Retten til liv – studier i selvretfærdighed og svigt

26 03 2015

af Nina Søndergaard

Retten til Liv er en forening, der er imod fri abort. Foreningen vil følgende:

  • forsvare de ufødtes enestående værdi og ukrænkelige ret til livet
  • kæmpe imod dansk lovgivning, der tillader drab på ufødte
  • arbejde for bedre støtte til den gravide, der står i en sårbar situation
  • hjælpe kvinder, som lider efter en abort

Foreningen har ikke til formål at hjælpe de fødte børn. 3 ud af 4 formål drejer sig om de ufødte børn, og punkt 4 handler om at trøste dem der ikke satte et barn i verden. Det er der behov for, og det er vitterligt al ære værd at støtte kvinder i en svær situation, men det er ikke noget der gavner de børn der allerede findes.

Så snart kvinderne har født, lader Retten til Liv dem sejle i egen sø. Det er fostre og gravide (der skal besnakkes til at føde), der er i fokus. Ikke babyer, børn, mødre og fædre. Foreningens kunstaktioner handler kun om at henlede opmærksomheden på det forkerte og forkastelige i provokeret/fri abort, ikke om at hjælpe fødte børn til et bedre liv.

Retten til Liv lader til blot at se på kvantitet og ikke kvalitet.

Foreningen har ingen konstruktive forslag til hvad der skal ske efter de ni måneder med et uønsket barn i maven – udover at give det bort. Efter at have kastet skyldfølelse i hovedet på kvinder, der får eller overvejer abort, behøver medlemmerne ikke at gøre mere.

At medlemmerne dog godt ved at det ikke er nok blot at overleve 40 uger i livmoderen, ses af denne sætning: “Tænk hvis alle, som den gravide kvinde møder, står klar til at hjælpe hende og hendes barn!” Alle er naturligvis alle andre end lige foreningens medlemmer, for foreningen tilbyder hverken godnatlæsning, børnepasning, udflugter for udsatte børn eller kurser i konflikthåndtering i familier.

Medlemmerne opfordres ikke engang til at blive plejeforældre, voksenvenner, pædagoger, lærere eller sundhedsplejersker – kort sagt at arbejde med de børn, der nu engang findes og hjælpe dem til at få et godt liv. Der er heller ingen vejledning om at adoptere børn, kun brok over at der er sket et fald i antallet af bortadoptioner i de seneste år, men det er selvfølgelig også ulige meget lettere at etiske på andres vegne end at selv skulle forpligte sig i mindst 18 år på at opfostre børn.

Det er en typisk konservativ tilgang til abort. Komikeren George Carlin sagde det klart: ‘Konservative er besatte af det ufødte barn, men lige så man er født så er man overladt til sig selv. Ingen børnehave, ingen skole, ingen skolemad, ingen lektiehjælp eller noget som helst. Lige indtil du bliver 18! Så kan du komme i militæret og blive kanonføde! Så er du spændende igen for de konservative!’

Retten til Liv opfatter tydeligvis sig selv som en interesseforening i stil med Landsforeningen Naboer til Kæmpevindmøller eller Landsforeningen mod Sommertid. Det er modstand og et stort “nej tak” der er i højsædet. Et nej, der naturligvis er et tegn på moralsk overlegenhed i forhold til fosterdræbernes forkvaklede ‘frihed og uafhængighed af sit afkom’.

End ikke det tiende og pengegriske bud på, hvad man selv kan gøre, rækker udover Retten til Livs selvcentrering og dårlig-samvittighedsindgydende virke. “Retten til Liv har brug for penge, så vi fortsat kan trykke materialer, afholde arrangementer, drive Abortlinien, have de nødvendige ansatte, være synlige på diverse stævner, sommerlejre o.l.” Ikke noget med at støtte Mødrehjælpen, LEV landsforeningen for udviklingshæmmede mennesker og pårørende, Dansk Handicap Forbund, Red Barnet eller andre organisationer der rent faktisk har med fødte, levende, plejekrævende, skrøbelige og virkelige børn at gøre. Næ, det er kun ressourcer til Retten til Liv der tæller.

Retten til Liv formår hist og her at være tæt på at stille gode og relevante spørgsmål om hvordan vi som samfund forholder os til børn, livsskabelse, graviditet og mennesker der på den ene og anden måde falder udenfor “normalen”. Men så længe foreningen ikke på nogen måde forbedrer fødte børns vilkår, er foreningen selv med til at skabe og opretholde betingelserne for provokeret abort. Retten til Liv fremmer ikke et samfund, der kan rumme børneliv, handicap og afvigelser, for Retten til Liv handler ikke om det gode liv efter fødslen, kun flere liv uanset hvor besværede, ensomme, korte, kærlighedsløse, smerteplagede og usle de end måtte være.





Fingrene væk fra mine æggestokke

2 03 2013

Af Nina Søndergaard

lebensbornabzeichenDet kan åbenbart ikke siges tit nok, men en kvinde bestemmer selv over sin egen krop og reproduktion. Det er en evig kilde til frygt, bekymring og irritation for mænd og magthavere at kvinder kan føde børn. Eller lade være.

Det er især det sidste der ærgrer eliten her og nu. Fyrre år efter den fri abort er magthaverne hertillands ved at besvime af bekymring over at kvinder tillader sig at anvende muligheden for selv at bestemme hvor mange -eller få- børn de vil have sådan cirka hvornår i livet de vil have dem. “ Fertiliteten er nu nede på, at hver kvinde i gennemsnit får 1,76 børn.”

I en verden med 7 milliarder mennesker er truslen om snarlig affolkning måske ikke den største, men politikerne står selvfølgelig i for at fremme fødelysten. Der kan gerne skrues på systemerne, men grundlæggende har staten ikke en skid at skulle have sagt i forbindelse med hvor mange borgere kvinder skal brygge til statens brug og bedste. Hverken principielt eller konkret.

Friesland_A.Fuchs14_mit-Mutter-200x134Det er afprøvet før. Italien har længe været i front med at forsøge at kildre kvinders æggestokke. I 2004 gav Godfather Berlusconi penge til mødre for ‘at fylde Italiens tomme vugger’. Det gjorde hans forgænger Il Duce også. Han fjernede også prævention og muligheden for (lægeassisteret) abort i 1932. Hans ven Adolf gik mere drastisk tilværks og lavede simpelthen avlscentre – der i parentes bemærket heller ikke gav det forventede udbytte hverken i kvalitet eller kvantitet.

Zoomer vi ud kan vi se en stærk trend over det meste af verden. Fødselstallet rasler ned. Det er en meget glædelig udvikling, mange børn er ofte tegn på høj børnedødelighed (som forresten også er for nedadgående). Mange børn er mange munde at mætte og ofte lig med fattigdom.

OLYMPUS DIGITAL CAMERADen absolut vigtigste faktor for fødelyst er kvinders uddannelse. Piger der kan læse, regne og skrive ønsker sig som regel mindre familier end de piger der ikke fik lov at udvide deres horisont. Færre børn betyder rigere familier, sundere og bedre uddannede familier.

Udover at pigers uddannelse er et af de stærkeste våben i kampen mod fattigdom, så giver uddannelse også færre uønskede graviditeter, men de gennemførte graviditeter forløber også bedre og med færre komplikationer.

Lærdom er naturligvis en af grundene til at Taleban så sig nødsagede til at forsøge at dræbe seje Malala Yousafzai, da hun dristede sig til at ytre ønske om at gå i skole -> skolegang -> færre nye talebanere. Og læring er hovedårsagen til at de lykkeligvis meget veluddannede danske kvinder ikke orker at gentage deres formødres trick med at få rigtig mange børn. Min farmor hed Dusine, hendes lillesøster Elva. Gæt nummeret i søskendeflokken.

Som historiker er det mig magtpåliggende at drage de skumle paralleller fra totalitære samfund og til nu. Staten skal ikke blande sig i hvor få eller mange børn en kvinde ønsker at lægge krop og liv til, men blot sørge for at hun har mulighed for at lave sunde ønskebørn.

Og slutteligt. Staten bør ikke bekymre sig så meget om de få danskere, for cirka lige så længe der har været en centraliseret statsmagt har der været bekymrede skriverier om hvor få børn der bliver lavet. Både i 1770 hvor der var knap en million i det danske rige, i 1935 hvor vi var 3,7 mio. og nu hvor der er 5,6 mio. i Danmark… Slap af, nyd hinanden, læs en klog bog og tag jer godt af de unger der er uden at stresse mig og andre til at skulle brygge flere.





Forsvar for sexede dukker

3 04 2011

Af Nina Søndergaard

Det er altid synd for børn og sidste skud på stammen af endeløse bekymringer over børns ve og vel er ”Clawdeen Wolf’s Monster High”, der ligner en Bratz-dukke på en prik, men som i virkeligheden er en varulv og derfor skal barberes hver dag for ikke at blive afsløret blandt mennesker. (Opfindsomt!)

Næsten 78 % af Ekstra Bladets læsere mente (2011.3.10) at de moderne pigedukker giver et forkert billede af skønhed og psykologer, pædagoger og forældre ærgrer sig om kap over hvilket fordærv dukkerne leder ungdommen i.

Nu er det naturligvis dejlig nemt for en barnløs at pege fingre af børneopdragelse, men jeg vil gerne ærgre mig over ærgrelsen! Jeg er lunken ved både selve dukkerne og moden nu til dags og jeg kan såmænd godt forstå hvis lille Emma-Amalie ikke må få g-strengs trusser på i nulte klasse.

Men. Hvorfor er det nu lige at unger gerne må lege med voksen-ting i miniformat, sålænge der ikke er sex i horisonten?

Virkelig meget legetøj er en forberedelse til voksenlivet og der er ikke ret mange mennesker, der alvorligt mener at det er skadeligt for børn at lege med legetøjsbiler (så de kan blive køreskolelærere?), bondegårdsdyr (kommende svineproducenter?) eller ’børnenes postkontor’ (så de kan blive gode borgere der betaler til tiden og husker at komme godt med porto på posten?). Men sex skal altså med vold og magt holdes ude af legen: Små piger må endelig ikke lære at forhøje eller forvalte deres erotiske kapital, men forventes at være komplet aseksuelle væsener indtil deres 15-års fødselsdag?

Jeg er queer nok til at være skeptisk overfor stærkt kønsstereotypt legetøj: At piger får babydukker, så de kan lære at blive gode mødre – drenge får plasticpistoler så de kan lære at blive gode mordere… Men her vender jeg mig imod den komplette disneyficering af barndommen, hvor kønsorganer ikke findes og det sex som vi stort set alle er kommet af, er strengt forbudt. Og her mener jeg selvfølgelig det sex børn selv putter ind i legen, ikke det som pædofile påtvinger børn.

Fra oplysningstiden og frem har der været en stærk bevægelse i borgerskabet om at reservere barndommen til leg, glæde og aseksuel ansvarsløshed. Inden da var barndommen ikke rigtig anset som en helt speciel periode i livet, groft sagt skulle langt de fleste børn arbejde med det de nu evnede så snart de kunne. Børn fik deres del af afstraffelse, disciplinering og blev næppe forskånet for at høre sjofle vitser eller at se mennesker og andre dyr parre sig.

Men alt det blev lavet om, folkeeventyrenes ofte ret utilslørede erotiske karakter blev rensede for sex, og så fik man eventyr til børn. Børn fik særligt tøj på og skulle bruge krudt på at lære og løbe og lege, fremfor at knokle løs på gården, fabrikker eller i miner. Det er jeg selvfølgelig glad for, og det her er ikke bagstræb eller længsel efter de ”gode” gamle dage, men blot en påpegelse af at vi måske er gået lige vidt nok i bestræbelserne på at gøre barndommens land til totalt aseksuelt område.

Hvis vi gerne vil have at vores unger vokser op og bliver hele mennesker, og dermed forhåbentligt også gode kærester for deres kommende partnere, så er det måske ikke helt heldigt at fjerne sex aldeles fra deres mentale kort over verden.

Det kunne være at vi i stedet skulle lade ungerne lege løs med sexede dukker og  legetøjsstetoskoper og i øvrigt fortælle dem om sex og de glæder og farer erotikken byder på, fremfor at bare vrisse ”fy fy skamme, det måååå du ikke!”





Fravalg er også et valg

16 01 2011

Af Nina Søndergaard

Først en stor og dybt rørt tak til alle jer der tilkendegav jeres støtte i min springe-ud-af-skabet proces! Det har godt nok været overvældende og hjertevarmende. Og det er lige præcis det der gør at jeg ikke vil ind at gemme mig i skabet igen, tak! Hvis min historie har inspireret bare ét menneske til at tale med sin elskede om hvordan de kan åbne op, så er min mission fuldført: Jeg er ikke ude på at omvende, men på at åbne op for dem der tumler med nogle af de samme tanker.

Alligevel vil jeg menneskeligt nok grave lidt i de få forbehold jeg reelt er blevet mødt med, for at præcisere og imødegå beskyldninger fremsat på forkert grundlag.

1.    Mit fravalg af kæreste og bofælle er et helt reelt, velgennemtænkt fravalg, ikke en mellemstation mellem to kærester. At andre stræber efter en kæreste er glimrende, det er deres valg og ønske, ikke mit.

2.    Jeg kræver at blive anerkendt for der hvor jeg er nu, også selvom jeg skulle få lyst til andre ting fremover: Velmenende mennesker har sagt til mig at jeg endelig ikke må lægge mig fast på at være polyamourøs, bare fordi jeg har sagt offentligt at jeg er det.

Tak tak, jeg er godt klar over at livet er omskifteligt, og måske vil jeg en dag giftes og have børn (I skal nok blive inviteret med til brylluppet), men siger samme personer til nygifte der træder ud af kirken: Nu har I to godt nok sagt ja til hinanden for Gud og samfundet, men det er nok bare en fase og skal I få lyst til noget andet, så skal I endelig bare gøre det? Nej vel, det ville være frækt og respektløst at gå ud fra at de to ikke har tænkt sig om da de giftede sig, også selvom der er stor risiko for at de går fra hinanden.

3.    Min beslutning om at ville have flere elskere bunder retteligt i et ønske om mere morskab i mit liv. Det kan gerne tolkes som skrigende uansvarlighed, hvis dét at have det sjovt et par gange om ugen er lig med letsindighed.

Men det er sandelig ikke ensbetydende med at jeg ikke kender til ansvar og tung, pålagt kærlighed. Jeg orker ikke at give den fulde historie, men vil nøjes med at sige at to meget syge forældre har forpligtet mere end noget andet i mit liv og jeg finder mig simpelthen ikke i at mit fravalg af livspartner ses som en forfløjen ansvarsfralæggelse. (Det omvendte ville være at jeg mente at alle ægtefolk havde giftet sig for at få en byrde i livet, ligeså ukorrekt og absurd antaget).

4.    Fremtidssikring – flere kommentatorer har småligt forudsagt min kommende ensomhed, som bestemt er et muligt udfald af min livsstil. Den har jeg naturligvis selv tænkt over, men alene på grund af antallet af mennesker i mit liv forekommer det mig sært at ét menneske skulle være en bedre ensomhedsforhindrer end mange.

Tilmed har jeg skrevet testamente og ved godt jeg engang skal. Mange af de mest vokale modstandere jeg har mødt har ikke engang gjort dette (og en del af dem havde endda børn!), og med så kort en tidshorisont fra deres side er det svært at se hvad de har at skulle have sagt om mit liv og min fremtid. Og igen, alle kan blive forladt, alle kan miste. Ensomheden er et grundvilkår for alle mennesker, jeg vælger blot at have flere end én omkring mig.

5.    Mine venner er min selvvalgte familie, mine venner er mine støtter, mine kilder til styrke og kærlighed og alt godt her i livet, det kan ikke understreges nok. Tak til jer!

Jeg er ganske almindelig og lever et aldeles upåfaldende liv, men skal jeg fremhæve ét punkt hvorved mit liv adskiller sig fra mange andre nogle-og-trediveåriges er det mine venner. Dem har jeg mange af, mange gode og nære, mange gode og lidt fjernere. For ved ikke at have en kæreste, fjernsyn og børn har jeg også tid til vennepleje.

Mine venner skal i lige så høj grad vælge mig, som jeg skal vælge dem (det er ligesom en væsentlig forskel på venner og familie), og det koster naturligvis. Det er min ’trædemølle’, for min livsstil ville ikke på nogen måde give mening hvis ikke jeg havde mine vidunderlige venner – andre investerer deres tid og energi i ét menneske, jeg investerer i mange. At have mange venner er et stort gode i livet, og flere og flere undersøgelser viser at venner holder én i live længere, sund, rask og depressionsfri.

For mig er skellet mellem venner og elskere ikke skarpt, det går frem og tilbage – akkurat som i andre kærlighedsforhold, og mine venskaber udvikler sig selvfølgelig også, og det er naturligvis en enestående og speciel følelse at se min barndomsveninde, ligesom det også er skønt at se bekendtskaber af nyere dato.

6.    Barnløsheden. Først må jeg udtrykke feministisk forundring over at folk føler frihed til at dømme om noget så privat, dét er i sig selv i uhyre grad krænkende og respektløst (har jeg sagt noget om deres børn?!).

For det andet er barnløshed altså ikke et nyt, forkælet fænomen, tværtimod. Det er nu kun 10 % af en kvindelig årgang der IKKE får børn, mod 25 % i årgangene omkring 1900. Med bedre økonomiske muligheder kan kvinder nu fravælge ægteskabet og tilmed få børn udenfor ægteskabet, de trods alt gode pasningsmuligheder muliggør også at kvinder kan bibeholde en plads på arbejdsmarkedet, selvom de vælger at få børn. Alt sammen noget der ikke godt kunne lade sig gøre for almindelige mennesker i 1900.

For det tredje så har jeg ikke endegyldigt besluttet mig, men indtil videre har det ikke forekommet mig tillokkende på noget plan at skulle have børn. Skulle jeg få trangen til at bringe børn ind i mit liv, ved jeg også at der findes mange andre veje til børn end at stifte kærnefamilie: Jeg kan hægte mig på andres familier, jeg kan omskole mig til pædagog, jeg kan blive børnehjemsforstanderinde et sted i Afrika – jeg behøver ikke at vælge en mand/kone, hus og dobbeltarbejde (sidstnævnte er herligt for dem der vil dét!).

7.    En gentagelse: Jeg springer ud af skabet for at vise andre måder og muligheder for kærligheden end det monogame kærlighedsægteskab, som bestemt kan være smukt og dejligt, men som på ingen måde kan siges at være den sikre vej til lykken, noget naturligt eller have oldgammel hævd. De få rå der har hævdet dette (især i kommentarsporet på information.dk) har uden at vide eller villet det bestyrket mig i at stå frem som polyamourøs.

Min ’måde’ at være polyamourøs på er én ud af uendeligt mange: Dét det drejer sig om er ærlighed. Det er ærligheden og åbenheden (og viljen til dette) der adskiller polyamourøs kærlighed fra ganske almindelig utroskab. Mange polyamourøse er gift og har børn, nogle har to kærester, nogle har slet ingen – der er ikke én opskrift på polyamourøsitet, det er kun hvad folk selv finder frem til af arrangementer for dem selv og deres nære.





Køn, kend din plads

2 11 2010

Af Nina Søndergaard

Kvinde, din plads er ved kødgryderne. Børn og familie er dit mål, dit livs mening, ikke din karriere.

Mand, din plads er arbejdspladsen. Karrieren er dit mål, ikke tid til familien.

Sådan ser det ud inde i rigtig mange menneskers hoveder i 2010. Jeg vil være en forræderisk feminist og skrive at ligestillingskampen på mange punkter er vundet på de ydre, formelle fronter: Kvinder har lov til at tage en uddannelse, få et arbejde, blive direktører og dommere, forvalte deres egne penge, få børn og beholde dem efter en skilsmisse, gifte sig med en mand eller kvinde, sagsøge og sportstræne. Alt det som tidligere tiders kvinder ikke havde lov til her, og som desværre stadig ikke er muligt for mange af denne verdens kvinder.

Men de indre fronter…

Det er ikke kun mig, der synes vi sidder fast i nogle kedelige forestillinger, men det mentale dynd er klægere end det juridiske:

En rigtig mand arbejder en hel masse og hiver penge hjem til konen, som til gengæld dedikerer sit liv til børnene. Hvis han ikke arbejder er det helt skævt. Hvis han arbejder, men ikke tjener særlig godt er det slemt. Er han hjemmegående husfar er der noget galt. Er han gift med en mand er det heller ikke altid velset. Hvis konen ikke ofrer alt for børnene er hun en dårlig mor. Hvis hun fravælger børnene er hun egoistisk, for så er der ikke nogen til at tørre røv på os når vi bliver gamle. Tjener hun mere end ham, er han sikkert under tøflen… Fortsæt selv.

Jeg gider ikke tale om rengøringsaspektet, for det må folk selv kunne (be)tale sig til rette om og som iøvrigt giver mig en væmmelig fornemmelse, af at vi stadig ikke regner traditionelt kvindearbejde for værdifuldt eller rigtigt arbejde. Næh, jeg vil bare give et par eksempler fra min kreds, hvor forskellige mennesker kommer i konflikt med grænserne for god og passende opførsel for deres respektive køn. Mine ærede læsere kan helt sikkert komme med en række andre eksempler.

Min gode veninde arbejder i sundhedssektoren og blev skilt for nogle år siden. Hvis man kan tale om en nogenlunde behagelig skilsmisse, så var det dét. Hun og ex’en taler fint sammen, bor tæt på hinanden og har et udmærket samarbejde om børnene (på skilsmissetidspunktet henholdsvis 9 og 13). De har en velkørende 9-5 ordning.

Han har dem 9 dage, hun har dem 5. Børnene er glade, forældrene er glade. Omgivelserne er sure.

Især var reaktionerne fra hendes (kvindelige) kolleger så giftige, vrede og hadske (overfor det ’svin af en eksmand’), at min veninde måtte gå til ”psykopeut” for at få tingene til at passe sammen i sit indre. Hun er bare glad for sit arbejde, og hun sørger for så vidt muligt at have fri de dage, hvor hun har børnene, så der er tid til dem.

Morale: Kvinder forventes at ville prioritere børn over alt og i tilfælde af skilsmisse, så er det hendes soleklare moralske ret at få fuld kontrol over ungerne.

En af mine venner arbejder i den finansielle sektor. Han synes sgu det er lidt hårdt. Han holder af sit arbejde, men det er også lige overkanten og der skal ikke ske for meget, når han endelig kommer hjem, for han har brugt sin energi på jobbet. Han spurgte på sit arbejde om der var mulighed for at gå ned på deltid. Dét spørgsmål fes simpelthen ikke ind på lystavlen, det var som om han talte swahili, for han er jo en mand. Tilmed en ugift, barnløs mand. Så hvorfor i alverden han skulle ned på 30 timer stod på ingen måder klart.

Morale: Mænd skal arbejde igennem og forventes at anvende langt størstedelen af deres tid på jobbet.

Og hvad vil jeg sige med det her indlæg? At ingen ligestillingslove, kvoter eller forbud reelt kommer til at fungere efter hensigten sålænge de fleste af os stadig har fuldstændig firkantede idéer om hvordan mænd og kvinder skal gebærde sig i livet.





Historien om ægteskabet

8 10 2010

Af Nina Søndergaard


Som historiker må man gerne være ond og fortælle folk at der muligvis slet ikke var nogen historisk korrekt Jesus, at éns barndoms vidunderligt hvide vintre er en erindringsforskydning og at de gode gamle dage var lede. Her vil jeg briste en illusion om det naturlige ved kærlighedsægteskabet.

1.    Ægteskabet kan knap nok defineres, fordi der er så mange versioner af det i verden.
2.    Tanken om at ægteskabet kun er noget der reelt vedkommer to mennesker er ny.
3.    Tanken om at man kan og ligefrem BØR basere sit ægteskab på kærlighed og forelskelse er endnu nyere.
4.    Det er ikke utænkeligt de gamle romere og grækere havde ret når de mente at forelskelse var en sindssygdom.

Det lader til at mennesker altid har forsøgt at sætte nogle rammer for seksualiteten og reproduktionen, de rammer hedder som regel ægteskab. Og ret meget tættere på en definition på ægteskabet kommer vi nok ikke i dag.

Jamen, det er jo en pagt mellem to mennesker, siger I. Ja, i vores del af verden, men andre steder bliver man rigtig nok gift med én person, men gommens brødre har altså også ret til at gå i seng med bruden. Der er harem og islam tillader en mand at have fire koner, altså kan ægteskab snildt være mellem flere mennesker.

Nå, men så sikrer man hinanden økonomisk da! Ja, igen, her gør vi, men nomadefolk har det ikke nødvendigvis helt på samme måde. For det første er mange analfabeteter, så dét at skrive en ægteskabskontrakt giver ikke megen mening. For det andet har de ligesom ikke så meget jordisk gods at det gør noget: ”Jeg betror dig min 4-personers sofa”? Nej vel…

Nogle steder bor ægteparret ikke sammen, andre steder flytter de ind hos konens mor eller hen til mandens mor. Her bor vi ligefrem sammen FØR vi bliver gift, utænkeligt for bare 100 år siden i bedre kredse.

Tit overgår kvinden til mandens familie, som så har ansvaret for hende, men hun kan også stadig være under sin faders beskyttelse selvom hun er gift. De fleste samfund er patriarkalske, hvilket her vil sige at kvinden ikke har fulde juridiske rettigheder som sin mand, i Danmark fik gifte kvinder først råderet over egen løn i 1880 , gifte kvinder blev myndige i 1899 – altså der kunne de selv bestemme over deres formue, købe hus og sagsøge folk.

Alligevel findes ægteskab i en eller anden form i næsten alle samfund, det eneste kendte samfund der overhovedet ikke anerkender ægteskab er Na folket i Kina, hvor det er bror og søster der bor sammen og tager sig af børnene. Og børnene bliver til når en elsker sniger sig ind i huset om aftenen, bliver der natten over og smutter igen om morgenen.

Ok, det viser også at ægteskab ikke godt kan være en biologisk rodfæstet ting i os, når der er så uendeligt mange måder at gøre det på. Vi vandrede ikke ud af Afrika for en rund million år siden med en ring på fingeren og koloniserede jordkloden. Ægteskabet er en institution der voksede frem bagefter.

Hvorfor så overhovedet gifte sig? For at sikre afkom og svigerfamilie! At ved blive gift har man knyttet et bånd mellem fremmede familier, der nu skal samarbejde. Senere blev ægteskaber også vigtige økonomiske midler: Kongeriger og krige er opstået pga. ægteskaber, folk har arvet guld og grønne skove og ved at splejse sammen kunne to personer købe en gård/starte virksomhed, som reelt var det eneste de havde at falde tilbage på inden velfærdsstaten.

Her har I også lidt af forklaringen på hvorfor stort set alle ægteskaber inden 1750’erne var det vi kalder for arrangerede ægteskaber, hvor brud og gom faktisk ikke kendte hinanden inden de blev gift. Det var alt for stort og vigtigt til at man kunne lade to unge mennesker bestemme selv og de skulle da slet ikke træffe beslutningen når de var forelskede og dermed sindssyge!

Forelskelse var en sindssygdom mente de gamle, englænderne kaldte det for ”cuntsick” og så har vi en idé om hvor højt forelskelse rangerede i l’ancien regime.

For naturligvis kendte de gamle til forelskelse. Nogle af de ældste skriftlige kilder vi har er kærlighedsdigte (nå ja, og lister over hvor mange får og køer man havde!). Hjernescanner man forelskede folk, uanset deres hudfarve, alder, køn eller religion får man stort set det samme billede – som minder lidt om det billede deprimerede mennesker giver… Vi er med andre ord designede til at blive forelskede, for så vil vi gøre en hel masse (åndssvagt) for at vinde vores elskede, parre os lidenskabeligt og få børn. Forelskelse gør at man tænker på det samme hele tiden, mister appetit, kan glo ind i en væg i timevis og glemmer alt muligt – ligesom depression…. Hvis vi så rent faktisk får fingre i den udkårne oversvømmes vores hjerne med belønningshormoner, så vi ER sgu høje og bliver rent faktisk afhængige af det hvæs nærheden af den elskede giver os.

Men, akkurat ligesom depression, så varer det ikke ved. Max 1½ år siger forskerne. Men der burde kvinden også være gravid/have fået første barn, hvilket nok var dét naturen mente med dén omgang.

Den følelsesmæssige rutschebanetur var totalt ugleset tilbage i dagene. Det er først omkring 1750’erne i England at det bedre borgerskab kommer på idé at lade folk gifte sig FORDI de forelskede. Den idé spreder sig som en snebold over kontinentet og klasserne. Tilsidst (tja, ca. i 1920’erne) er kærlighedsægteskabet stort set enerådende. Stort set samtidig stiger skilsmissetallene seriøst i den vestlige verden, idag ender ca. 35 % af alle ægteskaber i Danmark i skilsmisse.

De gamle anede nok at det var lidt luftigt og farligt at basere ægteskabet på forelskelse, men at sige at de dermed var onde og kærlighedsfornægtende er heller ikke rigtigt. Det var bestemt ønskværdigt at de to nygifte kom godt ud af det med hinanden, (måske ligefrem blev forelskede i hinanden) og det var langt de fleste også indstillede på at arbejde for: Kærligheden skulle nok vokse frem. Desuden havde mand og kvinde ofte ikke meget med hinanden at gøre i det daglige og der var ikke nødvendigvis lagt op til at de skulle være bedste venner og betro sig til hinanden, de skulle bare opføre sig ordentligt og tale pænt sammen.

Vi må også huske på at folk dengang ikke var vokset op med romantiske film eller tusindvis af popsange, der hylder forelskelsen, så de havde ikke rigtig ligesom tanken om at møde den eneste ene, gifte sig i et vældigt bryllup og leve lykkeligt til deres dages ende. Det er først en idé der dukker op, ja faktisk i begyndelsen af 1700-tallet i romaner, en genre der lever i bedste velgående i enhver bladkiosk.

Börje Hansson har en tese om før-moderne familiemønstre og hvordan det prægede folk. Dengang voksede børn op uden den samme intensive voksenkontakt som nu, de havde derimod en masse søskende, bedsteforældre, tanter og onkler omkring sig. De legede også friere (indtil de blev fem, måske syv år, så var der dømt arbejde!), ejede ikke ret meget legetøj og pottetræning var sikkert ikke første prioritet i datidens ofte ret klamme hjem.

Hanssons tese er at det giver en anden personlighedsdannelse, en anden mere diffus idé om et jeg, et selv. Man vil højst sandsynligt se sig selv mere som en del af et fællesskab og ikke se sig som verdens centrum, dermed er det også ’nemt nok’ at gifte sig med én man ikke kender. Vedkommende har sikkert samme baggrund som én selv, og har derfor tilsvarende lave forventninger til hvad et ægteskab skal kunne.

Nu lægger et enkelt barn derimod beslag på meget voksentid, især fra moderens side. Barnet får at vide at det er noget særligt og ejer som regel store mængder af legetøj. Det præger ind i voksentiden, for der vil man højst sandsynligt få ejerfornemmelser overfor ens partner/hjem/ejendele og have et stort behov for bekræftelse, noget som én person vil have vanskeligt ved at kunne dække.

I begynder at se et mønster

Det kunne godt se ud som om at vore dages besyngelse af kærlighedsægteskab har en uheldig slagside, en konsekvens som er svær at undgå for rigtig mange mennesker. Forelskelse GÅR over, det bliver dagligdag og til den hverdag har moderne mennesker tårnhøje forventninger.

Omvendt må jeg også skynde mig at sige, at når ægteskaber i dag går godt, så går de nok også bedre end dengang. Mand og kone BETYDER noget for hinanden i en grad som datidens folk næppe ville kunne genkende: Mange blev gift med den første den bedste, om hun var en enke tredive år ældre end en selv eller en sprød ungmø var ikke nødvendigvis så væsentligt. Det vigtige var at man var to – der skulle blive til flere, og at man kunne drive gården og overleve, ikke om man holdt i hånd hver aften. Hvilket leder mig hen til den næstsidste krølle:

Papforældre og bonusbørn er overhovedet ikke en ny opfindelse. Med en gigahøj dødelighed for alle aldersgrupper var der mange papfamilier: Mand og kone gifter sig, hun dør i anden barselsseng. Han gifter sig igen, får et barn med hende og dør. Hun gifter sig igen, han holder længere og har to børn fra et tidligere ægteskab og sammen får de tre børn. Her er der altså otte børn (givet de alle overlevede) i denne tænkte familie, og de fleste er ikke blodsbeslægtede.

Døden gjorde også sit til at skilsmisser ikke var så påkrævede, de fleste ægteskaber varede ikke engang 15 år. Idag kan et ægteskab holde i måske 50 år, helt astronomisk lang tid for før-moderne folk.

Der er ingen morale med dette indlæg, det var bare min måde at protestere mod det ”naturlige” i kærnefamilien. Den er en ny opfindelse som så meget andet.





Børn, babes og bekymringer

17 05 2010

Af Nina Søndergaard

Kvinfo har en glimrende artikel om hvordan børn og unge presses af medierne til at ligne de dukker leger med. Det var dejligt at se overskriften “Tal med dine børn – før sexindustrien gør det!”, for det er nemlig det samme råd som Sex & Samfund giver, også i Unge, køn og pornografi i Norden (Nordisk Ministerråd 2006). Her tager jeg fat på nogle af udsagnene.

Jeg er historiker og barnløs og det er fra dét perspektiv jeg vil kritisere nogle af disse antagelser og bekymrede udsagn, der får lov at stå fuldstændig uimodsagt.

Som historiker indstilles blikket nærmest automatisk på uendeligt og det er éns pligt at fortælle om forandringer: Børn har aldrig haft det bedre end de har det nu.

Det er tydeligst i den vestlige verden, men selv i de fattigste lande er børnedødeligheden for nedadgående og flere og flere mennesker oplever at blive sunde, raske voksne. Naturligvis bekymrer forældre sig om deres børn, men vi skal passe på at selve bekymringen ikke vokser sig til et problem i sig selv.

1. “[B]ørn i aldersgruppen 10-18 år” Idéen om barndommen som en selvstændig livsperiode, et frirum, en tid uden sorger og bekymringer er historisk set ret ny. Det var især Rousseau der var en varm fortaler for denne opfattelse af barndommen, og i overklassen har det været gængs siden midt-1700 tallet at klæde børn i børnetøj og lade dem lege. Børn af mindrebemidlede fik typisk tøj der lignede de voksnes og måtte arbejde, ofte fra 5-års alderen.

2. ” [E]n undersøgelse viser, at en overvejende procentdel af musikvideoer indeholder seksuelt betonede billeder.” Det er (stadig) ikke godtgjort at børn automatisk tager skade af at se på sex. Og vi skal ikke længere tilbage end til slutningen af 1800-tallet, hvor det på landet i Danmark var ganske normalt at synge sjofle viser, fortælle frække vittigheder og måske endda bolle i børns nærvær. Det provokerede fine og veluddannede mennesker, men ingen gad at spørge ungerne selv om de tog skade af det. (Her kan det nævnes at bl.a. Grimms eventyr var folkeeventyr, der var blevet filteret for de værste excesser af sex og vold og derfor anset som velegnede til borgerskabets børn).

3. “[U]nge er usikre” Det er bare besværligt at være ung. Uanset hvordan man ser på overgangen fra barn til voksen, så er det en tid med masser af forandringer på alle planer af livet. Der er ikke noget at sige til at ungdommen nutildags er smækforvirrede. Det var de ganske givet også for både 1000 og 100 år siden, men der faldt det ingen forskere ind at spørge teenagere, for det begreb blev først opfundet engang i 1930’erne. Altså er det svært at lave andet end et øjebliksbillede.

4. “Politikere og forskellige faglige instanser er også bekymrede for børnene.” Det er fint at være bekymret, og som Claus Buhl rigtigt påpeger, så skaber bekymringen en følelse af ansvarlighed hos den bekymrede. En søgning på “nødvendig bekymring” fik Google til at spørge om jeg mente “unødvendig bekymring“…

5. “[E]n undersøgelse, de har lavet med 7000 børn mellem 10-15 år, der viser, at det aspekt af livet, der gør dem mest ulykkelige, er deres udseende.” Aha, ok, på tre linjer kan man ikke forlange alverden, men er børn ikke altid hårde mod de anderledes? Jeg var også ked af mit udseende som barn, og som gulerodsfarvet brilleabe, der heldigvis også først kom i puberteten, var der sandelig også nok at være ked af. Min far var fed og blev mobbet med det, min farfar havde store ører – behøver jeg at blive ved?

7. “I dag taler færre unge med deres forældre om ting relateret til sex i modsætning til for 20 år siden, så der er flere unge, der bliver efterladt i et tomrum.” Se, dét vil jeg trods gerne bakke op omkring. Det er ikke godt og de unge efterlyser selv mere voksensnak om sex. Måske har pædofilihysteriet haft den meget uheldige og utilsigtede konsekvens at især fædre nu viger udenom at tale med deres børn om sex?

8. “Porno er blevet mainstream” Ja jo, bevares, men jeg må indvende at det for det første ikke er nyt. Især disco var meget fokuseret på sex og aggressivt selvpromoverende, for både mænd og kvinder. For det andet må jeg påpege det vanskelige i at tale om en mainstream-kultur i en tid med 117 kanaler, magasiner og musikgenrer: lille Amalie kan ligeså godt identificere sig som EMO, vende sig mod japansk Manga eller blive nostalgisk og dyrke Nirvana og Deep Purple, som hun kan se Beyoncé.

9. Seks om dagen” Der er intet at sige til at unge, letpåvirkelige mennesker kan forledes til at tro at livet går i stykker, hvis ikke de er slanke, spiser nok frugt og dyrker meget sport. Altså er det ikke bare ‘onde’ mediers skyld at unge fokuserer på deres udseende.

10. Sidst, men ikke mindst: Hvad med forældrene selv? Hvis de selv går op i deres udseende, har dyre skjorter, cremer, parfumer og smykker undrer det ikke at børnene får den idé at det er meget vigtigt at se rigtig ud. Ikke at der er noget i vejen med det, men det burde bare ikke overraske at ungerne lægger vægt på det ydre.

I takt med at børn er kommet mere og mere i fokus, er forældre blevet endnu mere bekymrede og har et enormt behov for kontrol over deres børns liv, en kontrol der kan være umulig at opnå. Allerede for 30 år siden skrev Ib Spang Olsen i den dejlige “Lille dreng på Østerbro” om den frihed han havde som barn, hvor turen hjem fra skole tog mange timer fordi der skulle leges, fiskes og undersøges. Men så er det jo godt mobilen er opfundet…

Måske skulle de voksne hellere tale med børnene om hvordan ungerne bør forholde sig til medierne, frem for at skyde skylden over på medierne? For vi kommer ikke udenom at ungerne ser (for)billeder, ønsker at forlade barndommens hvalpefedt og en dag kommer til at have sex…

Til slut vil jeg dog joine bekymringskoret i jammeren over at udseendet har fået så overdreven en betydning på bekostning af karrieren. Det bliver analyseret i kommende blogindlæg, hvor jeg tager fat på henholdsvis erotisk kapital og cool, kloge kvinder.