Selvklarheder – det er farligere at være gift end at være luder

24 12 2012

af Nina Søndergaard

Fem koner og en eks-kone blev myrdet i Danmark i 2012 (i det håb at ingen går amok i den 52. uge af 2012). Så vidt vides blev ingen kvindelige sexarbejdere dræbt.

5077813495_fa8c261b4b_mHermed er det vist at det var meget farligere i 2012 at give sex gratis væk end at sælge det.

Dermed er det også snarere ægteskabet mere end prostitutionen der “ikke er foreneligt med et ligestillet samfund”.

I følge 8. marts-initiativets talsperson, Hanne Helth, er “massageklinikker er et af de farligste
steder, en kvinde kan opholde sig”. Det er ikke helt sandt, det er tilsyneladende hjemmet. Det næstfarligste er arbejdspladsen!

I forhold til gifte kvinder har sexarbejdere tilsyneladende en markant lavere risiko for at blive myrdet. Men sexarbejdere har desværre været lette ofre, og er det stadigvæk i andre dele af verden. Og sørgeligt nok er mordsager med sexarbejderofre ofte blevet sjoflet eller skrinlagt af politiet. Det lader dog til at være meget sjældent at sexarbejdere ligefrem bliver dræbt.

Det er straks værre for kvinder at være kærester med mænd, og endnu værre når de går fra deres mand.

5693555743_bfa56e1a5a_mDer er rigtig nok flere gifte kvinder end sexarbejdere, men tendensen er soleklar. Indlader en kvinde sig på en mand, så forøger hun risikoen for at blive udsat for vold og drab ganske betragteligt. Også sexarbejdere bliver desværre udsat for partnervold.

Pointen er naturligvis ikke at kvinder skal holde sig fra mænd. Pointen er at sexarbejdere ikke nødvendigvis er svage ofre for overgreb af alskens slags, men at overgrebene lige så godt kan ramme ganske almindelige kvinder med helt almindelige mandlige kærester, for hvem det slår klik.

Vi løber alle risici, især når vi har med andre mennesker at gøre, uanset karakteren af forholdet. Dermed giver det heller ikke mening at ville forbyde alt hvad der kan være grimt og farligt, for det kan alle forhold være – akkurat ligesom de kan være smukke, dejlige, livsforhøjende, morsomme og vidunderlige.
PS: Sexarbejdere kan også være drabskvinder, så sexkunde – behandl hende godt og husk at betale! Kvinder kan også dræbe deres mænd. Eddy Niels Frederiksen blev stukket ned af sin kvinde i april 2012.





Ægteskabet som legaliseret prostitution

1 11 2011

Af Nina Søndergaard

 

En del af de personer der stiller spørgsmålet om retten til sexkøb er gifte kvinder. I god gammel 70’er stil vil jeg sige at giftermål er statsanerkendt, legaliseret prostitution.

Især hvis den ene part, stadig ofte manden, tjener flere penge end den anden. Som regel går det jo fint, men der kan også være pression og økonomisk tvang i et ægteskab, og netop det juridisk bindende ved ægteskabet kan få folk til at blive hængende længere end sundt er.

Det er en væsentlig og fastholdende faktor, at der er høj social status forbundet med ægteskabet , og at lade den anden trælle på jobbet er lig med lettjente penge. Disse penge kan omsættes som flere behageligheder som et stort hus, bil, rejser og luksusvarer. Ægteskab giver ofte også en fællesskabsfølelse og samhørighed som mange mennesker bliver afhængige af.

Ægteskabet er et frit valg

Når det gælder så alvorlige sager som ægteskab, så synes stort set alle mennesker, uanset religiøse eller politiske synspunkter, at det står folk frit for at træffe den beslutning (eventuelt i samråd med venner og familie). I alle fald er der ikke rigtig nogen, bortset fra et par germanske  herskere   der har været ivrige efter at lade staten bestemme hvem der må giftes med hvem.

Der er heller ikke ret mange mennesker, der spørger seriøst ind til hvordan det kan være at folk 1) vælger at gifte sig, 2) hvordan de vælger deres livspartner. Hvis jeg spurgte ind til hvilke overgreb og ensrettende forestillinger kommende ægtefolk havde været underlagt i deres barndom, så ville jeg ikke blive taget alvorligt. Ikke destomindre er den motivgranskning noget som stadig ses i forhold til sexarbejdere, og deres valg af arbejde.

 

Retten til ægteskab

Vi antager at voksne selv kan træffe beslutninger om hvilke relationer de vil indgå i, herunder vælge en livspartner. Retten til at gifte sig er en væsentlig frihedsbestanddel, noget som homoer verden over kæmper for.

 

Retten til at blive gift, og på anden måde vælge forhold, er ikke en pligt, det er en mulighed, et tilvalg. Det er også noget der er længere oppe i behovspyramiden end vand og mad, altså kan man sagtens have et godt liv som ugift – forudsat at man selv har valgt det. Giftermål bør være en mulighed for alle voksne, ligesom den samme frihedsgrad skal udstrækkes til at omfatte valget af sexarbejde: Kortvarige relationer med penge som omdrejningspunkt.

Ret bliver ofte forvekslet med pligt, men også med norm og ønsket og statusgivende adfærd. En ret kan sammenlignes med en dør man kan åbne og gå ind ad, man behøver ikke at gøre det, men muligheden er der.

Et eksempel kunne være retten til at sagsøge, noget som danske kvinder først fik i 1857. Så sjovt er det heller ikke at have en retssag kørende, men det er en god ret at have og man er betragteligt dårligere stillet uden den mulighed. (Noget både sexkøbere og sexsælgere altså er afskåret fra, sådan som det er nu. Dermed er der mere eller mindre frit løb for skurkagtigheder og svindel).

 

Er andres uheld dit uheld?

 Modstandere af prostitution vil ofte fremhæve tvang og trafficking i sexindustrien. Det er uomtvisteligt at der også foregår ubehageligheder der, men spørgsmålet er om det er begrundelse for at forbyde hele branchen og dermed stensikkert forhindre lovlighed og regelmæssighed på området. I så fald burde samme begrundelse bruges at forbyde ægteskaber på grund af tvangsægteskaber.

Tvangsægteskaber foregår trods alle gode intentioner stadig, også i Danmark. Det er et åbent spørgsmål om hvor meget afsmitning disse uheldige og ulykkelige ægteskaber har på andre, frivilligt indgåede ægteskaber.

På samme måde som godt gifte personer ikke føler at deres personlige relation tilsværtes af andre gifte personers uheld, må sexarbejdere gerne mene at deres eget arbejde ikke besudles af sager om trafficking og at det i det hele taget er fjernt fra deres verden.

Jeg ser ingen forskel på retten til at gifte sig eller retten til at sexarbejde. Begge dele er ligegyldige absurditeter, hvis ikke der er to  eller flere mennesker om det. Det er grundstenen i ligestillingen og respekten for mennesker, at voksne, non-psykotiske mennesker uanset køn, hudfarve, fysiske handicaps og trosforestillinger kan træffe egne valg og selv sige ja og nej til andre mennesker.





En mand tre kvinder

6 12 2010

En mand tre kvinder af Peter Jørgensen, Zebra Productions, Lyngby 2010.

En boganmeldelse af Nina Søndergaard

Resumé af det lidt handling der er i denne dagsbogsroman (spoiler alert): Inspireret af et forlist ægteskab og Pouline Middletons/Elizabeths projekt med at finde tre personer til at dække sine behov, går 48-årige Christian i krig med at netdate tre kvindetyper som han altid har været tiltrukket af i sit liv: Den eksotiske, Soulmaten, Den friske og lidt vilde.

Efter nogle stævnemøder der ikke førte til mere, træffer han den tyve år yngre Sabine og det er sand og gengældt kærlighed. Der går cirka ti sekunder, så har Christian installeret Sabine i sin lejlighed. Sabine har studeret i Argentina, hvor hendes smukke veninde Judy også kommer fra. Judy crasher på Christians sofa, og det kommer hans ex, Liva – endda med datter, også til.

Christian har det perle lige så kort det varer med tre ½ skønne kvinder i hans enorme ungkarlehybel. Han har sex med dem alle (men det læser vi nu ikke direkte, han slukker ligesom lyset), men har dårlig samvittighed over ikke at sige det til Sabine. Sabine og Liva tager ellers fuglen på ham ved at bilde ham ind at Sabine blot er hans lejer, men selvfølgelig ved kvinderne godt hvordan det hænger sammen. Stor er Christians overraskelse og sorg også da Judy rejser videre. Liva finder et job i Århus og flytter ud. Det hele ender med at han overvejer at gifte sig med Sabine og avle med hende, men inden vi når så langt flytter hun ud af hans lejlighed og bogen slutter.

Som Oscar Wilde sagde ”Jeg er den eneste person jeg har lyst til at vide alt om”, og det randt mig i hu mange gange under læsningen af de 271 sider. Jeg er ikke Christian, endsige én af Christians gode venner – som tydeligvis heller ikke gad at høre på for langstrakte beskrivelser og forklaringer af Christians hverdag, drømme, måde at pudse motorcykel på eller hvornår han jogger om søerne. Det er det samme problem som beskrevet i den direkte forgænger, model og inspiration: En kvinde tre mænd – der er simpelthen luget for lidt ud i teksten.

Når det er sagt, så kunne jeg bedre følge Christians projekt, som var mere åbent og letflydende end Elizabeths meget fasttømrede idéer om at ingen af hendes mænd måtte brede sig ud over sin dertilindrettede kasse. Måske lidt uretfærdigt overfor Elizabeth og hendes barndom præget af misstemning og alkoholisme, men Christians livsglæde og gode minder fra sit ægteskab var også mere i min smag end Elizabeths meget bitre og grådfyldte opgør med fortiden.

Der er også mere traditionel ud-og-hjem handling i fortællingen, men langt færre og mindre skarpe analyser af ægteskabets problemer nutildags. Christian virker i det hele taget på denne anmelder ikke alt for skarp. De første point tabte han på beskrivelsen af ”Soulmaten”: ”Vores liv er ment til at blive gamle sammen, fordi vi er soulmates (s. 19).” Anglicismer gå hjem! ”Det er meningen at vi to skal blive gamle sammen, fordi vi er sjælefrænder.” Det var dét du mente, Christian/Peter. Og de næste point raslede ned da han brokker sig over at mange kvinder der svarer på hans profil ikke kan stave/har styr på grammatiken/ikke har læst korrektur på svaret (s. 39-40), og så klodser han selv i det på side 51 ”Exeptionelt velformuleret.” Flot at Christian kan finde ud af biords-t’et, men exceptionelt er med c.

Christian glæder sig over at kunne vende verdenssituationen med sine venner og nu også veninder, men undrer sig over om der overhovedet bliver talt i de små hjem (s. 208). Det samme har jeg også undret mig over, og hans begejstring over at møde kloge kvinder er så enorm at jeg får mistanken om at kvinder virkelig går og skjuler deres intelligens overfor mænd. Christians damer lyder søde, smukke og opvakte, men ikke mere end kvinderne i mine kredse. Nå. Christian er selv hele tiden en kylling og fortæller ikke Sabine hvem han egentlig går og knalder. Og ikke ét eneste sekund får han mistanken om at Sabine også udnytter sin alenetid i selskab med andre. Hvis hun gjorde, ville Christian såmænd nok blive sur og slå op som han gjorde med Karla, en gift kvinde, hvis forbrydelse var at hun løj. Men i mine øjne ikke mere eller mindre end Christian selv gør fra start til slut.

Jeg kunne afslutte sidste anmeldelse i en oprigtig positiv tone, selvom begge bøger falder langt fra min personlige smag, men ikke denne gang. Christian/Peter gør ikke op med noget, hans ménage á trois er bygget på fortielser fra hans side (men kvinderne virker kvikkere end han gør, så mon ikke de har vidst alt om hinandens eskapader?), han er ude af stand til at tænke klart og rykker rundt på Sabine som et andet møbel, der får lov til at bebo hans lejlighed i en måned, men alligevel vil han gerne giftes og have børn med hende.

Jeg kan til nød rose ham for at have prøvet og for at være klar nok til at skrive at han ”sad i en situation, som jeg nok havde ønsket mig, men overhovedet ikke kunne overskue konsekvenserne af. (s.189-190)” Men at have taget mig med på så omstændelig en rejse og derefter ende så tæt på det hellige ægteskab er simpelthen for skuffende for mig.





Mere om kærligheden tilbage i dagene

30 10 2010

Af Nina Søndergaard

En anmeldelse af Dorthe Sondrup Andersens ”Guldalder uden forgyldning” og ”Kærlighed i klunketiden – En kavalkade om Danmark 1880-1900”

Alting har en historie og det har ægteskabet, kærligheden og seksualiteten også.

Litteraten Sondrup Andersen har skrevet to underholdende og veloplagte bøger om emnet. Det er ikke tung videnskab vi møder i bøgerne, snarere en kalejdoskopisk gennemgang af datidens skønånder, deres liv, værker og problemer. Hun skriver forrygende flydende og jeg måtte le højt af nogle vidunderlige vendinger.

 

En fordel, i mine øjne, ved den meget lette gennemgang af de mange værker der bliver refereret til, er at det er så langt fra gymnasietidens gennemtrampning af ”Guldhornene” eller ”Stuk”, at man får lyst til at genlæse dem. Nu lidt klogere…

Nå, hendes tese i ”Guldalderen uden forgyldning” er at guldalderen, ca. 1800-1850 rigtig nok var en kulturelt rig periode, men på det personlige og kvindelige plan var det måske slet ikke så sjovt endda.

Med datidens samfundsstruktur, hvor manglen på en velfærdsstat gjorde forsørgelsen af familien meget mere vigtig end idag, var der ofte meget stor aldersforskel på mand og kone. Især i det bedre borgerskab. Manden skulle nemlig have sig en god stilling før han kunne gifte sig. Det kunne tage sin tid at blive professor, men så kunne man også gafle sig en ung kvinde.

Et par eksempler: Kamma Rahbek var 15 år yngre end sin mand, Knud Lyne Rahbek. Hr. Heiberg var 21 år ældre end fru Heiberg. Der er selvfølgelig intet fordækt eller forkert i en stor aldersforskel, Sondrup Andersen ser bare det som endnu en stor forskel de to måtte overkomme, da pigerne levede meget beskyttet og i nogle tilfælde nærmest var funktionelle analfabeter. Mændene var derimod som regel seksuelt erfarne, berejste og belæste. Hun ser også en sammenhæng mellem ungkarlelivet og kreativiteten. Her er Adam Oehlenschläger det klareste eksempel på at ægteskabet og forsørgerpligten drænede ham for inspiration. Hun forsvarer derfor Søren Kierkegaards forlovelsesbrud med Regine Olsen med at han godt havde set hvad der var ham i vente, når han skulle forsørge hende.

Det skal ikke forståes sådan at alle ægteskaber var det rene jammer. Overhovedet ikke, der er masser af eksempler på dyb og inderlig kærlighed og hengivenhed (fx mellem Anders og Sophie Ørsted), men der var klart en struktur der vanskeliggjorde lige vilkår, og kvindernes rolle og verden var meget begrænset.

”Kærlighed i klunketiden” har en tese om at den hæftige fortielse af seksualdriften i 1880-1900 havde ulykkelige konsekvenser for mange. Hun tager afsæt i det spektakulære dobbeltselvmord som Sixten Sparre og Elvira Madigan foranstaltede på Tåsinge i 1889. Hun læser deres død som en protest mod et samfund der ikke levnede plads til kærlighedsforhold baseret på seksuel tiltrækning. Sex var noget smuds man endelig ikke måtte tale om, men som fik sine afløb med prostituerede og gav sig udslag i tårnhøje syfilisrater.

Hun tager os med på en spændende turné i datidens kunstnermiljø, lige fra Studenterforeningen til Café Bernina og kunstnerkolonien i Skagen. Det er belæst Billedblad, og hun gør det rigtig godt. Nogle anmeldere har set hendes udstilling af dobbeltmoralen som ondskabsfuldhed, men jeg ser det nærmere som en understregning af hvor svært det var for datidens mennesker at undslippe disse uheldige strukturer og få det frie kærlighedsliv de besang. Efter endt læsning er det svært ikke at føle en vis taknemmelighed over at nyde godt af de seksuelle revolutioner…





Historien om ægteskabet

8 10 2010

Af Nina Søndergaard


Som historiker må man gerne være ond og fortælle folk at der muligvis slet ikke var nogen historisk korrekt Jesus, at éns barndoms vidunderligt hvide vintre er en erindringsforskydning og at de gode gamle dage var lede. Her vil jeg briste en illusion om det naturlige ved kærlighedsægteskabet.

1.    Ægteskabet kan knap nok defineres, fordi der er så mange versioner af det i verden.
2.    Tanken om at ægteskabet kun er noget der reelt vedkommer to mennesker er ny.
3.    Tanken om at man kan og ligefrem BØR basere sit ægteskab på kærlighed og forelskelse er endnu nyere.
4.    Det er ikke utænkeligt de gamle romere og grækere havde ret når de mente at forelskelse var en sindssygdom.

Det lader til at mennesker altid har forsøgt at sætte nogle rammer for seksualiteten og reproduktionen, de rammer hedder som regel ægteskab. Og ret meget tættere på en definition på ægteskabet kommer vi nok ikke i dag.

Jamen, det er jo en pagt mellem to mennesker, siger I. Ja, i vores del af verden, men andre steder bliver man rigtig nok gift med én person, men gommens brødre har altså også ret til at gå i seng med bruden. Der er harem og islam tillader en mand at have fire koner, altså kan ægteskab snildt være mellem flere mennesker.

Nå, men så sikrer man hinanden økonomisk da! Ja, igen, her gør vi, men nomadefolk har det ikke nødvendigvis helt på samme måde. For det første er mange analfabeteter, så dét at skrive en ægteskabskontrakt giver ikke megen mening. For det andet har de ligesom ikke så meget jordisk gods at det gør noget: ”Jeg betror dig min 4-personers sofa”? Nej vel…

Nogle steder bor ægteparret ikke sammen, andre steder flytter de ind hos konens mor eller hen til mandens mor. Her bor vi ligefrem sammen FØR vi bliver gift, utænkeligt for bare 100 år siden i bedre kredse.

Tit overgår kvinden til mandens familie, som så har ansvaret for hende, men hun kan også stadig være under sin faders beskyttelse selvom hun er gift. De fleste samfund er patriarkalske, hvilket her vil sige at kvinden ikke har fulde juridiske rettigheder som sin mand, i Danmark fik gifte kvinder først råderet over egen løn i 1880 , gifte kvinder blev myndige i 1899 – altså der kunne de selv bestemme over deres formue, købe hus og sagsøge folk.

Alligevel findes ægteskab i en eller anden form i næsten alle samfund, det eneste kendte samfund der overhovedet ikke anerkender ægteskab er Na folket i Kina, hvor det er bror og søster der bor sammen og tager sig af børnene. Og børnene bliver til når en elsker sniger sig ind i huset om aftenen, bliver der natten over og smutter igen om morgenen.

Ok, det viser også at ægteskab ikke godt kan være en biologisk rodfæstet ting i os, når der er så uendeligt mange måder at gøre det på. Vi vandrede ikke ud af Afrika for en rund million år siden med en ring på fingeren og koloniserede jordkloden. Ægteskabet er en institution der voksede frem bagefter.

Hvorfor så overhovedet gifte sig? For at sikre afkom og svigerfamilie! At ved blive gift har man knyttet et bånd mellem fremmede familier, der nu skal samarbejde. Senere blev ægteskaber også vigtige økonomiske midler: Kongeriger og krige er opstået pga. ægteskaber, folk har arvet guld og grønne skove og ved at splejse sammen kunne to personer købe en gård/starte virksomhed, som reelt var det eneste de havde at falde tilbage på inden velfærdsstaten.

Her har I også lidt af forklaringen på hvorfor stort set alle ægteskaber inden 1750’erne var det vi kalder for arrangerede ægteskaber, hvor brud og gom faktisk ikke kendte hinanden inden de blev gift. Det var alt for stort og vigtigt til at man kunne lade to unge mennesker bestemme selv og de skulle da slet ikke træffe beslutningen når de var forelskede og dermed sindssyge!

Forelskelse var en sindssygdom mente de gamle, englænderne kaldte det for ”cuntsick” og så har vi en idé om hvor højt forelskelse rangerede i l’ancien regime.

For naturligvis kendte de gamle til forelskelse. Nogle af de ældste skriftlige kilder vi har er kærlighedsdigte (nå ja, og lister over hvor mange får og køer man havde!). Hjernescanner man forelskede folk, uanset deres hudfarve, alder, køn eller religion får man stort set det samme billede – som minder lidt om det billede deprimerede mennesker giver… Vi er med andre ord designede til at blive forelskede, for så vil vi gøre en hel masse (åndssvagt) for at vinde vores elskede, parre os lidenskabeligt og få børn. Forelskelse gør at man tænker på det samme hele tiden, mister appetit, kan glo ind i en væg i timevis og glemmer alt muligt – ligesom depression…. Hvis vi så rent faktisk får fingre i den udkårne oversvømmes vores hjerne med belønningshormoner, så vi ER sgu høje og bliver rent faktisk afhængige af det hvæs nærheden af den elskede giver os.

Men, akkurat ligesom depression, så varer det ikke ved. Max 1½ år siger forskerne. Men der burde kvinden også være gravid/have fået første barn, hvilket nok var dét naturen mente med dén omgang.

Den følelsesmæssige rutschebanetur var totalt ugleset tilbage i dagene. Det er først omkring 1750’erne i England at det bedre borgerskab kommer på idé at lade folk gifte sig FORDI de forelskede. Den idé spreder sig som en snebold over kontinentet og klasserne. Tilsidst (tja, ca. i 1920’erne) er kærlighedsægteskabet stort set enerådende. Stort set samtidig stiger skilsmissetallene seriøst i den vestlige verden, idag ender ca. 35 % af alle ægteskaber i Danmark i skilsmisse.

De gamle anede nok at det var lidt luftigt og farligt at basere ægteskabet på forelskelse, men at sige at de dermed var onde og kærlighedsfornægtende er heller ikke rigtigt. Det var bestemt ønskværdigt at de to nygifte kom godt ud af det med hinanden, (måske ligefrem blev forelskede i hinanden) og det var langt de fleste også indstillede på at arbejde for: Kærligheden skulle nok vokse frem. Desuden havde mand og kvinde ofte ikke meget med hinanden at gøre i det daglige og der var ikke nødvendigvis lagt op til at de skulle være bedste venner og betro sig til hinanden, de skulle bare opføre sig ordentligt og tale pænt sammen.

Vi må også huske på at folk dengang ikke var vokset op med romantiske film eller tusindvis af popsange, der hylder forelskelsen, så de havde ikke rigtig ligesom tanken om at møde den eneste ene, gifte sig i et vældigt bryllup og leve lykkeligt til deres dages ende. Det er først en idé der dukker op, ja faktisk i begyndelsen af 1700-tallet i romaner, en genre der lever i bedste velgående i enhver bladkiosk.

Börje Hansson har en tese om før-moderne familiemønstre og hvordan det prægede folk. Dengang voksede børn op uden den samme intensive voksenkontakt som nu, de havde derimod en masse søskende, bedsteforældre, tanter og onkler omkring sig. De legede også friere (indtil de blev fem, måske syv år, så var der dømt arbejde!), ejede ikke ret meget legetøj og pottetræning var sikkert ikke første prioritet i datidens ofte ret klamme hjem.

Hanssons tese er at det giver en anden personlighedsdannelse, en anden mere diffus idé om et jeg, et selv. Man vil højst sandsynligt se sig selv mere som en del af et fællesskab og ikke se sig som verdens centrum, dermed er det også ’nemt nok’ at gifte sig med én man ikke kender. Vedkommende har sikkert samme baggrund som én selv, og har derfor tilsvarende lave forventninger til hvad et ægteskab skal kunne.

Nu lægger et enkelt barn derimod beslag på meget voksentid, især fra moderens side. Barnet får at vide at det er noget særligt og ejer som regel store mængder af legetøj. Det præger ind i voksentiden, for der vil man højst sandsynligt få ejerfornemmelser overfor ens partner/hjem/ejendele og have et stort behov for bekræftelse, noget som én person vil have vanskeligt ved at kunne dække.

I begynder at se et mønster

Det kunne godt se ud som om at vore dages besyngelse af kærlighedsægteskab har en uheldig slagside, en konsekvens som er svær at undgå for rigtig mange mennesker. Forelskelse GÅR over, det bliver dagligdag og til den hverdag har moderne mennesker tårnhøje forventninger.

Omvendt må jeg også skynde mig at sige, at når ægteskaber i dag går godt, så går de nok også bedre end dengang. Mand og kone BETYDER noget for hinanden i en grad som datidens folk næppe ville kunne genkende: Mange blev gift med den første den bedste, om hun var en enke tredive år ældre end en selv eller en sprød ungmø var ikke nødvendigvis så væsentligt. Det vigtige var at man var to – der skulle blive til flere, og at man kunne drive gården og overleve, ikke om man holdt i hånd hver aften. Hvilket leder mig hen til den næstsidste krølle:

Papforældre og bonusbørn er overhovedet ikke en ny opfindelse. Med en gigahøj dødelighed for alle aldersgrupper var der mange papfamilier: Mand og kone gifter sig, hun dør i anden barselsseng. Han gifter sig igen, får et barn med hende og dør. Hun gifter sig igen, han holder længere og har to børn fra et tidligere ægteskab og sammen får de tre børn. Her er der altså otte børn (givet de alle overlevede) i denne tænkte familie, og de fleste er ikke blodsbeslægtede.

Døden gjorde også sit til at skilsmisser ikke var så påkrævede, de fleste ægteskaber varede ikke engang 15 år. Idag kan et ægteskab holde i måske 50 år, helt astronomisk lang tid for før-moderne folk.

Der er ingen morale med dette indlæg, det var bare min måde at protestere mod det ”naturlige” i kærnefamilien. Den er en ny opfindelse som så meget andet.