Barnebrude i Danmark historisk set

26 05 2020

Af Nina Søndergaard

 

Lige nu verserer en sag om det rigtige i at adskille asylpar, hvor konen var under 18 år. Jeg har intet at sige om den konkrete sag, og hverken personen Inger Støjbjerg eller partipolitik har min interesse. Det har derimod de historiske begrundelser som for fortalere for barnebrude kommer med. Det er ikke helt rigtigt at vi hertillands har en lang tradition for barnebrude. Danske Lov fra 1683 forbød ægteskaber for piger under 16 år og drenge under 20 år. Forlovelser, hvor pigen var under 18 år, var blevet forbudte i 1582.

Gennemsnit vielsesalder 1855-1900

Giftealderen i Danmark har gennemsnitligt været ca. 27 år for kvinder og ca. 30 år for mænd. Giftealderen har været stabil, med bittesmå udsving, i mere end 400 år. Når det føles som noget jeg binder folk på ærmet, har det at gøre med at det 1. er et gennemsnit, 2. giftealderen faldt til 24 år i 1960’erne, altså vil mange læsere (eller deres moder) kunne pege på en ung brud. Boligmanglen efter krigen gjorde at mange blev gift og fik børn for at få en lejlighed (og skilt igen i 1970’erne og 80’erne), det trak giftealderen ned.

ægteskabsalder 1960

Giftealder i 1960: Gennemsnitligt lige knap 25 år.

Det er også rigtigt at der var mulighed for at få et kongebrev (afskaffet 2017), hvis én af parterne er under 18 år. I 1990’erne blev der årligt udstedt 200 styks af dem, hvilket vist er forholdsvis højt. De historiske statistikker er lidt uklare på dette punkt, da de nærmest ikke er opgjorte, men ægteskab pr. kongebrev var altså temmelig sjældent, om end forekommende.

ægteskabsalder 1969

Det er også sandt at barnebrude forekom – for omtrent 500 år siden – i de højeste kredse. Margrethe den første blev gift i den sprøde alder af 11 år, og samboende med sin mand fra 14-års alderen. Alligevel var den danske adels giftealder i 1600-tallet 23 år for kvindernes vedkommende, og 32 år for mændenes.

downloadHøj giftealder er globalt og historisk set ret sjældent, og nærmest forbeholdt Skandinavien, England, Skotland, Frankrig og det nordlige Tyskland. Stort set alle andre steder på planeten bliver piger gift kort efter deres første menstruation.

Denne nordvesteuropæiske besynderlighed hænger sammen med at brudeparret bor alene, de flytter som regel sammen et nyt sted fremfor, som cirka alle andre steder, ind til brudgommens familie. Dermed skal parret selv have møbler, sengetøj og gryder (ingen tilfældighed at Ikea er svensk!) – og derfor ser vi også at piger kom ud at tjene > spare op til/selv lave brudeudstyr > gift i en alder af mere end 25 år.

Systemet med høj giftealder medfører en lang række ting, fx:

  • Færre børn, da de fleste kvinder først ’kom i gang’ med moderskabet som 30-årige, ikke som 15-årige.
  • Husstande bestående af en kernefamilie med far, mor og 2-5 børn, og kun meget sjældent en bedsteforælder (2 % af husstandene i 1801 rummede en bedsteforælder), da bedsteforældrene som regel var døde inden de så deres første barnebarn.
  • Lidt mere ligestilling, da langt de fleste kvinder havde lønarbejde, i hvert fald i alderen 15-25, og de forholdsvis få børn (og kæmpehøj dødelighed) gjorde at der simpelthen ikke var ”nok” mænd, man kunne forfordele. Man blev nødt til at give licens til kvinder, så de kunne drive en kro/hotel eller forretning, fordi der ikke har været ret mange voksne at tage af.
  • Skolegang for piger i Danmark fra 1814, fordi det kunne betale sig at lære piger at læse, skrive og regne (noget der først nu er ved at være global standard).
1840

Gennemsnitsfamilien i 1840: Mor, far og 4 børn.

Høj giftealder medfører også særheder, som stort set ikke kendes i den store vide verden, så som gammeljomfruer, spinsters eller skyggetanter. Ca. 10 % af kvinderne blev aldrig gift, hvilket kun hænder for 2-3 ‰ andetsteds. Til gengæld blev enker her ofte gengifte, tit med unge mænd, for at drive gården/værkstedet videre, så enkeafbrænding som i Indien har på ingen måde været gængs her. Faktisk var bruden ældre end brudgommen i næsten hvert femte (18 % i 1880’erne) ægteskab førhen – temmelig usædvanligt andre steder.

Det var den hurtige gennemgang, jeg har et helt foredrag om De modne Mødre, hvor der i øvrigt også er en litteraturliste til dem, der vil nørde mere. Men helt kort: Vi har ikke en lang tradition for barnebrude her i Danmark.





Forsvar for fri abort, nu fra historisk side

21 04 2020

Af Nina Søndergaard

 

Fri abort har jeg før forsvaret her på bloggen. Forsvaret handler om både kvindens ret til at bestemme over egen kropog om barnets ret til et godt liv. Nu har jeg fået endnu mere grund til at mene, at fri abort er fundamentalt for et godt og menneskevenligt samfund, og denne gang kommer det af at studere historie, nærmere betegnet kirkebøger.

Kirkebøgerne er stopfulde med sørgelige oplysninger om den uhyggeligt høje børnedødelighed, som først kom under 10 % i 1930 (i dag er den under 5 ‰). ”Nyfødthed” var simpelthen en dødsårsag i statistikkerne inden første verdenskrig. Det er tungt nok, men plejebørns dødelighed var endnu højere. I Trinitatis sogn, kirken ved Rundetårn, stod plejebørn i 1847 og 1850* for hvert ottende dødsfald.

Plejebørnene har intet efternavn og deres plejeforældres navne nævnes heller ikke. Til tider er dødsårsagen ubekendt, som den var for Frederikke Wilhelm på 10 måneder. Hun blev begravet i fri jord 1847.11.23 fra Sølvgade 411.

Systematisk afvikling af uønskede børn, det er hvad det var. Alle har vidst hvad der foregik. Præsterne har gjort deres kristenpligt ved at begrave børnene, og tilsyneladende uden at grave mere i hvordan ungerne kom af dage.

1847 dødfødt

Sådan ser kirkebogsoptegnelser for ønskebørn ikke ud: Barnets navn, navnet og stillingsbetegnelsen på mindst én forælder og stort set altid med dødsårsag. Fx Christiane Emilie Østrup på 4 år. Hun var datter af skomagersvend Østrup i Adelgade 292. Hun døde på Almindeligt Hospital af brystbetændelse. Hun fik en gratis begravelse 1846.12.09, og havde været på gratishospitalet. Hendes forældre elskede hende og gjorde alt det de kunne for hende. Forgæves.

østrup

Det var – selvfølgelig- især i København at det var så grelt. Det skyldes at Fødselsstiftelsen blev oprettet i 1750 for at forhindre ’fødsler i dølgsmål’ og barnemord, altså hvor gravide kvinder fødte og skjulte eller ligefrem dræbte barnet. Det var gratis og anonymt og farligt. Næsten hver femte kvinde døde i barselsseng der. Moderen kunne efterlade sit barn på Plejestiftelsen (der også havde en forrygende høj børnedødelighed).

1850 døde kvindekøn Fødselsstiftelsen

Fødsels- og Plejestiftelsen var et sogn for sig selv, med egne kirkebøger. https://www.sa.dk/ao-soegesider/da/billedviser?epid=17114465#203419,38579024

 

På Plejestiftelsen kunne man så få et plejebarn, og opfostre det, mod betaling. Hvis børn, født i ægteskab, levede livet farligt, var det intet imod unger født udenfor ægteskab (som havde en overdødelighed indtil i hvert fald 1950).

Plejebørn – eufemisme for dem der skulle have været aborter – døde som fluer. Her ses kirkebogsoptegnelsen over Christian William der slap af planeten efter 9 dage, mens Peter Andreas fik tre måneder. Hvilke tre måneder man kan kun gisne om.1847 plejebørn

 

Det var nådigt gjort af præsterne ikke at notere plejeforældrenes navn. Nogle plejeforældre har sikkert været griske røvhuller, der spekulerede i at udpine ungerne, men med så voldsom og konstant overdødelighed af uægte og uønskede børn, er det en systemfejl. Og hvilken fejl at lege god (kristen) ved at nægte folk seksualoplysning, ordentlig adgang til prævention og fri abort. Et enormt spild af liv. Utallige menneskers lidelser og død.

1847 død

I Europas mest religiøse land, Irland, har denne gustne afvejning været ubehageligt tydelig. Kondomer var forbudte i Irland indtil 1979, og kunne kun fås, af ægtepar, på recept indtil 1985. Og abort var forbudt indtil 2019. For få år siden blev der fundet en massegrav ved et Magdalenehjem (hjem for ugifte mødre). Omtrent 800 børn fra 0 til 3 år er begravet af nonnerne. Ord rækker ikke til at beskrive modbydeligheden og menneskefjendskheden i den klammeste, ækelt selvgode forklædning.

Her i Danmark er massemordet, typisk nok, slet ikke så iøjnefaldende. Det skal afkodes ud af en stilfærdig opremsning af navne i kirkebøger. Ubesungede børn, der fik et kort og givetvis dårligt liv. Børneliv som måske har knuget moderen og slukket noget livsgnist i plejemoderen. Så på Henriette Marie og Hans Christian, Constantin Adolph og Christiane Amalia og alle de andre døde plejebørns vegne: Ja tak til fri abort, ja tak til et godt børneliv, ja tak til åbenhedens omsorg.

1848 barselfeber

 

* De to, tilfældigt udvalgte år har jeg undersøgt nærmere, der er ingen grund til at antage de to år var ekstraordinære på nogen måde. Remsen af døde plejebørn er endeløs. I årene 1847 og 1850 døde 244 plejebørn alene i Trinitatis sogn.

Knudsen, P: Dødelighedsforholdene i Kjøbenhavn 1855-1859. Særskilt Aftryk af Hygiejniske Meddelelser, Kjøbenhavn, Thieles Bogtrykkeri 1864.

Løkke, Anne: Døden i barndommen – spædbørnsdødelighed og moderniseringsprocesser i Danmark 1800-1920, Gyldendal 1998

 





Argumenter mod kriminalisering af prostitution

20 07 2011

 

Af Nina Søndergaard

 

Overskrifterne er et argument for at prostitution skal forbydes, brødteksten er begrundelser for at det meget voldsomme indgreb i menneskers frihed og selvforvaltning som en kriminalisering er, ikke er en farbar vej. At den enkelte person kan synes og føle at prostitution er skidt, er ganske i orden, det er ikke det samme som at ville smide folk i fængsel for det.

 

 

Forbuddet skal følges op med sociale indsatser.

Der behøver ikke at være et forbud for at være hjælp. Det er ikke forbudt at spille fodbold og vi forventer at blive lappet sammen af lægerne, hvis vi går i stykker under en fodboldkamp. Det er muligt at hjælpe alkoholikere til at blive tørlagte uden at forbyde alkohol. Derfor er tiltagenes rækkefølge meget mistænkelig.

 

Et frit samfund bør ikke give folk friheden til at gå i hundene.

Præmissen om at sexarbejde naturnødvendigt medfører død og destruktion er ikke på plads, da prostitution ikke er bevist skadeligt i sig selv, men problemet er langt større. Vi bliver nødt til at stole på at voksne, myndige, normaltbegavede og non-psykotiske mennesker kan træffe egne valg, undgå de værste farer og mærke deres egne grænser, uden at samfundet skal forbyde alt muligt der potentielt kan være skadeligt.

Arbejde kan medføre skader, både som i arbejdsulykker og som i stress og nedsat energi, der går udover hjemmefronten. Løsningen er ikke at forbyde alle former for arbejde.

Børn kan medføre skader, både ved selve fødslen, der stadig er meget farlig for både mor og barn, ved høre- eller løfteskader eller ved at uforvarende ødelægge ægteskaber. Løsningen er ikke at forbyde folk at få børn.

Hobbies kan medføre skader, både ved uheld og nedslidning (fx skulderskader af strikning). Løsningen er ikke at folk ikke må gå til pileflet, spille trompet eller samle modelfly.

Dermed behøver vi slet ikke at inddrage alkoholikere og andre der meget tydeligt skader sig selv, vi kan bare sige at folk også kan ødelægge sig selv gennem almindeligheder som kontorarbejde eller ved at stå på ski – eller alt mulig andet, der er acceptabelt og ikke umiddelbart skidt.

 

Stort set alle prostituerede er blevet misbrugte som børn, og skal derfor ikke have lov til at sexarbejde.

Det er altid behageligt at kunne afskrive andres uforståelige gerninger med en ”god” forklaring, som fx en barndom.

De undersøgelser der viser at en stor del af sexarbejderne har været udsat for seksuelle krænkelser i barndommen, er ofte fejlbehæftede. Fx er definitionen af seksuelt overgreb tit mere elastisk end godt er, dernæst er mange undersøgelser af prostitution biased af at have en overvægt af gadepiger, der udgør et fåtal af det samlede antal sexarbejdere. Og mange gadepiger har desværre belastede baggrunde.

Selvom det skulle være godtgjort at hver en sexarbejder skulle være blevet groft krænket i barndommen, så mangler der stadig en begrundelse for at skulle straffe en voksen for at have været offer for en forbrydelse som barn.

Det er kun fordi sexarbejde har med sex at gøre, og at de fleste sexarbejdere er kvinder (som anses for at være som børn, og dermed havende behov for særregler for at kunne forvalte deres eget voksenliv), at denne ugyldige slutning drages. Havde man spurgt dørmænd om de havde fået et par på kassen som børn, så ville mange måske svare ja, men ingen finder på at forbyde dørmænd i at søge jobbet, der har høj risiko for vold. – Eller folk i at gå i byen, blive berusede og dermed mere aggressive, hvilket ofte går ud over dørmænd.

Det er en dobbelt straf, udgrænsning og stakkelsgørelse af de sexarbejdere der rent faktisk er blevet overgrebne som børn, at ville kriminalisere deres voksenvalg. Det vil heller ikke være med til at afhjælpe det egentlige problem, nemlig at overgrebene mod børnene finder sted. For at forhindre dét skal der andre tiltag til end blot endnu en lov og endnu en straf.





Forsvar for sexede dukker

3 04 2011

Af Nina Søndergaard

Det er altid synd for børn og sidste skud på stammen af endeløse bekymringer over børns ve og vel er ”Clawdeen Wolf’s Monster High”, der ligner en Bratz-dukke på en prik, men som i virkeligheden er en varulv og derfor skal barberes hver dag for ikke at blive afsløret blandt mennesker. (Opfindsomt!)

Næsten 78 % af Ekstra Bladets læsere mente (2011.3.10) at de moderne pigedukker giver et forkert billede af skønhed og psykologer, pædagoger og forældre ærgrer sig om kap over hvilket fordærv dukkerne leder ungdommen i.

Nu er det naturligvis dejlig nemt for en barnløs at pege fingre af børneopdragelse, men jeg vil gerne ærgre mig over ærgrelsen! Jeg er lunken ved både selve dukkerne og moden nu til dags og jeg kan såmænd godt forstå hvis lille Emma-Amalie ikke må få g-strengs trusser på i nulte klasse.

Men. Hvorfor er det nu lige at unger gerne må lege med voksen-ting i miniformat, sålænge der ikke er sex i horisonten?

Virkelig meget legetøj er en forberedelse til voksenlivet og der er ikke ret mange mennesker, der alvorligt mener at det er skadeligt for børn at lege med legetøjsbiler (så de kan blive køreskolelærere?), bondegårdsdyr (kommende svineproducenter?) eller ’børnenes postkontor’ (så de kan blive gode borgere der betaler til tiden og husker at komme godt med porto på posten?). Men sex skal altså med vold og magt holdes ude af legen: Små piger må endelig ikke lære at forhøje eller forvalte deres erotiske kapital, men forventes at være komplet aseksuelle væsener indtil deres 15-års fødselsdag?

Jeg er queer nok til at være skeptisk overfor stærkt kønsstereotypt legetøj: At piger får babydukker, så de kan lære at blive gode mødre – drenge får plasticpistoler så de kan lære at blive gode mordere… Men her vender jeg mig imod den komplette disneyficering af barndommen, hvor kønsorganer ikke findes og det sex som vi stort set alle er kommet af, er strengt forbudt. Og her mener jeg selvfølgelig det sex børn selv putter ind i legen, ikke det som pædofile påtvinger børn.

Fra oplysningstiden og frem har der været en stærk bevægelse i borgerskabet om at reservere barndommen til leg, glæde og aseksuel ansvarsløshed. Inden da var barndommen ikke rigtig anset som en helt speciel periode i livet, groft sagt skulle langt de fleste børn arbejde med det de nu evnede så snart de kunne. Børn fik deres del af afstraffelse, disciplinering og blev næppe forskånet for at høre sjofle vitser eller at se mennesker og andre dyr parre sig.

Men alt det blev lavet om, folkeeventyrenes ofte ret utilslørede erotiske karakter blev rensede for sex, og så fik man eventyr til børn. Børn fik særligt tøj på og skulle bruge krudt på at lære og løbe og lege, fremfor at knokle løs på gården, fabrikker eller i miner. Det er jeg selvfølgelig glad for, og det her er ikke bagstræb eller længsel efter de ”gode” gamle dage, men blot en påpegelse af at vi måske er gået lige vidt nok i bestræbelserne på at gøre barndommens land til totalt aseksuelt område.

Hvis vi gerne vil have at vores unger vokser op og bliver hele mennesker, og dermed forhåbentligt også gode kærester for deres kommende partnere, så er det måske ikke helt heldigt at fjerne sex aldeles fra deres mentale kort over verden.

Det kunne være at vi i stedet skulle lade ungerne lege løs med sexede dukker og  legetøjsstetoskoper og i øvrigt fortælle dem om sex og de glæder og farer erotikken byder på, fremfor at bare vrisse ”fy fy skamme, det måååå du ikke!”