Forbudsfløjens fanatisme

14 08 2015

Af Nina Søndergaard

 

Amnesty International har anbefalet en afkriminalisering af sexarbejde, da organisationen er kommet til den konklusion, at sexarbejdere er bedst tjent med og beskyttede af rettigheder, fremfor yderligere ulovliggørelse af deres arbejdsområde.

Denne beslutning har vakt vrede hos forbudsfløjen, der i årevis har propaganderet for at sexkøb skal gøres ulovligt ligesom i Sverige og Norge.

fanatisme

 

Tanja Rahm mente i Radio 24/7 at Amnesty International “ikke længere tillade sig at kalde sig selv en menneskerettighedsorganisation, med mindre de ikke længere anser kvinder som mennesker.. – For mænd kan nu, med Amnesty’s opbakning, udnytte, voldsudsætte og voldtage kvinder med få eller ingen ressourcer.”

Det er en bevidst fordrejning af hvad sexarbejderrettigheder går ud på, nemlig at beskytte den enkelte prostituerede mod udnyttelse fra både politi, udlejere og kunders side. Desuden er voldtægt, trusler, vold, mord, afpresning, tvang og menneskehandel naturligvis allerede forbudt.

Poul Erik Skov har, som tidligere formand for 3F, altid modarbejdet bedre arbejdsvilkår for sexarbejdere. Han har “tabt al respekt for denne organisation [Amnesty International]”. Det skal selvfølgelig stå ham frit for, men en anelse større ydmyghed havde klædt ham. Amnesty er en kæmpeorganisation, fyldt med knivskarpe hjerner fra hele verden og resolutionen er vedtaget efter årelang debat og vidensindsamling. Sikkert i stil med hvordan 3F arbejder. Uanset at han umiddelbart er uenig, så havde det være klædeligt lige at stoppe op og lytte efter, ligesom han nok gerne selv vil lyttes til.

Dansk Kvindesamfund vil som sædvanlig ikke være med til at støtte kvinder, der sælger sex. De definerer vold mod kvinder som “fysisk og psykisk vold, seksuel vold og chikane, sociale, økonomiske og materielle overgreb, voldtægt, pornografi, prostitution og kvindehandel.” Derfor vil DK ikke være med til at støtte at sexarbejdere får en bedre retssikkerhed… Dansk Kvindesamfund har alle dage ikke været imod ægteskabet som institution, på trods af de mange tvangsægteskaber der har fundet sted og som stadig pågår og at hustruer har en helt reel risiko for både vold og mord.

Men topmålet af religiøst raseri kommer fra 8. marts-initiativet. Den alenlange anonyme smøre er en gentagelse af alle de løgne som organisationen er fremkommet med alle årene: Prostituerede forsvinder, slås ihjel og er alle blevet udsat for overgreb som små. De har ikke andre valgmuligheder (derfor skal de fratages muligheden for at sælge sex under sikre forhold, begribeligvis) og i øvrigt er det en alfons, Donald Fox, der ene mand har fået ondsindet lobby’et Amnesty International til at anerkende sexarbejderrettigheder. -Hvis det var rigtigt at Fox formåede få mere end 7 millioner mennesker til at ændre mening, så burde 8. marts-initiativet overveje om ikke de skulle ansætte Fox.

Det er en villet blindhed 8. marts-initiativet lægger for dagen. Konklusionen er skrevet på forhånd, verden er fastlagt og kommer der forstyrrende fakta ind i billedet bliver de ved i samme rille og forsøger tilmed at miskreditere de formastelige. Lavmålet er dog opfordringen til at ikke længere at støtte Amnesty:

8martsinitiativ

“8. marts-initiativet anbefaler, at man melder sig ud af Amnesty Danmark”.

Det er forskruet og proportionsforvrænget i foruroligende grad. Fordi 8. marts-initiativet ser ondskab i købte knald, så vil 8. marts-initiativet pludselig godt være med til tortur og dødsstraf. 8. marts-initiativets folk er åbenbart også blevet komplet ligeglade med politiske fanger verden over. Alt det andet Amnesty International laver er nu irrelevant, fordi det eneste der tæller, er tilsyneladende at ludere presses til ikke at sælge sex. Bare der ikke længere findes sex for penge, så er det sgu i orden med krig, vold, tortur, undertrykkelse og forfølgelse?!

Det er for mig at se det endegyldige bevis for at forbudsfløjen er drevet af religiøs fanatisme og fejlplacerede følelser. At støtte sexarbejderrettigheder har intet overhovedet at gøre med at være “for” prostitution. Det er ikke et udtryk for personligt frisind at synes at alle arbejdere skal have ordentlige vilkår, selvom de arbejder med noget man ikke bryder sig om. At forsøge at undgå alle former for købesex i sit privatliv er fair og forståeligt, men at aktivt modarbejde øget sikkerhed med falske påstande og skyklapper for øjnene er forkasteligt.





Snerpethed og sexarbejderrettigheder

29 04 2013

Af Nina Søndergaard

 

Man kan sagtens være snerpet OG gå ind for sexarbejderrettigheder, for sexarbejderrettigheder handler om arbejdsvilkår og meget lidt om selve den seksuelle akt.

En udbredt misforståelse i prostitutionsdebatten er at forbudsfløjen er snerpede, nypuritanske og imod erotik – modsat den fløj der kæmper for sexarbejderrettigheder: Frisindede, grænseløse og aldeles uden hæmninger.

podcastimage-7579027Det seneste udslag af den tankegang var i radioprogrammet Zornigs Zone på 24/7, hvor Lisbeth Zornig Andersen argumenter meget voldsomt for et sexkøbsforbud. Zornig forstår ikke at hun har kritikere, idet hun har diskuteret offentlige bollerum. Det anser Zornig angiveligt som ægte frisind. Det skal hun være velkommen til, men frisind har bare ikke noget med sexarbejderrettigheder at gøre.

For det første har vi alle vore grænser, også sexarbejdere (og swingere, sadister, støvlefetichister). De subkulturer taler meget lidt om frisind, men nøjes med at konstatere og respektere at seksuelle grænser er en aldeles tilfældig smagssag. Det er også en sær tolkning af ordet “fri”, når frisindet kun strækker sig til at godkende gratis omkringknalden, hvorimod alle former for købt sex skal forbydes som værende ‘onani i et andet menneskes krop’. Der kan rigtig nok være skæve magtbalancer mellem sexkunde og sexsælger, men det kan der jo også være i alle andre forhold, så at dømme alene på pengene er en blindgyde.

For det andet er grænserne ikke i sig selv et gode eller et tegn på højere moralsk stade. Langt de fleste bøsser og ludere, masochister, pornoseere og sexkøbere, er aldeles fredelige folk, der køber ind og passer deres børn og arbejde som alle andre. Det siger heller intet om de fleste heteroer at over 99 % af alverdens diktatorer, massemordere og stjernepsykopater var heteroseksuelle og endda ofte monogamt gift.

download (4)For det tredje har ens egne personlige seksuelle præferencer intet at gøre med at sikre sexarbejdere ordentlige, ja ligefrem anstændige arbejdsvilkår. For det er dét sexarbejderrettigheder går ud på. Det går ikke ud på at ‘godkende’ alle former for sex eller at få alle til at prøve en omgang købesex, men blot at sikre at sexarbejdere ikke bliver forulempet af hverken politi, myndigheder og kunder eller kommer i kløerne på skruppelløse udlejere og andre, der vil udnytte sexarbejdets gråzonestatus.

Derfor kan man sagtens have en ganske streng personlig seksualmoral og samtidig gå ind for sexarbejderrettigheder, ligesom man kan støtte at bilmekanikere og pædagoger har gode arbejdsforhold uden selv at have, endsige ønske sig, biler eller børn.





Misforhold

30 06 2012

Af Nina Søndergaard

Når jeg syntes det var en god idé og værd at komme ud af det polyamourøse skab, så er der flere grunde. Dels er det jo altid dejligt med endnu flere fæller og venner, the more the merrier! Dels mener jeg at polyamori kan mane til eftertanke og afføde reflektioner som jeg mener alle burde have over deres eget liv og kærlighed. Om de vælger det ene eller andet er mig ligegyldigt, men hvis jeg har været så heldig at dryppe lidt eftertænksomhed ind i folk, så er min mission fuldført.

Når man ser tingene fra sidelinjen som jeg gør, så er der nogle misforhold der falder i øjnene. Der er en række betingelser vi og samfundet sætter op for vores kærlighedsliv, og de kan være modstridende og ret besværlige at manøvrere rundt i. Her sætter jeg nogle begreber op, som er styrende for vores opfattelse af kærlighed og sætter fokus på at de to størrelser kan konflikte med hinanden.

 

Tosomhedsidealet og virkeligheden

Det har slået mig hvor meget idéen om og fremstillingen af tosomheden fylder i medierne og i hovederne på folk, når virkeligheden desværre ser anderledes ud. Der er stort set kun to glade mennesker i film, reklamer og forsider. Nu kan det måske godt være to glade personer af samme køn, men én glad eller flere glade…?

I virkeligheden lever flere og flere mennesker alene, og 40 % af alle ægteskaber ender med skilsmisse. Det er ikke entydigt skidt at folk nu bliver skilt, fremfor at leve glædesløst eller med vold og misbrug. Men vi har stadig en idé om at voksne mennesker skal have én anden partner, tosomhed er vores default setting og de andre er modpolen og hedder “singler” eller “enlige”.

Der er mange der ikke rigtig kan finde sig til rette med hverken parforholdet eller aleneheden, og har kan polyamorien måske være et bud.

 

Forelskelse og monogami

Nu om stunder mener vi at et ægteskab skal være mellem to, og kun to, forelskede personer der har valgt hinanden med hjertet. Det er dejligt og det er en smuk tanke, men som bekendt holder forelskelsen op på et tidspunkt. Og hvad så?

Kravet om monogami siger at de to skal blive sammen, uden at lukke andre ind. Det kan koste ægteskabet at blive forelsket i en anden. Og hvad så?

Polyamoriens bud på en mulig udgang er at fastholde ægteskabet, men at blive og være forelsket i en tredje, samtidig med at den første tosomhed kører videre. Det er, trods manges forundring faktisk muligt, og det kan være et alternativ til den serielle monogami, hvor hver forelskelse er enden på det gamle forhold og begyndelsen på et nyt.

Forelskelse og livslange forhold

Forelskelser varer, ligesom depressioner, højest halvandet år og oftest kun uger eller måneder. Det ved vi alle sammen godt, men forelskelsens rus af hjernekemiske trylle- og lykkestoffer gør os afhængige og mange søger derfor forelskelsen igen og igen. Denne interne kokainrus hænger meget dårligt sammen med idealet, nej kravet, om livslange forhold.

Den gamle løsning var at nedtone forelskelsen, som man anerkendte eksistensen af, men som slet ikke blev anset som godt og det eneste saliggørende. Det var tilladeligt og endda fint, hvis to gifte personer blev forelskede i hinanden, men intet krav. Det var måske lidt naragtigt at være forelsket, og intet at regne for glæden ved et langt ægteskab. Der gennemsnitligt varede i femten år.

Idag er kravet til de to gifte at de er, eller i hvert fald har været, smaskforelskede. Og de to kan, når de bliver gift i en alder af nogle-og-30 år få mange, mange år sammen.

Det kan være en klaustrofobisk tanke, og mange vælger at blive skilt og opleve nye forelskelser. Ofte med en skygge af skyldfølelse og nederlag over ikke at kunne få de to modstridende krav om evig forelskelse til at hænge sammen med et livsvarigt forhold.

Igen kan polyamorien være et bud på at forelskelser, også i helt andre, kan få plads i livet som tilvalg og et ekstra gode, ikke på bekostning af andre. Den andens glæde kan nemlig også smitte og give medglæde.

Store følelser og skemaer

Den romantiske kærlighed indebærer store følelser, stormfulde højder, ubændighed og foragt for samfundets smålige regler. Det kan derfor komme til at knibe en kende at få denne enorme følelsesfuldhed stoppet ned i de kasser der sandelig også findes til kærligheden.

Her taler jeg ikke bare om at monogamien kun har én kasse, og at man kun kan og skal elske én og ikke flere på samme tid, men om de regler kærlighedsforløb skal følge.

Suzanne Brøggers essay ”Den allersidste tango” i ”Fri os fra kærlighedenkredser om disse regler. Tangoen er som en dødedans siger hun. ”Det er et mekanisk ritual ligesom den romantiske kærlighed, der holder andre mennesker ude.” Hun mente der var regler for kærlighed, og at alle andre fastsatte reglerne.

Et forløb skal være som følger: To mennesker møder hinanden, de skal fatte godhed for hinanden og så skal forelskelsen bygges op.

De skal ud at spise og drikke rødvin, de skal i biografen, de skal kysse og måske også have sex. (Allerede her kan det være så komplekst at det falder til jorden: Må man knalde på første date? Hvem ringer først – endnu en forvirring for homoer, når nu de heller ikke kan sige at det er manden der skal jagte… Hvad skal man spise og hvem skal betale? Hvordan skal man sige til den anden, at vedkommende boller dårligt? Hvorfor vil den anden kun se komedier, når nu man længes efter franske kunstfilm?)

Efter et par måneder skal forældrene have besked, kæresten skal præsenteres for vennerne. Efter endnu et par måneder skal man flytte sammen, og et par et sted i 30’erne skal så have børn. Man skal tage på ferie sammen, men have hver sin arbejdsplads.

For heteroer er der endnu et sæt regler der handler om forvaltningen af køn og kønsroller. Manden skal stadig helst tjene mere, tilgengæld skal kvinden have bløde værdier og tage en lang barsel for at vise at hun ikke vægter sin karriere over sine børn. Kvinder må godt have bukser på og gå uden makeup, men mænd må sandelig ikke gå i nederdel eller tage mascara på på arbejde. Det er også bedst hvis manden ser fodbold, mens hun er ude med sine heteroveninder.

Hvis du grinede, var det måske en Homer Simpson-latter: It’s funny cuz it’s true. Men alle der ikke har passet ned i de fine kasser ved at det kan være ret besværligt ikke at drikke rødvin, ikke at ville bo sammen, men måske have en butik i fællesskab. Det er mærkeligt og måske slet ikke sand kærlighed

Forhold og tavshed

Alt det ovennævnte har en præmis: Stiltiende samtykke. Det ligger implicit. Det ved man da og sådan er det bare.

Der er også axiomer og slogans der hylder tavsheden: Tale er sølv, men tavshed guld. Forhold er private. Man kan snakke tingene ihjel. Den anden behøver ikke at vide alt. Kærligheden er et spil. Det er sundt at holde hemmeligheder for hinanden.

–          Det er også skønt når det bare kører, og det kan jeg unde alle, men nogle gange kører det ikke. Overhovedet ikke. Og så kan det være at en samtale kan om ikke løse problemet, så løsne op. Samtaler kan afstemme forventninger, udrede misforståelser og gøre parterne trygge og frie.

Beskyttelsen af sit privatliv er fuldt forståelig, og mit hippieråd handler heller ikke om at alle skal snakke mere med alle om deres private forhold, men at dækket nogle gange også kommer i vejen for en åbenhed i forholdet. Mange skjuler meget for deres partner af frygt og forlegenhed, og dermed bliver det måske mindre tosomhed end to gange ensomhed.

Den store modstand jeg har mødt mod mere samtale er forunderlig. Det har givetvis noget at gøre med de forskellige erfaringer vi gør os. Jeg har stort set kun møde glæde, varme, frihed, tillid, tryghed og forståelse i mine samtaler. Andre er måske blevet afvist, bange, vrede og sårede. Men tilhængerne af (total) tavshed skylder mig en forklaring på hvordan de fx fik deres arbejde og eventuel lønsforhøjelse – ved at tænke sig til det? Og de skal vise at samtaleterapi overhovedet ikke nytter. For hvis folk har kunnet komme igennem de værste traumer over krig, psykoser og voldtægt gennem samtaler, så tror jeg også at samtale mellem elskende har en chance.





Argumenter mod kriminalisering af prostitution

21 07 2011

Af Nina Søndergaard

 

Vi skal ikke tillade kvinder at sælge deres kroppe, vi sælger da heller ikke vores organer til transplantation!

En misforståelse af prostitutionen, er at kvinder (bemærk at mænd og transkønnede atter lades ude af ligningen) sælger deres krop: Nej, de sælger en serviceydelse der rigtig nok kan være, men ikke nødvendigvis er, af intim karakter.

Dernæst er en væsentlig forskel på en lever eller et hjerte og et på timebasis udlejet kønsorgan, at kønsorganet sidder fast på en rigtig levende person, der kan bruge sin krop og kønsdele igen og igen. Transplanterede organer er måske genbrug, men kan slet ikke sammenlignes med med den lette (gen)anvendelse beboeren af en hel krop har, og organtransplantation i Danmark foregår stort set udelukkende fra (hjerne)død til levende, ikke mellem levende.

Hermed kommer vi også til en anden væsensforskel mellem prostitution og organtransplantation: Sexarbejde foregår stort set altid blot mellem to personer, ligesom alt muligt andet sex. Det kan også være hurtigt overstået og indebærer uhyre sjældent nogen former for livsfare for de involverede, også meget sjældent har brug for lægehjælp efter transaktionen.

Det er i stærk modsætning til organtransplantation der naturnødvendigt altid omfatter flere mennesker: Læger, kirurger, narkosesygeplejersker, portører etc. i timelange operationer. Dernæst skal der hyppig kontrol og medicin til begge parter efter indgrebet. Den stadigt store risiko for komplikationer, for begge parter, er også en meget tungtvejende årsag til at salg af organer fra levende ikke er blevet legal og statsreguleret: Skulle det vise sig at donoren flere år efter selv får problemer med sin tilbageblevne nyre, hvad så? Har vedkommende så krav på at få sin nyre igen? Skal modtager betale behandlingen?

Det er noget ganske andet at tage noget synligt, en hel konkret legemsdel, og flytte det permanent ind i et andet menneske, end at købe sig adgang til et andet menneskes krop for en kort bemærkning.

 

 

Samfundet bør ikke acceptere at mænd køber adgang til kvinders kroppe.

Det er alt for simpelt at antage at køberne kun er mænd og at sælgerne kun er kvinder. Det er rigtigt at sådan ser det oftest ud, men der findes også mænd og transkønnede der sælger sex. Både til mænd og kvinder. Og kvinder køber også sex af både mænd, kvinder og transkønnede – ofte sammen med deres mand, men stadig som del af sextransaktionen på købers side.

Hermed er alle forsøg på at stille så simple ligninger op afvist, enhver seriøs diskussion af prostitution og skal tage højde for at kønsfordelingen slet ikke er så enkel endda.

 

Prostitution er det fremmeste udtryk for kvindeundertrykkelse i et mandsdomineret samfund.

Problemerne med denne antagelse står i kø: Definitionen og analysen af magt er alt for simpelt og snæver, og tager i for høj grad netop mandssamfundets idéer om magt til sig. Magt sættes lig penge, men det glemmes at sælgeren netop FÅR penge af køber, og får dermed større købekraft og magt end før transaktionen.

Dernæst er samspillet mellem køber og sælger alt for simpelt stillet op. Sælger har noget der er så attraktivt (ofte det ultimativt kvindelige), at køber gerne vil give penge for at få lov til at komme i nærheden af det for en kort bemærkning. Og de helt konkrete forhandlinger og menneskelige samspil tages også ud af ligningen.

Dernæst er problemet at præmissen er at mænd ALTID har magt og er undertrykkende og at kvinder ALDRIG har magt, og altid er undertrykte. Og alle udsagn med ord som altid og aldrig om så komplekse fænomener som menneskelig seksualitet er ugyldige. Alle mennesker rummer utallige facetter og møder mellem mennesker, uanset i hvilken sammenhæng, kan ikke godt sættes på ligninger og ind i faste skemaer.

Skjult i udsagnet er også en nedvurdering af både mænd og kvinder. Mænd ses overgribere og krænkere. Kvinder som viljesløse væsener, der aldrig kan bestyrkes eller opnå magt og indflydelse (hverken på sit eget liv eller samfundet).

Slutteligt anses al købesex også som undertrykkende, uanset at de involverede parter ikke nødvendigvis opfatter det sådan, og det er problematisk at prakke folk en mening på: I dette tilfælde at folk skal opfatte den frivillige transaktion som værende ubehagelig.





Argumenter mod kriminalisering af prostitution

20 07 2011

 

Af Nina Søndergaard

 

Overskrifterne er et argument for at prostitution skal forbydes, brødteksten er begrundelser for at det meget voldsomme indgreb i menneskers frihed og selvforvaltning som en kriminalisering er, ikke er en farbar vej. At den enkelte person kan synes og føle at prostitution er skidt, er ganske i orden, det er ikke det samme som at ville smide folk i fængsel for det.

 

 

Forbuddet skal følges op med sociale indsatser.

Der behøver ikke at være et forbud for at være hjælp. Det er ikke forbudt at spille fodbold og vi forventer at blive lappet sammen af lægerne, hvis vi går i stykker under en fodboldkamp. Det er muligt at hjælpe alkoholikere til at blive tørlagte uden at forbyde alkohol. Derfor er tiltagenes rækkefølge meget mistænkelig.

 

Et frit samfund bør ikke give folk friheden til at gå i hundene.

Præmissen om at sexarbejde naturnødvendigt medfører død og destruktion er ikke på plads, da prostitution ikke er bevist skadeligt i sig selv, men problemet er langt større. Vi bliver nødt til at stole på at voksne, myndige, normaltbegavede og non-psykotiske mennesker kan træffe egne valg, undgå de værste farer og mærke deres egne grænser, uden at samfundet skal forbyde alt muligt der potentielt kan være skadeligt.

Arbejde kan medføre skader, både som i arbejdsulykker og som i stress og nedsat energi, der går udover hjemmefronten. Løsningen er ikke at forbyde alle former for arbejde.

Børn kan medføre skader, både ved selve fødslen, der stadig er meget farlig for både mor og barn, ved høre- eller løfteskader eller ved at uforvarende ødelægge ægteskaber. Løsningen er ikke at forbyde folk at få børn.

Hobbies kan medføre skader, både ved uheld og nedslidning (fx skulderskader af strikning). Løsningen er ikke at folk ikke må gå til pileflet, spille trompet eller samle modelfly.

Dermed behøver vi slet ikke at inddrage alkoholikere og andre der meget tydeligt skader sig selv, vi kan bare sige at folk også kan ødelægge sig selv gennem almindeligheder som kontorarbejde eller ved at stå på ski – eller alt mulig andet, der er acceptabelt og ikke umiddelbart skidt.

 

Stort set alle prostituerede er blevet misbrugte som børn, og skal derfor ikke have lov til at sexarbejde.

Det er altid behageligt at kunne afskrive andres uforståelige gerninger med en ”god” forklaring, som fx en barndom.

De undersøgelser der viser at en stor del af sexarbejderne har været udsat for seksuelle krænkelser i barndommen, er ofte fejlbehæftede. Fx er definitionen af seksuelt overgreb tit mere elastisk end godt er, dernæst er mange undersøgelser af prostitution biased af at have en overvægt af gadepiger, der udgør et fåtal af det samlede antal sexarbejdere. Og mange gadepiger har desværre belastede baggrunde.

Selvom det skulle være godtgjort at hver en sexarbejder skulle være blevet groft krænket i barndommen, så mangler der stadig en begrundelse for at skulle straffe en voksen for at have været offer for en forbrydelse som barn.

Det er kun fordi sexarbejde har med sex at gøre, og at de fleste sexarbejdere er kvinder (som anses for at være som børn, og dermed havende behov for særregler for at kunne forvalte deres eget voksenliv), at denne ugyldige slutning drages. Havde man spurgt dørmænd om de havde fået et par på kassen som børn, så ville mange måske svare ja, men ingen finder på at forbyde dørmænd i at søge jobbet, der har høj risiko for vold. – Eller folk i at gå i byen, blive berusede og dermed mere aggressive, hvilket ofte går ud over dørmænd.

Det er en dobbelt straf, udgrænsning og stakkelsgørelse af de sexarbejdere der rent faktisk er blevet overgrebne som børn, at ville kriminalisere deres voksenvalg. Det vil heller ikke være med til at afhjælpe det egentlige problem, nemlig at overgrebene mod børnene finder sted. For at forhindre dét skal der andre tiltag til end blot endnu en lov og endnu en straf.





Argumenter mod kriminalisering af prostitution

18 07 2011

 

Af Nina Søndergaard

 

I Prostitution er skadeligt og skal derfor forbydes.

Nej. Det største problem for sexarbejdere i Danmark er stigmatisering, altså at omverdenen ikke accepterer sexarbejde som netop et arbejde. Der er ingen som helst beviser for at sexarbejde er fysisk skadeligt, nærmest tværtimod.

Når det kan se anderledes ud, skyldes det i høj grad de meget synlige stofbrugende sexarbejdere på gaden, som ofte har en del andre problemer.

Sexarbejdere kan dog benytte sig af en såkaldt coping-strategi der hedder disassociation, hvor de lader som om de ikke ”er der”, mens de har sex med en kunde. Det er i længden ikke særlig godt for sexarbejderen, der kan få problemer med at mærke sig selv og sine grænser. Det er dog et åbent spørgsmål om ikke mange andre arbejdere har gjort det samme når de lagde mursten ovenpå mursten, pakkede pakninger i papkasser eller skiftede ble. Det er kun i forbindelse med sex og sexarbejde at man 1) overhovedet finder på at spørge 2) anser disassociation så negativt.

 

II Prostitution er skadeligt og skal derfor forbydes.

Selvom prostitution ikke kan påvises at være skadeligt i sig selv, så kan nogle mennesker godt tage skade af at sexarbejde. Især er samfundets fordømmelse et stort problem for alle sexarbejdere. Det er et vilkår der adskiller sexarbejde fra stort set alle andre jobs, da samfundet ikke ser ned på blomsterbindere, direktører, fiskehandlere, klassiske arkæologer eller tømrere.

Dermed er der heller ikke mange undersøgelser, hvor man har spurgt grønthandlere og snedkere om de har taget psykisk skade af at lange æbler over disken eller høvle lægter, selvom det er akkurat lige så sandsynligt som at en sexarbejder får det skidt af at sexarbejde. Ja, faktisk viser en undersøgelse fra 2007 foretaget af FTF, at 20 % af medlemmerne syntes at deres job var for følelsesmæssigt belastende, men ingen forslår at forbyde ældrepleje eller administration.

Det er i allerhøjeste grad samfundets negative syn på sexarbejde, der er et problem for sexarbejdere – og det vil komme endnu mere tydeligt til udtryk af et forbud, om det er mod at købe eller sælge sex.

 

III Prostitution er skadeligt og skal derfor forbydes.

Selvom det var skadeligt, hvad ingen ordentlige og redelige undersøgelser endnu har formået at vise, så er der stadig det problem at der er masser af andre erhverv som virkeligt, uomtvisteligt er skadelige og direkte livsforkortende, men som accepteres og endda omfattes af arbejdsmiljølove der afhjælper nogle af de allerværste gener og ulykker.

Det er meget farligt at arbejde på boreplatforme eller byggepladser. Løsningen er at iværksætte sikkerhedsforanstaltninger, ikke at forbyde borebisser at søge jobbet eller at forbyde alle nybyggerier.

Selvom selve produktionen af biler, cigaretter eller stole ikke nødvendigvis er skadelig i sig selv, så er slutproduktet farligt (cigaretter) eller kan være det (biler kan forurene og køre folk ned og stole kan opfordre til stillesiddende arbejde som er skidt i længden). Ingen finder på at forbyde salg af biler eller lænestole af den grund.

 

IV Prostitution er skadeligt og skal derfor forbydes.

Prostitution er ligesom alle andre mellemmenneskelige fænomener komplekst, modsatrettet og mangefacetteret, altså vil det kunne medføre både glæde og ulykke. Akkurat ligesom ægteskaber.

Mange er ulykkeligt gift og det kan være vanskeligt at komme ud af et ægteskab. Det lader også til at især kvinder kan få store problemer gennem ægteskab: Risiko for at blive myrdet af sin mand, stor risiko for partnervold, og for kvinder er der ikke mange ekstra leveår at hente gennem ægteskab (modsat gifte mænd der lever længere end ungkarle), måske snarere tværtimod.

Men at forbyde folk at gifte sig falder ingen ind.





Den monogame mand, det nye offer

3 10 2010

Af Nina Søndergaard
Anmeldelse af ”Kvinden og æblerne – En debatbog om sex, magt og kvinders utroskab” af David Nicosia Longhi

 

På utallige opfordringer anmelder vi her på bloggen ”Kvinden og æblerne” hvor Longhi tager et friskt blik på utroskab, dette besynderlige fænomen: Alle gør det, ingen står ved det og ingen tør sige at de har gjort det. Han tager også fat på kvindernes utroskab, hvilket i og sig er godt og glimrende, men efter endt læsning er det måske bare fordi han er bitter og heteroseksuel. Og fordi det var nemmere at finde ærlige kvinder, der ville åbne op for ham selvom de bliver tilsvinet af ham?

Eller er Longhi bare præget af en old school holdning der siger at kvinder er fristerinder? Forsiden peger i den retning, hvor en lækker blond (naturligvis) kvinde med røde læber, holder et saftigt rødt æble frem, mens en slange snoer sig om hendes arm. Hun bliver tilsyneladende båret frem af mindst seks mandearme. Jo jo, vi er med.

Han skriver at det er en debatbog og der ”findes ingen endegyldige, hardcore videnskabelige værker omkring omfanget af kvinders utroskab”. Det har han givetvis ret i. Men det retfærdiggør ikke at han klipper i citater, så det er videnskabelig uredelighed. Fx gider han ikke at nævne at ”The ethical slut” både kan være en mand, transkønnet eller kvinde og at alle kan være kærester med flere, i Longhis tudende fremstilling bliver det selvfølgelig til at manden blot skal finde sig i at konen boller udenom. Det er simpelthen løgn, hvilket Longhi godt ved  – hvis han altså har læst bogen.

Bogen har bygget op på aldrig klart udtalte præmisser der er som følger:
1.    Det gode forhold er mellem mand og kvinde.
2.    Det forhold er monogamt.
3.    Forholdet skal baseres på gensidig forelskelse og vare evigt (dvs. indtil en af parterne dør).
4.    I et godt forhold skal man sove sammen, i stereo, i en dobbeltseng, hvis  man sover i hver sin seng har man ikke et godt forhold.
5.    Kvinder har mere erotisk kapital end mænd.
6.    Kvindens højere erotiske kapital er moralsk set forkastelig og alle kvinder forvalter deres erotiske kapital fuldstændigt forkert.
7.    Kvinder er onde når de er utro, hvilket alle kvinder jo er.
8.    Mænd er pr. definition monogame og dermed gode.
9.    Mænd kunne aldrig finde på at gå i seng med en anden mands kvinde.
10.     Swingere er syge i hovederne.
11.    Porno er skidt for især unge mænd.
12.     Internettet er skidt for unge mænd, da de små stakler bliver spammet med reklamer om penisforstørrelser – og dermed får de et forskruet forhold til deres pik.
13.    Der skal være forskel på mand og kvinde, forstået på den måde at hun skal være hjælpeløs og pæn, så manden kan føle sig stor og stærk.

Den moderne kvinde vil ”blot trække på skuldrene og sige: ”Mænd kan da rende og hoppe, jeg har alt, hvad jeg har behov for, og har lige nøjagtig IKKE brug for en mand” eller ”Hvad rager det egentlig mig? Mænd kan da bare nosse sig sammen. Det er i hvert fald IKKE mig, den er gal med.” ;-)” [Longhis smiley]

Som skrevet, så gjort. Det har altid undret mig at mange mænd, som ellers lever af kapitalisme og har lært om det frie marked og den usynlige hånd, ikke et eneste øjeblik ser dem selv som et produkt, som vi heteroseksuelle kvinder skal købe. Hvis det var tankegangen, ville vi måske slippe for så urimelige mængder af jammer og klage, en påberåbelse af manden i offerrollen som Longhi strækker til at direkte sammenligne med nazi-hetz mod jøder (p. 117).

Nu har jeg i stil med Longhi også hørt på meget klynk og klage over parforhold og hvordan man dog kan undslippe kærlighedens og sexlivets død, derfor var jeg meget spændt på Longhis forslag til hvordan vi kan få mere kærlighed ind i denne verden.

Dét måtte jeg skyde en hvid pil (pik!) efter. Han svinger sig op til at kritisere maskuliniseringen af kvinder, underforstået at hvis bare kvinder ville skrubbe hjem til kødgryderne og se lækre ud imens (p. 126) ville verden blive et bedre sted. Aha.

Han hegler også swingerklubber, et bud på at holde parforholdet i live, igennem i kapitel 4.

Og hvad værre er, han tager faktisk ikke de interviewedes kvinders begrundelser for deres utroskab alvorligt: De gør det faktisk for at redde deres parforhold og for at få mere kærlighed og overskud. I stedet er der kun forurettede spørgsmål om hvor i alverden kvindernes samvittighed dog bliver af. Her svarer nogle at den har de skam også kvittet! – Ja, hvad skulle de ellers sige? De er jo nogle af de få rå, der rent faktisk indrømmer det, selvom alle, mænd og kvinder, lystigt boller udenom.

Bogens absolut bedste kapitel er nummer 3 ”Kærlighedskemi og den tredje person”, hvor Longhi gennemgår forelskelsens rus, som gør os afhængige – hvilket i høj grad kan forklare hvorfor folk gør noget så forkert, ugleset og skamfuldt.

Nå. Bogen er meget letlæst og skideskæg og veloplagt. Det er også herligt med alle former for DIY og forlaget er selvfølgeligt Longhis eget, hvilket vi her på bloggen hilser velkomment, må forlaget blomstre og sætte flere frugter.

Når nu Kvinden og Æblerne er sådan en snakkende bog, vil jeg runde af med en anekdote fra s-toget: En ung mand og kvinde taler ret højlydt sammen. Han er skidesmart og stor i kæften på sådan en rigtig københawner-agtig måde, ikk’ ’år, hun er mere afdæmpet og har en uplacérlig accent. Hun nævner noget med at hun savner at tale italiensk heroppe, men at hun havde haft et par italienske mandlige venner boende et par dage. Det mindede hende om forskellen mellem italienske og danske mænd:

Med italienere vidste hun godt at de var hende utro, men sådan var det og hun blev også kompenseret i form af smykker og kys og parfume. Hendes danske kærester havde derimod lovet hende guld og grønne skove og evig troskab – NOT! Og det var hun meget forvirret over, sådan noget løgn under en pæn lyshåret facade. Ja faktisk foretrak hun italienere på det punkt, for dét spil kendte hun.

Hendes samtalepartner blev sgu så tavs derefter. For hvad kunne han dog sige til al denne ærlighed om det mest fordækte spil vi kender?