At knække selvtillidsnødden

26 08 2014

En boganmeldelse af Katty Kay & Claire Shipman: The Confidence Code – the science and art of self-assurance – what women should know. Harper business, 2014.

 

af Nina Søndergaard, direktør i Nørd Tours

 

pink-matters-c-suite-women-leadership-infographic1De to journalister havde under deres arbejdet med Womenomics stødt på et mærkeligt fænomen: Masser af kompetente kvinder, men meget kvinder på topposter. Hvad var det der holdt kvinderne tilbage? Ikke glasloft (slet ikke nævnt), ikke kvinders anderledes prioriteringer, ikke en intelligensmæssig forskel. Men mangel på selvtillid er deres svar.

Bogen er en journalistisk undersøgelsesrejse: Hvad er selvtillid overhovedet? Hvor finder man kvindelig selvtillid henne? Hvem har selvtillid? Hvad fremmer og hæmmer den fortrøstningsfulde tro på sig selv?

De stykker svar sammen fra neurologer, yogaeksperter, ledende kvinder, sociologer, hjerneforskere og basketballspillere.

Den deprimerende virkelighed er at selvom kvinder er i overtal på mange af verdens universiteter, så drøjer det gevaldigt med at få de mange veluddannede damer til at omsætte det til lederstillinger. Forhindringerne er mangfoldige.

 

Indre benspænd:

Kvindelige chefer vil hellere være vellidte end respekterede. Kvinder scorer lavere i tests hvis de skal skrive deres køn før deres navn. Er der et overtal af mænd til et møde taler kvinder 75 % mindre, hvilket er skidt, for så viser de ikke at de har tænkt over sagen og fremstår som samtykkende nikkedukker. Kvinder der ses som fede og grimme kommer ikke nær så ofte i gymnasiet som smukke, slanke (men fede drenge kommer på gymnasiet i samme grad som de slanke). Kvinder svarer ikke på nær så mange spørgsmål i tests som mænd og får et tilsvarende lavere resultat, men når de svarer er kønsforskellen marginal.

 

Og så er der de ydre forhindringer:

Der er stadig lande hvor kvinder ikke må færdes frit. Manglende uddannelse, prævention og børnepasningsmuligheder rammer også kvinder uforholdsmæssigt hårdt. Fordomme om kompetente kvinder skorter det heller ikke på. Her kan jeg minde om at Berlusconi i 2011 kaldte Tysklands forbundskansler Angela Merkel for en ‘ukneppelig flæskerøv’. Når en ex-statsminister kalder et andet statsoverhoved den slags, så er barren sat lavt, Marianer-grav langt nede.

072414123237_Wright_PhotoGeneralmajor Jessica Wright mødte en overordnet der straks gav sig til at fortælle hende om hvor lidt han brød sig om kvinder i militæret. Hvortil hun svarede “Sergeant Minski, nu har du en mulighed for at komme over dét.” Minski fik selvfølgelig respekt for Wright og de to er venner – en rap replik hjælper!

Kay og Shipman drysser i fin, amerikansk, opmuntrende stil gode råd og tricks til at knække selvtillidsnødden. Selvtillid er faktisk vigtigere end reelle kompetencer, og både mænd og kvinder lader sig gerne lede af naturligt fortrøstningsfulde personer, snarere end de teknisk set bedst kvalificerede. Kvinder mangler ikke kompetencer, blot selvtillid.

Meget kort vil jeg her ridse deres råd op: Vær flink mod dig selv. Slap af. Vær dig selv. Husk at om 100 år er alting glemt. Lær af dine fejltagelser (ingen af dem medførte verdens undergang). Diskuter med dine negative tanker, sæt dem i perspektiv. Vær nærværende, lad være med at tænke derudaf og flytte fokus fra der hvor du er. Dyrk (hold)sport. Undgå at udelukke opdrage din pige til at være god, stille og føjelig, men ros hende for hendes gerninger (snarere end hendes væsen), opmuntr forsøg og fejltagelser der fører til mestring. Og ved at beherske noget -tegning, matematik, basketball hvad som helst – får man selvtillid. Det er ikke nemt, men bestemt ladsiggørligt.





Den monogame mand, det nye offer

3 10 2010

Af Nina Søndergaard
Anmeldelse af ”Kvinden og æblerne – En debatbog om sex, magt og kvinders utroskab” af David Nicosia Longhi

 

På utallige opfordringer anmelder vi her på bloggen ”Kvinden og æblerne” hvor Longhi tager et friskt blik på utroskab, dette besynderlige fænomen: Alle gør det, ingen står ved det og ingen tør sige at de har gjort det. Han tager også fat på kvindernes utroskab, hvilket i og sig er godt og glimrende, men efter endt læsning er det måske bare fordi han er bitter og heteroseksuel. Og fordi det var nemmere at finde ærlige kvinder, der ville åbne op for ham selvom de bliver tilsvinet af ham?

Eller er Longhi bare præget af en old school holdning der siger at kvinder er fristerinder? Forsiden peger i den retning, hvor en lækker blond (naturligvis) kvinde med røde læber, holder et saftigt rødt æble frem, mens en slange snoer sig om hendes arm. Hun bliver tilsyneladende båret frem af mindst seks mandearme. Jo jo, vi er med.

Han skriver at det er en debatbog og der ”findes ingen endegyldige, hardcore videnskabelige værker omkring omfanget af kvinders utroskab”. Det har han givetvis ret i. Men det retfærdiggør ikke at han klipper i citater, så det er videnskabelig uredelighed. Fx gider han ikke at nævne at ”The ethical slut” både kan være en mand, transkønnet eller kvinde og at alle kan være kærester med flere, i Longhis tudende fremstilling bliver det selvfølgelig til at manden blot skal finde sig i at konen boller udenom. Det er simpelthen løgn, hvilket Longhi godt ved  – hvis han altså har læst bogen.

Bogen har bygget op på aldrig klart udtalte præmisser der er som følger:
1.    Det gode forhold er mellem mand og kvinde.
2.    Det forhold er monogamt.
3.    Forholdet skal baseres på gensidig forelskelse og vare evigt (dvs. indtil en af parterne dør).
4.    I et godt forhold skal man sove sammen, i stereo, i en dobbeltseng, hvis  man sover i hver sin seng har man ikke et godt forhold.
5.    Kvinder har mere erotisk kapital end mænd.
6.    Kvindens højere erotiske kapital er moralsk set forkastelig og alle kvinder forvalter deres erotiske kapital fuldstændigt forkert.
7.    Kvinder er onde når de er utro, hvilket alle kvinder jo er.
8.    Mænd er pr. definition monogame og dermed gode.
9.    Mænd kunne aldrig finde på at gå i seng med en anden mands kvinde.
10.     Swingere er syge i hovederne.
11.    Porno er skidt for især unge mænd.
12.     Internettet er skidt for unge mænd, da de små stakler bliver spammet med reklamer om penisforstørrelser – og dermed får de et forskruet forhold til deres pik.
13.    Der skal være forskel på mand og kvinde, forstået på den måde at hun skal være hjælpeløs og pæn, så manden kan føle sig stor og stærk.

Den moderne kvinde vil ”blot trække på skuldrene og sige: ”Mænd kan da rende og hoppe, jeg har alt, hvad jeg har behov for, og har lige nøjagtig IKKE brug for en mand” eller ”Hvad rager det egentlig mig? Mænd kan da bare nosse sig sammen. Det er i hvert fald IKKE mig, den er gal med.” ;-)” [Longhis smiley]

Som skrevet, så gjort. Det har altid undret mig at mange mænd, som ellers lever af kapitalisme og har lært om det frie marked og den usynlige hånd, ikke et eneste øjeblik ser dem selv som et produkt, som vi heteroseksuelle kvinder skal købe. Hvis det var tankegangen, ville vi måske slippe for så urimelige mængder af jammer og klage, en påberåbelse af manden i offerrollen som Longhi strækker til at direkte sammenligne med nazi-hetz mod jøder (p. 117).

Nu har jeg i stil med Longhi også hørt på meget klynk og klage over parforhold og hvordan man dog kan undslippe kærlighedens og sexlivets død, derfor var jeg meget spændt på Longhis forslag til hvordan vi kan få mere kærlighed ind i denne verden.

Dét måtte jeg skyde en hvid pil (pik!) efter. Han svinger sig op til at kritisere maskuliniseringen af kvinder, underforstået at hvis bare kvinder ville skrubbe hjem til kødgryderne og se lækre ud imens (p. 126) ville verden blive et bedre sted. Aha.

Han hegler også swingerklubber, et bud på at holde parforholdet i live, igennem i kapitel 4.

Og hvad værre er, han tager faktisk ikke de interviewedes kvinders begrundelser for deres utroskab alvorligt: De gør det faktisk for at redde deres parforhold og for at få mere kærlighed og overskud. I stedet er der kun forurettede spørgsmål om hvor i alverden kvindernes samvittighed dog bliver af. Her svarer nogle at den har de skam også kvittet! – Ja, hvad skulle de ellers sige? De er jo nogle af de få rå, der rent faktisk indrømmer det, selvom alle, mænd og kvinder, lystigt boller udenom.

Bogens absolut bedste kapitel er nummer 3 ”Kærlighedskemi og den tredje person”, hvor Longhi gennemgår forelskelsens rus, som gør os afhængige – hvilket i høj grad kan forklare hvorfor folk gør noget så forkert, ugleset og skamfuldt.

Nå. Bogen er meget letlæst og skideskæg og veloplagt. Det er også herligt med alle former for DIY og forlaget er selvfølgeligt Longhis eget, hvilket vi her på bloggen hilser velkomment, må forlaget blomstre og sætte flere frugter.

Når nu Kvinden og Æblerne er sådan en snakkende bog, vil jeg runde af med en anekdote fra s-toget: En ung mand og kvinde taler ret højlydt sammen. Han er skidesmart og stor i kæften på sådan en rigtig københawner-agtig måde, ikk’ ’år, hun er mere afdæmpet og har en uplacérlig accent. Hun nævner noget med at hun savner at tale italiensk heroppe, men at hun havde haft et par italienske mandlige venner boende et par dage. Det mindede hende om forskellen mellem italienske og danske mænd:

Med italienere vidste hun godt at de var hende utro, men sådan var det og hun blev også kompenseret i form af smykker og kys og parfume. Hendes danske kærester havde derimod lovet hende guld og grønne skove og evig troskab – NOT! Og det var hun meget forvirret over, sådan noget løgn under en pæn lyshåret facade. Ja faktisk foretrak hun italienere på det punkt, for dét spil kendte hun.

Hendes samtalepartner blev sgu så tavs derefter. For hvad kunne han dog sige til al denne ærlighed om det mest fordækte spil vi kender?