En prosexfeminist slår til lyd for aseksualitet!

23 04 2011

Af Nina Søndergaard

Aseksuelle mennesker findes. Selvfølgelig er der mennesker der praktisk taget ikke har nogen seksualdrift. Hvis man kan tænde på de særeste ting (bryster, balloner, bæ, briller), kan man selvfølgelig også IKKE tænde på noget. Men samfundet er parat til at fordømme og forkertse alt og alle der drister sig udenfor de meget snævre normer. (Aseksuel er selvfølgelig også noget man kan blive, ligesom dét at være hetero nu ikke garanterer mod en senere biseksualitet).

Sex siger ikke alle lige meget, måske er det nok at bare ligge i ske, måske er et enkelt håndtryk alt rigeligt. Jeg vil til hver en tid kæmpe for at alle får det lykkeligst mulige liv, og den nemmeste måde at opnå dét på er gennem samtale og forståelse.

Det smerter mig meget at læse om folk der ikke gider at have sex, men synes de bliver nødt til det. Hvis éns partner har mere lyst må man tale sig til rette om en ordning, – som på alle andre områder hvor vi støder på ønsker og behov der ikke matcher vore egne 100 %.

Dét er der heldigvis intet nyt i at sige (selvom det dårligt kan siges tit nok). Det er dybt set en fjollet tanke at vi overhovedet skal have en partner for at opnå det gode liv. Eller at vi absolut skal tænde på vores livsledsager(ske), dén vi har børn med, vores bedste ven(inde).

Hvem i alverden fandt på dét? Det er jo et helt absurd krav der er med til at gøre ægteskab en ”ekstremsport for tosser”. Hvad er det for nogle rigide normer at sætte? Hvor stift kan man opfatte seksualitet, kærlighed og venskab? Tsk tsk siger jeg bare.

Der er sikkert læsere der er skuffede nu: Jeg er lige nu biseksuel og polyamourøs – det lyder saftigt og sexet, og så siger jeg bare at det er helt fint ikke at have sex… Men der er flere grunde til at jeg føler trang til at forsvare aseksualitet. Det er en form for seksualitet der er i mindretal og som tilmed knap bliver taget alvorligt. Det har jeg svært ved at døje, både som seksualpolitiker og som privatperson der har sat sig ud over samfundets normer. Og disse normer er bare meget snævre, og det kræver mod og opbakning ikke at leve op til dem.

Hvad nu hvis det var helt i orden at bare bo sammen med sin bedste ven og livsvidne? Måske sove i ske i dobbeltsengen, men ellers ikke have sex sammen? At udlicitere sex til andre, hvad enten det er en sexarbejder en gang om året eller et par elskere eller tre kærester? Eller bo alene, kæresteløs, uden at velmenende mennesker prøver på at få én ud af skabet…

Igen. Jeg er glad for al den glæde voksne mennesker kan finde sammen og få ud af hinanden, og hvis et ægtepar kan holde gnisten ved lige i alle 50+ år de har sammen er det smukt. Men fratager det virkelig noget af det skønne og vidunderlige to (eller flere) mennesker kan dele, at man ikke absolut skal dele alt, heriblandt sex? Kan et ægteskab ikke også være godt og stærkt helt uden sex? Kan et liv ikke være smukt og dejligt alene?