasteligt og sygt at bedøve en person for at have sex med vedkommende).

 

Flere love er politikernes yndlingsløsning på alt lige fra problemer med spildevandsrensning til svindel, men enhver kan se at 117 nye love om året ikke får hverken forurening eller bedrageri til at forsvinde. Hvordan en ny paragraf om noget så alvorligt som voldtægt tryller problemet væk, vides ikke.

 

Den meget lave domsfældelsesprocent i voldtægtssager skyldes næppe et dybt kvindehad, men snarere en kompleks problemstilling kombineret med mangel på beviser.

 

Voldtægtssager kan ofte ende med at være påstand mod påstand, og derfor slipper skyldige desværre fri, fordi der stadig er dommere der håndhæver princippet om at folk er uskyldige indtil det modsatte er bevist. Med den tankegang kan skyldige godt gå fri, men det anses som et mindre onde end justitsmord, hvor uskyldige bliver fængslede for forbrydelser de ikke har begået.

 

Det er sandelig ikke for at forklejne det ubehag det også vækker i mig, at voldtægtsmænd går frit og ustraffede rundt. Men jeg ville heller ikke sove bedre af at vide at der kom endnu flere uskyldige i fængsel, og min retfærdighedssans bliver heller ikke øget af at jeg eller mine mandlige venner kan smides i spjældet i otte år, fordi en person har set sig sur på mig eller på dem.

 

Det er nemlig et problem i visse voldtægtssager. Er det reelt eller er det et hævntogt? Fortrød kvinden sin nedsatte dømmekraft og anmeldte manden, som hun alligevel ikke kunne stå inde for? Hvis de to har været fulde og væltet rundt, hvis hukommelse er så mindst skadet?

 

Skam er desværre også med til at forhindre voldtægtssagers opklaring, fordi mange slet ikke kan rumme at anmelde voldtægten lige når den er sket. Mange går også i bad for at vaske skyld og oplevelselsen af sig, men på den måde ødelægges beviser i form af sæd også.

Pæne piger siger aldrig nej

Begrebet uagtsom voldtægt har også sin betændte rod i en kultur, der fremelsker pæne piger. Pæne piger siger aldrig fra og vil gå uendelig langt for at behage. Det pleasergen volder som regel den pæne pige utallige problemer, måske endda voldtægt. Det er ikke for at skyde skylden på ofret. Det er lige præcis det jeg ikke vil, nej jeg vil have en anden kultur, en anden opdragelse af piger. En opdragelse der lærer dem at mærke grænser og sige til og fra.

 

Tankelæsere eksisterer ikke, og at antage at en mand skal være så hyperopmærksom på kvindens ikke-eksisterende signaler, at han alene og til hver en tid skal kunne regne ud at hun ikke vil mere, er forkert på mange planer.

 

Et af de største problemer er at alt ansvar væltes over på manden. Kvinden reduceres til at være passiv og et rent offer, uskyldigheden selv som krænkes af mænd, der burde kende hende bedre end hun kender sig selv. Det er samme dybt problematiske tankegang der ligger til grund for det svenske sexkøbsforbud: Mænd skal tage ansvaret for kvinder, der gerne må lade sig momsregistrere som prostituerede. Manden må dog tage voksenansvaret på sig og undlade at købe sex af den kvinde, der lider af falsk bevidsthed og tror hun gerne vil sælge sex.

 

Her skal manden også være mere ansvarlig end kvinden i seksualakten og åbenbart ikke stole på at hun er liderlig, før hun har underskrevet en samtykkeerklæring.

 

Forslaget om uagtsom voldtægt er fremkommet bl.a. fordi der har været sager hvor kvinden føler sig voldtaget, men har var lammet af frygt og derfor hverken sagt eller gjort noget. Det er meget trist og skrækkeligt, og jeg føler oprigtigt med de kvinder der uheldigvis er blevet krænket to gange, først af voldtægtsmanden, så af systemet.

 

Men at blot udstrække tavshed til at være lig uvilje lader ikke til at være optimalt heller. Hvad nu hvis en kvinde slet ikke siger noget mens hun har sex? Nogle kvinder nyder i stilhed og får uhørlige orgasmer  – skal en mand der har fornøjet hende nu være nervøs for om han kom til at voldtage hende?

 

Pæne piger har kun pæne lyster

En anden skummel understrøm i præmissen “han burde da kunne have sagt sig selv at det var voldtægt” er de uudsagte idealer om romantisk, blid sex mellem jævnaldrende med ens BMI, charme og årsindtægt. Salig juraprofessor og fortaler for indførelse af uagtsom voldtægtsbegrebet Vagn Greve, var den der kom tættest på at italesætte dette. “… er denne retstilstand rimelig? Skal en fed ældre mand, der kl. 18 giver en fuldstændig fremmed 16-årig pige et lift i sin bil have lov til at have så fast tro på sine evner som Casanova?”

 

Hvad der er sket i den pågældende sag ved jeg ikke, men jeg ved at lyster er irrationelle. Verden er kompleks, sex er et underligt fænomen og der er sket mærkeligere ting end at en ung pige har fået lyst til at knalde en “fed ældre mand”. Måske kan en ung pige finde glæde i den ældres begær, måske får hun et kick ud af at knalde grimme mennesker, måske har han den største pik, måske er det spændende fordi hun aldrig kommer til at se han igen.
At kriminalisere alle forhold der er blot en lille smule atypiske, er det samme som at sige at alt, der ikke er gængs er skadeligt og strafbart. Faktisk er vi nær ved at være tilbage til den væmmelige og komplet unødvendige snagen i kvindens fortid under en voldtægtssag. Hvem hun har knaldet førhen har ingen betydning. Ligeledes bør det heller ikke være op til en tilfældig jurists bedømmelse og fantasi at vurdere hvem hun burde have lyst til eller ej. Det kan kun hun vide og hendes ansvar er at kommunikere denne (mangel på) lyst videre til sin sexpartner.