Sexarbejderrettigheder er sand solidaritet

1 03 2014

Af Nina Søndergaard

Der er mange grunde til at sexarbejde. En af grundene er ønsket om at blive mæt OG rigere. Dette ret grundlæggende ønske om at tjene penge er aldeles glemt af velstående velmenere, der altid selv har kunnet gøre hvad de havde lyst til. Inklusive udelukkende at have pengefri, romantisk og 100 % lystfyldt sex. Det mener de er bedst, derfor vil de nu forbyde sexkøb, således at andre i hvert fald ikke skal have sexarbejde som mulighed for at tjene så godt som de selv gør.

Et medlem af EU-parlamentet tjener ca. 711.000 kroner om året, et medlem af folketinget mere end 600.000, det samme som en fastsat universitetsprofessor. En gennemsnitsdansker tjener næsten 25 gange mere end gennemsnitsnigerianeren. Mere end en milliard mennesker lever af mindre end 1,25 $ om dagen, mindre end en tier.

Poverty

 

EU mod sexarbejde

EU-parlamentet har desværre anbefalet et EU-dækkende forbud mod køb af seksuelle ydelser i stil med de fejlslagne love Sverige og Norge har vedtaget.

Udover at det jo ikke har hjulpet de mest udsatte sexarbejdere eller fået antallet af voldtægter eller traffickingsager til at gå ned, tværtimod, så er det også den helt forkerte vej at gå med hensyn til både ligestilling og EU’s oprindelige projekt: At skabe fred gennem frihandel.

Ligestilling betyder at kvinder må tjene deres egne penge

Alle oplyste økonomer er enige om at ligestilling også er godt for økonomien: Når kvinder kan eje jord, varer og andre produktionsmidler kan de også handle og bidrage til væksten. EU har længe anerkendt dette faktum, og støtter og yder mikrolån til kvinder i Afrika og Europa (jo!). Kvinderne kan dermed få lov til at tjene penge på noget EU finder anstændigt, så som frugtsalg eller tøjsyning og for alt i verden altså ikke sexarbejde.

Det er meget uheldigt, kvindeundertrykkende og vækstforringende at gennem lovgivning skabe et skævt kønsopdelt arbejdsmarked og direkte holde kvinder ude af handel, blot fordi denne handel drejer sig om s-e-x, og ikke fødevarer, gardiner eller hårklipning. Havde forbuddet gået ud på at mænd ikke længere måtte købe tøj af kvindelige tøjforhandlere, fordi tøjsalg er kvindeundertrykkende, havde det været aldeles åbenlyst for alle at forbuddet er en dårlig idé.

Det nytter ikke meget at sende piger i skole, lade dem få lægehjælp og uddannelse og så forhindre dem gennem lovgivningen i at anvende deres voksne tid, kræfter og talenter på et uskadeligt område som tilfældigvis lige støder magthavernes moral.

Frihandel skaber fred

images (4)Frihandel skaber fred blandt andet fordi både køber og sælger har den største interesse i at handlen går godt og glat igennem. Dette gælder selvfølgelig også sexsalg, hvor det heldigvis kun er en  brøkdel af kunderne der ikke fatter spillereglerne og overfalder sexarbejderen (værst ser det ud for sexarbejdere på gaden, en gruppe der har få rettigheder).

Grunden til at både køber og sælger gerne vil være venner lige i salgsøjeblikket, er at de begge to går gladere derfra: Køber fordi vedkommende fik den ønskede vare eller ydelse, sælger fordi vedkommende er lidt rigere og selv kan købe varer og ydelser. Som fx en iPhone der koster omtrent en tredjedel af den gennemsnitlige nigerianske årsløn. Omkring 50 lande har et lavere BNP pr. indbygger, så Nigeria er sådan set fint med i kapløbet…

Eller sende penge hjem til sin familie, så børnene kan komme i skole, husets tag blive lappet og bedste kan få mad og medicin. Det er en hyklerisk og væmmelig flabethed uden lige at rige mennesker, der tilfældigvis er født det helt rigtige sted og dermed fået mad, uddannelse og lægehjælp i den grad vil FORHINDRE andre i at få del i samme goder.

LifeexpentancyEn kvinde født i Nigeria kan forvente at blive 53 år gammel, og i det korte liv må hun endelig ikke komme til Europa for at sexarbejde, og tjene sine penge selv og sende nogle penge tilbage. Dette på trods af at der blev sendt ca. 21 milliarder dollars hjem til Nigeria sidste år, og at penge der sendes hjem 1) faktisk når frem, modsat meget u-landsbistand 2) bruges bedre end u-landsbistand.

U-landshjælp er måske endda direkte skadeligt og har i hvert fald meget sjældent hjulpet blivende vækst frem. Det ser tilmed ud til at u-landshjælp fremmer krige. Uanset hvad, er der et stort sammenfald mellem krig og fattigdom, en fattigdom som velstående velmenere ikke ønsker lindret gennem sexarbejde og rettigheder, men kun forværret gennem forbud.

NOTE: Jeg er hverken FOR sexarbejde som sådan, særrettigheder til sexarbejdere eller nødvendigvis et grænseløst Europa, men jeg vil blot påpege at dét at forhindre kvinder i at tjene penge er sandelig heller ikke er vejen frem.

Problemet med sextrafficking er for det første nok mindre end forventet og for det andet kræver det et længere, sejere træk: Nemlig at uddanne og løfte kvinder ud af fattigdom, noget et sexkøbsforbud heller ikke fremmer. Desuden er tvang og trafficking allerede forbudt, og hvad forbud på forbud skulle hjælpe står uklart.





Selvklarheder – homorettigheder fører til fred og velstand

24 02 2014

Af Nina Søndergaard

Politiken interviewede en russiskortodoks præst, Igor Marehuk, der mener at homoseksualitet er et tegn på jordens undergang.

richest countries

Samme homofobiske tankegang findes masser af steder i verden, hvor dydens vogtere desperat forsøger at få folk ind i velanstændighedens fold. Her ses homofili som en sygdom, som erosion af samfundet, som gift mod børn, som dyriskhed eller som endnu en led sygdom og tung arv fra de hvide kolonisatorer.

Desværre for disse mørkemænd M/K har de videnskaben imod sig.

Der er en stærk sammenhæng mellem demokrati, rigdom og fred – og homoseksuelles rettigheder.

Jo rigere et samfund er, des højere er sandsynligheden for at det er eller bliver demokratisk. I demokratiets natur kniber det med at holde store grupper helt ude af beslutningsprocessen og magten, altså får mænd, kvinder, børn – og homoer rettigheder og uddannelse. Når de har fået rigdom og rettigheder vil de helst have fred, og bliver derfor mindre krigeriske.

World_homosexuality_laws.svg

LegendeFrihandel skaber også fred: Folk bliver muligvis økonomisk udnyttet af kapitalismen, men de beholder som hovedregel livet, da folk er meget mere værd levende end døde, fordi de skal plukke kaffe og kakaobønner, samle biler, telefoner og computere og sy det tøj vi går i. Tøj, som kan være designet af homoseksuelle.

Tom Ford (1961-) fik mere end fordoblet Guccihusets værdi i løbet af de fem år han var chefdesigner der. House of Gucci under LVMH-koncernen vurderedes til være 10 milliarder dollars værd i 2004, eller mere værd end 37 landes bruttonationalprodukt. En betragtelig del af disse lande har dødsstraf for bøsser, som måske i stedet hellere burde sættes til at arbejde for deres land og nedsætte fattigdommen og forhindre folkets undergang der.





Frihed til kvinder – et løft ud af fattigdom

27 03 2010

Af Nina Søndergaard

Her på bloggen er der en almindelig skepsis overfor alle magthavere, og Søren Pinds selvproklamerede titel af frihedsminister gav mig tårer i øjnene og det var ikke af lykke.

Dog får Pind lidt respekt gennem disse udtalelser om kvinders muligheder for at bestemme selv over deres eget liv, inklusive retten til at kontrollere sin egen fertilitet, citeret i Kristeligt Dagblad 2010.3.27

At give kvinder muligheder for at vælge selv er et meget vigtigt skridt mod større velstand, frihed og lykke. Det gælder for alle mennesker, men mænd anses traditionelt for værende i stand til at træffe egne beslutninger og drenge kommer som regel før piger til mad, lægehjælp og skolegang. Det er uheldigt og giver nogle langtrækkende konsekvenser for velstandsfordelingen.

To arbejdende mennesker er som regel i stand til at tjene mere end én person i arbejde. Succesen med mikrolån viser med al tydelighed dette.

Som Pind og Obaid er inde på bliver kvinder verden over undertrykt af nogle kedelige strukturer og det viser sig fx i trafficking. Et arbejdspapir fra ILO 2008 demonstrerer hvordan kvinder der rejser ud af deres hjemland for at finde arbejde har langt større risiko for at blive offer for tvangsarbejde og trafficking.

Succesfulde migranter har nemlig bedre udgangspunkter i form af højere uddannelse, større og bredere netværk og er forholdsvist bedrestillede end dem der havner i trafficking. Her falder kvinderne ofte igennem, da de mangler visse af de forudsætninger der kan give et heldigt udfald på migrationen.

Altså er det lange seje træk der skal til, før vi kan komme trafficking til livs. Det drejer sig om uddannelse og vækst- og jobskabende tiltag i verdens fattige områder, da fattigdom er hovedårsagen til at mænd og kvinder rejser ud for at søge lykken andetsteds. Andre push-faktorer er diskrimination, korruption, politisk ustabilitet og væbnede konflikter, men de er sekundære i forhold til lav indkomst og arbejdsløshed.

Her rammes kvinderne typisk også hårdere end mændene, da de fyres før mændene og har sværere ved at (gen)vinde fodfæste på arbejdsmarkedet.

Løngabet mellem mænd og kvinder er næsten for tungt at komme ind på her, men en af faktorerne i lønskævheden er kvindernes graviditeter og børnepasningsmuligheder. Og således slutter jeg af med Pind og Obaids ønske om at kvinder verden over selv kan få kontrollen over deres liv og kroppe gennem prævention og fri abort.





Trafficking eller drømmen om et bedre liv

6 09 2009

Af Nina Søndergaard

1594510970_cf150Anmeldelse af kapitel 12 ”Trafficked Persons or Economic Migrants? Bangladeshis in India”,  Nastasha Ahmad i bogen ”Trafficking and Prostitution reconsidered – New Perspectives on Migration, Sex Work and Human Rights” redigeret af Kamala Kempadoo, Sanghera og Pattanaik. Paradigm Publishers Boulder, London 2005.

For IOM, International Organisation for Migration, undersøgte Nastasha Ahmad bangladeshiske traffickede personer i Indien i 2000-2001. Målet var at undersøge hvorfor de kom til Indien, hvad de lavede og hvad deres fremtidsplaner var. 65 migranter, de fleste kvinder, blev interviewet på bordeller, rehabilitationscentre og i slummen i Kolkata, New Delhi og Mumbai.

 
3 ud af de 65 var blevet kidnappede. I øvrigt med hjælp fra familie eller venner. 62 var kommet til Indien frivilligt. Uanset om bangladesherne var tvungne (hvilket de færreste var) eller ej delte de nogle fælles vilkår, altså omtales de under ét for migranter.

 
Næsten alle havde forladt Bangladesh af økonomiske årsager. De fleste havde for lidt jord hjemme i Bangladesh, nogle havde mistet jorden i et mudderskred eller var arbejdsløse. Det generelle uddannelsesniveau var ikke ret højt. Mange kvinder havde mistet deres mand, og at ikke være gift er meget problematisk for kvinder i Bangladesh, altså var det nemmere at begynde et nyt liv i Indien.

 
Efter ankomsten drejede det sig om at finde et sted at bo og et arbejde. Nogle havde allerede ordnet en eller begge dele hjemmefra. Migranterne blev sexarbejdere, hushjælpere (eventuelt i de arabiske lande), kludesamlere, stof dealere, skræddere eller taxachauffører.

 

small2Et eksempel: Khadija og hendes mand. De var kommet til Mumbai dagen før interviewet, de havde været i byen otte år tidligere, men var blevet opdagede og sendt tilbage. Nu ville de prøve igen. Khadija arbejdede allerede som rejepiller på det lokale fiskemarked, og ville købe et komfur og stegepande med sin første løn (40 rupee). Hun og manden søgte arbejde (som hushjælp) og skulle ud at se på et værelse.

 
De fleste, 77 % af kvinderne og 64 % af mændene, følte sig ikke begrænsede i deres bevægelsesfrihed. Kun få bekymrede sig om politirazziaer (det indiske politi slår hårdt ned på migranterne og sender dem hjem). Dem der var begrænsede i mobilitet boede på rehabilitationscentre eller på bordeller, hvor bordelejeren tog halvdelen af deres løn.

 
En måde at slå rødder på var at få ID, fx rationskort. To tredjedele havde gennem korrupte embedsmænd fået et rationskort som giver adgang til fx sukker og benzin til fordelagtige priser. 11 var kommet på stemmelisten og 8 havde åbnet en bankkonto, ud af de otte med bankkonto havde fem også rationskort og var kommet på stemmelisten. En del havde giftet sig i Indien.

 

Undersøgelsen viste at der var to lige store hovedgrupper: Dem der gerne ville blive i Indien. Dem der gerne ville hjem til Bangladesh hvis de kunne få et bedre job der og så en mindre restgruppe der ikke havde bestemt sig. Desuden kan man også skelne mellem dem der tog afsted frivilligt og med et bestemt rejsemål og/eller arbejde for øje, og de tvungne. De utvungne var generelt tilfredse, selvom nogle følte sig snydt på grund af ufuldstændig information før afrejsen.

 
tn_photo_7En del af de tvungne var kvinder der havnede i prostitution. Især de yngre sexarbejdere uden børn havde resigneret og var ulykkelige. Cirka halvdelen af de kvinder der gerne ville have et andet arbejde var sexarbejdere, men ti af de tilfredse kvinder var sexarbejdere. Nogle af de utilfredse sexarbejdere ville gerne slå sig ned med deres babus, kunde med hvem de har et særligt forhold.

 
Langt de fleste klarede sig bedre økonomisk set end de ville have gjort hjemme i Bangladesh, de tog ofte arbejde som inderne ikke ønskede, mange sendte penge hjem og bidrog dermed til vækst i både Indien og Bangladesh. De var dog plagede af chikane fra politiet og andre myndigheder.

 

 IOM så gerne at alle mennesker sikredes ordentlig mad, uddannelse og arbejde for at minimere tilskyndelsen til at migrere. Dernæst at alle migranter, underdokumenterede eller ej, sikres anstændige arbejdsvilkår.

small1

Det er en spændende undersøgelse, selvom den er lovlig lille til at konkludere noget sikkert og repræsentativt på. Det skal også huskes at den er specifik på indisk-bangladeshiske forhold og der er glimt af de store forskelle der er internt i Indien. Det lader til at livet for migranterne i Kolkata var noget nemmere end i hovedstaden New Delhi.

 
Undersøgelsen peger på den uheldige og unyttige klapjagt der drives overalt i verden på migranter. Der vil altid være folk der rejser ud for at søge bedre muligheder (jeg har selv været en af dem, boede i Malmö og arbejdede i København!), og arbejdende mennesker er med til at skabe velstand og velfærd. Den velstand kan formindskes ved elendige arbejdsvilkår og stress. Altså lader en løsning til at være en nemmere procedure for at få (midlertidig) arbejds- og opholdstilladelse.

 
Det gælder også sexarbejdere. Selv med så frisk en vinkel på det komplekse emne migration er, har undersøgelsen alligevel nogle gamle fordomme med i bagagen. Ahmad skriver overrasket om kvinder der tager en aktiv beslutning om at rejse ud for at blive sexarbejdere og at en del af dem er tilfredse med deres arbejde. Rejepilleren Khadija bliver ikke problematiseret i samme grad, selvom hun udfører lavstatusarbejde på hvad der typisk er en kvindearbejdsplads. Vi må respektere migranternes eget ønske og valg, uanset om vi selv ville træffe det valg de foretager.

Billederne er fra http://www.desipapa.com/