At knække selvtillidsnødden

26 08 2014

En boganmeldelse af Katty Kay & Claire Shipman: The Confidence Code – the science and art of self-assurance – what women should know. Harper business, 2014.

 

af Nina Søndergaard, direktør i Nørd Tours

 

pink-matters-c-suite-women-leadership-infographic1De to journalister havde under deres arbejdet med Womenomics stødt på et mærkeligt fænomen: Masser af kompetente kvinder, men meget kvinder på topposter. Hvad var det der holdt kvinderne tilbage? Ikke glasloft (slet ikke nævnt), ikke kvinders anderledes prioriteringer, ikke en intelligensmæssig forskel. Men mangel på selvtillid er deres svar.

Bogen er en journalistisk undersøgelsesrejse: Hvad er selvtillid overhovedet? Hvor finder man kvindelig selvtillid henne? Hvem har selvtillid? Hvad fremmer og hæmmer den fortrøstningsfulde tro på sig selv?

De stykker svar sammen fra neurologer, yogaeksperter, ledende kvinder, sociologer, hjerneforskere og basketballspillere.

Den deprimerende virkelighed er at selvom kvinder er i overtal på mange af verdens universiteter, så drøjer det gevaldigt med at få de mange veluddannede damer til at omsætte det til lederstillinger. Forhindringerne er mangfoldige.

 

Indre benspænd:

Kvindelige chefer vil hellere være vellidte end respekterede. Kvinder scorer lavere i tests hvis de skal skrive deres køn før deres navn. Er der et overtal af mænd til et møde taler kvinder 75 % mindre, hvilket er skidt, for så viser de ikke at de har tænkt over sagen og fremstår som samtykkende nikkedukker. Kvinder der ses som fede og grimme kommer ikke nær så ofte i gymnasiet som smukke, slanke (men fede drenge kommer på gymnasiet i samme grad som de slanke). Kvinder svarer ikke på nær så mange spørgsmål i tests som mænd og får et tilsvarende lavere resultat, men når de svarer er kønsforskellen marginal.

 

Og så er der de ydre forhindringer:

Der er stadig lande hvor kvinder ikke må færdes frit. Manglende uddannelse, prævention og børnepasningsmuligheder rammer også kvinder uforholdsmæssigt hårdt. Fordomme om kompetente kvinder skorter det heller ikke på. Her kan jeg minde om at Berlusconi i 2011 kaldte Tysklands forbundskansler Angela Merkel for en ‘ukneppelig flæskerøv’. Når en ex-statsminister kalder et andet statsoverhoved den slags, så er barren sat lavt, Marianer-grav langt nede.

072414123237_Wright_PhotoGeneralmajor Jessica Wright mødte en overordnet der straks gav sig til at fortælle hende om hvor lidt han brød sig om kvinder i militæret. Hvortil hun svarede “Sergeant Minski, nu har du en mulighed for at komme over dét.” Minski fik selvfølgelig respekt for Wright og de to er venner – en rap replik hjælper!

Kay og Shipman drysser i fin, amerikansk, opmuntrende stil gode råd og tricks til at knække selvtillidsnødden. Selvtillid er faktisk vigtigere end reelle kompetencer, og både mænd og kvinder lader sig gerne lede af naturligt fortrøstningsfulde personer, snarere end de teknisk set bedst kvalificerede. Kvinder mangler ikke kompetencer, blot selvtillid.

Meget kort vil jeg her ridse deres råd op: Vær flink mod dig selv. Slap af. Vær dig selv. Husk at om 100 år er alting glemt. Lær af dine fejltagelser (ingen af dem medførte verdens undergang). Diskuter med dine negative tanker, sæt dem i perspektiv. Vær nærværende, lad være med at tænke derudaf og flytte fokus fra der hvor du er. Dyrk (hold)sport. Undgå at udelukke opdrage din pige til at være god, stille og føjelig, men ros hende for hendes gerninger (snarere end hendes væsen), opmuntr forsøg og fejltagelser der fører til mestring. Og ved at beherske noget -tegning, matematik, basketball hvad som helst – får man selvtillid. Det er ikke nemt, men bestemt ladsiggørligt.





Håndbog for duller

29 04 2009

af Nina Søndergaard
The Ethical Slut – A Guide to Infinite Sexual Possibilities af Dossie Easton & Catherine A. Liszt. Greenery Press, 1997

To kvinder har begået en bog om åbne forhold og hvordan man bedst muligt bliver en dulle, men vel at mærke en dydig dulle M/K. Dydig skal her forstås som en ærlig dulle, der ikke er utro eller ude på at såre folk, men blot at have det sjovt og få så meget sex som muligt. Med andre ord, en takt og tone bog for duller af alle køn. Det lyder selvmodsigende og langt ude, men de slipper godt fra det. Grunden til at bloggen her bringer en anmeldelse af en 12 år gammel bog er at forfatternes ærinde er det samme som mit. Nemlig at åbne mulighedernes verden og at få alle til at tænke selv.
Bogen er inddelt i fire dele: ”I os selv” om hvad vi selv føler og vil. ”Mellem hver andre”, når vi har fundet ud af hvad vi vil. ”I verden”, hvordan andre kan reagere på éns kærlighedsliv. ”At more sig”, hvordan man finder frem til ligesindede. Den er dejlig amerikansk i den forstand, at de forklarer hvad der virker bedst for dem og ansporer dig til at undersøge hvad der er godt for dig. Alt sammen i et letforståeligt sprog med masser af eksempler og nede-på-jorden forklaringer. Det er lige før det bliver banalt, det skyldes nok at vi i Danmark trods alt er mere vant til papirløse forhold og gifte homoseksuelle, men det giver også en følelse af tryghed at forfatterne har tænkt hele vejen omkring problemerne.

De mener grundlæggende at sex er godt, sundt og positivt. Derfor er det forkert at ville begrænse sex i sig selv, men de uheldige følgevirkninger der kan opstå i kølvandet på sex, kan vi gøre noget ved (ved at være ærlige, bruge kondomer etc.). De tror at mennesket er et flokdyr og at vi trives bedst i stammer. Endvidere er de af den overbevisning at kærlighed ikke er et begrænset gode, men noget der kan vokse og trives når blot den får gode vilkår. De betingelser har det svært i denne verden, hvor mange mennesker ønsker at forhindre andre i at elske. Så længe der er begrænsninger på fx homoseksuelles udfoldelser, er det ikke en fri verden vi lever i.

Uanset om man selv er politisk aktivist, er der stof til eftertanke. I hvert fald er bogen én lang opfordring til at tænke selv, blive klar over hvad man føler og forsøge at indrette sit liv efter det. Her er ’målet’ at få forhold til flere mennesker, ofte som i kæreste med elskere (primær og sekundære forhold) og optimere lykken for alle. Også for børnene – der som regel trives storartet i storfamilier, hvor der altid er en voksen tilstede.

Det lyder med andre ord som coaching, bare fra hippier. Og det er nemlig hvad det er!

papirklips-par

Så uanset om man selv ønsker at leve i åbne forhold eller ej, er der meget at hente fra bogen. Fx at lære sig selv at kende, lære at være ærlig i kærlighed (det er svært, da vi hele tiden tror at vi sårer folk eller blotter os selv, så de vil afvise os, altså har de fleste forhold en hemmelig dagsorden) og at få styr på sine forventninger. Mere konkret giver forfatterne også gode råd til at lave lister over hvad man tænder på (hvilke ord vil man bruge, hvor langt vil man gå?), hvordan man håndterer jalousi, opnår de mest konstruktive skænderier og passer børn i åbne forhold.

Monogami er fint, men ikke naturligt eller gudgivet. Problemet er at det er normen, som kan være svær at styre udenom, uanset om man vil det eller ej. Altså kan folk komme til at gifte sig, være utro og ødelægge en masse for dem selv og andre. At være en dulle handler netop om ikke at være utro, men at få liv og lyst til at gå op i en højere enhed. Det er ikke lettere end det hårde arbejde, det er at være gift, men det er sjovere lover forfatterne. Man kunne jo prøve ad…





9 to 5 Days In Porn

25 03 2009

9to5

Af Tamiko Taguchi

Vi har i den feministiske studiekreds talt om, at der er brug for nye og anderledes fortællinger om kvindens, og for den sags skyld mandens,  seksualitet. Det er der bl.a. fordi de mest gængse fortællinger har det med at fastfryse kønnet i nogle bestemte stereotyper, for kvindens vedkommende kunne det være: romantisk, følende, modtagende, omsorgsfuld. Ikke at de nævnte kvaliteter er forkerte eller aseksuelle, men man kan savne alternative kroge at hænge sin seksuelle identitet op på. En dissekering af vanetænkningen omkring kærlighed og køn kan måske føre til mere kreative måder at løse konflikter i privatlivet på og kan være bevidstudvidende for begge køn (vi læste Bronwyn Davies: ”Kvinders Subjektivitet og Feministiske Fortællinger”).

Derfor fandt jeg på at anmelde filmen ”9 to 5 Days In Porn”, som er en række miniportrætter af mænd og kvinder, der arbejder i pornoindustriens Hollywood: San Fernando Valley i Californien.
Filmens kvinder strækker sig fra de handlekraftige og manipulerende pornstars til nogle mere triste typer, som ikke helt synes at have magten over den situation, de har sat sig selv i. I den første kategori finder vi den smukke, naturlige Belladonna, som, trods sin katolske opdragelse, har kastet sig i nydelsesfuld grams i pornoens mørke afkroge, og sammen med sin mand har opbygget et mindre imperium. Hun spiller, caster, instruerer og markedsfører selv sine film og har så vidt jeg kan udlede den fulde kontrol med sit brand. Hendes mand filmer, klipper og producerer, og er udelukkende blevet trukket ind i branchen pga hende. Hendes blide, venlige væsen og aldeles upumpede fremtoning står i kontrast til de billeder, man kan have på nethinden af silikonefyldte solariebrændte Barbiekvinder (ikke et ondt ord om dem), og det samme gør hendes insisteren på at afsøge grænserne for sine mest outrerede perversioner.

Endnu mere intens er den unge upcoming stjerne, Sasha Grey. Hun har ventet med længsel på sin 18 år fødselsdag, hvor hun endelig kunne forfølge sit mål: at revolutionere pornografien og opfattelsen af, hvad kvinder må, kan og tør seksuelt. At dyrke det mest beskidte, perverse sex, hun kan komme i nærheden af, og at blive en stjerne, hvilket hun lykkes med ret hurtigt. Hun har en nærmest intellektuel tilgang til sit projekt, som hun dokumenterer på dagbogsagtig facon, og hun støttes i det private af sin stille og rolige kæreste, som ikke har nogen forbindelse til branchen.

 

I den anden ende af spektret møder vi Audrey Hollander, endnu en ung smuk kvinde, som man aner har kastet sig ud i at spille porno, ikke fordi hun søger sig selv, men fordi hun vil anerkendes af den mand, hun desværre har forelsket sig i og siden gifter sig med. Manden kan man sådan set ikke klandre: han er en rimelig utiltalende, selvfed pornoproducer med rockstar-attitude, og har ikke den store respekt for sin kones meninger eller følelsesliv, men han er ikke uærlig eller på andre måder skummel. Hende kan man derimod godt få lyst til at ruske i, da hun forekommer mere og mere ulykkelig, sølle og alkoholpåvirket som filmen skrider frem. Nej, det er ikke særlig behageligt at være vidne til en pige i Audreys forfatning blive revet rundt foran et kamera af en stor, tatoveret marinesoldat med kvælertags-fetish.

Som en slags meta-tilstedeværelse over de forskellige skæbner hører vi løbende udtalelser fra ex-pornoskuespillerinderne Sharon Mitchell og Nina Hartley. Mitchell lavede pornofilm i 20 år, og var afhængig af heroin. Efter et meget voldsomt overfald besluttede hun sig for at vende pornoen ryggen, og var, som hun selv siger det, meget  tæt på at ende som  ”reformed whore”, pga de mange smertefulde oplevelser hendes livsstil havde ført med sig. I stedet tog hun tyren ved hornene og uddannede hun sig til læge, og driver nu den private klinink AIM, som er et sundhedstilbud rettet mod sexindustrien. Hun og Nina Hartley (pro-sex feministisisk celebrity) rådgiver via oplysningsmateriale mænd og kvinder om faldgruberne i branchen, og Mitchell står for at udstede en stor del af de obligatoriske HIV-test certifikater, som pornoskuespillere jævnligt må tage.

Noget af det interessante, som filmen tematiserer, er de fællesnævnere, der er for disse kvinder, som på den ene eller anden måde drages til eller havner i porno. Nemlig at de fleste i forvejen identificerer sig som misfits og outsidere i de miljøer de kommer fra, f.eks grundet en ”abnorm” seksualitet, eller fordi de føler sig anderledes på andre måder. De drives af en trang til at gøre op med normer, at gå imod strømmen og være unikke og at udforske sig selv og verden. Pornoen er et identitetsprojekt. Med andre ord, og set med den voksne bagklogskabs briller på, er det i pricippet forholdsvis normal ungdomsadfærd – blot med en ekstra tand af vovemod, egotrip, sexhunger eller for nogles vedkommende selvdestruktions-drift.

Hvis ikke pornoens aktører rent faktisk lavede business, kunne man fristes til at se fænomenet som en subkultur på linie med kulturer omkring musik, stil og underholdning. Den ser ud til at mobilisere nogle af de samme følelser af fælleskab, tilhørsforhold, ”os imod systemet” og glimtvis glamour, der gør sig gældende i andre universer, der tiltrækker søgende, rastløse mennesker. Det er også tydeligt, udfra de de sexscener i ”9 to 5 Days”  som går godt, at aktørene leger, griner og fjoller med hinanden under og imellem DPs og cum shots, og man fornemmer den bonus, det hårde fysiske arbejde også må kaste af sig i form af den endorfin-inducerede lethed i sindet, som masser af seksuel aktivitet giver. Men altså også at mange af disse mennesker laver denne form for arbejde, fordi det udover at være velbetalt, er sjovt.

Man kan godt undre sig over, at porno til trods for de gode indtjeningsmuligheder, den lave forekomst af kønssygdomme (lavere end i en alderssvarende ikke-porno-skuespiller kontrolgruppe), og det grundige kendskab, man har mulighed for at tilegne sig om sin egen og andres kroppe, stadig er et område, som rigtig mange ikke ville ønske at deres nærmeste eksperimenterede med (måske kun matchet i bekymrings-faktor af eksperimenteren med stoffer). Jeg ser antipatien som et udtryk for forestillingen om, at en kvinde får uslettelige ar på sjælen af at dyrke sex med for mange mænd. Lige præcis den fortælling om kvinder, synes jeg, er værd at gøre op med. Ganske vist kan man opleve, at man fortryder de valg man tog i sin ungdom, og man kan erkende, at man dengang så på verden lige lovligt sort-hvidt. At det oprør, man mente var revolutionerende, i dag klinger hult og måske ligefrem latterligt. Men det er sådan set vilkårene ved at gå i gennem livet og blive klogere, og vi må alle hver især lære at leve med de valg, vi har taget. At kvinder, som lige præcis har eksperimenteret med seksualiteten, skal tilbydes at blive svøbt i en efterfølgende evighedsoffer-kappe, er ude af proportioner, når vi tænker kvindelig seksualitet som noget mere hårdført, og den unge kvinde som ansvarlig for sine handlinger på linie med den unge mand. Sex kan, for både kvinder og mænd, opleves som noget intimt og privat, som åbner op for det allerinderste i den udkårnes nærvær. Men sex kan lige såvel anvendes i leg, som en ekstremsport, eller et eksperiment med kroppens og sindets formåen.

http://www.9to5-themovie.com/