Svensk apartheid, nej tak

10 07 2016

Af Nina Søndergaard

 

I kølvandet på befølingssagerneflere festivaller i Sverige, fremkom to komplet galt afmarcherede forslag til at løse problemet med at piger i hobetal blev gramset på.

 

Den ene idé var at pigerne skulle have et armbånd på: “Tafsa inte” stod der på de 2 kvadratcentimeter stof, og så ville armbåndsbærerinden være i fred.

 

Den anden idé var at indføre kønsadskillelse på festivallerne.

 

Problemerne med disse to tiltag er legio, her vil jeg gennemgå de væsentligste fejlslutninger:

 

  • Fra retssystemets og politiets side er det en alvorlig fejl at lade stå til: Beføling er en krænkelse, hvor den befølte ikke har sagt ja tak og givet samtykke. Det er med andre ord en forbrydelse med en krænker og et offer, akkurat ligesom et tyveri er det.
  • Det er stærkt problematisk at forskyde grænsen for samtykke: Reelt set signalerer det svenske magtapparat at en pige/kvinde giver samtykke til sex i det sekund hun træder udenfor sin dør – men selv samme samfund har brugt årevis på at efterforske mordet på Olof Palme, selvom han gik på gaden gav han jo ikke samtykke til at blive myrdet.
  • Tiltagene viser at illusionen om lighed for loven er væk. En persons straf udmåles ikke på basis af gerninger og tilregnelighed, men hudfarve og køn. Signalet er tydeligt: Kvinder er frit bytte og i øvrigt uønskede ressourcedræn i det offentlige rum, når nu nogle af dem ligefrem kræver den politibeskyttelse de har ret til. Det er sexisme. Omvendt kan mørklødede mænd slippe afsted med klokkeklare lovovertrædelser, fordi polisen er ræd for at blive kaldt racister, at de med vilje ikke retsforfølger forbrydere – som så leende kan fortsætte hvad alle ved er ugerninger. Det er racisme.
  • Et armbånd mod overgreb? Hvad er det for en overtroisk tankegang der ligger til grund for statens tyen til magi? Hvad om politiet ikke bare udleverede en snor til folk, der frygtede at blive slået ned eller bestjålet? Olof Palme kunne sandelig godt have brugt et “döda inte” armbånd.
  • Lidt voodoo og et tryllearmbånd fratager desværre ikke politiet dets opgave med at beskytte borgerne mod forbrydere og kriminalitet, uanset at det sikkert både kan være hårdt og træls arbejde. Sygeplejersker skal jo også pleje tilskadekomne, uanset om den forulykkede havde hjelm på eller ej (hjelme gavner dog noget mere end et fjollet stykke snor).
  • En rædselsfuld implikation af at tro på, at et armbånd afværger ondt, er at et stykke vævet stof medfører højere moral. Piger med armbåndet er gode piger, piger mænd ikke bare må gramse løs på, men respektere på grund af de 17 cm stof hun har om en ekstremitet. Piger uden armbåndet er dårlige piger, piger mænd må beføle og givetvis også voldtage, fordi hun har jo ikke taget mærket på, der viser hendes menneskeværd.
  • Kombinationen af, at et hunkønsvæsen er frit bytte udenfor hjemmets fire vægge og at hun skal tage et stykke stof på, for at blive anerkendt som det selvstændige væsen hun er, er patriarkatets kontrol af hunner. Det er en tilbagerulning af århundredes kamp for kvindefrigørelse, som jeg må minde om, gik og går ud på blandt andet følgende: En kvinde må færdes som hun vil, gå klædt som hun vil, sige ja og nej til sex som hun vil, blive beskyttet af loven – anmelde, føre retssag og modtage straf på lige fod med mænd – og more sig akkurat som mænd har gjort og gør.
  • Svensk signallovgivning er ikke noget jeg bryder mig om, men hvis Sverige mener ligestilling alvorligt og vil detailstyre kønskvoter overalt, er det uhyre vigtigt at vise at piger og drenge i alle aldre har lige ret til det offentlige rum, gader, veje, pladser så længe de ikke generer andre. Det giver ingen mening at en kvinde har lov at sidde i bestyrelse, på baggrund af sit køn alene, hvis hun skal finde sig i at blive begramset hele vejen hen til mødelokalet.

 

Hvad mener jeg der bør gøres: Tilbage til gammeldags forståelse af en retsstat hvor borgerne færdes frit, uanset køn, hudfarve, tro, seksuelle orientering, formuenhed, handicap og andre ydre omstændigheder. Der skal være de i fred, indtil de siger ja tak til det modsatte. Dem der ikke fatter dét og krænker andre skal arresteres og retsforfølges, uanset køn, hudfarve, tro, seksuelle orientering, formuenhed, handicap og andre ydre omstændigheder.
Indtil den fascistoide politistat kommer på moralsk ret kurs igen, er der desværre kun at opfordre piger og kvinder til at lære selvforsvar og trodse mørkets kræfter og tage ud og feste igennem og ikke lade sig tryne af et fjendtlig samfund.   





Forbudsfløjens fanatisme

14 08 2015

Af Nina Søndergaard

 

Amnesty International har anbefalet en afkriminalisering af sexarbejde, da organisationen er kommet til den konklusion, at sexarbejdere er bedst tjent med og beskyttede af rettigheder, fremfor yderligere ulovliggørelse af deres arbejdsområde.

Denne beslutning har vakt vrede hos forbudsfløjen, der i årevis har propaganderet for at sexkøb skal gøres ulovligt ligesom i Sverige og Norge.

fanatisme

 

Tanja Rahm mente i Radio 24/7 at Amnesty International “ikke længere tillade sig at kalde sig selv en menneskerettighedsorganisation, med mindre de ikke længere anser kvinder som mennesker.. – For mænd kan nu, med Amnesty’s opbakning, udnytte, voldsudsætte og voldtage kvinder med få eller ingen ressourcer.”

Det er en bevidst fordrejning af hvad sexarbejderrettigheder går ud på, nemlig at beskytte den enkelte prostituerede mod udnyttelse fra både politi, udlejere og kunders side. Desuden er voldtægt, trusler, vold, mord, afpresning, tvang og menneskehandel naturligvis allerede forbudt.

Poul Erik Skov har, som tidligere formand for 3F, altid modarbejdet bedre arbejdsvilkår for sexarbejdere. Han har “tabt al respekt for denne organisation [Amnesty International]”. Det skal selvfølgelig stå ham frit for, men en anelse større ydmyghed havde klædt ham. Amnesty er en kæmpeorganisation, fyldt med knivskarpe hjerner fra hele verden og resolutionen er vedtaget efter årelang debat og vidensindsamling. Sikkert i stil med hvordan 3F arbejder. Uanset at han umiddelbart er uenig, så havde det være klædeligt lige at stoppe op og lytte efter, ligesom han nok gerne selv vil lyttes til.

Dansk Kvindesamfund vil som sædvanlig ikke være med til at støtte kvinder, der sælger sex. De definerer vold mod kvinder som “fysisk og psykisk vold, seksuel vold og chikane, sociale, økonomiske og materielle overgreb, voldtægt, pornografi, prostitution og kvindehandel.” Derfor vil DK ikke være med til at støtte at sexarbejdere får en bedre retssikkerhed… Dansk Kvindesamfund har alle dage ikke været imod ægteskabet som institution, på trods af de mange tvangsægteskaber der har fundet sted og som stadig pågår og at hustruer har en helt reel risiko for både vold og mord.

Men topmålet af religiøst raseri kommer fra 8. marts-initiativet. Den alenlange anonyme smøre er en gentagelse af alle de løgne som organisationen er fremkommet med alle årene: Prostituerede forsvinder, slås ihjel og er alle blevet udsat for overgreb som små. De har ikke andre valgmuligheder (derfor skal de fratages muligheden for at sælge sex under sikre forhold, begribeligvis) og i øvrigt er det en alfons, Donald Fox, der ene mand har fået ondsindet lobby’et Amnesty International til at anerkende sexarbejderrettigheder. -Hvis det var rigtigt at Fox formåede få mere end 7 millioner mennesker til at ændre mening, så burde 8. marts-initiativet overveje om ikke de skulle ansætte Fox.

Det er en villet blindhed 8. marts-initiativet lægger for dagen. Konklusionen er skrevet på forhånd, verden er fastlagt og kommer der forstyrrende fakta ind i billedet bliver de ved i samme rille og forsøger tilmed at miskreditere de formastelige. Lavmålet er dog opfordringen til at ikke længere at støtte Amnesty:

8martsinitiativ

“8. marts-initiativet anbefaler, at man melder sig ud af Amnesty Danmark”.

Det er forskruet og proportionsforvrænget i foruroligende grad. Fordi 8. marts-initiativet ser ondskab i købte knald, så vil 8. marts-initiativet pludselig godt være med til tortur og dødsstraf. 8. marts-initiativets folk er åbenbart også blevet komplet ligeglade med politiske fanger verden over. Alt det andet Amnesty International laver er nu irrelevant, fordi det eneste der tæller, er tilsyneladende at ludere presses til ikke at sælge sex. Bare der ikke længere findes sex for penge, så er det sgu i orden med krig, vold, tortur, undertrykkelse og forfølgelse?!

Det er for mig at se det endegyldige bevis for at forbudsfløjen er drevet af religiøs fanatisme og fejlplacerede følelser. At støtte sexarbejderrettigheder har intet overhovedet at gøre med at være “for” prostitution. Det er ikke et udtryk for personligt frisind at synes at alle arbejdere skal have ordentlige vilkår, selvom de arbejder med noget man ikke bryder sig om. At forsøge at undgå alle former for købesex i sit privatliv er fair og forståeligt, men at aktivt modarbejde øget sikkerhed med falske påstande og skyklapper for øjnene er forkasteligt.





Uagtsom voldtægt nej tak

11 12 2014

af Nina Søndergaard

 

Begrebet “uagtsom voldtægt” diskuteres igen og SF ser på muligheden for at indføre denne paragraf i straffeloven for at få fældet flere voldtægtsforbrydere.

 

Det er virkeligt prisværdigt at ville øge retfærdigheden og retssikkerheden for voldtægtsofre, men blot at lave endnu flere love med det eksplicitte formål at smide flere i fængsel i op til 8 år, er for mig at se ikke vejen frem.

 

Istedet vil jeg foreslå mere selvforsvar. Piger og kvinder skal vide, at de har ret til at gøre hvad de end kan, for at modsætte sig en voldtægt. Det hedder nødværge. At slå sig fra kan muligvis forhindre voldtægten, men selv i de begrædelige tilfælde hvor voldtægten alligevel fuldbyrdes, vil voldtægtsofret 1) stå bedre i en retssag pga. de fysiske mærker efter kampen, 2) have bedre chancer for at komme sig psykisk.

 

Der er ofte en størrelsesforskel på mænd og kvinder, hvilket han som den største og stærkeste vil forsøge at udnytte i en voldtægt. Det giver det kvindelige voldtægtsoffer en paradoksal fordel i nødværge: Hun må bruge AL sin kraft og magt og hvad hun end kan finde af våben for at standse stodderen: Skrige, sparke, skubbe, jage en blyant, en nøgle eller en stilethæl i hans øjne, pik eller halspulsåre. Hun kan med fordel gå efter halsen, for selvom han er nok så stor skal han have ilt, så en slukket ilttilførsel stopper alle.

 

Selvforsvar og viden om at hun må gøre alt, og her menes virkelig alt, for at forsvare sig, er efter min mening bedre bud. Det kan give den enkelte mere selvsikkerhed at vide hun kan og må forsvare sig. Kombineret med mere nænsom og respektfuld behandling af voldtægtsanmeldere, end hvad der lader til at være gængs i dag, tror jeg er vejen frem.

 

Drenge og mænd skal have genopfrisket at en pige/kvinde må sige nej når som helst i forholdet, forførelsen og samlejet, og det nej skal respekteres. Når hun ikke vil mere, er legen slut og det er ikke sjovt og sexet længere. Hun må gå klædt som hun vil, flirte, kysse og knalde hvem som helst hun har lyst til. Det er hendes krop og jeres sam-leje. Hvis ikke det er selvindlysende klart for en dreng eller mand, kan han måske overveje hvordan det vil være hvis en kæmpestor mand synes han var en hottie, der lige skulle bolles uanset hvad, og som syntes at han havde “spillet op til sex” ved at gå i jeans.

 

Problemparagraf

En tilføjelsesparagraf om uagtsom voldtægt løser næppe problemet. Voldtægt af en bevidstløs person er selvfølgelig allerede strengt forbudt. Drugrapes forekommer desværre stadigvæk, men er ulovlige og strafbare. (Det samme er usømmelig omgang med lig. Det er dybt forkasteligt og sygt at bedøve en person for at have sex med vedkommende).

 

Flere love er politikernes yndlingsløsning på alt lige fra problemer med spildevandsrensning til svindel, men enhver kan se at 117 nye love om året ikke får hverken forurening eller bedrageri til at forsvinde. Hvordan en ny paragraf om noget så alvorligt som voldtægt tryller problemet væk, vides ikke.

 

Den meget lave domsfældelsesprocent i voldtægtssager skyldes næppe et dybt kvindehad, men snarere en kompleks problemstilling kombineret med mangel på beviser.

 

Voldtægtssager kan ofte ende med at være påstand mod påstand, og derfor slipper skyldige desværre fri, fordi der stadig er dommere der håndhæver princippet om at folk er uskyldige indtil det modsatte er bevist. Med den tankegang kan skyldige godt gå fri, men det anses som et mindre onde end justitsmord, hvor uskyldige bliver fængslede for forbrydelser de ikke har begået.

 

Det er sandelig ikke for at forklejne det ubehag det også vækker i mig, at voldtægtsmænd går frit og ustraffede rundt. Men jeg ville heller ikke sove bedre af at vide at der kom endnu flere uskyldige i fængsel, og min retfærdighedssans bliver heller ikke øget af at jeg eller mine mandlige venner kan smides i spjældet i otte år, fordi en person har set sig sur på mig eller på dem.

 

Det er nemlig et problem i visse voldtægtssager. Er det reelt eller er det et hævntogt? Fortrød kvinden sin nedsatte dømmekraft og anmeldte manden, som hun alligevel ikke kunne stå inde for? Hvis de to har været fulde og væltet rundt, hvis hukommelse er så mindst skadet?

 

Skam er desværre også med til at forhindre voldtægtssagers opklaring, fordi mange slet ikke kan rumme at anmelde voldtægten lige når den er sket. Mange går også i bad for at vaske skyld og oplevelselsen af sig, men på den måde ødelægges beviser i form af sæd også.

Pæne piger siger aldrig nej

Begrebet uagtsom voldtægt har også sin betændte rod i en kultur, der fremelsker pæne piger. Pæne piger siger aldrig fra og vil gå uendelig langt for at behage. Det pleasergen volder som regel den pæne pige utallige problemer, måske endda voldtægt. Det er ikke for at skyde skylden på ofret. Det er lige præcis det jeg ikke vil, nej jeg vil have en anden kultur, en anden opdragelse af piger. En opdragelse der lærer dem at mærke grænser og sige til og fra.

 

Tankelæsere eksisterer ikke, og at antage at en mand skal være så hyperopmærksom på kvindens ikke-eksisterende signaler, at han alene og til hver en tid skal kunne regne ud at hun ikke vil mere, er forkert på mange planer.

 

Et af de største problemer er at alt ansvar væltes over på manden. Kvinden reduceres til at være passiv og et rent offer, uskyldigheden selv som krænkes af mænd, der burde kende hende bedre end hun kender sig selv. Det er samme dybt problematiske tankegang der ligger til grund for det svenske sexkøbsforbud: Mænd skal tage ansvaret for kvinder, der gerne må lade sig momsregistrere som prostituerede. Manden må dog tage voksenansvaret på sig og undlade at købe sex af den kvinde, der lider af falsk bevidsthed og tror hun gerne vil sælge sex.

 

Her skal manden også være mere ansvarlig end kvinden i seksualakten og åbenbart ikke stole på at hun er liderlig, før hun har underskrevet en samtykkeerklæring.

 

Forslaget om uagtsom voldtægt er fremkommet bl.a. fordi der har været sager hvor kvinden føler sig voldtaget, men har var lammet af frygt og derfor hverken sagt eller gjort noget. Det er meget trist og skrækkeligt, og jeg føler oprigtigt med de kvinder der uheldigvis er blevet krænket to gange, først af voldtægtsmanden, så af systemet.

 

Men at blot udstrække tavshed til at være lig uvilje lader ikke til at være optimalt heller. Hvad nu hvis en kvinde slet ikke siger noget mens hun har sex? Nogle kvinder nyder i stilhed og får uhørlige orgasmer  – skal en mand der har fornøjet hende nu være nervøs for om han kom til at voldtage hende?

 

Pæne piger har kun pæne lyster

En anden skummel understrøm i præmissen “han burde da kunne have sagt sig selv at det var voldtægt” er de uudsagte idealer om romantisk, blid sex mellem jævnaldrende med ens BMI, charme og årsindtægt. Salig juraprofessor og fortaler for indførelse af uagtsom voldtægtsbegrebet Vagn Greve, var den der kom tættest på at italesætte dette. “… er denne retstilstand rimelig? Skal en fed ældre mand, der kl. 18 giver en fuldstændig fremmed 16-årig pige et lift i sin bil have lov til at have så fast tro på sine evner som Casanova?”

 

Hvad der er sket i den pågældende sag ved jeg ikke, men jeg ved at lyster er irrationelle. Verden er kompleks, sex er et underligt fænomen og der er sket mærkeligere ting end at en ung pige har fået lyst til at knalde en “fed ældre mand”. Måske kan en ung pige finde glæde i den ældres begær, måske får hun et kick ud af at knalde grimme mennesker, måske har han den største pik, måske er det spændende fordi hun aldrig kommer til at se han igen.
At kriminalisere alle forhold der er blot en lille smule atypiske, er det samme som at sige at alt, der ikke er gængs er skadeligt og strafbart. Faktisk er vi nær ved at være tilbage til den væmmelige og komplet unødvendige snagen i kvindens fortid under en voldtægtssag. Hvem hun har knaldet førhen har ingen betydning. Ligeledes bør det heller ikke være op til en tilfældig jurists bedømmelse og fantasi at vurdere hvem hun burde have lyst til eller ej. Det kan kun hun vide og hendes ansvar er at kommunikere denne (mangel på) lyst videre til sin sexpartner.





Sexarbejderrettigheder er sand solidaritet

1 03 2014

Af Nina Søndergaard

Der er mange grunde til at sexarbejde. En af grundene er ønsket om at blive mæt OG rigere. Dette ret grundlæggende ønske om at tjene penge er aldeles glemt af velstående velmenere, der altid selv har kunnet gøre hvad de havde lyst til. Inklusive udelukkende at have pengefri, romantisk og 100 % lystfyldt sex. Det mener de er bedst, derfor vil de nu forbyde sexkøb, således at andre i hvert fald ikke skal have sexarbejde som mulighed for at tjene så godt som de selv gør.

Et medlem af EU-parlamentet tjener ca. 711.000 kroner om året, et medlem af folketinget mere end 600.000, det samme som en fastsat universitetsprofessor. En gennemsnitsdansker tjener næsten 25 gange mere end gennemsnitsnigerianeren. Mere end en milliard mennesker lever af mindre end 1,25 $ om dagen, mindre end en tier.

Poverty

 

EU mod sexarbejde

EU-parlamentet har desværre anbefalet et EU-dækkende forbud mod køb af seksuelle ydelser i stil med de fejlslagne love Sverige og Norge har vedtaget.

Udover at det jo ikke har hjulpet de mest udsatte sexarbejdere eller fået antallet af voldtægter eller traffickingsager til at gå ned, tværtimod, så er det også den helt forkerte vej at gå med hensyn til både ligestilling og EU’s oprindelige projekt: At skabe fred gennem frihandel.

Ligestilling betyder at kvinder må tjene deres egne penge

Alle oplyste økonomer er enige om at ligestilling også er godt for økonomien: Når kvinder kan eje jord, varer og andre produktionsmidler kan de også handle og bidrage til væksten. EU har længe anerkendt dette faktum, og støtter og yder mikrolån til kvinder i Afrika og Europa (jo!). Kvinderne kan dermed få lov til at tjene penge på noget EU finder anstændigt, så som frugtsalg eller tøjsyning og for alt i verden altså ikke sexarbejde.

Det er meget uheldigt, kvindeundertrykkende og vækstforringende at gennem lovgivning skabe et skævt kønsopdelt arbejdsmarked og direkte holde kvinder ude af handel, blot fordi denne handel drejer sig om s-e-x, og ikke fødevarer, gardiner eller hårklipning. Havde forbuddet gået ud på at mænd ikke længere måtte købe tøj af kvindelige tøjforhandlere, fordi tøjsalg er kvindeundertrykkende, havde det været aldeles åbenlyst for alle at forbuddet er en dårlig idé.

Det nytter ikke meget at sende piger i skole, lade dem få lægehjælp og uddannelse og så forhindre dem gennem lovgivningen i at anvende deres voksne tid, kræfter og talenter på et uskadeligt område som tilfældigvis lige støder magthavernes moral.

Frihandel skaber fred

images (4)Frihandel skaber fred blandt andet fordi både køber og sælger har den største interesse i at handlen går godt og glat igennem. Dette gælder selvfølgelig også sexsalg, hvor det heldigvis kun er en  brøkdel af kunderne der ikke fatter spillereglerne og overfalder sexarbejderen (værst ser det ud for sexarbejdere på gaden, en gruppe der har få rettigheder).

Grunden til at både køber og sælger gerne vil være venner lige i salgsøjeblikket, er at de begge to går gladere derfra: Køber fordi vedkommende fik den ønskede vare eller ydelse, sælger fordi vedkommende er lidt rigere og selv kan købe varer og ydelser. Som fx en iPhone der koster omtrent en tredjedel af den gennemsnitlige nigerianske årsløn. Omkring 50 lande har et lavere BNP pr. indbygger, så Nigeria er sådan set fint med i kapløbet…

Eller sende penge hjem til sin familie, så børnene kan komme i skole, husets tag blive lappet og bedste kan få mad og medicin. Det er en hyklerisk og væmmelig flabethed uden lige at rige mennesker, der tilfældigvis er født det helt rigtige sted og dermed fået mad, uddannelse og lægehjælp i den grad vil FORHINDRE andre i at få del i samme goder.

LifeexpentancyEn kvinde født i Nigeria kan forvente at blive 53 år gammel, og i det korte liv må hun endelig ikke komme til Europa for at sexarbejde, og tjene sine penge selv og sende nogle penge tilbage. Dette på trods af at der blev sendt ca. 21 milliarder dollars hjem til Nigeria sidste år, og at penge der sendes hjem 1) faktisk når frem, modsat meget u-landsbistand 2) bruges bedre end u-landsbistand.

U-landshjælp er måske endda direkte skadeligt og har i hvert fald meget sjældent hjulpet blivende vækst frem. Det ser tilmed ud til at u-landshjælp fremmer krige. Uanset hvad, er der et stort sammenfald mellem krig og fattigdom, en fattigdom som velstående velmenere ikke ønsker lindret gennem sexarbejde og rettigheder, men kun forværret gennem forbud.

NOTE: Jeg er hverken FOR sexarbejde som sådan, særrettigheder til sexarbejdere eller nødvendigvis et grænseløst Europa, men jeg vil blot påpege at dét at forhindre kvinder i at tjene penge er sandelig heller ikke er vejen frem.

Problemet med sextrafficking er for det første nok mindre end forventet og for det andet kræver det et længere, sejere træk: Nemlig at uddanne og løfte kvinder ud af fattigdom, noget et sexkøbsforbud heller ikke fremmer. Desuden er tvang og trafficking allerede forbudt, og hvad forbud på forbud skulle hjælpe står uklart.





Exit exitprogrammer

23 03 2013

Af Nina Søndergaard

kbhKøbenhavns kommune, der har det virkelig stramt med sexarbejde, vil nu bruge 46 millioner på at få ludere til at holde op med at være ludere.

Nu er der helt sikkert nogle sexarbejdere kan kunne bruge støtte, noget som de i hvert fald ikke får af nogen som helst myndigheder nu, men at anvende så ufatteligt mange penge på at sende et moralsk signal om at sexarbejde er forkert, er mine øjne forkasteligt.

Når du kører i et hul i kommunal vej, så kan du glæde dig over at pengene der kunne have været brugt til at lappe hullet, i stedet er gået til en medarbejder der skal guide en kvinde ud af noget hun højest sandsynligt selv havde forladt uden hjælp. Ligeså når en gammel må ligge i eget lort eller unger gå i en skimmelbefængt skole. Københavns kommune er i det mindste moralsk ren og støtter ikke det der grimme sexarbejde!

Den meget omtale SFI-rapport om prostitution viste at måske 6-700 kvinder hvert år forlader prostitutionen. Helt selv. Helt gratis.

Det er for resten ikke noget der er enestående for sexindustrien. Danmark har europarekord i jobrotation og op mod 800.000 arbejdstagere (med tøj på!) skifter job hvert år. Helt selv.

GetNonSSLContentPå nær de arbejdere der dør i en arbejdsulykke. Bygningsarbejdere, landmænd og chauffører har desværre meget høj risiko for at miste livet på arbejde. (Noget som sexarbejdere har meget lav risiko for). Fødevareministeren har ikke afsat en stor millionpulje til at få landmænd til at skifte fag. Årsag? Det er land-mænd, og mænd har jo fri vilje, hjerne og ansvar, noget kvinder ikke fik med på grund af æggestokke.

Fem hustruer og en eks-kone mistede livet sidste år og ca. 28.000 kvinder fik tæsk af deres partner. Er der advarsler i kirke og rådhus for kvinder om at gifte sig med mænd? Er der afsat penge til borgerservices landet over for at tale kvinder fra at indgå ægteskab?

download (3)Og ser vi væk fra kønsaspektet, så er det jo endog uhyre mærkeligt at en myndighed synes at den skal bruge skattepenge på at få folk væk fra et skattepligtigt, skattebetalende erhverv. En del af de selv samme penge en sexarbejder har betalt i skat går til at få sexarbejderen ud af det erhverv der gav skattepengene. Knudret? Ja. Sært? Mon ikke.

Så vidt jeg kan se der er ingen kommunale indsatser for at få chauffører væk fra deres skadelige stillesiddende erhverv (til en del af kommunens job er kørekort endda et krav). Jeg fik ingen brochure ”Sådan kommer du ud af erhvervet” stukket i hånden, da jeg startede som flaskepige i Fakta og ingen kommunal medarbejder holdt mig i hånden, da jeg kort efter vadede ind til min chef og sagde op.

Er det det samme at være sexarbejder som at være medarbejder i et supermarked? Nej, men prostitution er altså heller ikke et misbrug som det kræver stor styrke at bryde med, og i et ligestillet samfund må vi stole på at kvinder selv kan vælge erhverv og venner. Uden en morstat i hånden.

RETTELSE!

Jeg havde forstået det som om det var Københavns kommune, der havde afsat midlerne. Det er ikke korrekt. Det er staten der giver pengene til fire kommuner, København, Aarhus, Odense og Ålborg. Det bliver alt ovenstående kun værre af.

Signalværdien er at sexarbejdere i, say, Silkeborg, Svaneke eller Slagelse ikke har brug for hjælp. Tilgengæld bliver det endnu sværere som borger at få politiet ud, få kloge professorer eller få en sag for retten, for dé grupper er statsansatte og er tvungne til at afgive en del af kagen for at støtte en gruppe, der godt selv kan hitte ud af at skifte job.

 

 





Fingrene væk fra mine æggestokke

2 03 2013

Af Nina Søndergaard

lebensbornabzeichenDet kan åbenbart ikke siges tit nok, men en kvinde bestemmer selv over sin egen krop og reproduktion. Det er en evig kilde til frygt, bekymring og irritation for mænd og magthavere at kvinder kan føde børn. Eller lade være.

Det er især det sidste der ærgrer eliten her og nu. Fyrre år efter den fri abort er magthaverne hertillands ved at besvime af bekymring over at kvinder tillader sig at anvende muligheden for selv at bestemme hvor mange -eller få- børn de vil have sådan cirka hvornår i livet de vil have dem. “ Fertiliteten er nu nede på, at hver kvinde i gennemsnit får 1,76 børn.”

I en verden med 7 milliarder mennesker er truslen om snarlig affolkning måske ikke den største, men politikerne står selvfølgelig i for at fremme fødelysten. Der kan gerne skrues på systemerne, men grundlæggende har staten ikke en skid at skulle have sagt i forbindelse med hvor mange borgere kvinder skal brygge til statens brug og bedste. Hverken principielt eller konkret.

Friesland_A.Fuchs14_mit-Mutter-200x134Det er afprøvet før. Italien har længe været i front med at forsøge at kildre kvinders æggestokke. I 2004 gav Godfather Berlusconi penge til mødre for ‘at fylde Italiens tomme vugger’. Det gjorde hans forgænger Il Duce også. Han fjernede også prævention og muligheden for (lægeassisteret) abort i 1932. Hans ven Adolf gik mere drastisk tilværks og lavede simpelthen avlscentre – der i parentes bemærket heller ikke gav det forventede udbytte hverken i kvalitet eller kvantitet.

Zoomer vi ud kan vi se en stærk trend over det meste af verden. Fødselstallet rasler ned. Det er en meget glædelig udvikling, mange børn er ofte tegn på høj børnedødelighed (som forresten også er for nedadgående). Mange børn er mange munde at mætte og ofte lig med fattigdom.

OLYMPUS DIGITAL CAMERADen absolut vigtigste faktor for fødelyst er kvinders uddannelse. Piger der kan læse, regne og skrive ønsker sig som regel mindre familier end de piger der ikke fik lov at udvide deres horisont. Færre børn betyder rigere familier, sundere og bedre uddannede familier.

Udover at pigers uddannelse er et af de stærkeste våben i kampen mod fattigdom, så giver uddannelse også færre uønskede graviditeter, men de gennemførte graviditeter forløber også bedre og med færre komplikationer.

Lærdom er naturligvis en af grundene til at Taleban så sig nødsagede til at forsøge at dræbe seje Malala Yousafzai, da hun dristede sig til at ytre ønske om at gå i skole -> skolegang -> færre nye talebanere. Og læring er hovedårsagen til at de lykkeligvis meget veluddannede danske kvinder ikke orker at gentage deres formødres trick med at få rigtig mange børn. Min farmor hed Dusine, hendes lillesøster Elva. Gæt nummeret i søskendeflokken.

Som historiker er det mig magtpåliggende at drage de skumle paralleller fra totalitære samfund og til nu. Staten skal ikke blande sig i hvor få eller mange børn en kvinde ønsker at lægge krop og liv til, men blot sørge for at hun har mulighed for at lave sunde ønskebørn.

Og slutteligt. Staten bør ikke bekymre sig så meget om de få danskere, for cirka lige så længe der har været en centraliseret statsmagt har der været bekymrede skriverier om hvor få børn der bliver lavet. Både i 1770 hvor der var knap en million i det danske rige, i 1935 hvor vi var 3,7 mio. og nu hvor der er 5,6 mio. i Danmark… Slap af, nyd hinanden, læs en klog bog og tag jer godt af de unger der er uden at stresse mig og andre til at skulle brygge flere.





Selvklarheder – frihed, kvinder, porno

20 09 2012

Af Nina Søndergaard

“Porno er kvindefornedrende.” Derfor bør det forbydes, således at unge mennesker kan vokse op uden billeder af kvinder der får pik i hvert hul, da den fremstilling af kvinder som mænds seksualobjekter ikke fremmer ligestillingen. Drenge vil blot se kvinder som tilfredsstillere af mænd og kan derfor ikke tage en kvindelig lærer, læge, chef, advokat etc. seriøst.

Det er i fortættet form mange pornografimodstanderes og radikal feministers holdning til porno. Den er jeg uenig i, blandt andet fordi jeg ikke anser sex som værende beskidt, dyrisk eller uværdigt.

Dernæst er kvinder forskellige og agerer uafhængigt af hinanden, de træffer frie valg. Nogle vælger at blive forkvinde for et politisk parti eller åbne en forretning. Andre ønsker at indtræde i sexindustrien og blive pornomodeller.

Dette frie valg gør at der (desværre for pornomodstanderne) er et smukt sammenfald mellem de lande hvor der er få eller ingen restriktioner på pornoproduktion og de mest ligestillede lande.

Korrelationen er naturligvis ikke direkte: De lande hvor der er lovlig porno er også retsstater, rige lande med højt uddannelsesniveau. I de lande hvor pornografi er strengt forbudt hersker også nogle traditionelle til stærkt kvindeundertrykkende kønsroller, korruption, analfabetisme og fattigdom.

Danmark var verdens første land til at frigive pornografien i 1969. 42 år senere fik vi den første kvindelige statsminister og 39,1 % af folketingsmedlemmerne er nu kvinder. Danske kvinder er efterhånden mere veluddannede end mænd og 72,4 % af kvinderne i Danmark er i arbejde.

Broderland Sverige frigav pornoen i 1971 og har ganske vist aldrig haft en kvindelig statsminister, men de sidste regeringer har haft verdensrekord i andelen af kvindelige parlamentarikere og ministre.

Tyskland (BRD) lovliggjorde pornoproduktionen i 1973 og har siden været Europas førende på feltet. I 2005 fik Tyskland sin første kvindelige forbundskansler, Angela Merkel (1954-), som er blevet anset som den mest indflydelsesrige kvinde i verden, og den fjerdemest magtfulde person i verden. 32 års eksponering af kvindelig lyst har ikke fået tyskerne til at se ned på kvinder, og Merkel vandt forkvindeposten i CDU med 95,9 % flertal.

Med andre ord er fri pornografi ingen hindring for ligestilling. At kvinder også fremstilles som lyst- og spermfyldte væsener formindsker ikke deres magt eller menneskeværd. En mand kan sagtens se porno om aftenen, samarbejde med sine kvindelige kolleger om dagen og stemme på en kvinde til valget.





Herskerteknikker – se en luders undertrykkelse

15 12 2010

Af Nina Søndergaard

Udtrykket fik jeg fra Maria Marcus’ ” Min egen rødstrømpe-ABC”, hvor jeg troede at forfatteren til ”Den frygtelige sandhed: en brugsbog om kvinder og masokisme” ville forklare S/M teknikker. Istedet tager hun fat på Berit Ås, en norsk feminist der analyserede ”fem herskerteknikker, som benyttes af mandssamfundets mænd for at magten over kvinderne:”

Kvinder gøres usynlige. Kvinder gøres til grin. Kvinder får ikke information. Kvinder straffes dobbelt. Kvinder påføres skyld og skam. (Marcus: Min egen rødstrømpe-ABC, s. 89).

Halløjsa der faldt brikker på plads! Tak til Marcus og Ås for at vise hvad man nok havde anet ved elitefeministernes korstog mod sexarbejde, men her tager vi den lige i slow motion, hvor kvinder er udskiftet med sexarbejdere:

Sexarbejdere gøres usynlige. Som påvist før her på bloggen vil Dansk Kvindesamfund ikke have Sexarbejdernes Interesse Organisation med ved forhandlingsbordet, sexarbejdernes egne fortællinger udelades og overhøres på det groveste, SIO affejes som en minoritet, SIOs medlemmer inviteres ikke med til høringer om prostitution, når DR laver en dokumentar der viser at sexarbejde kan være andet end jammer og udnyttelse går koret i gang med tilsvining af DR, der ’svigter deres public service forpligtelse ved at give et rosenrødt billede af prostitution.’

Sexarbejdere gøres til grin. Ok, den passer faktisk ikke, de bliver snarere stakkelsgjort og ynket, uanset hvor stærke de end er.

Nu, 2010.12.18, hvor Sus Luder har frisket min hukommelse op vil jeg tilføje en rettelse. Sexarbejdere gøres faktisk til grin, især hvis de forsøger at blande sig i den debat der vedrører dem og deres liv, uden at ville stå frem med deres borgerlige identitet. Sus Luder har selv, utrolig modigt og flot, stået frem med ansigt, men inden da fik hun selvfølgelig også høvl for at ville undgå at hendes børn fik luderstigmataet på sig.

 

 

Sexarbejdere får ikke information. Igen, den er heller ikke helt i skabet, da vi trods alt lever i et informationssamfund, men mange af de samme mekanismer som i punkt 1 kører videre.

Sexarbejdere straffes dobbelt. ”Hvis hun er politisk aktiv, svigter hun familien. Hvis hun ikke er det, svigter hun sin opgave i samfundet.” Hvis hun er en ”lykkelig luder” skal hun straffes for at være glad for sex, for mænd, for sit arbejde, for at vende samfundets normer ryggen.

Hvis hun er en ”ulykkelig luder” hjælper samfundet hende med at sparke hende hjem igen, ynke hende, tilbyde hende psykologsamtaler – men ingen revalidering, for sexarbejde er ikke et anerkendt erhverv, altså er der ikke megen reel hjælp at tilbyde hende. Og at få hjælp fra det offentlige som sexarbejder medfører naturligvis at omsorgsfulde personer er forpligtede af loven til at forsøge at overtale vedkommende til at ophøre med at være prostitueret, uanset hvordan sexarbejderen ellers selv har det og hvad vedkommende søger hjælp for.

Sexarbejdere påføres skyld og skam. Når SIO taler sexarbejdernes sag er den typiske reaktion at de blot er en lille gruppe af ressourcestærke kvinder, der blot vil mele egen kage og som er ligeglade med traffickingofre og tvungne kvinder. Nogle går så vidt som til at melde ud at sexarbejdere er direkte uegnede som forældre, og at deres børn skal tvangsfjernes for ikke at blive besmittede med den skadelige indflydelse der åbenbart emmer ud af sexarbejderen. Nå ja, foruden det samfundsnedbrydende og ægteskabsskadelige element som sexarbejde i sig selv er.

I er med, men bemærk det nye og skræmmende, langt de fleste udøvere af de nymodens herskerteknikker er kvinder. Der tilmed bryster sig af at være moralsk overlegne kvinder end dem der ikke ønsker at forbyde sexarbejde. Vi må håbe at Marcus har ret i sin trøst ”Der er bare det ved herskerteknikkerne, at de er kun effektive, så længe de virker i det skjulte. Har man én gang fået øje på dem, mister de deres kraft.”





Voldtægt, nej tak

14 05 2009

nattenaf Nina Søndergaard
Jeg er rasende over at jeg går alene hjem fra byen. Rasende fordi jeg er den eneste gående kvinde. Når jeg endelig ser en kvinde på gaden om natten, er hun enten godt gemt i en flok, på vej ud af en taxa eller susende på sin cykel.  Det her handler ikke om at score i byen, det handler om overhovedet at gå i byen. For hver aften er der musik der ikke bliver hørt, latter der ikke bliver grinet, potentielle kærester der ikke kysser, alt sammen fordi man blev hjemme. Det kan ikke passe at kvinder lader sig skræmme af truslen om voldtægt, og derfor bliver hjemme. ”Det eneste vi har at frygte er frygten selv” som præsident Roosevelt sagde i 1932. Han havde ret.

Hvis man slår op i Statistisk Årbog under forbrydelser, er det tydeligt at der er forskel på mænd og kvinder. Det er næsten kun kvinder der bliver voldtaget, 469 ud af 499 voldtægtsofre i 2005 var kvinder. Og det er næsten kun mænd der voldtager (eller sigtes for det), 240 ud af 241 anklagede for voldtægt der kom for retten i 2005 var mænd. Men 11.784 mænd blev i 2007 udsat for vold (som regel også begået af mænd). Det er mere end 2 ud af 1000. Antallet af voldtægtsofre er snarere 1 ud af 100.000.

Tallene er svære at håndtere. Der er masser af voldtægter og overfald der ikke anmeldes, men alligevel er tallene tydelige: Det er langt farligere for mænd at færdes ude i byen, mange bliver slået ned af ukendte. Mange voldtægter begås af venner, bekendte og kærester… Alligevel er det kvinderne der frygter en bytur (og især turen hjem), og mændene der glade går ud og hjem. Vi skal alle sammen passe på hinanden, så vi kan få det sjovest muligt. Altså vil jeg opfordre dig og alle andre kvinder til at skubbe frygten til side og gå ud.

nat

Selv i dag kører bekymringskarrusellen derudaf. I ”Kvinde kend din krop” fra 2001, var der følgende formaninger for at forebygge voldtægt: ”Sørg for at følges med andre, når du går i byen eller på øde steder. Drik dig ikke mere fuld, end at du kan bevare overblikket. Stol på dine instinkter og sig fra i tide. Gå ikke med fremmede hjem.” Det første og sidste skrotter vi: Gå alene hjem, lad ikke frygten hæmme dig. Gå med fremmede med hjem, hvis du gør dine grænser klare: Du skal fortælle om hvad du vil – inden I begynder. Hvis du har det svært med at snakke om sex med en fremmed eller ikke aner hvor dine grænser er, fordi du er for fuld, så lad være og få et telefonnummer som du bruger når du er ædru. Altså var de to råd i midten gode nok. Du har et ansvar overfor dig selv, og det er svært at tage på sig når man er spritstiv.

Den første udgave af ”Kvinde kend din krop” fra 1975 var mere bramfri og gav mere brugbare råd. Det anbefaledes nemlig at skrige op, kradse, sparke, bide og slå. For at forstærke effekten af en lille kvindehånd skrev forfatterne at man skulle bruge alt hvad man kunne komme i nærheden af. En blyant i halsen kan sætte en stopper for selv den største voldtægtsmand. Men at tage dine stiletter af og dunke løs med hælen er heller ikke at foragte. Peberspray og hårlak kan også bruges, men kan ikke anbefales, da de kan give en falsk fornemmelse af tryghed og kan nemt vendes mod dig selv.

Det er vigtigt at huske på at du har ret til at forsvare dig selv. Det er så groft et overgreb, at du højst sandsynligt ikke vil blive straffet selvom du kommer til at slå voldtægtsmanden lidt ihjel. Skulle din kamp ikke nytte, vil det trøste dig at vide, at du står stærkere i en eventuel retssag hvis du har kæmpet så I begge to ligner en trafikulykke, og at du har lettere ved at komme over voldtægten end dem der ikke kæmpede. Det sker uhyre sjældent at en kvinde bliver dræbt ved en voldtægt, og du har så meget at vinde ved at kæmpe at jeg kun kan anbefale det.

Sig ja til nattelivet, mor dig så meget du kan, lad ikke frygten forhindre dig i at leve dine ønsker ud. Allerede den beslutning kan gøre at du ser mere selvsikker ud og det har også betydning. Hvis du har det godt med dig selv og slentrer selvsikkert hjem, er det endnu mere usandsynligt at en skurk vil forgribe sig på dig. Skulle du alligevel opleve en voldtægtsmand, så skrig op og strit imod, alt hvad du kan. Det skal anmeldes, selvom det er hårdt. Du må endelig ikke vaske dig inden! Det er beviser som politiet skal bruge. Foruden alt det med den gratis advokat, som du har ret til og rådgivningen, så husk at du ikke er alene og det aldrig er din skyld. Tal om det. Og husk på at du godt kan komme over det, så du igen kan komme ud og more dig og helt selv vælge om du vil gå alene eller med fremmede hjem.
http://www.joan-soestrene.dk/
http://www.voldtaegt.dk/welcome.php
http://www.sikkerflirt.dk/frame.html





Pretty Exploited Woman A/S (gæsteindlæg)

8 03 2009

Gritt Uldall-Jessen er speciale-studerende, Københavns universitet, hvor hun skriver om tekst i teatret – scenisk tekst, og er dramatiker.

I efteråret 2008 blev manuskriptet til den amerikanske film ”Pretty Woman”(1990) af J. F. Lawton sat op som en teaterforestilling ”Pretty Woman A/S” i en til lejligheden konstrueret boks, der bestod af tre blå containere, på Halmtorvet, Vesterbro. Det var sceneinstruktør Tue Biering og manuskriptforfatter, dramaturg Jeppe Kristensen, der stod bag forestillingen.

Det var en forestilling, der fik en del offentlig opmærksomhed, ikke mindst på grund af – som de to scenekunstnere meldte ud i pressen – at der medvirkede ”ægte prostituerede”. Anmeldelserne af forestillingsbegivenheden var delte. Den fik fx fem stjerner ud af seks i Politiken og blev gjort til årets forestilling af teaterredaktør Monna Dithmer, hvorimod den samme avis’ teateranmelder Per Theil tog skarpt afstand fra den. Teateranmelderen på Dagbladet Information valgte helt at ignorere den. Værestedet ”Reden” var i ”Deadline” og mente, at initiativet var positivt og ville give publikum syn for sagn på temaet prostitution (læs: Problematisere myten om den lykkelige luder). Fra Kunstrådets Scenekunstudvalg, som havde støttet forestillingen med ca. en million kroner, udtalte en repræsentant, at det måtte være en mere komfortabel måde at tjene penge på for de deltagende gadeprostituerede, da de så ”kun” skulle på scenen.

Jeg skal ærligt indrømme, at jeg havde en meget dårlig oplevelse og vil her forsøge at udrede, hvad det var, der efter min mening foregik i forestillingen, for til sidst at stille nogle mulige standpunkter op for og imod og diskutere dem.

Selve stykket var en gennemspilning af udvalgte, centrale scener fra filmmanuskriptet til ”Pretty Woman”, der handler om den gadeprostituerede Vivian Ward, der ved en tilfældighed bliver samlet op af en meget rig forretningsmand, Edward Lewis, som i en forretningssammenhæng har brug for hende til at spille hans kæreste. Der opstår undervejs et romantisk forhold mellem de to. Dette forhold påvirker Vivian Ward, og hun ender med at opgive sit arbejde som prostitueret, ligesom Lewis opgiver sit stenhårde business-image. Der står i beskrivelsen af filmen, fx da DR-TV viste den i julen sidste år, at der er tale om to personer, hvis liv er styret af penge, men at kærlighed får dem til at vælge at leve anderledes.

I denne danske opsætning var der hver aften en casting, hvor en gadeprostitueret blev valgt ud til at optræde i forestillingen som karakteren “Vivian Ward” overfor den professionelle skuespiller Anders Mossling, som spillede karakteren “Edward Lewis”.

Det var en live casting, hvor de fremmødte kvinder sad i en campingvogn, et stykke uden for de containere, hvor scenerummet og publikum var placeret. Publikum kunne følge deres samtale om, hvem der skulle spille med i aften, via live videotransmission på nogle monitorer, der hang under loftet. Det, som afgjorde, hvem der skulle spille med den aften, var tilsyneladende, hvis tur det var. De fik alle et mindre honorar for at sidde i campingvognen til casting, mens betalingen for at medvirke som hovedperson i de halvanden til to timer, forestillingen varede, ifølge et interview med de to producenter svarede til, hvad en gadeprostitueret normalt tager for sit arbejde inden for det aftalte tidsrum.  Selve situationen med betalingen var ikke synlig i forestillingen, men indgåelsen af og afslutningen på handlen kunne følges på monitorerne under loftet. Der var også et æggeur, der ringede, da den aftalte tid, der var købt af den gadeprostituerede, var gået. Denne tidslige faktor blev omtalt flere gange af holdet på scenen. De skulle skynde sig igennem forestillingen, da den gadeprostituerede kun var købt i så og så lang tid. På den måde blev det understreget, at der var tale om et virkeligt køb af tid.

Da forestillingen var totalt udsolgt, var det kun muligt for mig at skaffe en billet til en enkelt forestilling. Jeg var inde at se forestillingen en af de sidste aftener, hvor den spillede.

Op til selve udvælgelsen af den gadeprostituerede, der skulle spille med i stykket, var der en toastmaster (Egill Pálsson) til stede i et sort jakkesæt. Han talte højlydt, med en diktion som en vært i et talkshow. Han opfordrede publikum til at klappe hver gang, han havde sagt noget om eller spurgt publikum om filmen ”Pretty Woman”. Den aften var der mødt fem-seks kvinder op til casting. Kvinderne, der må formodes alle at være gadeprostituerede, blev spurgt af en assistent fra forestillingen, hvordan det gik, og om de havde fundet ud af, hvem der skulle på i aften? De fortalte via nik med hovedet, hvordan de havde det lige nu. En af dem fortalte, at ”hun ikke var bange for at gå til tandlægen”, hvilket hun mente havde at gøre med, at “hun ikke var etnisk dansk” og spurgte videre ”hvornår der var afskedsfest?”. De fleste forblev tavse under udvælgelsen.

Som publikum sad vi bag en glasrude i containeren og betragtede forestillingen. Dette virkede for mig som om man ville konfrontere os som publikum med vores egen voyeur-status?

Denne aften var det en høj kvinde ved navnet Marianne, der skulle på som hovedpersonen. Hun var klædt i sorte bukser, spidse sorte støvler og en sort/hvid mønstret tunika, havde et skulderlangt affarvet hår, var kraftigt sminket med foundation og pudder uden at det kunne dække de mange sår i ansigtet. Hun fik et headset på. Replikkerne til stykket blev sagt via hendes øresnegl, og hun skulle sige dem højt i den rækkefølge, som de lød. Hun fik undervejs nogle rekvisitter eller kostumedele, som skulle hjælpe til at understøtte figuren Vivian, fx da hun i en scene kommer op fra badekaret og har en badekåbe på. Disse kostumedele tog hun på uden på sit eget tøj, og hun tog ikke på noget tidspunkt i forestillingen tøj af eller blottede dele af sin krop. Badekarret var således ikke fyldt op af vand men med hvide kugler. I de scener, hvor hun ligger på sengen, har hun også alt sit tøj på. Dette understøttede for mig at se, at der var tale om symbolske markeringer af handlingen. Dette var med til at give forestillingen en vis distance. Jeg opfattede, at der ikke var tale om, at publikum i traditionel forstand skulle føle og have indlevelse med figuren, men snarere være betragtere af et spil, der pågår, imellem flere fiktionslag og virkelighedslag (jf. ”ægte prostitueret” ).

Der var også en kamerakvinde og en kvindelig skuespiller, der også fungerede som assistent, med på scenen. Begge kvinder fremstod som tynde, velplejede og kropsligt mobile, og adskilte sig derved skarpt fra Marianne. Den mandlige skuespiller fremstod også veloplagt. Han var den agerende, den handlende, den der styrede forløbets gang, hvilket også er tilfældet i det filmiske forlæg.

Marianne virkede som om hun hele tiden var et stykke efter handlingen. Det kan have været som en følge af, at hun fik replikkerne i øresneglen, og at suffløren ikke havde fundet ud af at være på forkant. Hun kan også have været dopet. Hvad nu årsagen har været, så fremstod hun som fysisk svækket. Hun havde en dæmpet, monoton stemmeføring, hvor replikkerne blev sagt på en måde, der ikke understøttede eller levendegjorde karakterens stemninger eller følelser. Denne spillemåde fortsatte hele forestillingen igennem uden variation. Hun var ikke nærværende i spillet og virkede ikke bevidst omkring, hvilken virkning hun afgav som performer. Nu var hun jo heller ikke performer, men det kunne opleves som en pointe i sig selv eller som en slags “kommentar” fra hendes side til forestillingens konstruktion.  Det faktum, at Marianne ikke virkede som om hun var til stede, og at hun virkede fysisk svækket (jf. sårene i ansigtet, den sløve, dæmpede talemåde, en lidt haltende gang etc.) fortalte en anden historie end den, hun var mødt op for at realisere. Man kan spørge, om det var tilsigtet og videre, om det ikke betød et skred i forhold til indholdssiden i det filmiske forlæg? I det filmiske forlæg “vender” magtforholdet, fordi Edward Lewis bliver afhængig af Vivian Wards “spil” som “kæreste”.  Men denne omvending skete ikke i versionen på scenen.

Det var en forestilling, der gjorde brug af manuskript og film som et “readymade”, dvs. forestillingen var en slags demonstrativ reenactment. Marianne, der på denne måde markerede karakteren Vivian Ward, var – som det fremgik af interviews i forbindelse med forestillingen med instruktørerne (jf. ”ægte prostituerede”) også en slags “readymade”. Der pågik en slags mangesidet opvisning af distance – eller fremmedgørelse ? – på scenen, hvilket jeg oplevede som forestillingens kunstneriske intention.

Men var det i den sammenhæng etisk forsvarligt at gøre brug af ”ægte prostituerede” i forestillingen? Var det uetisk og en omgang ”social pornografi”, som Pernille Frahm fra SF betegnede det, eller var det noget helt andet?

Her har jeg opstillet nogle argumenter for og imod stykkets legitimitet og relevans:

Kunne der være tale om, at det var en slags empowerment for de medvirkende gadeprostituerede? Kunne oplevelsen af at indgå i et teaterstykke inspirere til at vælge andre leveformer, tankemåder, såfremt det var et ønske hos de medvirkende gadeprostituerede? Kunne denne performer-erfaring, såfremt der var tale om en succés-oplevelse, stimulere til, at den gadeprostituerede ud fra sig selv ønskede at fortælle, skrive, repræsentere sig og deltage i debatten? Var det ikke korrekt, som ”Reden” og en repræsentant fra Scenekunstudvalget havde gjort opmærksom på, at forestillingen var med til at holde dem væk fra gaden i de par dage, den stod på, hvis det var, hvad de selv var interesseret i? Var det ikke sådan, at der i medierne var opnået en ønskelig effekt: Nemlig at der fandt en debat sted omkring narkoprosti­tution og de narkoprostitueredes kår? De deltagende kvinder fik betaling for at gå på scenen for at markere figuren Vivians handlinger og fremsige karakterens replikker, og derved “performe sig selv”. Var der noget her at indvende ud fra et kapitalkritisk standpunkt: De gadeprostituerede sælger sin medvirken – forestillingen betaler. Var der ikke tale om en gensidig relation, et frit forhold fra begge sider dvs. den gadeprostituerede på den ene side og teaterforestillingen som institution på den anden?

Eller var det, der foregik, en grov udnyttelse af nogle af de dårligst stillede grupper i samfundet, de narkoprostituerede, uden at der var tale om, at deres deltagelse kunne frembringe nogen egentlig forandring i deres liv? Var der tale om, at de narkoprostituerede blev brugt som underholdningsgenstande for et normaldansk teaterpublikum med henholdsvis dårlig samvittighed og snagelyst i andres – i dette tilfælde – usle levevilkår? For var det ikke sådan, at man kom for at se ”giraffen” under dække af, at man kom for at se en teateradaption af et verdensberømt filmmanuskript? De narkoprostituerede fik lov til at komme med i en teater­forestilling, men blev snart sendt tilbage til gaden igen. Kan alting sælges, fx din historie og din identitet? Og er det sådan, at ”Pretty Woman A/S” kan danne forbillede og være trendsættende, så man vil kunne forestille sig, at der vil være andre opførelser af spillefilm som et teaterstykke med inddragelse af virkelige aktører og objekter? Fx hvis der var tale om en krigsfilm, kunne der så medvirke virkelige hjemvendte, traumatiserede og invaliderede soldater fra den Afghanistan-krig, Danmark deltager i? Eller må vi sige: Nå, nej, det er jo – for det meste da – mænd og nationalhelte?

Hvis det egentlige ærinde for fore­stillingen var at bidrage til at stoppe kvindehandel og sige nej til prostitution, som det fremgår af den projekt­beskrivelse og ansøgning, der var sendt bla. til Københavns Kommune, eller hvis forestillingen ville afhjælpe forholdene for de narkoprostituerede, kunne de så gøre dette ved at købe en narkoprostitueret? Er det ikke et paradoks at ville kritisere en handling igennem at foretage den samme handling?

Litteraturforsker Poul Behrendt har skrevet en bog ”Dobbeltkontrakten”(2006), hvor han beskriver, hvordan der i litteratur kan være tale om, at et værk peger på noget virkeligt, indeholder virkelige elementer fx navne, henvisning til virkelige personer etc. men samtidig har som selvforståelse, at der er tale om fiktion. Hvis man ud fra dobbeltkontrakten betragter ”Pretty Woman A/S”, så kan man indvende, at instruktøren, der gør brug af virkelige elementer, nemlig de ”ægte gadeprostituerede”, samtidig peger på, at der er tale om fiktion, ved at lade Marianne kun markere handlingerne i scenerne symbolsk. Så dette dobbelte forhold må man, hvis man argumenterer for, at der er tale om et værk, der gør brug af dobbeltkontrakten, tænke med i en analyse af værket, så man kan afkode det ud fra dets egne, kunstneriske præmisser. Ellers ser man ikke værket, sådan som det er tænkt. Men var der tale om et værk, der gjorde brug af dobbeltkontrakten?

Det, der sker i forestillingen, er – for mig at se – at instruktøren ikke kan skærme for de fortællinger, som den virkelige person har med sig på scenen og fx giver udtryk for igennem sit kropssprog, handlemåder etc. Derigennem opstår der nogle sprækker i den samlede fiktion, hvor der kan være tale om kontrapunktiske fortællinger.

Det oplever jeg i almindelighed som noget positivt.

En virkelig person er ikke skuespiller og kan ikke ”spille” en anden rolle.  En virkelig person har sin historie. Den historie er ikke statisk, men det er ikke nogen fiktion eller rolle, man kan udskifte med en ny eller anden hver aften. Men spørgsmålet for mig er, at hvis personen fx Marianne ikke har spillet en rolle, men har ”været sig selv” og virket ind i en fiktionel ramme, hvordan tager hun så ”rollen” af uden for forestillingen, når der ikke har været tale om en rolle – eller har der været tale om en rolle? Tilførte “rollen” Marianne som person bare lidt af den kraft, som implicit lå i det – banale – filmiske forlæg for figuren – eller var det bare de to timer, som gik?

Jeg er ikke overbevist om, at der var tale om, at vi som publikum skulle indgå en dobbeltkontrakt med forestillingen. Men uanset det mener jeg, at det ikke er etisk forsvarligt at bruge den underklasse, der er undertrykte i virkelig­heden, i en fiktion for middelklassen. Stykket reproducerede for mig at se den samme ”drøm”, som stykket ville gøre op med. Teatret gav en social oprejsning til Marianne i to timer, een aften eller et par aftner, hvis det altså var hendes tur så mange gange?

Det har været planen, at forestillingen skulle på tourné til Bergen, Norge. Men det er ikke blevet til noget alligevel. Man kunne spørge, hvis det var blevet til noget med tournéen, om de medvirkende narkoprostituerede fra Skelbækgade ville have fået del i de rettigheder, som man kan argumentere for, at de burde have, ud fra deres bidrag ved at have medvirket i og derigennem deltaget i en udvikling af forestillingen?

Ville der være tale om delte rettigheder, eller om at der er nogen aktiver fra forestillingen, der kunne være blevet kanaliseret hen til de performere som Marianne eller en institutionel ramme, der kunne forbedre fx de narkoprostitueredes vilkår etc.?

Man kan stille det samme spørgsmål til forestillingen: Hvorfor var der ikke delte rettigheder dvs. at den reelle kapital såvel som den kulturelle kapital blev delt med de medvirkende narkoprostituerede, der legitimerede og realiserede forestillingen? Holdet bag ”Pretty Woman A/S” kunne have valgt at engagere de medvirkende gadeprostituerede i en samskabende produktion?

Forestillingen kom til at oppebære den samme drøm, som i filmen ”Pretty Woman”. Det er en fiktion for middelklassen om, at det kan lykkes for de fattige, hvis de bare gør sig umage. De fattige kan komme til at betjene middelklassens underholdningsbehov, eller som i filmen ”Pretty Woman”, overklassen. Så kan eventyret gå i opfyldelse. Den sociale arv kan brydes.

Instruktørerne og holdets bagvedliggende ønske om at foretage en god gerning i form af dette stykke samvittighedsteater, fremstår ikke gennemtænkt og kom kun dem selv til gode.