Uagtsom voldtægt nej tak

11 12 2014

af Nina Søndergaard

 

Begrebet “uagtsom voldtægt” diskuteres igen og SF ser på muligheden for at indføre denne paragraf i straffeloven for at få fældet flere voldtægtsforbrydere.

 

Det er virkeligt prisværdigt at ville øge retfærdigheden og retssikkerheden for voldtægtsofre, men blot at lave endnu flere love med det eksplicitte formål at smide flere i fængsel i op til 8 år, er for mig at se ikke vejen frem.

 

Istedet vil jeg foreslå mere selvforsvar. Piger og kvinder skal vide, at de har ret til at gøre hvad de end kan, for at modsætte sig en voldtægt. Det hedder nødværge. At slå sig fra kan muligvis forhindre voldtægten, men selv i de begrædelige tilfælde hvor voldtægten alligevel fuldbyrdes, vil voldtægtsofret 1) stå bedre i en retssag pga. de fysiske mærker efter kampen, 2) have bedre chancer for at komme sig psykisk.

 

Der er ofte en størrelsesforskel på mænd og kvinder, hvilket han som den største og stærkeste vil forsøge at udnytte i en voldtægt. Det giver det kvindelige voldtægtsoffer en paradoksal fordel i nødværge: Hun må bruge AL sin kraft og magt og hvad hun end kan finde af våben for at standse stodderen: Skrige, sparke, skubbe, jage en blyant, en nøgle eller en stilethæl i hans øjne, pik eller halspulsåre. Hun kan med fordel gå efter halsen, for selvom han er nok så stor skal han have ilt, så en slukket ilttilførsel stopper alle.

 

Selvforsvar og viden om at hun må gøre alt, og her menes virkelig alt, for at forsvare sig, er efter min mening bedre bud. Det kan give den enkelte mere selvsikkerhed at vide hun kan og må forsvare sig. Kombineret med mere nænsom og respektfuld behandling af voldtægtsanmeldere, end hvad der lader til at være gængs i dag, tror jeg er vejen frem.

 

Drenge og mænd skal have genopfrisket at en pige/kvinde må sige nej når som helst i forholdet, forførelsen og samlejet, og det nej skal respekteres. Når hun ikke vil mere, er legen slut og det er ikke sjovt og sexet længere. Hun må gå klædt som hun vil, flirte, kysse og knalde hvem som helst hun har lyst til. Det er hendes krop og jeres sam-leje. Hvis ikke det er selvindlysende klart for en dreng eller mand, kan han måske overveje hvordan det vil være hvis en kæmpestor mand synes han var en hottie, der lige skulle bolles uanset hvad, og som syntes at han havde “spillet op til sex” ved at gå i jeans.

 

Problemparagraf

En tilføjelsesparagraf om uagtsom voldtægt løser næppe problemet. Voldtægt af en bevidstløs person er selvfølgelig allerede strengt forbudt. Drugrapes forekommer desværre stadigvæk, men er ulovlige og strafbare. (Det samme er usømmelig omgang med lig. Det er dybt forkasteligt og sygt at bedøve en person for at have sex med vedkommende).

 

Flere love er politikernes yndlingsløsning på alt lige fra problemer med spildevandsrensning til svindel, men enhver kan se at 117 nye love om året ikke får hverken forurening eller bedrageri til at forsvinde. Hvordan en ny paragraf om noget så alvorligt som voldtægt tryller problemet væk, vides ikke.

 

Den meget lave domsfældelsesprocent i voldtægtssager skyldes næppe et dybt kvindehad, men snarere en kompleks problemstilling kombineret med mangel på beviser.

 

Voldtægtssager kan ofte ende med at være påstand mod påstand, og derfor slipper skyldige desværre fri, fordi der stadig er dommere der håndhæver princippet om at folk er uskyldige indtil det modsatte er bevist. Med den tankegang kan skyldige godt gå fri, men det anses som et mindre onde end justitsmord, hvor uskyldige bliver fængslede for forbrydelser de ikke har begået.

 

Det er sandelig ikke for at forklejne det ubehag det også vækker i mig, at voldtægtsmænd går frit og ustraffede rundt. Men jeg ville heller ikke sove bedre af at vide at der kom endnu flere uskyldige i fængsel, og min retfærdighedssans bliver heller ikke øget af at jeg eller mine mandlige venner kan smides i spjældet i otte år, fordi en person har set sig sur på mig eller på dem.

 

Det er nemlig et problem i visse voldtægtssager. Er det reelt eller er det et hævntogt? Fortrød kvinden sin nedsatte dømmekraft og anmeldte manden, som hun alligevel ikke kunne stå inde for? Hvis de to har været fulde og væltet rundt, hvis hukommelse er så mindst skadet?

 

Skam er desværre også med til at forhindre voldtægtssagers opklaring, fordi mange slet ikke kan rumme at anmelde voldtægten lige når den er sket. Mange går også i bad for at vaske skyld og oplevelselsen af sig, men på den måde ødelægges beviser i form af sæd også.

Pæne piger siger aldrig nej

Begrebet uagtsom voldtægt har også sin betændte rod i en kultur, der fremelsker pæne piger. Pæne piger siger aldrig fra og vil gå uendelig langt for at behage. Det pleasergen volder som regel den pæne pige utallige problemer, måske endda voldtægt. Det er ikke for at skyde skylden på ofret. Det er lige præcis det jeg ikke vil, nej jeg vil have en anden kultur, en anden opdragelse af piger. En opdragelse der lærer dem at mærke grænser og sige til og fra.

 

Tankelæsere eksisterer ikke, og at antage at en mand skal være så hyperopmærksom på kvindens ikke-eksisterende signaler, at han alene og til hver en tid skal kunne regne ud at hun ikke vil mere, er forkert på mange planer.

 

Et af de største problemer er at alt ansvar væltes over på manden. Kvinden reduceres til at være passiv og et rent offer, uskyldigheden selv som krænkes af mænd, der burde kende hende bedre end hun kender sig selv. Det er samme dybt problematiske tankegang der ligger til grund for det svenske sexkøbsforbud: Mænd skal tage ansvaret for kvinder, der gerne må lade sig momsregistrere som prostituerede. Manden må dog tage voksenansvaret på sig og undlade at købe sex af den kvinde, der lider af falsk bevidsthed og tror hun gerne vil sælge sex.

 

Her skal manden også være mere ansvarlig end kvinden i seksualakten og åbenbart ikke stole på at hun er liderlig, før hun har underskrevet en samtykkeerklæring.

 

Forslaget om uagtsom voldtægt er fremkommet bl.a. fordi der har været sager hvor kvinden føler sig voldtaget, men har var lammet af frygt og derfor hverken sagt eller gjort noget. Det er meget trist og skrækkeligt, og jeg føler oprigtigt med de kvinder der uheldigvis er blevet krænket to gange, først af voldtægtsmanden, så af systemet.

 

Men at blot udstrække tavshed til at være lig uvilje lader ikke til at være optimalt heller. Hvad nu hvis en kvinde slet ikke siger noget mens hun har sex? Nogle kvinder nyder i stilhed og får uhørlige orgasmer  – skal en mand der har fornøjet hende nu være nervøs for om han kom til at voldtage hende?

 

Pæne piger har kun pæne lyster

En anden skummel understrøm i præmissen “han burde da kunne have sagt sig selv at det var voldtægt” er de uudsagte idealer om romantisk, blid sex mellem jævnaldrende med ens BMI, charme og årsindtægt. Salig juraprofessor og fortaler for indførelse af uagtsom voldtægtsbegrebet Vagn Greve, var den der kom tættest på at italesætte dette. “… er denne retstilstand rimelig? Skal en fed ældre mand, der kl. 18 giver en fuldstændig fremmed 16-årig pige et lift i sin bil have lov til at have så fast tro på sine evner som Casanova?”

 

Hvad der er sket i den pågældende sag ved jeg ikke, men jeg ved at lyster er irrationelle. Verden er kompleks, sex er et underligt fænomen og der er sket mærkeligere ting end at en ung pige har fået lyst til at knalde en “fed ældre mand”. Måske kan en ung pige finde glæde i den ældres begær, måske får hun et kick ud af at knalde grimme mennesker, måske har han den største pik, måske er det spændende fordi hun aldrig kommer til at se han igen.
At kriminalisere alle forhold der er blot en lille smule atypiske, er det samme som at sige at alt, der ikke er gængs er skadeligt og strafbart. Faktisk er vi nær ved at være tilbage til den væmmelige og komplet unødvendige snagen i kvindens fortid under en voldtægtssag. Hvem hun har knaldet førhen har ingen betydning. Ligeledes bør det heller ikke være op til en tilfældig jurists bedømmelse og fantasi at vurdere hvem hun burde have lyst til eller ej. Det kan kun hun vide og hendes ansvar er at kommunikere denne (mangel på) lyst videre til sin sexpartner.





At knække selvtillidsnødden

26 08 2014

En boganmeldelse af Katty Kay & Claire Shipman: The Confidence Code – the science and art of self-assurance – what women should know. Harper business, 2014.

 

af Nina Søndergaard, direktør i Nørd Tours

 

pink-matters-c-suite-women-leadership-infographic1De to journalister havde under deres arbejdet med Womenomics stødt på et mærkeligt fænomen: Masser af kompetente kvinder, men meget kvinder på topposter. Hvad var det der holdt kvinderne tilbage? Ikke glasloft (slet ikke nævnt), ikke kvinders anderledes prioriteringer, ikke en intelligensmæssig forskel. Men mangel på selvtillid er deres svar.

Bogen er en journalistisk undersøgelsesrejse: Hvad er selvtillid overhovedet? Hvor finder man kvindelig selvtillid henne? Hvem har selvtillid? Hvad fremmer og hæmmer den fortrøstningsfulde tro på sig selv?

De stykker svar sammen fra neurologer, yogaeksperter, ledende kvinder, sociologer, hjerneforskere og basketballspillere.

Den deprimerende virkelighed er at selvom kvinder er i overtal på mange af verdens universiteter, så drøjer det gevaldigt med at få de mange veluddannede damer til at omsætte det til lederstillinger. Forhindringerne er mangfoldige.

 

Indre benspænd:

Kvindelige chefer vil hellere være vellidte end respekterede. Kvinder scorer lavere i tests hvis de skal skrive deres køn før deres navn. Er der et overtal af mænd til et møde taler kvinder 75 % mindre, hvilket er skidt, for så viser de ikke at de har tænkt over sagen og fremstår som samtykkende nikkedukker. Kvinder der ses som fede og grimme kommer ikke nær så ofte i gymnasiet som smukke, slanke (men fede drenge kommer på gymnasiet i samme grad som de slanke). Kvinder svarer ikke på nær så mange spørgsmål i tests som mænd og får et tilsvarende lavere resultat, men når de svarer er kønsforskellen marginal.

 

Og så er der de ydre forhindringer:

Der er stadig lande hvor kvinder ikke må færdes frit. Manglende uddannelse, prævention og børnepasningsmuligheder rammer også kvinder uforholdsmæssigt hårdt. Fordomme om kompetente kvinder skorter det heller ikke på. Her kan jeg minde om at Berlusconi i 2011 kaldte Tysklands forbundskansler Angela Merkel for en ‘ukneppelig flæskerøv’. Når en ex-statsminister kalder et andet statsoverhoved den slags, så er barren sat lavt, Marianer-grav langt nede.

072414123237_Wright_PhotoGeneralmajor Jessica Wright mødte en overordnet der straks gav sig til at fortælle hende om hvor lidt han brød sig om kvinder i militæret. Hvortil hun svarede “Sergeant Minski, nu har du en mulighed for at komme over dét.” Minski fik selvfølgelig respekt for Wright og de to er venner – en rap replik hjælper!

Kay og Shipman drysser i fin, amerikansk, opmuntrende stil gode råd og tricks til at knække selvtillidsnødden. Selvtillid er faktisk vigtigere end reelle kompetencer, og både mænd og kvinder lader sig gerne lede af naturligt fortrøstningsfulde personer, snarere end de teknisk set bedst kvalificerede. Kvinder mangler ikke kompetencer, blot selvtillid.

Meget kort vil jeg her ridse deres råd op: Vær flink mod dig selv. Slap af. Vær dig selv. Husk at om 100 år er alting glemt. Lær af dine fejltagelser (ingen af dem medførte verdens undergang). Diskuter med dine negative tanker, sæt dem i perspektiv. Vær nærværende, lad være med at tænke derudaf og flytte fokus fra der hvor du er. Dyrk (hold)sport. Undgå at udelukke opdrage din pige til at være god, stille og føjelig, men ros hende for hendes gerninger (snarere end hendes væsen), opmuntr forsøg og fejltagelser der fører til mestring. Og ved at beherske noget -tegning, matematik, basketball hvad som helst – får man selvtillid. Det er ikke nemt, men bestemt ladsiggørligt.





Forsvar for sexede dukker

3 04 2011

Af Nina Søndergaard

Det er altid synd for børn og sidste skud på stammen af endeløse bekymringer over børns ve og vel er ”Clawdeen Wolf’s Monster High”, der ligner en Bratz-dukke på en prik, men som i virkeligheden er en varulv og derfor skal barberes hver dag for ikke at blive afsløret blandt mennesker. (Opfindsomt!)

Næsten 78 % af Ekstra Bladets læsere mente (2011.3.10) at de moderne pigedukker giver et forkert billede af skønhed og psykologer, pædagoger og forældre ærgrer sig om kap over hvilket fordærv dukkerne leder ungdommen i.

Nu er det naturligvis dejlig nemt for en barnløs at pege fingre af børneopdragelse, men jeg vil gerne ærgre mig over ærgrelsen! Jeg er lunken ved både selve dukkerne og moden nu til dags og jeg kan såmænd godt forstå hvis lille Emma-Amalie ikke må få g-strengs trusser på i nulte klasse.

Men. Hvorfor er det nu lige at unger gerne må lege med voksen-ting i miniformat, sålænge der ikke er sex i horisonten?

Virkelig meget legetøj er en forberedelse til voksenlivet og der er ikke ret mange mennesker, der alvorligt mener at det er skadeligt for børn at lege med legetøjsbiler (så de kan blive køreskolelærere?), bondegårdsdyr (kommende svineproducenter?) eller ’børnenes postkontor’ (så de kan blive gode borgere der betaler til tiden og husker at komme godt med porto på posten?). Men sex skal altså med vold og magt holdes ude af legen: Små piger må endelig ikke lære at forhøje eller forvalte deres erotiske kapital, men forventes at være komplet aseksuelle væsener indtil deres 15-års fødselsdag?

Jeg er queer nok til at være skeptisk overfor stærkt kønsstereotypt legetøj: At piger får babydukker, så de kan lære at blive gode mødre – drenge får plasticpistoler så de kan lære at blive gode mordere… Men her vender jeg mig imod den komplette disneyficering af barndommen, hvor kønsorganer ikke findes og det sex som vi stort set alle er kommet af, er strengt forbudt. Og her mener jeg selvfølgelig det sex børn selv putter ind i legen, ikke det som pædofile påtvinger børn.

Fra oplysningstiden og frem har der været en stærk bevægelse i borgerskabet om at reservere barndommen til leg, glæde og aseksuel ansvarsløshed. Inden da var barndommen ikke rigtig anset som en helt speciel periode i livet, groft sagt skulle langt de fleste børn arbejde med det de nu evnede så snart de kunne. Børn fik deres del af afstraffelse, disciplinering og blev næppe forskånet for at høre sjofle vitser eller at se mennesker og andre dyr parre sig.

Men alt det blev lavet om, folkeeventyrenes ofte ret utilslørede erotiske karakter blev rensede for sex, og så fik man eventyr til børn. Børn fik særligt tøj på og skulle bruge krudt på at lære og løbe og lege, fremfor at knokle løs på gården, fabrikker eller i miner. Det er jeg selvfølgelig glad for, og det her er ikke bagstræb eller længsel efter de ”gode” gamle dage, men blot en påpegelse af at vi måske er gået lige vidt nok i bestræbelserne på at gøre barndommens land til totalt aseksuelt område.

Hvis vi gerne vil have at vores unger vokser op og bliver hele mennesker, og dermed forhåbentligt også gode kærester for deres kommende partnere, så er det måske ikke helt heldigt at fjerne sex aldeles fra deres mentale kort over verden.

Det kunne være at vi i stedet skulle lade ungerne lege løs med sexede dukker og  legetøjsstetoskoper og i øvrigt fortælle dem om sex og de glæder og farer erotikken byder på, fremfor at bare vrisse ”fy fy skamme, det måååå du ikke!”