Fravalg er også et valg

16 01 2011

Af Nina Søndergaard

Først en stor og dybt rørt tak til alle jer der tilkendegav jeres støtte i min springe-ud-af-skabet proces! Det har godt nok været overvældende og hjertevarmende. Og det er lige præcis det der gør at jeg ikke vil ind at gemme mig i skabet igen, tak! Hvis min historie har inspireret bare ét menneske til at tale med sin elskede om hvordan de kan åbne op, så er min mission fuldført: Jeg er ikke ude på at omvende, men på at åbne op for dem der tumler med nogle af de samme tanker.

Alligevel vil jeg menneskeligt nok grave lidt i de få forbehold jeg reelt er blevet mødt med, for at præcisere og imødegå beskyldninger fremsat på forkert grundlag.

1.    Mit fravalg af kæreste og bofælle er et helt reelt, velgennemtænkt fravalg, ikke en mellemstation mellem to kærester. At andre stræber efter en kæreste er glimrende, det er deres valg og ønske, ikke mit.

2.    Jeg kræver at blive anerkendt for der hvor jeg er nu, også selvom jeg skulle få lyst til andre ting fremover: Velmenende mennesker har sagt til mig at jeg endelig ikke må lægge mig fast på at være polyamourøs, bare fordi jeg har sagt offentligt at jeg er det.

Tak tak, jeg er godt klar over at livet er omskifteligt, og måske vil jeg en dag giftes og have børn (I skal nok blive inviteret med til brylluppet), men siger samme personer til nygifte der træder ud af kirken: Nu har I to godt nok sagt ja til hinanden for Gud og samfundet, men det er nok bare en fase og skal I få lyst til noget andet, så skal I endelig bare gøre det? Nej vel, det ville være frækt og respektløst at gå ud fra at de to ikke har tænkt sig om da de giftede sig, også selvom der er stor risiko for at de går fra hinanden.

3.    Min beslutning om at ville have flere elskere bunder retteligt i et ønske om mere morskab i mit liv. Det kan gerne tolkes som skrigende uansvarlighed, hvis dét at have det sjovt et par gange om ugen er lig med letsindighed.

Men det er sandelig ikke ensbetydende med at jeg ikke kender til ansvar og tung, pålagt kærlighed. Jeg orker ikke at give den fulde historie, men vil nøjes med at sige at to meget syge forældre har forpligtet mere end noget andet i mit liv og jeg finder mig simpelthen ikke i at mit fravalg af livspartner ses som en forfløjen ansvarsfralæggelse. (Det omvendte ville være at jeg mente at alle ægtefolk havde giftet sig for at få en byrde i livet, ligeså ukorrekt og absurd antaget).

4.    Fremtidssikring – flere kommentatorer har småligt forudsagt min kommende ensomhed, som bestemt er et muligt udfald af min livsstil. Den har jeg naturligvis selv tænkt over, men alene på grund af antallet af mennesker i mit liv forekommer det mig sært at ét menneske skulle være en bedre ensomhedsforhindrer end mange.

Tilmed har jeg skrevet testamente og ved godt jeg engang skal. Mange af de mest vokale modstandere jeg har mødt har ikke engang gjort dette (og en del af dem havde endda børn!), og med så kort en tidshorisont fra deres side er det svært at se hvad de har at skulle have sagt om mit liv og min fremtid. Og igen, alle kan blive forladt, alle kan miste. Ensomheden er et grundvilkår for alle mennesker, jeg vælger blot at have flere end én omkring mig.

5.    Mine venner er min selvvalgte familie, mine venner er mine støtter, mine kilder til styrke og kærlighed og alt godt her i livet, det kan ikke understreges nok. Tak til jer!

Jeg er ganske almindelig og lever et aldeles upåfaldende liv, men skal jeg fremhæve ét punkt hvorved mit liv adskiller sig fra mange andre nogle-og-trediveåriges er det mine venner. Dem har jeg mange af, mange gode og nære, mange gode og lidt fjernere. For ved ikke at have en kæreste, fjernsyn og børn har jeg også tid til vennepleje.

Mine venner skal i lige så høj grad vælge mig, som jeg skal vælge dem (det er ligesom en væsentlig forskel på venner og familie), og det koster naturligvis. Det er min ’trædemølle’, for min livsstil ville ikke på nogen måde give mening hvis ikke jeg havde mine vidunderlige venner – andre investerer deres tid og energi i ét menneske, jeg investerer i mange. At have mange venner er et stort gode i livet, og flere og flere undersøgelser viser at venner holder én i live længere, sund, rask og depressionsfri.

For mig er skellet mellem venner og elskere ikke skarpt, det går frem og tilbage – akkurat som i andre kærlighedsforhold, og mine venskaber udvikler sig selvfølgelig også, og det er naturligvis en enestående og speciel følelse at se min barndomsveninde, ligesom det også er skønt at se bekendtskaber af nyere dato.

6.    Barnløsheden. Først må jeg udtrykke feministisk forundring over at folk føler frihed til at dømme om noget så privat, dét er i sig selv i uhyre grad krænkende og respektløst (har jeg sagt noget om deres børn?!).

For det andet er barnløshed altså ikke et nyt, forkælet fænomen, tværtimod. Det er nu kun 10 % af en kvindelig årgang der IKKE får børn, mod 25 % i årgangene omkring 1900. Med bedre økonomiske muligheder kan kvinder nu fravælge ægteskabet og tilmed få børn udenfor ægteskabet, de trods alt gode pasningsmuligheder muliggør også at kvinder kan bibeholde en plads på arbejdsmarkedet, selvom de vælger at få børn. Alt sammen noget der ikke godt kunne lade sig gøre for almindelige mennesker i 1900.

For det tredje så har jeg ikke endegyldigt besluttet mig, men indtil videre har det ikke forekommet mig tillokkende på noget plan at skulle have børn. Skulle jeg få trangen til at bringe børn ind i mit liv, ved jeg også at der findes mange andre veje til børn end at stifte kærnefamilie: Jeg kan hægte mig på andres familier, jeg kan omskole mig til pædagog, jeg kan blive børnehjemsforstanderinde et sted i Afrika – jeg behøver ikke at vælge en mand/kone, hus og dobbeltarbejde (sidstnævnte er herligt for dem der vil dét!).

7.    En gentagelse: Jeg springer ud af skabet for at vise andre måder og muligheder for kærligheden end det monogame kærlighedsægteskab, som bestemt kan være smukt og dejligt, men som på ingen måde kan siges at være den sikre vej til lykken, noget naturligt eller have oldgammel hævd. De få rå der har hævdet dette (især i kommentarsporet på information.dk) har uden at vide eller villet det bestyrket mig i at stå frem som polyamourøs.

Min ’måde’ at være polyamourøs på er én ud af uendeligt mange: Dét det drejer sig om er ærlighed. Det er ærligheden og åbenheden (og viljen til dette) der adskiller polyamourøs kærlighed fra ganske almindelig utroskab. Mange polyamourøse er gift og har børn, nogle har to kærester, nogle har slet ingen – der er ikke én opskrift på polyamourøsitet, det er kun hvad folk selv finder frem til af arrangementer for dem selv og deres nære.





Bitterfissen

23 03 2009

En anmeldelse af Nina Søndergaard

BitterfissenHvordan skal vi nogen sinde få ligestilling i samfundet, når vi ikke engang kan finde ud af leve ligestillet med den vi elsker? af Maria Sveland, Modtryk, 2008, 241 sider. Oversat fra svensk af Christina W. Bojlén

Sara er 30 år, journalist og bitter mor. Hun flygter fra vinter-Sverige en uge til Tenerife, efterladende mand og barn derhjemme. Undervejs får hun ro til at tænke over sin tilværelse, godt hjulpet på vej af Erica Jongs roman Luft under Vingerne. Plot spoiler alert: Hun vender tilbage til Sverige, mand og barn med en masse nye erkendelser.

Der er allerede skrevet meget om Bitterfissen. Men her et par ord på en feministisk blog. Der er masser af interessante (og rigtige, som i statistisk korrekte) betragtninger i bogen. Ligestilling er der faktisk ikke, selv ikke i Sverige, slet ikke når der kommer børn ind i billedet.

Her vil jeg se Sara som prototypen på den moderne, skandinaviske karrierekvinde, der aldrig har været rigtigt politisk engageret, men alligevel ser uretfærdighed overalt (s. 47). Sara er hvad vi i Danmark vil kalde nypuritansk. I Sverige er hun vist ret gennemsnitlig. Jeg vil her tillade mig at se hende som eksponent for nypuritanerne eller en bestemt form for feminisme – og ikke så meget som en ’rigtig’ person med alle de modsætninger og spændinger vi alle rummer. Persontegningen er tynd og det er kun drypvis at vi får noget at vide om Sara, til gengæld hives utallige referencer til blandt andre Erica Jong og Suzanne Brøgger ind, altså tankegods som vi må antage at mange feminister har stiftet bekendtskab med.

Hun er mildest talt et anstrengende bekendtskab (og et vådt ét, hun græder meget). Ganske vist gør hun klart fra starten at hun er bitter over at være bitter, men det er forstemmende at læse hendes altopslugende krav om kærlighed. Hun vil elskes. Betingelsesløst. Altid. Af alle. Men det er noget mere uklart hvad hun selv har at give. Og det hele bunder selvfølgelig i en trist barndom med en fraværende, drikfældig far og selvopofrende mor.

Sara er bitter over manglen på ligestilling. Det kan jeg også blive ond i sulet over. Men Sara er ude af stand til at se at hun ikke ønsker ligestilling, men at hun får sin vilje hele tiden.

Ligestilling betyder her ikke kun at mænd og kvinder laver lige meget til lige løn, tager sig lige meget af børnene, men også at de oplever og føler ens. Det er for mig at se denne romantiske indstilling til følelseslivet, der gør Saras ligestillingsprojekt umuligt. Det er nemlig ikke nok at manden laver det samme som kvinden, han skal føle det samme. Det er et ufravigeligt krav at han skal dele akkurat den samme mængde smerte og glæde som hun selv. Saras blanke afvisning af at andre kunne formaste sig til at mene og føle noget andet end hende selv giver hende en masse nederlag. Hun er med andre ord per definition sur, forarget og fornærmet hvis ikke alle synes akkurat det samme som hende.

bitterfisse2

Det kommer til udtryk i at Sara på side 25 kan ærgre sig over at mænd ikke tager mere barsel. På side 45, da hun har født og er blevet syg, føler hun sig svigtet på det grusomste af sin mand, der ikke ønsker at overnatte på hospitalet med hende og barnet, men tager hjem i stedet med barnet. Altså, at han tager sig af sin nyfødte dreng er et svigt, et nederlag, en mandlig hån mod hende, der ligger syg på hospitalet. Hverken Sara, andre eller forfatteren borer i dette. Der er kun ét fortællespor, hvor selvmodsigende det end er: Nemlig at mænd er røvhuller og svin, uanset hvad de gør (medmindre de skræller appelsiner, s. 160). Alligevel er Sara ude af stand til at forestille sig at leve alene – eller at tage imod Rositas flirt på Tenerife.

At vi alle skal spejle os fuldstændigt, 100 % og hele tiden, i hinanden gør, at der kun er plads til tosomhed i Saras univers. Ikke at Sara har spekuleret så meget over det, det tager hun for givet – som så meget andet, s. 26. Selv når hun tænker på regnbuefamilier [homoseksuelle familier], så er det som par og par, der får børn sammen, og at børnene faktisk kan trives med denne form for udvidet familie, s. 168. Det er flot af Sara at hun ved at også bøsser og lesbiske kan blive forældre og at hun endda kan acceptere dette. Så er det næsten for meget at forlange, at hun kunne overveje at personerne ikke nødvendigvis ser sig selv som par, men måske som storfamilier, enkeltpersoner eller noget helt tredje. Saras opskrift på et voksenliv er lig med pardannelse, hvor ligestillingen er total på antal kroner og øre, bleskift, latteranfald, orgasmer og følelser.

Under et interview med hendes beundrede Suzanne Brøgger, udtaler Brøgger at hun er taknemmelig. Over at være i live, at der findes ømhed og ingen af hendes elskede var syge eller døende, s. 115. Dét bliver Sara skuffet over. Meget. Men senere, da hun går derfra, føler hun sig storsindet (s. 116), da hun pludselig respekterer Brøggers privatliv og at Brøgger lever med ”alle de modsætningsfyldte følelser som tosomheden indebærer.” (s. 117) Sara forankrer Brøggers følelse af taknemmelighed (enkel glæde over medgang?) i parforholdet. Brøgger omtaler ’elskede’, hvilket kunne henvise til alle hendes (tidligere) elskere, familie, venner, naboer, katte og kanariefugle, men Sara har ikke fantasi til at rumme mere end én elsket. Bemærk også at Sara føler sig large over at kunne respektere at Brøgger ikke føler det samme som hun.

Sara vil gerne eje sit eget liv. Det kommer hun også til på sidste side. På side 232 kommer hun endelig til den erkendelse at hun kan tage ansvar for sit eget liv, og ikke bare følge et lyserødt ideal om lykke som det onde patriarkat har stillet op for hende. Sara har det også ret godt i sin krop, hun er åbenbart smuk, solbrændt og stærk. Hendes seksualdrift fejler heller ingenting og hun havde mange kærester i gymnasiet. Hun opdager ”hvad begrebet luder egentlig dækker over: magten over vores seksualitet. (s. 131)” Det er så langt som hendes forståelsesramme rækker. For hendes krav om aldeles ens afspejlede følelser og kærlighed for alle får hende til at fordømme sexarbejde. Sara bliver dårlig, da hendes mandlige kollega fortæller at han har købt en sexydelse i Thailand for 10 år siden (s. 177-180):

”Men hør lige, jeg er sprøjtende ligeglad med, om du har været utro eller ej. Folk kan for min skyld bolle til både højre og til venstre, men jeg bliver utroligt ubehageligt til mode over at høre, at du har udnyttet fattige thaikvinder, som har måttet prostituere sig selv for at overleve. Hvordan føles det at bolle en, der er nødt til at gøre det for penge, men som ikke selv har spor lyst til det? spurgte jeg ophidset.

– Nu er det jo ikke så enkelt, som at de ikke har lyst…, sagde han, og jeg måtte igen se ham i øjnene for at tjekke, om han lavede grin med mig.” (s. 178)

Det kunne ligne god gammeldags forargelse, men Sara har faktisk gjort som mange sexarbejdere (og andre), nemlig skabt sig et frirum gennem sex. Som 14-årig har hun en kæreste på 21 (dén var ikke gået i dag), han smitter hende med kønsvorter og klamydia, til gengæld bor hun stort set hos ham for at slippe for sin familie. Hun prøver at overleve, og kæresten er det eneste alternativ hun har.

”Det sved og gjorde ondt at have sex med Jens, men det var alligevel bedre end at være i nærheden af min mors og fars fornedrelse. Det var min eneste mulighed for at slippe for deres angst. Sådan var det, selv om jeg ville ønske, at der havde været andre måder at blive voksen på end gennem disse frivillige voldtægter.” (s. 146)

At hun valgte en kæreste frem for kvælende familieliv er åbenbart på ingen måde sammenligneligt med at vælge sexarbejde frem for kvælende fattigdom, så Sara har ikke kvaler med at forbyde andre hvad hun selv har gjort og endda fortæller frejdigt om. Storsindet som hun fyldes af på side 116 har trange kår i resten af bogen, hvor det primært er samfundets og andres skyld at hun er bitter. Hendes enorme krav om uendelig lykke, tilfredsstillelse og kærlighed fylder så meget at hun næsten ikke tør tro en ældre kvindes ord om at man ikke er i stand til at vælge rigtigt hele tiden, men bliver nødt til at lære at leve med at man måske kommer til at vælge forkert en gang i mellem, s. 230.

Saras verden hvor der kun er plads hendes egne følelser, uden at hun skal kunne hænges op på noget, er for mig at se barnlig og ukonstruktiv. Desværre fylder Bitterfissen så meget i bogen, at de glimtvis interessante betragtninger drukner aldeles hendes bitre kærlighedshunger. For dét at mænd stadig har en anden position end kvinder, har Sara egentlig ikke forudsætninger for at analysere, da det hele bunder i at andre (uanset hvem og hvilket køn) til tider føler og gør noget andet end det hun selv gør. Altså er vi kun nær ved at få nogle spændende feministiske vinkler på fx arbejdsgange eller retssager, men Sara evner ikke at træde ud af sin ynkelige barnerolle som den evigt uelskede og danne sig et reelt overblik. Jeg håber at Sveland i næste bog formår at skabe sig en karakter der kan rumme lidt mere end Sara kan, der er nemlig potentiale som bare ikke bliver forløst i kravet om kærlighed nu.