Argumenter mod kriminalisering af prostitution

20 07 2011

 

Af Nina Søndergaard

 

Overskrifterne er et argument for at prostitution skal forbydes, brødteksten er begrundelser for at det meget voldsomme indgreb i menneskers frihed og selvforvaltning som en kriminalisering er, ikke er en farbar vej. At den enkelte person kan synes og føle at prostitution er skidt, er ganske i orden, det er ikke det samme som at ville smide folk i fængsel for det.

 

 

Forbuddet skal følges op med sociale indsatser.

Der behøver ikke at være et forbud for at være hjælp. Det er ikke forbudt at spille fodbold og vi forventer at blive lappet sammen af lægerne, hvis vi går i stykker under en fodboldkamp. Det er muligt at hjælpe alkoholikere til at blive tørlagte uden at forbyde alkohol. Derfor er tiltagenes rækkefølge meget mistænkelig.

 

Et frit samfund bør ikke give folk friheden til at gå i hundene.

Præmissen om at sexarbejde naturnødvendigt medfører død og destruktion er ikke på plads, da prostitution ikke er bevist skadeligt i sig selv, men problemet er langt større. Vi bliver nødt til at stole på at voksne, myndige, normaltbegavede og non-psykotiske mennesker kan træffe egne valg, undgå de værste farer og mærke deres egne grænser, uden at samfundet skal forbyde alt muligt der potentielt kan være skadeligt.

Arbejde kan medføre skader, både som i arbejdsulykker og som i stress og nedsat energi, der går udover hjemmefronten. Løsningen er ikke at forbyde alle former for arbejde.

Børn kan medføre skader, både ved selve fødslen, der stadig er meget farlig for både mor og barn, ved høre- eller løfteskader eller ved at uforvarende ødelægge ægteskaber. Løsningen er ikke at forbyde folk at få børn.

Hobbies kan medføre skader, både ved uheld og nedslidning (fx skulderskader af strikning). Løsningen er ikke at folk ikke må gå til pileflet, spille trompet eller samle modelfly.

Dermed behøver vi slet ikke at inddrage alkoholikere og andre der meget tydeligt skader sig selv, vi kan bare sige at folk også kan ødelægge sig selv gennem almindeligheder som kontorarbejde eller ved at stå på ski – eller alt mulig andet, der er acceptabelt og ikke umiddelbart skidt.

 

Stort set alle prostituerede er blevet misbrugte som børn, og skal derfor ikke have lov til at sexarbejde.

Det er altid behageligt at kunne afskrive andres uforståelige gerninger med en ”god” forklaring, som fx en barndom.

De undersøgelser der viser at en stor del af sexarbejderne har været udsat for seksuelle krænkelser i barndommen, er ofte fejlbehæftede. Fx er definitionen af seksuelt overgreb tit mere elastisk end godt er, dernæst er mange undersøgelser af prostitution biased af at have en overvægt af gadepiger, der udgør et fåtal af det samlede antal sexarbejdere. Og mange gadepiger har desværre belastede baggrunde.

Selvom det skulle være godtgjort at hver en sexarbejder skulle være blevet groft krænket i barndommen, så mangler der stadig en begrundelse for at skulle straffe en voksen for at have været offer for en forbrydelse som barn.

Det er kun fordi sexarbejde har med sex at gøre, og at de fleste sexarbejdere er kvinder (som anses for at være som børn, og dermed havende behov for særregler for at kunne forvalte deres eget voksenliv), at denne ugyldige slutning drages. Havde man spurgt dørmænd om de havde fået et par på kassen som børn, så ville mange måske svare ja, men ingen finder på at forbyde dørmænd i at søge jobbet, der har høj risiko for vold. – Eller folk i at gå i byen, blive berusede og dermed mere aggressive, hvilket ofte går ud over dørmænd.

Det er en dobbelt straf, udgrænsning og stakkelsgørelse af de sexarbejdere der rent faktisk er blevet overgrebne som børn, at ville kriminalisere deres voksenvalg. Det vil heller ikke være med til at afhjælpe det egentlige problem, nemlig at overgrebene mod børnene finder sted. For at forhindre dét skal der andre tiltag til end blot endnu en lov og endnu en straf.





Forsvar for sexede dukker

3 04 2011

Af Nina Søndergaard

Det er altid synd for børn og sidste skud på stammen af endeløse bekymringer over børns ve og vel er ”Clawdeen Wolf’s Monster High”, der ligner en Bratz-dukke på en prik, men som i virkeligheden er en varulv og derfor skal barberes hver dag for ikke at blive afsløret blandt mennesker. (Opfindsomt!)

Næsten 78 % af Ekstra Bladets læsere mente (2011.3.10) at de moderne pigedukker giver et forkert billede af skønhed og psykologer, pædagoger og forældre ærgrer sig om kap over hvilket fordærv dukkerne leder ungdommen i.

Nu er det naturligvis dejlig nemt for en barnløs at pege fingre af børneopdragelse, men jeg vil gerne ærgre mig over ærgrelsen! Jeg er lunken ved både selve dukkerne og moden nu til dags og jeg kan såmænd godt forstå hvis lille Emma-Amalie ikke må få g-strengs trusser på i nulte klasse.

Men. Hvorfor er det nu lige at unger gerne må lege med voksen-ting i miniformat, sålænge der ikke er sex i horisonten?

Virkelig meget legetøj er en forberedelse til voksenlivet og der er ikke ret mange mennesker, der alvorligt mener at det er skadeligt for børn at lege med legetøjsbiler (så de kan blive køreskolelærere?), bondegårdsdyr (kommende svineproducenter?) eller ’børnenes postkontor’ (så de kan blive gode borgere der betaler til tiden og husker at komme godt med porto på posten?). Men sex skal altså med vold og magt holdes ude af legen: Små piger må endelig ikke lære at forhøje eller forvalte deres erotiske kapital, men forventes at være komplet aseksuelle væsener indtil deres 15-års fødselsdag?

Jeg er queer nok til at være skeptisk overfor stærkt kønsstereotypt legetøj: At piger får babydukker, så de kan lære at blive gode mødre – drenge får plasticpistoler så de kan lære at blive gode mordere… Men her vender jeg mig imod den komplette disneyficering af barndommen, hvor kønsorganer ikke findes og det sex som vi stort set alle er kommet af, er strengt forbudt. Og her mener jeg selvfølgelig det sex børn selv putter ind i legen, ikke det som pædofile påtvinger børn.

Fra oplysningstiden og frem har der været en stærk bevægelse i borgerskabet om at reservere barndommen til leg, glæde og aseksuel ansvarsløshed. Inden da var barndommen ikke rigtig anset som en helt speciel periode i livet, groft sagt skulle langt de fleste børn arbejde med det de nu evnede så snart de kunne. Børn fik deres del af afstraffelse, disciplinering og blev næppe forskånet for at høre sjofle vitser eller at se mennesker og andre dyr parre sig.

Men alt det blev lavet om, folkeeventyrenes ofte ret utilslørede erotiske karakter blev rensede for sex, og så fik man eventyr til børn. Børn fik særligt tøj på og skulle bruge krudt på at lære og løbe og lege, fremfor at knokle løs på gården, fabrikker eller i miner. Det er jeg selvfølgelig glad for, og det her er ikke bagstræb eller længsel efter de ”gode” gamle dage, men blot en påpegelse af at vi måske er gået lige vidt nok i bestræbelserne på at gøre barndommens land til totalt aseksuelt område.

Hvis vi gerne vil have at vores unger vokser op og bliver hele mennesker, og dermed forhåbentligt også gode kærester for deres kommende partnere, så er det måske ikke helt heldigt at fjerne sex aldeles fra deres mentale kort over verden.

Det kunne være at vi i stedet skulle lade ungerne lege løs med sexede dukker og  legetøjsstetoskoper og i øvrigt fortælle dem om sex og de glæder og farer erotikken byder på, fremfor at bare vrisse ”fy fy skamme, det måååå du ikke!”