Voksne må også gerne lege med dukker

16 02 2018

Af Nina Søndergaard

 

Bekymringen, denne afhængighedsskabende følelse af ansvarlighed, vil ingen ende tage. Alle dage har sex givet anledning til bekymring og nu, takket være teknologi, er turen kommet til ting. Ting. Sexdukker. Som påståes at forrå og devaluere alle køn.

Disse påstande ligner til forveksling al anden foregående dæmonisering af sex og køn, og naturligvis mener jeg at alle (de forholdsvis få) interesserede der måtte være, skal have lov til at udleve deres lyster i fred.

 

Mistænkeliggørelse af mænd

Endnu engang ligner det en sygeliggørelse af mænds seksualitet. Hvis en mand køber en dukke, der er formet som en kvinde, er det åbenbart fra klamt til frastødende til et tegn på psykopati og det som værre er. At en kvinde køber en dildo er neutralt/ok/prisværdigt at hun tager ansvar for sin egen seksualitet.

download (10)Det er også bare ok til lattervækkende, hvis en kvinde har sex med en He-man dukke, en legofigur (bind snor i!), mannequindukke eller en fotostat af Elvis. Men puha, hvis en mand boller en dukke! Det leder jo til voldtægt af ægte kvinder og krig og alt muligt….

Legesyge og fantasi er med andre ord kun ok for det ene køn, nemlig det gode kvindekøn, det eneste køn i stand til at skelne legetøj fra levende mennesker. Not.

 

Uopfyldte behov

Uanset om vi vil (erkende) det eller ej, så er der folk, der er ude af datingloopet. Dét at finde en kæreste er for disse mennesker svært. Men behovet for kropskontakt, krammere, sex og samvær forsvinder ikke af den grund. Afholdenhed er åbenbart det eneste anstændige valg, mener somme. For hvis de kæresteløse køber sex af mennesker er det forkert, og det er også forkasteligt, hvis de køber en sexdukke til at dække deres behov.

Hvis man synes det er så synd for de her personer, vil jeg naturligvis opfordre til at man selv gør en god gerning og knalder rundt.

 

Robotter erstatter de levende

images (7)Kælesælrobotter er med til at gøre dementes liv bedre. Løfterobotter kommer nok snart til at gøre sundhedspersonalets liv lettere. De her to eksempler kan måske vække undren, men vist ikke skingrende foragt og væmmelse.

Som sexdukkernerne altså gør. På grund af sex. S-e-x er stadig forbeholdt de unge, de smarte, de charmerende, de sunde, de smukke, de adrætte. De gamle, de kiksede, de klodsede, de syge, de grimme, de handicappede – de skal sandelig ikke have sex. De må ikke. De må aldrig nogensinde opleve erotikkens glæder, det skal moralens vogtere, Moder Stat og Almindelig Anstændighed sandelig nok sørge for. Mad, medicin, husly, tøj og måske endda et par ferske og ufarlige glæder: Ja da, selvfølgelig! I menneskelighedens navn, men sex? Nej!

Det er en grim måde at se på sex og kønsmodne mennesker, og jeg har lov at håbe at download (9)tiderne skifter inden jeg selv er hjælpeløst i kløerne på nederdrægtige plejere.

 

Sex slukker fornuft og balance

Det lader til at sex er et paradox. På den ene side, er det grimt og farligt. På den anden side, lokker det som intet andet gør. Det er fuldstændig og aldeles uimodståeligt og dragende.

Bekymringsfløjen mener jo at gøre samfundet en tjeneste ved at skærme os for sexdukker. Antagelsen er vist nok, at sexdukkerne vil erstatte menneskekærester, eller gøre folk komplet ufølsomme og lede til voldtægt af levende personer. Jaså.

Det er alligevel meget at forlange af et dødt produkt.

Fortune 500Alverdens producenter af frituregryder, parasoller, violiner og vingummier må være misundelige på den voldsomme appel sexdukker lader til have. Og dog. Sexdukkefabrikker har (endnu) ikke overhalet hverken Coca Cola, Apple eller Microsoft, hvilket de burde have gjort i følge dem der råber agt i gevær.

Det får mig til at tro, at sexdukker er et nicheprodukt der kun har appel for de ganske få. Og at sexdukker snarere ses som et supplement til onani end reelle kæresteerstatninger for langt de fleste. Al andet sexlegetøj har, trods både bekymring og dårlige vitser, ikke på nogen måde udfaset romantik, endsige overfløddiggjort kæresteri og ægteskaber.

 

Alle sexdukker er ok, også dem udformet som børn

Puritanske Norge har i 2017 beslaglagt en del sexdukker, hvoraf nogle var udformede som børn. Dernæst har det norske politi anholdt køberne. Se mere her.

Hvor gustne jeg end finder disse dukker, er reaktionen dog værre. Tænk sig at blive smidt i fængsel (på ubestemt tid!) for at købe et stykke plastik! Dét er forkert.

I disse hysteriske tider ser jeg mig nødsaget til at komme første indvending i møde: Er jeg selv pædofil? Nej. Bare nej.

Det burde ikke være nødvendigt at nævne, men p-ordet er pauseknap for al fornuft. Det er sløjt og sigende for moderne debatter, at første træk er at mistænkeliggøre modstanderen. Det i sig selv, er nok til at jeg mistænker at der ikke er meget rationalitet bag den angribende holdning. Ellers var det nok kommet til torvs, inden man begynder at svine den der formaster sig til at være uenig med én.

Så nej. Det er på ingen måde mine egne lyster jeg forsvarer her. Ligesom mit principielle forsvar for regnbuefamilier, aseksualitet  eller sexarbejderrettigheder heller ikke er direkte forbundne til mit eget (sex)liv. Det er blandt en del af voksentilværelsen, at man opdager at man ikke er verdens centrum, og at folk og fænomener eksisterer uafhængigt af én selv.

download (12)Mit forsvar er af principiel karakter, det drejer sig om retten til at leve i frihed og fred sålænge man ikke skader andre. Og dét liv må gerne være anderledes, ja endda afvigende uden at det volder andre skade.

Jeg er blot en gammeldags dinosaur, der tror på at man er uskyldig indtil det modsatte er bevist. At offerløse forbrydelser egentlig ikke er forbrydelser, og følgelig ikke skal straffes. Og à propos bevis. Var jeg stødt på ordentlig, redelig, nøgtern og uangst forskning der fastslog at årsagskæden for overgreb mod børn vitterligt var og er først at bolle børnesexdukker, dernæst rigtige, levende børn havde jeg naturligvis ganske uforbeholdent støttet den norske handlemåde. Selvfølgelig. At misbruge børn er så uacceptabelt, at der næppe findes ord for det.images (8)

Men dukker er IKKE børn. Og eftersom pædofili desværre fandtes længe før moderne siliconestøbningsteknikker, har jeg en kraftig mistanke om at pædofili ikke smitter og ikke udsondres af visse typer plastik.

 

Dukker er døde

images (6)Dukker er ting. Genstande. Dimser. Vi er ligefrem kodede til at menneskeliggøre alting: Skyer, brændte toastbrød, tinsoldater, tepotter, stoppenåle. To pletter og en streg er et ansigt for os. Verden over bliver der passet godt på dukker og bamser, fordi vi lader os narre. Denne egenskab plejer vi, om ikke vokse fra, så i hvert fald kunne distancere os fra, men åbenbart ikke når det drejer sig om dukker der ligner børn. Så får følelserne lov til at tage over. Bemærk at artiklen stort set kun nævner chokket og de stærke følelsesmæssige reaktioner som fuldstændig overskygger det uomtvistelige faktum at dukkerne er genstande. Livløse genstande. Gav politifolkene også dukkerne mad? Lagde tæpper om dem? Sang vuggeviser for dem? Det må jo have været ubehageligt at have været spærret inde i en papkasse, efter at være blevet hevet ud af en matrice og klistret kunstige øjenvipper på sig….

Selv hvis vi sætter lighedstegn mellem dukkerne og levende børn i den forstand, at de er værgeløse, er der stadig noget der halter: Hvem skulle sørge over “overgrebene” på dukkerne? Kobberminen, der gav dukken sine ledninger? Formen som støbte den og hundrede af andre? Postbudet, der intetanende bar den?

Hvad når dukken bliver gammel? Denne fastfrosne genstand, der ikke kommer til at vokse en eneste millimeter eller få rynker endsige kunne huske noget som helst, skal den så også have psykologhjælp?

Jeg ved faktisk ikke hvad der er sket med dukkerne i Norge. Er de blevet lagt på en hylde? Eller brændt? Destrueret? Det er dog også en krank skæbne, hvad både grantræet og tinsoldaten fortæller os…

 

Hvorfor dette forsvar?

Fordi totalitært tankepoliti er forkert. Fordi det er grundlæggende urigtigt at smide folk i kachotten på forhånd. Hvilket den danske stat heldigvis heller ikke har valgt at gøre. Endnu.

Så det er faktisk ikke pædofile som sådan jeg forsvarer, det er retten til at være en fredelig og uskadelig borger eller endda afviger. Stater benytter sig gerne af salamiteknik. Først de uforsvarlige, de udstødte og så…

download (11)Alle er rørende enige om at pædoer skal ud/væk/rådne op og alle mulige måder forhindres i at pille på børn. Det tilslutter jeg mig i de tilfælde, hvor der rent faktisk har fundet overgreb sted. Selvfølgelig. Indiskutabelt. Men de inaktive? Dem der rent faktisk tøjler deres begrædelige lyster? Selv gammeldags, sure, snerpede Storbritannien gav folk lov til at være homoseksuelle, sålænge disse ikke ‘begik homoseksuelle handlinger’. Ingen sammenligning i øvrigt, andet end den komplette udskamning af hvad der i høj grad ser ud til at være medfødte tilbøjeligheder.

Hvem ville dog vælge en totalforbudt, pinagtig, skadelig seksualitet, der i sagens natur aldrig kan få et frivilligt eller ligeværdigt udtryk med en partner?

Glæden over at man tilfældigvis selv er heldig at have de rigtige lyster, der endda måske er godkendt af både Gud, skat og alverdens stater må helst ikke overskygge, at nogle ikke faldt så heldigt ud og så længe disse ikke gør noget, skal selv ikke engang de straffes. Tilbage til tankepoliti: De fleste af os har også været så sure og forbitrede, at vi lystigt og skamfuldt har hengivet os til grotesk voldelige fantasier om at skade dem, der har gjort os fortræd. Hvis alle os, der har haft smaddertanker mod andre skulle ind at brumme, var der ikke plads nok på planeten til alle de fængsler.  

Det nævnes i artiklen, at en af køberne er kendt at politiet. Det siger måske ikke så meget, da det letkrænkelige norske politi jo åbenbart arresterer folk, der kommer til at gøre en tolder lidt trist. Men skulle det være en pædofil, er det dog uendeligt meget bedre at vedkommende udlever sin forbandede lyster med en død genstand end et rigtigt, levende menneskebarn. Hvis ikke den tøjlen ligefrem skal roses, så skal den i hvert fald ikke straffes. For det er dét som er sygt, ikke at kunne kende forskel på dukker og børn.

 

Slap af. Løslad de fængslede. Lad voksne lege med dukker i fred.





Forbudsfløjens fanatisme

14 08 2015

Af Nina Søndergaard

 

Amnesty International har anbefalet en afkriminalisering af sexarbejde, da organisationen er kommet til den konklusion, at sexarbejdere er bedst tjent med og beskyttede af rettigheder, fremfor yderligere ulovliggørelse af deres arbejdsområde.

Denne beslutning har vakt vrede hos forbudsfløjen, der i årevis har propaganderet for at sexkøb skal gøres ulovligt ligesom i Sverige og Norge.

fanatisme

 

Tanja Rahm mente i Radio 24/7 at Amnesty International “ikke længere tillade sig at kalde sig selv en menneskerettighedsorganisation, med mindre de ikke længere anser kvinder som mennesker.. – For mænd kan nu, med Amnesty’s opbakning, udnytte, voldsudsætte og voldtage kvinder med få eller ingen ressourcer.”

Det er en bevidst fordrejning af hvad sexarbejderrettigheder går ud på, nemlig at beskytte den enkelte prostituerede mod udnyttelse fra både politi, udlejere og kunders side. Desuden er voldtægt, trusler, vold, mord, afpresning, tvang og menneskehandel naturligvis allerede forbudt.

Poul Erik Skov har, som tidligere formand for 3F, altid modarbejdet bedre arbejdsvilkår for sexarbejdere. Han har “tabt al respekt for denne organisation [Amnesty International]”. Det skal selvfølgelig stå ham frit for, men en anelse større ydmyghed havde klædt ham. Amnesty er en kæmpeorganisation, fyldt med knivskarpe hjerner fra hele verden og resolutionen er vedtaget efter årelang debat og vidensindsamling. Sikkert i stil med hvordan 3F arbejder. Uanset at han umiddelbart er uenig, så havde det være klædeligt lige at stoppe op og lytte efter, ligesom han nok gerne selv vil lyttes til.

Dansk Kvindesamfund vil som sædvanlig ikke være med til at støtte kvinder, der sælger sex. De definerer vold mod kvinder som “fysisk og psykisk vold, seksuel vold og chikane, sociale, økonomiske og materielle overgreb, voldtægt, pornografi, prostitution og kvindehandel.” Derfor vil DK ikke være med til at støtte at sexarbejdere får en bedre retssikkerhed… Dansk Kvindesamfund har alle dage ikke været imod ægteskabet som institution, på trods af de mange tvangsægteskaber der har fundet sted og som stadig pågår og at hustruer har en helt reel risiko for både vold og mord.

Men topmålet af religiøst raseri kommer fra 8. marts-initiativet. Den alenlange anonyme smøre er en gentagelse af alle de løgne som organisationen er fremkommet med alle årene: Prostituerede forsvinder, slås ihjel og er alle blevet udsat for overgreb som små. De har ikke andre valgmuligheder (derfor skal de fratages muligheden for at sælge sex under sikre forhold, begribeligvis) og i øvrigt er det en alfons, Donald Fox, der ene mand har fået ondsindet lobby’et Amnesty International til at anerkende sexarbejderrettigheder. -Hvis det var rigtigt at Fox formåede få mere end 7 millioner mennesker til at ændre mening, så burde 8. marts-initiativet overveje om ikke de skulle ansætte Fox.

Det er en villet blindhed 8. marts-initiativet lægger for dagen. Konklusionen er skrevet på forhånd, verden er fastlagt og kommer der forstyrrende fakta ind i billedet bliver de ved i samme rille og forsøger tilmed at miskreditere de formastelige. Lavmålet er dog opfordringen til at ikke længere at støtte Amnesty:

8martsinitiativ

“8. marts-initiativet anbefaler, at man melder sig ud af Amnesty Danmark”.

Det er forskruet og proportionsforvrænget i foruroligende grad. Fordi 8. marts-initiativet ser ondskab i købte knald, så vil 8. marts-initiativet pludselig godt være med til tortur og dødsstraf. 8. marts-initiativets folk er åbenbart også blevet komplet ligeglade med politiske fanger verden over. Alt det andet Amnesty International laver er nu irrelevant, fordi det eneste der tæller, er tilsyneladende at ludere presses til ikke at sælge sex. Bare der ikke længere findes sex for penge, så er det sgu i orden med krig, vold, tortur, undertrykkelse og forfølgelse?!

Det er for mig at se det endegyldige bevis for at forbudsfløjen er drevet af religiøs fanatisme og fejlplacerede følelser. At støtte sexarbejderrettigheder har intet overhovedet at gøre med at være “for” prostitution. Det er ikke et udtryk for personligt frisind at synes at alle arbejdere skal have ordentlige vilkår, selvom de arbejder med noget man ikke bryder sig om. At forsøge at undgå alle former for købesex i sit privatliv er fair og forståeligt, men at aktivt modarbejde øget sikkerhed med falske påstande og skyklapper for øjnene er forkasteligt.





Uagtsom voldtægt nej tak

11 12 2014

af Nina Søndergaard

 

Begrebet “uagtsom voldtægt” diskuteres igen og SF ser på muligheden for at indføre denne paragraf i straffeloven for at få fældet flere voldtægtsforbrydere.

 

Det er virkeligt prisværdigt at ville øge retfærdigheden og retssikkerheden for voldtægtsofre, men blot at lave endnu flere love med det eksplicitte formål at smide flere i fængsel i op til 8 år, er for mig at se ikke vejen frem.

 

Istedet vil jeg foreslå mere selvforsvar. Piger og kvinder skal vide, at de har ret til at gøre hvad de end kan, for at modsætte sig en voldtægt. Det hedder nødværge. At slå sig fra kan muligvis forhindre voldtægten, men selv i de begrædelige tilfælde hvor voldtægten alligevel fuldbyrdes, vil voldtægtsofret 1) stå bedre i en retssag pga. de fysiske mærker efter kampen, 2) have bedre chancer for at komme sig psykisk.

 

Der er ofte en størrelsesforskel på mænd og kvinder, hvilket han som den største og stærkeste vil forsøge at udnytte i en voldtægt. Det giver det kvindelige voldtægtsoffer en paradoksal fordel i nødværge: Hun må bruge AL sin kraft og magt og hvad hun end kan finde af våben for at standse stodderen: Skrige, sparke, skubbe, jage en blyant, en nøgle eller en stilethæl i hans øjne, pik eller halspulsåre. Hun kan med fordel gå efter halsen, for selvom han er nok så stor skal han have ilt, så en slukket ilttilførsel stopper alle.

 

Selvforsvar og viden om at hun må gøre alt, og her menes virkelig alt, for at forsvare sig, er efter min mening bedre bud. Det kan give den enkelte mere selvsikkerhed at vide hun kan og må forsvare sig. Kombineret med mere nænsom og respektfuld behandling af voldtægtsanmeldere, end hvad der lader til at være gængs i dag, tror jeg er vejen frem.

 

Drenge og mænd skal have genopfrisket at en pige/kvinde må sige nej når som helst i forholdet, forførelsen og samlejet, og det nej skal respekteres. Når hun ikke vil mere, er legen slut og det er ikke sjovt og sexet længere. Hun må gå klædt som hun vil, flirte, kysse og knalde hvem som helst hun har lyst til. Det er hendes krop og jeres sam-leje. Hvis ikke det er selvindlysende klart for en dreng eller mand, kan han måske overveje hvordan det vil være hvis en kæmpestor mand synes han var en hottie, der lige skulle bolles uanset hvad, og som syntes at han havde “spillet op til sex” ved at gå i jeans.

 

Problemparagraf

En tilføjelsesparagraf om uagtsom voldtægt løser næppe problemet. Voldtægt af en bevidstløs person er selvfølgelig allerede strengt forbudt. Drugrapes forekommer desværre stadigvæk, men er ulovlige og strafbare. (Det samme er usømmelig omgang med lig. Det er dybt forkasteligt og sygt at bedøve en person for at have sex med vedkommende).

 

Flere love er politikernes yndlingsløsning på alt lige fra problemer med spildevandsrensning til svindel, men enhver kan se at 117 nye love om året ikke får hverken forurening eller bedrageri til at forsvinde. Hvordan en ny paragraf om noget så alvorligt som voldtægt tryller problemet væk, vides ikke.

 

Den meget lave domsfældelsesprocent i voldtægtssager skyldes næppe et dybt kvindehad, men snarere en kompleks problemstilling kombineret med mangel på beviser.

 

Voldtægtssager kan ofte ende med at være påstand mod påstand, og derfor slipper skyldige desværre fri, fordi der stadig er dommere der håndhæver princippet om at folk er uskyldige indtil det modsatte er bevist. Med den tankegang kan skyldige godt gå fri, men det anses som et mindre onde end justitsmord, hvor uskyldige bliver fængslede for forbrydelser de ikke har begået.

 

Det er sandelig ikke for at forklejne det ubehag det også vækker i mig, at voldtægtsmænd går frit og ustraffede rundt. Men jeg ville heller ikke sove bedre af at vide at der kom endnu flere uskyldige i fængsel, og min retfærdighedssans bliver heller ikke øget af at jeg eller mine mandlige venner kan smides i spjældet i otte år, fordi en person har set sig sur på mig eller på dem.

 

Det er nemlig et problem i visse voldtægtssager. Er det reelt eller er det et hævntogt? Fortrød kvinden sin nedsatte dømmekraft og anmeldte manden, som hun alligevel ikke kunne stå inde for? Hvis de to har været fulde og væltet rundt, hvis hukommelse er så mindst skadet?

 

Skam er desværre også med til at forhindre voldtægtssagers opklaring, fordi mange slet ikke kan rumme at anmelde voldtægten lige når den er sket. Mange går også i bad for at vaske skyld og oplevelselsen af sig, men på den måde ødelægges beviser i form af sæd også.

Pæne piger siger aldrig nej

Begrebet uagtsom voldtægt har også sin betændte rod i en kultur, der fremelsker pæne piger. Pæne piger siger aldrig fra og vil gå uendelig langt for at behage. Det pleasergen volder som regel den pæne pige utallige problemer, måske endda voldtægt. Det er ikke for at skyde skylden på ofret. Det er lige præcis det jeg ikke vil, nej jeg vil have en anden kultur, en anden opdragelse af piger. En opdragelse der lærer dem at mærke grænser og sige til og fra.

 

Tankelæsere eksisterer ikke, og at antage at en mand skal være så hyperopmærksom på kvindens ikke-eksisterende signaler, at han alene og til hver en tid skal kunne regne ud at hun ikke vil mere, er forkert på mange planer.

 

Et af de største problemer er at alt ansvar væltes over på manden. Kvinden reduceres til at være passiv og et rent offer, uskyldigheden selv som krænkes af mænd, der burde kende hende bedre end hun kender sig selv. Det er samme dybt problematiske tankegang der ligger til grund for det svenske sexkøbsforbud: Mænd skal tage ansvaret for kvinder, der gerne må lade sig momsregistrere som prostituerede. Manden må dog tage voksenansvaret på sig og undlade at købe sex af den kvinde, der lider af falsk bevidsthed og tror hun gerne vil sælge sex.

 

Her skal manden også være mere ansvarlig end kvinden i seksualakten og åbenbart ikke stole på at hun er liderlig, før hun har underskrevet en samtykkeerklæring.

 

Forslaget om uagtsom voldtægt er fremkommet bl.a. fordi der har været sager hvor kvinden føler sig voldtaget, men har var lammet af frygt og derfor hverken sagt eller gjort noget. Det er meget trist og skrækkeligt, og jeg føler oprigtigt med de kvinder der uheldigvis er blevet krænket to gange, først af voldtægtsmanden, så af systemet.

 

Men at blot udstrække tavshed til at være lig uvilje lader ikke til at være optimalt heller. Hvad nu hvis en kvinde slet ikke siger noget mens hun har sex? Nogle kvinder nyder i stilhed og får uhørlige orgasmer  – skal en mand der har fornøjet hende nu være nervøs for om han kom til at voldtage hende?

 

Pæne piger har kun pæne lyster

En anden skummel understrøm i præmissen “han burde da kunne have sagt sig selv at det var voldtægt” er de uudsagte idealer om romantisk, blid sex mellem jævnaldrende med ens BMI, charme og årsindtægt. Salig juraprofessor og fortaler for indførelse af uagtsom voldtægtsbegrebet Vagn Greve, var den der kom tættest på at italesætte dette. “… er denne retstilstand rimelig? Skal en fed ældre mand, der kl. 18 giver en fuldstændig fremmed 16-årig pige et lift i sin bil have lov til at have så fast tro på sine evner som Casanova?”

 

Hvad der er sket i den pågældende sag ved jeg ikke, men jeg ved at lyster er irrationelle. Verden er kompleks, sex er et underligt fænomen og der er sket mærkeligere ting end at en ung pige har fået lyst til at knalde en “fed ældre mand”. Måske kan en ung pige finde glæde i den ældres begær, måske får hun et kick ud af at knalde grimme mennesker, måske har han den største pik, måske er det spændende fordi hun aldrig kommer til at se han igen.
At kriminalisere alle forhold der er blot en lille smule atypiske, er det samme som at sige at alt, der ikke er gængs er skadeligt og strafbart. Faktisk er vi nær ved at være tilbage til den væmmelige og komplet unødvendige snagen i kvindens fortid under en voldtægtssag. Hvem hun har knaldet førhen har ingen betydning. Ligeledes bør det heller ikke være op til en tilfældig jurists bedømmelse og fantasi at vurdere hvem hun burde have lyst til eller ej. Det kan kun hun vide og hendes ansvar er at kommunikere denne (mangel på) lyst videre til sin sexpartner.





Pige pas på!

27 11 2014

af Nina Søndergaard

 

“Unge drenge gør dumme og livsfarlige ting for at blive socialt accepterede. -Et stigende antal drenge står på skateboards og laver tricks for at få blæsere af piger. ‘Det er et problem at drenge føler sig pressede til at bruge deres krop på en potentiel farlig måde, bare for at gøre indtryk på pigerne. Drengene kan risikere at få ar på knæene hele livet’ siger Mikkel Andersson, projektleder på Nøvling kommunes tilbud til drenge “Stop Skateboardet””

 

Det er mit modsvar til metroXpress’ historie 2014.11.26 om at især “socialt udsatte” piger tilsyneladende rask væk giver fyre blæsere for at komme med til fest.

MX20141126

 

Spøg til side. Det var blot for at tydeliggøre at bekymringerne over det åbenbart usandsynligt svage kvindekøn vil ingen ende tage. Piger skal åbenbart stadig pakkes ind i vat, og endelig ikke lære at forvalte deres egen seksualitet. At sex kunne være en del af det sjove er åbenbart heller ikke faldet nogen ind.

 

Det er anstrengende at se hvordan piger stadig anses for at være svage væsner, ude af stand til at hverken tænke selv eller føle lyst. Når unge kvinder har sex, eller hendes valg af seksualpartner ikke lige falder i “moders” smag, kan hendes valg fremstilles som et udslag af svaghed. Hvilket det måske også er. Det kan ingen andre end pigen selv vide, og ingen af pigerne udtaler sig her i artiklen.

 

Hvis der virkeligt er et element af tvang over de seksuelle ydelser, er problemet faktisk alt for alvorligt til blot at blive omtalt af en avis. Så er det en forbrydelse der skal meldes til politiet.

 

For det er selvfølgelig ikke iorden at krænke andre eller aftvinge pigerne (især ikke hvis pigerne er under 15 år) seksuelle modydelser for en fest. Men hvad to eller flere seksuelt myndige personer finder ud af i fællesskab at foretage sig ved og med hinanden, det kommer ingen andre ved.

 

Heller ikke en bekymret institutionsleder, der kommer temmelig tæt på at bryde sin tavshedspligt ved at gå til en landsdækkende avis for at råbe op om problemet. Medmindre hun har spurgt samtlige piger om tilladelse til at udbasunere hvad de gør til fest, er det ikke i orden at en leder omtaler nogle temmeligt intime detaljer om dem hun bør beskytte.

 

Faktisk lader omtalen til at gå lidt imod ‘det individuelle relationsarbejde’, der skal øge ‘selverkendelsen og refleksionen over egen adfærd’, som Pigegruppen fornuftigt nok har som formål. Det virker på mig blot som slut shaming og udbredelse af skamfølelse, hvad den enkelte pige måske har rigeligt af i forvejen.
Slutteligt vil jeg som historiker påpege at der var masser af unge mænd i 1950’ernes København der også havde transaktionel sex, altså sex for lidt penge eller smøger og andet godt. Og at bekymringen over de unges sexliv er en god gammel traver, der ikke nødvendigvis bliver mere sand af at blive gentaget.





Børn, babes og bekymringer

17 05 2010

Af Nina Søndergaard

Kvinfo har en glimrende artikel om hvordan børn og unge presses af medierne til at ligne de dukker leger med. Det var dejligt at se overskriften “Tal med dine børn – før sexindustrien gør det!”, for det er nemlig det samme råd som Sex & Samfund giver, også i Unge, køn og pornografi i Norden (Nordisk Ministerråd 2006). Her tager jeg fat på nogle af udsagnene.

Jeg er historiker og barnløs og det er fra dét perspektiv jeg vil kritisere nogle af disse antagelser og bekymrede udsagn, der får lov at stå fuldstændig uimodsagt.

Som historiker indstilles blikket nærmest automatisk på uendeligt og det er éns pligt at fortælle om forandringer: Børn har aldrig haft det bedre end de har det nu.

Det er tydeligst i den vestlige verden, men selv i de fattigste lande er børnedødeligheden for nedadgående og flere og flere mennesker oplever at blive sunde, raske voksne. Naturligvis bekymrer forældre sig om deres børn, men vi skal passe på at selve bekymringen ikke vokser sig til et problem i sig selv.

1. “[B]ørn i aldersgruppen 10-18 år” Idéen om barndommen som en selvstændig livsperiode, et frirum, en tid uden sorger og bekymringer er historisk set ret ny. Det var især Rousseau der var en varm fortaler for denne opfattelse af barndommen, og i overklassen har det været gængs siden midt-1700 tallet at klæde børn i børnetøj og lade dem lege. Børn af mindrebemidlede fik typisk tøj der lignede de voksnes og måtte arbejde, ofte fra 5-års alderen.

2. ” [E]n undersøgelse viser, at en overvejende procentdel af musikvideoer indeholder seksuelt betonede billeder.” Det er (stadig) ikke godtgjort at børn automatisk tager skade af at se på sex. Og vi skal ikke længere tilbage end til slutningen af 1800-tallet, hvor det på landet i Danmark var ganske normalt at synge sjofle viser, fortælle frække vittigheder og måske endda bolle i børns nærvær. Det provokerede fine og veluddannede mennesker, men ingen gad at spørge ungerne selv om de tog skade af det. (Her kan det nævnes at bl.a. Grimms eventyr var folkeeventyr, der var blevet filteret for de værste excesser af sex og vold og derfor anset som velegnede til borgerskabets børn).

3. “[U]nge er usikre” Det er bare besværligt at være ung. Uanset hvordan man ser på overgangen fra barn til voksen, så er det en tid med masser af forandringer på alle planer af livet. Der er ikke noget at sige til at ungdommen nutildags er smækforvirrede. Det var de ganske givet også for både 1000 og 100 år siden, men der faldt det ingen forskere ind at spørge teenagere, for det begreb blev først opfundet engang i 1930’erne. Altså er det svært at lave andet end et øjebliksbillede.

4. “Politikere og forskellige faglige instanser er også bekymrede for børnene.” Det er fint at være bekymret, og som Claus Buhl rigtigt påpeger, så skaber bekymringen en følelse af ansvarlighed hos den bekymrede. En søgning på “nødvendig bekymring” fik Google til at spørge om jeg mente “unødvendig bekymring“…

5. “[E]n undersøgelse, de har lavet med 7000 børn mellem 10-15 år, der viser, at det aspekt af livet, der gør dem mest ulykkelige, er deres udseende.” Aha, ok, på tre linjer kan man ikke forlange alverden, men er børn ikke altid hårde mod de anderledes? Jeg var også ked af mit udseende som barn, og som gulerodsfarvet brilleabe, der heldigvis også først kom i puberteten, var der sandelig også nok at være ked af. Min far var fed og blev mobbet med det, min farfar havde store ører – behøver jeg at blive ved?

7. “I dag taler færre unge med deres forældre om ting relateret til sex i modsætning til for 20 år siden, så der er flere unge, der bliver efterladt i et tomrum.” Se, dét vil jeg trods gerne bakke op omkring. Det er ikke godt og de unge efterlyser selv mere voksensnak om sex. Måske har pædofilihysteriet haft den meget uheldige og utilsigtede konsekvens at især fædre nu viger udenom at tale med deres børn om sex?

8. “Porno er blevet mainstream” Ja jo, bevares, men jeg må indvende at det for det første ikke er nyt. Især disco var meget fokuseret på sex og aggressivt selvpromoverende, for både mænd og kvinder. For det andet må jeg påpege det vanskelige i at tale om en mainstream-kultur i en tid med 117 kanaler, magasiner og musikgenrer: lille Amalie kan ligeså godt identificere sig som EMO, vende sig mod japansk Manga eller blive nostalgisk og dyrke Nirvana og Deep Purple, som hun kan se Beyoncé.

9. Seks om dagen” Der er intet at sige til at unge, letpåvirkelige mennesker kan forledes til at tro at livet går i stykker, hvis ikke de er slanke, spiser nok frugt og dyrker meget sport. Altså er det ikke bare ‘onde’ mediers skyld at unge fokuserer på deres udseende.

10. Sidst, men ikke mindst: Hvad med forældrene selv? Hvis de selv går op i deres udseende, har dyre skjorter, cremer, parfumer og smykker undrer det ikke at børnene får den idé at det er meget vigtigt at se rigtig ud. Ikke at der er noget i vejen med det, men det burde bare ikke overraske at ungerne lægger vægt på det ydre.

I takt med at børn er kommet mere og mere i fokus, er forældre blevet endnu mere bekymrede og har et enormt behov for kontrol over deres børns liv, en kontrol der kan være umulig at opnå. Allerede for 30 år siden skrev Ib Spang Olsen i den dejlige “Lille dreng på Østerbro” om den frihed han havde som barn, hvor turen hjem fra skole tog mange timer fordi der skulle leges, fiskes og undersøges. Men så er det jo godt mobilen er opfundet…

Måske skulle de voksne hellere tale med børnene om hvordan ungerne bør forholde sig til medierne, frem for at skyde skylden over på medierne? For vi kommer ikke udenom at ungerne ser (for)billeder, ønsker at forlade barndommens hvalpefedt og en dag kommer til at have sex…

Til slut vil jeg dog joine bekymringskoret i jammeren over at udseendet har fået så overdreven en betydning på bekostning af karrieren. Det bliver analyseret i kommende blogindlæg, hvor jeg tager fat på henholdsvis erotisk kapital og cool, kloge kvinder.





Provokerende prosex

7 02 2010

 Af Nina Søndergaard

Der er folk der har spurgt mig om hvad der er feministisk i at være for pornografi. Jeg har svaret at pornografi kan være et udtryk for kvindelig lyst, og det er vigtigt at værne om og ikke skubbe det tilbage i soveværelserne.

Men jeg har samtidig også undret mig over at feminisme åbenbart er blevet ensbetydende med en kamp mod pornografi. Og at man faktisk kan slå sig op på at være for sex… Her er mit eget personlige bud på hvad jeg mener pro-sex feminisme er for en størrelse.

Globalt er der nok at tage fat på. Der er lang vej igen når verdens kvinder er overrepræsenterede i statistikker om fattigdom, nød og analfabetisme og kvinders menneskerettigheder mange steder bliver overtrådt groft.

I dette rige hjørne af verden ser jeg mindre problemer, men et af problemerne er angsten og frygten for seksualiteten og dens visuelle udtryk, pornoen. Frygten for pornoen er så stor, at feminisme åbenbart er blevet lig med kampen mod pornoen. I stedet for frigørelse og kvinders rettigheder går meget feminisme ud på at fratage (andre) kvinder retten til at bruge deres krop og seksualitet som de vil.

Det er en feministisk sag for mig at få mere med- og selvbestemmelse til alle kvinder, også på det seksuelle område, og her vil jeg tale for sex og at det er en grundlæggende god og positiv drivkraft i mennesker.

Det er desværre sjældent at høre feminister udtrykke andet end bekymring overfor sex og porno, derfor er jeg prosex feminist, fordi jeg synes der kan være meget godt at hente i porno.

Sex er ikke at sammeligne med pastinakker, som skribent Marianne Eilenberger gjorde det 2009.12.25 i Politiken. Jeg forstår godt hendes skuldertræk overfor at vi kalder os prosex feminister, da de færreste vil kalde sig anti-sex og feminist ikke er en beskyttet titel. Men der er, så vidt Google ved af, ingen foreninger mod pastinakker, men derimod en forening der har til formål at begrænse pornoen i det offentlige rum. Og selvom man kan være allergisk overfor pastinakker og faktisk dø af at spise dem, så er der ingen der aktivt bekæmper pastinakkers udbredelse i det offentlige rum.

 

Eilenberger berører en væsentlig faktor i hele debatten, nemlig at sex ikke behandles på samme måde som alle andre emner. Det er omtrent som med religion, sex er ikke et område vi må spørge til, tale om, analysere, måle på eller have en rationel tilgang til, for så ødelægger vi åbenbart et eller andet væsentligt ved erotikken.

Det vil jeg gerne anfægte, i hvert fald så langt som at man bør kunne tale om sex med sin elskede. Og i følge sexologerne er det stadig et stort problem for mange par, at de ikke taler om sex.

En måde at få sex til at blive ved med at være et myteomspundet felt af menneskelivet er at holde fast i at sex skal være privat og altså et tabuemne som det er bedst at holde for sig selv. En anden måde er at sige at porno er ondt og skadeligt.

Efter pornoens frigivelse undersøgtes om den lettere adgang til pornografisk materiale fik antallet af seksualforbrydelser til at stige. Det gjorde det ikke, der var tværtimod et svagt fald. Der er heller ikke nogle undersøgelser der er i stand til at bevise at børn rent faktisk tager skade af at se på porno, men alligevel fortsætter denne myte.

Her er nogle prosex-feministiske statements om porno:

1. Porno er ikke én ting, der er ikke en gang en entydig definition på fænomenet.  Derfor giver det ingen mening at afskrive al porno, ligesom det heller ikke giver mening at hade alle noveller eller være imod musik.

2. Porno kan være et udtryk for menneskelige (herunder kvindelige!) lyster – og lige så mangfoldig.

3. Som følge af at jeg synes godt om sex mellem to eller flere voksne og samtykkende mennesker, synes jeg også godt om at man kan filme eller fotografere akten, uanset om der er penge involveret eller ej.

4. Porno kan være en god inspirationskilde.

5. Porno kan give tryghed, dels ved at finde ud af at man ikke er den eneste der tænder på denne eller hin specialitet, dels ved at se at kroppe er meget forskellige – og at de bliver bollet!

6. Jeg tror ikke på at folk ser porno som de ikke tænder (bare lidt) på. Langt det meste porno er med mænd og kvinder der har sex, fordi det er mest gængs – også i den virkelige verden.

7. Internettet er en god ting, for nu kan alle finde ud af hvad de tænder på og dyrke deres lyster og finde ligesindede hjemme foran skærmen.

8. Porno er et kunstnerisk udtryk og bør behandles sådan. Jeg er træt af grimme pornoblade og usle persontegninger i pornofilm. Kære pornoproducenter, selvom det har med sex at gøre, så gør jer umage – jeg kan godt lide lækre, gennembearbejdede ting.

9. Porno er et kunstnerisk udtryk, det er fiktion, og bør behandles sådan. Jeg er irriteret over at der sjældent er nogle ordentlige og ubekymrede analyser af porno. Det er som om alt det man lærte i dansk om opbygning af historien, spændingskurver, roller og figurer ryger ud, når det drejer sig om porno.

10. Unge mennesker ved altså godt at porno er fiktion, og det er de færreste der har problemer med at skelne fantasi fra virkelighed, også når de ser på mennesker der har sex. De er blevet stopfodrede med eventyr, lege og Disneyfilm og forstår godt at det ikke er ”rigtigt”.