Exit exitprogrammer

23 03 2013

Af Nina Søndergaard

kbhKøbenhavns kommune, der har det virkelig stramt med sexarbejde, vil nu bruge 46 millioner på at få ludere til at holde op med at være ludere.

Nu er der helt sikkert nogle sexarbejdere kan kunne bruge støtte, noget som de i hvert fald ikke får af nogen som helst myndigheder nu, men at anvende så ufatteligt mange penge på at sende et moralsk signal om at sexarbejde er forkert, er mine øjne forkasteligt.

Når du kører i et hul i kommunal vej, så kan du glæde dig over at pengene der kunne have været brugt til at lappe hullet, i stedet er gået til en medarbejder der skal guide en kvinde ud af noget hun højest sandsynligt selv havde forladt uden hjælp. Ligeså når en gammel må ligge i eget lort eller unger gå i en skimmelbefængt skole. Københavns kommune er i det mindste moralsk ren og støtter ikke det der grimme sexarbejde!

Den meget omtale SFI-rapport om prostitution viste at måske 6-700 kvinder hvert år forlader prostitutionen. Helt selv. Helt gratis.

Det er for resten ikke noget der er enestående for sexindustrien. Danmark har europarekord i jobrotation og op mod 800.000 arbejdstagere (med tøj på!) skifter job hvert år. Helt selv.

GetNonSSLContentPå nær de arbejdere der dør i en arbejdsulykke. Bygningsarbejdere, landmænd og chauffører har desværre meget høj risiko for at miste livet på arbejde. (Noget som sexarbejdere har meget lav risiko for). Fødevareministeren har ikke afsat en stor millionpulje til at få landmænd til at skifte fag. Årsag? Det er land-mænd, og mænd har jo fri vilje, hjerne og ansvar, noget kvinder ikke fik med på grund af æggestokke.

Fem hustruer og en eks-kone mistede livet sidste år og ca. 28.000 kvinder fik tæsk af deres partner. Er der advarsler i kirke og rådhus for kvinder om at gifte sig med mænd? Er der afsat penge til borgerservices landet over for at tale kvinder fra at indgå ægteskab?

download (3)Og ser vi væk fra kønsaspektet, så er det jo endog uhyre mærkeligt at en myndighed synes at den skal bruge skattepenge på at få folk væk fra et skattepligtigt, skattebetalende erhverv. En del af de selv samme penge en sexarbejder har betalt i skat går til at få sexarbejderen ud af det erhverv der gav skattepengene. Knudret? Ja. Sært? Mon ikke.

Så vidt jeg kan se der er ingen kommunale indsatser for at få chauffører væk fra deres skadelige stillesiddende erhverv (til en del af kommunens job er kørekort endda et krav). Jeg fik ingen brochure ”Sådan kommer du ud af erhvervet” stukket i hånden, da jeg startede som flaskepige i Fakta og ingen kommunal medarbejder holdt mig i hånden, da jeg kort efter vadede ind til min chef og sagde op.

Er det det samme at være sexarbejder som at være medarbejder i et supermarked? Nej, men prostitution er altså heller ikke et misbrug som det kræver stor styrke at bryde med, og i et ligestillet samfund må vi stole på at kvinder selv kan vælge erhverv og venner. Uden en morstat i hånden.

RETTELSE!

Jeg havde forstået det som om det var Københavns kommune, der havde afsat midlerne. Det er ikke korrekt. Det er staten der giver pengene til fire kommuner, København, Aarhus, Odense og Ålborg. Det bliver alt ovenstående kun værre af.

Signalværdien er at sexarbejdere i, say, Silkeborg, Svaneke eller Slagelse ikke har brug for hjælp. Tilgengæld bliver det endnu sværere som borger at få politiet ud, få kloge professorer eller få en sag for retten, for dé grupper er statsansatte og er tvungne til at afgive en del af kagen for at støtte en gruppe, der godt selv kan hitte ud af at skifte job.

 

 





Kvindekvoter – en skidt idé

22 06 2011

Af Nina Søndergaard

Feminismens mærkesag er åbenbart kvinder med bestyrelsesposter, og holdningen for eller imod kvoter placerer én på det politiske spektrum. Så nu får I så min ydmyge mening, og må selv vurdere om jeg er blåstrømpe, rødstrømpe eller blot en lyslilla sok…

Indlægget kører af to spor. Det ene spor er at selve målet for ligestillingen bare er endnu et mandligt succeskriterium kvinder tager til sig, istedet for at finde på et nyt og mindre historisk kønsbelastet mål for livet. Som fx lykke.

Det andet er at hvis vi anerkender at ligestillingens mål er en bestyrelsespost, så skal vi bare have ro på. De første kvinder blev universitetsuddannede for mindre end 150 år siden. Indenfor de sidste 30-40 år begyndte kvinder for alvor at komme ind på de uddannelser, der traditionelt fører til en bling bestyrelsespost og allerede nu er der ca. 10 % kvinder indenfor et tidligere rent mandsdomineret felt. Det skal nok komme. Allerede nu føler de stakkels mænd og drenge sig jo stærkt truede af de onde kvinder og piger, der slår dem let og ubesværet…

Find på noget nyt

Der er mange skriverier om hvor skidt det er med kvoter på kvinder i bestyrelser, men Anne Sophie Hermannsen er én af dem der kommer tættest på mine argumenter mod tiltaget. Én af grundene er nemlig kvindernes egne præferencer. Det er ca. 20 % af kvinderne i vestlige lande, der vægter karriere højere end børn (20 % vælger hellere børn end arbejdsliv og de resterende vil have en form for balance mellem de to størrelser).

Dermed vil en bestyrelsespost givetvis kun være tiltrækkende for en femtedel af alle kvinder. Og det leder mig hen mod min hovedanke: Det er endnu et mandligt succeskriterie vi tager til os. Det er endnu en omgang maskulinisering af kvinder i ligestillingens hellige navn.

Ligestilling betyder for mig at sætte køn (og stand og hudfarve) lige for loven, myndigheder, sundhedstilbud, uddannelse og arbejdsmarked. Således at det ikke er det temmeligt tilfældigt uddelte køn der er afgørende for om man får lov at komme i skole eller til læge, eller at gammeldags idéer om køn ikke må forhindre folk med lyst og evner til at prøve kræfter med et fag. Nu er kvinder faktisk ligestillede med mænd, kvinder har samme rettigheder som mænd – og har endda fået lidt oveni.

Ligestillingskamp er altså formelt set heldigvis vundet i Danmark. Mentalt er der dog lang vej endnu.

Kvotetilhængerne lader til blot at have stirret sig blinde på hvad der gør en mand succesrig: En bestyrelsespost! Så sådan én må kvinder også have!

Nej, hvad om vi fik nogle andre succeskriterier?

Det omvendte scenarie af ligestillingsprocessen, nemlig at mænd gradvist fik frataget deres rettigheder så de blev ligestillede med kvinder, er svært og kedeligt at forestille sig, men det var vel lige så meget en mulighed: Hvad nu hvis det fineste en person kunne gøre, var at få en masse børn og gå derhjemme og passe dem? Sæt nu at succeskriteriet var at få 10 unger, skulle samfundet så også sætte kvoter på børn, og straffe de familier der kun formåede at presse 8 børn ud?

Nok fjolleri, jeg ville blot prøve at skitsere op at en bestyrelsespost måske ikke er det bedste eller mest originale mål for ligestillingen. Måske skulle vi hellere sige at den der døde mest lykkelig havde vundet? Hvad hvis ligestillingens mål var lykke og at det kunne måles på antallet af smil?

Lykkefølelse er nemlig ikke ret indtægtsafhængig (næsten alle kan være med), når éns indtægt lidt op over mindstelønnen, er det fint. Flere penge derudover giver ikke øget lykke. Lykkehormoner lader også til at udøve deres trylleri ligeligt på mænd, kvinder og børn (kriteriet er lige godt til alle aldre). Følelsen af at det kører og man glemmer sig selv kan komme i arbejde, dans, kunst, leg, meditation, musik, sang, samleje og sport – altså vil vi nok bevæge os mere og blive endnu sundere og mere kærlige.

Slap af

Som sagt, holder vi fast ved at en bestyrelsespost, det er sagen, vil jeg vende den om og sige at det er godt klaret at der allerede nu er en enkelt kvinde i næsten hver en bestyrelse.

Den mentale ligestilling er langsom og den første bølge af kvinder på arbejdsmarkedet var begrænset til få fag, og at kvinden ophørte med at arbejde lige så snart hun blev gift. Det blev efterhånden blødt op, og i dag er der ingen i Danmark der løfter et øjenbryn, hvis en gift kvinde får børn og fortsætter sit arbejde, endda som ingeniør, læge eller mellemleder. Blot syd for grænsen er situationen en anden. Altså skal vi nok komme til at se flere kvinder som chefer eller i bestyrelser.

Hvis der absolut skal gøres noget, så er mentorordninger vist ikke så tovlige endda. Det lader til at mange kvinder ikke bliver tilstrækkeligt opkvalificeret og mange ikke netværker nok, fordi de ikke gider at sidde og drikke fyraftensbajere. Så det måske en god idé at blive guidet af en erfaren person indenfor feltet. Det er nemlig ikke nok bare at have høje karakterer, man skal også lære at manøvrere rundt, kende de rigtige og lære hvor man skal spørge og så videre – meget komplekst.

Men, mentorordninger tager tid, det er en langvarig proces og nogle falder fra, altså er det måske først om fem, ti eller tyve år at det kommer til at batte. Det er dog en langt sundere vej end blot endnu en omgang signalpolitik fra elitefeminister.

Opsummering

Jeg vil foretrække at vi gik væk fra at kun tænke ligestilling som et maskuliniseringsprojekt af kvinder, at vores idéer om succes og det gode liv ikke var så smalle at kun et arbejdsliv der kulminerer i en bestyrelsespost tæller. For det er ikke vejen til lykke og tilfredshed for ret mange, hverken kvinder eller mænd, men for jer det betyder noget for: God vind, må I få flere gode kollegaer af alle køn!





Køn, kend din plads

2 11 2010

Af Nina Søndergaard

Kvinde, din plads er ved kødgryderne. Børn og familie er dit mål, dit livs mening, ikke din karriere.

Mand, din plads er arbejdspladsen. Karrieren er dit mål, ikke tid til familien.

Sådan ser det ud inde i rigtig mange menneskers hoveder i 2010. Jeg vil være en forræderisk feminist og skrive at ligestillingskampen på mange punkter er vundet på de ydre, formelle fronter: Kvinder har lov til at tage en uddannelse, få et arbejde, blive direktører og dommere, forvalte deres egne penge, få børn og beholde dem efter en skilsmisse, gifte sig med en mand eller kvinde, sagsøge og sportstræne. Alt det som tidligere tiders kvinder ikke havde lov til her, og som desværre stadig ikke er muligt for mange af denne verdens kvinder.

Men de indre fronter…

Det er ikke kun mig, der synes vi sidder fast i nogle kedelige forestillinger, men det mentale dynd er klægere end det juridiske:

En rigtig mand arbejder en hel masse og hiver penge hjem til konen, som til gengæld dedikerer sit liv til børnene. Hvis han ikke arbejder er det helt skævt. Hvis han arbejder, men ikke tjener særlig godt er det slemt. Er han hjemmegående husfar er der noget galt. Er han gift med en mand er det heller ikke altid velset. Hvis konen ikke ofrer alt for børnene er hun en dårlig mor. Hvis hun fravælger børnene er hun egoistisk, for så er der ikke nogen til at tørre røv på os når vi bliver gamle. Tjener hun mere end ham, er han sikkert under tøflen… Fortsæt selv.

Jeg gider ikke tale om rengøringsaspektet, for det må folk selv kunne (be)tale sig til rette om og som iøvrigt giver mig en væmmelig fornemmelse, af at vi stadig ikke regner traditionelt kvindearbejde for værdifuldt eller rigtigt arbejde. Næh, jeg vil bare give et par eksempler fra min kreds, hvor forskellige mennesker kommer i konflikt med grænserne for god og passende opførsel for deres respektive køn. Mine ærede læsere kan helt sikkert komme med en række andre eksempler.

Min gode veninde arbejder i sundhedssektoren og blev skilt for nogle år siden. Hvis man kan tale om en nogenlunde behagelig skilsmisse, så var det dét. Hun og ex’en taler fint sammen, bor tæt på hinanden og har et udmærket samarbejde om børnene (på skilsmissetidspunktet henholdsvis 9 og 13). De har en velkørende 9-5 ordning.

Han har dem 9 dage, hun har dem 5. Børnene er glade, forældrene er glade. Omgivelserne er sure.

Især var reaktionerne fra hendes (kvindelige) kolleger så giftige, vrede og hadske (overfor det ’svin af en eksmand’), at min veninde måtte gå til ”psykopeut” for at få tingene til at passe sammen i sit indre. Hun er bare glad for sit arbejde, og hun sørger for så vidt muligt at have fri de dage, hvor hun har børnene, så der er tid til dem.

Morale: Kvinder forventes at ville prioritere børn over alt og i tilfælde af skilsmisse, så er det hendes soleklare moralske ret at få fuld kontrol over ungerne.

En af mine venner arbejder i den finansielle sektor. Han synes sgu det er lidt hårdt. Han holder af sit arbejde, men det er også lige overkanten og der skal ikke ske for meget, når han endelig kommer hjem, for han har brugt sin energi på jobbet. Han spurgte på sit arbejde om der var mulighed for at gå ned på deltid. Dét spørgsmål fes simpelthen ikke ind på lystavlen, det var som om han talte swahili, for han er jo en mand. Tilmed en ugift, barnløs mand. Så hvorfor i alverden han skulle ned på 30 timer stod på ingen måder klart.

Morale: Mænd skal arbejde igennem og forventes at anvende langt størstedelen af deres tid på jobbet.

Og hvad vil jeg sige med det her indlæg? At ingen ligestillingslove, kvoter eller forbud reelt kommer til at fungere efter hensigten sålænge de fleste af os stadig har fuldstændig firkantede idéer om hvordan mænd og kvinder skal gebærde sig i livet.